Statsminister Mette Frederiksen hævder, hun ikke traf beslutningen om at aflive alle mink, og at hun ikke anede, at der var et hjemmelsproblem.
Klimaminister Dan Jørgensen fik tilføjet fem medforfattere på et læserbrev i Politiken, der intet anede om indlægget.
Daværende Udviklingsminister Rasmus Prehn skrev en journalist på et bilag efter en dyr middag i byen og fik den dækket som repræsentation, selvom journalisten intet kender til det pågældende arrangement. Siden har det vist sig, at den nuværende Fødevareministerens fiflerier har haft et væsentligt omfang. Selvom beløbene er små, og ministeren efterfølgende har tilbagebetalt det meste, er det “temmelig alvorligt” at “småsvindle med dokumenter” vurderer politisk kommentator Thomas Larsen. Andre kalder det mandatsvig.
Da artikler på stribe i 2008 afslørede rod i Lars Løkke Rasmussens bilag for taxakørsel, restaurantbesøg og besøg på kasino og diskotek, der var blevet betalt med skatteydernes penge i hans tid som minister og amtsborgmester Frederiksborg Amt, holdt Anders Fogh Rasmussen hånden over Lars Løkke, og sagen fik ikke dengang de store konsekvenser for Lars Løkke, men indtrykket af Løkke Rasmussen som en ”lille svindler” vil for altid klæbe til ham.
Anderledes var det, da trafikminister Arne Melchior fra Centrum Demokraterne i 1986 røg ind i en sag om bilagsrod, da Rigsrevisionen offentliggjorde en rapport, der viste, at der var rod i ministerens rejseafregninger og i bilagene i forbindelse med repræsentation i trafikministerens hjem.
Statsminister Poul Schlüter fandt ikke sagen særlig alvorlig, og han var fortørnet over, at Arne Melchior ikke havde modtaget den forventede bistand fra ministeriet til rettidig aflæggelse af rejseafregninger og dokumentationen af repræsentative udgifter.
Imidlertid gav partiejer Erhard Jacobsen og Mimi Jacobsen Melchior silkesnoren. Arne Melchior gik selv af som minister, og huskes for at cykle til afskedsaudiensen hos Dronningen på Amalienborg.
I Melchiors erindringer ”Gave og Opgave” fra 2002 lægger han ikke skjul på, at han opfattede behandlingen af ham som illoyal og kujonagtig. Melchiors bitterhed angik dels egne partifæller, men Melchior foragtede i særlig grad daværende departementschef i Ministeriet for Offentlige Arbejder, Jørgen Halck. Han kaldes ligeud for en stikker.
Inden Melchior-sagen var Ritt Bjerregaard blevet fyret i 1978 som undervisningsminister af daværende statsminister Anker Jørgensen, efter hun havde overnattet på Hotel Ritz i Paris og havde haft udgifter for 50.000 kroner. Der var imidlertid ikke rod i bilagene og Bjerregaard fandt udgifterne berettigede, og hun nægtede at betale tilbage.
Sagen om fødevareministerens misbrug af offentlige midler svækker Rasmus Prehns troværdighed, som i forvejen var svækket af hans inadækvate ledelse af Fødevareministeriet. Sagen rejser også spørgsmålet, om man i det hele taget kan stole på politikerne. På den måde er det en sag, som rækker langt udover Rasmus Prehn, fordi den bekræfter en udbredt opfattelse af, at politikere er sådan nogle, der bruger penge, de ikke er berettiget til.
Det er den største renteforhøjelse i Storbritannien siden 1995 og Bank of England følger fra den europæiske centralbank, ECB, og den amerikanske centralbank, Federal reserve.
Begrundelsen for forhøjelsen er også i United Kingdom inflationen. Bank of England vurderer, at forbrugerprisindekset efter en stigning på godt 9 pct. i juni vil nå op på en stigning på 13 procent i oktober. Samtidig er arbejdsløsheden nede på 3,8 pct.
Samtidig vurderer centralbanken, at Storbritannien i fjerde kvartal i år vil opleve recession med negativ økonomisk vækst.
Ligesom andre centralbanker har Bank of England en målsætning om at holde inflationen på omkring 2 pct. og banken er indstillet på at den målsætning vil blive forfulgt. I september kan der derfor blive tale om endnu en rentestigning.
Pundet faldt efter renteforhøjelsen med 0,6 procent over for euroen. Det skyldes formentlig den pessimistiske vurdering af britisk økonomi det kommende år.
