Nadia Nadim flygtede med sin familie fra Afghanistan og Taleban. Hun blev dansk statsborger, kom på landsholdet, blev i 2017 kåret som årets dansker og bliver nu kritiseret.

Anledningen er Qatars kommende værtskab for VM-slutrunden i fodbold.

Qatar er voldsomt kritiseret på grund af landets undertrykkelse af menneskerettighederne og behandlingen af de mange migrantarbejdere. Taleban har en ambassade i Qatar og modtager støtte fra ørkenstaten, og ifølge kritikerne vil Nadims udnævnelse som officiel ambassadør for VM i Qatar bidrage til at fjerne opmærksomheden fra krænkede menneskerettigheder og andre kritisable forhold i Qatar.

Emiratet Qatar

Den 3. september 1971 opnåede Qatar selvstændighed. Landet havde inden været et britisk protektorat. Qatar med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha er verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Beslutningen i det Internationale fodboldforbund, Fifa (Fédération Internationale de Football Association) om afholdelsen af VM 2022 i Qatar, blev offentliggjort allerede i december 2010.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab og Taliban i Afghanistan blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var en endog meget god ven af Qatar.

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel, har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister og indtil for nylig gesandt for Danmarks medlemskab af FN’s sikkerhedsråd, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017.

Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, og premierminister, Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani, og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard fra de ellers forsvarskritiske radikale, har nu kastet sig ind i agitationen forud for folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.

Sofie Carsten Nielsen mener ikke, det giver mening, at Danmark som det eneste EU-land står udenfor unionens forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Med patos udtaler Sofie Carsten, at ”Virkelighedens kriser kalder på sammenhold. Og samarbejde.”

Javel, men vi skal også vænne os til, at en kulturradikal løjser som Martin Lidegaard nu med kvalmende begejstring hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland”.

Martin Lidegaard betræder hermed samme sti, som hans partifælle, Erk Scavenius, angav ved hans tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940:

”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.

Ligesom det i 1940 var letsindigt at stole på Hitler (og Scavenius), er det i dag risikabelt at følge anbefalingen fra Det Radikale Venstre og indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os.

EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef (og designeret chef for EU-hæren), Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette.

Det Konservative Folkeparti har med Venstre, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti (?) aftalt, at det danske forsvarsforbehold overfor EU skal sættes til folkeafstemning den 1. juni 2022.

Selvom de konservative anser NATO for at være det vigtigste organ for militært samarbejde, vil et tættere samarbejde med EU-landene være til fordel for det danske forsvar, lyder argumentationen. Danmark bør derfor være ”i hjertet” af EU og fuldt og helt deltage i det sikkerhedspolitiske samarbejde i Europa.

Vi har endnu til gode at høre partiets argumentation for de konkrete fordele for det danske forsvar, som vi ikke allerede opnår i NATO-samarbejdet og ved f.eks. Danmarks deltagelse i EII – European Intervention Initiative – der omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

Eller ved deltagelsen i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Eller ved forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Katarina Ammitzbøll

Foreløbig er Katarina Ammitzbøll den eneste, der klart siger, at forsvarsforbeholdet skal væk, og at hun håber, at danskerne stemmer ja ved folkeafstemningen den 1. juni 2022. Hun fremfører budskabet på Facebook med en henvisning til https://katarinaammitzboll.konservative.dk, hvor hun i øvrigt ikke skriver et ord om forsvarsforbeholdet!

Hvorfor omtaler Ammitzbøll ikke Forsvarsindustriens interesser?

Men der tænkes måske på, at med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv. Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem. Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Hvis vi skal sige JA til at ophæve forsvarsforbeholdet af hensyn til den danske forsvarsindustris økonomi, bør det siges åbent.

Ikke alle konservative ønsker forsvarsforbeholdet afskaffet

Det er interessant, at partiet, der er kendt for at være tæt kontrolleret af formanden og partiets EU-skeptiske generalsekretær har tilladt, at Konservativ Ungdom er imod afskaffelse af forbeholdet.

Christian Holst Vigilius fra KU redegør glimrende i et indlæg i INFORMATION for argumentationen bag Konservativ Ungdoms holdning, og hvorfor det er risikabelt at indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forsvarsforbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os. Kun den danske stat har den demokratiske legitimitet til at sende danskere i krig, og Danmark må aldrig risikere at skulle sende danske soldater i krig på dekret fra Bruxelles.

