Realiteten er, at vi ikke kender konsekvenserne af en ophævelse af forsvarsforbeholdet!

Ledelsen i Det Konservative Folkeparti har udsendt en forsikring om, at ophævelse af forsvarsforbeholdet ikke betyder mere EU. Det understreges også i et medfølgende notat, at EU-traktaten foreskriver, at EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik er mellemstatsligt. Det betyder, at alle lande skal være enige, før en politik kan vedtages, og at det desuden er et frivilligt samarbejde, hvor alle har vetoret.

Det ville dog have klædt partiet, at oplyse, at den gældende EU-traktat ikke har været til hinder for, at der allerede mellem EU-Kommissionen og deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”.

Hvis vi ophæver forbeholdet, betyder det, at vi tiltræder et samarbejde, hvor vi må acceptere, at der i realiteten allerede blandt de hidtidige deltagere er enstemmig enighed om at ændre afstemningsreglerne og fremme effektiviseringen indenfor rammerne af den eksisterende EU-traktat ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Større finansiel solidaritet kan meget vel betyde, at medlemslandenes økonomiske bidrag til EU øges, uanset om det enkelte land deltager i missioner eller ej.

Når vi nu kender Frankrigs, Tysklands, EU-Kommissionens og de andre tunge drenges holdning, betyder det, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde og andre politikområder fremover oftere bliver taget ved ”flertalsafgørelser” af en ”koalition af villige” mens de ”uvillige” afstår fra at blokere for beslutningen, og dermed uden at det kræver en traktatændring.

Til alle tvivlerne er der således ikke tvivl om, at en ophævelse af forsvarsforbeholdet ikke betyder mindre, men mere – meget mere EU!