Forsvarets organisationer har i en kronik i Berlingske Tidende den 29. marts 2022 beskrevet hvordan det danske forsvar skal se ud i fremtiden. Organisationsrepræsentanterne fokuserer på, hvorledes man bedst og hurtigst muligt får indrettet et forsvarligt forsvar på baggrund af de nye sikkerhedspolitiske realiteter, som følge af Ruslands invasion af Ukraine og trusler mod Nato-lande.

Det forsvar, der skal opbygges, skal i modsætning til det vi har i dag, være indrettet til også at kunne forsvare kongeriget Danmark og det danske nærområde.

Reserveenheder

Udover en række konkrete anbefalinger til indretningen af de stående militære enheder forholder organisationerne sig også til at styrke Totalforsvaret. De militære enheders robusthed skal styrkes blandt andet ved opbygning af kompetente, indsatsklar, udrustede og fuldt bemandede reserveenheder bemandet med værnepligtige og officerer og befalingsmænd af reserven.

Enheder og enkeltpersoner skal løbende have relevant efteruddannelse og øvelsesaktivitet, ligesom opstillede enheder skal uddannes til egentlige kampfunktioner, som supplement og reserve for de stående enheder.

Baggrunden for forslagene er den alvorlige tvivl, der er opstået om dueligheden af det eksisterende danske forsvar.

Da det nuværende forsvarsforlig blev indgået i januar 2018, var man i forsvarsvenlige kredse ellers ganske fortrøstningsfulde.

Forligspartierne, der omfattede Konservative, Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, aftalte dengang et substantielt løft i forsvarsbudgettet, der indebar at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist blev tilført så mange mia. kr., at Danmark i 2023 ville bidrage med 1,5 pct. af BNP. Ikke helt nok til at nå det aftalte mål på 2 pct., men dog en klækkelig stigning.

Imidlertid har Forsvaret ikke været i stand til at bruge pengene fra det nuværende forsvarsforlig på en måde, der faktisk styrkede forsvaret. Det er efterhånden velbeskrevet, at helt centrale dele af det nuværende forlig ikke vil være opfyldt, når det udløber i 2023. Forsvaret er løbet tør for ammunition og kampklare tanks er på et minimum, og når det drejer sig om etablering af en kampklar brigade på 4.000 soldater, har det lange udsigter. Blandt andet mangler brigaden det luftforsvar, som er afgørende for at kunne kæmpe selvstændigt. Yderligere mangler Søværnet både sonar til bekæmpelse af ubåde og missiler, der skal gøre fregatterne i stand til at forsvare det danske luftrum. Både brigaden, sonar og missiler blev der afsat penge til i forliget. Men f.eks. missilerne har forsvarets indkøbere ikke kunnet skaffe.

Hvad med Hjemmeværnet

Det er bemærkelsesværdigt, at Forsvarets organisationer ikke nævner Hjemmeværnet i deres oplæg til hvordan det danske totalforsvar skal indrettes.

Det danske hjemmeværn var i forsvarsforliget fra 2018 tiltænkt en central rolle. Efter Hjemmeværnet i 1983 nåede sit højeste medlemstal med 77.000 medlemmer, er der nu kun 40.000 tilbage. Langt hovedparten er i reserven, og hovedparten af de stadig færre aktive har for længst nået skelsår og alder.

På trods af Hjemmeværnsledelsens skønmaleri, rejser den stadig nedgang i antallet af duelige aktive tvivl om Hjemmeværnet reelt har mulighed for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers var forudsat i forsvarsforliget for 2018-2023.

Hjemmeværnet fik i forliget flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi Terræn Sløring”. Stadigvæk er enhver Hjemmeværnsmønstring af de stadig færre aktive et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning samt fantasifuldt privat anskaffet udstyr.

Et eksempel. Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forlades, og opgaverne samles på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, betydet, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Associated Press, AP, kan onsdag oplyse, at den hollandske forlægger – Ambo Anthos – har trukket bogen tilbage.

