Unilever, med brands som Dove, Zendium, Frisko, Axe, Omo/Persil, Hellmann’s, Knorr, Lipton, Lux, Magnum og Rexona, er mandag kommet på Ukraines sorte liste.

Ukraine

 Den britiske producent af forbrugervarer Unilever er mandag blevet føjet til Ukraines sorte liste over internationale krigssponsorer.

Den ukrainske antikorruptionsmyndighed begrunder det med, at Unilever gennem datterselskabet Unilever Rus LLC fortsat tjener penge på at drive virksomhed i Rusland. Med fabrikker i Omsk, Yekaterinburg, St. Petersburg og Tula, der fortsast kører og en række salgskontorer, tjener Unilever fortsat penge i Rusland, og med dens betydelige skattebidrag til det russiske statsbudget understøtter virksomheden landets økonomi og bidrager til fortsættelsen af Ruslands krig mod Ukraine.

Unilever henviser AFP til en udtalelse, som virksomheden i februar kom med, hvor det lød, at “virksomheden fordømmer krigen i Ukraine som en brutal og meningsløs handling fra den russiske stat.”

Virksomheden understreger også, at den i marts 2022 ophørte med at importere og eksportere produkter ind og ud af Rusland.

Samtidig lød det i udtalelsen, at Unilever “dagligt leverer mad og hygiejneprodukter fremstillet i Rusland til befolkningen i landet”, og den tilføjede, “at det ikke er ligetil at forlade landet”.

Unilevers regnskab for 2022 viste, at to procent af virksomhedens nettooverskuddet blev indtjent gennem aktiviteter i Rusland.

Landbrugsministerens problem: Landbrugsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Landbrugsstyrelsen

Administrationen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte på over 9 milliarder kroner til de cirka 35.000 landbrugere, som årligt modtager landbrugsstøtte, har længe været et eksempel på vaskeægte skandaløs offentlig forvaltning.

Senest har Landbrugsstyrelsen trukket en tidligere melding om økologiskemaet tilbage. Styrelsen har ellers tidligere oplyst, at det ikke var nødvendigt for alle økologer at indsende et økologiskema via Tast selv. Styrelsen er nu blevet opmærksom på, at alle økologer, som ønsker at modtage et Økologicertifikat skal indsende et Økologiskema for at Landbrugsstyrelsen kan udstede Økologicertifikatet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

En lang række økologer skal nu, på tærsklen af sommerferien, indsende nyt økologiskema på trods at meldinger siden februar om, at det ikke var nødvendigt i år.

Etableringen af EF-Direktoratet i 1972

Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød, at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med Landbrugsministeriets etablering af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.

Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.

På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik, blev ansat i EF-direktoratet i 1972.

Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog P.B. Rasmussen i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte.

P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.

P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.

Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og Tilsynsinstitutioner.

Systemet sander til…

Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet chefer var typisk skikkelige jurister og landbrugskandidater uden skygge af forstand på tilskudsadministration eller moderne databehandling. Samtidig blev støtteordningerne jævnligt ændret.

Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye arealbaserede landbrugsstøtte – hektar-støtten – blev introduceret i 1994, og siden har institutionen jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten korrekt og indenfor de fastsatte tidsfrister.

EF-Direktoratet skiftede i 1993 navn til EU-Direktoratet og i 2000 efter fusion med Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri til Direktoratet for FødevareErhverv, der fra 2011 også omfattede det tidligere selvstændige Fiskeridirektorat.

I 2015 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fusioneret med Miljøministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv blev omdannet til NaturErhversstyrelsen.

I 2017 blev fiskeriområdet fjernet fra Miljø- og Fødevareministeriet og overflyttet til Udenrigsministeriet. Samtidig blev fiskeriområdet fjernet fra Direktoratet for FødevareErhverv og henlagt til en selvstændig Fiskeristyrelse.

I 2020 blev Miljøministeriet genoprettet som selvstændigt ministerium og fiskeri tilbageført fra Udenrigsministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fiskeristyrelsen blev opretholdt som selvstændig styrelse mens Direktoratet for FødevareErhverv blev omdøbt til Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen fik i slutningen af 2022 ny IT-leverandør, og det havde i landbrugskredse givet håb om at de gentagne IT-problemer ville være fortid.

