Kan de vestlige lands sammenhold bære krigen i Ukraine?

Efterhånden som krigen i Ukraine udvikler sig til en konflikt, der kan vare i årevis, tester den de vestlige landes sammenhold og beslutsomhed. Vil de stigende økonomiske omkostninger over tid tære på solidariteten?

Selvom der er forskelle i f.eks. Frankrigs og Biden-administrationens syn på hvordan krigen skal håndteres, er der også tegn på voksende solidaritet.

Finland og Sverige er nu tættere på at blive medlemmer af Nato, og Storbritannien tilbyder sikkerhedsgarantier for at sikre sig mod den russiske trussel.

Krigsøkonomi

Alligevel kan vi 76 dage inde i kampene mærke effekten på vare- og energiforsyningslinjer på benzin-, gas- og oliepriser og på de galopperende prisstigninger på forbrugsvarer. Vi er på vej mod en økonomisk krigstilstand, hvor vi nok spares for de ødelæggelser, død og lemlæstelser, som ukrainerne udsættes for, men ikke for tab af levestandard.

Kan vi holde til det?

Nogle analytikere mener, at Vladimir Putin kalkulerer med, at de vestlige lande vil være de første, der bliver trætte i en langvarig kamp om Ukraines omstridte Donbas-region.

Biden-administrationens direktør for den nationale efterretningstjeneste, Avril Haines, har udtalt, at Putin gik efter en langvarig belejringstilstand, og sandsynligvis kalkulerer med, at USA og EU-landenes bistand til Ukraine vil svækkes efterhånden som fødevaremangel, inflation og energimangel bliver værre.

I Danmark har regeringen i den netop offentliggjorte Økonomiske Redegørelse vurderet, at Ruslands invasion af Ukraine allerede har påvirker økonomien i Danmark, blandt andet i form af stigende energipriser og en kraftig forhøjet inflation. Alligevel forventer finansministeriets økonomer en BNP-vækst på knap 3½ pct. i 2022.

Den Europæiske Centralbank signalerer samtidig, at banken vil hæve renterne i eurozonen når det nuværende opkøbsprogram indstilles.

Analytikere forventer derfor at ECB allerede i juli foretage den første af en serie renteforhøjelser. Det vil formentlig ske den 21. juli 2022, hvor ECB-bestyrelsen holder møde.

ECB har endnu afholdt sig fra rentestigninger, selvom både den amerikanske centralbank og Bank of England har gennemført renteforhøjelser.

Kan inflationen holdes i ave?

Italien og andre sydeuropæiske lande er ikke begejstrede ved udsigten til renteforhøjelser. De har ikke glemt, at da ECB sidst hævede renten i 2011, forårsagede det en europæisk gældskrise. De stærkt forgældede medlemslande – især Italien og Grækenland – blev pludselig tvunget til at betale tocifrede renter på statslån, og Euroen kom under pres.

Lande som Finland, Østrig og Belgien mener omvendt at det er høje tid at ECB forhøjer renten, hvis inflationen skal holdes i ave. Problemet er, at væksten i euroområdet næsten er gået i stå på grund af rekordhøje energipriser og udfaldet af den russiske invasion af Ukraine, og det begrænser ECB’s handlemuligheder.

Opbremsningen i ECB’s opkøbsprogrammer har allerede drevet låneomkostningerne for medlemslandene op fra nul til 1,5 procent for 10-årige obligationer i gennemsnit, hvor Italien og Grækenland betaler tre og 3,5 pct.

Risiko for ny finanskrise?

Med mere økonomisk usikkerhed i horisonten kan forskellen i lånerenter mellem EU-medlemmer eskalere yderligere, hvilket truer unionens stabilitet.

Finansmarkederne udvikler sig i øjeblikket på en måde, som er både opsigtsvækkende og bemærkelsesværdig.

Mens inflationen raser, styrtbløder aktieindeksene i USA og andre steder, og det globale obligationsmarked havde i april sin værste måned nogensinde. Samtidig er valutaer som den japanske yen og kinesiske yuan faldet markant, og den Internationale Valutafond, IMF, har nedjusteret skønnet for den kommende økonomiske vækst.

Økonomer advarer om, at det kan ende som i 2008, hvor krakket i Lehman Brothers satte finanskrisen i gang.

Den internationale finanskrise i 2008

Den 15. september 2008 gik den gigantiske amerikanske finansinstitution – Lehman Brothers – konkurs, og den altomfattende finanskrise var en realitet.

I bagklogskabens skarpe lys kunne finanskrisen forudses allerede i begyndelsen af 2007. Der var tegn på fundamentale problemer på det amerikanske boligmarked, der i en periode havde været overophedet. Huspriser begyndte at falde, realkreditlån blev ikke honoreret, og på markederne for pantebreve og realkreditlån var der indtrådt en afmatning i efterspørgslen efter andet end indiskutabelt sikre papirer.

Prisfaldene bredte sig til boligmarkederne over hele verden, og i begyndelsen af 2008 ramlede det for gamle og hæderkronede firma, Bear Stearns. Det 85-årige gamle firma kom i akut likviditetskrise 14. marts 2008 og blev tvunget til at optage et kriselån hos den amerikanske centralbank.

To dage senere blev selskabet tvangsovertaget af J.P. Morgan for to dollar pr. aktie. Kun tre måneder før dette skete, handledes den samme aktie til 93 dollar, og i årene forud var Bear Stearns tre gange blevet kåret som finanssektorens mest veldrevne selskab.

I de efterfølgende seks måneder af 2008 skiftede stemningen gradvist i den globale finanssektor.

Roskilde Bank

I Danmark krakkede Roskilde Banks i august 2008, men det blev ikke umiddelbart opfattet som et signal om en generel og altomfattende finanskrise.

Lehman Brothers gik konkurs den 15. september 2008, men krisen begyndte længe inden…

I en længere periode op til finanskrisen, havde renteniveauet og de historisk lave renter på amerikanske statsobligationer inspireret institutionelle investorer til at gå nye veje. Der opstod interesse for nye finansielle produkter. Et af de mest notoriske var en type værdipapir, Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer.

Den nye type CDO muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Finanskrisen

Det viste sig imidlertid, at CDO-produkterne var særdeles risikable, fordi de ”giftige” subprimelån trak de ”sikre” realkreditlån med ned, da boligboblen brast i USA og udløste en global dominoeffekt.

De første, der blev ramt, var de store amerikanske kreditinstitutter for boligejere, Fanny Mae og Freddie Mac. I USA står de statslige, føderale myndigheder som garant for op mod 70 pct. af de amerikanske boligejeres boliggæld, og disse garantier forhindrede, at Fanny Mae og Freddie Mac kollapsede.

Bankerne havde stor gæld, lille kapital og begrænset risikokontrol

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankernes aktiver i USA og i mange andre lande for en del viste sig at være værdiløst junk, bankerne havde gennemgående alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

Den amerikanske centralbank begyndte tidligt at opkøbe store mængder værdipapirer og lettede dermed likviditeten i hele det finansielle system. Størrelsen af Feds balance – beholdningen af obligationer – voksede til næsten 5.000 milliarder dollars fra omkring 1.000 milliarder dollars før finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, ECB, fulgte trop.

Bankpakkerne

I Danmark gav det anledning til en del kritik, da den daværende regering lancerede den første af en række bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 4500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.