Lad nu fornuften råde

Pludselig som et lyn fra en klar himmel lyder det, at det vi skal stemme om den 1. juni, er at Danmark skal placeres ”i hjertet” af et EU, der kan selv og selv har musklerne, et EU med selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, med sikkerhed for at vores behov fra vacciner til energi er dækket, og med en kultur baseret på europæiske værdier fra menneskerettigheder til klima.

Efter Maastricht og Lissabon fremgår det soleklart af EU-traktaten, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

Selvom EU og alle de andre medlemslande har haft 30 år til at realisere det nye selvbærende Europa, er det ikke sket. Sikkerheds- og forsvarsinteresserne er simpelthen ikke sammenfaldende.

For 30 år siden tilkendegav et flertal i befolkningen at selvom der var stor opbakning til den økonomiske union og det indre marked, troede vi ikke på en fælleseuropæiske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker, og slet ikke at eventuelle politikker ville være i vores interesse fordi vi allerede i 1949 bevidst havde fundet at vores interesser bedst blev varetaget i det trans-atlantiske forsvarssamarbejde i Nato. Vi valgte derfor at blive i EU, men at stå udenfor den sikkerheds- og forsvarspolitiske dimension af EU-samarbejdet.

Storbritannien troede heller ikke på de europæiske visioner og valgte til sidst helt at forlade samarbejdet. I et dansk perspektiv er der tungtvejende økonomiske grunde til at forblive i EU, men hvorfor skal Danmark pludselig placere sig ”i hjertet”?