Når statsminister Mette Frederiksen ved fremlæggelsen regeringens forslag til finanslov for 2023 udskriver Folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 13. september 2022 vil det være på baggrund af en stemning af eksploderende energipriser (og udsigt til decideret energimangel fremkaldt af krigen i Ukraine), samt inflationens forringelse af brede samfundslags købekraft og forbrugsmuligheder.
Valget vil også blive afholdt på baggrund af en helt enestående epoke i dansk politik.
Under den socialdemokratiske regering har vi accepteret en uhørt magtcentralisering. Coronakrisen har medvirket til, at vi alle udviste ”samfundssind” og blindt underlagde os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder som vi så under epidemiloven og minksagen. Pludselig var vi alle sociale demokrater, mens de andre: modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.
Coronaen lurer fortsat, men i mellemtiden har skyhøje energipriser og generelle prisstigningers forringelse af befolkningens forbrugsmuligheder trængt Coronaen i baggrunden.
Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft vil komme til at fylde i debatten i Danmark på samme måde som det allerede fylder meget i den offentlige debat i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.
Det vil være fristende for den borgerlige opposition at føre kampagne på behovet for at skærme befolkningen mod de værste virkninger af inflationens udhuling af befolkningens forbrugsmuligheder.
Problemet er, at den generelle økonomiske situation ikke tillader, at der blot gives los i finanspolitikken.
“In countries suffering from high inflation, fiscal policy can do targeted things to support vulnerable households, but it must do so in a way that is non-expansionary in the aggregate”, siger den Internationale Valuta Fond, IMF.
Mens det er fristende at friholde sårbare befolkningsgrupper for de økonomiske konsekvenser af den negative økonomiske udvikling, er det ulige sværere at afbalancere lettelserne for nogle med stramninger for andre, så den samlede finanspolitiske virkning bliver neutral.
På det lidt længere sigt er det svært at se, hvordan det i det hele taget vil være muligt at føre ansvarlig økonomisk politik.
Den fortsatte udbygning af velfærdsstatens attraktive ordninger for indkomstoverførsler betyder, at antallet af offentligt ansatte og overførselsmodtagere nu overstiger 3 millioner personer. De udgøres af godt 2,2 millioner modtagere af overførselsindkomst og godt 800.000 offentligt ansatte. Samlet svarer det til knap 65 procent af vælgerbefolkningen.
Med den seneste ordning – Arne-pensionen – trækkes endnu flere ud af arbejdsmarkedet. Foreløbig har 33.500 personer fået tildelt retten til Arne-pension, og en opgørelse fra 31. marts viser, at 45.000 har søgt.
Antallet af offentligt ansatte forventes at stige med knap 40.000 personer frem mod 2030, mens antallet af overførselsmodtagere ventes at vokse med ca. 40.000 personer.
Der kan derfor forventes et fortsat pres for udvidelser af den offentlige sektor og måske en udbygning af ordninger som Arne-pensionen og forhøjelse af dagpengene.
Problemet for den nuværende og kommende regeringer uanset farve er, at imødekommelse af presset for udvidelser af den offentlige sektor vil kræve et højere skattetryk, som vil reducere danskernes private velfærd via et skrumpet husholdningsbudget. De højere skatter vil også reducere velstanden og beskæftigelsen.
Venstre har allerede givet op og bekendtgjort, at partiet ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension.
Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden. Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed”, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?
De konservative lurepasser, men lader forsigtigt forstå, at skatterne bør sænkes. Dansk Folkeparti er brudt sammen og den substanssvage Inger Støjbergs succes i meningsmålingerne er et tegn på krise. Når nogle ignorerer det gode råd om aldrig at gå tilbage til en fuser og flokkes om Lars Løkke Rasmussen, og nogle stadig mener, at Nye Borgerlige kan fremtvinge borgerlig politik, er det borgerlige alternativ til Mette Frederiksens beton-socialisme svært at få øje på.
Det er godt og rigtigt at nogle borgerlige vil have skatten ned, men flertallet der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.
Selvom V og K endnu skylder os at forklare, hvordan de vil sikre et regeringsskifte ved det kommende Folketingsvalg og styre Danmark gennem en tumultarisk verden, kan vi næppe forvente andet end en gang lirumlarum om mere frit valg, mindre overvågning og tvang, større fokus i skolen på dansk kultur og dannelse, fast og fair retspolitik, solidarisk udenrigspolitik, konstruktiv EU-politik, stærkere forsvarspolitik, aktiv miljøpolitik, helhedsorienteret klimapolitik og hensyntagende moderniseringspolitik.