Anne Frank, en jødisk pige, og hendes familie måtte under den tyske besættelse af Holland gå i skjul i Amsterdam for nazisterne, og her skrev hun på det, der skulle blive verdens mest berømte dagbog, indtil familien blev stukket og sendt i kz-lejr. Anne Frank skrev dagbogen fra sit skjul i et baghus i Amsterdam i to år, indtil hun blev arresteret og sendt i koncentrationslejr. Både hun og søsteren døde i Bergen-Belsen-lejren i Tyskland, mens hendes mor døde i Auschwitz i Polen.

Bogen, der nu er trukket tilbage hedder ”The Betrayal of Anne Frank: A Cold Case Investigation”, skrevet af den canadiske forfatter Rosemary Sullivan.

På baggrund af seks års research med assistance af en pensioneret efterforsker ved FBI konkluderes det i bogen, at man har identificeret personen, der angav Anne Frank og hendes familie under Anden Verdenskrig. Nemlig en jødisk mand, Arnold van den Bergh, der arbejdede som notar, og som angiveligt gjorde det for at redde sin egen familie.

Den konklusion er ikke ligefrem faldet i god jord hos mandens efterkommere og heller ikke hos hverken jødiske organisationer eller historikere.

En undersøgelse på 69 sider foretaget af 6 historikere og eksperter inden for Anden Verdenskrig viser, at konklusionerne i bogen ”The Betrayal of Anne Frank: A Cold Case Investigation” er “a shaky house of cards” baseret på ”amatøragtig” research.

Mirjam de Gorter, barnebarn af Arnold van den Bergh, som ifølge den kontroversielle bog angav Anne Frank og hendes familie, anmoder forlaget HarperCollins om også at trække den engelsksprogede udgave tilbage. Foreløbig er bogen dog kun trukket tilbage i Holland.

Pandemien har været en krise uden fortilfælde i nyere tid, og krisen har i sjælden grad bragt embedsmænd frem i mediernes spotlys og danskernes bevidsthed: Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, rigspolitichefen Thorkild Fogde og Udenrigsministeriets borgerservice- og organisationsdirektør, Erik Brøgger Rasmussen, Kåre Mølbak og Henrik Ullum fra Statens Serum Institut har alle optrådt på pressemøde efter pressemøde og blevet kendte i offentligheden.

Den højest placerede embedsmand af dem alle har derimod længe i forhold til den brede offentlighed undgået at stå på mål for de drakoniske kriseforanstaltninger.

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har holdt sig uden for Statsministeriets Spejlsal, når offentligheden skulle orienteres om de vigtigste beslutninger, som hun uden undtagelse har været med til at træffe.

Barbara Bertelsen er landets højest placerede embedsmand, og ”forhåbentlig er hun den næstmest magtfulde efter statsministeren”, som Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver i Statsministeriet, har formuleret det.

”Det skal hun selvfølgelig være, fordi hun dækker hele centraladministrationen af”, forklarer han og erklærer, at ”jeg tror generelt ikke, folk forstår, hvor magtfuld en departementschef i Statsministeriet er”.

På det seneste har Barbara Bertelsen stået tydeligere i billedet.

Offentligheden har via Minkkommissionen fået indblik i kommunikationen mellem en af Slotsholmens mest markante og mytiske skikkelser i form af Barbara Bertelsen og resten af embedsværket. I veritable byger af SMS’er fik de besked på, at de skulle lægge sig helt ned og rulle rundt, de skulle udvise ”max ydmyghed”, og de skulle bare hive plasteret af, de skulle ikke tørre fejl af på regeringen, og Mogens Jensen skulle påtage sig skylden for at alle mink som følge af en ”fejl” var blevet aflivet.

Samtidig har Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen i Minkkommissionen forklaret, at Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, Statsministeriet og Regeringens Koordinationsudvalg ikke havde noget at skulle have sagt. Det var den onde fødevareminister Mogens Jensen og minkhaderne i Fødevareministeriet, der drev på med hastværk og ulovlige beslutninger!