Men det er altså ikke tilfældet!

Højrefløjenes fremgang

VOX skraldespand

Den tid er forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Holdninger, især på indvandringsområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj er nu overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner” og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT m.v. bør ikke undervurderes.

Grækenland

Efter parlamentsvalget den 25. juni 2023, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen i græsk politik.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

Spanien

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.

Det var ikke en pizza!

Pompeji Pizza

Under udgravninger i den antikke by Pompeji fandt arkæologer på en væg til et bageri, der blev begravet under Vesuvs udbrud i 79 FVT, en smuk fresko, der viser et fad dækket af mad og vin, inklusive en madvare, der meget vel kunne ligne en pizza.

Netop som nogle troede at historien om pizza skulle omskrives, har eksperter påpeget, at det, der på den 2000 år gamle fresco ligner en pizza, faktisk er et fra romertiden såre velkendt fladbrød – et såkaldt ”mensa”. I modsætning til en pizza var en mensa (der også betyder bord) uden tomatsovs og mozzarella-ost, men tjente som en spiselig serveringsbund for andet pålæg.

Pizza som vi kender det i dag ville slet ikke have været muligt i romertiden, da tomater ført kom til Italien i 1500-tallet.

Napoli kan derfor fortsat bryste sig af at være det sted, hvor pizzaen blev opfundet i det 18. århundrede.

USA’s højesteret skrotter Bidens plan om at eftergive studiegæld

John Roberts Scotus

Med en 6-3 afgørelse har USA’s højesteret fredag den 30. juni 2023 forhindret præsident Joe Bidens muligheder for at indfri et valgløfte under valgkampagnen i 2020 om at sløjfe studiegæld på 10.000 dollars for lav- og mellemindkomst-låntagere.

I august 2022 fremlagde Det Hvide Hus en 3-punktsplan, der indebar eftergivelse af studiegæld for 430 milliarder dollar. Beløbet svarer til 2927 milliarder kroner – eller i gennemsnit 68.000 kroner for hver af de op mod 43 millioner amerikanere, der har studiegæld, og som tiltaget skulle tilgodese over en årrække.

Vedrørende den lovmæssige hjemmel for planen henviste Biden-administrationen til en føderal lov fra 2003 – den såkaldte Heroes Act – der bemyndigede Undervisningsministeren til at “waive or modify any statutory or regulatory provision applicable to the student financial assistance programs … as the Secretary deems necessary in connection with a war or other military operation or national emergency.”

Heroes Act blev vedtaget i kølvandet på 9/11-angrebet på World Trade Center for at sikre, at studerende låntagere, der er påvirket af en “krig eller anden militær operation eller national nødsituation”, “ikke placeres i en dårligere position økonomisk” på grund af denne nødsituation. Oprindeligt var bemyndigelsen midlertidig, men kongressen gjorde statutten permanent i 2007.

Undervisningsminister Miguel Cardona brugte bemyndigelsen, da han annoncerede programmet med eftergivelse af studiegæld. Cardona meddelte, at studielånsadministrationen på grund af de økonomiske vanskeligheder forårsaget af coronaviruspandemien ville reducere lån til låntagere, der tjente mindre end 125.000 dollars i 2020 eller 2021, med 10.000 dollars.

Delstaten Nebraska anfægtede programmets lovlighed og anlagde sammen med andre republikanske stater sag mod Biden-administration.

Højesterets afgørelse i sagen ”Biden v. Nebraska” motiveres af flertallet på 6 dommere med, at Biden-administrationen langt har overskredet bemyndigelsen i Heroes Act. Højesteret forventer, at “Kongressen taler klart, hvis den bemyndiger administrationen til at foretage dispositioner med enorm ”økonomisk og politisk betydning”.

Højesteretspræsident John Glover Roberts skriver, er der ikke er tvivl om, at Bidens studielånspolitik, som kunne eftergive hundreder af milliarder dollars i studielån, involverer spørgsmål af stor betydning, og går langt videre end bemyndigelsen til at ”waive or modify”: “Undervisningsministerens plan har ”modificeret” bestemmelserne i føderale love om studerendes låntagning på samme måde som ”den franske revolution” ”modificerede” den franske adels status.”