Vil oppositionen fremlægge konkrete bud på en politik, der bryder med den socialdemokratiske opfattelse af samfundsøkonomien som en given størrelse? Kan borgerlige partier formulere en politik, der gør op med opfattelsen af politik som et nulsumsspil, hvor enhver fremgang til én samfundsgruppe nødvendigvis kun kan ske på bekostning af andre?
Hvad med at formulere en vækstfremmende politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?
Hvad med lavere el- og benzinafgifter – hvad med lavere bundskat?
Spørgsmålet er, om vi med en ny regering får en politiske ledelse, der kan reflektere ikke kun socialdemokratiske eller liberale og borgerlige tanker, men sammenfatte væsentlige strømninger i hele befolkningen på tværs af traditionelle politiske skel?
Det sker næppe.
Ingen af Folketingets partier forekommer videre tynget af, at befolkningen bærer verdens tungeste skatteåg, og at velfærdssamfundet langt fra lever op til forventningerne. Politikerne syntes mere sensitive overfor ethvert udskamningsforsøg fra en woke venstrefløj, minoritetsgrupper og medieklasse. Under foregivende af tolerance og frisind lader de sig villigt drive rundt i manegen når der hades, hetzes og shitstormes. Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og woke segmenter, mens man er tonedøv overfor de almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for.
Måske er der brug for nye politikere og nye partiformer?
I Frankrig udtalte lederen af Front National, Marine Le Pen, allerede efter regionalvalgene i december 2015, at: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.
Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.
Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden at holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.
Den globale inflation er én udfordring, men hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med også at ignorere befolkningens skepsis over for bekæmpelsen af COVID, unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?
Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises? Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?
Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale
Hvis de mennesker, der er allermest presset, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket, og deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.
Efter kritik af Fiskeristyrelsen i netmediet Fiskerforum.dk over den måde, Fiskerikontrollen havde henvendt sig for at undersøge, om de lovmæssige pinger var anbragt på garnene, efter de var sejlet i Kattegat for at fiske efter kulsøer, måtte Fiskeristyrelsen i marts 2022 svare for sig i Fiskeritidende.
Tidligere kritik
Balladen om fiskekvoter, der i august 2017 kostede Venstre-manden Esben Lunde Larsen posten som fiskeriminister, afslørede også svigt hos kontrol- og fiskeridirektør Anders Munk Jensen, der har haft plads i styrelsens direktion, samt en enhedschef i fiskerikontrollen.
Efter fyringen af Esben Lunde Larsen som fiskeriminister blev forvaltningen af fiskeriområdet henlagt til ligestillingsminister og minister for nordisk samarbejde, Karen Ellemann. Selve forvaltningen blev henlagt til en særlig forvaltning under Udenrigsministeriet, Fiskeristyrelsen.
Siden fiskeriministeriet blev nedlagt i 1995, har fiskeriområdet ellers været forvaltet sammen med landbrugs- og fødevareområdet, samt siden 2015 også miljøområdet.
Fødevare- og miljøministeriet er ikke uden egen skyld.
I april 2017 måtte daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen stå skoleret overfor folketinget og undskylde i striden mellem ministeren og oppositionen, om hvilke oplysninger ministeren havde videregivet eller ikke videregivet i sagen omkring kvotekoncentration. Ministeren undlod at informere folketinget om en række forslag til, hvordan man kunne begrænse kvotekongernes monopol. Ministeren afviste, at der fandtes flere forslag, men det viste sig, at ministeriets fiskerifolk i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen havde angivet hele 16 konkrete muligheder.
Allerede i begyndelsen af december 2016 begyndte situationen for Esben Lunde Larsen at blive uholdbar. Partierne uden om Regeringen indgik en aftale om fiskeriets fremtid – også kendt som Fiskeriaftalen. Siden er det kommet frem, hvordan ministerens egne embedsmænd i miljø- og fødevareministeriet lagde detaljerede planer for at modarbejde den fiskeriaftale, som et flertal i Folketinget uden om regeringen havde vedtaget.
Fyringen af Esben Lunde Larsen var – udover det betændte forhold til folketinget – af statsministeren begrundet med, at ifølge en kommende beretning fra Rigsrevisionen har ”forvaltningen af omsættelige fiskekvoter igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende”.
