Mogens Lykketoft har altid haft en notoriske svaghed for kommunistiske autokratier. Et af de mere groteske eksempler var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti.

Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel under den famøse overskrift Samba-socialismen.

I Berlingske Tidende den 21. marts 2023 beskriver Mogens Lykketoft i begejstrede vendinger, den ”sensationelle” fremgang i Kina, som både hans nuværende hustru og han selv med egne øjne har iagttaget.

USA er den store satan

Lykketoft kritiserer USA for at føre an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina med handelskrig og ”covid-bashingen”.

Ifølge Lykketoft må USA forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vores store økonomiske samkvem.

Med Lykketofts påståede store kendskab til Kina, taler meget for, at han i sit positive syn på Kina, skriver mod bedre vidende.

Kinesisk verdensherredømme

Præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere, fremlagde allerede på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme, der sal være nået i 2049 – hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

”Belt and Road Initiative”

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har CCP igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om verdensherredømmet, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og gøres mere afhængige af Kina end i dag.

EU ser Kina som ”systemisk rival”

Lykketoft glemmer også, at EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Lykketoft prisgiver Taiwan

Mogens Lykketofts forsikringer om, at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt, er intet værd.

I Danmark er bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, uforstående over for den måde, som de schweiziske myndigheder har valgt at afvikle den nødlidende storbank, Credit Suisse, på.

I forbindelse med at UBS overtager Credit Suisse får aktionærerne i Credit Suisse dækket en (mindre) del af deres investering (For 1 år siden var kursen på Credit Suisse aktier på over 7 sch. franc. fredag var kursen nede på 1,86 schweiziske franc, og UBS har oplyst, at Credit Suisse-aktionærerne ville få 0,76 schweiziske franc pr. aktie), mens ejere af AT1-obligationer mister alt, da disse obligationer nedskrives til 0.

Finansmarkederne har reageret prompte på Credit Suisse-redningen ved at sende kursen på AT1-obligationer ned med 16 pct.

Den store uro har fået den europæiske bankmyndighed EBA til at reagere. Mandag fastslog den, at der ikke bliver tale om samme model til at redde banker i EU som i Schweiz. EBA oplyser i en pressemeddelelse, at aktieinvestorer er de første til at absorbere tab, og investorer med AT1-obligationer skal først holde for, når aktieinvestorer har tabt alt.

AT1-obligationer er højrisiko

Spørgsmålet er om der er noget at komme efter, når det betænkes, at AT1-obligationer i forhold til kapitalkrav til banker anses for højrisikopapirer.

Basel III er et internationalt reguleringsrammeværk for banksektoren, der er indført for at styrke bankernes finansielle stabilitet og modstandsdygtighed over for fremtidige økonomiske chok.

Tier 1 kapital er en af de vigtigste typer af kernekapital under Basel III-reglerne. Det refererer til den mest solide og sikre form for bankkapital og inkluderer bl.a. udstedte aktier og beholdt indtjening.

Tier 1 kernekapital er vigtigt, fordi det kan absorbere tab og derved beskytte banken mod potentielle tab på sine aktiver. Jo større bankens Tier 1 kapital er i forhold til dens risikovægtede aktiver, jo mere modstandsdygtig vil den være over for tab og andre negative begivenheder.

Ifølge Basel III-reglerne skal banker opfylde en bestemt minimumsprocent for Tier 1 kapital i forhold til deres risikovægtede aktiver. Denne minimumsprocent er i Danmark fastsat af de nationale tilsynsmyndigheder fastsat til 3 pct.

I forhold til opgørelsen af bankens Tier 1 kernekapital er de såkaldte AT1-obligationer vigtige.

De kaldes “AT1”, fordi de i Basel III-sammenhæng er en type af “Additional Tier 1” kapital.

AT1-obligationer er også kendt som “contingent convertible bonds” eller CoCos, fordi de har en unik funktion, der tillader dem at blive konverteret til aktier i udstedende bank under visse betingelser. For eksempel, hvis bankens kapital falder under en vis tærskel, kan AT1 obligationerne automatisk konverteres til aktier og dermed til kernekapital for at hjælpe med at styrke bankens kapitalposition.

På grund af deres komplekse struktur og risikoen for konvertering til aktier, tilbyder AT1-obligationer typisk en højere rente end traditionelle obligationer. Men de kommer også med højere risici og betragtes som en mere spekulativ investering.

Tier 2-kapital

I henhold til Basel III-rammen definerer Tier 2-kapital en type egenkapital, som er mindre “kerne” end Tier 1-kapital, men stadig kvalificerer som en form for kapital, der kan opfylde bankernes regulatoriske kapitalkrav, der i Danmark udgør 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Tier 2-kapital omfatter typisk elementer som ansvarlig lånekapital, hybridkapital og forskellige former for egenkapitalinstrumenter, der har nogle begrænsninger i forhold til Tier 1-kapital. For eksempel kan Tier 2-kapital være mindre permanent og tælles ikke med i bankens kernekapital.

