Angrebet på Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal Hawaii-tid og varede i næsten 2 timer. I Washington var klokken 12.55 og i København var klokken 18.55, da angrebet begyndte.

Ifølge Wikipedia angreb Japan den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii med en styrke på 443 fly, 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo.

USA uforberedt

Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.

Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet.

Da angrebet sluttede, var otte slagskibe svært beskadiget og seks sænket. Desuden havde amerikanerne mistet tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe.

Japanerne mistede kun 29 fly samt fem miniubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer.

Stillehavsflåden sat ud af spillet

USA’s stillehavsflåde var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.

Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA’s kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien.

Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt.

Krigserklæringer og USA inddrages i krigen i Europa

Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag USA og England.

Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.

National mindedag

Den 7. december blev i 1944 af den amerikanske kongres erklæret for ”National Pearl Harbor Remembrance Day”. Skoler, regeringskontorer og virksomheder er ikke lukket, men organisationer kan anerkende den historiske dag og markere lejligheden. Det amerikanske flag sættes traditionelt på halv stang til ære for dem, der blev dræbt eller såret under angrebet. Særlige begivenheder afholdes til minde om patrioter. Ud over USA er der etableret adskillige mindesmærker for at ære dem, der blev dræbt eller såret under angrebet. De omfatter USS Arizona og USS Utah mindesmærkerne i Pearl Harbor.

Hvis Venstre ikke havde deltaget i SV-regeringen 1978-79, kunne Danmark have fået det påtrængende paradigmeskifte i den økonomiske politik længe før september 1982, hvor Anker Jørgensen måtte give op. Det skete med samlingen af de borgerlige partier i Firkløverregeringen under ledelse af den konservative Poul Schlüter, der med støtte fra de Radikale kunne genoprette dansk økonomi på en måde, som Socialdemokratiet og fagbevægelsen aldrig ville have været i stand til.

Venstre og Konservative bør derfor i den aktuelle situation påtage sig rollen som konstruktiv opposition og overlade det til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, at fremlægge forslag til at håndtere inflationen, ECB’s rentestigninger og de 100.000 ledige de økonomiske vismænd siger, vi får til næste år. Overlad det til en socialdemokratisk regering at håndtere energikrisen i alle dens afskygninger, herunder den uundgåelige svækkelse af købekraften for almindelige lønmodtagere. Lad Mette Frederiksen håndtere det tilsandede skattesystem og behovet for topskattelettelser, og den ustabile kronekurs, når gældskrisen i Sydeuropa får jorden til at vakle under euroen. Lad blot socialdemokratiet tage ansvaret for at fremlægge forslag til konkrete CO2-afgifter på landbruget og andre klimatiltag, og overlad det til Socialdemokratiet at spille ud med oplæg til et nyt forsvarsforlig, en sundhedsreform og de nødvendige ændringer i pensionssystemet og løbende justeringer af udlændingepolitikken.

Det socialdemokratiske regeringsregime under Mette Frederiksen har allerede påført det danske samfund hidtil usete politiske, juridiske og økonomiske traumer, og desværre er det ikke slut.

Det er vanskeligt at forudse samfundskrisens dybde, krisens forløb og krisens længde under en fortsat socialdemokratisk regering, der på væsentlige områder vil være afhængige af støtten fra venstrefløjen og de radikale.

Vi kan ikke vide, hvornår det vender, men vi gør klogt i at indstille os på strenge tider, og at vi skal helt ned på bunden og vende, før det bliver bedre.

I den situation er det danske samfund bedst tjent med, at den kommende regering bliver kontrolleret, modsagt og udfordret af en stærk opposition, der står parat til at rykke ind i regeringskontorerne efter næste valg.

Ellemann-Jensen må derfor ligesom Pape Poulsen betvinge lysten til under den nuværende borgerlige skuffelse at søge ly i et regeringskontor beskyttet af centraladministrationens kun alt for villige lakajer.

