Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, ender Danmark – igen – i Libyen

I debatten om forsvarsforbeholdet anføres det, at danske soldater afskæres fra at deltage i EU-missioner. Seks ud af syv militære EU-missioner foregår i øjeblikket i Afrika, hvor EU militærtræner og bevæbner korrupte regimer og dermed medvirker til krænkelser af menneskerettigheder.

Alligevel har flere fortalere for ophævelsen af forbeholdet anført, at det ville være ønskeligt, hvis Danmark kunne deltage militært i diverse EU-missioner.

Libyen

I debatten har tilhængere således peget på, at Danmark kunne gøre en forskel ved at deltage i EU-missioner i Libyen.

Siden 2015 har EU haft først skibe og siden fly sat ind ved Middelhavet ligesom man har uddannet kystmyndigheder og flåden i Libyen. Formålet er at sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og siden opretholde en våbenembargo mod landet.

Strategien er at give Libyens kystvagter ansvar og ressourcer til at forhindre både med flygtninge og migranter i at nå frem til Europa, hvor de kan søge om asyl. Samarbejdet betyder, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.

Ud over de militære missioner i området har EU også støttet Libyens kystvagt økonomisk igennem mange år. I rapporten ”Italy-Libya agreement: Five years of EU-sponsored abuse in Libya and the central Mediterranean” som Læger Uden Grænser udgav i februar 2022, kan man læse om de forfærdelige forhold i Libyens fængsler.

Danmarks erfaringer i Libyen

Libyen udviklede sig til kaos efter det Nato-støttede oprør mod Muammar Gaddafi i 2011.

Den 15. februar 2011 udbrød der – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Fjernelsen af Gaddafi udløste borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet, som stadig karakteriserer landet efter mere end 10 år.

Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber!

Den danske indsats bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man ellers havde håbet. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb. Det er den trussel, der lå bag beslutningen om at sende et dansk troppekontingent til Mali.

Overgangsregering

Siden 2015 har Libyen haft en overgangsregering baseret på en politisk aftale under forhandlinger mellem parterne i Schweiz faciliteret af FN.

GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) siden været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været støttet af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Haftar har øjensynligt været støttet af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk en overgang ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen. Tripoli-regeringen modtog imidlertid massiv støtte fra Tyrkiet, og balancen blev genoprettet.

Det aflyste præsidentvalg den 24. december 2021

I oktober sidste år blev de to store sider i Libyens borgerkrig – den internationalt anerkendte nationale samlingsregering i Tripoli og Khalifa Haftars østlige libyske nationale hær i Benghazi – enige om en våbenhvile.‎

Som et led i køreplanen for definitivt at afslutte borgerkrigen og efter pres fra FN skulle 1. runde i et præsidentvalg afholdes den 24. december 2021, mens parlamentsvalget blev udskudt til januar eller februar.

Der er endnu ikke aftalt tidspunkt og de nærmere regler for valgene.‎

Magtkampen

Mens der angiveligt foregår forhandlinger i Kairo mellem på den ene side repræsentanter for High Council of State, der støtter GNA-regeringen i Tripoli og den midlertidigt udpegede premierminister, Abdul Hamid Dbeibeh, fra partiet Future of Libya.

På den anden side af forhandlingsbordet sidder repræsentanter for House of Representatives fra Tobruk i den østlige del af Libyen, der har udpeget Fathi Bashagha, der tidligere har været indenrigsminister (og sikkerhedschef) i GNA-regeringen.

Der er endnu ikke noget resultat af forhandlingerne i Kairo om de konstitutionelle rammer for afholdelsen af valg til Parlamentet og præsidentposten, og i mellemtiden truer konflikten med igen at bryde ud i åben borgerkrig.

Ruslands interesse

Grunden til Ruslands interesse og indblanding i borgerkrigen i Libyen skulle ifølge kilder i Moskva være, at præsident Vladimir Putin ønsker at få en flådebase på Libyens 1.770 kilometer lange Middelhavskyst som supplement til den luft- og flådebase, han har opnået i Tartus, Syrien.  Rusland har øjensynlig været generøs med militære forsyninger, herunder luftforsvarssystemer, til Haftars oprørsstyrker. Endnu vigtigere er det måske, at han har givet grønt lys til fire russiske private sikkerhedsfirmaer til at sende militære trænere, rådgivere, teknikere og endda kamptropper til Libyen.

Tyrkiets rolle

Tyrkiet har imidlertid interveneret til fordel for den af FN og EU anerkendte GNA-regering og Fayez al-Sarra.  Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med finansiel støtte fra Qatar og opbakning fra det internationale netværk af Muslimske Broderskab og med Iran på sidelinjen udstyret GNA-styrkerne med hjemmelavede droner, kendt som Bayraqdar (Flagbearer), kopieret fra en ældre amerikansk model.