Samtidig gav miljø- og fødevareministeriets daværende departementschef, Henrik Studsgaard, udtryk for, at sagen var udtryk for “helt almindelig politisk, taktisk og processuel rådgivning, som den foregår i et departement hver eneste dag”. Udtalelsen har næppe efterladt det indtryk, at fiskeriområdet fremover ville blive varetaget i overensstemmelse med Folketingets flertal.
Anders Munk Jensen
Nu er det jo ikke Henrik Studsgaard, der har haft den daglige føling med fiskeriområdet og dermed ansvaret for kvoteforvaltningen. Disse opgaver har været varetaget af en lidet charmerende, men snu embedsmand – Anders Munk Jensen.
Anders Munk Jensen har siddet tungt på stillingen som kontrol- og fiskeridirektør og chef for Landbrugs- og Fiskeristyrelsens godt 200 medarbejdere på fiskeriområdet.
Allerede som administrationschef i Fødevareministeriet under den indadvendte departementschef Poul Ottosen stod Anders Munk Jensen som administrationschef for implementeringen af en række brutale reorganiseringer i Fødevareministeriet. Da Ib Byrge Sørensen efter Poul Ottosens fyring blev departementschef, blev Anders Munk Jensen udnævnt til direktør for Fødevarestyrelsen – en stilling han var aldeles uegnet til.
Kostede Lars Barfoed ministerposten
I 2006 mente Pia Kjærsgaard ikke, at Lars Barfoed, Fødevare- og Forbrugerminister og ansvarlig for Fødevarestyrelsen, var en mand, befolkningen kunne have tillid til. Kort før jul sørgede hun for, at Lars Barfoed blev fyret som Familie- og Forbrugerminister.
Lars Barfoed var for så vidt ganske uskyldig, men fyringen skete efter måneder med kødskandaler, der regelmæssigt blev oprullet i pressen. Firma efter firma blev afsløret i at sælge gammelt kød og giftige hindbær. Fødevarestyrelsens fødevarekontrol, der er sat i verden for at forhindre den slags, klagede over regeringens besparelser, der gjorde det svært at føre ordentligt tilsyn med virksomhederne. Men især led styrelsen af eklatant mangel på ansvarlig ledelse.
Dansk Folkeparti påstod ikke, at Barfoed kunne gøres ansvarlig for kødskandalerne, men han blev kritiseret for ikke at følge med i, hvad Anders Munk Jensen foretog sig i Fødevarestyrelsen.
Sagerne resulterede efterfølgende i en rapport fra Rigsrevisionen, der konkluderede, at Lars Barfoed havde fejlet som minister, idet han både havde undladt at føre tilsyn med Fødevarekontrollen og havde undladt at informere Folketinget om problemerne.
Men hvem var den egentlige ansvarlige: Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen!
Bytte gårde
Det var bare et spørgsmål om tid, før det – der stod lysende klart for Fødevarestyrelsen personale – også ville være almindelig kendt i Folketinget, og en fyring af Anders Munk Jensen på gråt papir ville være uundgåeligt.
Anders Munk Jensen er imidlertid en snu ræv, og inden den endelige og definitive afslutning af hans karriere kunne iværksættes, blev det i løbet af 2008 internt i Fødevareministeriet aftalt, at Fiskeridirektoratets direktør Esben Egede Rasmussen og Fødevarestyrelsens direktør Anders Munk Jensen byttede job per 1. januar 2009.
I 2011 blev Fiskeridirektoratet nedlagt og inkorporeret i den daværende NaturErhvervsstyrelse, der senere blev omdannet til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, hvor Anders Munk Jensen indtog direktørstillingen som kontrol- og fiskeridirektør og chef for styrelsens godt 200 medarbejdere på fiskeriområdet.
EU-lovgivning betyder, at ikke alle gaskunder i Danmark er garanteret at få leveret gas, hvis der opstår en krise i gassystemet.
Produktionen af biogas i Danmark udgør efterhånden over 27 pct. af det samlede danske gasforbrug, og vil derfor omtrent kunne dække forbruget hos de private husholdninger samt politistationer, sygehuse, brandvæsen og lignende.
Hvis Danmark kommer til at mangle gas, vil Energistyrelsen åbne for gassen fra Energinets to lagre i henholdsvis Stenlille på Sjælland og Lille Torup i Jylland. De to nødlagre indeholder tilsammen gas nok til at kunne dække 500.000 husstandes forbrug i et år.
Nødlagrene kan imidlertid ikke dække hele det danske samt det svenske gasforbrug, der dækkes fra Danmark. Derfor vil den gas, som Danmark har til rådighed, gå til de såkaldt “beskyttede kunder”, som er private husholdninger samt politi, sygehuse, ambulancer, brandvæsen og lignende.
