Domstolsstyrelsen/Danmarks Domstole oplyser selv, at opgaven er at udvikle, administrere og understøtte arbejdet ved Danmarks Domstole, og ”vi er således med til at arbejde for ret og retfærdighed”.

Nu søger styrelsen en chef til Domstolsstyrelsens Enhed for Udvikling og Organisation.

Domstolsstyrelsen / Danmarks Domstole lancerede på Europarådets årlige dag for ret og retfærdighed den 25. oktober 2021 en digital quiz. Formålet er angiveligt, at ”holde retsstaten på tæerne”.

Formålet med Europarådets ”The European Day of Justice”, der hvert år afholdes i den sidste uge af oktober, er at skabe en dag, hvor der er fokus på at informere borgere om deres rettigheder og bringe retfærdighed tættere på borgerne. Dagen har til formål at ”øge bevidstheden om og kendskab til aspekter, som handler om retsstaten”.

Domstolsstyrelsen har selv bidraget til at så tvivl om retsstaten

Et fundamentalt træk ved en retsstat er dommernes fuldstændige uafhængighed. En række sager har imidlertid givet anledning til berettiget tvivl om danske dommeres uafhængighed.

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har travlt med at dæmonisere retstilstanden i lande som Polen og Ungarn. Landenes legitime regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket og kompromitteret domstolenes uafhængighed.

I modsætning hertil karakteriserer den ivrige landsdommer det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ført sig frem på en måde, der er egnet til at ryste ved tilliden til dommerstandens upartiskhed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade Polen og Ungarn høre om demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal, blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993 da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at regeringen skulle fortsætte uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens desperate planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at regeringen skulle fortsætte uanset at statsministeren var trådt tilbage. En plan, der ifølge kabinetssekretæren ville have været grundlovsstridig. 

Krænkelse af magtens 3-deling

Skiftende danske Justitsministre har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand var påfaldende tavs, da regeringen i Danmark – med henvisning til bekæmpelsen af Coronavirus – sikrede sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der gav vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kunne:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvidede myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænkede forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, gav anledning til løftede øjenbryn, men afholdt ikke regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerede

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet havde en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, udtalte til pressen, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun var glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse trods alt blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige var, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – i Coronavirussens navn kunne frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Grønnegaard-udvalgets udredning sætter spørgsmålstegn ved, om nedlukningen af domstolene var lovlig

Det uafhængige ekspertudvalg, som under ledelse af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard, på Folketingets foranledning har gransket håndteringen af COVID-19, finder det tvivlsomt, om forårets nedlukning af domstolene var i overensstemmelse med grundloven.

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige. Men, lyder det i ekspertudvalgets rapport:

”Der kan imidlertid efter udredningsgruppens vurdering sættes spørgsmålstegn ved, om de meddelelser, som er tilgået de enkelte retter fra Domstolsstyrelsen, og som for nogles vedkommende er sket på foranledning af Justitsministeriets departement, harmonerer med domstolenes grundlovssikrede uafhængighed.”

Ekspertudvalgets vurdering strider lodret mod både Domstolsstyrelsens og regeringens tidligere udlægninger af sagen. I et interview med Information i juli fastholdt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, at nedlukningen var sket ”efter bogen”, og justitsminister Nick Hækkerup afviste i et samråd i Folketingets retsudvalg i september, at regeringen skulle have krænket domstolenes uafhængighed i forløbet.

Kritik af dommerne for ikke at stå fast på domstolenes uafhængighed

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at ekspertudvalgets redegørelse indeholder en kritik af domstolene for at have forsømt at stå fast på deres uafhængighed. Situationen har været vanskelig for den enkelte dommer og den enkelte ret, men kritikken burde give anledning til alvorlige overvejelser i Dommerforeningen. Foreningen og den formand, landsdommer Mikael Sjöberg, burde klart og utvetydigt have sagt fra overfor Domstolsstyrelsen.