Ankara har også rekrutteret omkring 6.000 syriske tidligere oprørere, de fleste med muslimsk broderskabsbaggrund, til at kæmpe for GNA.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan forsøger at retfærdiggøre alle disse elementer i hans neo-osmanniske strategi ved at pege på mere end 30 milliarder dollars i tyrkiske investeringer i Libyen under Gaddafi, da næsten en million tyrkere arbejdede der. Selvom Gaddafi havde givet libysk statsborgerskab til mange tyrkere, vendte de fleste indvandrere hjem efter hans fald.

I 2019 underskrev Tyrkiet en række aftaler med GNA, hvorefter Ankara fik indflydelse på udnyttelsen af olieressourcer i det østlige Middelhav.

Tyrkiets bistand påvirker kampene

Støtten fra Tyrkiet har ved hjælp af droner og ikke mindst lejesoldater fra Syrien gjorde en afgørende forskel og sendte oprørsgeneralen Khalifa Haftar på tilbagetog.

Styrker fra samlingsregeringen med hjælp fra tyrkiske droner og luftstyrker erobrede flere store grænseområder tilbage fra oprørerne, og Khalifa Haftar og LNA mistede dermed sin sidste store bastion i det vestlige Libyen.

Egypten

Mens Tyrkiet støtter GNA-regeringen, støtter nabolandet Egypten oprørerne og Khalifa Haftar. Egypten mener de har ret til at træde ind militært i nabostaten Libyen. Det har den egyptiske præsident, Abdel Fatah Al-Sisi, i hvert fald udtalt.

Men der er langt flere eksterne spillere med i det store kludetæppe ved Middelhavet, og det er ved at udvikle sig til en pinlig affære for EU, hvor medlemslandene heller ikke helt kan blive enige om, hvem der skal støttes.

Frankrig

Frankrig har store interesser i Libyen. Det store franske olieselskab, Total, har været i Libyen i snart 70 år, og i december 2019 indgik det en aftale med investeringer for 650 millioner dollar i libyske oliefelter.  

Da den franske præsident, Emmanuel Macron, i kraftige vendinger kritiserede Erdogan for Tyrkiets involvering i Libyen, reagerede den tyrkiske udenrigsminister med at påstå og beklage at Frankrig i det skjulte støttede oprørerne under general Khalifa Haftar og udtale, at der kan være tale om “en solformørkelse i Macrons sind”.

EU spiller en tvivlsom rolle i Libyen

Desuagtet EU’s medlemslandes forskellige tilgange til Libyen, har EU’s udenrigsansvarlige, den spanske kommissær Josep Borrell, forsøgt at vise handlekraft. EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal håndhæve FN’s våbenembargo mod landet.

Frankrig har været meget aktive i IRINI og har sendt det store hangarskib Charles de Gaulle til området.Initiativet er imidlertid blevet kritiseret, fordi det primært forhindrede våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørsgeneralen Haftar kunne modtage våben over landegrænsen til venligtsindede Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med GNA-regeringen i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i det krigsplagede land. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

Kampen om Middelhavet
En af de væsentlige årsager til stridighederne mellem regionale stormagter om konflikten i Libyen er olie og gas. Der er opdaget store forekomster i den østlige del af Middelhavet, og Tyrkiet har lavet en aftale med regeringen i Tripoli om udnyttelse af ressourcerne, der imidlertid er lokaliseret i et omstridt farvand.

Det har vakt utilfredshed, særligt i Cypern som mener, at den påståede libyske olie ligger i cypriotisk farvand. Østaten arbejder samtidig med sit eget store projekt ved navn EastMed Pipeline. Der er planer om en stor rørledning, der skal føre naturgas fra det østlige Middelhav via Cypern og Kreta til det græske fastland.

Her er der oprettet et forum med Cypern, Egypten, Grækenland, Libanon og Israel, mens Tyrkiet ikke har været inviteret med til bordet. Det har medvirket til at skuffe tyrkerne, lyder det i en analyse på European Council on Foreign Affairs.

Frankrig har også søgt medlemskab i EastMed-konsortiet.

Der er altså mange, der har en aktie i det store spil i Libyen og Middelhavet. EU’s ministerråd har flere gange fordømt Tyrkiets oliejagt i det omstridte farvand og Cypern mener, at tyrkerne helt bør miste status som EU-kandidatland.

I mellemtiden ville bådflygtninge over Middelhavet igen kunne eskalere og yderligere udfordre sammenholdet i EU.

Et nyt Syrien?

Mens de stridende parter i Libyen har været låst af deres indbyrdes strid, har terrorgrupper, begyndende med ISIS og afrikanske udløbere af al-Qaeda, allerede sikret sig fodfæste i Libyen. Til disse kan tilføjes et dusin klaner, der søger at kontrollere deres egne territorier og i bestræbelserne herpå er parat til at tilbyde deres bistand til den side, der tilbyder de største fordele for dem selv.

Udsigten til, at Libyen kan blive et nyt Syrien, er således en reel trussel.