Hvis man kun overfladisk følger med i nyhedsstrømmen, kunne man få det indtryk, at Tyrkiet er på randen af det totale sammenbrud.

Den tyrkiske valuta, lira, faldt dramatisk med omkring 30 pct., da den tyrkiske centralbank sidste år lempede pengepolitikken og fastholdt renten på 14 pct. Derfor stiger priserne kraftigt – ikke kun på importvarer, men på stort set alle varer og tjenester. Ifølge Reuters hævede regeringen 1. januar priserne på alt fra elektricitet til broafgifter.

Høj inflation

Inflationen er i øjeblikket på omkring 36 pct. på årsbasis, og dermed på det højeste siden 2002, hvor Tyrkiet var på vej ud af en dyb økonomisk krise, der dengang var en udløsende faktor for den valgsejr, der bragte Recep Tayyip Erdoğans til magten, hvor han stadig sidder.

Faldet i liraen og den høje inflation er et direkte resultat af den pengepolitik, Erdoğan har påtvunget Tyrkiet efter at have indsat en ledelse i den tyrkiske centralbank, der nu bare nikker til præsidentens politik.

Negativ realrente

Hvorfor er renten i øjeblikket fastsat til 14 procent, der betyder at realrenten er negativ?

Recep Tayyip Erdoğan, Tyrkiets præsident og stærke mand, håber og forventer, at en negativ realrente vil få virksomhederne til at låne penge og dermed opretholde den ganske høje økonomiske aktivitet og beskæftigelse.

Den høje inflation og især prisstigningerne på importvarer, mærkes tydeligt af den tyrkiske befolkning, der tvinges til at ændre efterspørgslen i retning mod indenlandsk producerede varer og dermed vil underskuddet på betalingsbalancen falde.

De internationale rating-bureauer forventer at den økonomiske vækst i 2022 vil gå ned på omkring 4 pct. sammenlignet med væksten i 2021 på 11 pct. og en lårrække siden 2002 med imponerende vækstrater.

Faldet i liraens værdi øger umiddelbart Tyrkiets gæld til udlandet, men gælden forventes alligevel i 2022 at ligge lige under 40 pct. af BNP – bestemt ikke frygtindgydende i en international sammenligning.

Nogen virkning har politikken haft, idet rentenedsættelserne siden september har medført et hop i udlånet i løbet af efteråret. Så er det bare spørgsmålet, om turisme, eksportvirksomheder og de gældstunge virksomheder tilsammen kan kompensere for det kæmpe fald i købekraften, som inflationen indebærer for husholdningerne.

Fortsat international tillid til Tyrkiet

De internationale rating-bureauer har stadig tillid til Tyrkiet. Moodys rating på B2 er baseret på at et forventet lavere underskud på betalingsbalancen vil tillade en gradvis genopbygning af landets valutareserver.

Den store og diversificerede private sektor i Tyrkiet er ganske godt rustet mod valutakursændringer. Virksomheder med lån i udlandet har kurssikret sig mod depreciering af valutaen, herunder ved at opretholde betydelige valutaindskud i udenlandske banker.

Tyrkiets offentlige finanser er relativt robuste, med en offentlige gæld på omkring 40 pct. af BNP i 2022. Samtidig føres en ganske stram finanspolitik.

På den negative side anfører Moodys den forhøjede politiske uforudsigelighed og især usikkerheden om centralbankens pengepolitiske holdning, der er årsag til presset på valutakursen og volatile internationale kapitalstrømme.

Præsidentvalget i 2023

Kan Muharrem Ince udfordre Recep Tayyip Erdoğan ved de kommende parlaments- og præsidentvalg i 2023?

Ved seneste valg i 2018 opnåede Muharrem Ince i spidsen for CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, kun 30,6 pct. mens Erdoğan blev genvalgt med støtte fra 52,6 procent af vælgerne.

Den 56-årige politiker er siden kommet på kant med den øvrige ledelse i CHP, og han tabte sidste år kampen om at blive leder i centrum-venstre partiet. CHP ledes i dag af Kemal Kiliçdaroglu.

Muharrem Ince anklager Erdogans regering for at plyndre staten, og han har ikke lagt skjul på, at han ønsker at udfordre Erdogan på ny, og han forsøger nu at ændre det politiske landskab med dannelsen af et parti, som han har givet navnet Hjemlandspartiet (Memleket Partisi), der er et borgerligt, nationalt og sekulært parti baseret på kemalisme og liberale økonomiske principper.

Tyrkiet og udfordringen for det sekulære Frankrig

De fleste er i realiteten helt blanke på forholdene i Tyrkiet og Frankrig. Da Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i slutningen af 2020 mente, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, behøvede psykiatrisk behandling, og da den franske ambassadør prompte blev hjemkaldt til ”konsultationer” i Paris, var de fleste helt uforstående.

Selv ikke da der var vilde protester på gaderne i Libyen, Syrien og i Gaza, og franske varer blev boykottet i en række arabiske lande, gik det op for udenforstående, at vi var vidne til begyndelsen på en ny veritabel Muhammed-krise.