Tier 2-kapital er normalt mindre risikofyldt end Tier 1-kapital, da det giver en vis grad af buffer mellem kernekapitalen og bankens risikovægtede aktiver. Det betyder, at Tier 2-kapital kan hjælpe med at beskytte banken mod tab i tilfælde af uventede økonomiske chok og krise.

Det er vigtigt at bemærke, at Tier 2-kapital, der sammen med Tier 1-kapital skal udgøre mindst 8 pct. af bankens risikovægtede eksponeringer, er en vigtig faktor i beregningen af bankernes kapitalkrav, som fastlægges af tilsynsmyndighederne for at sikre, at bankerne har tilstrækkelig kapital til at dække deres risici. Derudover fastsætter Basel III-rammen specifikke krav til kvaliteten og kvantiteten af Tier 2-kapitalen, herunder begrænsninger på den maksimale mængde af Tier 2-kapital i forhold til bankens samlede kapitalstruktur.

Diskussionen om Outputgulv

Med de tidligere implementerede Basel III krav skal alle banker leve op til et minimumskapitalkrav, der indebærer, at den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv ifølge forslagene i ”Banking Package 2021” implementeres gradvist i EU fra 2025.

Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

Netop som vi troede, at der var styr på økonomien, gik noget galt.  Inflationen var høj – bevares, men centralbankerne havde styr på det, og inflationen var for nedadgående. Arbejdsmarkedet og privatforbruget var robust, og kun få – om nogen – satte spørgsmålstegn ved det finansielle systems robusthed.

Så skete der pludselig noget. I løbet af de sidste to uger er finansverdenen vendt på hovedet, og investorerne overvejer nu, om de økonomiske opgangstider nærmer sig sin afslutning. Ender vi alligeverl i en recession med lavvækst, arbejdsløshed, fallitter og tænders gnidsel?

Det, der begyndte som en situation, der var specifik for en woke, high-tec og kryptovaluta-fokuseret bank, forvandlede sig hurtigt til en krise med økonomiske, politiske og internationale konsekvenser. Silicon Valley Bank og Signature Bank kollapsede kun få dage efter FTX-børsen og nedlukningen af kryptolångiveren Silvergate Capital Corp.  Der har også været tocifrede kursfald på højvækst-teknologiaktier.

Siden er investorer blevet mere og mere bekymrede over Credit Suisse Group AG og First Republic Bank.

Den finansielle bankkrise er ingenlunde overstået, men allerede nu kan vi konstatere, at tilliden er knust – ikke kun blandt startups og venturefirmaer i Silicon Valley, men overalt i det finansielle system.

Tilsynsmyndigheder i USA og Europa kæmper febrilsk på at forhindre, at nogle få bankers sammenbrud spreder sig, og samtidig kan vi konstatere, at situationen har ført til panikagtige salg af aktier og obligationer i finansielle institutioner rundt om i verden.

I New York befinder sig en af de få danske økonomer, der har bevaret overblikket. Det er den danske økonom Torsten Sløk, der efter 15 år i Bank Deutsche Bank Securities i New York nu er cheføkonom og partner i investeringsselskabet Apollo Global Management Inc.

Torsten Sløk, der oprindeligt er uddannet økonom fra Københavns Universitet og med supplerende studier på det amerikanske Princeton University, er en af de højest placerede danske økonomer i udlandet. Han er en af de danskere, der for alvor har gjort karriere på Wall Street i New York, og han har han lavet et væld af analyser af ikke mindst den amerikanske økonomi, men også den internationale.

Før Torsten Sløk kom til Deutsche Bank og Apoillo, arbejdede han blandt andet i OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) i Paris. Inden da arbejdede han fire år hos Den Internationale Valutafond (IMF) med udarbejdelse af World Economic Outlook og i afdelingen med ansvar for Kina, Hongkong og Mongoliet.

Så sent som i starten af marts måned sagde Torsten Sløk, at økonomien kørte så høje omdrejninger, at der ikke var udsigt til nogen recession overhovedet.

Nu mener han og mange andre, at oddsene for en recession er steget betydeligt.

“Den afmatning, som Fed har forsøgt at opnå så længe, kan komme meget hurtigere, end vi troede for bare to uger siden,” har Sløk udtalt til Bloomberg.

Når det den 17. marts 2023 oplyses, at H.K.H Prins Joachim bliver ny forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché i Washington D.C. kan vi konstatere, at den danske våbenindustri har vundet slaget.

Joachim er imidlertid ikke alene. Flere topembedsmænd har de seneste år skiftet deres offentlige job ud med et velbetalt job i den private lobby-verden. Politiken har kortlagt, hvordan hele 17 tidligere topofficerer i det danske forsvar nu arbejder som lobbyister for våbenindustrien.