De Radikales tidligere retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte sagen alvorlig. Han havde sidste år justitsminister Nick Hækkerup i samråd, og udtalte til dagbladet Information:

”Når spørgsmålstegnene ved, om grundloven blev overholdt, blandt andet skyldes nogle meddelelser foranlediget af Justitsministeriet, så skærper det sagen betydeligt, i forhold til hvad ministeren har forklaret. Det giver anledning til bekymring for mig.”

Domstolsstyrelsen retter ind

I Domstolsstyrelsen ”noterer” man sig vurderingen af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om meddelelserne til retterne var i overensstemmelse med princippet om domstolenes uafhængighed, skriver styrelsesdirektør Kristian Hertz i en kommentar til Information.

”Samtidig gør rapporten det dog også klart, at Domstolsstyrelsen flere gange og i forskellige sammenhænge fremhævede, at det var op til den enkelte ret at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til de lokale forhold,” skriver han.

”Vi har lært af forløbet, og vi har i efteråret 2020 haft en intern proces, hvor vi har samlet op på vores erfaringer med krisehåndteringen. Vi er tilfredse med, at rapporten vurderer, at man med de tiltag, som Domstolsstyrelsens bestyrelse godkendte i december 2020, nu har etableret et kriseberedskab, som tager højde for de erfaringer, vi har draget af forårets forløb.”

Justitsministerens bortforklaringer

I en skriftlig kommentar til Information afviste justitsminister Nick Hækkerup al kritik af hans ministeriums ageren. Han fastholder, at Justitsministeriet ikke pålagde Domstolsstyrelsen eller domstolene noget, men alene kom med opfordringer.

”Nej, grundloven er ikke blevet brudt, og det konkluderer udredningen da heller ikke. Som sagt har Justitsministeriet opfordret til at følge de generelle retningslinjer, og det er ikke grundlovsstridigt at komme med en opfordring,” skriver han.

Tidligere har det været hævdet, at Fødevarestyrelsens håndfaste kommunikation om aflivning af alle mink, også blot var en ”opfordring”!

Fortsat tvivl om domstolenes uafhængighed

Sagerne om dommer Søren Holm Seerups inhabilitet i en række sager, herunder i sagen mod Morten Messerschmidt, som blev fundet skyldig i svig med EU-midler, har bekræftet, at der kan være gode grunde til at tvivle på den danske dommerstands uafhængighed.

Krigen i Ukraine er på kort tid blevet en ny og destabiliserende faktor i dansk og international økonomi. Det dæmper væksten og øger inflationen på et tidspunkt, hvor der i forvejen både er høj inflation og stort kapacitetspres. Ifølge Danmarks Nationalbank er dansk økonomi grundlæggende sund og i stand til at håndtere nye udfordringer, og krigen ventes som udgangspunkt at give en vækstpause.

Der er imidlertid også risiko for egentlige aktivitetsfald og Nationalbanken forudser i 2022 en vækst i dansk økonomi på 2,1 procent. Krigen i Ukraine kommer til at gøre ondt på væksten i dansk økonomi.

I prognosen forudser Nationalbanken en vækst i 2022 på 2,1 procent. Det er noget under forventningen i september sidste år, hvor der blev spået en vækst på 3,1 procent.

Siden er der imidlertid opstået krig i Ukraine. Krigen vurderes isoleret set at svække den danske vækst med 1,0 procentpoint.

Baggrunden er særligt højere prisstigninger og øget usikkerhed, der vil ramme forbrug og investeringer globalt og i Danmark, men de omfattende sanktioner mod Rusland vil ifølge Nationalbanken også få konsekvenser for virksomheder og husholdninger.

Nationalbankens vurdering er, at krigen reducerer bnp-væksten med cirka 1 procentpoint og øger inflationen med cirka 2 procentpoint i år. Til sammenligning voksede voksede det danske bnp i 2021 med 4,1 procent. Det var den største stigning siden 1994. Det vil sige i 27 år.

