Mandag den 31. august 2020 trådte Verdenshandelsorganisationens generaldirektør, brasilianeren Roberto Azevedo, tilbage.  Azevedo er på vej til et vellønnet job i PepsiCo, og WTO er dermed uden ledelse samtidig med, at organisationen er i sin største krise i dens 25-årige historie.

Blandt de akutte problemer er WTO’s appeldomstol, som skulle afgøre internationale handelstvister, men som er blevet lammet, fordi udnævnelsen af nye dommere har været blokeret.

Situationen giver anledning til bekymring i Danmark, der traditionelt har set internationalt regulerende organisationer som en fordel for en lille og åben økonomi som den danske.

Af Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at WTO er rygraden i det globale handelssystem, og Danmark er ifølge blåfrakkerne og lakskoene på Asiatisk Plads en stærk støtte af WTO og et effektivt multilateralt handelssystem.

EU-kompetence men Jeppe Kofod har alligevel en mening

I forhold til WTO er Danmark repræsenteret af EU, men den danske regering har dog sin egen opfattelse. Den 16. juni 2020 sagde udenrigsminister Jeppe Kofod i Folketinget om WTO:
”Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at WTO for nuværende ikke er i stand til effektivt at adressere udfordringerne fra unfair handelspraksis som mangelfuld håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller uigennemsigtige statslige subsidier. Her er hovedudfordringen sagt lidt firkantet, at WTO-reglerne er utidssvarende i forhold til Kina og andre lande med stærk statsstyring af økonomien. Som et lille åbent land er Danmark dybt afhængigt af et velfungerende multilateralt handelssystem. Derfor lægger regeringen stor vægt på, at vi fra dansk side via EU styrker indsatsen for at modernisere WTO’s regelsæt. Organisationen skal reformeres, så mere tidssvarende regler kan håndteres, altså de konkrete udfordringer, vores virksomheder kommer ud for i den globale økonomi. Reformindsatsen skal have et bredt sigte om at sikre færre og ensartede globale konkurrencevilkår for alle WTO’s medlemmer frem for at fokusere på enkeltlande. Vi skal arbejde gennem EU, både fordi WTO og handelspolitik er EU-kompetence, og fordi det er det mest effektive. Hver især er EU-landene jo i virkeligheden for små til at påvirke de globale spilleregler. Kun ved at stå sammen og tale med én og stærk stemme kan vi opnå positive forandringer.”

WTO

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo, og der har meldt sig 8 kandidater.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men ønsker nu at korte processen ned til 3 måneder. Ambitionen er inden den 7. november 2020 at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan ende med en afstemning.

 Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutningskompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Præsident Trump stærk kritiker af WTO

Præsident Donald Trump og USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har offentligt anklaget Kina for at manipulere med kursen på den kinesiske valuta, yuan.

Præsident Donald Trumps kritik af WTO går især på, at WTO i årevis har undladt at holde Kina – verdens næststørste økonomi efter USA – ansvarlig for illoyal handelspraksis.

Trump har endda foreslået at forlade WTO, selv om der ikke er annonceret nogen faste planer. Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Kan tidsfristen 7. november 2020 overholdes?

Det er ambitionen at WTO’s 164 medlemmer inden den 7. november 2020 ved konsensus kan udpege Roberto Azevedos efterfølger blandt de 8 kandidater, der er nomineret til posten.

Allerede nu er der imidlertid rejst tvivl om tidsplanen kan holde. Det amerikanske præsidentvalg den 3. november 2020 kan betyde, at den amerikanske holdning til WTO og en ny generaldirektør ikke er klar. Der er ligeledes rejst tvivl om det vil være muligt inden årets udgang at få taget stilling til WTO’s budget for 2021.

Kandidaterne til posten som generaldirektør i WTO

Ngozi Okonjo-Iweala (Nigeria), bestyrelsesformand for den globale vaccinealliance Gavi

Okonjo-Iweala, 65, økonom og udviklingsspecialist, og hun har fungeret som Nigerias udenrigsminister og finansminister og som administrerende direktør for Verdensbanken. Den tidligere Harvard- og MIT-studerendes arbejde har involveret bestræbelser på at gøre immuniseringsprogrammer økonomisk bæredygtige.

