Hvis vi siger ja til at ophæve forsvarsforbeholdet tilslutter vi os fuldt og helt til et EU på vej mod en EU-hær i føderal union uden vetoret.

Vi overlader det helt og aldeles til et tilfældigt flertal i Folketinget at forholde sig til den suverænitetsafgivelse, der vil ske i forbindelse med den udvikling i EU.

Vi skal altså overlade vores skæbne til et simpelt flertal i Folketinget – ikke to tredjedeles flertal eller Grundlovens krav om at fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemmer for suverænitetsafgivelsen, eller – hvis flertallet er mindre – at forslaget sendes til en folkeafstemning.

En EU-hær i en føderal union uden vetoret er ikke et fatamorgana – et skræmmebillede, som JA-siden påstår er opstillet af NEJ-sigere.

Ursula von der Leyen, Emmanuel Macron, Guy Verhofstadt og et flertal i Europa-Parlamentet vil den vej, og de første skridt er allerede taget. Med vedtagelsen af det ”Strategiske Kompas” er det allerede i princippet besluttet at afskaffe vetoretten og gå over til flertalsafgørelser, ligesom det er besluttet at etablere en EU-styrke på 5.000 mand.

Det er ikke tilfældigt, at Ukraine ville være med i Nato, ligesom det er sigende at EU-medlemmerne Sverige og Finland, når situationen spidser til, også søger beskyttelse i Nato. Det er da også USA og UK, der især har sikret, at de ukrainske styrker hidtil har kunnet holde stand mod det russiske pres i det sydøstlige Ukraine. Hvad har store EU-lande som Tyskland og Frankrig bidraget med?

EU har ikke været i stand til at sikre de ydre grænser mod illegal indvandring, og realiteten er, at det er højst tvivlsomt, om EU nogen sinde bliver i stand til at sørge effektivt for europæernes sikkerhed.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, forpligter vi os til fuldt og helt at deltage i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet i EU. Vi kender ikke spillereglerne og de nærmere vilkår, men vi ved, det bliver dyrt, med mange belastende møder i Bruxelles og Strasbourg, og kommer til at indebære bureaukrati og beslutninger dikteret af langt mere betydningsfulde medlemslande.

Vi skal også fuldt og helt deltage EU’s missioner, lyder argumentet. Problemet er, at EU-missionerne i flere tilfælde har tilknytning til Frankrigs tidligere kolonier og konflikter i Afrika. JA-siden præciserer, at vi skal fokusere på at deltage i EU-ekspeditioner til Somalia, Libyen og Bosnien. Steder hvor Danmark i regi af FN og Nato allerede har gjort en stor indsats.

Det begrænsede danske militær kan trods alt kun være ét sted ad gangen. Det er bekymrende, at med udsendelsen af 750 soldater med udstyr til Letland under Nato-kommando, er den tilbageværende kampkraft til beskyttelse af vores eget territorium formentlig begrænset.

Før du stemmer den 1. juni, skal du huske at spørge din mor, din hustru, din søster og din svigerinde om de syntes det er en god idé, at unge danske soldater skal sendes til Afrika eller Balkan og kæmpe for diffuse EU-interesser?

Hvis du stadig er i tvivl, er det vigtigt at være opmærksom på, at et JA for altid binder Danmark til den fælles, sikkerheds-og forsvarspolitik i EU, hvor et spinkelt flertal i Folketinget kan sætte den danske befolkning uden for indflydelse fremover.

Et NEJ kan altid ændres, mens et JA vil binde Danmark til et føderalt EU uden vetoret indtil ”solen brænder ud” eller indtil vi – ligesom UK – beslutter os for at forlade EU.

Anbefalingen er derfor at stemme NEJ.

Vi kender Nato. Vi har været medlem i over 70 år, og vi har gjort vores. Nato er indiskutabelt garanten for Danmarks sikkerhed. Danmark har langt om længe besluttet at øge forsvarsudgifterne til 2 pct. af bruttonationalproduktet, som Nato foreskriver. Det er godt, selvom vi gerne skulle nå kravet længe inden 2033.

Hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet, forpligter vi os til at deltage i forsvars- og sikkerhedssamarbejdet i EU. Vi kender ikke spillereglerne og de nærmere vilkår, men vi ved, det bliver dyrt, mødetungt og kommer til at indebære bureaukrati og beslutninger dikteret af langt mere betydningsfulde medlemslande. Det kan kun betegnes som hasard at gå ind i et eksperiment med en EU-hær, hvor vi heller ikke kender omkostningerne.

Vi skal fuldt og helt deltage EU’s missioner, lyder argumentet. Problemet er, at EU-missionerne i flere tilfælde tilknytning til Frankrigs tidligere kolonier og konflikter i Afrika. Hvad kommer EU-missioner i f.eks. Mali, Tchad, Centralafrikanske Republik, DR Congo eller Mozambique Danmark ved, når vi samtidig skal yde vores bidrag til FN og Nato? Det begrænsede danske militær kan trods alt kun være ét sted ad gangen. Det er bekymrende, at med udsendelsen af 750 soldater med udstyr til Letland under Nato-kommando, er den tilbageværende kampkraft til beskyttelse af vores eget territorium formentlig begrænset.

Rapporter om EU’s internationale missioner i de senere år giver et nedslående indtryk af, hvor ineffektive og uprofessionelle, hvis ikke ligefrem kontraproduktive, de hidtidige missioner har været.

Der har været operationer i bl.a. Den Centralafrikanske Republik, Irak, i det palæstinensiske selvstyreområde, Mali, Libyen, Tchad og Somalia. Der har været tusindvis af udsendte, og missionerne har kostet mange milliarder euro. Men hvis interesser tjener de?

Før du stemmer den 1. juni, skal du huske at spørge din mor, din hustru, din søster og din svigerinde om de syntes det er en god idé, at unge danske soldater skal sendes til Afrika og kæmpe for diffuse EU-interesser?

Hvis du stadig er i tvivl, er det vigtigt at være opmærksom på, at et ja binder Danmark til den fælles, sikkerheds-og forsvarspolitik i EU, hvor et spinkelt flertal i Folketinget kan sætte den danske befolkning uden for indflydelse fremover.

Et NEJ kan altid ændres, mens et JA vil binde Danmark til ”solen brænder ud” eller indtil vi ligesom UK forlader EU.

Anbefalingen er derfor at stemme NEJ.

I næste uge stemmer vi om det danske forsvarsforbehold, men det har været svært for JA-partierne at pege på, hvad det helt konkret vil betyde.

Socialdemokratiets valgplakat er helt ude i hampen, og Det Konservative Folkepartis retroplakat, der viser en tegneseriesoldat, er fuld af fejl.

EU har ikke noget fælles forsvar og forsvarsforbeholdet har ingen betydning for Danmarks territoriale sikkerhed. Så spørgsmålet er, hvorfor det er så vigtigt at få forbeholdet ophævet? Hvad er det vi stemmer om – udover, at vi ikke får mindre, men mere EU?

Ét argument går dog igen i JA-partiernes kampagne, der støttes af gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget: Vi skal i krig. Unge danske soldater skal i større omfang sammen med andre EU-lande deltage i udenlandske krige!

JA-partierne ivrer for, at hvis vi sløjfer forbeholdet, så kan danske soldater deltage i EU-missioner ude i den store verden. Det antydes, at Danmark kan gøre en indsats i EU-regi mod piratangreb mod danske skibe ved Afrikas Horn. Ligeledes nævnes bekæmpelse af menneskesmugling og kontrol af våbenembargoen i Libyen samt deltagelse i den styrke på 1100 europæiske soldater, der i Bosnien-Herzegovina holder øje med en ulmende konflikt, der giver mindelser om optakten til 90’ernes blodige borgerkrig.

Danmark har været aktiv i regi af FN, Nato og internationale koalitioner

JA-partierne antyder, at forsvarsforbeholdet har forhindret Danmark i at gøre sin pligt i verdens brændpunkter.

Realiteten er, at forsvarsforbeholdet i EU har ikke har forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet!

Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

Afrikas Horn

Danmark har siden 2008, hvor truslen fra pirateriet ved Østafrika for alvor tog til, leveret markante bidrag til den internationale indsats for at imødegå pirateriet og anden maritim kriminalitet til søs i farvandet ud for Afrikas Horn og Guineabugten i det vestlige Afrika. Foruden skibsbidrag har Forsvaret jævnligt haft udsendt Challengerfly til overvågning af kysten ud for Somalia.