Hvis Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens sms’er kommer for en dag, vil de vise, hvordan de under møder og pressekonferencer detailinstruerede embedsmænd og ministre om, hvad de skulle sige. Det vil dokumentere, at alt er Mette Frederiksens ansvar.

Måske blev der endda sendt SMS-beskeder under afhøringer i Minkkommissionen? Vi ved det ikke!

Barbara Bertelsen er indkaldt til genafhøring i Minkkommissionen den 1. april 2022.

Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på det makkerskab, som fylder alle i centraladministrationen med utryghed.

Et enigt Folketing har onsdag bakket op om, at statsminister Mette Frederiksen på to topmøder i Nato og EU de kommende dage arbejder for flere sanktioner mod Rusland og yderligere hjælp til Ukraine.

Adspurgt om, hvad Danmark mere kan gøre, vil statsministeren ikke tale om specifikke ting som f.eks. udvise russiske diplomater som andre lande har gjort.

Hvad med at starte med at sløjfe staten huslejetilskud til Den Russiske Ambassade?

Det fremgår af finansloven (§ 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af lejemålene. I 2022 udgør tilskuddet 900.000 kr. og det samme tilskud forventes ydet i de kommende år.

Det er mærkelige tider, vi lever i. Venstre og Konservative vil krigen, men det nye er, at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti også vil være med i en EU-hær. Venstrefløjens foretrukne dagblad, Information, vil have forsvarsforbeholdet ophævet, ”fordi vi vil være mere uafhængige af de andre derude, som har de store kanoner. Det er en frihedskamp for Europa mellem amerikansk tech-kapitalisme, kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, som det er i Danmarks og Europas interesse, at vi deltager i.”

Ét er, at vi skal føre en frihedskamp for at gøre os uafhængige af kinesisk statskapitalisme og den russiske atommagt, men det er decideret oprørende, at der også insisteres på, at vi skal føre ”frihedskamp” mod vores allierede, USA, der er helt afgørende for det nord-atlantiske forsvarssamarbejde, der har været, er og altid vil være den eneste sikre garant for Danmarks sikkerhed.

Hvilke nye krige vil de partier, der vil have forbeholdet ophævet, kaste Danmark ud i?

Forsvarsforbeholdet i EU har desværre ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden henviser idelig til mulighederne for, at Danmark kan engagere sig i fredsbevarende missioner i Østeuropa og på Balkan, og det påpeges med beklagelse, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien.

Søren Gade og Balkan

Det er helt vildt, at JA-siden argumenterer med Balkan. Især er det stødende, at en notorisk løgnagtig forsvarsminister som Søren Gade, nu finder det opportunt igen at bidrage til misinformationen. Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien – angiveligt for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Sønderbombningen af Libyen

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Konklusion

Stem NEJ den 1. juni 2022!

I forsvaret af Danmark spiller vores medlemskab af NATO den helt afgørende rolle. Det er da også NATO der som de eneste har mulighed for stå op imod Putins aggression. Institutioner som FN og EU spiller ingen rolle, når først kampvognene ruller. Desværre.

Derfor bør Ja-partierne undgå den skingre tone, som blev benyttet under afstemningen om retsforbeholdet i 2015. Dengang blev der nærmest sat lighedstegn mellem et “Nej”, og så at lade pædofile netværk løbe løbsk.

Resultatet blev at man provokerede vælgerne, der som danskerne har for vane, endte med at stemme Nej i trods.

Der er udsigt til det samme den 1. juni 2022. Der er nemlig ingen direkte sammenhæng mellem krigen i Ukraine og så det danske forsvarsforbehold, og den EU-hær som aldrig ville komme, er her allerede!

Putin er ikke bange for EU’s militære slagkraft uanset om Danmark er med eller ej.