Ngozi Okonjo-Iweala, der den 27. juni 2020 i Berlingske Tidende nærmere har redegjort for sit syn på WTO, syntes at have regional opbakning fra Vestafrika.

Hamid Mamdouh (Egypten), i øjeblikket advokat i Genève, men tidligere handelsforhandler for Egypten og tidligere WTO-embedsmand, som var med til at udarbejde en aftale om handel med tjenester under Uruguay-runden.

Mamdouh, 67, rådgiver i øjeblikket G20-formandskabet, Saudi-Arabien, om handels- og investeringsspørgsmål.

Amina Mohamed, (Kenya) sports- og kulturminister. Mohamed, 58, er en tidligere kenyansk ambassadør for WTO, der var den første kvinde, der formand for WTO’s General Council i 2005.

Hun forsøgte i 2013 forgæves at blive generaldirektør i WTO. Ifølge hendes CV taler hun fire sprog, har en juristgrad og er en “fremragende strateg og visionær”, der er fortaler for bred deltagelse i WTO-reformprocessen.

Tudor Ulianovschi, (Moldova) tidligere udenrigsminister.

Ulianovschi, flydende i fire sprog, var udenrigsminister mellem 2018-2019 og var tidligere diplomat og har en vis erfaring i den private sektor.

Jesus Seade (Mexico), 73 år, seniorhandelsmedarbejder i den mexicanske regering.

Mexico nominerede Seade, der hjalp med at omarbejde den nordamerikanske frihandelsaftale, til WTO den 8. juni. Han har tidligere undervist på universiteter i Hong Kong.

Mr Tudor Ulianovschi (Moldova)

Ambassador. Tidligere Minister of Foreign Affairs.

Ms Yoo Myung-hee (Republic of Korea)

Minister for Trade.

Mr Mohammad Maziad Al-Tuwaijri (Kingdom of Saudi Arabia)

Minister advising the royal court on international and local economic strategic matters. Former Minister of Economy and Planning responsible of the Economic development agenda of the Kingdom of Saudi Arabia, and the interaction with international organizations and multilateral agencies.

Dr Liam Fox (United Kingdom)

MP, Former UK Secretary of State for International Trade and President of the Board of Trade

Coop Danmark, der består af 1.200 butikker, hvoraf godt en fjerdedel er ejet af selvstændige brugsforeninger, skal operere i et presset dagligvaremarked, hvor der løbende er behov for effektiviseringer. Samtidig er indtjeningen hæmmet af de dårlige resultater i FAKTA-kæden.

Efter omkring syv år som topchef for Coop er Peter Høgsteds tid som frontfigur ved at rinde ud. Af en pressemeddelelse fra selskabet fremgår det, at Peter Høgsted stopper som topchef senest ved årets udgang.

Formanden for bestyrelsen oplyser, at fyringen er sket fordi bestyrelsen mener, at med en ændret markedssituation og nye udfordringer, ønskes en ny profil i spidsen for Coop.

I 1983 måtte FDB’s daværende førstedirektør, Gunnar Christensen, også acceptere en uventet fyring.

Baggrunden var den såkaldte ”jagtklubskandale”.

I 1982 blev FDB’s kronprins, kandidaten til FDB’s næste førstedirektør, Klaus Munch Nielsen, afsløret i at have modtaget returkommission. I al hemmelighed havde Klaus Munch Nielsen forlangt at få stillet en Range Rover til rådighed til jagt for til gengæld at pege på Ib Schimming som direktør i Schulstad.

De tvivlsomme forretningsmetoder stemte ikke overens med brugsbevægelsens normale normer. 200 medarbejdere blev afhørt i Coop, hvilket resulterede i, at Klaus Munch Nielsen og fem andre direktører fratrådte, da de blev afsløret i ”jagtskandalen”.