Vejen tilbage til varig borgerlig og liberal ledelse af det danske samfund er brolagt med ansvarlig tålmodighed og vilje og evne til at udvikle holdbare løsninger på samfundets problemer, og det må borgerlige ledere acceptere – eller gå af!

Morten Nødgaard Albæk er filosof, forfatter og erhvervsmand. Han er stifter af og CEO i konsulentvirksomheden Voluntās, og han har i flere bøger delt sine erfaringer – senest i bogen “Falske sandheder i livet”:

Da jeg erkendte, at årsagen til at så mange af os farer vild i det ene liv, vi er blevet givet, så skyldes det vores manglende evne til at differentiere mellem tilfredshed, lykke og meningsfuldhed. For mening kan både leve ved siden af sorg og ved siden af utilfredshed og øjeblikke af ulykke.

Fra det øjeblik var min ambition som leder ikke at måle min succes og evnerigdom på de klassiske KPI’ere – Key Performance Indicators – men i stedet at sikre, at de mennesker, der står i relation til min ledelse, i videst muligt omfang ikke ser tilbage på deres arbejdsliv med fortrydelse.

Det er nemlig ikke arbejdet, der er grænseløst, det er dig! Du har ét liv. Én tid. Du er ét menneske! Vi har kun ét liv, og den tid, vi har til rådighed, er den samme, uanset hvordan den forvaltes!

Hvordan har vi kunnet glemme at leve et meningsfuldt liv?

Morten Albæk tøver ikke med at fastslå, at det er blevet et mantra i mange moderne menneskers liv at lede efter den såkaldte work-life-balance. Men lige præcis dét, er en illusion, påpeger Albæk:

”Ude i det virkelige liv bruger du i gennemsnit halvdelen af dine vågne timer på det, vi kalder arbejde. 95 procent af al stress i kongeriget Danmark er arbejdsrelateret, og den primære årsag til stress på arbejdet er din nærmeste leder. Får du stress af dårlig ledelse, så har du jo stress i alle døgnets timer og ikke kun de otte timer, du er på arbejde. Og på den måde skal du også passe på livet, når du er på arbejde, for arbejdet er ikke noget, der foregår ved siden af eller står i modsætning til dit liv – det er en integreret del af det.”

”Hvad enten du er produktionsmedarbejder, HK’er, akademiker eller ufaglært, så har vi mennesker tre ting tilfælles. Det første er, at vi skal dø, det andet er, at livet er fyldt med tilfældigheder, og det tredje er, at vi gerne vil leve et meningsfyldt liv.

”Det er ikke arbejdet, der er grænseløst, det er dig, der er grænseløs. Det skal du huske på. Hvis du ved, hvem du selv er, og hvem du ikke er, hvad du vil – og ikke vil. Hvis du har erkendt dig selv og har et selvværd og ved, hvad det meningsfulde er for dig, så er du tydelig og afgrænset. Og de grænser skal du beskytte”.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/morten-albaek-har-skrevet-en-bog-om-morten-albaek-til-morten-albaek-hvorfor-vi-andre-skal

Berlingske Tidende finder anledning til at bringe en fyldig omtale af tegneren Jakob Morten Strid i anledning af hans 50-års fødselsdag den 7. december 2022.

Årsagen til at den erklæret borgerlige avis finder anledning til at fremhæve en venstreorienteret samfundsomstyrter er muligvis, at forfatter og tegner Jakob Martin Strid i 2012 modtog Kronprinsparrets kulturpris. Det er også et faktum, at Strids børnebøger i dag nogle af landets mest solgte.

I starten af 00’erne blev politikere og andre offentlige personer spiddet af Strids pen i tegneserien ”Strid”, som konkurrenten, dagbladet Politiken bragte.

Inden da slog den selvlærte tegner sin streg i ugeavisen Socialisten Weekend, der var finansieret af Enhedslisten.