Allerede sidste år ar det klart, at Joachim stod til rådighed for dansk forsvarsindustri. Prinsen arbejdede aktivt for våbenindustrien og faktisk også for våbenindustriens standpunkt forud for folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i EU.

Nu er det lykkedes Dansk Industri og den danske våbenindustri at børste regningen af på den danske stat. Dansk Industri skal ikke bekoste en selvstændig repræsentation for våbenindustrien i Washington. Den danske stat bekoster oprettelsen af en stilling som ny forsvarsindustriattaché (og en viceforsvarsindustriattaché) på ambassaden i Washington. Statsministeriet har samtidig påtaget sig at sikre Brigadegeneral Joachim en passende apanage. Spørgsmålet er, om denne apanage kommer oven i lønnen som forsvarsindustriattaché eller skal friholde Forsvars- og Udenrigsministeriet for denne udgift?

Coops bestyrelsesformand siden 2008, Lasse Bolander, genopstiller ikke som bestyrelsesformand, når hans formandsperiode udløber til maj 2024.

Bolanders exit kommer få dage efter at koncernen præsenterede et historisk stort underskud på 628 millioner kroner for 2022. Det rekordstore underskud har ført til, at cirka 180 stillinger skal nedlægges i hovedkvarteret i Albertslund. I forbindelse med nedlæggelsen af Irma og samling af Coop-koncernen i tre kæder – Coop, 365discount og Brugsen – er det tidligere besluttet at nedlægge 600 stillinger.

Synet på Brugsen

Omkring 1980 omtalte DAGBLADET Ringsted (tidligere Ringsted Folketidende) at Kværkeby Brugs, Kværkebyvej 82, 4100 Ringsted, Kværkeby, et såkaldt a.m.b.a. – andelsselskab med begrænset ansvar – havde taget et initiativ med sigte på at øge omsætningen. Et ældre medlem af min svigerfamilie mente i den anledning, at det var noget ”Brugspis!”.

Brugsen i Kværkeby er lukket for længe siden, men nu er den gal i hele Coop-organisationen, der har rødder tilbage til 1866, hvor den første brugsforening blev stiftet. Coop Amba samler alle Coop-trådene i form af driftsselskabet Coop Danmark, de selvstændige brugsforeninger, Coop Bank og Coop Invest.

Coop

Coop Ambas andelshavere er medlemmerne af Coop Danmark og medlemmerne af de selvstændige brugsforeninger – samlet i alt godt 1,9 mio. danskere.

Alle Coop-medlemmer kan stille op til lokale bestyrelser i butikker og brugsforeninger samt til Coop Ambas bestyrelse og Coops nationale landsråd, der har 126 medlemmer.

Coops landsråd er det øverste beslutningsorgan i organisationen. Det er her, at de overordnede linjer for Coop bliver lagt, og landsrådet er således den gruppe, der vedtager Coop Ambas vedtægter og vælger Coops formand. I 2018 genvalgte landsrådet Lasse Bolander som formand for Coop. I 2024 er der næste gang formandsvalg,

Coop har i dag omkring 40.000 ansatte i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og 365discount (indtil 2022 FAKTA).

Kræn Østergaard Nielsen har været adm. direktør i Coop siden 2020.

OK er ikke en del af Coop, men et selvstændigt andelsselskab ejet af cirka 11.600 forhandlere og kunder. Mere end 80 procent af OK er ejet af selvstændige brugsforeninger, erhvervsvirksomheder, landmænd og ganske almindelige forbrugere. Coop-ejede butikker står tilsammen for den resterende ejerandel på cirka 20 procent. OK har mere end 670 tankstationer og er Danmarks mest solgte benzinmærke. De fleste OK-tankstationer findes ved brugsforeninger og Coop Danmark-butikker.

Ny strategi og underskud

Coop har vedtaget en ny Coop-strategi, der indebærer at Irma lukkes, Kvickly og SuperBrugsen sammenlægges mens Dagli’Brugsen og 365discount videreføres. 600 stillinger nedlægges.

Strategien og især beslutningen om at lukke Irma har medført en betydelig offentlig interesse for Coop.

Berlingske Tidende og andre aviser har søgt at afdække forholdene i andelsselskabet, der adskiller sig fra mange andre selskaber, ved at Coops 1,9 millioner medlemmer i princippet ikke har økonomiske interesser i koncernen. Derfor er der ikke som i andre selskaber ejerkrav til bestyrelsen om at drive en virksomhed, der også giver et afkast til aktionærerne.

Forud for den nye Coop-strategi blev der udarbejdet en intern rapport med navnet ”Projekt Fokus”, som indeholdt en række meget opsigtsvækkende forhold.

En fremskrivning viste således, at samtlige kæder ville ende året milevidt fra de planlagte budgetter. ”Kernedriften nærmer sig et samlet resultat på minus en milliard kroner”, lød den ildevarslende konklusion i rapporten.