Hvert år udpeges de gasforbrugere, som vil være ikke-beskyttede for perioden fra 1. oktober til den 30. september det efterfølgende år. Udpegelsen foretages af Energinet og sker på baggrund af kriterier fastsat af Energistyrelsen.
Ikke-beskyttede kunder er ikke garanteret at få dækket deres gasbehov, hvis der indtræder en alvorlig forsyningskrise, og kriseniveauet Emergency erklæres i det danske gassystem. I den situation vil Energinet vurdere, om de konkrete forhold gør det nødvendigt helt eller delvist at afbryde gasforsyningen til ikke-beskyttede kunder.
Af de cirka 50 danske virksomheder, der ikke er garanteret gasleverancer, venter i øjeblikket 16 virksomheder på at få tilladelse til at droppe deres store forbrug af gas til fordel for andre fossile brændsler. Omstillingsplanerne kan ikke effektueres uden Miljøstyrelsens godkendelse – og den har virksomhederne foreløbig ventet på i 4 måneder. Miljømyndighederne tøver tydeligvis med at tillade, at fyringsolie og kul igen får indpas i større omfang i dansk energiforsyning. Dermed udstilles tydeligt det skisma, der eksisterer mellem hensynene til energiforsyningssikkerhed og klima.
Når statsminister Mette Frederiksen ved fremlæggelsen regeringens forslag til finanslov for 2023 udskriver Folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 13. september 2022 vil det være på baggrund af en stemning af eksploderende energipriser (og udsigt til decideret energimangel fremkaldt af krigen i Ukraine), samt inflationens forringelse af brede samfundslags købekraft og forbrugsmuligheder.
Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft vil komme til at fylde i debatten i Danmark på samme måde som det allerede fylder meget i den offentlige debat i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.
Det vil være fristende for oppositionen at føre kampagne på behovet for at skærme befolkningen mod de værste virkninger af inflationens udhuling af befolkningens forbrugsmuligheder.
Problemet er, at den generelle økonomiske situation ikke tillader, at der blot gives los i finanspolitikken.
“In countries suffering from high inflation, fiscal policy can do targeted things to support vulnerable households, but it must do so in a way that is non-expansionary in the aggregate”, siger den Internationale Valuta Fond, IMF.
Mens det er fristende at friholde sårbare befolkningsgrupper for de økonomiske konsekvenser af den negative økonomiske udvikling, er det ulige sværere at afbalancere lettelserne for nogle med stramninger for andre, så den samlede finanspolitiske virkning bliver neutral.
På det lidt længere sigt er det svært at se, hvordan det skal være muligt at føre ansvarlig økonomisk politik.
Den fortsatte udbygning af velfærdsstatens attraktive ordninger for indkomstoverførsler betyder, at antallet af offentligt ansatte og overførselsmodtagere nu overstiger 3 millioner personer. De udgøres af godt 2,2 millioner modtagere af overførselsindkomst og godt 800.000 offentligt ansatte. Samlet svarer det til knap 65 procent af vælgerbefolkningen.
Med den seneste ordning – Arne-pensionen – trækkes endnu flere ud af arbejdsmarkedet.
Foreløbig har 39.900 personer fået tildelt retten til Arne-pension, og en opgørelse ultimo juli viser, at 53.300 har søgt.
Antallet af offentligt ansatte forventes at stige med knap 40.000 personer frem mod 2030, mens antallet af overførselsmodtagere ventes at vokse med ca. 40.000 personer.
Der kan derfor forventes et fortsat pres for udvidelser af den offentlige sektor og måske en udbygning af ordninger som Arne-pensionen og forhøjelse af dagpengene.
Problemet for den nuværende og kommende regeringer uanset farve er, at imødekommelse af presset for udvidelser af den offentlige sektor vil kræve et højere skattetryk, som vil reducere danskernes private velfærd via et skrumpet husholdningsbudget. De højere skatter vil også reducere velstanden og beskæftigelsen.
Venstre har allerede givet op og bekendtgjort, at partiet ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension.
Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden. Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed”, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?
Det er godt og rigtigt at ville have skatten ned, men flertallet der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.