Indsatsen er foregået i regi af den multinationale maritime koalitionsstyrke, Combined Maritime Forces (CMF) Task Force 150 og 151, samt NATO’s antipiraterioperation Ocean Shield.

Libyen

EU har en flådemission i området ved navn IRINI (det græske ord for fred), der skal sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og håndhæve FN’s våbenembargo mod landet, der siden fjernelsen af Gaddafi i 2011 har været præget af borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet.

EU-strategien er at give Libyens kystvagter ansvar og ressourcer til at forhindre både med flygtninge og migranter i at nå frem til Europa, hvor de kan søge om asyl. Samarbejdet betyder, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.

IRINI-initiativet er blevet kritiseret, fordi det primært forhindrer våbenleverancer til den lovformelige GNA-regering i Tripoli, mens oprørerne kan modtage våben over landegrænsen til Egypten.

Det er heller ikke fuld enighed blandt EU-landene om missionen, da Malta ikke ønsker at deltage og har truet med at nedlægge veto mod finansieringen.

EU Observer beretter også i en notits, at Malta har indgået en aftale med GNA-regeringen i Tripoli om særlige ”enheder”, der skal bekæmpe migration og bådflygtninge over Middelhavet med destination på Malta.

Malta har ligeledes truet med veto mod udpegning af en italiener som leder af IRINI, og har nævnt, at det skyldes den manglende solidaritet fra andre EU-lande i at modtage flygtninge, der ankommer til Malta.

Tidligere har malteserne bremset en flygtningebåd på vej mod øen, leveret benzin og sendt den i retning af Sicilien, så noget tyder på, at der er kurrer på tråden mellem flere lande i Middelhavet.

Spørgsmålet er om ikke Danmark allerede har gjort nok i Libyen?

I Libyen bidrog Danmark som bekendt militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien var en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Den danske indsats bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man ellers havde håbet. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen blev tidligere betegnet som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Balkan

JA-siden påpeger ideligt, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien, og gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget, ønsker at unge danske soldater i større omfang skal føre krig sammen med andre EU-lande.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

Kursen på SAAB-aktier er steget med 80 pct. i løbet af det sidste år.

Regeringen og JA-partierne har endnu ikke været leveringsdygtige i lødige argumenter for hvorfor vi skal stemme JA til at fjerne forsvarsforbeholdet.

Tidligere forsvarsminister Tine Bramsen og andre har til overflod dokumenteret, at vi faktisk allerede sidder med ved bordet af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Da Socialdemokratiet var imod en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, advarede partiet flere gange imod, at der vil være et politisk krav om at stille med soldater til EU uden forbeholdet.

Selvom vi lytter grundigt til debatten, har vi endnu ikke hørt konkrete argumenter, som skærer ud i pap, hvad Danmark vinder ved at smide forsvarsforbeholdet væk.

Dansk Industri og Dansk Metal

Det er bemærkelsesværdigt, at kun Dansk Industri og Dansk Metal overhovedet nævner de danske forsvarsindustrielle interesser.

De politiske partier er omhyggelige med at undgå at nævne våbenindustrien. Det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, er dog en af dem, der forsigtigt nærmer sig den varme grød.

Weiss understreger, at med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

PESCO-samarbejdets kommercielle betydning

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Er det her hunden ligger begravet?

Hvis det er her, hunden ligger begravet, bør det siges åbent. Er det hensynene til den danske våbenindustri, der tilsiger at vi nu hu hej vilde dyr skal ophæve forsvarsforbeholdet?

Hvis det væsentligste argument for at sige JA er muligheden for at danske virksomheder kan tjene penge på krudt og kugler, bør det siges tydeligt.

Personligt har jeg ikke større sympati for den europæiske våbenindustri end for den amerikanske, så argumentet har ikke vægt hos mig. Derfor bliver det et TAK, men NEJ TAK herfra den 1. juni.

Når vi bliver slået oven i hovedet med juridiske argumenter og bliver belært om vilkårene for mellemstatsligt samarbejde, hvor landene har vetoret, glemmer JA-siden at fortælle om den dynamiske og glidende proces i EU, der eroderer især de små medlemslandes suverænitet.