Ifølge Berlingske fremgår det, at Coop har været i risiko for ikke at kunne overholde sine låneforpligtelser over for bankerne Nordea, SEB, DNB og Nykredit. Angiveligt skulle der være indgået en aftale med bankerne, der sikrer driften i de kommende år.

Ifølge regnskaberne ultimo 2021 havde Coop en kortsigtet gæld på 8,9 mia. kr. og omsætningsaktiver på 7,0 mia. kr. Hvis det hele skulle have været realiseret hurtigt, ville der altså mangle 1,9 mia. kr.

Af samme regnskab fremgår, at man har varelagre for en værdi af 2,6 mia. kr. og en leverandørgæld for 5,2 mia. kr. Altså en alvorlig manko på 2,6 mia. kr. I en akut lukningssituation ville Coops leverandører altså have 2,6 mia. kr. ude at svømme.

Da regnskabet for 2022 endelig blev offentliggjort i april viste det et underskud på 628 millioner kroner.

Medieinteresse for Kræn Østergaard Nielsen

Dagbladet Børsen har afdækket, at Coop Invest i 2022 købte aktier i britiske Melloventures, der ejer det danske ejendomsselskab Brikk, hvor Coop-topchefen Kræn Østergaard Nielsen havde en aktiepost. Østergaard Nielsens aktier blev herefter solgt til Coop Invest til samme pris, som han havde købt dem for i december 2021.

Problemet er, at aktiekursen kort efter faldt med 60 pct., og derfor stilles der nu spørgsmål ved handelen, og om der burde have været foretaget en ekstern vurdering af aktierne på købstidspunktet, så man var sikker på, om de blev handlet på markedsvilkår og ikke for dyrt.

Coop-formand Lasse Bolander har til Børsen oplyst, at det var en forudsætning, at Kræn Østergaard Nielsen skulle frasælge sine aktier, hvis Coop Invest skulle investere i Melloventures for at undgå en interessekonflikt: “Da salget af Kræn Østergaard Nielsens ubetydelige aktiepost skete få måneder efter købet, var det vurderingen, at en ny ekstern værdisætning ikke gav mening. På den måde sikrede vi i øvrigt, at investeringen for Kræn Østergaard Nielsen hverken gav en gevinst eller et tab”.

Coop før Kræn Østergaard Nielsen

I 2020 var Coop Danmark også presset. Koncernens 1.200 butikker, hvoraf godt en fjerdedel er ejet af selvstændige brugsforeninger, skulle operere i et presset dagligvaremarked, hvor der løbende er behov for effektiviseringer. Samtidig var indtjeningen hæmmet af de dårlige resultater i FAKTA-kæden.

Efter omkring syv år som topchef for Coop var det slut for Peter Høgsted.

Formanden for bestyrelsen siden 2008, Lasse Bolander, oplyste, at fyringen skete fordi bestyrelsen med en ændret markedssituation og nye udfordringer ønskede en ny profil i spidsen for Coop.

Det blev så starten på Kræn Østergaard Nielsens regime i Coop.

Jagtklubskandalen i FDB

I 1983 måtte FDB’s daværende førstedirektør, Gunnar Christensen, også acceptere en uventet fyring.

I 1982 blev FDB’s kronprins, kandidaten til FDB’s næste førstedirektør, Klaus Munch Nielsen, afsløret i at have modtaget returkommission. I al hemmelighed havde Klaus Munch Nielsen forlangt at få stillet en Range Rover til rådighed til jagt for til gengæld at pege på Ib Schimming som direktør i Schulstad. (Schulstad blev i 2003 en del af Lantmännen, som er Nordens største koncern indenfor fødevarer, energi og landbrug).

De tvivlsomme forretningsmetoder stemte ikke overens med brugsbevægelsens normale normer. 200 medarbejdere blev afhørt i Coop, hvilket resulterede i, at Klaus Munch Nielsen og fem andre direktører fratrådte, da de blev afsløret i ”jagtskandalen”.

Bjørn Laugesen var sektionsdirektør i FDB, da han ifølge en pressemeddelelse fra den 7. oktober 1982 fratrådte efter eget ønske. Det skete, samtidig med at to andre direktører trak sig og kort efter, at direktør Klaus Munch Nielsen havde gjort det samme.

Ifølge forskellige avisers omtale af sagen følte flere af FDB’s underleverandører sig presset til at betale store summer til et hemmeligt selskab, der arrangerede jagtrejser.

FDB klarede i første omgang sagen internt med at de pågældende direktører fratrådte med lukrative fratrædelsesgodtgørelser. I løbet af efteråret 1982 kunne Ekstra Bladet flere gange rydde forsiden for at fortælle om forskellige FDB-direktørers eksotiske safariture i Afrika og jagtrejser i Polen. Dermed var ”jagtklubskandalen” en realitet.

Leverandører til brugsforeningen blev tvunget til at betale jagtrejser, der i regnskaberne blev skjult under titler som ”Aktiviteter” eller ”driftsomkostninger”.

