Ifølge dagbladet POLITIKEN er statsminister Mette Frederiksen ikke et ordentligt menneske. Set fra salonerne på Rådhuspladsen i København er Fredriksen provinsiel, dårligt uddannet, uopdragen og med proletarmanerer, der ikke er en statsminister værdig. Frederiksens utrættelige forsøg på at fremstå handlingsorienteret og beslutsom samtidig med at hun fralægger sig ethvert ansvar for fejl, overgreb og ulovligheder, er tydelige tegn på, at hun mangler det udsyn, storsind og den generøsitet, som den københavnske kulturradikale elite abonnerer på.

Frederiksens ledelsesstil – ”Management by Fear” og ”Tillid er godt, men kontrol er bedre” – får ikke høje karakterer på POLITIKEN, der ikke undrer sig over, at partikammerater kalder hende ”skrigeskinken”.

På POLITIKKEN er man ved at brække sig over Frederiksens store sko, frisure og kiksede påklædning, hendes omgang med Barbara Bertelsen og hendes pinlige optræden på de sociale medier med vinduespudsning, makrel- og leverpostejmadder.

Spørgsmålet er om POLITIKEN igen vil støtte de radikale efter i en årrække at have haft prædikatet: ”Danmarks bedste socialdemokratiske avis!”.

På 50-årsdagen for EF-afstemningen den 2. oktober 1972 kan der være grund til at underkaste den europæiske union, EU, et servicecheck.

Afstemningen i 1972 var i meget høj grad præget af en kampagne om de økonomiske fordele ved EF-samarbejdet og trusler om, at et NEJ ville indebære alverdens ulykker.

I oktober 2022 er euroområdet på vej mod en statsgældskrise. Listen over finanspolitisk skrøbelige lande omfatter Italien (med en offentlig bruttogæld på 153 pct. af BNP), Grækenland (189 pct. af BNP, men længere gennemsnitlig varighed), Portugal (127 pct.), Spanien (118 pct.), Frankrig (114 pct.), Belgien (108 pct.) og Cypern (105 pct.).

Hvis den uholdbare statsgæld tvinger f.eks. Italien til at udtræde af eurozonen, vil konverteringen af eurogælden til lire skabe uoverstigelige vanskeligheder.

Statsgæld kan blive uholdbar på grund af dårlige vækstudsigter, højere renter, større statsrisikopræmier og manglende finanspolitisk kapacitet.

Et Italien uden Mario Draghi vil næppe være i stand til at gøre “hvad der skal til” for at blive i eurozonen.

Risikoen for en statsgældskrise er øget betydeligt som følge af den galopperende inflation, hvor ikke mindst energi- og fødevarepriser er eksploderet. De politiske reaktioner på den europæiske energikrise vil uvægerligt øge de offentlige underskud: uanset de kraftige advarsler fra Nationalbanker og fagøkonomer er der udsigt til betydelige forøgelse af overførselsindkomster, massive skatte- og afgiftslettelser, indgreb i markedsmekanismerne og kontrol med energipriser og konfiskation af energiselskabers ”overnormale” profit m.v.

På den baggrund er der udsigt til, at svage EU-medlemslandes gældsforpligtelser vil stige yderligere.

En måde at undgå den truende statsgældskrise i euroområdet på er, at EU kollektivt delvist påtager sig de svage medlemslandes gældsforpligtelser.

Allerede på EU-topmødet den 21. juli 2020 skete der et skred i den retning. Medlemslandene påtog sig solidarisk at hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro. Programmet blev etableret for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien.

Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån. I lande som Italien vil en del af pengene gå til skattelettelser, Arne-pension og erhvervstilskud m.v.

Danmark blev overtalt til at støtte programmet med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner på det danske EU-kontingent.

Konsekvensen er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Hårdt plagede danske skatteydere skal også hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer har mulighed for at forlade EU.