Den gældende EU-traktat har således ikke været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Hvis vi den 1. juni ophæver forbeholdet, betyder det, at vi tiltræder et samarbejde, hvor vi må acceptere, at der i realiteten allerede blandt de hidtidige deltagere er enstemmig enighed om at ændre afstemningsreglerne og fremme effektiviseringen indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Det er derfor indiskutabelt risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os.

Kun den danske stat har den demokratiske legitimitet til at sende danskere i krig, og ingen mor, hustru eller søster i Danmark vil nogensinde acceptere at danske soldater skal sendes i krig på dekret fra Bruxelles.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE13981131/niels-hausgaard-synes-at-vi-blev-snydt-i-1972-og-frygter-at-det-sker-igen-men-juraen-fortaeller-en-anden-historie/?fbclid=IwAR1LwHJNIb75h9XK8oGEbL4KQZyZAHCElxYd5R-vhDA30DsOpG5imISDl-8

Lad os tage udgangspunkt i Tyrkiet.

Inflationen er med 70 pct. steget til det højeste niveau i to årtier og samtidig er den tyrkiske valuta under pres. Situationen truer med at svække den folkelige opbakning til den mangeårige tyrkiske leder og hans parti forud for valget, der er planlagt til næste år.

Præsident Recep Tayyip Erdogan har inviteret Saudi-Arabiens de facto hersker, kronprins Mohammed bin Salman, til at besøge Tyrkiet. Håbet er at besøget kan bidrage til at styrke de bilaterale bånd såvel som Tyrkiets nødlidende økonomi.

Et besøg i Tyrkiet ville markere et skift for Saudi-Arabiens kronprins, som ikke har foretaget større udenlandsrejser i to år.

En tilnærmelse mellem de to G-20-økonomier fik fremdrift, efter at Tyrkiet afsluttede sin retssag mod mistænkte i drabet på Washington Posts klummeskribent Jamal Khashoggi i 2018 af saudiske agenter på kongerigets konsulat i Istanbul og overførte sagen til Saudi-Arabien i april.

Erdogan arbejder på at forbedre båndene til prinsen og andre i regionen, da han sigter mod at øge handelen og lokke investeringer fra olieeksportører til at støtte Tyrkiets vaklende økonomi.

Noget af baggrunden for det hidtil anspændte forhold mellem Saudi-Arabien og Tyrkiet har været Erdogans støtte til islamistiske grupper under opstandene i det arabiske forår i 2011. Den støtte gav næring til flere års fjendskab med de arabiske magthavere i Golfen. Forholdet til Iran og udsigterne for at forny atom-aftalen vil givet også være et tema under de bilaterale drøftelser i Ankara.

Tyrkiet ønsker, at Saudi-Arabien afslutter en uofficiel boykot af landets varer. Sidste år var den tyrkiske eksport til Saudi-Arabien på lidt over 200 millioner dollars, et fald fra omkring 3,2 milliarder dollars i 2019, ifølge officielle tyrkiske data.

Hvad ellers?

Den 23. maj 2022 svarer 1 amerikansk dollar til 0,94 euro og 6,97 danske kroner.

Takket være en stigende amerikansk dollar og en vaklende euro forventer mange analytikere, at de to valutaer i år kan nå paritet – én dollar vil svare til én euro.

Det er ikke kun overfor euro, at den amerikanske dollar er styrket. I løbet af de sidste 12 måneder er dollaren steget mere end 13 pct. i forhold til en kurv af verdens største valutaer.

Årsagen er den kriseøkonomi, der har hersket overalt i det sidste år. Den amerikanske centralbank, The Fed, prøver at tæmme den galopperende inflation ved at stramme pengepolitikken og hæve den pengepolitiske rente. Den europæiske centralbank, ECB, ventes at betræde samme sti. Der er uro på aktiemarkederne og samtidig er energipriserne steget, og især Europa står overfor en massiv energikrise som følge af krigen i Ukraine. På samme tid er der over hele verden en stigende frygt for en global fødevarekrise og stagflation. En frygt, der stiger i takt med inflationen og de løbende  nedjusterede skøn over den økonomiske vækst.