Muslimsk radikalisering i Tyrkiet

Når den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, reagerer som han gør, er det ikke først og fremmest fordi hans egne personlige sunni-muslimske værdier er krænket. Ingen tvivl om at Erdoğan er muslim, men han er også realpolitiker.

I den del af det tyrkiske folkedyb, der støtter hans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), er situationen en anden. Her har flertallet af sunni-muslimerne bevæget sig i en stadig mere fundamentalistisk retning. Præcis som vi har set det i andre muslimske samfund i Mellemøsten.

Hvis Erdoğan vil opfattes som den muslimske verdens leder og forblive ved magten i Tyrkiet, er han tvunget til at følge bevægelsen i AKP, der ved det seneste valg i juni 2018 52,6 pct. af stemmerne.

Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), et nationalt, socialdemokratisk parti, der blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923, fik kun 30,6 pct.

Erdogan og hans parti, AKP, sidder foreløbig sikkert på magten

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet- 316 pladser af parlamentets 550 medlemmer.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved valget bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Emmanuel Macron og islam

Det tyrkiske krav om mentalundersøgelse af den franske præsident, var udløst af Emmanuel Macrons bemærkninger i 2020 efter den grusomme halshugning af en fransk lærer, der i sin undervisning havde tilladt sig at vise tegninger af profeten Muhammed.

Præsidenten sagde, at læreren, Samuel Paty, “was killed because Islamists want our future”, but France would “not give up our cartoons”.

Allerede inden drabet på Samuel Paty, havde præsident Emmanuel Macron annonceret lovgivning, der skulle adressere hvad han kaldte “islamist separatism” i Frankrig. Macron sagde, at et lille mindretal af Frankrigs omkring 6 millioner muslimer var i færd med at danne et “undergrundssamfund”, og Macron betegnede Islam som en religion i krise.

Det bestialske drab på læreren Samuel Pay udløste demonstrationer i Paris, Toulouse, Lyon og andre franske byer.

Man mindedes Charlie Hebdo, hvor 12 personer i 2015 blev dræbt under et angreb på det satiriske magasin, der havde offentliggjort Muhammed-tegninger.

Statslig sekularisme i Frankrig

Mens afbildninger af Muhammed generelt betragtes som tabu i Islam, og af mange muslimer betragtes som en fornærmelse, er statslig sekularisme – eller laïcité – en central del af fransk identitet. Enhver begrænsning af ytringsfriheden for ikke at støde særlige samfundsgrupper underminerer statens sammenhæng og enhed.

Laïcité ([la.i.si.te] eller sekularitet er i Frankrig sikret I forfatningen. Artikel 1 i den franske forfatning opfattes almindeligvis som en sikring mod religiøs indflydelse på politik. Artiklen forbyder samtidig regeringen at blande sig I religiøse anliggender. Sekulariteten er samtidig ingen hindring for den fulde religionsfrihed.

Fransk sekularisme går langt tilbage. Adskillelsen mellem stat og kirke er baseret på en lov fra 1905 og termen laîcité har været benyttet siden slutningen af 1800-tallet til at betegne afskærmningen af politiske institutioner mod indflydelse fra den katolske kirke. I dag dækker udtrykket over afskærmning mod indflydelse også fra andre religiøse bevægelser.

Frankrig formand for EU i 2022

Tidligt i EU-formandskabet i 2022, har Frankrig præsenteret et forslag om “Countering Radicalisation” med den motivation, at “Jihadist terrorism remains the most widespread and deadly phenomenon within the member states of the European Union”. Forslaget blev den 1. februar 2022 sendt til alle EU-landene

Frankrig afviser, at forslaget skulle være rettet især mod Islam. Ifølge EUobserver har en talsmand forklaret, at “Our approach targets all extremist ideologies which call for violence, and we wish to raise awareness in the [EU] Council on the issues posed by certain individuals and entities who contribute to radicalization and invite member states to take measures to hinder their activities, including financial activities”.

Det franske præsidentvalg

Det franske initiativ skal ses på baggrund af det franske præsidentvalg, hvor 1. runde afholdes den 10. april 2022, og hvor Macron prøver at afværge angreb fra højre-fløjs udfordrere.

Marine Le Pen fra Rassemblement National (tidligere Front National) sagde i sidste uge i en tale i Reims, at immigranter “must submit to this country’s [France’s] values”.

“We don’t see many skirts anymore, but we see many niqabs”, har en anden udfordrer fra højrefløjen, Eric Zemmour, sagt ved et folkemøde i Lille.

Fænomenet Eric Zemmour præsidentkandidat

Den 63-årige Éric Zemmour meddelte den 30. november 2021 på sin YouTube-kanal sit kandidatur til præsidentvalget.

Meddelelsen om Éric Zemmours kandidatur kom ikke overraskende på baggrund af den enorme politiske opmærksomhed han har tiltrukket.

Fra den seneste meningsmåling i Politico fra den 7. februar 2022 er Macron i spidsen med 24 pct. fulgt af Le Pen med 17 pct., Pecresse med 16 pct. og Zemmour med 14 pct. Ingen vil dog blive overrasket, hvis Zemmour overhaler Marine Le Pen inden 1. runde den 10. april 2022.

