Netop som vi troede, at der var styr på økonomien, gik noget galt. Inflationen var høj – bevares, men centralbankerne havde styr på det, og inflationen var for nedadgående. Arbejdsmarkedet og privatforbruget var robust, og kun få – om nogen – satte spørgsmålstegn ved det finansielle systems robusthed.
Så skete der pludselig noget. I løbet af de sidste to uger er finansverdenen vendt på hovedet, og investorerne overvejer nu, om de økonomiske opgangstider nærmer sig sin afslutning. Ender vi alligeverl i en recession med lavvækst, arbejdsløshed, fallitter og tænders gnidsel?
Det, der begyndte som en situation, der var specifik for en woke, high-tec og kryptovaluta-fokuseret bank, forvandlede sig hurtigt til en krise med økonomiske, politiske og internationale konsekvenser. Silicon Valley Bank og Signature Bank kollapsede kun få dage efter FTX-børsen og nedlukningen af kryptolångiveren Silvergate Capital Corp. Der har også været tocifrede kursfald på højvækst-teknologiaktier.
Siden er investorer blevet mere og mere bekymrede over Credit Suisse Group AG og First Republic Bank.
Den finansielle bankkrise er ingenlunde overstået, men allerede nu kan vi konstatere, at tilliden er knust – ikke kun blandt startups og venturefirmaer i Silicon Valley, men overalt i det finansielle system.
Tilsynsmyndigheder i USA og Europa kæmper febrilsk på at forhindre, at nogle få bankers sammenbrud spreder sig, og samtidig kan vi konstatere, at situationen har ført til panikagtige salg af aktier og obligationer i finansielle institutioner rundt om i verden.
I New York befinder sig en af de få danske økonomer, der har bevaret overblikket. Det er den danske økonom Torsten Sløk, der efter 15 år i Bank Deutsche Bank Securities i New York nu er cheføkonom og partner i investeringsselskabet Apollo Global Management Inc.
Torsten Sløk, der oprindeligt er uddannet økonom fra Københavns Universitet og med supplerende studier på det amerikanske Princeton University, er en af de højest placerede danske økonomer i udlandet. Han er en af de danskere, der for alvor har gjort karriere på Wall Street i New York, og han har han lavet et væld af analyser af ikke mindst den amerikanske økonomi, men også den internationale.
Før Torsten Sløk kom til Deutsche Bank og Apoillo, arbejdede han blandt andet i OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) i Paris. Inden da arbejdede han fire år hos Den Internationale Valutafond (IMF) med udarbejdelse af World Economic Outlook og i afdelingen med ansvar for Kina, Hongkong og Mongoliet.
Så sent som i starten af marts måned sagde Torsten Sløk, at økonomien kørte så høje omdrejninger, at der ikke var udsigt til nogen recession overhovedet.
Nu mener han og mange andre, at oddsene for en recession er steget betydeligt.
“Den afmatning, som Fed har forsøgt at opnå så længe, kan komme meget hurtigere, end vi troede for bare to uger siden,” har Sløk udtalt til Bloomberg.