Coop Danmark er en kæmpevirksomhed med 40.000 ansatte, 43 mia. kr. i omsætning og flere millioner kunder. Koncernen, der består af 1.200 butikker, hvoraf godt en fjerdedel er ejet af selvstændige brugsforeninger, skal operere i et presset dagligvaremarked i skarp konkurrence med Rema 1000 og Salling Group, herunder Netto og Føtex, hvor der løbende er behov for effektiviseringer. Samtidig er indtjeningen hæmmet af de dårlige resultater i FAKTA-kæden.

Min afdøde svigerfar, der livet igennem var en ærkeliberal Venstre-mand, der placerede alle dagligvare-indkøb hos frie og uafhængige købmænd, omtalte altid den kooperative detailhandel som ”brugspis”. Yndlingsaversionen var den nu lukkede SuperBrugs i Borup, men måske kendte han ikke andre.

Efter omkring syv år som topchef for Coop er Peter Høgsteds tid som frontfigur ved at rinde ud. Af en pressemeddelelse fra selskabet fremgår det, at Peter Høgsted stopper som topchef senest ved årets udgang.

Formanden for bestyrelsen oplyser, at fyringen er sket fordi bestyrelsen mener, at med en ændret markedssituation og nye udfordringer, ønskes en ny profil i spidsen for Coop.

I Berlingske Tidende problematiserer Birgitte Erhardtsen den hurtige udpegning af Kræn Østergaard Nielsen som ny administrerende direktør. Det antydes, at bestyrelsesformand Lasse Bolander, kan have særlige motiver som har forbindelse med, at han i 2021 skal genvælges som formand for Coop.

Jagtklubskandalen

Det er ikke første gang vi hører om urent trav i Brugsen.

I 1983 måtte FDB’s daværende førstedirektør, Gunnar Christensen, også acceptere en uventet fyring.

Baggrunden var den såkaldte ”jagtklubskandale”.

I 1982 blev FDB’s kronprins, kandidaten til FDB’s næste førstedirektør, Klaus Munch Nielsen, afsløret i at have modtaget returkommission. I al hemmelighed havde Klaus Munch Nielsen forlangt at få stillet en Range Rover til rådighed til jagt for til gengæld at pege på Ib Schimming som direktør i Schulstad.

De tvivlsomme forretningsmetoder stemte ikke overens med brugsbevægelsens normale normer. 200 medarbejdere blev afhørt i Coop, hvilket resulterede i, at Klaus Munch Nielsen og fem andre direktører fratrådte, da de blev afsløret i ”jagtskandalen”.

Bjørn Laugesen var sektionsdirektør i FDB, da han ifølge en pressemeddelelse fra den 7. oktober 1982 fratrådte efter eget ønske. Det skete, samtidig med at to andre direktører trak sig og kort efter, at direktør Klaus Munch Nielsen havde gjort det samme.

Ifølge forskellige avisers omtale af sagen følte flere af FDB’s underleverandører sig presset til at betale store summer til et hemmeligt selskab, der arrangerede jagtrejser.

FDB klarede i første omgang sagen internt med at de pågældende direktører fratrådte med lukrative fratrædelsesgodtgørelser. I løbet af efteråret 1982 kunne Ekstra Bladet flere gange rydde forsiden for at fortælle om forskellige FDB-direktørers eksotiske safariture i Afrika og jagtrejser i Polen. Dermed var ”jagtklubskandalen” en realitet.

Leverandører til brugsforeningen blev tvunget til at betale jagtrejser, der i regnskaberne blev skjult under titler som ”Aktiviteter” eller ”driftsomkostninger”.

Det endte med at politiet gik ind i sagen, og politiets materiale dokumenterede er en næsten uhæmmet rejsevirksomhed, og førstedirektøren i FDB, Gunnar Christensen, bliver inddraget.

Efter en lille håndfuld FDB-topfigurer blev anklaget for mandatsvig og returkommission, kom Gunnar Christensen som den sidste i politiets søgelys for at have været vidende om direktørernes betalte jagtrejser, og han blev fyret i januar 1983.

Når erfaringer fra offentlig tjeneste værdsættes i det private erhvervsliv

Friis Arne Petersen

Den 31. august 2020 takkede ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, af som ansat i Udenrigsministeriet efter mere end 40 års ansættelse på absolut ledende poster i ministeriet. Tirsdag den 1. september 2020 klokken ni begyndte han en ny tilværelse som partner i den nordeuropæiske public affairs-virksomhed, Rud Pedersen!

Den tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet har i et interview med Politiken oplyst, at han skal være lobbyist og bruge sit netværk blandt politikere, politiske systemer og erhvervslivet. Riis Arne Petersens nye arbejdsgiver har ambitioner om i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland at kunne rådgive og analysere bedre end amerikanske konkurrenter som Boston Consulting Group og McKinsey m.fl.

