Efter valget

Når statsminister Mette Frederiksen ved fremlæggelsen regeringens forslag til finanslov for 2023 udskriver Folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 13. september 2022 vil det være på baggrund af en stemning af eksploderende energipriser (og udsigt til decideret energimangel fremkaldt af krigen i Ukraine), samt inflationens forringelse af brede samfundslags købekraft og forbrugsmuligheder.

Valget vil også blive afholdt på baggrund af en helt enestående epoke i dansk politik.

Under den socialdemokratiske regering har vi accepteret en uhørt magtcentralisering. Coronakrisen har medvirket til, at vi alle udviste ”samfundssind” og blindt underlagde os de påståede nødvendige hensyn til almenvellet – også selvom den førte politik var i konflikt med anerkendte borger- og frihedsrettigheder som vi så under epidemiloven og minksagen. Pludselig var vi alle sociale demokrater, mens de andre: modstandere af vaccinationstvang, mundbind, forsamlingsforbud, isolering af plejehjemsbeboere og suspendering af undervisningen af børn og unge blev stigmatiseret som tilhængere af konspirationsteorier, ikke-stuerene og udstødt af det gode selskab.

Coronaen lurer fortsat, men i mellemtiden har skyhøje energipriser og generelle prisstigningers forringelse af befolkningens forbrugsmuligheder trængt Coronaen i baggrunden.

Muligheden for at kompensere store samfundsgrupper for inflationen og udhulingen af almindelige menneskers købekraft vil komme til at fylde i debatten i Danmark på samme måde som det allerede fylder meget i den offentlige debat i lande som Frankrig, Italien og Tyskland.

Det vil være fristende for den borgerlige opposition at føre kampagne på behovet for at skærme befolkningen mod de værste virkninger af inflationens udhuling af befolkningens forbrugsmuligheder.

Problemet er, at den generelle økonomiske situation ikke tillader, at der blot gives los i finanspolitikken.

“In countries suffering from high inflation, fiscal policy can do targeted things to support vulnerable households, but it must do so in a way that is non-expansionary in the aggregate”, siger den Internationale Valuta Fond, IMF.

Mens det er fristende at friholde sårbare befolkningsgrupper for de økonomiske konsekvenser af den negative økonomiske udvikling, er det ulige sværere at afbalancere lettelserne for nogle med stramninger for andre, så den samlede finanspolitiske virkning bliver neutral.

På det lidt længere sigt er det svært at se, hvordan det i det hele taget vil være muligt at føre ansvarlig økonomisk politik.

Den fortsatte udbygning af velfærdsstatens attraktive ordninger for indkomstoverførsler betyder, at antallet af offentligt ansatte og overførselsmodtagere nu overstiger 3 millioner personer. De udgøres af godt 2,2 millioner modtagere af overførselsindkomst og godt 800.000 offentligt ansatte. Samlet svarer det til knap 65 procent af vælgerbefolkningen.

Med den seneste ordning – Arne-pensionen – trækkes endnu flere ud af arbejdsmarkedet. Foreløbig har 33.500 personer fået tildelt retten til Arne-pension, og en opgørelse fra 31. marts viser, at 45.000 har søgt.

Antallet af offentligt ansatte forventes at stige med knap 40.000 personer frem mod 2030, mens antallet af overførselsmodtagere ventes at vokse med ca. 40.000 personer.

Der kan derfor forventes et fortsat pres for udvidelser af den offentlige sektor og måske en udbygning af ordninger som Arne-pensionen og forhøjelse af dagpengene.

Problemet for den nuværende og kommende regeringer uanset farve er, at imødekommelse af presset for udvidelser af den offentlige sektor vil kræve et højere skattetryk, som vil reducere danskernes private velfærd via et skrumpet husholdningsbudget. De højere skatter vil også reducere velstanden og beskæftigelsen.