Hvem er han?

Den højre nationale polemiker Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979, og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro.

Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News.

Han er forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige: stærkt fordrejede! – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper i øjeblikket bestsellerlisterne.

Eric Zemmour har ikke et egentligt parti ryggen, men hans møder har tiltrukket tusindvis af ekstatiske deltagere, der taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Fra scenen serveres herefter fanfarer af pompøs musik og veritable brandtaler med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

Hvad vil han?

Zemmour har lovet at gøre en ende på traditionel politik og at bringe autenticitet til en politisk verden, der – ifølge Zemmour – er fyldt med hykleri og selvtilfredshed.

Slagnummeret er (den muslimske) indvandring. Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”.

Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Den muslimske indvandring

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af en aggressiv og kritisk presse og reaktionære domstole.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nyligt møde i sydfranske Béziers.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Kvinders ligestilling

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Tager vælgere fra Le Pen

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne. Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Éric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale, og forsøger at rehabilitere 2. Verdenskrigs Vichy-regering under Philippe Pétain. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Éric Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Med forsøgene på at rehabilitere Pétain fjerner han den barriere, som der ellers har været mellem forskellige fløje på højrefløjen.

Afsmitning på den politiske debat

Med det stærke fokus på indvandring, har Zemmour i høj grad bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag er formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Marine Le Pens far og fransk højrefløjs gudfar, Jean-Marie Le Pen, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra Jean-Marie Le Pen, der således åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Ridser i lakken?

På det seneste er det kommet frem i den franske boulevardpresse, at Éric Zemmours 28-årige kampagnekoordinator er gravid, og at Zemmour skulle være faderen. Kritikere har ikke været sene med kritik af 63-årige, gifte Zemmour, der har fremstået som stovt forsvarer af traditionelle familie-værdier.

De tilbageværende kulkraftværker i Danmark – Fynsværket, Studstrupværket, Esbjergværkets og Nordjyllandsværket – har i 2021 fyret kraftigt op under kulkedlerne. Årsagen er ingen vind, mangel på vandkraft i Norge og en høj gaspris.

De danske elforbrugere og den knap halve million husstande, der har gasfyr, har mærket højere priser, men blandt andet være de termiske kraftværker, har der aldrig været problemer med forsyningssikkerheden.

Hidtil har det været forventningen, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle indstilles allerede i 2022. I 2023 ville Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

Energiforsyningssikkerheden truet

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel i Danmark bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem el-import fra udlandet.

I Tyskland vil der bortfald en betydelig elproduktionskapacitet i takt med at der lukkes a-kraftværker, og kulfyringen idealt set indstilles i 2030. I resten af Europa må der derfor også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

Nordjyllandsværket og udfasningen af kul

Aalborg Forsyning, der ejer Nordjyllandsværket, er indstillet på at fremrykke udfasningen af kul til 2025 i stedet for 2028. Aalborg Forsyning har ansøgt om statsstøtte til at finansiere fremrykningen, der vil koste 400 millioner kroner.

Hidtil har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen ikke været til sinds at imødekomme ansøgningen.

Fredag den 4. februar 2022 behandlede Folketingets partier et beslutningsforslag fra Venstre om, at Folketinget medfinansierer en fremrykning af udfasningen af kul på Nordjyllandsværket til 2025 i stedet for 2028, som det hidtil har været planen.

Foreløbigt er der dog ingen statslige kulstop-millioner på vej til Aalborg. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen afviste igen at medfinansiere et fremrykket kulstop på Nordjyllandsværket ved Aalborg fra 2028 til 2025:

 ”De kulfyrede værker i Odense og Esbjerg har ikke fået statslig hjælp til at lave den omstilling. På Fyn vil det være forbrugerne, der får øgede varmeregninger som følge af den investeringsbeslutning, man har truffet der. Og det vil ikke være rimeligt, hvis staten brugte trekvart milliard kroner på Aalborg Forsyning, når man ikke har set sig i stand til at gøre det i Odense og Esbjerg” sagde Dan Jørgensen.

Støttepartier kan bringe Socialdemokratiet i mindretal

Beslutningsforslaget fra Venstre skal nu behandles i Klima-, Energi-og Forsyningsudvalget, inden folketingsmedlemmerne stemmer endeligt om det i Folketingssalen.

For Venstres forslag er blandt andre SF, Konservative og potentielt Dansk Folkeparti mens Enhedslisten ser flere gode ting i forslaget, som man ønsker belyst yderligere. Det kan således ende med, at det er regeringens støttepartier, der sikrer et flertal for fremrykket kulstop i Aalborg.

Nordjyllandsværket

Det er skæbnens ironi, at det kulfyrede Nordjyllandsværk faktisk er en socialdemokratisk opfindelse. På Christiansborg har den grønne fløj i Socialdemokratiet ikke glemt den pinefulde interne splid efter opgøret, da den daværende energipolitiske ordfører Poul Nielson i 1992 med nød og næppe fik gennemtrumfet et ja til endnu et dansk kulfyret kraftværk i Aalborg. Tilladelsen blev givet på tværs af de energipolitiske partnere i Det Radikale Venstre og SF, der sammen med Socialdemokratiet udgjorde et energi politisk flertal. Disse partiers nølende tilslutning kostede indførelsen af en CO2-afgift og massiv støtte til decentrale kraftvarmeværker og vindmøller.