Pludselig er det forsvarsforbehold, der har været politisk enighed om i 30 år, ”absurd”, og alle argumenter for at opretholde forbeholdet karakteriseres som ”fordrukkent sludder”.

Baggrunden for det nuværende forsvarssamarbejde i EU – det såkaldte PESCO-samarbejde (Permanent Structured Cooperation) – er især Frankrigs (og Tysklands) bestræbelser på at etablere en egentlig EU-hær. UK har været modstander, men med Brexit blev den forhindring nu ryddet af vejen. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyperangreb.

Økonomiske interesser bag folkeafstemningen?

Kendsgerningen er, at forsvarssamarbejdet i EU ikke er svaret på den forværrede sikkerhedspolitiske situation efter Ruslands invasion af Ukraine, men der kan være økonomiske interesser bag ønsket om at fjerne forsvarsforbeholdet.  

Med PESCO-samarbejdet og de øgede bevillinger har det europæiske forsvarsagentur EDA (European Defence Agency) fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb, men har hidtil været uden betydning. Efter tilførslen af nye bevillinger er der udviklet en række projekter om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyperangreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet. Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger, at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi ikke deltager fuldt ud.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Tilhængerne af ophævelse af forsvarsforbeholdet burde måske melde klart ud, at når vi pludselig skal melde os helt ind ”i hjertet” af EU er det først og fremmest for at varetage dansk forsvarsindustris økonomiske interesser?

Nato er garanten for Danmarks sikkerhed

Det nordatlantiske forsvarssamarbejde i Nato er fortsat garanten for Danmarks sikkerhed. En række lande – herunder Danmark og Tyskland – har inspireret af den forværrede sikkerhedspolitiske situation besluttet at øge forsvarsbudgetterne betydeligt, og der tages i tilknytning til Nato en lang række initiativer i tilknytning til Nato. Af særlig interesse er Danmarks deltagelse i EII – European Intervention Initiative – med deltagelse af 11 EU-medlemmer samt Norge og UK.

Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Nato-topmøde 24. marts 2022

I selve Nato er medlemslandene indkaldt til ekstraordinært topmøde den 24. marts i Bruxelles. Den amerikanske præsident, Joe Biden, deltager fysisk.

På Topmødet vil der blive talt om Ruslands invasion af Ukraine, om Nato-landenes stærke støtte til Ukraine og om mulighederne for yderligere at styrke Natos forsvar og evne til at afskrække.

Natos topmøde falder sammen med et topmøde i EU den 24. og 25. marts.

Pludselig som et lyn fra en klar himmel lyder det, at det vi skal stemme om den 1. juni, er at Danmark skal placeres ”i hjertet” af et EU, der kan selv og selv har musklerne, et EU med selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, med sikkerhed for at vores behov fra vacciner til energi er dækket, og med en kultur baseret på europæiske værdier fra menneskerettigheder til klima.

Efter Maastricht og Lissabon fremgår det soleklart af EU-traktaten, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

Selvom EU og alle de andre medlemslande har haft 30 år til at realisere det nye selvbærende Europa, er det ikke sket. Sikkerheds- og forsvarsinteresserne er simpelthen ikke sammenfaldende.

For 30 år siden tilkendegav et flertal i befolkningen at selvom der var stor opbakning til den økonomiske union og det indre marked, troede vi ikke på en fælleseuropæiske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker, og slet ikke at eventuelle politikker ville være i vores interesse fordi vi allerede i 1949 bevidst havde fundet at vores interesser bedst blev varetaget i det trans-atlantiske forsvarssamarbejde i Nato. Vi valgte derfor at blive i EU, men at stå udenfor den sikkerheds- og forsvarspolitiske dimension af EU-samarbejdet.

Storbritannien troede heller ikke på de europæiske visioner og valgte til sidst helt at forlade samarbejdet. I et dansk perspektiv er der tungtvejende økonomiske grunde til at forblive i EU, men hvorfor skal Danmark pludselig placere sig ”i hjertet”?