Under kriser søger investorerne traditionelt ly hos den amerikanske dollar, der trods konkurrerende valutaer og kryptovalutaer forbliver den foretrukne valuta, når de økonomiske udsigter spidser til.

Samtidig flygter investorerne fra euroen, fordi Europa er mere sårbart over for en alvorlig økonomisk afmatning end USA.

Kursudviklingen betyder, at amerikanske varer og tjenester taber konkurrencekraft i forhold til andre landes produkter. Det kan føre til højere inflation i lande med svagere valutaer – en tendens, der forstærkes af at verdens råvarer typisk er prissat i dollars.

Ikke alle lider

Våbenindustrien har kronede tider. Den tyske våbenproducent, Rheinmetall, har i de sidste måneder kunnet notere en stigning i aktiekursen på over 80 pct.

Afstemningen den 1.juni, hvor danskerne indbydes til at stemme JA til at ophæve det forsvarsforbehold, der har tjent os godt i 30 år, er udtryk for kynisme og opportunisme. Regeringen må dele ansvaret med Venstre, Konservative, Radikale og SF, men man har kynisk valgt at lægge afstemningen på et tidspunkt, hvor befolkningen følelsesmæssigt er berørt af Ukraine-krigen.

Men forsvarsforbeholdet har intet som helst med denne krig at gøre. Det er Nato, der støtter ukrainernes kamp mod Rusland, og det er Nato, der er garanten for vores sikkerhed. Statsministeren og udenrigsminister Jeppe Kofod har tidligere udtalt, at forbeholdet ikke er en hindring for at føre den udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi ønsker. Den tidligere forsvarsminister har endog advaret mod at en ophævelse af forbeholdet kunne føre til en glidebane i en uønsket retning, hvor vi underlægges flertalsafgørelser og tvinges ind i missioner, der ikke er i dansk interesse.

Forsøget på at ophæve forbeholdet må derfor være drevet frem af ønsket om mere føderalisme, mere EU. Derfor er det sikrest at stemme nej, for et nej kan senere fortrydes. Det kan et ja ikke.

Hvad er det så fopr et militært samarbejde vi tvinges ind i, hvis vi siger JA den 1. juni? Frankrig, kommissionsformanden og andre taler om et militært samarbejde i EU, der er ”strategisk uafhængigt” af USA og Nato, og som kan garantere EU-landenes sikkerhed, hvis USA måtte svigte.

Foreløbig har forsvarsunionen kun præsteret nytteløse missioner i Afrika.

Rapporter om EU’s internationale missioner i de senere år giver et nedslående indtryk af, hvor velmenende, om end ineffektive og uprofessionelle, hvis ikke ligefrem kontraproduktive, de hidtidige missioner har været.

Der har været operationer i bl.a. Den Centralafrikanske Republik, Irak, i det palæstinensiske selvstyreområde, Mali, Libyen, Tchad og Somalia. Der har været tusindvis af udsendte, og missionerne har kostet mange milliarder euro. Men hvis interesser tjener de?

”Er du i tvivl, er det vigtigt at være opmærksom på, at et ja binder Danmark til den fælles, overnationale sikkerheds-og forsvarspolitik i EU, som sætter den danske befolkning uden for indflydelse fremover.”

Før du stemmer den 1. juni, skal du huske at spørge din mor, din hustru, din søster og din svigerinde om de syntes det er en god idé, at unge danske soldater skal sendes til Afrika og kæmpe for diffuse EU-interesser?

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE14021380/afstemningen-har-intet-med-ukrainekrigen-at-goere-det-handler-mere-om-fortidens-ulykkelige-forsyndelser-besparelser-paa-forsvaret/?utm_campaign=Debat%2011.00&utm_content=2022-05-21&utm_medium=email&utm_source=jp

Ledelsen i Det Konservative Folkeparti har udsendt en forsikring om, at ophævelse af forsvarsforbeholdet ikke betyder mere EU. Det understreges også i et medfølgende notat, at EU-traktaten foreskriver, at EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik er mellemstatsligt. Det betyder, at alle lande skal være enige, før en politik kan vedtages, og at det desuden er et frivilligt samarbejde, hvor alle har vetoret.