Racebaseret positiv særbehandling i strid med den amerikanske forfatning

Scotus bygn

Den amerikanske Højesteret underkendte torsdag den 29. juni 2023 racebaseret positiv særbehandling (affirmative action) ved universiteters optagelse af studerende. Højesteret erklærede, at race ikke kan være et kriterium og højere læreanstalter henvises til andre måder at opnå diversitet i studentermassen.

Domstolens 6-3 afgørelse underkender de optagelseskriterier, der anvendes på Harvard og University of North Carolina, henholdsvis landets ældste private og offentlige universiteter.

Afgørelsen fastslår, at positiv særbehandling ved racebaserede optagelseskriterier strider mod den amerikanske forfatning, og den lov, der gælder for colleges, der modtager føderal finansiering, som næsten alle gør.

Højesteretspræsident John Roberts sagde, at universiteterne alt for længe “fejlagtigt har konkluderet, at en afgørende faktor i udvælgelsen af studerende ikke er beståede tests eller dokumenterede færdigheder, men hudfarve. Vores forfatningsmæssige historie tolererer ikke det valg.”

Fra Det Hvide Hus sagde præsident Joe Biden, at han var “stærkt, stærkt” uenig i domstolens afgørelse og opfordrede colleges til at søge andre veje til mangfoldighed i stedet for at lade afgørelsen “være det sidste ord”.

De 3 farvede dommere i den amerikanske højesteret var ikke enige i afgørelsen. Dommer Clarence Thomas – der længe havde opfordret til at slutte med positiv særbehandling – skrev, at beslutningen afspejler, at ”universiteternes optagelsespolitikker er racebaserede præferencer designet til at sikre en bestemt raceblanding i deres indgangsklasser.”

Den latinske dommer, Sonia Sotomayor, skrev i hendes dissens, at afgørelsen “ruller årtiers præcedens og betydningsfulde fremskridt tilbage.”

Fra den kommunale verden: Næstved og Fredericia

Kommunaldirektør Fredericia

Fra den 1. august er det Camilla Nowak Kirkedal, der sætter sig i kommunaldirektørstolen i den socialdemokratisk ledede Næstved Kommune. Her afløser hun Rie Perry, som fik et nyt job som kommunaldirektør i Holbæk Kommune.

Nowak kommer fra stillingen som kommunaldirektør i Fredericia kommune. Hun blev sammen med direktøren for børn, unge og kultur fyret efter at det kom frem, at kommunen er 50 millioner kroner efter budgettet for 2023. Det er især på børne- og ungeområdet, der er et stort minus.

Der har været gang i kommunaldirektør-svingdøren i Fredericia Kommune. I løbet af de sidste ni år har fem personer siddet på posten. Efter fyringen af Camilla Nowak Kirkedal søger den socialdemokratisk ledede kommune en ny kommunaldirektør, ”der kan sætte handling bag kommunens Vision 2033, og som kan gå forrest og være proaktiv i forhold til organisationen, erhvervslivet, pressen og civilsamfundet”.

Hvor meget Fredericia Kommunes hidtidige kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, modtog i fratrædelsesgodtgørelse er ikke oplyst, men kommunen har i de sidste 10 år brugt millioner af skatteborgernes penge på gyldne håndtryk til kommunaldirektører.

Fredericia har længe været i en turbulent periode. Nowak Kirkedal sad 2 år, mens direktøren for Børn, unge og kultur, Michael Maaløe, blev afskediget efter blot en måneds ansættelse.

For præcis to år siden blev Camilla Nowak konstitueret kommunaldirektør, efter hendes forgænger Annemarie Zacho-Broe blev bortvist. Annemarie Zacho-Broe blev efterfølgende ansat som direktør i Region Sjælland. Nowak kom fra stillingen som koncerndirektør for Børn, Unge og Kultur. Før det var hun direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, hvor hun også har været stabschef. Og i starten af sin karriere var hun ansat i det private erhvervsliv.

Det Fredericia Annemarie Zacho-Broe forlod, var i 2021 midt i et stormvejr, der blandt andet omfattede en advokatundersøgelse, en sag om eks-borgmester Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund, og rygter om en for tæt relation mellem kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard.