Præsident Joe Biden har indstillet at Jerome Powell genudnævnes for en ny periode som formand for Centralbanken. Biden har ligeledes indstillet det nuværende medlem af bestyrelsen, Lael Brainard, til næstformand for bestyrelsen. Som nye medlemmer af bestyrelsen indstilles Lisa Cook, farvet kvinde fra Michigan State University og den ligeledes farvede Philip Jefferson fra Davidson College.

Lisa Cook, står til at blive Fed-bestyrelsens første sorte kvinde. Hun er tidligere økonomisk rådgiver for præsident Obama og p.t. tilknyttet den progressive tænketank Center for Equitable Growth, hvor Biden har hentet flere økonomiske rådgivere.

Philip Jefferson vil være den 4. farvede amerikanske økonom i Fed-bestyrelsen.

Mens de her nævnte kandidater foreløbig er godkendt i Senatets Banking Committee, og dermed kan forvente at få deres udnævnelse godkendt også af selve Senatet, er der problemer med en anden udnævnelse i centralbanksystemet.

Kontroversielle Sarah Bloom Raskin

Joe Biden har indstillet den tidligere Centralbankguvernør og tidligere viceskatteminister, Sarah Bloom Raskin, som Fed vice chair of supervision – centralbankens næstformand ansvarlig for tilsynet med den amerikanske finanssektor.

Den 60-årige Raskin anses for en høg på det område og ventes at føre Wall Street i strammere tøjler end hendes Trump-udnævnte forgænger, Randal Quarles.

Den konservative klummeskriver George Will har kaldt Sarah Bloom Raskin for en ”politisk aktivist”, og hun er kendt for sine skarpe holdninger om at tænke klimarelaterede risici ind i Feds arbejde, blandt andet i forhold til regulering af banker.

Republikanerne vil ikke støtte Sarah Bloom Raskin og har i Banking Committee blokeret for hendes udnævnelse, så hvis hun skal godkendes i selve Senatet kræver det, at alle demokrater og mindst 1 republikaner støtter hendes kandidatur.

Senator Joe Manchin III fra West Virginia

Det er i øjeblikket ikke tilfældet. Ingen republikanere har tilkendegivet støtte, og den kontroversielle demokratiske senator fra kulrige West Virginia, Joe Manchin III, vil ikke støtte Bidens Fed-kandidat på grund af hendes holdning til klimaændringer. Det meddelte senatoren officielt mandag den 14. marts 2022.

I sin oppositionsmeddelelse sagde Manchin, at Raskin “ikke på tilfredsstillende vis har adresseret mine bekymringer om den kritiske vigtighed af finansiering til en energisektor, der skal være i stand til at imødekomme vores nations kritiske energibehov. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke er i stand til at støtte hendes nominering”.

Manchin markerede også, at Fed-bestyrelsen efter hans opfattelse ikke skulle “politisere sine kritiske beslutninger”, hvilket blev opfattet som at Manchin faktisk mener, at Raskin ville bruge posten til at politisere.

Sarah Bloom Raskin har tidligere skrevet til støtte for, at den amerikanske centralbank skulle øge sin opmærksomhed på finansielle risici fra klimaændringer, men sagde under hendes høring i Senatet, at centralbanken ikke havde mandat til at afgøre, hvordan kapital skulle allokeres mellem industrier.

Er du blandt de kvinder eller mænd, der selv på Kvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts, ikke tager ordet i ligestillingsdebatten?

Nøjes du med at fnise lidt, når du ser Bjarne Corydon i høje hæle i Roccamores #RespectHighHeels kampagne på Kvindernes Internationale Kampdag for mere diversitet i bestyrelserne?

Trækker du blot på skuldrene og betragter kampagnen som det den også er – et forsøg på at sælge dyre sko – og hvis du blot passivt noterer, at der er en vis træghed i befordringen af ellers velkvalificerede kvinder til de absolutte topposter?

Hvis du kan genkende dig selv og hvis du er relativt ubekymret over, at ligeløn fortsat er et krav på visse overenskomstområder, og hvis du ikke oprøres over, at kvindelige iværksættere har svært ved at tiltrække risikovillig kapital, er du ikke alene.

