Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.
Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.
Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.
Blandt de mere prominente finder vi tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen.
Danmarks Radio
Carsten Hansen sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.
Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.
Socialdemokratiets dobbeltmoral
Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.
På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.
Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.
Offentlig værdighed – hvor går grænsen?
Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.
Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.
I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.
De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.
Minister betyder tjener
Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.
Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.
Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.
Mette Frederiksens forklaringsproblem
Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”
Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!