Friis Arne Petersen er muligvis inspireret af tidligere ambassadør, departementschef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, der efter sin afgang fra Udenrigstjenesten blev ansat som Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe.

Tidligere havde ambassadør, departementschef og direktør i Udenrigsministeriet, Eigil Jørgensen, vist vejen da han efter endt statstjeneste blev betroet rådgiver hos A.P. Møller.

Lars Løkke Rasmussens dobbeltjob

Den 31. januar 2020 kunne Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet vil tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

Kan man stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om Lars Løkke Rasmussens sideaktiviteter har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode gav anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi nogle mente, at Brian Mikkelsen, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, der betyder, at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens eller topembedsmandens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer.

Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Stine Brix

Tidligere folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har fra 1. maj 2020 arbejdet i fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation i fagforbundet.

Klausuler

De markante karriereskift, som Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Flere kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
• Stine Brix fra Enhedslisten gik fra Folketinget til fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation.
• Friis Arne Petersen gik fra ambassadør til partner i lobbyvirksomheden Rud. Pedersen

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

I Danmark er der omkring 2,7 mio. personbiler, heraf er mindst 400.000 ældre dieselbiler, omkring 16.000 er el-biler og ca. 10.000 hybridbiler.

Staten henter årligt omkring 50 milliarder kroner ind i bilafgifter m.v.

Regeringen har en ambition om, at der i Danmark er mindst 1 million el-biler når vi når 2030.

Hvis afgiftssystemet skal understøtte væksten i elbiler, og det samlede afgiftsprovenuet ikke må røres, er der ingen vej udenom: elbilerne skal afgiftsmæssigt være billigere og benzin- og dieselbiler skal være dyrere.

Eldrup-kommissionen

Kommissionen blev nedsat af den daværende borgerlige regering i februar 2019. Kommissionen fik i opdrag at finde ud af hvordan grønne bilafgifter kunne indføres, uden at der blev slået hul i statskassen.

På et pressemøde mandag den 7. september 2020 klokken 12 i København præsenterede Kommissionen for grøn omstilling af personbiler under ledelse af Anders Eldrup sine anbefalinger til nye grønne bilafgifter efter halvandet års arbejde.

Kommissionens anbefalinger vil i den kommende tid være grundlag for politiske forhandlinger, men allerede nu vil kommissionens anbefalinger i nogle kredse være kontroversielle.

Kommissionen vurderer, at der i 2030 vil være 3,3 mio. biler i Danmark. Hvis der ikke gennemføres ændringer i det nuværende registrerings- og afgiftssystem, vil antallet af el- eller emissionsfrie biler være vokset til 400.00.

Hvis ambitionen om 1 mio. elbiler i 2030 skal opnås, vil det vil koste 5,7 mia. kr.

Samfundsøkonomisk vil det under alle omstændigheder blive kostbart – de alternative modeller, Kommissionen fremlægger, koster mindst 6-7 mia. kr.

Den såkaldte skyggepris for CO2 vil løbe op i 3.800 kr. pr. ton og dermed langt over den pris, som Klimarådet har opereret med. Samtidig vil bidraget til CO2-målsætningen kun udgøre omkring 1 mio. tons CO2 af de krævede godt 20 mio. tons.

Danske (og udenlandske) bilister i Danmark vil efter forslaget være tvunget til at købe en vignet til placering i forruden. Bilejere med en ”gennemsnitlig” benzin- eller dieselbil kan i henhold til de fremlagte modeller se frem til merudgifter på 5-6.000 kr. om året.

Derudover vil ejere af især ældre benzin- og dieselbiler opleve et gevaldigt værditab.

Kommissionen syntes at hælde til et lidt lavere ambitionsniveau med omkring 750.000 el- eller emissionsfrie biler i 2030, men også det vil koste.

Kommissionen opererer i sin rapport med en omlægning af registrerings systemet, hvor købere af el-biler får et kontant statsligt tilskud mens fossile biler pålægges en CO2-afgift. Registreringsafgiften forhøjes samtidig for de dyreste biler.

Diesel- og benzinafgifterne skal forhøjes, og for den tunge transport skal der indføres ”roadpricing” med betaling afhængig af kørsel.

Planerne vil næsten uundgåeligt gøre lastbiltransport dyrere, og hvis du er en hårdtarbejdende, leverpostejsspisende, benzin- eller dieselkørende middelklassedansker med langt til arbejde eller bosat i Udkantsdanmark, skal du også indstille dig på trange tider.

Hvordan gik det i Frankrig?