Du forsvarer dig måske med, at hvis bare alle kvindelige rollemodeller var dygtige og elskelige kvinder af typen Bodil Nyboe Andersen, Dronningen eller Bodil Jørgensen, ville du måske være mere engageret og måske ligefrem føle dig krænket på kvinders vegne.

Du undskylder dig med, at du overalt og ustandseligt i medier og det offentlige rum udsættes for nederdrægtige kvindetyper som Trine Pertou Mach, venstre-borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard, Theresa Scavenius, det radikale medlem af EU-parlamentet, Karen Melchior, Stine Bosse, Hella Joof og den tidligere sexskandaleramte teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, der har modtaget eftervederlag fra Københavns Kommune på omkring en halv million på trods af lovning om at droppe at modtage vederlag.

Du føler dig selv krænket af visse kvinder og derfor føler du dig simpelthen lovligt undskyldt for ikke at have ubændig lyst til at overlade afgørende ansvar til kvinder. Du er samtidig gennem hele din opvækst blevet indoktrineret med ofte meget ubehagelige narrativer om kvinder som f.eks. den menneskeædende heks fra eventyret om Hans og Grete, Disney-tegneserier med den onde troldkvinde Hexia de Trick og Cruella DeVil fra Disneys 101 Dalmatinere.

Fra det store udland er du måske ikke helt upåvirket af den amerikanske højrefløjs kampagne mod Hillary Clinton og de slettede e-mails, kravet om “Lock her up!” og andre forsøg på karaktermord som også har været forsøgt herhjemme mod statsministeren med udgangspunkt i nogle slettede sms’er med – vistnok – provokerende sprogbrug.

Ingen lovlige undskyldninger

I dagens Danmark er der ikke nogen lovlig undskyldning for dine oprørende holdninger. Tiden er inde til at du alvorligt overvejer, allerede denne sommer at lade dig indskrive til et identitets- og repræsentationspolitisk højskoleophold.

Her vil du ikke kun opleve en krænkelses-fri oase, men du vil blive gen-opdraget, og du kan komme af med en række af de fobier, der plager dig. F.eks. vil din bekymring for, om den omsiggribende politiske korrekthed fører til, at ytringsfriheden indskrænkes, og herunder om selvcensur blandt kunstnere, instruktører og teaterchefer vil true den kunstneriske ytringsfrihed, forsvinde som dug for solen.

Race, køn, autisme og etnicitet

Du vil øge din forståelse for, at universitetsstuderende kræver et pensum med færre værker skrevet af døde, hvide mænd. Studiebeskrivelser og jobopslag med ord som ”analytisk”, ”kompetent” og ”succesfuld” er kvindefjendske, og et genopdragende højskoleophold vil opøve din kritiske sans og din værdsættelse af ord som ”empati”, ”ligestilling” og ”diversitet”.

I genopdragelseslejren vil du også opøve enighed i, at forfatteres og tænkeres hudfarve er langt mere relevante end logisk sammenhæng og rationalitet. Pludselig vil det gå op dig, hvorfor det er himmelråbende forkert og potentielt krænkende – ja overgrebsagtigt, at en hvid mad anmelder en bog af en lesbisk afroamerikaner. Du vil pludselig kunne forstå, hvorfor en ung kvindelig lyriker ikke er kvalificeret til at oversætte ”The Hill We Climb” af den unge amerikanske digter Amanda Gorman.

Det vil desuden gå op for dig, at når der i filmen ”Music” vælges en ikke-autistisk skuespiller til at spille hovedrollen som den autistiske pige ved navn Music, begås en stor fejl ved ikke at lade autister blive repræsenteret på film.

Efter et kursus i identitets- og repræsentationspolitik vil du også kunne forstå hvorfor det var oprørende at lade Nikolaj Lie Kaas lægge stemme til en sort i tegnefilmen ”Sjæl”, og lade en vist nok heteroseksuel og cis-kønnet skuespiller spille transkønnet i filmen ”En helt almindelig familie”.