Antifascistisk Aktion

I 90’erne var tegneren et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA) – en antifascistisk og venstreekstrem gruppe, der blev dannet i 1992 med udspring i det venstreradikale miljø omkring det tidligere Ungdomshus på Nørrebro i København. I anledning af AFA’s 10-års fødselsdag blev der i 2002 produceret en dokumentarfilm – Dem, Der Ikke Hopper – der beskriver gruppens opståen og virke.

Antifascistisk Aktion, AFA, er intet eksklusivt dansk fænomen. Navnet er hentet fra antifascistiske grupper i Tyskland, der i 30’erne gik under navnet Antifaschistische Aktion og udsprang af det tyske kommunistparti. Disse grupper organiserede modstand mod nazismen. Da nazisterne kom til magten i Tyskland, blev AFA ligesom alle andre oppositionsgrupper forbudt. I 1980’erne begyndte en ny bølge af AFA-grupper at opstå, med rødder i den internationale BZ-bevægelse.

Siden midten af 90’erne har AFA stået bag voldelige konfrontationer og gadekampe rettet imod racisme og højreekstremisme og politiet i Danmark.

Andre revolutionære

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, var en overgang international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, hvor der ikke var unormalt, at den kulturelle elite engagerede sig dengang i 1970’erne og 1980’erne.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Savage Rose og stalinismen

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Kritik af Kongehuset

Ingen beskylder kronprinsparret for at have stalinistiske sympatier, men i Berlingske Tidendes anmeldelse af udstillingen på Frederiksborg Slot om de danske kronprinsesser henledes opmærksomheden på, at filosoffen Eva Selsing og præsten Sørine Gotfredsen har fremsat kritik af kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks udvælgelseskriterier, når de har uddelt priser, der blandt andet er gået til venstreradikale kunstnere. Og Eva Selsing har påpeget, at Mary har været protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride, hvor der i miljøet er fortalere for at give børn hormonbehandlinger.

Organisationen LGBT+ Danmark, der trods en stadig mere outreret position i takt med radikaliseringen af dele af LGBT-miljøet, gør krav på at repræsentere homoseksuelle og en række andre seksuelle minoriteter. Organisationen går ind for, at børn uanset alder skal kunne skifte køn, de ønsker 4-forældres-familier, de mener, at mænd kan føde børn, de går ind for rugemødre, og de ønsker en tilbundsgående revision af undervisningsmaterialet i uddannelsesinstitutioner for at sikre seksuelle minoriteters ”repræsentation”. 

Når Simon Kvamm i ”Guru” på DR som den forlorne livsstilscoach og selvhjælps-guru Anders Mertz – klædt ud med dynevest, cykelairbag om halsen, fatbike mellem benene, i hånden en spinat/ingefær-detox i drikkedunk og en meget lille man-bun pisk und alles på toppen – slynger om sig med floskler som “if you want to go fast, go alone, if you want to go far, go together”, kommer man uvilkårligt til at tænke på Morten Albæk og andre charlataner i selvhjælps- og konsulentbranchen.

Virksomhedskonsulenten Morten Albæk har i sine bøger – “Det gennemsnitlige menneske” fra 2013, “Ét liv, Én tid, Ét menneske – Hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv” fra 2018, og den i 2022 netop udkomne “Falske sandheder i livet” – excelleret i den samme varme luft og management-bullshit, som gennemsyrer ”Guru”. I den nye sæson af ”Guru” sker det under parolen ”Gå Sammen”, frem for ”Gå Selv”, inspireret af den bløde samhørighed, der efter sigende forefandtes på det danske fodboldlandshold – inden VM i Qatar!

Præcis noget i samme stil skriver Morten Albæk i sin bog. Forskellen er blot, at “Guru” er en satire over den omsiggribende management-bullshit, Albæk mener – vist nok? – sit. Ingen tvivl om, at hans bog er en oplagt julegaveidé til enhver stræbsom prokurist, der bakser med work-life balancen og angler efter at gøre sig interessant på mellemleder-møderne.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/morten-albaek-har-skrevet-en-bog-om-morten-albaek-til-morten-albaek-hvorfor-vi-andre-skal

Den amerikanske delstat Florida, hvor republikaneren Ron DeSantis er guvernør, har trukket 2 milliarder dollars tilbage fra placering i investeringsfirmaet BlackRock.