Selvom V og K endnu skylder os at forklare, hvordan de vil sikre et regeringsskifte ved det kommende Folketingsvalg og styre Danmark gennem en tumultarisk verden, kan vi næppe forvente andet end en gang lirumlarum om mere frit valg, mindre overvågning og tvang, større fokus i skolen på dansk kultur og dannelse, fast og fair retspolitik, solidarisk udenrigspolitik, konstruktiv EU-politik, stærkere forsvarspolitik, aktiv miljøpolitik, helhedsorienteret klimapolitik og hensyntagende moderniseringspolitik.
Vil oppositionen fremlægge konkrete bud på en politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?
Hvad med lavere el- og benzinafgifter – hvad med lavere bundskat?
Arla hæver fra den 1. august 2022 mælkeafregningen til det højeste niveau nogensinde.
Mejerigiganten, som er ejet af de danske landmænd, hæver betalingen for andelshavernes leverancer af mælk med 7,4 øre pr. liter. Dermed er Arlas konventionelle aconto-pris til landmanden for “mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder – hvor der er indsendt Klimatjek” oppe på 426 øre pr. kilo for konventionel mælk og på 474,80 øre pr. kilo for den økologiske mælk.
Til denne pris skal lægges en række tillæg og efterbetalinger m.v., der bringer mælkeprisen for Arla op på 451,80 og 500,60 ører pr. kg. For henholdsvis konventionel og økologisk mælk.
Stigende efterspørgsel og stagnerende produktion
Efterspørgslen efter fløde til isproduktion topper her i sommermånederne og forbrugerne må i øjeblikket betale skyhøje priser for mælk, smør og andre mejeriprodukter. I BilkaToGo koster sødmælk i øjeblikket 12,75 kr. pr. liter konventionel mælk og 15,25 kr. for økologisk mælk. I Bilka koster en bk. (375 g) smørbar Lurpak-smør 51,95 kr. svarende til en kg-pris på 138,53 kr.
Markedssituationen for mælk og mejeriprodukter har igennem den seneste tid generelt set være præget af prisstigninger. Mælkeprisen steg i maj 2022 til 50 eurocent/kg, hvilket historisk var en rekordhøj pris. Siden steg prisen yderligere og var i juli på 54 eurocent/kg. Til sammenligning var den i august 2020 på 33,01 cent/kg.
Medio maj 2022 lå prisen på skummetmælkspulver på 404 euro/100 kg. Det er 59 pct. over prisen samme tid i 2021, og smørprisen lå i maj på 688 euro/100 kg. Det er 71 pct. over prisen samme tid i 2021.
Markedssituation skyldes faldende mælkeindvejning i EU. I kalenderåret 2021 faldt EU’s mælkeindvejning med 0,3 pct. Også globalt stagnerer produktionen. Hertil kommer stigende efterspørgsel på verdensmarkedet.
Produktionen forventes ikke at øges i Europa og resten af verden lige med det samme, og danske mælkeproducenter glæder sig over, at tiden med mælkepriser under tre kroner synes at være slut.
De høje mælke- og mejeripriser skal ses i sammenhæng af de markant højere produktionsomkostninger hos både landmanden og mejerierne, hvorfor landmanden og mejeriets margin ikke nødvendigvis afspejles i prisudviklingen.
Der er således store forskelle på, hvor meget de enkelte mælkeproducenter på bundlinjen får ud af de aktuelt høje priser. Det afhænger af hvor store ens omkostninger er. For eksempel hvornår man har købt sit foder, og hvor gamle ens dieselkontrakter er.
På nær en enkelt måned, hvor prisen gik lige ud, så har der konstant været stigende mælkepris hos Arla siden september 2021. Her var aconto-prisen for den konventionelle mælk nede på 264,9 øre pr. kg.
Der er ikke umiddelbart udsigt til at de højere mælkepriser vil få landmændene til at øge produktionen.
På et tidspunkt vil produktion nok blive forøget, men ikke på den korte bane
Udgifterne til foder og andre produktionsomkostninger er fortsat høje, og der er usikkerhed vedrørende forsyningen af GMO-frit foder. Forsyning af gødning er også en bekymring. Hertil kommer at kvægbedrifter er hårdt ramt af miljøkrav. Mælkeproducenter flere steder i Europa har udsigt til skrappere miljøkrav de kommende år, som både mindsker lysten og mulighederne for at øge produktionen.
Udover den velkendte situation i Holland, hvor landmænd og ikke mindst kvægbrugere har udsigt til at blive ramt at skrappe krav til kvælstofreduktioner, så er der også kvælstofkrav på vej til de irske landmænd.