Nordjyllandsværkets (blok 3) blev idriftsat i 1998, med en forventet levetid på 30 år, og var dengang blandt verdens mest avancerede kulkraftværker med en virkningsgrad på 46 pct. Samtidig kunne værket omstilles til at fyre med gas – et forhold, der blev betragtet som et plus i forhold til forsyningssikkerheden.

Avedøre

Nordjyllandsværket er ikke det eneste kulkraftværk, der er bygget med socialdemokratisk billigelse. I 1997 gav den socialdemokratiske energi- og miljøminister, Svend Auken, tilladelse til en ny kraftværksblok, Avedøre 2. Der var oprindelig søgt om tilladelse til et primært kulfyret kombikraftværk. Ejerne (Sjællandske Kraftværker – 60 pct. og svenske Vattenfall – 40 pct.) endte dog med at acceptere et såkaldt multifuel anlæg, der kan benytte mange former for brændsler deriblandt biomasse, men også fossile brændsler som kul, naturgas og olie.

Avedøre 2 blev idriftsat i 2001.

Så skal vi til det igen!

Der er lagt op til fem helt store royale begivenheder, når Royal Run finder sted 2. pinsedag, den 6. juni 2022. H.K.H. Kronprinsen løber med i Aalborg, Aarhus og i København/Frederiksberg, mens H.K.H. Kronprinsessen løber med i de to debutant-værtsbyer Kolding og Næstved.

Royal Unibrew A/S (tidligere Bryggerigruppen A/S) er Danmarks næststørste bryggerivirksomhed. Virksomheden ejer de danske bryggerier Albani, Faxe, Maribo Bryghus og Ceres og har desuden en række bryggerier i Letland, Litauen og Polen, samt en betydelig eksport til bl.a. Italien, Tyskland og Caribien. Gruppens hovedkontor ligger i Faxe.

Royal Unibrew markedsfører sig i Danmark med Royal Arena og leverer øl fra sine fire danske bryggerier under individuelle mærker, men har derudover haft succes med at sælge det fælles mærke, Royal, som blev skabt ud fra Ceres-øllen Ceres Royal Export, da gruppens øvrige ølmærker primært solgte regionalt. Det må antages, at Royal Unibrew opnår en betydelig markedsføringsafsmitning fra afviklingen af Royal Run.

Royal Unibrew indgik i 2003 en salgsaftale med det hollandske bryggeri Heineken om at markedsføre Heineken-øl i Danmark, og man licensproducerer desuden nogle af PepsiCos læskedrikke i Danmark.

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kronprinsparret-offentliggor-hvor-det-lober-royal-run?publisherId=1874227&releaseId=13643157

Den 8. februar 2022 præsenterede en ekspertgruppe, der er nedsat af regeringen og Folketinget, den 1. delrapport til en grøn skattereform.

Rapporten omfatter ikke direkte landbrug, og fordele og ulemper ved henholdsvis en reguleringsløsning, en tilskudsløsning inden for EU’s landbrugsstøtte og en CO2-afgift for denne sektor eller en kombination af disse, samt mulige tiltag for omkostningseffektiv regulering af landbruget, som adresserer CO2-udledninger og øvrige eksternaliteter, herunder miljø og sundhed, vil blive adresseret i næste rapport.

I den foreliggende rapport beskrives tre modeller for, hvordan der kan indføres en CO2-afgift for danske virksomheder. Det er tanken, at en højere afgift på drivhusgasser som CO2, metan og lattergas skal være et incitament for, at danske virksomheder i endnu højere grad end i dag nedbringer deres udledning af CO2. Klimarådet har således foreslået en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton CO2.

I dag udleder industrien i Danmark cirka 6,8 millioner tons CO2 om året og eksperterne mener, at udledningen i 2030 kan reduceres med 3,5 millioner tons CO2.

Virksomhederne er opdelt i to kategorier, når det kommer til CO2-udledning: Virksomheder, der er i kvotesektoren, og virksomheder, der ikke er.

Virksomheder i kvotesektoren er dem, der udleder mest CO2. De betaler i dag markedsprisen for CO2-kvoter, som ekspertgruppen forventer vil ligge på cirka 750 kroner i 2030.

De fem største udledere i Danmark står for 44 procent af den samlede udledning fra industrien, men de virksomheder, der er konkurrenceudsatte og omfattet af EU’s kvoteregler, også kaldet kvotesektoren, får i dag i gennemsnit cirka 60 procent af deres CO2-udslip dækket af gratis kvoter.

Langt de fleste virksomheder i Danmark er ikke i kvotesektoren. De betaler derfor kun en dansk CO2-afgift på 180 kr. per udledt ton CO2.

Den første model:

Alle virksomheder pålægges en CO2-afgift på 750 kroner per ton udledt CO2. Dog skal virksomheder i kvotesektoren kun betale 350 kroner ekstra, da de også betaler en CO2-kvotepris i EU, som man regner med koster omkring 750 kroner i 2030. Herfra skal dog fraregnes værdien af de gratis kvoter.