Bjørn Laugesen var sektionsdirektør i FDB, da han ifølge en pressemeddelelse fra den 7. oktober 1982 fratrådte efter eget ønske. Det skete, samtidig med at to andre direktører trak sig og kort efter, at direktør Klaus Munch Nielsen havde gjort det samme.

Ifølge forskellige avisers omtale af sagen følte flere af FDB’s underleverandører sig presset til at betale store summer til et hemmeligt selskab, der arrangerede jagtrejser.

FDB klarede i første omgang sagen internt med at de pågældende direktører fratrådte med lukrative fratrædelsesgodtgørelser. I løbet af efteråret 1982 kunne Ekstra Bladet flere gange rydde forsiden for at fortælle om forskellige FDB-direktørers eksotiske safariture i Afrika og jagtrejser i Polen. Dermed var ”jagtklubskandalen” en realitet.

Leverandører til brugsforeningen blev tvunget til at betale jagtrejser, der i regnskaberne blev skjult under titler som ”Aktiviteter” eller ”driftsomkostninger”.

Det endte med at politiet gik ind i sagen, og politiets materiale dokumenterede er en næsten uhæmmet rejsevirksomhed, og førstedirektøren i FDB, Gunnar Christensen, bliver inddraget.

Efter en lille håndfuld FDB-topfigurer blev anklaget for mandatsvig og returkommission, kom Gunnar Christensen som den sidste i politiets søgelys for at have været vidende om direktørernes betalte jagtrejser, og han blev fyret i januar 1983.

Denmark’s military intelligence head Lars Findsen has been suspended after it was revealed that the agency had broken laws and misled the intelligence watchdog. Two others have also been suspended it was reported Monday 24 August 2020 in Copenhagen. Defense minister Trine Bramsen also on Monday 24 August 2020 suspended head of department and designated future ambassador to Germany, Thomas Ahrenkiel, from duty.

The Danish Defense Intelligence Service is said to since 2014 have been spying on Danish citizens, passing on information about them, and failing to investigate allegations of espionage in the armed services. 

Havde Lars Findsen opbakning fra regeringen?

Berlingske kunne den 20. juli 2020 bringe den tilsyneladende gode nyhed, at danske pensionskasser nu er klar med finansiering af et nyt domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det nye hovedkvarter skal efter planen opføres ved Svanemøllens Kaserne i København, hvor Forsvarets Efterretningstjenesten skal bo til leje.

Forsvarsministeriet satser for første gang på en model, hvor et militært nybyggeri ejes af private investorer. Det skal ske gennem et såkaldt offentligt-privat partnerskab, hvor en dansk pensionskasse skal stå for byggeri, ejerskab og drift.

Derfor får flere pensionsselskaber til efteråret mulighed for at byde ind på det cirka 40.000 kvadratmeter store byggeri. Modellen skal sikre ”den mest omkostningseffektive løsning”, siger chefen for FE, Lars Findsen.

Oplysningerne rejser det interessante spørgsmål om Finansministeriet pludselig synes, at pensionspengene er lige så billige som at låne selv?

Socialdemokraten Morten Bødskov, der tidligere forventede at blive erhvervsminister i en kommende S-regering, men nu er skatteminister, har tidligere talt varmt for OPP – uden formentlig helt at vide hvad det drejer sig om. Det er alligevel overraskende, at Torben Möger Pedersen og PensionDanmark har fået overbevist de kølige økonomier i Finansministeriet om fornuften i FE’s planer.

Det stærkt bekymrende, at Socialdemokratiet nu syntes at være parat til at give sig i kast med at bedrage skatteborgerne.

Er offentligt-private partnerskaber løsningen?

PensionDanmark og andre har i årevis ført kampagne for, at OPP – offentligt-private partnerskaber – problemfrit kunne sikre os flere veje, skoler, plejehjem, forsyningsanlæg, kaserner og grønne investeringer! I den uredelige markedsføring af OPP overfor naive politikere er udbudsformen præsenteret som en god måde at omgå de almindelige udbudsregler og en attraktiv finansieringsmodel for offentlige anlægsprojekter.