Det endte med at politiet gik ind i sagen, og politiets materiale dokumenterede er en næsten uhæmmet rejsevirksomhed, og førstedirektøren i FDB, Gunnar Christensen, bliver inddraget.

Efter en lille håndfuld FDB-topfigurer blev anklaget for mandatsvig og returkommission, kom Gunnar Christensen som den sidste i politiets søgelys for at have været vidende om direktørernes betalte jagtrejser, og han blev fyret i januar 1983.

Dramatisk fald i kursen på aktier i Schweiz’s næststørste bank, Credit Suisse. Faldet kommer efter at banken indrømmer, at der er ”væsentlige svagheder” i bankens regnskabssystemer. Indrømmelsen kom efter offentliggørelsen af årsregnskabet med et tab på omkring 8 milliarder dollar i 2022. Her oplyste Credit Suisse, at kunder havde forladt banken og trukket 120 milliarder dollar med sig i sidste kvartal af sidste år.

Samtidig har en af bankens store investorer, Saudi National Bank, udelukket at øge sin aktieandel.

Forud er gået en periode, hvor Credit Suisse i et desperate forsøg på at tiltrække nye indskud, har tilbudt en rente på 6,5 pct. p.a. for et 3-måneders indskud på mindst 5 millioner dollars. Og væsentlig højere rente for større indskud med længere binding.

Da Børsen i Zurich lukkede onsdag var kursen på Credit Suisse-aktien faldet med 24 pct. – det største fald nogensinde på en enkelt dag.

Situationen i Credit Suisse giver anledning til overvejelser om risikoen efter et bredere bankkollaps på baggrund af Silicon Valley Banks og Signatur Banks krak i USA.

Credit Suisse hævder, at de regnskabsmæssige problemer, som banken stod over for, ikke var relateret til sammenbruddet af Silicon Valley Bank, og at Credit Suisse ikke havde en væsentlig krediteksponering overfor SVB. Uanset den egentlige årsag til den manglende tillid er Credit Suisse en af verdens 9 største banker – “globally systemically vital”! Hvis Credit Suisse går fallit, vil virkningerne kunne mærkes overalt i den internationale økonomi.

Blandt makroøkonomer er der imidlertid enighed om, at der i banksektoren generelt er enorme urealiserede tab på obligationer og realkreditobligationer. Credit Suisse og SVB er måske bare blandt de svagere medlemmer af flokken, men situationen ligner i stigende grad en mulig generel nedsmeltning af banker.

Den amerikanske iværksætter og forfatter Robert Kiyosaki, der korrekt forudsagde Lehman Brothers kollaps i 2008, som udløste en global finanskrise, sagde allerede mandag efter krakket i SVB, at han troede, at den næste bank, der ville gå ned, var Credit Suisse som følge af udviklingen på obligationsmarkedet.

For i den prekære situation at styrke det amerikanske banksystem meddelte den amerikanske regering, at den ville garantere alle indskud i SVB og Signature Bank, inklusive dem, der overstiger grænsen på 250.000 dollars for indskudsforsikring. Over 90 procent af indlånene hos SVB var større end det forsikrede indskudsloft.

Regeringen forsøger også at finde en køber til SVB’s forretninger – sandsynligvis en af de store amerikanske banker, men indtil videre er der ikke fundet en køber.

Det er ikke første gang at Credit Suisse påkalder sig opmærksomhed. Banken, der blev grundlagt i 1856 og med aktiviteter i mere end 50 lande, stod i 2021 i store vanskeligheder. Banken havde lidt store tab i forbindelse med sammenbruddet i Archegos Capital Management og problemerne i Greensill Capital. Allerede dengang annoncerede Credit Suisse planer om at reformere bankens risikostyringspraksis og mindske eksponeringen over for højrisiko-aktiviteter.

Bankkrakkene i USA har sat fokus på bankernes ”polstring” eller evne til at modstå ”modvind”.

EU-Kommissionen præsenterede den 27. oktober 2021 i Bruxelles den såkaldte ”Banking Package 2021” med forslag til hvor meget kapital de europæiske banker skal polstre sig med – de såkaldte Basel IV-krav.

Behandlingen i EU-systemet er forsinket, men som det ser ud, vil Banking Package 2021 fra januar 2025 over en årrække have betydelige konsekvenser for danske pengeinstitutter. Kravene vil fra 2025 gradvist blive introduceret over 5 til 8 år, men baseret på tidligere beregninger fra Copenhagen Economics er det Finans Danmarks umiddelbare skøn, at den danske finanssektor vil blive mødt med et krav om at sætte ca. 60 – 70 mia. kr. ekstra til side til kapitalpolstring.

Outputgulv

Med de tidligere implementerede Basel III krav skal alle banker leve op til et minimumskapitalkrav på 8 pct. Kravet indebærer, at den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv ifølge forslagene i ”Banking Package 2021” implementeres gradvist i EU fra 2025.

Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

Krav om større åbenhed omkring visse risici

I ”Banking Package 2021” er der krav om at pengeinstitutterne skal oplyse om miljømæssige, sociale og governance relaterede risici – de såkaldte ESG risici.

Miljøorganisationer m.fl. har presset på for øgede kapitalkrav for bankers engagementer i fossile brændselssektorer. Argumentet har været at sådanne aktiver ville miste deres værdi med den grønne omstilling, men EU-Kommissionen har ikke fundet tiden moden til sådanne krav.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark

Det Systemiske Risikoråd, der med Nationalbanken i spidsen overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark, støtter EU-Kommissionens krav om bedre polstring af pengeinstitutterne. Rådet har vurderet, at der i perioden med meget lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – er opbygget risici i det finansielle system.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv med en aftagende udlånsvækst er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Det Systemiske Risikoråd har derfor henstillet til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer fra 31. marts 2023 udgør 2,5 pct.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer, men enkelte systemiske kreditinstitutter kommer i Nationalbankens stresstest tæt på kapitalbufferkravene i en hård recession.

Er den finansielle stabilitet truet?

I Nationalbankens seneste vurdering af den finansielle stabilitet i Danmark fremgår det, at de højere renter og inflationen betyder, at der vil være flere privat- og erhvervskunder, der ikke kan afdrage som aftalt.

Nationalbanken har advaret bankerne om, at de må indstille sig på, at de kommer til at lide større tab, end det har været tilfældet de senere år.

Tabene vil blandt andet opstå på privatkundeområdet. Mange boligejere er presset af, at renten på deres boliglån er steget og måske vil stige yderligere. Samtidig har de fået stigende udgifter til fødevarer og energi.

Nationalbanken har advaret om, at det gør boligejerne sårbare over for ledighed og øger risikoen for misligholdelse af lån. Flere misligholdte lån vil i kombination med faldende boligpriser føre til kredittab i bankerne, lyder vurderingen.

Nationalbanken har ved adskillige lejligheder opfordret alle banker til nøje at overveje, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er alvorligt, hvis banker bryder gearingskravet om at kernekapitalen overstiger 3 pct. af eksponeringerne. Det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker bør især de systemisk vigtige banker være opmærksomme på det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Finans Danmark modstander

Pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, har ved adskillige lejligheder udtrykt modstand mod forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Danmark bør ikke gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling, har direktøren for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, udtalt.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Diskussionen i USA

Efter krakket af Silikon Valley Bank, SVB, og Signature Bank, hvor indskydernes penge sikres mens aktionærer og investorer mister alt, er der opstået diskussion om Biden-administrationen har gentaget øvelsen fra 2008 og smidt en redningskrans til de bankfolk, der har kørt bankerne i sænk.

Rent teknisk er indgrebet sket ved, at garantiordningen – The Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC) – har lukket Silicon Valley Bridge Bank og, og overført alle aktiver og passiver til 2 nyetablerede afviklingsbanker: Silicon Valley Bridge Bank, N.A. og Signature Bridge Bank, N.A. Disse banker ”has fully stepped into the shoes of the former Silicon Valley Bank and Signature Bank”, som det hedder.

Præsident Biden har udadtil stået fast på, at regeringens indgreb ikke ville være som i 2008, hvor Kongressen godkendte milliarder i skatteydernes penge til at redde finansielle institutioner, der blev anset for at være for store til at fejle.

I modsætning til i 2008 insisterede Biden på, at bankdirektørerne skulle betale prisen. ”Ledelsen af disse banker vil blive fyret”, erklærede Biden mandag. Når en institution overtages af Federal Deposit Insurance Corporation, “bør de mennesker, der driver banken, ikke arbejde der længere.”

Præsident Biden har også understreget, at skatteyderne ikke vil bære omkostningerne ved redningen af bankernes indskydere. De tab, der måtter opstå fra afviklingen af bankerne, vil gå fra en forsikringsfond, der betales af bidrag fra hele banksektoren. Og mens kunder og små virksomheder, der havde indlån hos de krakkede banker, ville blive beskyttet, ville investorerne ikke blive beskyttet: ”De tog bevidst en risiko, og når risikoen ikke kan betale sig, mister investorerne deres penge” sagde Biden. “Sådan fungerer kapitalismen.”

Under drøftelserne mellem Det Hvide Hus og medlemmer af Kongressen har flere senatorer påpeget, at deres bekymringer går på, at bankindgrebet sker på en måde, der i sidste ende kunne skade banker i deres hjemstater. Lokale og regionale banker vil blive pålagt nye gebyrer og bidrag for at genopbygge den forsikringsfond, som Biden-administrationen nu udnytter til at hjælpe de to krakkede bankers indskydere. Samtidig argumenteres med, at det er kunderne, der i sidste ende kommer til at bære omkostningerne ved regeringens handlinger, selvom skatteydernes midler ikke bruges direkte. Nye gebyrer, der opkræves på banker, vil uvægerligt blive overvæltet på bankkunderne.