Udtrækket sker i protest mod Black Rock investeringsstrategi, der er baseret på politisk korrekte ESG-principper (Environmental, Social, and Governance).

Floridas guvernør Ron DeSantis og andre republikanske ledere hævder, at ved at tage ESG-standarder i betragtning, når Black Rock træffer investeringsbeslutninger, prioriterer firmaet ikke at sikre det størst mulige afkast til investorerne – in casu staten Florida.

Politisk korrekte, såkaldte ESG-investeringer har ellers oplevet stigende popularitet i løbet af de sidste par år, og BlackRock, det største investeringsfirma i verden, har været en vigtig drivkraft for den udvikling.

I de sidste år har det formentlig været en klog beslutning. I 2020 og 2021 klarede ESG-fonde sig bedre end markedet generelt, men på det seneste er ESG-strategien blevet politisk kontroversiel.

DeSantis kørte således sin valgkampagne på at bekæmpe den politisk korrekte, “woke ideologi”, som han mener infiltrerer delstatens dispositioner. Som et resultat af den politiske kamp vedtog Florida i august en resolution, der sagde, at ESG-standarder skulle ignoreres, når man investerer delstatens midler.

I USA har andre republikansk kontrollerede stater, herunder Missouri og Louisiana, flyttet næsten 1,3 milliarder dollars væk fra BlackRock af lignende årsager.

Texas har karakteriseret BlackRock som et finansielt firma, der boykotter statens egen fossile energiindustri.

På den anden side er nogle demokrater heller ikke glade. De kritiserer BlackRock og ESG-investeringer generelt for ikke at gå langt nok, og for at tillade olieselskaber optræder på lister over mulige ESG-investeringer.

I USA er debatten om politik frem for afkast langt fra slut. Efter Midtvejsvalget – som BlackRock efter sigende bidrog til med enorme summer – er Republikanerne klar til at overtage Repræsentanternes Hus. Det er derfor tænkeligt, at diskussionen og dramaerne om ESG-principper vil udspille sig også på føderalt niveau.

OPEC-landene mødes søndag på baggrund af faldende oliepriser, et potentielt prisloft på russisk olie og en embargo på russisk råolie.

Mødet i olie-kartellet foregå som videokonference og det ventes at landene vil fastholde den produktionsstrategi, der blev besluttet på ministermødet i oktober i OPEC+ bestående af de 13 OPEC-lande og deres 10 allierede med Rusland i spidsen. Strategien indebærer, at den daglige olieproduktion reduceres med 2 millioner tønder om dagen.

Mandag den 5. december 2022 iværksætter EU-landene sammen med G7 og Australien en embargo på russisk råolie, der transporteret pr. skib. Embargoen er ikke total, men ambitionen er at håndhæve et prisloft på 60 dollar pr. tønde russisk olie, der transporteres med skib. Prisloftet kombineres med en justeringsmekanisme for til enhver tid at holde loftet på 5 pct. under markedsprisen.

Salg af udstyr til den russiske olieindustri har længe været underlagt sanktioner i EU, men med embargoen gøres nu et forsøg på at begrænse den russiske stats indtægter fra eksport af olie.

Den 5. februar udvides embargoen og prisloftet på 60 dollar pr. tønde fra råolie til også at gælde raffinerede olieprodukter som f.eks. benzin og diesel.

Siden oktobermødet i OPEC er oliepriserne faldet i forhold til det høje niveau, der indtrådte i marts 2021 efter Ruslands invasion af Ukraine.

Fredag den 2. december 2022 ligger olieprisen på 86-87 dollars pr. tønde. Russisk Ural råolie handles til lidt lavere priser.

Covid-relaterede restriktioner i Kina har skabt frygt i OPEC for faldende olieefterspørgsel fra verdens største importør af råolie, men nylige signaler fra Beijing om mulige lempelser i den stregen Covid-politik har svækket disse bekymringer.