Næstformanden i Forsikring & Pension og den adm. direktør for PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, har tidligere tilkendegivet, at den danske pensionsbranche er klar til at forpligte sig til at investere yderligere 350 mia. kr. i den grønne omstilling frem mod 2030.

Men der er altså også penge til militære installationer.

Gad vide om pensionskasserne har konsulteret deres medlemmer, eller er man også parat til at finansiere ammunitionsdepoter i de brændpunkter, hvor danske styrker jævnligt indsættes?

Det lyder jo forjættende at pensionskasserne nu skulle være besjælet af stålsat forsvarsvilje, men træerne vokser jo ikke ind i himlen: Modydelsen er, at danske pensionsselskaber og andre institutionelle investorer garanteres en stabil strøm af skatteborgernes penge fra forsvarsbudgettet, og at investorernes risiko afgrænses!

At regeringen og Mette Frederiksen er med på den galej, er stærkt bekymrende!

Bedre projektstyring?

Det er utvivlsomt rigtigt, når det påpeges, at der sine steder indenfor det offentlige er behov for bedre projektstyring. Sagerne i Forsvaret, Banedanmark, DSB, sygehusvæsenet og Byggestyrelsen taler for sig selv. Sagen er bare, at OPP ikke i sig selv nødvendigvis sikrer en bedre projektafvikling – heller ikke for sikkerhedsmæssigt følsomme projekter.

Det må ej heller glemmes, at der med OPP ikke er sikkerhed for, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

OPP-modellen kan meget vel være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser. Fordelene for den private OPP-partner kan derfor meget vel ske på bekostning af den offentlige økonomi og skatteborgerne.

Erfaringer fra KV-regeringen i 00-erne

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor Forsvarsministeriet skulle låne hos private OPP-partnere til en højere rente, end man selv kan låne til. Uanset om formålet vedrører Danmarks sikkerhed, er OPP helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til OPP-projekter på: gennem skat eller brugerbetaling.

Stop alle OPP-projekter!

Pengepolitiske lempelser og andre udviklinger på de finansielle markeder betyder nu, at halvdelen af alle europæiske statsobligationer har negative renter – herunder samtlige tyske statsobligationer. Det er nu gratis for stater at låne i obligationsmarkedet. Samtlige OPP-projekter burde derfor øjeblikkelig standses – det er langt billigere for skatteborgerne, hvis staterne selv finansierer nye faciliteter til FE, den grønne omstilling, infrastruktur, hospitaler m.v.

Selvom den socialdemokratiske regering måtte være fristet af OPP, kan vi takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler for kommunernes vedkommende er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner skulle de gældende deponeringsregler sikre, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger for skatteborgernes regning. Noget tyder på, at der kan være behov for tilsvarende regler for ministerier og statslige styrelser og institutioner.

I Danmark har vi også været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

Danmark har sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen er begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion. Der er således ifølge Jeppe Kofod tale om en humanitær indsats, bekæmpelse af terrorister i ørkenen og tiltag for at stoppe flygtningestrømmen fra Sahel-regionen. I realiteten er der hvad angår samarbejdet med Frankrig tale om en omgåelse af det danske militære EU-forbehold.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Islamiske militante har siden 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidentn havde mistet kontrollen over Mali.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Talsmand for kupmagerne, Colonel-Major Ismael Wague, meddelte onsdag den 19. august på et pressemøde på Camp Soudiata i Kati, at den etablerede ”National Committee for the Salvation of the People” snarest ville foranstalte valg med henblik på etablering af en ny regering.

EU og Frankrig

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Det må antages, at situationen i Mali har været på dagsordenen under præsident Macrons samtaler med kansler Angela Merkel den franske præsidents sommerresidens i Brégançon.

Hvad siger den danske regering?

