Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard fra de ellers forsvarskritiske radikale, har nu kastet sig ind i agitationen forud for folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.
Sofie Carsten Nielsen mener ikke, det giver mening, at Danmark som det eneste EU-land står udenfor unionens forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Med patos udtaler Sofie Carsten, at ”Virkelighedens kriser kalder på sammenhold. Og samarbejde.”
Javel, men vi skal også vænne os til, at en kulturradikal løjser som Martin Lidegaard nu med kvalmende begejstring hylder ”en tung forsvarspolitisk akse mellem Frankrig og Tyskland”.
Martin Lidegaard betræder hermed samme sti, som hans partifælle, Erk Scavenius, angav ved hans tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940:
”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politiske-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.
Ligesom det i 1940 var letsindigt at stole på Hitler (og Scavenius), er det i dag risikabelt at følge anbefalingen fra Det Radikale Venstre og indgå i et sikkerhedspolitisk samarbejde uden forbehold i EU, som har selvstændige politiske agendaer dikteret af medlemslande med langt mere indflydelse end os.
EU-Kommissionen, den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef (og designeret chef for EU-hæren), Josep Borrell, og den nu afgåede tyske kansler Angela Merkel har givet udtryk for et ønske om en fælles EU-hær, og Europa-Parlamentet har visioner om, at EU skal intervenere militært i en række afrikanske lande. Forsvarsforbeholdet er en klokkeklar sikring mod Danmarks involvering i dette.