Du vil også lære hvor forkert det er, at kantiner på danske læreanstalter serverer vietnamesiske specialiteter, såsom Bahn Mi og Bun Nam Bo tilberedt af ikke-vietnamesere, og du vil lære at fordømme, at kernedanske studerende anlægger ”blackface”, rastahår eller går med sombrero eller Panamahat til rusfester.

Privilegieblindhed

På et identitets- og repræsentationspolitisk højskoleophold vil du kunne bringe dig selv i sync med tidens krav til politisk korrekt adfærd. Du vil indse, at du hidtil har stavret privilegieblindt rundt uden at være klar over dine medfødte privilegier, der følger både køn og hudfarve, og i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag.

I genopdragerlseslejren vil der være mentorer, der bibringer dig viden om og forståelse for minoriteters erfaringer med den hvide mands systematiske overgreb og krænkelser.

Efter et genopdragelsesforløb af passende længde vil du selv aktivt deltage i kritikken af visse teatres skammelige brug af fat suits. Det vil gå op for dig, at årsagen til dit hidtil negative syn på overvægt er, at det senkapitalistiske samfund er præget af ”tykfobiske strukturer”.

Toksisk maskulinitet

Du vil pludselig få blik for de oprørende og krænkende kvindestereotyper i forestillinger som ”Folk og røvere i Kardemomme by” og ”Skatteøen” – en indsigt, der hidtil har været blokeret, fordi du som heteroseksuel, cis-kønnet har nogle helt forskruede forestillinger om mænd og kvinder, og uforvarende ”mansplainer” og udspreder ”toksisk maskulinitet”.

Konsekvenser

Udover at du bliver et bedre menneske, vil det som et ekstra-udbytte af dit identitets- og repræsentationspolitiske sensitivitetskursus pludselig gå op for dig, hvor velgørende det er, at der nu igen er en Demokrat på præsidentposten i USA og en kommunistisk støttet, socialdemokratisk regering i Danmark.

Selvom der sikkert er meget at rette op på, er du ikke et håbløst tilfælde. Med den rette identitetspolitiske vejledning og skoling kan du stadig nå at blive en nyttig samfundsborger. Hvis det mod forventning ikke skulle ske, og du fremturer med din krænkende adfærd, har vi heldigvis i historien set eksempler på, at venstreorienterede og kulturradikale mekanismer træder i funktion ”bag laden”.

Continue reading “Mens vi venter på redelig, ansvarlig og troværdig argumentation for ophævelse af forsvarsforbeholdet” →

Forud for folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet, har det ikke skortet på forsøg på at overbevise vælgerne om, at der ikke på nogen måde kan blive tale om en EU-hær.

Henrik Dahl, Folketingsmedlem for Liberal Alliance, har været ude og sige, at uanset om Danmark tager forbehold eller ej, så kommer der ikke en Europahær. Heller ikke selvom der findes EU-politikere, der holder “visionære taler” om denne. Det vil Lissabontraktaten ifølge Henrik Dahl ikke tillade.

Hører man på Søren Pind, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, kan man næsten få den idé, at ingen i Bruxelles nogensinde har så meget som nævnt muligheden for at skabe en EU-hær. Debattørerne er udmærket klar over, at ikke mindst forestillingerne om en fælles EU unions-hær var afgørende for danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992. Tanken om at være underlagt en EU-hær ledet af franske generaler – eller endnu værre: tyske generaler – fik det til at gyse i borgere, der ikke havde glemt europæisk historie.

Det vi i Danmark har taget forbehold imod, er de dele af EU-traktaten, hvor det efter Maastricht og Lissabon fremgår soleklart, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

I artikel 42 hedder det:

1. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.

2. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Når EU-ledere drømmer militære drømme

Hvis man har fulgt debatterne i Bruxelles, bliver det hurtigt klart, at ønsker om en reel EU-hær ikke er noget, der kun sjældent høres, eller som kun ønskes af marginaliserede politikere.