Jeppe Kofod og den danske regering har været påfaldende tavse om udviklingen i Mali. På udenrigsministeriets hjemmeside har man fra den 20. august kunne læse:

”Natten til onsdag udviklede et mytteri sig til et statskup, der resulterede i præsidentens og regeringens afgang. Situationen i Bamako er i øjeblikket rolig, men uforudsigelig. Grænserne til Mali er lukkede. Der er udgangsforbud mellem kl. 21 og 05, som bør respekteres. Der opfordres til øget forsigtighed”.

Udenrigsministeriets rejsevejledning fraråder dog alle ikke-nødvendige rejser til hovedstaden Bamako som følge af COVID-19 og den uforudsigelige situation efter statskuppet.

Alle rejser til resten af landet frarådes som følge af den generelle sikkerhedssituation.

Forhandlingerne mellem EU og United Kingdom fortsatte i den forgangne uge i Bruxelles. Hovedforhandler for EU, Michel Barnier, er trods flere intime møder med hans britiske modpart, David Frost, ikke optimistisk.

UK forlod EU med udgangen af januar 2020, og hvis en aftale skal være på plads ved udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 – og der skal være tid til ratificeringer m.v. – skal der ligge en færdigforhandlet aftale i oktober.

Parterne er stadig langt fra hinanden, og på nuværende tidspunkt kan det slet ikke udelukkes, at United Kingdom den 1. januar 2021 ikke har en aftale med EU.

”Level playing field”

De udestående spørgsmål er ganske væsentlige. Først og fremmest er der alle forhold, der henhører under hvad EU kalder ”a level playing field”: foranstaltninger til at sikre, at virksomheder på den ene side ikke har urimelige fordele i forhold til deres konkurrenter på den anden side.

Alle handelsaftaler har sådanne foranstaltninger, men EU ønsker, at Det Forenede Kongerige i realiteten fortsat skal acceptere EU-regler om forhold som arbejdstagerrettigheder, miljøregler og stats- og erhvervsstøtte.

Michel Barnier har allerede den 23. juli 2020 i en pressemeddelelse fremhævet, at:

First, there must be robust guarantees for a level playing field – including on State aid and standards – to ensure open and fair competition among our businesses, also over time. This is a core interest for all 27 Member States – and in my view also for the UK.

Second, we have to agree on a balanced, sustainable and long-term solution for fisheries, with the interests of all Member States concerned in mind, and not least the many men and women whose livelihoods depend on it on both sides.

Hvem ejer egentlig britiske fiskekvoter?

Fiskeri er et særligt problemområde. UK ønsker adgang til EU-markedet for fisk, men vil ikke acceptere at EU til gengæld ønsker at EU-fiskere fortsat har fuld adgang til at fiske i britisk farvand.

 Storbritanniens forhandlere afviser EU-kravene med henvisning til at UK nu er en helt uafhængig fiskerination. Fiskeri udgør kun en lille del af økonomien på begge sider, men det fiskeri har politisk og kulturel betydning og det fyldte meget i den britiske Leave-kampagne, der vandt Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i 2016.

EU-domstolen?

Et tredje område, hvor der er uenighed er forvaltningen af en fremtidig aftale. Hvordan skal den håndhæves og hvilken rolle skal den i UK upopulære EU-domstol spille?

Nordirland

Endelig er der den praktiske gennemførelse af den aftalte løsning på grænseproblemet i Nordirland. Hvordan sikres det, at landegrænsen i Irland (som nu er grænsen mellem Det Forenede Kongerige og EU) fortsat er lige så åben, som den er nu.

I Michael Seidelins artikel i Politiken den 15. august 2020, ”Macron sætter hårdt mod hårdt og sender krigsskibe for at stoppe Erdogans kanonbådsdiplomati” – https://politiken.dk/udland/art7886790/Macron-s%C3%A6tter-h%C3%A5rdt-mod-h%C3%A5rdt-og-sender-krigsskibe-for-at-stoppe-Erdogans-kanonb%C3%A5dsdiplomati, anføres bl.a.:

”Præsidenten bruger syriske lejesoldater – hvervet blandt terrororganisationer – i sin intervention i Libyen til støtte for en regering med sympatier for det yderligtgående Muslimske Broderskab, som han selv har sympatier for”.