Alex Vanopslaghs og andre politikeres boligsager

vanopslagh (1)

Dagbladet Information kunne allerede i september 2022 berette, at Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, havde gjort sig skyldig i boligfusk med den lejlighed i København, han fik stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Officielt havde partilederen siden juni 2020 haft adresse i en lejlighed i Struer, og det er på grund af hans cpr-registrering i denne jyske lejlighed, at han har haft ret til folketingslejligheden i København og et skattefrit tilskud på over 30.000 kroner årligt for dobbelt husførelse. I realiteten har han i strid med CPR-loven opholdt sig langt under 180 dage om året i lejligheden i Struer.  Samtidig har Vanopslagh i strid med Folketingets regler opholdt sig langt mere end 180 dage i folketingsboligen.

Afsløringen bevirkede, at Alex Vanopslagh opsagde de to lejligheder og samtidig har han tilbagebetalt det uberettigede tilskud på 30.000 kr. til dobbelt husførelse.

Den 29. juni 2023 kan dagbladet Information oplyse, at Politiet har indledt en efterforskning af Alex Vanopslaghs boligsag, hvor han uretmæssigt skaffede sig en gratis lejlighed i København og et skattefrit tilskud.

Politiets efterforskning af Vanopslagh sker på baggrund af en anmeldelse fra en borger i København, Poul Simonsen, der gennem et langt liv har været politisk aktiv på venstrefløjen.

Han finder det utilfredsstillende, at politiet først foretager sig noget på baggrund af hans anmeldelse:

“Det er for dårligt, at politiet ikke efterforsker sagen af egen drift. Det er ikke betryggende, at der først sker noget på baggrund af min anmeldelse. Hvis jeg ikke havde anmeldt sagen til politiet, var sagen åbenbart ikke blevet efterforsket. Det krænker min retsfølelse,” siger Poul Simonsen til Netavisen Pio.

Vanopslagh ikke den eneste – Simon Kollerup

En række medier kunne den 8. januar 2021 oplyse, at daværende erhvervsminister Simon Kollerup gik på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske var det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, men det er mere sandsynligt, at det var senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Simon Kollerup, der dengang var socialdemokratiets kommunalordfører, blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

I oktober 2021 var den gal igen – Tanja Larsson

Tanja Larsson, der var folketingsmedlem for Socialdemokratiet fra 1. oktober 2019, hvor hun overtog mandatet i Sjællands Storkreds efter Henrik Sass Larsen, måtte i oktober 2021 efter en boligsag trække sig som boligordfører for Socialdemokratiet.

Ekstra Bladet har beskrevet hvordan Tanja Larsson, mens hun sad i Folketinget, boede i en af Folketingets lejligheder i hjertet af København, som hun ligesom Simon Kollerup havde fået stillet gratis til rådighed af Folketinget.

Samtidig fremlejede hun sin egen andelslejlighed i København. I perioden steg lejlighedens værdi med mere end 150.000 kr.

Tanja Larssons fiksfakserier var selvfølgelig imod reglerne, og Tanja Larsson havde lovet at få orden i boligsituationen, men det skete ikke.

“Jeg trækker mig som boligordfører med øjeblikkelig virkning. Jeg må konstatere, at jeg ikke har fået ryddet op i min boligsituation på trods af, at jeg i sommer satte min andelsbolig til salg via andelsboligforeningen med henblik på at sælge snarest muligt,” oplyste hun i oktober 2021 til Ekstra Bladet.

Tanja Larsson vendte efter endt barselsorlov i 2022 vendt tilbage til Folketinget, hvor hun markedsførte sig selv som ”Landdistrikternes ildsjæl og ordfører”. Tanja Larsson var opstillet ved Folketingsvalget den 1. november 2022, men blev ikke genvalgt til Folketinget.

Lea Wermelin

Dagbladet BT kunne i oktober 2022 dokumentere, at daværende miljøminister Lea Wermelin havde folkeregisteradresse på Bornholm, men opholdt sig dér langt mindre, end CPR-loven siger, man skal. I de sidste tre år har hun været i huset i gennemsnit 100 dage om året, mens man ifølge loven skal være der i mindst 180 dage.