Moskva har derimod angiveligt respekt for forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), som Danmark siden 2014 har deltaget i. JEF er ledet af Storbritannien og består ellers af medlemmerne Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Rusland betragter også EII (European Intervention Initiative), som en seriøs udfordring. Danmark deltager i samarbejdet, der knytter an til Nato-samarbejdet, og omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Reaktionen i Moskva

Det siges, at efter Brexit har Putin og generalerne i Moskva kun har haft skæve smil og skuldertræk til overs for de maniske franske bestræbelser på at etablere en EU-hær uden British Armed Forces.

Den korsikanske nationalist Yvan Colonna er død efter et overfald tidligere i marts i det fængsel, hvor han afsonede en livstidsdom for drab.

Det oplyser hans familie mandag den 21. marts 2022, skriver det franske nyhedsbureau AFP ifølge Ritzau.

Overfaldet udløste uroligheder og sammenstød mellem demonstranter og politi på Middelhavs-øen Korsika, hvor Colonna ifølge France 24 anses som en frihedshelt blandt personer, der ønsker selvstændighed for øen.

I et forsøg på at dæmpe de lokale uroligheder besluttede det franske retssystem at suspendere Colonnas fængselsdom af sundhedsmæssige grunde.

Og i sidste uge overraskede Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, da han i et avisinterview antydede, at regeringen i Paris kan være indstillet på at tildele Korsika en eller anden form for selvstyre.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sagde efterfølgende, at debatten om selvstyre for Korsika ikke længere skulle være et “tabu”.

Mordet

Den 6. februar 1998 skulle Claude Erignac, præfekt og den franske stats øverste embedsmand på den franske middelhavsø, Korsika, til koncert i Ajaccio samme med sin hustru Dominique.

Claude Erignac satte sin hustru af og ville slutte sig til hende, når han havde parkeret sin bil. Præfekten havde ingen livvagt, fordi han, som han sagde, ville vise, at på Korsika gælder de samme regler som alle andre steder i den franske republik.

Men Korsika var i 1998 – og er stadig ikke – som resten af Frankrig, og Madame Erignac kom til at vente forgæves på sin mand.

En flok korsikanske nationalister passede Claude Erignac op, og likviderede ham med 3 skud i hovedet fra en revolver af mærket Beretta.

Det første år efter mordet forløb, uden at efterforskningen gav resultater. Omertà eller ”tavshedens lov” gælder ikke kun på Sicilien, men er udbredt også på Korsika.

Politiet var længe på bar bund, men i maj 1999 kom man på sporet af den gruppe af korsikanske nationalister, der stod bag mordet. Flere mænd blev anholdt, men den hovedmistænkte, Yvan Colonna, gik under jorden. I de næste fire år var Yvan Colonna Frankrigs mest eftersøgte mand, inden han blev anholdt den 4. juli 2003.

En domstol i Paris idømte i juli 2003 otte korsikanere lange fængselsstraffe for deres medvirken i drabet på Frankrigs øverste embedsmand på Korsika i 1998. De otte fik fra 15 til livsvarigt fængsel for medvirken til mordet på Claude Erignac.

Yves Colonna, der nægtede at have begået drabet, blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for drabet.

Præsident Emmanuel Macron ville markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac.

Præsident Emmanuel Macron besøgte i februar 2018 Korsika for at markere 20-års-dagen for drabet på præfekt Claude Erignac. Korsikanerne benyttede anledningen til i tusindevis at samles i Ajaccio, regionshovedstaden på Korsika, for at kræve mere selvstændighed fra Frankrig.

Nationalisterne på Korsika kræver ikke løsrivelse fra Frankrig, men beder om, at øen får status som selvstyrende region, og at korsikansk bliver anerkendt som et officielt sprog.

Skuffede nationalister på Korsika

Ved de seneste lokalvalg på Korsika opnåede den regerende koalition af nationalister på Korsika,56.5 pct. af stemmerne.

Præsident Macrons parti, “REM – La République En Marche!” fik kun 12,7 pct. af stemmerne, og det er tydeligt, at der i den korsikanske befolkning på 330.000 er betydelig opbakning til de korsikanske separatistbevægelser.