Det ville dog have klædt partiet, at oplyse, at den gældende EU-traktat ikke har været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Hvis vi ophæver forbeholdet, betyder det, at vi tiltræder et samarbejde, hvor vi må acceptere, at der i realiteten allerede blandt de hidtidige deltagere er enstemmig enighed om at ændre afstemningsreglerne og fremme effektiviseringen indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Større finansiel solidaritet kan meget vel betyde, at medlemslandenes økonomiske bidrag til EU øges, uanset om det enkelte land deltager i missioner eller ej.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Til alle tvivlerne er der således ikke tvivl om, at en ophævelse af forsvarsforbeholdet ikke betyder mindre, men mere – meget mere EU!

Forsvarsforbeholdet i EU har ikke forhindret, at Danmark i de seneste tre årtier har sendt flere end 30.000 soldater i krig – nogle flere gange – og 69 danskere har mistet livet. Alene fra 1998 til 2003 gik Danmark i krig tre gange – først i Kosovo, siden i Afghanistan og Irak. Danske soldater bidrager i dag rutinemæssigt til internationale skarpe militære operationer som i Libyen, i Østafrika, i Sahelregionen og Guineabugten, og indtil for nyligt i Afghanistan. Desuden er danske militære kapabiliteter engageret i Mellemøsten, Georgien og andre steder.

JA-siden påpeger ideligt til, at forsvarsforbeholdet forhindrede deltagelse i EU’s mission i Bosnien, og gamle kold-krigere, der ikke selv risikerer noget, ønsker at unge danske soldater i større omfang skal føre krig sammen med andre EU-lande.

Fakta er, at i krigsårene 1991-2001 blev der i alt udsendt 18.514 danskere til Balkan, og senere blev 20.254 danskere udsendt som fredsbevarende styrker i perioden 1999 til 2009. Fra 2001 til i dag har flere end 13.000 danske soldater været udsendt til Kosovo. I alt er 12 danske soldater blevet dræbt på Balkan, og 35 er blevet såret.

Danmark blev i løbet af 1990’erne det land, der forholdsmæssigt udsendte flest til de internationale styrker, som forsøgte at bremse de omsiggribende konflikter på Balkan. Danmark var også det første land, der satte kampvogne ind i området, og i april 1994 skabte den såkaldte Operation Bøllebank – hvor danske kampvogne efter et bagholdsangreb gik til modangreb og uskadeliggjorde den serbiske stilling.

Der skal også mindes om, at Danmark i 1999 deltog i NATO-bombardementerne af Serbien for at beskytte den albanske befolkning i den serbiske provins Kosovo.

I Libyen bidrog Danmark militært med kampfly til den internationale indsats fra den 20. marts til den 31. oktober 2011 med henblik på at “beskytte den libyske civilbefolkning mod overgreb”. Med udgangspunkt fra en luftbase på Sicilien deltog en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben rådede over, skiftevis var i luften over Libyen. Angiveligt blev der fra danske F-16 kampfly kastet 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber.

Vi skal være på vagt og stemme NEJ, når Stine Bosse, radikale, folkesocialister, Dansk Metal og repræsentanter for våbenindustrien med skinnende øjne, patos og stakåndet opstemthed hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland” og samtidig beklager, at forsvarsforbeholdet afskærer danske soldater fra at deltage i EU-missioner.

Hvad er det for missioner, man ønsker at sende danske soldater ud på? Seks ud af syv militære EU-missioner foregår i øjeblikket i Afrika, hvor EU militærtræner og bevæbner korrupte regimer og dermed medvirker til krænkelser af menneskerettigheder. Skal unge danske soldater sendes til Libyen, Sahel eller Mozambique eller andre steder, hvor Frankrig måtte have imperialistiske interesser?

Bortset fra at ofre danske soldater og ressourcer i militære eventyr langt fra fædrelandet og uden sikkerhedsmæssig betydning for Danmark, er det helt og aldeles uklart hvad Danmark faktisk og konkret kan opnå ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Til gengæld er der stor risiko for at ophævelsen af forbeholdet i kombination med Frankrigs og Unionstilhængernes ambitioner om en uafhængig EU-hær og slagkraftige indsatsstyrker vil svække den stærke nationale enighed om forsvarspolitikken og kompromittere Nato, der har været, stadig er, og også i fremtiden vil være garanten for Danmarks sikkerhed.