Tværtimod er de gentagne opfordringer til at skabe en EU-hær kommet fra højtplacerede politikere fra både store og små EU-lande.

• Daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrer i 2015 til at der skabes en EU-hær, så EU kan blive taget mere seriøst. I 2016 siger han, at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær.
• Frankrigs præsident Macron siger i 2018, vi har behov for rigtig EU-hær til at beskytte os mod Rusland, Kina og USA.
• Tysklands Merkel udtrykker i 2018 ønske om en EU-hær. I en tale til EU-parlamentet talte hun både om interventionsstyrker, men også behovet for at skabe “en reel europæisk hær“. Hun mødes af store klapsalver.
• EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortæller i 2021 EU-parlamentet, at EU må tage skridtet videre og udbygge sin militære kapacitet.

I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 uafhængigt af USA at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.

Det er således åbenbart, at der i allerhøjste grad drømmes om en EU-hær mange steder i EU.

Er hæren her allerede?

I hvert fald er det et faktum, at EU jo allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.

Hertil kommer, at EU allerede har en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.

I Altinget podcast-serie om danske statsministre er vi nu nået til Viggo Kampmann. I præsentationen fremgår det, at Kampmann tegnede de økonomiske streger til velfærdsstaten, men bliver husket for skandalerne, der overskyggede hans politik – og storhedstiden bliver som finansminister.

Podcast-værterne Andreas Bach Mortensen og Nicolai Søndergård Kjær er karrige med oplysninger om kilderne til deres oplysninger. Der er dog ingen tvivl om, at de har støttet sig til Helge Hjortdals ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidts i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister”.

Usikkerheden understreges af, at de i skyndingen får henvist til Bo Smiths biografi om Viggo Kampmann.

Der er intet der tyder på, at researchen har omfattetEjvind Damsgård Hansens bog: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag.

I givet fald ville de have vidst, at den 33-årige Kampmann i marts 1944 holdt et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.

For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.

Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der følgelig var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv.

Om Kampmann var opmærksom på den enorme skjulte arbejdskraftreserve, som kvinderne udgjorde, melder historien ikke noget om.

Arbejder Altinget på at forbedre socialdemokratiets image?

Man kan ikke undgå at få den tanke, at Altinget aktivt prøver at modvirke det billede, der tegner sig af Socialdemokratiet som et parti, der ikke tåler kritik.

Ekstra Bladet kunne i marts 2021 afsløre, at efterretningstjenesterne var bekymrede for regeringens beslutning om ikke at hente børn hjem fra syriske fangelejre. Siden har den hårde fremfærd mod FE-chef Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, bekræftet at regeringen ingen midler skyer for at imødegå kritik.

Ekspert i digital, politisk kommunikation, Benjamin Rud Elberth, har offentligt tilkendegivet, at noget tyder på, at Socialdemokratiet har en eller anden form for tæskehold siddende klar til at rykke ud, når partiet angribes.

Til eksempel nævnes forfatteren Jonas Eika, der i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for “at have statsracisme”. Det fik den socialdemokratiske ordfører Rasmus Stoklund til at kalde Eika “en forfatterklovn”.

”Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier”, siger Benjamin Rud Elberth.

Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

”Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler”, siger Benjamin Rud Elberth.

Tidligere eksempler

Berlingske bragte i midten af februar 2020 en række eksempler på Socialdemokratiets pres på uvildige eksperter og interesseorganisationer, der havde udtalt sig kritisk om socialdemokratisk politik. Eksempler, som gav et solidt indtryk af en ryggesløs, magtfuldkommen, kæft-, trit- og retningsorienteret regering, der er pænt ligeglad med substansen af et givent politisk tema. Eksperter, der udtaler sig kritisk om Socialdemokratiets politik, udsætter sig selv for fare for intimidering fra partiet.