Frankrigs præsident Emmanuel Macron endte med at give efter for de protester mod højere afgifter på benzin og diesel, der hærgede Paris’ gader i begyndelsen af året. De kaotiske scener i Paris og andre steder i Frankrig viste, at den franske præsident stod over for et radikaliseret oprør, der truede med at brede sig til andre europæiske lande.

De gule veste og Underfrankrigs oprør mod grønne klimaafgifter afslørede den underliggende sociale kamp om, hvem der skal betale for den grønne omstilling.

Da urolighederne var på sit højeste, støttede næsten tre ud af fire franskmænd den sammensatte gruppe af arbejdere, småhandlende, selvstændige, arbejdsløse og andre, der havde svært ved at få pengene til at slå til, og som valgte de gule trafikveste som deres fælles protestuniform.

Der indgik utvivlsomt mange forhold i den folkelige utilfredshed i Frankrig, men det var umiddelbart de bebudede stigninger i de grønne afgifter, som udløste hele protestbevægelsen.

Den grønne omstillings sociale slagside

Protesterne kan ikke nødvendigvis tages som udtryk for, at demonstranterne fornægtede klimaudfordringen. Det, de især protesterede imod, var derimod klimatiltagenes sociale slagside. Grønne afgifter på diesel rammer den lavere middelklasse i udkantsområderne langt hårdere på pengepungen end de velstående i storbyerne, der ikke behøver to biler for at komme på arbejde eller som har råd til et højere benzinbudget eller at anskaffe sig en el-bil.

Spørgsmålet er hvornår, vi vil se lignende reaktioner i Danmark?

Klimaaktivister fylder aviser, radio, TV og alle andre medier med opfordringer til at den almindelige dansker skal skære ned på kødforbruget – ja helst konvertere til vegetar eller veganer.

Samtidig dynges vi til med grønne afgifter og pålæg om energibesparelser, mens energiforbrugernes penge ødsles væk på eksorbitante lønninger og et tøjlesløst fråseri i energiselskaberne samt på tvivlsomme energispareordninger.

Samtidig er de helt ellevilde i Invest in Denmark, fordi de har lokket Netflix, Spotify, Apple, FaceBook og Google til at placere enorme datacentre i Danmark. Energiforbruget i Danmark har siden 1990 været faldende, men i de sidste par år er det igen begyndt at stige.

De multinationale virksomheder markedsfører sig på at have taget klimaansvar, men over de næste år kommer de gigantiske datacentre til at lægge beslag på den grønne strøm, som nu følger af de store, skatteborgerfinansierede investeringer i energisektoren.

Realiteten er, at disse datacentre vil om få år til at forbruge lige så meget strøm som samtlige 2,7 millioner danske husstande.

Er det så en god forretning? Næppe.

Den almindelige dansker betaler den grønne omstilling

Det er en udbredt misforståelse, at vindenergi er gratis. Den er kostbar at etablere, drive og servicere. Tilslutning og forstærkning af elnettet, betales over vores afgifter til det statslige Energinet.dk, medtages sjældent i de positive ”regnestykker”. Vi hører heller ikke noget om de stigende krav til investeringer i nødvendig backup-kapacitet.

Det betyder, at den danske position på vindmarkedet er finansieret gennem borgernes hidtidige accept af et højt afgiftsniveau. Produktionen – ja den sælges til Apple eller til udlandet til rene foræringspriser.

I de perioder, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner, må de almindelige danske husstande betale dyrt for tysk brun- eller stenkulkraft-strøm og eventuelt strøm fra svenske og franske atomreaktorer.

Og nu bliver din bil værdiløs!

Måske skulle man finde sin gule trafik-vest frem?

Med ”justeringen” af samfundsøkonomikravet opgiver partierne sikringen af, at fjernvarmeprojekter tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til samfundsøkonomi. De tidligere vigtige hensyn til forsyningssikkerhed og forbrugerbeskyttelse er for længst opgivet til fordel på ensidig vægt på miljø- og klimahensyn.

Energiaftale

Samme dag, den 22. juni 2020, hvor regeringen indgik en bred energiaftale kom statsminister Mette Frederiksen med et ”opråb” om behovet for en øget grad af økonomisk ansvarlighed.

”Vi skal tilbage i et spor, der er ansvarligt og bæredygtigt på den længere bane”, siger Mette Frederiksen til Berlingske Tiende. Vi skal tilbage til en ”mere klassisk finanspolitik”, hvor man finansierer sine forslag og tænker over de langsigtede konsekvenser.

En tilkendegivelse, man skulle tro ville give anledning til anerkendelse i enhver konservativ dansk kommune.