Efter eksperternes opfattelse har modellen lave samfundsmæssige omkostninger, men omvendt er den også en belastning for konkurrenceudsatte virksomheder i kvotesektoren.

Eksperterne peger på, at virksomhederne eventuelt kunne kompenseres gennem lempelser i erhvervsbeskatningen.

Ekspertudvalget foreslår endvider, at der indføres fradrag for indsamling af CO2 gennem Carbon Capture and Storage-teknologi (CSS).

Den anden model:

Den anden model er ligesom den første model, bortset fra at mineralogiske processer – cement, tegl, glas, stål eller stenuld – pålægges en afgift på 100 kroner, i stedet for 375 kroner, som det er tilfældet for de øvrige virksomheder i kvotesektoren. Det er virksomheder som Aalborg Portland, Dansteel og Rockwool.

Den tredje model:

CO2-afgiften er på 600 kroner per ton – i kvotesektoren, 225 kroner og 100 kroner for mineralogiske virksomheder.

Samtidig hæves bundskatten med 0,05 procentpoint.

Kritik

Hvis der politisk bliver enighed om den 1. model vil cementfabrikken Aalborg Portlands CO2-udgifter samlet set blive mere end syvdoblet, og det vil betyde enden på dansk cementproduktion, siger virksomhedens direktør, Michael Lundgaard Thomsen, til TV2.

Aalborg Portland betaler allerede 230 millioner kroner årligt til det europæiske CO2-kvotesystem, og med den 1. model ender Aalborg Portland med en afgift på knap 1,7 milliarder kroner. Men selv den af de tre modeller, der er billigst for selskaber som Aalborg Portland, vil betyde en årlig ekstraregning på minimum 200 millioner kroner.

Forbrugere og skatteborgere

Mens regeringens støttepartier giver udtryk for, at CO2-afgiften burde være væsentlig højere end de foreslåede 750 kroner per ton CO2, er andre bekymret for de økonomiske konsekvenser.

Det vurderes, at eksperternes forslag til en ny CO₂-afgift, årligt vil koste erhvervslivet op mod 2,8 mia. kr.

DI og Danske Erhverv har noteret sig muligheden for kompenserende besparelser på erhvervsbeskatningen.

Dansk Energi mener, at der også bør være mulighed for fradrag for investeringer i Power-to-X.

Producenterne af biogas er bekymrede for afgiftshåndteringen af den del af gassen, der fødes ind i naturgasnettet.

Fagbevægelsen

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, har hele tiden været skeptisk overfor en CO2-afgift, og hun mener, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, siger hun til Finans.

En afgift på drivhusgasser vil ikke kun påvirke priserne på de mest belastende fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.

Politiske forhandlinger om fase II i en Grøn Skattereform

Senere i år skal Folketingets partier forhandle om fase II i en Grøn Skattereform, og her vil ekspertgruppens 1. og efterfølgende rapporter om CO2-afgifter indgå i forhandlingerne om i hvilket omfang en generel CO2-afgift kan erstatte det hidtidige system med specifikke CO2-afgifter, energiafgifter og kvotepriser m.v.

De tilbageværende kulkraftværker i Danmark – Fynsværket, Studstrupværket, Esbjergværkets og Nordjyllandsværket – har i 2021 fyret kraftigt op under kulkedlerne. Årsagen er ingen vind, mangel på vandkraft i Norge og en høj gaspris.

Tal fra Energistyrelsen og Energinet viser, at kulforbruget i de centrale værker i 2021 steg med knap 50 pct. I de første uger af 2022 kom næsten halvdelen af strøm produceret i Jylland og på Fyn fortsat fra kul.

Stigningen skyldes koldere vejr og en lavere produktion af strøm fra vindmøller, som betød større produktion på de centrale kraftværker. Vindkraftproduktionen faldt i 2021, da middelvindhastigheden var betydeligt lavere end tidligere.

På Nordjyllandsværket i Aalborg har man i sidste halvdel af 2021 næsten kørt med fuld kraft. Også hos Ørsted er kulforbruget steget. Her har man fyret med mere kul end vanligt på Esbjergværket og Studstrupværkets blok 4.

På Fyn fyres der med halm og træflis, men der har været gang i kulkedlerne, fordi der har været koldt og manglet vind- og vandkraft

Spørgsmålet er, om den planlagte udfasning af kulfyrede kraftværker holder, hvis gaspriserne fortsat er høje og der er mangel på sol-, vind- og vandkraft.

Hidtil har det været forventningen, at kulfyringen på Fynsværket og Studstrupværket skulle indstilles allerede i 2022. I 2023 ville Esbjergværket stoppe, mens Nordjyllandsværket i 2025 eller 2028 ville vinke farvel til kullet.

Kan vi fortsat regne med at der altid er strøm, når vi tænder på kontakten?

Lukningen af termiske kraftværker indebærer ifølge Energistyrelsen, at sandsynligheden for perioder med effektmangel i Danmark bliver større. Dertil kommer, at vi ikke uden videre kan regne med til alle tider at dække det danske behov gennem el-import fra udlandet.