Indtil sidste fredag blev Silicon Valley Bank generelt anerkendt som en førende kommerciel bank for teknologi-, life science-, venturekapital- og private equity-industrierne.

SVB blev grundlagt i 1983 i Santa Clara, Californien, og voksede til at blive den 19. største bank i USA med en stærk tilstedeværelse i USA med kontorer i store teknologi- og innovationscentre som San Francisco, New York, Boston og Seattle. Den har også internationale kontorer i Storbritannien, Irland, Israel og Kina.

SVB er kendt for sine tætte relationer til startups og venturekapitalfirmaer og har givet finansiering og støtte til mange succesfulde teknologivirksomheder, herunder Twitter, Uber og LinkedIn.

SVB blev fældet af en kombination af den generelle rentestigning og en relativt homogen kundemasse, der reagerer på de samme impulser.

SVB’s overskudslikviditet var overvejende placeret i egentlig ganske solide amerikanske statsobligationer. Problemet var, at det gennemsnitlige afkast på 1,6 pct. ikke kunne matche en markedsrente på over 5 pct. Bankens indlånere trak deres penge ud – dels for at betale deres regninger, men også for at placere dem andetsteds til en højere rente. Og fordi kundemassen var homogen, gjorde de det alle sammen og på samme tid! Det kunne banken ikke klare og måtte lukke.

Aktionærerne har tabt deres penge, ledelsen er fjernet, men den amerikanske centralbank (Board of Governors of the Federal Reserve System), det føderale indskydergarantiselskab (Federal Deposit Insurance Corporation) og det amerikanske finansministerium (Department of the Treasury) har garanteret at indskyderne ikke mister deres penge.

Det bliver spændende at se hvor mange af bankens udlån til håbefulde iværksættere, der ender med at blive nødlidende. Det bliver også spændende at se hvor regningen ender i sidste ende?

Aktionærerne må selvsagt holde for, men præsident Biden har garanteret, at omkostningerne ved indskydergarantien ikke skal bæres af de amerikanske skatteborgere, men kollektivt af det amerikanske banksystem. Mens vi nærmer os et valgår, vil der uundgåeligt være kræfter, der vil gøre meget for at få ”regningen” til at evaporere.

Hvem har skylden?

I 2010 blev Wall Street Reform and Consumer Protection Act, den såkaldte Dodd-Frank, vedtaget som en amerikansk føderal lov, der havde til formål at regulere finanssektoren og beskytte forbrugerne efter den finansielle krise i 2008.

I maj 2018 vedtog Kongressen en lovgivningspakke, der blev anset for at være en reform af Dodd-Frank. Loven, der er kendt som Economic Growth, Regulatory Relief, and Consumer Protection Act, blev underskrevet af præsident Trump.  Loven lettede nogle af de reguleringskrav, der i Dodd-Frank var pålagt mindre banker og kreditforeninger, mens reguleringskravene blev opretholdt for større finansielle institutioner.

Baggrunden for at et flertal i Kongressen – især republikanere – ønskede lempelser i Dood-Frank, var en situation, hvor de detaljerede og byrdefulde reguleringskrav i realiteten tvang små og mellemstore lokale og regionale banker til at lade sig opsluge af større banker. En større bankkoncentration og skabelsen af flere banker ”too big to fail” var ikke anset for ønskeligt.

I øjeblikket er der i USA en livlig diskussion mellem Demokrater og Republikanere, om det var lempelserne i Dodd-Frank eller måske et svigtende tilsyn, der var årsagen til SVB’s krak.

Der er ikke tvivl om at både store og små banker i USA (og i Danmark) i dag er langt bedre polstrede, end da de i 2007 stod overfor den sidste store finanskrise.

SVB fremstod også så sent som i sidste uge umiddelbart velpolstret med en tilsyneladende god risikoafdækning af bankens engagementer i teknologi-, life science-, venturekapital- og private equity-industrierne.

Problemet var at ”polstringen” som følge af det sidste års rentestigning havde en reel realisationspris på markedet her og nu, der lå langt under de bogførte værdier.

Det store spørgsmål er, i hvor mange andre amerikanske pengeinstitutter sikkerheden er overvurderet, og i hvor mange andre pengeinstitutter er kunderne så homogene, at de i en given situation løber i samme retning?

Det siger næsten sig selv, at hvis pengeinstitutter overvejende finansierer byggeprojekter, er de særdeles følsomme overfor renteniveau, skatteregler og i det hele taget konjunkturerne i byggesektoren. Det siger også sig selv, at landbobanker er sensitive overfor priser på jord, gødning, korn og mælk m.v. og bankens landbokunder må antages at reagere ens på de samme signaler. Derfor bør sådanne pengeinstitutter være ekstraordinært godt polstrede.