Det ville have øget artiklens værdi, hvis det var fremgået, at Libyen siden 2015 har haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der ledes af Fayez al-Sarraj, anerkendes imidlertid ikke af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

Det kunne have været nok så interessant, hvis artiklen havde redegjort for motiverne bag Frankrigs støtte til oprørerne på samme tid, hvor EU anerkender regeringen i Tripoli.

Tænketanken EUROPA argumenterer i et notat af 18. august 2020 med titlen ”FRA PANDA TIL PANDEMI: TID TIL EN REALPOLITISK TILGANG TIL KINA?” for, at EU og USA (med Joe Biden som præsident!) bør gå i takt for at binde Kina i forpligtende aftaler.

Det bemærkelsesværdige er, at tænketanken EUROPA selv leverer en stærk argumentation for, at strategien er håbløst urealistisk.

I notatet nævner EUROPA selv, at EU’s nuværende bilaterale dialog med Kina, der tager afsæt i EU-China 2020 Strategic Agenda for Cooperation samt EU 2016 Strategy on China og EU-China-A Strategic Outlook, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i marts 2019, er gået i stå. De handelspolitiske resultater mellem EU og Kina stort set udeblevet, og forhandlingerne om en investeringsaftale kan nu vanskeligt nå at blive afsluttet i år som aftalt.

Tænketanken EUROPA er også opmærksom på, at Coronakrisen har forværret konflikterne, og at der fra EU’s side er frygt for, at Kina vil udnytte de økonomiske problemer, som en række EU-lande og EU-virksomheder vil stå i.

Kinas aggressive ”maskediplomati”, hvor man har søgt at iscenesætte sig selv som den store redningsmand i corinakrisen, har fejlet i langt de fleste EU-lande, hvor befolkningerne er blevet mere kritiske overfor Kina under krisen. Dette dokumenterer en undersøgelse som Tænketanken EUROPA har udarbejdet sammen med den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations under coronakrisen. Det gælder også i Danmark, hvor vi på få år har bevæget os fra entusiastiske modtagere af kinesiske pandaer til en situation, hvor 62 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen har fået et mere negativt syn på Kina. Den seneste udvikling i Hong Kong har kun øget kritikken.

Kina tolererer ikke kritik

Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

Forudsætningen, for at EU kan påvirke Kina, er først og fremmest, at EU-landene holder sammen. De østeuropæiske landes forsøg på at etablere deres egen dialog og politik over for Kina med konkurrerende årlige topmøder uden om EU er ikke befordrende for en fælles EU-tilgang.

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det var i virkeligheden først da Italien sidste år, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.

Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.

I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

Danmarks tætte forhold til Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen og Margrethe Vestager

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Tror EUROPA selv på, at det vil være muligt at indgå bindende aftaler med Kina?

Uden skyggen af argumentation påstår tænketanken, at den skepsis, der er over for Kina i både Europa og i USA, vil forsvinde, hvis amerikanerne den 4. november vælger den demokratiske kandidat Joe Biden. Det vil – påstår EUROPA – skabe grundlag for et tættere amerikansk-europæisk samarbejde om Kina, og det vil øge chancerne for kinesiske indrømmelser markant, hvis Vesten – anført af EU og USA – formår at stå sammen.

Rockwool udleder hvert år knap 100.000 tons CO2 i forbindelse med den særdeles energiintensive og kulfyrede produktion af isoleringsmateriale.

Det bliver Rockwool ved med, selvom den globale coronakrise har sat sine tydelige tegn på Rockwool i april, maj og juni. Det viser det halvårsregnskab, som det danske isoleringsfirma har offentliggjort den 20. august 2020 og som der nærmere vil blive redegjort for på et pressemøde Friday 21 August 11:00 AM CEST.

Toplinjen er gået markant tilbage, mens resultatet efter skat næsten er blevet halveret.