Hårde nysere som Henrik Sass Larsen og Martin Rossen er p.t. trådt i baggrunden, men billedet på dansk demokrati i disse år syntes at være, at eksperter, herunder mange offentligt ansatte, må være forberedt på at blive udsat for bøllemetoder og gemen intimidering fra magtens centrum, skulle de finde på at sige regeringspartiet imod.

Har det altid været sådan?

Det overrasker tilsyneladende mange, men det er faktisk ikke en ny foreteelse. Socialdemokratiet har altid i regering ment at have et ”ejerskab” til embedsværket. Genstridige personer er angiveligt optaget på veritable ”dødslister” over folk, man ved ført givne lejlighed skulle af med.

Det er nok også forekommet, at det er kommunikeret til genstridige, uafhængige eksperter og organisationer, at obsternasig fremturen kunne få ubehagelige konsekvenser.

Hvis vi går lidt længere tilbage i tiden, brugte man også andre håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Der har altid været hjælpsomme partimedlemmer i bevægelsen, der kunne mobiliseres i givne situationer.

Men Socialdemokratiet har også haft ”gode venner” i Politiet og i andre myndigheder, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Politikommissær Christian Madsen

En sådan ven var Christian Madsen, der siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet tæt til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943. Siden havde man prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, hvor døren kun kunne åbnes udefra.

Tidligere ministersekretær og direktør i Folketinget, Helge Hjortdal, har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, men til offentligheden var hospitalsindlæggelsen begrundet med hjerteproblemer. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann var formand for Statsanstalten for Livsforsikring fra 1962 og ”hjerteproblemerne” var ikke værre end at han levede helt frem til den 3. juni 1976.

Det er ikke betryggende at forestille sig en EU-hær under fransk kommando. Vi har endnu ikke overvundet de traumer vi blev påført, da vi af den lille Napoleon, Nicolas Sarkozy, blev lokket ind i et meningsløst bombardement af Libyen eller de fejlslagne eventyr i Mali.

Historisk har vi også smertelige erfaringer med forsvarssamarbejder med Frankrig.

I sidste halvdel af 1700-tallet havde den dansk-norske handelsflåde stor fordel af at tilhøre et neutralt land under stormagtskrigene efter Den Franske Revolution. Mod slutningen af århundredet tilspidsedes situationen som følge af Napoleonskrigene. Engelske krigsskibe forlangte nu at visitere de neutrale landes skibe, hvilket fik Danmark-Norge til i 1801 at tilslutte sig det væbnede neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. Danmark havde dermed i realiteten allieret sig med Frankrig mod Storbritannien.

Briterne – der ville forhindre, at den anseelige danske flåde skulle indgå i en blokade eller krig mod Storbritannien – erklærede prompte krig mod Danmark, og efter Slaget på Reden i april 1801 blev Danmark tvunget til at forlade Det Væbnede Neutralitetsforbund, men fremturede med tæt forbindelse til Frankrig.

I 1807 tilsluttede Danmark sig den blokade af England – den såkaldte fastlandsspærring – som Frankrig havde etableret. Storbritannien krævede derfor den danske flåde udleveret, og efter bombardementet af København 2.-5. september 1807 blev kravet imødekommet, men Danmark fortsatte alliancen med Frankrig.

Og ulykkerne fortsatte. Den militære alliance med Frankrig gav Danmark økonomiske problemer, dels på grund af store udgifter til militæret, dels på grund af svigtende indtægter fra told og handel. I 1813 var situationen så alvorlig, at den danske stat gik bankerot.

Rusland havde i 1809 erobret Finland fra Sverige. Senere gjorde Sverige imidlertid fælles sag med Rusland, Storbritannien og andre i kampen mod Frankrig og Bernadotte stod til belønning herfor.

Efter Napoleons tilbagetog fra Rusland i 1812, nederlaget i det afgørende slag ved Leipzig og abdikation i april 1814, måtte Danmark som kompensation for tabet af Finland aflevere Norge til Sverige ved freden i Kiel i 1814. Som et plaster på såret fik Danmark det lille tyske fyrstedømme, Lauenburg.