Venstre har allerede givet op og bekendtgjort, at partiet ikke ønsker at rulle Arne-pensionen tilbage. Venstres argument er, at der i Folketinget er et bredt og stort flertal, der ønsker at bevare den, og partiet har også respekt for de mange mennesker, der gerne vil tilrettelægge deres pensionstilværelse, efter man har mulighed for at træde ud på en tidlig pension.

Hvor oppositionen ellers vil hen, blafrer i vinden. Det er smukt og rigtigt at kræve ”frihed”, men hvad skal vi være mere fri for, og hvad skal vi være mere fri til?

De konservative lurepasser, men lader forsigtigt forstå, at skatterne bør sænkes. Dansk Folkeparti er brudt sammen og den substanssvage Inger Støjbergs succes i meningsmålingerne er et tegn på krise. Når nogle ignorerer det gode råd om aldrig at gå tilbage til en fuser og flokkes om Lars Løkke Rasmussen, og nogle stadig mener, at Nye Borgerlige kan fremtvinge borgerlig politik, er det borgerlige alternativ til Mette Frederiksens beton-socialisme svært at få øje på.

Det er godt og rigtigt at nogle borgerlige vil have skatten ned, men flertallet der er afhængige af den offentlige sektor, vil hellere bevare skatteniveauet end risikere at miste børnehave- og plejehjemspladsen. Det skal derfor ikke forventes, at ambitionsniveauet går videre end til at skatten ikke må stige.

Selvom V og K endnu skylder os at forklare, hvordan de vil sikre et regeringsskifte ved det kommende Folketingsvalg og styre Danmark gennem en tumultarisk verden, kan vi næppe forvente andet end en gang lirumlarum om mere frit valg, mindre overvågning og tvang, større fokus i skolen på dansk kultur og dannelse, fast og fair retspolitik, solidarisk udenrigspolitik, konstruktiv EU-politik, stærkere forsvarspolitik, aktiv miljøpolitik, helhedsorienteret klimapolitik og hensyntagende moderniseringspolitik.

Vil oppositionen fremlægge konkrete bud på en politik, der bryder med den socialdemokratiske opfattelse af samfundsøkonomien som en given størrelse? Kan borgerlige partier formulere en politik, der gør op med opfattelsen af politik som et nulsumsspil, hvor enhver fremgang til én samfundsgruppe nødvendigvis kun kan ske på bekostning af andre?

Hvad med at formulere en vækstfremmende politik, der fremmer investeringer i ny teknologi, der øger produktiviteten, fremmer øget arbejdsudbud og fjerner konkurrencebegrænsninger?

Hvad med lavere el- og benzinafgifter – hvad med lavere bundskat?

Spørgsmålet er, om vi med en ny regering får en politiske ledelse, der kan reflektere ikke kun socialdemokratiske eller liberale og borgerlige tanker, men sammenfatte væsentlige strømninger i hele befolkningen på tværs af traditionelle politiske skel?

Det sker næppe.

Ingen af Folketingets partier forekommer videre tynget af, at befolkningen bærer verdens tungeste skatteåg, og at velfærdssamfundet langt fra lever op til forventningerne. Politikerne syntes mere sensitive overfor ethvert udskamningsforsøg fra en woke venstrefløj, minoritetsgrupper og medieklasse. Under foregivende af tolerance og frisind lader de sig villigt drive rundt i manegen når der hades, hetzes og shitstormes. Regeringen og hovedparten af Folketingets medlemmer er den slags politikere, der er parate til at ofre kampen for vores børns fremtid for lidt anerkendelse fra de lækre, politisk korrekte og woke segmenter, mens man er tonedøv overfor de almindelige danskeres frustrationer overfor konsekvenserne af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for.

Måske er der brug for nye politikere og nye partiformer?

I Frankrig udtalte lederen af Front National, Marine Le Pen, allerede efter regionalvalgene i december 2015, at: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden at holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Den globale inflation er én udfordring, men hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med også at ignorere befolkningens skepsis over for bekæmpelsen af COVID, unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises? Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale

Hvis de mennesker, der er allermest presset, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket, og deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.