Vigilius’ argumentation er formentlig dækkende for mange konservative, og dermed skulle de fleste synspunkter i partiet være dækket ind.

Socialdemokratiet

I store dele af Socialdemokratiet er der indgroet skepsis overfor et snævert EU-samarbejde om sikkerhedspolitik og de centraleuropæiske drømme om etableringen af en ”EU-hær”. Udenrigsminister Jeppe Kofod har flere gange slået fast – senest i Deadline på DR den 6. februar 2022 – at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner.

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

Dansk Metal, der organiserer mange ansatte i forsvarsindustrien, har ikke lagt skjul på, at de gerne så forsvarsforbeholdet ophævet.

Foreløbig har vi ikke set en eneste fremtrædende socialdemokrat ytre sig i debatten forud for folkeafstemningen. Måske vil vi opleve, at den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, ligesom KU indtager den modsatte holdning af moderpartiet?

Socialistisk Folkeparti

I SF har vi foreløbig kun hørt fra den aldrene Holger K. Nielsen, der nu er nået til den erkendelse, at hans eget forbehold nu bør ophæves. Villy Søvndal er også nået til den erkendelse, at vi skal frigøre os fra USA og deltage i forsvarsunionen i EU.

Mens krigen raser i Ukraine efter Ruslands invasion den 24. februar 2022, udsættes vi for Folkesocialisternes påtrængende argumentation for, at danskerne ved folkeafstemningen den 1. juni 2022 bør stemme JA til at ophæve forsvarsforbeholdet i EU.

Hvad der ligger bag socialisternes ændrede holdning til et forbehold, der blev formuleret af SF i 1992, er ikke ganske klart.

Partiets taktiske manøvrer for at bringe sig i stilling til et kommende regeringssamarbejde betyder, at vi simpelthen ikke ved, hvor vi har SF i forhold til Nato, forsvar, forsvars- og sikkerhedspolitikken i EU og krigen i Ukraine.

Efter Ruslands skjulte krig i Donbass-regionen i det østlige Ukraine, herunder i udbryderrepublikkerne Donets og Lugansk, hvor separatister siden 2014 har holdt området besat, havde Rusland allerede i slutningen af 2021 samlet op mod 150.000 tropper ved Ukraines grænse.

Europa-Parlamentet

I en beslutning, der blev vedtaget i Europa-Parlamentet torsdag den 16.december 2021 med 548 stemmer for, 69 imod og 54 hverken/eller, fordømte Parlamentet den store russiske militære oprustning ved den ukrainske grænse. Europa-Parlamentets medlemmer krævede, at regeringen i Moskva trak sine styrker tilbage og ophørte med at true nabolandet.

Med de ukrainske forhåbninger om NATO-medlemskab for øje understregede MEP’erne, at “intet lands valg af alliancepartnere skal godkendes af et tredjeland”, og afviste derfor Ruslands forsøg på at inddrage nogle lande i dets “indflydelsessfære” for at påvirke disse landes fremtid.

Hvorfor stemte SF mod Europa-Parlamentets fordømmelse af Rusland?

Det interessante er, at Kira Marie Peter-Hansen og Margrethe Auken var blandt de 69 Europa-parlamentsmedlemmer, der stemte mod beslutningen.

Efter et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag den 5. april 2022 kunne udenrigsminister Jeppe Kofod oplyse, at Danmark udviser russiske diplomater: ”Vi vil ikke have russisk spionage på dansk jord. Derfor bliver de udvist fra Danmark”, sagde Jeppe Kofod.

Det drejer det sig om 15 russiske efterretningsofficerer, der er registreret som diplomater i Danmark. De har nu fået 14 dage til at forlade landet.

I sådanne sager er Hillerød Posten ikke indstillet på at stå tilbage fra Hovedstadspressen. Avisen kan den 6. april 2022 breake nyheden om, at en tyrkisk kvinde, der bor i Hillerød, ved Retten i Hillerød 2022 er idømt seks måneders fængsel for spionage.

Nyheden bringes med lidt forsinkelse. Faktisk blev kvinden allerede den 29. marts dømt for overtrædelse af den såkaldt milde spionageparagraf – straffelovens paragraf 108, stk. 1. Kvinden sendte fra sit hjem i Hillerød i august 2016 en mail til et politikontor i Ankara i Tyrkiet.

I mailen pegede kvinden 15 personer ud, som ifølge hende kan knyttes til Gülen-bevægelsen. Den bliver af de tyrkiske myndigheder betragtet som en terrororganisation.