I Danmark har der i mange år været skrappe krav til kvælstofreduktion, selvom der er en undtagelse for kvægbedrifter, der giver danske landmænd mulighed for at bruge op til 230 kg N på deres marker, hvis de lever op til en række krav. Reduktionskravene er nu på vej i resten af Europa, ligesom også New Zealandske mælkeproducenter får strammere miljøkrav.
I Weekendavisen den 29. juli 2022 beskriver Jørgen Grønnegaard Christensen ATP, hvis administrationsforretning omfatter Udbetaling Danmark med folkepension og andre sociale pensioner og ydelser. Tillige varetages administrationen af tjenestemandspensionerne, og for nogle år siden kom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til. I alt administreres 26 ordninger og årligt passerer omkring 300 milliarder kroner ATP-administrationen i alle dens forgreninger.
ATP leverer forvaltning til relativt lave omkostninger, og uden at forvaltningen udsættes for den kritik som andre grene af den offentlige forvaltning udsættes for.
Forklaringen på ATP’s administrative succes er, at ATP forvalter ordninger med et stort volumen, hvor sagsbehandlingen er ”objektiv” og man dermed kan udnytte digitaliseringen fuldt ud til at automatisere sagsbehandlingen.
ATP har hidtil kun fået tillagt opgaver, der har matchet organisationens kapacitet. Hvis ATP ikke formår løbende at udvikle sig teknisk og organisatorisk og/eller hvis de administrerede ordninger ideligt ændres eller ATP pålægges at administrere nye ordninger, der stiller andre krav, kan der opstå problemer.
Grønnegård Christensen nævner som et skrækeksempel Skatteministeriet og skatteforvaltningen, men et andet eksempel er administrationen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af EU’senormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte til tusindvis af danske landmænd og beboere i landdistrikterne.
Etableringen af EF-Direktoratet i 1972
Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød, at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med Landbrugsministeriets etablering af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.
Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.
På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik, blev ansat i EF-direktoratet i 1972.
Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog P.B. Rasmussen i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte.
P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.
P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.
Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og Tilsynsinstitutioner.
Systemet sander til…
Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Samtidig blev støtteordningerne jævnligt ændret. Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye arealbaserede landbrugsstøtte – hektar-støtten – blev introduceret i 1994, og siden har institutionen, der i dag hedder Landbrugsstyrelsen, jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten korrekt og indenfor de fastsatte tidsfrister.
EF-Direktoratet skiftede i 1993 navn til EU-Direktoratet og i 2000 efter fusion med Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri til Direktoratet for FødevareErhverv, der fra 2011 også omfattede det tidligere selvstændige Fiskeridirektorat.
I 2015 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fusioneret med Miljøministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv blev omdannet til NaturErhversstyrelsen.
I 2020 blev Miljøministeriet genoprettet som selvstændigt ministerium og fiskeri tilbageført fra Udenrigsministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fiskeristyrelsen blev opretholdt som selvstændig styrelse mens Direktoratet for FødevareErhverv blev omdøbt til Landbrugsstyrelsen.
Med Det Radikale Venstres ultimatum til den socialdemokratiske regering, må vi imødese et folketingsvalg i dette efterår.
Valgkampe er normalt ensbetydende med overbudspolitik og ekspansiv finanspolitik, hvor partierne kappes om at tilgodese så mange vælgergrupper som muligt.
Den nuværende økonomiske situation med galopperende inflation stiller imidlertid ekstraordinære krav, og alle partier bør notere sig, at vejen til regeringskontorerne er brolagt med økonomisk ansvarlighed.
Hvis efterspørgslen ikke bliver begrænset, er der en overhængende fare for, at vi får det, som vi frygter mest: en løn- og prisspiral, siger Lars Rohde.
Med det mener han, at stigende priser fører til højere løn, der fører til endnu højere priser og dermed mere inflation.
”Netop fordi vi ser ind i muligheden for en løn- og prisspiral, er det vigtigt, at den samlede finanspolitik bliver strammet. Herunder at vi får en markant opstramning af finanspolitikken for 2023 for ikke at presse arbejdsmarkedet yderligere”.
Behov for finanspolitiske stramninger
Nationalbankdirektøren mener, at der er brug for en stramning, som reducerer den samlede efterspørgsel med i størrelsesordenen én procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Hvis den høje inflation og de stigende lønninger bider sig fast, kan den danske samfundsøkonomi ifølge Lars Rohde stå over for en alvorlig økonomisk nedtur: ”Det vil have en meget negativ effekt, hvis inflationen og lønstigningstakterne vedblivende bliver høje”.