De seneste uroligheder og sammenstød mellem demonstranter og politi på Korsika, var nok udløst af drabet på frihedshelten Yvan Colonna, men også udtryk for skuffelse over udkommet af forhandlingerne med den franske regering, der ikke umiddelbart har imødekommet kravene om øget selvstyre, amnesti for de fængslede ”terrorister” fra FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika, eller kravet om ligestilling af fransk og korsikansk, og en præferencestilling for ”korsikanske fastboende”, der sigter på at forhindre at korsikansk ejendom opkøbes af udenøs investorer.

Nationalismen på Korsika

Korsika indtager førstepladsen som den region i Frankrig med de fleste drab og er samtidig den fattigste region i Frankrig og helt afhængig af overførsler fra Frankrig og af turisme.

Korsika er ikke – og har aldrig været som resten af Frankrig!

Efter 700 år under først Pisa og siden Genova har Korsika udviklet sin egen kultur og sit eget sprog, som Frankrigs overherredømme – efter en kort periode som selvstændig republik efter oprøret i Corte i 1755 – siden 1769 ikke har formået at udviske. Korsika minder i den henseende en del om de italienske øer Sardinien og Sicilien.

Selv Napoleon Bonaparte, der stammede fra Ajaccio, kunne ikke sikre Korsikas fulde integration i Frankrig.

Overalt på Korsika ser man stadig skilte og tags med FNLC, Den Nationale Befrielsesfront Korsika (på korsikansk: Fronte di Liberazione Naziunale Corsu), der siden 1970’erne har stået bag et væbnet og ganske blodigt oprør. Mange steder ser man stadig vejskilte, hvor den franske del er overmalet og gennemhullet af skud med våben i alle kalibre.

FNLC går fortsat ind for uafhængighed for øen, men bortset fra skiltelikvideringer er man – i hvert fald officielt – ophørt med de bombninger, bankrøverier og andre voldelige metoder, som de tidligere brugte til at nå deres mål. FNLC er blevet forbundet med mindst 40 mord, og især blev udlændinge, der ejede ejendom på Korsika, ofte angrebet. Bevægelsen nedlagde officielt våbnene i 2014, og en nationalistisk regionalregering blev fredeligt valgt i 2015.

Fransk politik på Korsika

Franske politikere er ikke populære på Korsika, og især Marine Le Pens far har pådraget sig nationalisternes vrede, bl.a. fordi Jean-Marie Le Pen i perioden, hvor det gik hårdt til med drab og røverier, krævede, at der skulle slås hårdt ned på FNLC og idømmes dødsstraffe.

Politisk er korsikanerne først og fremmest nationalister, men på den sydlige del af Korsika er befolkningen gennemgående mere konservative og liberale, og tilsvarende er socialisterne i flertal på den nordlige del af Korsika.

I dag er Trikoloren og EU-flaget bestemt synlige på Korsika, men ikke i helt samme grad som andre steder i Frankrig. Til gengæld ses den korsikanske selvstændighedsfane med den halshuggede sorte maurer med hvidt bind for øjnene overalt.

Korsikansk mafia

Nogle af de tidligere frihedskæmpere fra FNLC har tydeligvis kastet sig over andre aktiviteter, og den organiserede kriminalitet, der ikke kun rækker ind i Marseille – den ”største Korsikanske by” med over 150.000 korsikanere – men overalt i Frankrig og i andre lande, er meget omfattende.

New York Times har i en større artikel, der tager udgangspunkt i mordet i september 2019 på restauratøren Massimu Susini fra Cargèse på Korsika, beskrevet den omfattende mafia-aktivitet på øen. Borgmestre og andre øvrighedspersoner myrdes sammen med genstridige forretningspartnere. Borgere, der protesterer mod byggerier i strandkanten og andre ulovligheder, bliver truet på livet, og de af anklagemyndighederne fra Frankrig udsendte anklagere, har kun sjældent held til at opklare forbrydelserne.