Wermelins brud på CPR-loven betød, at hun fejlagtigt har betalt skat på Bornholm i stedet for i København, der er hendes reelle bopælskommune og hvor hendes børn går i skole.

Ved kommunalvalget sidste år har hun højest sandsynligt også stemt det forkerte sted, ligesom der kan være skattemæssige problemer med kørselsfradrag og fradrag for dobbelt husførelse m.v.

Lea Wermelin, der ved valget den 1. november 2022 blev genvalgt, har i april 2023 til Bornholms Tidende fortalt, at hun skal skilles. Som led i den proces sælger familien huset i Sandvig, og hun flytter permanent sin adresse til København.

Er politikere sig selv nærmest?

Sagerne bekræfter en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at nogle politikere føler sig hævet over landets love, og betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det på ingen måde er til hinder for at lede et helt parti, for ordførerskaber eller en ministerpost.

Den grønne omstilling og Europas højeste strømpriser

Lizette Risgaard

Mens den danske energi- og klimapolitik fremhæves som forbilledlig, og stærke kræfter arbejder for høje CO2e-afgifter på landbrug og alle sektorer, der udleder drivhusgasser, er det fortsat de almindelige energiforbrugere, der betaler prisen.

De høje strømpriser i Danmark chokerer. På grundlag af omfattende dokumentation i den offentligt tilgængelige ”Stromreport” kan det fastslås, at Danmark i 2022 var det land i hele Europa med den højeste elpris for private husholdninger. Sidste år skulle danskerne for eksempel betale 61 eurocent per kWh for deres strøm, selvom det meste kommer fra vedvarende energi.

Det er netop oplyst, at elforbrugerne kommer til at betale ekstra for etableringen af en energiø ved Bornholm. Med en ”teknisk justering” påtænker myndighederne at lade elforbrugerne betale 39 pct. af de mange milliarder, det kommer til at koste at etablere el-infrastrukturen til energiøen. Vindmølleinvestorerne, PtX-selskaberne og brintindustrien slipper dermed for en stor del af regningen for et projekt, som ikke umiddelbart kommer den almindelige forbruger til gode.

I det hele taget er spørgsmålet, hvem der skal betale regningen for den grønne omstilling? Da energipriserne i 2022 eksploderede efter Ruslands invasion i Ukraine, endte el- og varmeregningen hos forbrugerne, mens energiselskaberne kunne bogføre eksorbitante ekstraordinære profitter.

Da Lizette Risgaard stadig var formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, var hun stort set den eneste, der gav udtryk for bekymring. I debatten om en generel CO2e-afgift på dansk landbrug var hun skeptisk. Hun mente, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, udtalte hun til Finans.

En afgift på drivhusgasser vil uden tvivl skade dansk landbrug, men også påvirke priserne på ikke kun fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.

Voksende modstand mod Woke-bevægelsen. Bud Light, Black Rock og Chr. Hansen

Bud Light

I USA er Floridas republikanske guvernør, Ron DeSantis, blevet et symbol på kampen mod ESG, Woke, LBGTQ+, immigration og CRT (kritiske raceteorier). Guvernøren har annonceret sit kandidatur i præsidentkampagnen i 2024, og han har skrevet en bog: “The Courage to Be Free: Florida’s Blueprint for America’s Survival”, der blev udgivet den 28. februar 2023.

DeSantis´ konservative værdipolitiske kulturkrig om spørgsmål lige fra Covid-19 foranstaltninger, immigratiuon og grænsespørgsmålet over ESG-modstand til diskussion af LGBTQ-spørgsmål i klasseværelset og andre woke-issues, har gjort ham til en topfigur i det republikanske parti. Hovedbudskabet i ”The Courage to Be Free” er, at hvis USA som nation skal reddes ud af den venstreorienterede elites politisk korrekte fangarme, så er Ron DeSantis den bedste mand til jobbet. Ja, faktisk den eneste, må man forstå.

“The Courage to Be Free: Florida’s Blueprint for America’s Survival” er ikke Ron DeSantis’ første bog. I 2011 udgav DeSantis “Dreams From Our Founding Fathers: First Principles in the Age of Obama”. Bogen blev udgivet af Hum Publishing, angiveligt et Jacksonville, Florida-baseret firma, som forfattere betaler for at trykke deres bøger.

