Indtil sidste fredag blev Silicon Valley Bank generelt anerkendt som en førende kommerciel bank for teknologi-, life science-, venturekapital- og private equity-industrierne.
SVB blev grundlagt i 1983 i Santa Clara, Californien, og voksede til at blive den 19. største bank i USA med en stærk tilstedeværelse i USA med kontorer i store teknologi- og innovationscentre som San Francisco, New York, Boston og Seattle. Den har også internationale kontorer i Storbritannien, Irland, Israel og Kina.
SVB er kendt for sine tætte relationer til startups og venturekapitalfirmaer og har givet finansiering og støtte til mange succesfulde teknologivirksomheder, herunder Twitter, Uber og LinkedIn.
SVB blev fældet af en kombination af den generelle rentestigning og en relativt homogen kundemasse, der reagerer på de samme impulser.
SVB’s overskudslikviditet var overvejende placeret i egentlig ganske solide amerikanske statsobligationer. Problemet var, at det gennemsnitlige afkast på 1,6 pct. ikke kunne matche en markedsrente på over 5 pct. Bankens indlånere trak deres penge ud – dels for at betale deres regninger, men også for at placere dem andetsteds til en højere rente. Og fordi kundemassen var homogen, gjorde de det alle sammen og på samme tid! Det kunne banken ikke klare og måtte lukke.
Aktionærerne har tabt deres penge, ledelsen er fjernet, men den amerikanske centralbank (Board of Governors of the Federal Reserve System), det føderale indskydergarantiselskab (Federal Deposit Insurance Corporation) og det amerikanske finansministerium (Department of the Treasury) har garanteret at indskyderne ikke mister deres penge.
Det bliver spændende at se hvor mange af bankens udlån til håbefulde iværksættere, der ender med at blive nødlidende. Det bliver også spændende at se hvor regningen ender i sidste ende?
Aktionærerne må selvsagt holde for, men præsident Biden har garanteret, at omkostningerne ved indskydergarantien ikke skal bæres af de amerikanske skatteborgere, men kollektivt af det amerikanske banksystem. Mens vi nærmer os et valgår, vil der uundgåeligt være kræfter, der vil gøre meget for at få ”regningen” til at evaporere.
Hvem har skylden?
I 2010 blev Wall Street Reform and Consumer Protection Act, den såkaldte Dodd-Frank, vedtaget som en amerikansk føderal lov, der havde til formål at regulere finanssektoren og beskytte forbrugerne efter den finansielle krise i 2008.
I maj 2018 vedtog Kongressen en lovgivningspakke, der blev anset for at være en reform af Dodd-Frank. Loven, der er kendt som Economic Growth, Regulatory Relief, and Consumer Protection Act, blev underskrevet af præsident Trump. Loven lettede nogle af de reguleringskrav, der i Dodd-Frank var pålagt mindre banker og kreditforeninger, mens reguleringskravene blev opretholdt for større finansielle institutioner.
Baggrunden for at et flertal i Kongressen – især republikanere – ønskede lempelser i Dood-Frank, var en situation, hvor de detaljerede og byrdefulde reguleringskrav i realiteten tvang små og mellemstore lokale og regionale banker til at lade sig opsluge af større banker. En større bankkoncentration og skabelsen af flere banker ”too big to fail” var ikke anset for ønskeligt.
I øjeblikket er der i USA en livlig diskussion mellem Demokrater og Republikanere, om det var lempelserne i Dodd-Frank eller måske et svigtende tilsyn, der var årsagen til SVB’s krak.
Der er ikke tvivl om at både store og små banker i USA (og i Danmark) i dag er langt bedre polstrede, end da de i 2007 stod overfor den sidste store finanskrise.
SVB fremstod også så sent som i sidste uge umiddelbart velpolstret med en tilsyneladende god risikoafdækning af bankens engagementer i teknologi-, life science-, venturekapital- og private equity-industrierne.
Problemet var at ”polstringen” som følge af det sidste års rentestigning havde en reel realisationspris på markedet her og nu, der lå langt under de bogførte værdier.
Det store spørgsmål er, i hvor mange andre amerikanske pengeinstitutter sikkerheden er overvurderet, og i hvor mange andre pengeinstitutter er kunderne så homogene, at de i en given situation løber i samme retning?
Det siger næsten sig selv, at hvis pengeinstitutter overvejende finansierer byggeprojekter, er de særdeles følsomme overfor renteniveau, skatteregler og i det hele taget konjunkturerne i byggesektoren. Det siger også sig selv, at landbobanker er sensitive overfor priser på jord, gødning, korn og mælk m.v. og bankens landbokunder må antages at reagere ens på de samme signaler. Derfor bør sådanne pengeinstitutter være ekstraordinært godt polstrede.
Spørgsmålet er om pengeinstitutterne selv og tilsynsmyndighederne i den virkelige og komplicerede verden er i stand til at afdække disse særlige risici?
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 