Coronakrisen har simpelthen savet Rockwools overskud midt over. De mange nedlukninger og deraf manglende aktivitet på byggepladserne rundt omkring i verden slog igennem i andet kvartal.

Det var ikke kun på toplinjen, at coronakrisen satte sine tydelige spor. Driftsresultatet (EBIT) faldt med mere end 43 pct. i andet kvartal. Det resulterede i en EBIT-margin på 10 pct. for kvartalet.

Rockwool har trods modgangen fra coronakrisen kunnet fastholde et betydeligt overskud til aktionærerne. Resultatet efter skat faldt fra 79 mio. euro i andet kvartal 2019 til 40 mio. euro i andet kvartal i år.

Rockwool støtter den grønne omstilling, men vil høje CO2-afgifter redde klimaet?

Der foreligger allerede konkrete forslag til en dansk CO2-afgift. Small Great Nation, der er et samarbejde mellem tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte, og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen og tidligere direktør i SFI og formand for en række kommissioner, Jørgen Søndergaard, har foreslået, at Danmark når målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 gennem stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Alle udledninger af drivhusgasser fra dansk territorium pålægges en afgift pr. ton CO2-ækvivalenter. Afgiften skal forhøjes fra de nuværende 177 kr. pr. ton til 1.250 kr. i 2030. Til gengæld nedsættes de nuværende energiafgifter.

Forslaget om gradvist stigende CO2-afgifter har givet anledning til debat om, hvordan de klimapolitiske målsætninger opnås bedst og billigst. Blandt mange fagfolk er det opfattelsen, at afgiftsregulering af prisen på udledning af CO2 i princippet er den mest omkostningseffektive måde at nå målsætningen på.

Stigende benzinpriser for forbrugerne

Selvom en general CO2-afgift skal modsvares af skatte- og afgiftslettelser på andre områder. Det vil dog næppe gælde transportområdet. Ifølge de foreliggende forslag hæves CO2-afgiften på benzin og diesel til samme niveau som standardsatsen på andre områder. Det vil indebære en afgiftsstigning på henholdsvis 2 og 2,2 kr. pr. liter.

Afgift på el

For elproduktionen pålægges elproducenterne CO2-afgiften. Elforbrugerne, dvs. husholdninger såvel som virksomheder, pålægges en afgift svarende til den skønnede udledning af drivhusgasser fra importeret el.

Kvotesystemet i EU

EU’s system for handel med emissionskvoter (The EU Emissions Trading System – EU ETS) er en hjørnesten i EU’s klimapolitik og et nøgleinstrument til at nå målet om at reducere drivhusgasudledninger på en omkostningseffektiv måde.

Kvotehandelssystemet blev indført i 2005 og systemet har været i modvind på grund af et overskud af kvoter på markedet, der har sænket prisen pr. tons CO2 og dermed i incitamentet til at investere i grønne løsninger. En række reformer har forsøgt at rette op på dette, og prisen på kvoter er på det seneste steget til over 20 € pr. ton og dermed tæt på den danske CO2-afgift på 177 kr. pr. ton.

Auktioner er den generelle metode til tildeling af emissionskvoter til virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet.

Tildeling af gratis kvoter

For at imødegå lækage (at virksomheder flytter ud af landet eller udkonkurreres af virksomheder i andre lande) får kvoteomfattede virksomheder tildelt gratis emissionskvoter.

De gratis kvoter tildeles veldefinerede industrisektorer, hvor der er en betydelig risiko for kulstoflækage, indtil tilsvarende klimapolitiske foranstaltninger er iværksat af andre lande. Lækage ville kunne føre til en stigning i de samlede globale emissioner, og dermed underminere effektiviteten af EU’s klimapolitik. Det kunne også føre til at produktionen i energiintensive virksomheder i EU ville blive reduceret på grund af tab af markedsandele.

EU ETS-direktiv fastlægger reglerne for systemet med gratis tildeling for perioden 2021-2030 og i et anneks til beslutningen er listet de sektorer, vor risikoen for lækager er størst og som derfor tildeles gratis kvoter i perioden 2021 til 2030.

