Argumentet om, at Danmark i virkeligheden vinder indflydelse og retten til at sige nej, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, står svagt efter tilkendegivelserne på Europadagen den 9. maj 2022 og slutrapporten fra ”Konferencen om Europas Fremtid”.
Talskvinde for EU-Kommissionen Dana Spinant har på forespørgsel af Politiken præciseret hvad det var EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen faktisk sagde: ”Kommissionsformanden sagde klart, at hun mener, at Europa skal spille en større rolle på forsvarsområdet og andre områder oven på de seneste to års oplevelser. Kommissionsformanden har aldrig talt om at ændre systemet for, hvordan man træffer beslutninger på forsvarsområdet”.
Der er næppe diskussion om, at en formel ændring af forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger fra enstemmighed til flertalsbeslutninger vil kræve en traktatændring.
Spørgsmålet er, om ”en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces” nødvendigvis kræver en traktatændring?
Spørgsmålet er relevant, fordi den gældende EU-traktat ikke har været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.
Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat, at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.
Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 