Krav om bedre polstring af bankerne

Bankkrakkene i USA har sat fokus på bankernes ”polstring” eller evne til at modstå ”modvind”.

EU-Kommissionen præsenterede den 27. oktober 2021 i Bruxelles den såkaldte ”Banking Package 2021” med forslag til hvor meget kapital de europæiske banker skal polstre sig med – de såkaldte Basel IV-krav.

Behandlingen i EU-systemet er forsinket, men som det ser ud, vil Banking Package 2021 fra januar 2025 over en årrække have betydelige konsekvenser for danske pengeinstitutter. Kravene vil fra 2025 gradvist blive introduceret over 5 til 8 år, men baseret på tidligere beregninger fra Copenhagen Economics er det Finans Danmarks umiddelbare skøn, at den danske finanssektor vil blive mødt med et krav om at sætte ca. 60 – 70 mia. kr. ekstra til side til kapitalpolstring.

Outputgulv

Med de tidligere implementerede Basel III krav skal alle banker leve op til et minimumskapitalkrav på 8 pct. Kravet indebærer, at den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv ifølge forslagene i ”Banking Package 2021” implementeres gradvist i EU fra 2025.

Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

Krav om større åbenhed omkring visse risici

I ”Banking Package 2021” er der krav om at pengeinstitutterne skal oplyse om miljømæssige, sociale og governance relaterede risici – de såkaldte ESG risici.

Miljøorganisationer m.fl. har presset på for øgede kapitalkrav for bankers engagementer i fossile brændselssektorer. Argumentet har været at sådanne aktiver ville miste deres værdi med den grønne omstilling, men EU-Kommissionen har ikke fundet tiden moden til sådanne krav.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark

Det Systemiske Risikoråd, der med Nationalbanken i spidsen overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark, støtter EU-Kommissionens krav om bedre polstring af pengeinstitutterne. Rådet har vurderet, at der i perioden med meget lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – er opbygget risici i det finansielle system.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv med en aftagende udlånsvækst er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Det Systemiske Risikoråd har derfor henstillet til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer fra 31. marts 2023 udgør 2,5 pct.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer, men enkelte systemiske kreditinstitutter kommer i Nationalbankens stresstest tæt på kapitalbufferkravene i en hård recession.

Er den finansielle stabilitet truet?

I Nationalbankens seneste vurdering af den finansielle stabilitet i Danmark fremgår det, at de højere renter og inflationen betyder, at der vil være flere privat- og erhvervskunder, der ikke kan afdrage som aftalt.

Nationalbanken har advaret bankerne om, at de må indstille sig på, at de kommer til at lide større tab, end det har været tilfældet de senere år.

Tabene vil blandt andet opstå på privatkundeområdet. Mange boligejere er presset af, at renten på deres boliglån er steget og måske vil stige yderligere. Samtidig har de fået stigende udgifter til fødevarer og energi.

Nationalbanken har advaret om, at det gør boligejerne sårbare over for ledighed og øger risikoen for misligholdelse af lån. Flere misligholdte lån vil i kombination med faldende boligpriser føre til kredittab i bankerne, lyder vurderingen.

Nationalbanken har ved adskillige lejligheder opfordret alle banker til nøje at overveje, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er alvorligt, hvis banker bryder gearingskravet om at kernekapitalen overstiger 3 pct. af eksponeringerne. Det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker bør især de systemisk vigtige banker være opmærksomme på det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Finans Danmark modstander

Pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, har ved adskillige lejligheder udtrykt modstand mod forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Danmark bør ikke gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling, har direktøren for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, udtalt.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Diskussionen i USA

Efter krakket af Silikon Valley Bank, SVB, og Signature Bank, hvor indskydernes penge sikres mens aktionærer og investorer mister alt, er der opstået diskussion om Biden-administrationen har gentaget øvelsen fra 2008 og smidt en redningskrans til de bankfolk, der har kørt bankerne i sænk.

Rent teknisk er indgrebet sket ved, at garantiordningen – The Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC) – har lukket Silicon Valley Bridge Bank og, og overført alle aktiver og passiver til 2 nyetablerede afviklingsbanker: Silicon Valley Bridge Bank, N.A. og Signature Bridge Bank, N.A. Disse banker ”has fully stepped into the shoes of the former Silicon Valley Bank and Signature Bank”, som det hedder.

Præsident Biden har udadtil stået fast på, at regeringens indgreb ikke ville være som i 2008, hvor Kongressen godkendte milliarder i skatteydernes penge til at redde finansielle institutioner, der blev anset for at være for store til at fejle.

I modsætning til i 2008 insisterede Biden på, at bankdirektørerne skulle betale prisen. ”Ledelsen af disse banker vil blive fyret”, erklærede Biden mandag. Når en institution overtages af Federal Deposit Insurance Corporation, “bør de mennesker, der driver banken, ikke arbejde der længere.”

Præsident Biden har også understreget, at skatteyderne ikke vil bære omkostningerne ved redningen af bankernes indskydere. De tab, der måtter opstå fra afviklingen af bankerne, vil gå fra en forsikringsfond, der betales af bidrag fra hele banksektoren. Og mens kunder og små virksomheder, der havde indlån hos de krakkede banker, ville blive beskyttet, ville investorerne ikke blive beskyttet: ”De tog bevidst en risiko, og når risikoen ikke kan betale sig, mister investorerne deres penge” sagde Biden. “Sådan fungerer kapitalismen.”

Under drøftelserne mellem Det Hvide Hus og medlemmer af Kongressen har flere senatorer påpeget, at deres bekymringer går på, at bankindgrebet sker på en måde, der i sidste ende kunne skade banker i deres hjemstater. Lokale og regionale banker vil blive pålagt nye gebyrer og bidrag for at genopbygge den forsikringsfond, som Biden-administrationen nu udnytter til at hjælpe de to krakkede bankers indskydere. Samtidig argumenteres med, at det er kunderne, der i sidste ende kommer til at bære omkostningerne ved regeringens handlinger, selvom skatteydernes midler ikke bruges direkte. Nye gebyrer, der opkræves på banker, vil uvægerligt blive overvæltet på bankkunderne.