Den tyrkiske kvinde har boet i Danmark i over 27 år, og hun risikerede at blive udvist. Hun slipper dog lettere end de 15 russiske spioner, da retten i hendes tilfælde gjorde udvisningen betinget.

Viktor Orbans sejr ved valget den 3. april 2022 betyder, at hans Fidesz-parti opnår 135 pladser i Ungarns parlament med i alt 199 pladser. Orbans valgdag var dog ikke perfekt. Hans forslag om at forbyde bestemte typer af materiale og undervisningsprogrammer for børn, blev opfattet som utilbørlig dæmonisering af LGBTQ og opnåede ikke det krævede flertal og bortfaldt.

Viktor Orban har siden Ruslands invasion af Ukraine bestræbt sig på at holde Ungarn udenfor konflikten. Orban har støttet EU-sanktionerne, men har ikke villet støtte Ukraine med tropper og våben. Ungarn har også – i lighed med en række andre EU-lande – veget tilbage fra boykot af russisk olie og gas, som Ungarn er fuldstændig afhængig af.

Kritikere i EU har forsøgt at dæmonisere Orbáns ønske om en kristendemokratisk samfundsmodel – etableringen af hvad Orbán selv har kaldt et nationalt ”illiberalt demokrati”. Sådanne forsøg er dømt til at mislykkes, så længe en række partier i Europa har tilsvarende aspirationer.

Hele EU lever i dag godt med Ungarns hårde linje under migrantkrisen i 2015, da han som den første lukkede grænserne. I den nuværende konflikt yder Ungarn på linje med Polen et stort bidrag til at klare tilstrømningen af ukrainske flygtninge i EU.

Kommissionen har fået grønt lys fra EU-Domstolen til at iværksætte den såkaldte retsstatsmekanisme og indefryse EU-midler til Ungarn, men et åbent opgør lige nu har hidtil været anset for helt forkert. Kampen mod Putins Rusland må sættes over Orbáns påståede tilsidesættelse af basale EU-værdier, har det heddet.

Krigen i Ukraine kalder på sammenhold i EU, og det er ikke tiden at kaste sig ud i en principiel kamp med EU-medlemmet Ungarn, men kun to dage efter, at Viktor Orban sikrede sig genvalg som premierminister, risikerer Ungarn at få skåret i midlerne fra EU.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, meddelte tirsdag, at EU-Kommissionen vil igangsætte en proces mod Ungarn for ikke at overholde EU’s retsstatsprincipper.

“EU-Kommissionen vil sende et formelt varsel om, at retsstatsmekanismen bliver iværksat”, sagde von der Leyen tirsdag under et møde i EU-Parlamentet.

Det er første gang i EU’s historie, at processen sættes i gang. Den kan i yderste konsekvens føre til, at der bliver skåret i udbetalingerne fra EU-budgettet til Ungarn.

I Berlingske udtaler Mogens Lykketoft den 5. april 2022, at det er ”bekymrende” at der kan være tvivl om udfaldet af folkeafstemningen den 1. juni 2022 om EU-forsvarsforbeholdet.

Socialisten Lykketoft mener, at det kun er de ”stærkt højreorienterede nationalister” og Enhedslisten, der vil være mod at ophæve forbeholdet.

Lykketoft benytter lejligheden til igen at nedgøre Nato-samarbejdet, der ”lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA føre an.”

For nylig har Rosanna Farbøl i bogen ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” givet en faghistorikers bud på en videnskabelig beskrivelse af Den Kolde Krigs eftermæle, og politikeres og andres brug af den til at begrunde og understøtte deres handlinger, beslutninger og meninger.

Lykketofts negative udtalelser om Nato kan være en god anledning til igen at minde om det landsforræderi, han og andre begik under den kolde krig i forbindelse med socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik.

Fodnotepolitikken

Yngre generationer har allerede glemt hvordan socialdemokraterne Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nielson spillede centrale roller i Socialdemokratiet i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i 1982 førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation, var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Socialdemokratiet

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme!

Tal fra Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) i München, hvor opfindere kan få beskyttet deres patenter i op til 44 lande, viser, at 5 lande – USA, Tyskland, Japan, Kina og Frankrig – tegner sig for 64 pct. af samtlige patentansøgninger. Danmark ligger som nr. 12 efter Sverige og Italien blandt de 20 lande, der tegner sig for 95 pct. af samtlige ansøgninger.

