Hvad skal vi i Mali?

Fra Malis hovedstad oplyses det, at kupsoldater mandag den 24. maj 2021 arresterede Mali’s overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane. Arrestationerne skete kort tid efter at en regeringsændring betød, at 2 stærke støtter for den militærjunta, der i august 2020 tog magten i Mali, blev udelukket fra regeringen. Det drejer sig om indenrigsminister Modibo Kone og forsvarsminister Sadio Camara. Der blev ikke givet nogen grund for deres udelukkelse, men dispositionen vider tydeligt, at der er intern splittelse inden for overgangsregeringen.

Udviklingen i Mali har skabt tvivl om det bliver muligt for overgangsregeringen at leve op til løftet om at organisere nye demokratiske valg i februar næste år i Mali. Det bemærkes, at FN bruger 1,2 milliarder dollars om året på en fredsbevarende mission – MINUSMA. Hertil kommer at Frankrig, Danmark og andre lande også bruger meget betydelige ressourcer i Mali.

Overgangspræsident Bah N’Daw og premierminister Ouane blev svoret ind i september sidste år, efter at den herskende militærjunta efter et voksende internationalt pres indvilligede i at overdrage magten til en civil overgangsregering.

Juntaen havde taget magten den 18. august 2020, hvor enheder fra den regulære hær omringede præsident Ibrahim Boubacar Keitas hjem og affyrede skud i luften. Senere trak han sig tilbage på det nationale tv under tvang og sagde, at han ikke ønskede, at der skulle udgydes blod for, at han kunne forblive som mpræsident. Præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Der har været udbredt bekymring for, at omvæltningerne i Mali i løbet af det sidste år har skabt vanskeligheder for bestræbelserne på at begrænse indflydelsen fra grupper, der støtter Al-Qaeda og ISIS.

Islamiske ekstremister overtog kontrollen over større byer i det nordlige Mali allerede efter kuppet i 2012. Kun en militær intervention fra 2013 ledet af den tidligere kolonimagt Frankrig kunne fortrænge oprørerne fra de større byer, men Frankrig og en FN-styrke har fortsat kampe mod de ekstremistiske oprørere, der opererer i landdistrikter og regelmæssigt angriber veje og byer. Sikkerhedssituationen i Sahelregionen er generelt præget af voldelige konflikter og udbredt tilstedeværelse af militante islamistiske grupper med forbindelser til bl.a. terrorgrupperne Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Regeringen vil udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Regeringen har dermed fået Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag vil bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Specialoperationsstyrkebidraget vil bestå af op til ca. 60 personer, der udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der opstår behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen. Kirurgholdet vil bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023. Som logistisk støtte til de øvrige bidrag udsendes et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

De danske militære bidrag vil gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. indebærer offensiv magtanvendelse. Herudover vil bidragene have mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker. Operationsområdet forventes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og vil også kunne omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.