Den fortsat høje inflation i Europa og USA har også givet næring til frygt for en global økonomisk recession.

Det prisloft, EU-landene iværksætter mandag den 5. december 2022 forventes at give landene mulighed for at fortsætte med at importere russisk råolie ved hjælp af vestlige forsikrings- og søfartstjenester, så længe de ikke betaler mere pr. tønde end den aftalte grænse. Loftet tænkes at ville begrænse Ruslands indtægter, uden at det internationale oliemarked smadres fuldstændig. Det bør således betænkes, at Rusland faktisk tegner sig for omkring 10 pct. af den samlede globale olieproduktion. Omvendt betyder det forhold, at de væsentligste shipping- og forsikringsselskaber er lokaliseret i G7-lande, at prisloftet vil gøre det meget vanskeligt at sælge olie til højere priser end loftet.

EU-landene opererer med en 45 dages overgangsperiode af hensyn til de skibe, der har lastet russisk olie inden den 5. december. Olien skal efter denne plan være losset senest den 19. januar 2023.

Nationalbanken har torsdag den 1. december 2022 udgivet sin halvårlige analyse af stabiliteten i den finansielle sektor.

Som led i analysen gennemfører Nationalbanken en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter, hvor bankernes kapital sammenholdes med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Er skrækscenariet realistisk?

Ifølge analysen er Nationalbankens skrækscenarie, at boligpriserne falder med 27 procent over tre år, mens ledigheden vokser med 6,5 procentpoint over to år.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank og de ikke-systemiske banker: Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel og Den Jyske Sparekasse.

Stigninger i kapitalkravene siden finanskrisen har styrket bankernes evne til at absorbere kredittab. Blandt andet blev der efter finanskrisen indført et krav om opbygningen af ”kontracykliske kapitalbuffere”, der kan ses som bankernes milliardopsparing til svære økonomiske tider. I foråret 2022 blev det politisk besluttet at øge kapitalkravet til det højst mulige niveau på 2,5 procent af egenkapitalen fra marts 2023.

Selvom der ifølge Nationalbanken ikke aktuelt er tydelige tegn på, at flere virksomheder og private husholdninger misligholder deres lån, bør kapitalkravet fastholdes.

Stigende udgifter til lån, energi og forbrugsvarer gør nogle boligejere sårbare, særligt hvis de mister deres arbejde. Det øger risikoen for misligholdte lån. Kombineret med faldende ejendomspriser vil det føre til kredittab i bankerne.

Behov for risikostyring

De svagere økonomiske udsigter understreger ifølge Nationalbanken, at der er behov for forsigtighed i institutternes kapitalplanlægning og generelt behov for bedre polstring.

Blandt danske virksomheder, kan særligt nogle mindre virksomheder blive udfordret af stigende omkostninger og faldende omsætning fra aftagende forbrugerefterspørgsel. Det kan især give tab i de mellemstore banker, der har mange udlån til denne type virksomheder.

Selvom udsigten til højere kredittab i bankerne kommer efter en lang periode med lave kredittab, er det Nationalbankens opfattelse, at de store danske banker er underfinansierede.

Alle banker skal leve op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer. Nationalbankens stresstest af bankerne viser imidlertid, at enkelte store kreditinstitutter i en hård recession kommer tæt på kravene til kapitalbuffere.

Bankerne skal også leve op til det gældende gearingskrav, som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Konsekvenser hvis kravene ikke opfyldes

Hvis en af de større banker i en given situation ikke måtte leve og til gearingskravet om at kernekapitalen skal udgøre mindst 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver, vil det udløse en række restriktioner – banken vil få en kort frist til at få orden i sagerne, og i mellemtiden har man ikke lov til at udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne. Lykkes det ikke at leve op til gearingskravet, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nedskrivningsegnede passiver

Nationalbanken opfordrer derfor alle banker til nøje at overveje, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede.