I 2021 blev der indsendt 2642 danske patentansøgninger. Det er 9,2 procent flere end året før og samtidig det højeste antal nogensinde.

Når der måles på antallet af ansøgninger per indbygger, er Danmark – efter Schweiz og Sverige – det tredje mest innovative land blandt EPO’s medlemslande.

I sin iver for at Danmark skal ”helt ind i hjertet” af EU, insisterer hattedamen Stine Bosse på, at ”Danmark skal blive EU-voksen og træde ind i indflydelsen, lukke hullet i kæden og vise despoten i Rusland, at vi naturligvis står tæt sammen i EU. Helt uden at ændre et komma i relationen til Nato”.

Jeg ville jo umiddelbart mene, at det ville være mere afgørende, hvis Storbritannien havde været med. Nu er sagen jo, at Storbritannien altid har bekæmpet de franske forsøg på at opbygge en i forhold til Nato selvstændig militær kapacitet i EU.

UK har forladt EU og udover det hul, Danmark påstås at have skabt, mangler kæden Storbritannien, Norge, Schweiz, Tyrkiet, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Kosovo, Montenegro, Albanien og Nord Makedonien.

Hvad angår Nato, lykkes det demagogen Stine Bosse at nedgøre den forsvarsalliance, der har været – og også fremover vil være – den reelle garant for Danmarks sikkerhed.

I Bosses nedrige nedgøring af Nato og USA hedder det:

”Mod vest ser vi et USA, som er vores altafgørende allierede, men som ikke desto mindre over en årrække har trukket sig længere tilbage fra verdensscenen. Det er samtidig tænkeligt, at vi får Trump igen i 2024. Eller en anden lige så yderliggående præsident.

Det er endvidere værd at huske på, at Trump, kort efter sin tiltræden i 2016, åbent såede tvivl om, hvorvidt USA ville stå ved Natos musketér-ed; altså princippet om, at et angreb på ét Nato-medlemsland er et angreb på alle Natos medlemslande. Dette, i kombination med hans begejstring for Putin, sænker vores oplevede sikkerhed via Nato.

Netop dét faktum, at vi ikke partout kan regne med USA, er et afgørende argument for, at vi styrker EU’s fælles forsvarsevne”.

Lykke Friis kan da ikke være tjent med at blive sat i bås med Stine Bosse?

Kaare Dybvad Bek, der selv har en fortid på den ekstreme venstrefløj, opfordrer den 4. april 2022 i Berlingske Tidende Enhedslisten til at anerkende Danmarks medlemskab af Nato og det kontingent, det kræver, og ved at tilslutte sig det styrkede militære samarbejde i Europa.

Når vi taler forsvar, har Socialdemokratiet altid været uklar.

Et flertal af partiets medlemmer har utvivlsomt siden 1949 støttet danske medlemskab af Nato. Alligevel kom vi under den kolde krig med partiets fodnote-politik i alvorlig tvivl om partiets Nato-loyalitet.

Hvad Dybvad mener med ”det styrkede militære samarbejde i Europa”, er ligeledes helt uklart.

Tænker Dybvad på det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Eller tænker Dybvad på forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF), der er ledet af Storbritannien og ellers består af medlemmerne Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island. Danmark har deltaget siden 2004 og JEF-samarbejdet har siden 2018 fokuseret primært på sikkerhedsudfordringer i Østersøregionen, herunder Baltikum, det nordlige Atlanterhav og hav- og landområder omkring Norge, men koalitionen kan også påtage sig opgaver globalt.

Efter Brexit kunne enhver se, at et europæisk militært samarbejde uden Storbritannien (og Danmark ved Østersøen) var tæt på at være meningsløst. På initiativ af præsident Emmanuel Macron, der med djævelens vold og magt insisterede på etableringen af en uafhængig europæisk søjle i Nato-samarbejdet, blev en europæisk interventionsstyrke – European Intervention Initiative, EII eller E2I, etableret. EII omfatter 11 EU-medlemmer samt Norge og UK. Samarbejdet blev etableret af Danmark, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Belgien, Portugal, Estland og Holland. Efterfølgende har Norge, Sverige og Finland tilsluttet sig.

NORDEFCO, JEF og EII ligger uden for EU og er et godt supplement til det indarbejdede Nato-samarbejde og det tætte, bilaterale samarbejde med UK og USA.

Dybvad skylder os at fortælle præcist, hvad det er for et styrket militært samarbejde i Europa, som Danmark bør involvere sig.