Når valget kommer!

Når statsminister Mette Frederiksen ved fremlæggelsen regeringens forslag til finanslov for 2023 udskriver Folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 13. september 2022 vil det være på baggrund af en stemning af eksploderende energipriser (og udsigt til decideret energimangel fremkaldt af krigen i Ukraine), samt inflationens forringelse af brede samfundslags købekraft og forbrugsmuligheder.

Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft vil komme til at fylde i debatten i Danmark på samme måde som det allerede fylder meget i den offentlige debat i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.

Det vil være fristende for oppositionen at føre kampagne på behovet for at skærme befolkningen mod de værste virkninger af inflationens udhuling af befolkningens forbrugsmuligheder.

Problemet er, at den generelle økonomiske situation ikke tillader, at der blot gives los i finanspolitikken.

“In countries suffering from high inflation, fiscal policy can do targeted things to support vulnerable households, but it must do so in a way that is non-expansionary in the aggregate”, siger den Internationale Valuta Fond, IMF.

Mens det er fristende at friholde sårbare befolkningsgrupper for de økonomiske konsekvenser af den negative økonomiske udvikling, er det ulige sværere at afbalancere lettelserne for nogle med stramninger for andre, så den samlede finanspolitiske virkning bliver neutral.

På det lidt længere sigt er det svært at se, hvordan det skal være muligt at føre ansvarlig økonomisk politik.

Den fortsatte udbygning af velfærdsstatens attraktive ordninger for indkomstoverførsler betyder, at antallet af offentligt ansatte og overførselsmodtagere nu overstiger 3 millioner personer. De udgøres af godt 2,2 millioner modtagere af overførselsindkomst og godt 800.000 offentligt ansatte. Samlet svarer det til knap 65 procent af vælgerbefolkningen.

Med den seneste ordning – Arne-pensionen – trækkes endnu flere ud af arbejdsmarkedet.

Foreløbig har 39.900 personer fået tildelt retten til Arne-pension, og en opgørelse ultimo juli viser, at 53.300 har søgt.

Antallet af offentligt ansatte forventes at stige med knap 40.000 personer frem mod 2030, mens antallet af overførselsmodtagere ventes at vokse med ca. 40.000 personer.

Der kan derfor forventes et fortsat pres for udvidelser af den offentlige sektor og måske en udbygning af ordninger som Arne-pensionen og forhøjelse af dagpengene.

Problemet for den nuværende og kommende regeringer uanset farve er, at imødekommelse af presset for udvidelser af den offentlige sektor vil kræve et højere skattetryk, som vil reducere danskernes private velfærd via et skrumpet husholdningsbudget. De højere skatter vil også reducere velstanden og beskæftigelsen.

Venstre har allerede givet op og bekendtgjort, at partiet ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension.

Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden. Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed”, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?

Det er godt og rigtigt at ville have skatten ned, men flertallet der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.

Selvom V og K endnu skylder os at forklare, hvordan de vil sikre et regeringsskifte ved det kommende Folketingsvalg og styre Danmark gennem en tumultarisk verden, kan vi næppe forvente andet end en gang lirumlarum om mere frit valg, mindre overvågning og tvang, større fokus i skolen på dansk kultur og dannelse, fast og fair retspolitik, solidarisk udenrigspolitik, konstruktiv EU-politik, stærkere forsvarspolitik, aktiv miljøpolitik, helhedsorienteret klimapolitik og hensyntagende moderniseringspolitik.

Vil oppositionen fremlægge konkrete bud på en politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?

Hvad med lavere el- og benzinafgifter – hvad med lavere bundskat?