I Tyskland vil der bortfald en betydelig elproduktionskapacitet i takt med at der lukkes a-kraftværker, og kulfyringen idealt set indstilles i 2030. I resten af Europa må der derfor også ventes en mere fluktuerende elproduktion i fremtiden. 

2,2 pct. af strømmen kommer fra a-kraft

Ifølge Energinet blev 11,5 pct. af elforbruget i Danmark i 2021 dækket af kul, 17,7 pct. af biomasse, 2,2 pct. af uran (atomkraft) og 41,7 pct. af vind

På dansk TV kan man i øjeblikket følge en tysk dramaserie fra 2021. Dobbeltgængerne (Der Palast), der giver et indtryk af livet i arbejder- og bondestaten DDR eller Østtyskland fra 1961.

Vi følger tvillingerne Christine og Marlene, der blev skilt ad som spædbørn og voksede op i henholdsvis Øst- og Vesttyskland og uden anelse om hinandens eksistens.

I 1988 mødes de pludseligt hinanden – og bytter identitet. Vi følger pigerne mens vi nærmer os Berlinmurens fald den 9. november 1989 og den endelige opløsning af DDR i 1990 efter længere tids uro i de østeuropæiske befolkninger samt Michail Gorbatjovs undsigelse af Brezjnev-doktrinen og afstod fra militær intervention.

Danmarks forhold til DDR

Den altid årvågne danske udenrigstjeneste arbejder i dag på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde. Tjenesten har angiveligt en fast tro på, at Danmarks interesser og Danmarks tryghed, velfærd og sammenhængskraft bedst værnes med vores værdier som pejlemærke.

I 1988 var alting anderledes, og tjenesten havde ingen anelse om, at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald anbefalede Udenrigsministeriet, at daværende Statsminister Poul Schlüter den 13.-14. september 1988 aflagde et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men på den danske venstrefløj, i socialdemokratiet og i Det Radikale Venstre så man mere positivt på DDR. Under alle omstændigheder insisterede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Udenrigsministeriet og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – blev i Statsministeriet ikke set som tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Ambassadebesættelsen bekræfter det billede af forbitrelse og magtesløshed, som nutidige seere af TV-serien ”Dobbeltgængerne” får indblik i, men som kan være svært at forstå for folk, der ikke er vokset op i en fangelejr.

Parlamentarisk undersøgelse

Via vesttysk presse nåede skandalen omkring ambassadebesættelsen aviserne, og der opstod betydelig furore.

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket, at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.

Det Radikale Venstre og DDR

Den 3. juni 1988 valgte den konservative Poul Schlüter at indlemme Det Radikale Venstre i VK-regeringen.

De radikale var besværlige i regeringen – ikke mindst i miljø- og energipolitikken, men gevinsten var at man nu vidste hvor man havde RV – separeret fra klakører fra socialdemokratiet og venstrefløjen, der fulgte Sovjetunionens fjernstyring af Vestens såkaldte fredsbevægelser!

Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 havde stemt mod Danmarks deltagelse i NATO, havde op til regeringsdeltagelsen et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne.

I hele perioden plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland.

Med regeringsdeltagelsen blev RV også tilhænger af det indre marked – tidligere var de imod. I 1986 kæmpede netop De Radikale mod den grundlæggende traktat bag Det Indre Marked, og i de samme år underløb de sammen med de andre illoyale elementer på Venstrefløjen konsekvent den udenrigs-, sikkerheds- og europapolitik, som Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at føre.

Ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde blev lørdag aften den 25. september 2021 hyldet i Vejle Musikteater, hvor årets uddeling af Kronprinsparrets Priser blev afholdt. Her gik Kronprinsparrets Sociale Pris til den sociale organisation Mødrehjælpen, mens kunstnergruppen Superflex modtog Kronprinsparrets Kulturpris. Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gik til den sociale indsats RedenUng samt producer, sangskriver og sanger Erika de Casier.

Da H.K.H. Kronprinsen overrakte prisen til Superflex fremhævede Kronprinsen deres evne til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye inspirerende løsninger til nogle af samfundets store udfordringer.

Skulle Katrine Dirckink-Holmfeld have haft Kronprinsparrets Pris i 2021?

Op til prisuddelingen var der spekuleret på, om den tidligere institutleder på Kunstakademiet i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i år skulle have Kronprinsparrets Kulturpris.

Katrine Dirckinck-Holmfeld kaldte det selv en “kunstnerisk happening”, men hun blev alligevel tiltalt for groft hærværk, for som institutleder og underviser at have foranlediget flere studerende til at udøve hærværk af betydeligt omfang, da hun sammen med dem fjernede en gipsafstøbning af Frederik 5., som efterfølgende blev smidt i Københavns Havn.

Kronprinsparrets priser

Katrine Dirckinck-Holmfelds kandidatur kommer ikke ud af den blå luft. Der har ikke altid hersket fuld enighed om kronprinsparrets valg af prismodtagere. Hvis du blot én gang har udtrykt sympati for noget højreradikalt, er du dømt ude og du kan godt glemme alt om at blive betænkt af kronprinsparret. Har du til gengæld hyldet undertrykkende venstreradikale regimer og bevægelser, er dine chancer straks bedre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strid fik i 2012 Kronprinsparrets kulturpris. I dag er Strids børnebøger nogle af landets mest solgte, men tegneren var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser under en revolution.