I energiaftalen af 22. juni 2020 er det aftalt, at:

”Derudover justeres samfundsøkonomikravet, så fjernvarmeprojekter kan godkendes uden en sammenligning med fossile alternativer, hvilket bl.a. vil sikre, at reguleringen ikke er en unødvendig bremse for konverteringer af naturgasområder til fjernvarmeområder”.

Kravet om samfundsøkonomi

Siden varmeforsyningsloven i 1979 har det været et dogme i dansk energipolitik, at udover energimæssige og brugerøkonomiske forhold har alle projekter været underkastet et krav om samfundsøkonomisk vurdering. Senere er det ubetingede krav om samfundsøkonomiske vurderinger suppleret med krav om klima- og miljømæssige vurderinger.

Varmeforsyningslovens erklærede formål er, ”at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og inden for disse rammer at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler.”

Investeringer i forsyningsnet, hvad enten det er fjernvarme- eller naturgasnet, er langsigtede og relativt dyre investeringer. Det bestemmes derfor i varmeforsyningsloven, at investeringerne kun må foretages, hvis det ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er fornuftigt.

Hensynet til forbrugerne

Baggrunden for kravene er også, at det er uøkonomisk at udlægge både naturgas- og kraftvarmeledninger i de samme områder (dobbeltforsyning). Det har derfor i Danmark hidtil været tilstræbt, at der alene skal være ét kollektivt varmeforsyningssystem indenfor et givet område.

For at opfylde lovens formål er det kommunernes opgave at udføre planlægning for varmeforsyningen i kommunen. Dette skal ske i samarbejde med forsyningsselskaberne i den pågældende kommune.

Kommunalbestyrelsen skal som varmeplanmyndighed behandle ansøgninger om projektgodkendelse og det er kommunalbestyrelsen, der godkender konkrete projekter.

I øjeblikket er kommunalbestyrelser underlagt Energistyrelsen detaljerede krav til gennemførelse af samfundsøkonomiske vurderinger af alle fjernvarmeprojekter.

Krav om det samfundsøkonomiske bedste projekt

Kommunalbestyrelsen er i overensstemmelse med § 1 i lov om varmeforsyning og § 27, stk. 2, i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets bekendtgørelse nr. 1792 af 27/12/2018 – Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen) – forpligtet til at sørge for, at projektet ud fra en konkret vurdering er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt.

Kommunalbestyrelsen må alene godkende et projekt, hvis det er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt. Projektansøgere skal derfor udarbejde samfundsøkonomiske beregninger for selve projektet, referencen (business as usual) og eventuelle alternativer, så kommunen kan vurdere, om projektet er det samfundsøkonomisk bedste projekt.

De samfundsøkonomiske analyser skal foretaget på grundlag af Energistyrelsens vejledning i samfundsøkonomiske analyser og de dertil hørende senest opdaterede forudsætninger for samfundsøkonomiske analyser på energiområdet.

Gentofte

Gentofte vedtog i 2010 en varmeplan, hvor målet er i perioden fra 2010 til 2026 at udbygge det eksisterende fjernvarmenet til at dække hele kommunen. Det bemærkes, at kommunen i forvejen har et fuldt udbygget naturgasnet, men alligevel har det været planen, at der overalt i kommunen skulle nedgraves fjernvarmerør ved siden af gasrørene.

Udbygningen blev planlagt til at forløbe over seks faser, men kun de første tre blev gennemført, før statens samfundsøkonomiske beregningsmodel satte en stopper for den videre udbygning.

Kommunens konservative borgmester kan ikke forstå, at udbygningen af fjernvarmenettet ikke kan fortsætte som planlagt.

Borgmesteren giver fanden i samfundsøkonomien, men insisterer på, at Folketinget snarest foretager de varslede ændringer i reguleringen af fjernvarmesektoren, så afgiftssystemet og beregningsforudsætningerne fremover begunstiger de grønne energier og dermed giver mulighed for at foretage den længe ventede videre udbygning af fjernvarmenettet i Gentofte Kommune.

Er fjernvarmen grøn?

Fjernvarmen i Gentofte produceres af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og langt den største del af fjernvarmen i Hovedstadsområdet bliver produceret på de store kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg.

CTR – Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S – har siden etableringen i 1984 stået for fjernvarmeforsyningen til Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København og Tårnby.

Gentofte fjernvarme oplyser, at over 70 pct. af fjernvarmens energi kommer i dag fra vedvarende energikilder som halm, træflis, affald, sol og vind og fra samproduktion med el: biobrændsel 51 pct., kul 10 pct., olie 1 pct., naturgas 13 pct., affald (fossilt) 8 pct., affald (CO2-neutral) 17 pct.

Den grønne fjernvarme beror på hvordan varmen produceres. Der er diskussioner om, hvorvidt biomasse som brændsel til fjernvarmeproduktion er miljømæssig forsvarligt – og lige så CO2 -neutral som antaget.