“The Courage to Be Free” blev udgivet af Broadside Books, et konservativt aftryk af HarperCollins, som ejes af Rupert Murdochs News Corp.

DeSantis revser ikke kun tidsånden, men fortæller også om sin tid som Ivy League-studerende i først historie på Yale University og dernæst jura på Harvard. Det var, ifølge ham selv, på disse nationens fineste skoler, at DeSantis blev konfronteret med venstrefløjens hykleri, som drev ham mod højrefløjen og konservatismen:

”Før min tid på Yale havde jeg aldrig set en limousine og slet ikke en limousineliberal,« skriver han og fortsætter: »De studerende, der var mest højlydte i deres venstrefløjspolitik, kom fra de mest privilegerede baggrunde.”

De politiske grupperinger, DeSantis ser som ærkefjenden, kan i en dansk kontekst bedst sammenlignes med kystbanesocialisterne i det Radikale Venstre og de venstreorienterede partier, folk fra Bermudatrekanten Politikens Hus, forlaget Gyldendal og Danmarks Radio.

Stop-Woke-Act

DeSantis nøjes ikke med at skrive bøger. Han har også fremsat lovforslag – hans Stop-Woke (Wrongs to Our Kids and Employees) Act, forbyder uddannelsesinstitutioner og virksomheder at undervise studerende og ansatte i CRT (kritiske raceteorier) og alt, hvad der ville få nogen til at “føle skyld, angst eller nogen form for psykologisk lidelse” på grund af deres race, farve, køn eller nationale oprindelse. I delstaten Georgia, forbyder House Bill 1084 brugen af såkaldte “splittende begreber” (f.eks. race og køn) i undervisningen.

Udover Florida har syv stater forbudt CRT, mens yderligere 16 stater er i færd med at forbyde det. Det er næsten alle stater med en republikansk guvernør.

Selvom alle lovforslag udtrykkeligt forbyder undervisning i klassisk racisme, dvs. at “en race er overlegen i forhold til en anden race”, forbyder de også undervisning i institutionel eller strukturel racisme, dvs. ideen om, at racediskrimination ikke kun er konsekvensen af nogle få racistiske individer, men at den er strukturel, indgroet i landets nøgleinstitutioner – fra valglove til retshåndhævelse.

Anti-Woke kampagnen breder sig

Vi har set regnbuefarvede, woke virksomheder som f.eks. bryggerier lide tab som følge af boykot fra visse kundegrupper.

Budweiser Light

Den multinational bryggerikoncern Anheuser-Busch InBev (dannet i 2008, da det belgiske InBev for 52 mia. dollars opkøbte aktiemajoriteten i det amerikanske ølkonsortium Anheuser-Busch), der er verdens største bryggeriselskab er havnet i en shitstorm. Blandt koncernens ølmærker findes Stella Artois, Beck’s, Staropramen, Michelob, Leffe og Hoegaarden, men også Budweiser og Budweiser Light.

To topmarketingchefer fra Anheuser-Busch er netop fyret, efter at de ødelagde Bud Light-brandet med en kampagne med den transkønnede internetpersonlighed, Dylan Mulvaney, som ambassadør for ølmærket.

Den progressive og woke reklamekampagne slog fuldstændig fejl.

En video med Dylan Mulvaney sponsoreret af Bud Light blev efter lanceringen i april 2023 hurtigt mødt med forargelse fra konservative politikere og individer, der opfordrede til boykot af ølfirmaet for at samarbejde med en transkønnet influencer. På tværs af sociale medier delte folk videoer af sig selv, der smed dåser med Bud Light i skraldespanden, ødelagde dem eller gennemhullede dem med kugler. Flere faciliteter tilhørende Anheuser-Busch, Bud Light’s moderselskab, modtog bombetrusler.

Ifølge Daily Caller er Bud Light’s salg faldet med hele 28.5 pct., og andre Anheuser-Busch-mærker er også i tilbagegang: Budweiser med minus 12,3 pct., Busch Light med minus 8,1 pct. og Michelob Ultra med minus 4 pct.

De nærmeste konkurrenter til Bud Light – Yuengling Lager, Coors Lite og Miller Lite – kan alle notere fremgang i salget.