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Kritik

Ingen beskylder kronprinsparret for at have stalinistiske sympatier, men i Berlingske Tidendes anmeldelse af udstillingen på Frederiksborg Slot om de danske kronprinsesser henledes opmærksomheden på, at filosoffen Eva Selsing og præsten Sørine Gotfredsen har fremsat kritik af kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks udvælgelseskriterier, når de har uddelt priser, der blandt andet er gået til venstreradikale kunstnere. Og Eva Selsing har påpeget, at Mary har været protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride, hvor der i miljøet er fortalere for at give børn hormonbehandlinger.

Organisationen LGBT+ Danmark, der trods en stadig mere outreret position i takt med radikaliseringen af dele af LGBT-miljøet, gør krav på at repræsentere homoseksuelle og en række andre seksuelle minoriteter. Organisationen går ind for, at børn uanset alder skal kunne skifte køn, de ønsker 4-forældres-familier, de mener, at mænd kan føde børn, de går ind for rugemødre, og de ønsker en tilbundsgående revision af undervisningsmaterialet i uddannelsesinstitutioner for at sikre seksuelle minoriteters ”repræsentation”. 

Ifølge regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er det en højt prioriteret målsætning for Danmark i de nærmest kommende år ”at komme ind i hjertet af EU”.

Når Danmark trods de danske forbehold nu pludselig skal være et kernemedlem i EU, handler det for Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU op i en højere ”global vægtklasse”, så EU bliver bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

”EU er en økonomisk sværvægter, men en udenrigspolitisk dværg. Det er vi nødt til at lave om,” har Jeppe Kofod fastslået: ”For mig at se, så skal vi have styrket EU’s evne til at føre en værdikamp i verden. Det kræver at den økonomiske vægt, som EU har, bliver omsat til at fremme demokrati og menneskerettigheder, den internationalt regelbaserede orden, klimakampen og arbejdstagerrettigheder. Det er vigtigt at bruge EU til”.

Regeringen præsenterer de grænseløse ambitioner uden så meget som at blinke. Uanset de danske forbehold overfor væsentlige dele af EU-samarbejdet, uanset at den danske befolkning kun udgør 1,1 pct. af den samlede befolkning i EU, og uanset at den danske økonomi kun udgør omkring 2 pct. af EU’s samlede økonomi, skal vi fremover være et kernemedlem i EU.

Det er ikke ganske klart, hvordan Danmark med forbeholdene og som medlem af ”sparebanden” skal kunne placere os i hjertet af EU, men når vi er kommet så langt, handler det ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod og regeringen om generelt at presse EU til at blive bedre til at kæmpe for vestlige værdier.

Spørgsmålet er, om vi kan stole på Jeppe Kofods sirenesang? Under forhandlingerne om det nuværende EU-budget afviste statsminister Mette Frederiksen den 16. oktober 2019 overfor Jyllands-Posten, at der er behov for et større budget: ”Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu”, sagde hun og henviste til, at EU-Kommissionen forventede øgede administrationsudgifter for cirka 35 mia. kr. i indeværende syvårige budgetperiode.

”Det er jo fuldstændig gak”, sagde statsministeren og fortsatte: ”De penge, som vi har mulighed for at prioritere anderledes, skal gå til vores velfærdssamfund og ikke til et endnu større EU-budget”.

Mette Frederiksen gentog den 17. oktober 2019 overfor TV 2: ”Jeg har ikke den grundlæggende tanke, at vi er nødt til at have et større EU. Tværtimod er jeg faktisk for et mindre EU-budget”.

Regeringen har imidlertid ikke fremlagt planer for at øge det danske økonomiske bidrag til EU og der er tilsyneladende ej heller planer om at ophæve de danske forbehold.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast -senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Regeringen vil ikke røre ved forsvarsforbeholdet, men samtidig tilkendegives det, at ”Vi vil opretholde og udvikle nationale forsvarsindustrielle kompetencer på strategisk udvalgte områder, så dansk forsvarsindustri kan bidrage til varetagelsen af Danmarks sikkerhedsinteresser”.

Efter regeringens opfattelse er en slagkraftig dansk våbenindustri nu nødvendig på baggrund af det skærpede trusselsbillede, og fordi det vil styrke relationen til vores allierede og samtidig understøtte dansk eksport: ”Og vi skal sikre danske virksomheders og forskningsinstitutioners adgang til Den Europæiske Forsvarsfond”.

Holdningen har muligvis opbakning i Dansk Metal, men kan resten af Socialdemokratiet og støttepartierne skriver under på den målsætning?

Er den nye justitsminister allerede på vej til at blive væltet? Han har fortiet afslørende tal og han har under alle omstændigheder et stort forklaringsproblem.

Den 3. februar 2022 måtte Benny Engelbrecht trække sig tilbage som transportminister. Det skete, da støttepartiet Enhedslisten erklærede mistillid til Engelbrecht som minister.