Problemet med en CO2-afgift: De største klimasyndere slipper billigt!

Problemet med en generel dansk CO2-afgift er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark ifølge de foreliggende forslag i væsentligt omfang vil blive undtaget fra kravet om at betale de kommende danske klima-afgifter.

Hvordan vil befolkningen og alle øvrige virksomheder acceptere drakoniske CO2-afgifter, når de virksomheder, der alene står for over halvdelen af det samlede CO2-udslip i den danske industri, undtages fra afgiften?

Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Systemet indebærer, at i Danmark er der 42 virksomheder, der er opført på den såkaldte Carbon Leakage Liste, som modtager gratis kvoter og som ikke frem til 2030 skal betale CO2-afgifter for hovedparten af deres produktion.

CO2-afgifter på 177 kr. pr. tons CO2 indbringer 3,6 milliarder kroner fra danske virksomheder (2018).

Afgiften betales som hovedregel af alle virksomheder gennem deres forbrug af olie, kul og andre brændsler, alt efter hvor meget CO2 de udleder.

Afgifterne er designet til at gøre det dyrere for virksomheder at udlede CO2, og billigere for virksomheder der skærer ned på deres CO2-udledninger.

De største udledere

Af de ti største CO2-udledere i dansk industri er otte virksomheder ifølge DR optaget på EU’s Carbon Leakage List og dermed undtaget fra CO2-afgifter for størstedelen af deres produktion.

De 10 største CO2-udledere i dansk industri opgjort efter udledningen i 2018:

Aalborg Portland: 2.190.706 tons CO2

Nordic Sugar: 157.417 tons CO2

Arla: 151.451 tons CO2

Saint Gobain (Isover og Leca): 112.464 tons CO2

Rockwool: 97.005 tons CO2

NLMK DanSteel: 79.972 tons CO2

CP Kelko: 73.876 tons CO2

AarhusKarlshamn: 56.579 tons CO2

Triplenine fish: 52.674 tons CO2

Ardagh Holmegaard: 52.511 tons CO2

Alle virksomhederne bortset fra CP Kelko og Triplenine fish er undtaget for at betale CO2-afgiften på 177 kr. pr. tons CO2.

Store udledere undtages i væsentligt omfang fra fremtidige klimaafgifter

Efter forslaget fra regeringen og fra Small Great Nation vil de pågældende 42 virksomheder opnå et fradrag på 80 pct. i beregningsgrundlaget for de nye og stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Det Konservative Folkeparti og andre partier, der støtter en CO2-afgift, har også krævet, atl CO2-afgiften skal indføres på en måde, hvor den tager hensyn til de energiintensive virksomheders konkurrencesituation. Aalborg Portland nævnes explicit.

Det er interessant at se virksomheder som Rockwool, Danfoss og Grundfos på listen over virksomheder, der fritages for at betale CO2-afgift. Rockwool alene udleder hvert år knap 100.000 tons CO2 i forbindelse med den særdeles energiintensive og kulfyrede produktion af isoleringsmateriale.

Virksomhederne har samen med Velux stiftet lobbyorganisationen ”Synergi”, der med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som officiel og betalt lobbyist, argumenterer for at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne, der selv udleder massive mængder af CO2, mener, at andres energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til, at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved vores investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Mens andre faggrupper holder op, går på pension, går bort, går fra, bukker under, falder bort, falder fra, indebrænder, kradser af, omkommer, sover ind, udånder, ophører, dør ud, forsvinder, dør bort, afgår ved døden, farer til himmels, kreperer, stempler ud, stiller træskoene, tager billetten, ånder ud, henslumrer, evaporerer eller sover ind, bliver sygeplejersker udfaset.

”Hvis man skal have været på arbejdsmarkedet, siden man var 17-19, så er der ingen af os, der kommer til at få glæde af det her. De sygeplejersker, der har mulighed for at blive omfattet af det her, er dem, der er tilbage fra de gamle uddannelser, og de vil blive udfaset over de kommende 10 år,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen ifølge TV2.