Danmark har ikke brug for en SV-regering

Hvis Venstre ikke havde deltaget i SV-regeringen 1978-79, kunne Danmark have fået det påtrængende paradigmeskifte i den økonomiske politik længe før september 1982, hvor Anker Jørgensen måtte give op. Det skete med samlingen af de borgerlige partier i Firkløverregeringen under ledelse af den konservative Poul Schlüter, der med støtte fra de Radikale kunne genoprette dansk økonomi på en måde, som Socialdemokratiet og fagbevægelsen aldrig ville have været i stand til.

Venstre og Konservative bør derfor i den aktuelle situation påtage sig rollen som konstruktiv opposition og overlade det til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, at fremlægge forslag til at håndtere inflationen, ECB’s rentestigninger og de 100.000 ledige de økonomiske vismænd siger, vi får til næste år. Overlad det til en socialdemokratisk regering at håndtere energikrisen i alle dens afskygninger, herunder den uundgåelige svækkelse af købekraften for almindelige lønmodtagere. Lad Mette Frederiksen håndtere det tilsandede skattesystem og behovet for topskattelettelser, og den ustabile kronekurs, når gældskrisen i Sydeuropa får jorden til at vakle under euroen. Lad blot socialdemokratiet tage ansvaret for at fremlægge forslag til konkrete CO2-afgifter på landbruget og andre klimatiltag, og overlad det til Socialdemokratiet at spille ud med oplæg til et nyt forsvarsforlig, en sundhedsreform og de nødvendige ændringer i pensionssystemet og løbende justeringer af udlændingepolitikken.

Det socialdemokratiske regeringsregime under Mette Frederiksen har allerede påført det danske samfund hidtil usete politiske, juridiske og økonomiske traumer, og desværre er det ikke slut.

Det er vanskeligt at forudse samfundskrisens dybde, krisens forløb og krisens længde under en fortsat socialdemokratisk regering, der på væsentlige områder vil være afhængige af støtten fra venstrefløjen og de radikale.

Vi kan ikke vide, hvornår det vender, men vi gør klogt i at indstille os på strenge tider, og at vi skal helt ned på bunden og vende, før det bliver bedre.

I den situation er det danske samfund bedst tjent med, at den kommende regering bliver kontrolleret, modsagt og udfordret af en stærk opposition, der står parat til at rykke ind i regeringskontorerne efter næste valg.

Ellemann-Jensen må derfor ligesom Pape Poulsen betvinge lysten til under den nuværende borgerlige skuffelse at søge ly i et regeringskontor beskyttet af centraladministrationens kun alt for villige lakajer.

Vejen tilbage til varig borgerlig og liberal ledelse af det danske samfund er brolagt med ansvarlig tålmodighed og vilje og evne til at udvikle holdbare løsninger på samfundets problemer, og det må borgerlige ledere acceptere – eller gå af!