Grænser for tolerancen i USA

Selvom der i USA som helhed er ganske stor opbakning til farvede og minoriteters rettigheder, herunder generel accept af at lgbtq+-personer, er det noget andet, hvis spørgsmålet er om disse grupper skal have positiv særbehandling eller når det handler om transkønnede børn.

Mange amerikanere mener ikke, at børn i skolen skal manuduceres i, at de selv kan vælge deres køn, de skal ikke kunne komme i hormonbehandling, og de skal ikke kunne deltage i sport som andet end det køn, de er født med.

I marts 2020 blev Idaho den første delstat til at forbyde transkønnede piger og kvinder – altså personer, der er født som mænd, men som nu identificerer sig som det modsatte køn – at deltage i sport som kvinder.

Siden er mere en 20 andre stater fulgt efter. Blandt dem er Florida, hvor guvernør Ron DeSantis har formuleret sin holdning meget klart: ”I Florida skal piger deltage i pigesport, og drenge i drengesport”.

Flere af de samme delstater har enten allerede lukket for eller er i gang med at forbyde lægehjælp til det, der under ét kaldes kønsdysfori. Det kan være alt fra rådgivning over hormonterapi til kønsskifteoperationer for børn og unge.

Black Rock distancerer sig fra ESG-bevægelsen

Florida, West Virginia, Texas og andre stater har valgt at placere offentlige midler i finansselskaber, der ikke skiltede med forbindelse til ESG- og andre woke bevægelser.

Den administrerende direktør for en af de mest profitable store virksomheder i USA – finansieringsselskabet Black Rock – bakker nu væk fra den liberale eller venstreorienterede ESG-bevægelse (Environmental and Social Governance).

BlackRock CEO Larry Fink hævdede i en tale søndag den 25. juni på Aspen Ideas Forum, at ESG-udtrykket var blevet radikaliseret. Fink erkendte, at han “skammede sig” over at have været forbundet med den venstreorienterede woke-bevægelse.

“Jeg vil ikke længere bruge ordet ESG, fordi det er blevet misbrugt af den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj” sagde han.

Fink hævdede, at Black Rocks tidligere støtte til ESG-bevægelsen havde været apolitisk. Firmaets nyhedsbreve havde aldrig været tænkt som politiske manifestationer, men blev skrevet for at identificere langsigtede problemer for vores langsigtede investorer.

Fink har dog tidligere argumenteret for, at også private virksomheder havde et socialt ansvar i miljøspørgsmål.

I USA har presset fra ESG-bevægelsen betydet, at rating bureauer rangerer private virksomheder ud fra deres engagement i liberal, venstreorienteret miljøideologi.

ESG-målingerne er kontroversielle. Således har Teslas Elon Musk rasende protesterer mod, at ratingbureauet Standard & Poor’s globale ESG-rangering har Tesla på en lavere placering end fossile brændstofselskaber og endda cigaretproducenter.

BlackRocks tilknytning til ESG-bevægelsen har ansporet til at de amerikanske delstater Florida, West Virginia og Texas har trukket milliarder af dollars ud af firmaet.

Imens i Danmark udløser trusler og boykot kæmpe U-vending i Chr. Hansen – dropper støtte til regnbueflag, pride og lgbt+!

Dagbladet Børsen kunne mandag den 26. juni 2023 bringe nyheden om, at en kolossal U-vending i den danske fødevaregigant Christian Hansen. Midt i den gigantiske fusion mellem Chr. Hansen og Novozymes har Chr. Hansen droppet at støtte lgbt+-miljøet på sociale medier og alle mulige andre steder i virksomhedens kommunikation.

Det er i følge Børsen trusler og boykot i USA, som har fået Chr. Hansen til træffe beslutningen om at droppe alle henvisninger til virksomhedens støtte til pride, regnbueflaget og lgbt+.

»Som topchef og direktionsmedlem er det vores ansvar at sikre, at Chr. Hansens aktiviteter er i overensstemmelse med vores overordnede strategi og forretningsmål. Det betyder, at vi nogle gange tager svære beslutninger som denne på trods af, at vi er bekendte med den smerte, den skaber,« udtaler administrerende direktør i Chr. Hansen, Mauricio Graber, i en intern besked.