Spørgsmålet er om pengeinstitutterne selv og tilsynsmyndighederne i den virkelige og komplicerede verden er i stand til at afdække disse særlige risici?

Sankt Patricks dag, den irske nationaldag den 17. marts, falder i år på fredag. Dagen er en helligdag i Irland, hvor mange butikker, banker osv. er lukket. Sankt Patrick er Irlands skytshelgen, og han regnes for at have indført kristendommen i landet så tidligt som i det 5. århundrede.

De mange irske udvandrere betyder, at St. Patrick’s Day fejres intenst i USA.

Under den traditionelle St. Patrick ceremoni i Det Hvide Hus vil præsidenten, der også har irske aner, modtage den traditionelle Shamrock Bowl, en skål med tre-bladet Hvid-Kløver (shamrocks), et billede på den hellige tre-enighed, og samtidig Irlands national-symbol.

Det er uklart, om den ligeledes traditionsrige frokost i Kongressen på Capitol Hill gennemføres.

St. Patrick-frokosten har været en fast tradition siden den navnkundige formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Thomas Phillip “Tip” O’Neill Jr., i 1983 inviterede præsident Ronald Reagan til Capitol Hill i anledning af St. Patrick.

Markeringen af St. Patrick’s Day

I Irland, USA og i mange andre lande vil der på fredag blive afholdt fester og parader m.v. med irske temaer. Mange vil bringe sig i den rette stemning ved at iføre sig grønt tøj, grønne hatte, drikke irsk whiskey og (masser af) grønt øl og indtage alskens grønfarvede snacks og madvarer.

Irske pubber giver den gas, og overalt vil man i Irland og i irske miljøer over hele verden kunne se det irske grønne, orange og hvide flag, kløversymboler, slanger (som St. Patrick fordrev fra den grønne ø) og harper.

Leprechauns

Desuden vil man på St. Patricks Day kunne støde på gryder af ”guld” og mærkelige grønklædte alfeagtige gnomer – Leprechauns.

En leprechaun er et irsk fabelvæsen, der især i USA forbindes med St. Patrick’s Day og irsk kultur. De små grønne, skæggede mænd med de store grønne hatte spiller nogenlunde samme rolle som vores (drille)nisser, der er kendt for at have et ubehageligt temperament. De er de mest sparsommelige eventyrevæsner (bortset fra drager), og de vogter nidkært de store gryder af guld, ethvert barn ved findes for enden af alle regnbuer.

København

I København markeres St. Patricks Dag fredag, den 17. marts 2023 fra kl. 18.00 på Cafe Globen ApS, Turesensgade 2B, DK-1368 København K. Der er også andre værtshuse og pubber, hvor man kan lufte sin grønne hat, skjorte, sokker, eller grøntfarvede hår og hvor der også er adgang til Guinness.

Statsminister Mette Frederiksen befinder sig i øjeblikket på et statsbesøg i Egypten. Her mødes hun bl.a. med Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi for at diskutere den stigende migration fra Afrika til Europa og den grønne omstilling.

Man kan med rette spørge, hvorfor Danmark skal aflægge officielt besøge et land med et autoritært styre, som desuden har varme forbindelser til Putins Rusland?

Det Arabiske Initiativ

Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over partnerskabsprogrammet, DAPP, støtter Danmark en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien.

Imens i Egypten

I Egypten er der jævnligt uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Undertiden høres krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi skal træde tilbage. Det er der uimidlertid ingen udsigt til.

Den egyptiske revolutionshistorie

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

COP27

I november 2022 var Egypten i Sharm el-Sheikh vært for COP27. Det lykkedes ikke at opnå enighed om afgørende indsatser for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Der blev dog aftalt at etablere endnu en fond, der skal finansiere de fattigste landes muligheder for at modvirke negative konsekvenser af klimaændringer.

‎Olie- og gassektoren er en af de mest vitale industrier i Egypten, og der er konstateret betydelige olie- og gasressourcer i undergrunden.

På nuværende tidspunkt er der mere end 60 internationale virksomheder, der har olie- og gasoperationer 183 steder i Middelhavet, Nildeltaet, i ørkenområder både vest og øst for Nilen på Sinai-halvøen og i Øvre Egypten.‎

Ifølge den egyptiske minister for olie og mineralressourcer, Tarek El Molla, er der i de seneste år investeret mere end 1,16 trillioner egyptiske pund i olie- gassektoren, og sektoren er helt afgørende for landets handelsbalance og økonomi i det hele taget.

Det er derfor ikke overraskende, at bestræbelserne på hurtig udfasning af olie- og gas ikke nød fremme under det Egyptiske formandskab af COP27.

Danmarks holdning?

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi sidder sikkert i sadlen i Egypten. Efter statskuppet i 2013 blev han valgt ved et demokratisk valg i 2014 og genvalgt i 2018.