Kritikken går på, at stigningen i forbruget af træflis, træpiller, palmeolie og andre former for biomasse er problematisk fordi biomasse er en begrænset ressource. Brugen af det kan ikke andet end at gå ud over biodiversiteten. Samtidigt har vi behov for naturlig skov som kulstoflagre, så det forøgede forbrug af biomasse, går uvægerligt ud over klimaet.

Den danske folkekirkes 10 biskopper er placeret i lønramme 39 og tjener dermed omkring 973.000 kr. om året i gennemsnit, inklusive tillæg og pension.

Biskopperne mener selv det er for lidt. De ledelsesmæssige opgaver er blevet mere tyngende i de senere år. Ud over det fra Kirkeministeriet uddelegerede arbejdsgiveransvar for stifternes præster har biskopperne også det overordnede ansvar for den samlede folkekirkelige økonomi i stifterne og tilsynsansvar i forhold til menighedsrådenes virksomhed. Derudover har biskopperne ledelsesmæssige opgaver relateret til stiftsrådenes arbejde. Samlet set mener biskopperne at lønramme 40 villke være mere passende – i hvert fald for biskopperne i de 5 største stifter.

Biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, fylder 70 i januar 2021, og derfor skal der afholdes bispevalg. Ved opstillingsfristens udløb var der 4 kandidater, der havde fundet de nødvendige minimum 75 stillere:

• Peter Birch, Gentofte
• Asser Skudre, Bellahøj
• Ulla Thorbjørn Hansen, Slagelse
• Eva Holmegaard Hansen, Nødebo

Stiftets præster og 500 menighedsrådsmedlemmer er stemmeberettigede og 1. runde afsluttes den 13. oktober 2020. Hvis ingen kandidater har fået mere end halvdelen af stemmerne afholdes en 2. runde mellem de 2 kandidater med flest stemmer. 2. runde afsluttes den 18. november 2020.

Den nye biskop bispevies i Helsingør Domkirke den 31. januar 2021.

Verdens mest berømte hestevæddeløb finder sted lørdag den 5. september 2020. Det er Kentucky Derby, der afholdes for 146. gang i Kentuckys største by, Louisville, ved Ohiofloden.

Derbyet – ”Run for the Roses” (efter det blomstrede hestedækken vinderhesten udstyres med) afholdes normalt den første lørdag i maj som afslutning af den to uger lange Kentucky Derby Festival. Løbet er åbent for tre-årige fuldblodsheste, der løber over en distance på 1,25 miles (2 km) på på den berømte væddeløbsbane, Churchill Downs. Hingste og vallakker bærer 126 pounds (57 kilogram) og hopper 121 pounds (55 kilogram).[1]

Kentucky Derby 2020 skulle oprindeligt have været afviklet den 2. maj, men er flyttet til lørdag den 5. september på grund af COVID-19-pandemien. Derbyet plejer at være et modeshow med et væld af imposante hatte, men som følge af Covid-19 vil der kun være et begrænset antal tilskuere på Churchill Downs, men væddeløbet TV-transmitteres.

Tidspunkt

Løbet starter 2.30 PM ET – kl. 20.30 dansk tid – og varer omkring 2 minutter.

Covid eller ej – der er op til løbet spillet enorme summer på løbets udfald. Ved lørdagens væddeløb er ”Tiz the Law” favorit, men ”NY Traffic”, ”King Guillermo”, ”Thousand Words” og ”Honor AP” ligger også godt hos bookmakerne.

Store præmier

Derbyet har en samlet præmiesum på 3 millioner dollars, der fordeles med $1.86 million til vinderen, $600,000 til nr. 2, $300,000 til nr. 3, $150,000 til nr. 4 og $90,000 til nr. 5.

Dette er første gang siden 1945, at Kentucky Derby ikke er afholdt den første lørdag i maj, og det er først tredje gang i historien, at løbet ikke er afviklet i maj måned.

Louisville

Louisville (efter Louis den 16.) blev grundlagt i 1778, og var i kraft af flodtransport en vigtig handelsby, før industrivæksten for alvor satte ind omkring 1. Verdenskrig.

Inden den olympiske guldmedaljevinder, sværvægtsmester og politiske aktivist blev kendt som ”The Greatest” var Muhammad Ali kendt som Cassius Clay med øgenavnet “The Louisville Lip” – henvisning både til hans hjemby men også til hans talegaver. Kentucky Fried Chicken (KFC), Louisville Slugger baseball bats samt original Kentucky Bourbon har ligeledes bidraget til kendskabet til Kentucky og Louisville.