Mistilliden kom i kølvandet på tilbageholdelse af vigtige CO2 tal som led i en milliardstor aftale om infrastrukturprojekter.

Engelbrechts afgang udløste flere ændringer i ministerlisten: Politisk ordfører Jeppe Bruus blev transportminister, skatteminister Morten Bødskov blev forsvarsminister og forsvarsminister Trine Bramsen blev transportminister (og ligestillingsminister).

Spørgsmålet er hvor længe Morten Bødskov holder?

Ministeren har gentagne gange fastholdt, at pluginhybridbiler er grønne biler, selvom han i flere måneder har været bekendt med resultaterne i en dansk undersøgelse, som viser, at pluginhybridbiler ikke er grønne.

Bødskov blev således i november orienteret om en undersøgelse fra Vejdirektoratet, der ud fra danske biler viste, at pluginhybridbiler i realiteten ikke lever op til lovgivningens krav om at udlede under 50 gram CO2 per kørt kilometer.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt og et svar fra Skatteministeriet.

I strid med de faktiske forhold, har ministeren flere gange fastholdt, at bilerne er “grønne biler”, og at de derfor er berettigede til en skatterabat på 108.700 kroner per bil. Morten Bødskov har ikke oplyst offentligheden om undersøgelsen, på trods af at han og ministeriet kendte til den. I stedet har han henvist til, at der manglede danske tal for “opladningsmønstre”.

Bødskovs fortielser er ikke nogen lille sag. I realiteten har staten i 2021 givet knap 4,2 milliarder kroner i skatterabat til pluginhybridbilerne, der ikke lever op til lovens krav om at for at en bil kan kategoriseres som ”grøn” skal den udlede under 50 gram CO2 per kilometer.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er en af dem, der har efterspurgt tallene. Han er “stærkt utilfreds” med, at ministeren ikke har delt oplysningerne.

– Det er dybt utilfredsstillende. Det tegner jo et billede af en regering, der ikke rutter med fakta og oplysninger over for Folketinget, når vi spørger. Og det er stærkt kritisabelt, siger Kristian Pihl Lorentzen (V) til Detektor.

Også professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing kalder det “et problem”, at ministeren ikke har delt tallene.

– Der er en ret streng standard for, hvad ministrene skal svare folketingsmedlemmer, når det handler om at svare korrekt. Der skal selvfølgelig svares sandfærdigt, men der skal også svares, så det ikke er vildledende, siger han til Detektor.

Morten Bødskov har tidligere løjet for Folketinget

Morten Bødskov, justitsminister i regeringen Helle Thorning II måtte den 12. december 2013 gå af i kølvandet på en sag, hvor han ikke havde sagt sandheden – den såkaldte Christiania-sag.

Det stod klart for et flertal i Folketinget, at Bødskov var en skidt knægt, da det kunne dokumenteres, at Bødskov havde misinformeret Folketinget om, hvorfor Retsudvalgets tur til Christiania var blevet aflyst. Derfor mistede Folketinget tilliden til Bødskov. I første omgang var forklaringen gået på, at turen ikke blev til noget, fordi Københavns politidirektør, Johan Reimann, ikke kunne deltage. Senere kom det dog frem, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at der var forhøjet risiko forbundet med besøget, blandt andet fordi Pia Kjærsgaard skulle med – men disse oplysninger ønskede Morten Bødskov ikke at videregive til retsudvalget, og derfor blev ”nødløgnen” om Københavns politidirektør fabrikeret.

Den 3. december 2013 havde chefen for PET, Jakob Scharf, meddelt at han efter knap syv år forlod sin post som øverste chef for efterretningstjenesten.

Samarbejdsvanskelighederne i Politiets Efterretningstjeneste havde indflydelse på Jakob Scharfs afgang fra sin chefpost, men det var især hans rolle i den såkaldte Christiania-sag, der var de væsentligste årsager til, at han trak sig fra posten. Jakob Scharf bad i februar 2012 sine folk, der gjorde tjeneste som livvagter, om at kigge i Pia Kjærsgaards kalender for at finde ud af, hvornår hun var forhindret i at deltage i et besøg i Christiania sammen med resten af Folketingets Retsudvalg.

Hvorfor både justitsminister og PET-chef ville lyve og misinformere Folketinget i anledning af et banalt besøg i fristaden Christiania har undret. PET-chefen var muligvis bekymret for ressourceforbruget i forbindelse med et besøg af Pia Kjærsgaard. Hvad der motiverede Bødskov – udover at han ikke undte Pia Kjærsgaard den massive presseomtale, som et besøg i Christiania under politibeskyttelse – er aldrig klarlagt.

Tilbage stod, at justitsminister Morten Bødskov måtte gå af som minister, da det kom frem, at han havde fyldt Folketingets Retsudvalg med løgn og latin.

Ministeransvar

Ministres ansvar er ingenlunde ubeskrevet. Rigsretssagerne mod Erik Ninn-Hansen og Inger Støjberg har bidraget til at definere ansvaret, men Folketinget har også gjort sig overvejelser om ministres ansvar.

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.