Oliehandelsvirksomheden OW Bunker, der havde base i Nørresundby, handlede med brændstof til skibsfarten verden over, blev købt af kapitalfonden Altor i 2007. Efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et resultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den store og stigende indtjening. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

Aktiekøberne stod tilbage med en lang næse.

OW Bunker, Den Danske Bank og Hafnia Holding

Sagen om OW Bunkers overraskende konkurs bringer mindelser om Hafnia Holding.

Forsikringskrigen, der fandt sted i begyndelsen af 1990erne mellem Hafnia og Baltica, havde eroderet det økonomiske grundlag for Hafnia-koncernen.

I 1992 iværksatte Den Danske Bank derfor en ”redningsplan”, hvor man fik tidligere departementschef, DONG-formand Holger Lavesen og tidligere adm. direktør for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Olav Grue, til at lægge navn til en aktieemission i Hafnia.

Holger Lavesen og Olav Grue var tillidsvækkende typer, og Grue havde ligefrem et ry som dansk erhvervslivs “redningsmand”. Bag denne tilsyneladende bundsolide facade, lykkedes det faktisk Den Danske Bank i juli 1992 at kradse 2 mia. kr. ind fra håbefulde investorer, herunder en lang række almindelige småsparere, pensionister og gamle Hafnia-medarbejdere.

Allerede den 19. august 1992 gik Hafnia Holding i betalingsstandsning og endelig konkurs i maj 1993.

Hafnia Holding åbenbarede en hidtil ukendt kynisme og skrupelløshed i den danske finansverden, som trak et spor af tragedier gennem det danske samfund. En af dem, der blev ramt, var den dengang gode socialdemokratiske direktør i Københavns amt, Bo Smith. Han troede han gjorde amtet en tjeneste ved at placere kommunens midler til en tilsyneladende gunstig forrentning i Hafnia Holding.

Bo Smith opnåede som følge af manglende rettidig omhu den ret sjældne ”ære” personligt at påføre skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kr. i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Det forhindrede imidlertid ikke at Bo Smith blev forfremmet til departementschef. Siden havde han ansvaret for den stort set nytteløse aktiveringsindsats, som arbejds- og beskæftigelsesministerierne har tilrettelagt for de arbejdsløse. Minsandten om ikke hans trofaste fagforening, DJØF, satte ham i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere embedsmandsrollen. Det kom der heller ikke noget godt ud af.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/krimi/h%C3%B8jesteret-afviser-ow-bunkers-krav-om-en-milliard/ar-AAVmqai?ocid=msedgdhp&pc=U531

Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Daværende rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg, har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Sagerne rejste imidlertid alvorlig tvivl om Rigspolitiet. Når Bettina Jensen ikke kunne drages til ansvar, betød det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af Rigspolitiets ledelse?

Anklagemyndigheden havde i byretten nedlagt påstand om to års fængsel til Bettina Jensen og ti måneder til Mariann Færø, mens begge forsvarere argumenterede for frifindelse af de to kvinder. Om tidligere rigspolitichef, Jens Henrik Højberg, der i dag feder den i New York, er omfattet af anken vides ikke.

https://www.information.dk/telegram/2022/03/politichefs-frifindelse-bestikkelse-anket

Når Henrik Gade Jensens argumentation stilles over for Søren Gades helt utroværdige holdningsskifte får vi en ganske overbevisende dokumentation for, at den pludselige beslutning om at ophæve forsvarsforbeholdet er begrundet i rævekager og indenrigspolitiske, taktiske hensyn. Søren Gades kovending vil ikke overbevise EU-skeptiske danskere, der af let forståelige grunde er betænkelige ved risikoen for at indgå i et samarbejde uden forsvarsforbehold om unionspolitiske agendaer dikteret af Nato-skeptiske medlemslande som Frankrig med stormagtsdrømme og langt mere indflydelse end os.

https://www.berlingske.dk/kommentarer/en-afskaffelse-af-eu-forbeholdet-vil-i-praksis-ophaeve-danmark-som