Garden jockeys

Tidligere var der i Louisvilles mere velhavende villakvarterer i de fleste forhaver opstillet en lille jockey-figur, der typisk holdt den ene arm frem til hilsen og hvortil man passende kunne tøjre en hest. Hvor jockey-figuren, der typisk var en farvestrålende iklædt afro-amerikaner, oprindelig var et velkomstsymbol (og et sted hvor gæstens hest kunne tøjres) blev figurerne senere et udtryk for husejerens veneration for heste og gamle sydstatsværdier. Selvom de sorte jockeyfigurer idag af mange forbindes med racisme, er de stadig almindelige i Louisville og andre steder i de amerikanske sydstater.

Uro i Louisville

Samtidig med indsættelsen af føderale betjente i Portland i delstaten Oregon og andre steder og kampene mellem demonstranter og føderale betjente er protesterne og urolighederne, der ellers mange steder var stilnet af i de seneste uger, blusset op igen i USA.

Også i Louisville har der de seneste dage været folk på gaden. Her krævede de fremmødte retfærdighed for Breonna Taylor, der blev skudt og dræbt, da betjente stormede hendes lejlighed i Louisville den 13. marts. Hun blev skudt otte gange, da politiet uden varsel stormede lejligheden i forbindelse med en narkosag, som hun ikke var involveret i.

Den ene af de involverede betjente blev fyret for en måned siden, mens to andre er blevet sat på tvungen orlov. Ingen er dog blevet sigtet i sagen.

Det har vakt kritik fra flere sider, og i går marcherede tungt bevæbnede medlemmer af den sorte milits NFAC (Not Fucking Around Coalition) gennem Louisvilles gader med et krav om at fremskynde efterforskningen og være mere åbne i sagen, beretter Ritzau.

Statsminister Mette Frederiksen er trods en opvækst på stenbroen i Aalborg en sand ven af naturen. Hun har ikke holdt sig tilbage. Der bliver færre harer, sommerfugle og lærker, konstaterede Socialdemokratiets leder i en kronik i Fyens Stiftstidende, hvor hun sammen med SF inden valget i 2019 gjorde rede for de to partiers fælles naturudspil: 75.000 hektar urørt skov. 15 nye vilde naturparker. Og en ny national plan for en mangfoldig natur, lød løftet fra de to partier.

Mette Frederiksen har ikke glemt sine løfter til naturen. Statsministeren skrev i begyndelsen af 2020 i et debatindlæg i netmediet Altinget, at vi skal finde den rigtige balance mellem urørt skov og blomsterenge og så de veje, broer, byer og landbrug, som vi også har brug for.

Statsministeren oplyste, at den dengang helt nye liste over truede arter (Rødlisten) viste, at danske dyre-, plante- og svampearter ikke har fået det bedre de seneste ti år.

I Den danske Rødliste 2019, der den 14. januar 2020 blev offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019. En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Statsministeren havde ret da løfterne blev afgivet

Statsministeren havde ret i, at bortset fra guldsmedene har de danske rødlistearter ikke fået det bedre i de sidste 10 år.

Samtidig skal det noteres, at regeringen i 2020 er blevet kritiseret. Regeringen havde på finansloven for 2020 afsat to milliarder kroner over 10 år til at tage såkaldte lavbundsjorde ud af landbrugsproduktion og desuden 80 millioner kroner over fire år til at sikre mere urørt skov. 100 millioner kroner blev sat af til at etablere en såkaldt skovfond, hvor private har mulighed for at byde ind med penge blandt andet til at rejse skov.

§ 3 beskyttede områder

Regeringen fremsatte også inden sommerferien et lovforslag om ændring af lov om naturbeskyttelse og forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af arealer, der er beskyttet efter paragraf 3 i naturbeskyttelsesloven – det gælder lysåbne områder som heder, enge og moser.

Økonomiske tab for landmændene

Det var fra begyndelsen klart, at regeringens lovforslag (L 164 om forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af § 3 beskyttede områder) for en række landmænd ville betyde følelige økonomiske tab blandt andet som følge af forringede græsningsmuligheder.

Et forbud mod at gødske, sprøjte og omlægge især engarealer vil i høj grad ramme kvægbedrifter, idet mange af disse arealer udgør et vigtigt grundlag og en betydende del af bedrifternes grovfoderproduktion, ligesom de også i mange tilfælde indgår i harmoniarealet. Med det planlagte forbud vil både udbyttemængden og foderkvaliteten på arealerne falde markant, hvilket vil kunne få store både økonomiske og driftsmæssige konsekvenser for de berørte landmænd.

På denne baggrund har Landbrug & Fødevarer vurderet det samlede driftstab som følge af et forbud mod at gødske, sprøjte og omlægge til at være omkring 66 mio. kr./år.

