Mens vi venter på redelig, ansvarlig og troværdig argumentation for ophævelse af forsvarsforbeholdet

Esbern Snare

For 30 år siden bekræftede et flertal i befolkningen et nationalt kompromis indgået på Christiansborg. Befolkningen bekræftede dermed den politiske enighed om at Danmark tog forbehold imod de dele af EU-traktaten, hvor det efter Maastricht og Lissabon fremgår soleklart, at sigtet med EU-samarbejdet er ”at gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar i overensstemmelse med artikel 42, og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”.

Som en tyv om natten aftalte et flertal af Folketingets partier overraskende den 6. marts 2022, at det danske forsvarsforbehold ikke længere bør være gældende. Partierne håber, at befolkningen ved en folkeafstemning den 1. juni 2022 vil tilslutte den politiske aftale.

Hvorfor gør de det?

Det Radikale Venstre tilslutter sig alt, der leder frem mod den forjættende europæiske Union. Venstre og Konservative har gennem nogen tid argumenteret med hensyn til forsvaret – og forsvarsindustriens økonomiske interesser! – for ophævelse af forbeholdet. Hvad der har drevet Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er derimod uklart? Bortset naturligvis fra partiernes åbenlyse interesse i forud for næste folketingsvalg at fjerne et af de borgerlige partiers angrebspunkter, og samtidig cementere en fælles holdning til forsvaret, der vil være en forudsætning for et eventuelt kommende regeringssamarbejde.

Befolkningen må således væbne sig med tålmodighed på partiernes saglige argumentation. Ophævelse af forsvarsforbeholdet har vel ingen selvstændig betydning for den ulyksalige situation, der er opstået efter Ruslands invasion af Ukraine, og befolkningen må derfor forvente, at vejen frem mod den 1. juni bliver brolagt med ansvarlig og troværdig argumentation.

EU-hæren

Partierne bør være klar over, at ikke mindst forestillingerne om en fælles EU-unionshær var afgørende for danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992. Tanken om at være underlagt en EU-hær ledet af franske generaler – eller endnu værre: tyske generaler – fik det til at gyse i alle borgere, der ikke havde glemt europæisk historie.

Det forekommer derfor ubehjælpsomt og uredeligt at fremture med påstanden om, at folkeafstemningen den 1. juni 2022 om forsvarsforbeholdet på ingen måde har noget at gøre med en EU-hær.

Henrik Dahl, Folketingsmedlem for Liberal Alliance, har været ude og sige, at uanset om Danmark tager forbehold eller ej, så kommer der ikke en Europahær. Heller ikke selvom der findes EU-politikere, der holder “visionære taler” om denne. Det vil Lissabontraktaten ifølge Henrik Dahl ikke tillade.

Hører man på Holger K. Nielsen, Søren Pind, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, kan man næsten få den idé, at ingen i Bruxelles nogensinde har så meget som nævnt muligheden for at skabe en EU-hær.

Når EU-ledere drømmer militære drømme

Hvis man har fulgt debatterne i Bruxelles, bliver det hurtigt klart, at ønsker om en reel EU-hær ikke er noget, der kun sjældent høres, eller som kun ønskes af marginaliserede politikere.

Tværtimod er de gentagne opfordringer til at skabe en EU-hær kommet fra højtplacerede politikere fra både store og små EU-lande.

  • Frankrigs præsident Emmanuel Macron har i årevis argumenteret for etableringen af en EU-hær. I 2018 siger Macron, vi har behov for rigtig EU-hær til at beskytte os mod Rusland, Kina og USA.
  • Tidligere kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfordrer i 2015 til at der skabes en EU-hær, så EU kan blive taget mere seriøst. I 2016 siger han, at det er uundgåeligt at der skabes en EU-hær.
  • Tysklands Merkel udtrykker i 2018 ønske om en EU-hær. I en tale til EU-parlamentet talte hun både om interventionsstyrker, men også behovet for at skabe “en reel europæisk hær“. Hun mødes af store klapsalver.
  • EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen fortæller i 2021 EU-parlamentet, at EU må tage skridtet videre og udbygge sin militære kapacitet.

I november 2021 kan Reuters berette om planerne om inden 2025 – uafhængigt af USA – at etablere en EU-indsatsstyrke. Styrken skal bestå af landtropper, flåde- og luftenheder, der med kort varsel kan samles og indsættes efter behov.

Er hæren her allerede?

Det er således åbenbart, at der i allerhøjste grad drømmes om en EU-hær mange steder i EU.

I hvert fald er det et faktum, at EU jo allerede har haft udsendt en række militære missioner, herunder til tidligere belgiske og franske kolonier i Afrika. Missioner hvor til tider tusindvis af soldater har været sendt ud under EU-flaget.

Hertil kommer, at EU allerede har en række forskellige kampgrupper. Faktisk er der etableret hele 18 kampgrupper af bataljonsstyrke – hvilket vil sige cirka 1500 soldater per gruppe eller rundt regnet 27.000 soldater i alt. Styrken har været operationel siden 2007, men har endnu ikke været indsat.

Danmark har i dag ingen mulighed for at forhindre en EU-beslutning om at sende tropper i krig under EU-flag. En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil ikke ændre noget, og der er således ingen garanti for, at et kvalificeret flertal i det danske Folketing får mulighed for at tage stilling til en EU-beslutning om at gå i krig. En ophævelse af forbeholdet vil blot betyde, at Danmark uanset befolkningens holdning vil være medansvarlig for krigsførelsen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s