Strammere pengepolitik
Den Europæiske Centralbank (ECB) og den danske Nationalbank hævede den 21. juli 2022 renten med 0,5 procentpoint.
Alle finansanalytikere forventer, at ECB og Nationalbanken hæver renten igen efter det rentemøde, ECB’s bestyrelse skal holde den 8. september.
Efter 8. september vil alle kommercielle banker følge efter. På den positive side vil det betyde, at de negative renter forsvinder. På den negative side må låntagerne indstille sig på forhøjede renteudgifter.
Hvor store stigninger vi kan forvente er usikkert. I de finansielle markeder er det en udbredt forventning, at den pengepolitiske rente til næste år vil være steget med 1,5 – 2,0 pct. i forhold til situationen før Nationalbankens seneste renteforhøjelse.
Det er ikke kun de ”hysteriske kællinger” på finansmarkederne, der forudser stigende renter. Den Internationale Valutafond, IMF, har den 26. juli 2022 opfordret medlemslandene til i den økonomiske politik at slå hårdt ned på inflationen.
Ifølge IMF repræsenterer en fortsat inflation på de nuværende høje niveauer en klar risiko for den nuværende og den fremtidige makroøkonomisk stabilitet. At bringe inflationen ned på centralbanksmålene (2 pct.) bør være en topprioritet for alle økonomisk-politiske beslutningstagere.
IMF noterer, at i de store toneangivende økonomier strammes pengepolitikken som svar på inflationen langt hurtigere end tidligere forventet. I mange vækstøkonomier og udviklingslande hæves renten ligeledes.
IMF noterer, at den igangværende synkroniserede pengepolitiske stramning på tværs af lande historisk er uden fortilfælde. Resultatet vil desværre være, at den globale vækst aftager næste år, men inflationen vil også dæmpes. Strammere pengepolitik vil uundgåeligt have reelle økonomiske omkostninger, men ifølge IMF vil en udskydelse kun forværre vanskelighederne.
Centralbankerne, der er begyndt at stramme, bør holde fast, indtil inflationen er tæmmet, lyder opfordringen fra IMF.
Hvad kan danske låntagere forvente?
Har man et andelsboliglån på 1.000.000 kr. med variabel rente, vil en rentestigning i størrelsesorden 1,5 – 2,0 pct. koste 850 kr. mere om måneden i rente efter skat (skatteprocent på 33). Hvis der afdrages på lånet, vil ydelsen stige lidt mindre end renten, fordi noget af afdraget bliver skubbet længere ud i tid.
Har man lånt 2 mio. kr. og renten stiger 2 procentpoint, f.eks. fra 2,75 pct. til 4,75 pct., som bestemt ikke er utænkeligt, vil den månedlige renteudgift på lånet stige med 3.333 kr., og ydelsen vil stige med 2.275 kr. pr. md. før skat.
Den Internationale Valutafond, IMF, har den 26. juli 2022 opfordret medlemslandene til i den økonomiske politik at slå hårdt ned på inflationen.
Ifølge IMF repræsenterer en fortsat inflation på de nuværende høje niveauer en klar risiko for den nuværende og den fremtidige makroøkonomisk stabilitet. At bringe inflationen ned på centralbanksmålene (2 pct.) bør være en topprioritet for alle økonomisk-politiske beslutningstagere.
IMF noterer, at i de store toneangivende økonomier strammes pengepolitikken som svar på inflationen langt hurtigere end tidligere forventet. I mange vækstøkonomier og udviklingslande hæves renten ligeledes.
IMF noterer, at den igangværende synkroniserede pengepolitiske stramning på tværs af lande historisk er uden fortilfælde. Resultatet vil være, at den globale vækst aftager næste år, men inflationen vil også dæmpes. Strammere pengepolitik vil uundgåeligt have reelle økonomiske omkostninger, men ifølge IMF vil en udskydelse kun forværre vanskelighederne. Centralbankerne, der er begyndt at stramme, bør holde fast, indtil inflationen er tæmmet.
IMF anerkender, at målrettede finanspolitiske og sociale støtteforanstaltninger kan bidrage til at afbøde de hårde virkninger for de mest sårbare samfundsgrupper.
Med offentlige budgetter, der i forvejen er belastet af COVID-pandemien, og med det samtidige uomgængelige behov for en overordnet dis-inflationær makroøkonomisk politik, vil udligning af sådanne målrettede hjælpeforanstaltninger med højere skatter eller lavere offentlige udgifter sikre, at finanspolitikken ikke kommer til at stå i vejen for pengepolitikken.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 