Videns- og innovationshuset SEGES, der arbejder med alt, der har med landbrugsdrift at gøre, har vurderet et gennemsnitligt værditab på de berørte arealer på 40.000 kr./ha, i alt ca. 1,8 mia. kr. Hertil kan komme yderligere ejendomsværditab som følge af reduceret husdyrproduktion m.v.

Tvivlsomme gevinster på biodiversitet

Samtidig hævder eksperter i biodiversitet, at det har ingen eller meget lille effekt på biodiversiteten at indføre et forbud imod at sprøjte, pløje og gøde en række engarealer. Ifølge eksperter i biodiversitet, vil det gavne naturen i Danmark langt mere, hvis regeringen øgede naturbeskyttelsen i de statsejede skove, fremfor at begrænse landbruget på de §3 beskyttede enge.

Regeringen og støttepartier har omvendt hævdet, at ”reguleringen” vil forbedre naturværdierne på 37.000 ha ferske enge og strandenge fordelt i hele Danmark.

Oppositionen prøvede uden held at få lovforslaget ændret, så reguleringen ville udløse erstatning til lodsejerne. Ved 3. behandling den 25. juni 2020 blev L 164 vedtaget af regeringen med støtte fra RV, SF, EL, ALT og Susanne Zimmer (UFG)). V, DF, KF, NB og LA stemte imod.

Skovhugst

Samtidig har regeringen og støttepartierne indgået en aftale, hvor man blandt andet blev enige om at stoppe skovhugst i 32 danske skove, og man udpegede 6000 nye hektar urørt skov, så der i alt nu er udpeget 29.000 hektar urørt skov i Danmark.

Men det er alt sammen utilstrækkeligt i forhold til de løfter, der blev givet

Der er stadig meget langt fra 29.000 hektar urørt skov til de 75.000, som regeringen har lovet at udpege og til at 17 procent af landarealet skal være beskyttet natur, som Danmark er forpligtet til gennem FN.

Regeringen havde bebudet en stor, samlet naturplan i efteråret, hvor alle hængepartier ville blive adresseret.

Mette Frederiksens løftebrud

Kritikken fra regeringens støttepartier af prioriteringen af naturen i det netop fremlagte forslag til finanslov for 2021 har været massiv. Hos støttepartierne SF, Enhedslisten og De Radikale er der skuffelse og utilfredshed med, at regeringen ikke har sat mere end 50 millioner kroner årligt af til naturen, og at de politiske forhandlinger om natur og biodiversitet bliver udskudt et år.

De borgerlige partier er parate til at forhandle natur og biodiversitet, og det ser nu ud til, at der samler sig et flertal af Folketingets partier, der kritiserer Mette Frederiksens løftebrud på naturområdet.

Naturparker, blomsterenge og urørt skov vil ikke øge biodiversiteten

Forskerne anfører, at hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen.

Mangel på levesteder

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse såkaldte møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

I relation til produktionsdyrene er ormemidler et særligt problem. Ormemidler reducerer kvaliteten af lort som levested, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Fordel med variation i levesteder

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet. 

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Trusler mod levesteder

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Et væsentligt bidrag kunne være, hvis der danske naturarealer i langt højere grad blev afgræsset af hjorte, kronvildt, robuste kvægracer, får, bisonokser m.fl.

Lars Løkke Rasmussen er ifølge erindringsbogen ”Om de fleste og det meste” misforstået, uretfærdigt behandlet og forrådt af sine egne. Det kan meget vel være tilfældet, men Lars Løkkes katastrofale mangel på selverkendelse og andre fatale karakterbrist er veldokumenterede. Lars Løkke synes at glemme, at de fleste af hans gerninger er foregået i fuld offentlighed eller dokumenteret af troværdige øjenvidner. Hans flossede moral og pamperagtige håndtering af offentlige hverv ville have forhindret en plads i bestyrelsen i selv den mindste 4H-ungdomsorganisation. Hans relativt lange politiske liv på topniveau vidner tværtimod om uhørt tolerance og overbærenhed hos Venstres vælgere.

Det er således veldokumenteret, at Lars Løkke Rasmussen har haft mange ”sager”, der viser at han ikke er driftssikker i omgangen med andre folks penge, og når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden, at den forhenværende statsminister har haft rod i privatøkonomien, men også i sit efterhånden lange politiske liv er spadseret fra underskud til underskud.

Lars Løkke begyndte tidligt. Ved Løkke Fondens otteårs fødselsdag på Hotel Marriott i København tirsdag den 25. februar 2020 fortalte den tidligere statsminister, at han i 1978 ikke holdt sig tilbage fra rapserier af flaskepant og cigaretter. Hvor mange cigaretter Lars Løkke siden har købt på skatteborgernes regning, foreligger ikke oplyst.