Ifølge Nationalbanker er det vigtigt, at de systemisk vigtige banker ikke kommer i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned, uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, så bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Baggrund for Nationalbankens betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Finanstilsynet, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen og andre, der beskæftiger sig med finansmarkederne, har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

I Danmark bukkede Roskilde Bank som den første under i august 2008.

Insolvente banker

Senere viste det sig, at flere banker ikke kunne leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især håndværkere og små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.

Derfor – var der politisk enighed om – måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Amerikanske virksomheder vil fra 1. januar 2023 få en enorm håndsrækning, når Bidens IRA-lov (Inflation Reduction Act) træder i kraft. Med loven frigives 368 milliarder dollars i tilskud til amerikanske virksomheder, og europæiske konkurrenter vil dermed blive udfordret.

Dansk Industri har valgt at se IRA-loven som en mulighed og har overfor danske virksomheder informeret om mulighederne for at komme i betragtning til Bidens infrastruktur-milliarder. Så sent som den 30. november 2022 afholdt DI i samarbejde med den amerikanske ambassade et webinar om mulighederne i Inflation Reduction Act (IRA).

”Buy America”

IRA-loven indebærer bestemt muligheder, men i kombination med de amerikanske “Buy America”-regler inden for infrastruktur vil IRA-loven også betyde, at amerikanske virksomheder, der er involveret i den grønne omstilling til en lavemissionsøkonomi, fra januar kan se frem til subsidier, skattelettelser og andre konkurrencefordele.

Alene til el-biler vil omkring 50 milliarder dollars komme i form af skattefradrag for at overtale amerikanerne til at købe elbiler fremstillet i Nordamerika (USA, Canada og Mexico).

Præsident Biden har ikke lagt skjul på, at præferencebehandlingen ses som et nødvendigt middel til at fremme den grønne omstilling i USA og nå målet om at begrænse de amerikanske CO2-emissioner med 50 pct. allerede i 2030, skabe arbejdspladser inden for ren energi i hele USA og give indhold præsidentens “made in the USA”-valgløfter.

Europæiske betænkeligheder

I et europæisk perspektiv er perspektiverne skræmmende. Mange europæiske virksomheder prøver allerede nu at undgå ødelæggende europæiske energiomkostninger, og i lande som Frankrig er der reel frygt for, at enorme amerikanske subsidier vil fremskynde en veritabel industriel udvandring og flytning af europæiske arbejdspladser til USA.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, der i disse dage er på officielt besøg i USA, har ikke lagt skjul på at EU kan blive nødsaget til at reagere med protektionistiske foranstaltninger, og at øremærke europæiske subsidier til europæiske virksomheder.

I Tyskland har økonomiminister Robert Habeck været inde på det samme og åbent talt om behovet for et stærkt europæisk svar på Bidens IRA, herunder vægt på lokale indkøb.

Udover bekymringerne over IRA er forholdet mellem EU og USA belastet af de enorme stigninger i prisen på amerikansk LNG-gas, der sælges til EU til erstatning for russisk naturgas.

Nøgternt set er der ikke udsigt til ændringer i flagskibet IRA. Siden Biden tiltrådte som præsident, har det amerikanske handelsfokus været på at afkoble sig fra en ødelæggende konkurrere med Kina samt økonomisk hjælp til de amerikanske ”rustbælter” og andre områder i USA, der i 2016 støttede Donald Trump.

Sveriges EU-formandskab

Sverige, der fra 1. januar 2023 overtager EU-formandskabet, har allerede bebudet, at EU-reaktionen på den amerikanske IRA-lov vil være højt på dagsordenen under formandskabet.

I anledning af den tilstundende 60-årsdag for Erik Scavenius’ død (13. juni 1877 – 29. november 1962) skriver professor emeritus Per Øhrgaard i Kristeligt Dagblad om Erik Scavenius.

Erik Scavenius levede fuldt og helt op til alle fordomme om medlemmerne af Det Radikale Venstre, der har været målet for kritik af tysk fascination under Besættelsen.