Underskuddet i Græsted

Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Bilagssagen i VU

Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.

Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.

Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.

Partifællen Klaus Riskær Pedersen

Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.

Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.

Lars Løkkes kampagnebudget overskrides

Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.

Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.

Lars Løkke Rasmussen blev trods store armbevægelser en af 1989-valgets store tabere

Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.

Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen.

Den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, må vige pladsen som formand for bestyrelsen i statens energiforsynings-selskab, Energinet, for at skaffe plads til den tidligere partiformand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft.

Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Energinet.dk

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat. Energinet.dk blev dannet i 2005 og ejer og driver det overordnede net på el- og gasområdet og har samtidig ansvaret for el- og gasforsyningssikkerheden i Danmark.

Viking-Link

Energinet har især været i vælten i anledning af etableringen af den såkaldte Viking-Link, hvor et el-kabel via 500 høje elmaster i Jylland føres til England. Trods folkelig modstand i de berørte landsdele gennemføres projektet som planlagt.

Ben til +400.000 kr.

Ifølge selskabets seneste årsrapport får formanden et årligt honorar på 400.000 kroner, mens de menige bestyrelsesmedlemmer får 125.000 kroner årligt. Det er ikke oplyst, om formandshonoraret er forhøjet i forbindelse med Lykketofts udnævnelse.

Dan Jørgensens rolle

Bag udpegelsen står klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Ud over Mogens Lykketoft er også adm. direktør i DANSK IT, Rikke Hvilshøj, og direktør i Metroselskabet, Louise Høst, udpeget som nye menige medlemmer af Energinets bestyrelse.

A.P. Møller – Mærsk A/S offentliggjorde den 19. august halvårsrapporten for 2020 – Interim Report for the 2nd Quarter 2020. Det fremgik, at Mærsk for hele 2020 ventede at opnå et driftsoverskud før af- og nedskrivninger samt renter og skat på mellem 37 og 44 milliarder kroner:

” Despite the uncertainties related to COVID-19, A.P. Moller – Maersk reinstates its full-year guidance for 2020 and now expects EBITDA to be between USD 6.0bn-7.0bn, before restructuring and integration costs”.

Maersk har angiveligt formået at reducere omkostningerne med 16 pct. i 2. kvartal som I kombination med en stigning i fragtraterne på 4,5 pct. har udlignet et fald på 16 pct. i fragtmængder.

Maersk tog for 2 uger siden forbehold for en eventuel 2. bølge af Covid-19, for fragtrater, brændstofpriser og andre eksterne faktorer:

“The outlook and guidance for 2020 is subject to significant uncertainties related to the COVID-19 pandemic and does not take into consideration a material second lockdown phase. The guidance is also subject to uncertainties related to freight rates, bunkerprices and other external factors”.

Udsigt til overskud efter flere års underskud

Hvis forventningerne holder stik, og hvis af- og nedskrivninger samt renter og skat i 2020 er af samme størrelse som i 2019, er der efter underskud i 2017, 2018 og 2019 udsigt til et positivt årsresultat – i bedste fald på op mod 6 mia. kroner.

Efter offentliggørelsen af halvårsmeddelelsen steg kursen på Maersk-aktier med over 7 pct. i København.

”Organisatoriske ændringer”

Den 1. september 2020 meddelte Mærsk, at transport- og logistikvirksomheden nu skal igennem en række organisatoriske ændringer og besparelser, der kan berøre 27.000 af de i alt 83.000 ansatte i virksomheden.

Rederiet Safmarine og speditionsfirmaet Damco ophører som selvstændige enheder og bliver i stedet lagt ind under Mærsk-navnet. Samtidig bliver det tyske rederi Hamburg Süd, som Mærsk købte i 2017, knyttet tættere til Esplanaden.

Gør sig fortjent til Bullshit-prisen

I Esplanadens pressemeddelelse camoufleres besparelserne i A.P. Møller – Mærsk A/S af formuleringer, der gør direktør Vincent Clerc fortjent til årets bullshit-pris:

“Our customers are at the heart of our vision. Their evolving supply chain needs are increasing the demand for multiple modes of transport and to meet these needs, we’re bringing our company’s expertise and capabilities even closer together”.

“With the integration of Safmarine, we can present Safmarine customers with the full ocean and supply chain offering and more scale. At the same time, I’m very excited to have Safmarine’s passion for customers closer to Maersk by uniting our teams”.

“Our colleagues in Damco have delivered a remarkable effort under challenging market conditions, serving customers through focus, discipline and expertise which will now be a strong asset for our customers in Maersk.”

Spørgsmålet er om Mærsk-aktionærerne er modtagelige for pølsesnak – mandag formiddag kunne Mærsk-aktien notere en lille kursstigning i København.