Scavenius har leveret benzin til kritikken, da han ved sin tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940 sagde:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

Per Øhrgaard forsvarer ikke den forhandlingspolitik, regeringen med Scavenius som statsminister fra november 1942 stod for, men nævner, at Scavenius’ måske største indsats var, at han var med til at redde det parlamentariske demokrati, da det i efteråret 1940 var truet både af en mulig nazistisk regering og af Højgaard-kredsen, som omfattede mange af rigets i egen indbildning bedste mænd.

Havde de haft held med deres forehavende, havde Danmark efter Øhrgaards opfattelse fået franske tilstande. I Frankrig brugte højrefløjen nederlaget i 1940 til at fremkalde et systemskifte. I Danmark blev det parlamentariske demokrati reddet.

Øhrgaard minder også om den berømte anekdote om statsminister Stauning, som på et spørgsmål, om Scavenius var tyskvenlig, skulle have svaret: ”Hr. Scavenius er overhovedet ikke venlig!”

Socialdemokratiet under besættelsen

I det danske Socialdemokrati var der imidlertid også i toneangivende kredse en vis fascination af Tyskland.

Statsminister Thorvald Stauning holdt den 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han talte om, hvordan han så Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Tyskland som centrum. Staunings synspunkt skyldtes, at Tyskland i løbet af de første halvandet år af 2. verdenskrig gik fra den ene sejr til den anden, hvilket fik tyske økonomer til at arbejde mere intensivt med planøkonomiske tiltag.

Stauning sagde bl.a.: ”Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold, og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa”. Han understregede også, at ”For den danske Befolkning vil det fremdeles være af afgørende Vigtighed, at Ro og Orden bevares”.

Ny bog om Krag

Arne Hardis har i bogen: ”Pibende hængsler. Social-demokraterne og den tyske fascination under Besættelsen”, der udkommer den 7. april 2022 på Gyldendal, beskæftiget sig med socialdemokratiets forhold til Tyskland under besættelsen.

Bogen tilføjer ny bemærkelsesværdig viden om den unge Jens Otto Krag, der sammen med en gruppe andre begavede socialdemokrater deltog i en studiekreds, hvor en socialt orienteret begejstring for planøkonomi i stigende grad tippede over til intellektuel kollaboration med den nazisme, der også benyttede sig af planøkonomi.

Den autoriserede fortælling er, at unge Krag resolut forlod studiekredsen, da ubesindige partifæller begyndte at tale åbent om deres ønske om tysk sejr.

Det er en smuk historie om besindelse i sidste øjeblik, skriver Hardis: ”Og det bedste ved historien er, at den også er sand. I hvert fald næsten sand.”

For Hardis sandsynliggør, at Krag faktisk ikke brød så stålsat med den efterhånden anløbne gruppering af yngre partifæller, som det fremstilles i historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”.

Jens Otto Krag var langt fra den eneste socialdemokratiske økonom, der var fascineret af planøkonomiens muligheder.

Viggo Kampmann

Ejvind Damsgård Hansen har i bogen: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag, beskrevet hvordan Viggo Kampmann stadig var optaget af planøkonomi selvom det tyske 1000-årsrige fortonede sig.

Den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944 et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.

For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.

Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der derfor var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv. Om det også indgik i Kampmanns overvejelser, at eliminering af disse kulak-grupperinger og ville berøve borgerlige partiers vælgergrundlag, vides ikke.

Hans Hedtoft og H.C. Hansen

Samarbejdsregeringen trådte tilbage i august 1943, og det var næppe efter krav fra Socialdemokratiet.

Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.

Loyaliteten bestod i at Christian Madsen siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede til Socialdemokratiet fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Christian Madsens henvendelse til statsminister Jens Otto Krag i 1970 drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen.

Duckwitz havde henvendt sig til Christian Madsen efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943.

Når besættelsestiden fortrænges

Lidegaard noterer, at man i Socialdemokratiet siden har prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.