Nu spekuleres der i, at NextGenerationEU – nødfinansieringsprogrammet, der som bekendt blev oprettet for at hjælpe med at håndtere virkningerne af covid-19-pandemien – kunne gøres permanent.

Spørgsmålet er, om den nuværende krise er så voldsom, at de politiske indvendinger kan overvindes?

Alternativt kan Den Europæiske Centralbank fortsætte med at opkøbe gælden i finanspolitisk skrøbelige medlemsstater og afstå fra at hæve styringsrenten til det niveau, der er nødvendigt for at nå inflationsmålet.

Men at bruge faciliteter som Outright Monetary Transactions og Transactions Protection Initiative til finanspolitiske redningsformål, snarere end at forhindre markedsfragmentering og beskytte “enheden af den monetære transmissionsmekanisme”, ville ikke være politisk acceptabelt i Tyskland, og ECB-operationer af den karakter vil givet blive anfægtet ved nationale forfatningsdomstole og ved EU-Domstolen.

Den internationale Kaffens Dag blev fejret første gang i 2015 som en del af Expo15 i Milano. Arrangørerne bag dagen er International Coffee Organization (ICO), som omfatter 77 kaffe importerende/eksporterende medlemslande (herunder Danmark), der tilsammen repræsenterer 98 pct. af verdens kaffeproduktion og 83 pct. af verdens forbrug.

Formålet med dagen er at sætte fokus på kaffen og produktionen af denne, med særlig vægt på vilkårene for kaffebønderne.

ICO angiver hvert år et overordnet tema for dagen, og i år handler det om den næste generation i kaffebranchen. Især i den producerende del. Der er mange udfordringer der møder de unge kaffebønder – ikke mindst i tiden under og efter Covid-19 pandemien.

Mange lande har udover Den Internationale Kaffedag også deres nationale kaffedag. Kineserne fejrer kaffen først i april, danskerne fejrer traditionelt kaffedag den 6. majj, og i Tyskland ligger den altid den 1. lørdag i september, andre – herunder USA, Canada, Norge m.fl. fejrer kaffen den 29. september.

Nærmere oplysninger https://www.internationalcoffeeday.org/

David Trads har netop udgivet en ny bog – ”På jagt efter Amerikas sjæl”. Berlingske Tidende har læst og anmeldt bogen og advarer mod at læse den: ”Man bliver dummere af at læse David Trads’ nye bog”.

David Trads er en dansk journalist, forfatter og politiker. Fra 2002 til 2004 var han chefredaktør på Information og fra 2006 til 2008 chefredaktør på Nyhedsavisen. Trads voksede op i Suldrup i Himmerland og gik på Suldrup Skole. Trads var udvekslingsstudent i USA i Michigan i 1984-1985. Siden har han ført sig frem som USA-ekspert. I øvrigt sammen med venstremanden Mads Fuglede, der heller ikke har forstand på det han taler om.

David Trads har selv fortalt, at når man mener noget, synes i bedste fald ti procent om det. Resten synes, man er en idiot. Han har efter amerikansk forbillede forvandlet sig fra almindelig journalist til en meningsdanner, der konstant er på jagt efter noget at mene.

David Trads er på den måde blevet Danmarks mest desperate debattør. Han er så bange for at blive glemt, at han hver eneste dag mener noget om mindst ti forskellige ting. Det er naturligvis umuligt at gøre begavet, allermest når man er Trads.

Men David Trads er ligeglad og det er Politikens Forlag åbenbart også! Trads gentager bare sine synspunkter i en uendelighed: Socialdemokraterne er geniale, Boris Johnson og Donald Trump er farlige klovne og det republikanske parti i USA er arnested for farlige og udemokratiske tendenser.

I 2004 forsøgte David Trads sig som socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborgkredsen, men måtte se sig slået af Kirsten Brosbøl.

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 var David Trads var opstillet i Egedal kredsens – der dækker Egedal og Furesø kommuner. En række socialdemokrater, herunder de to eksministre Poul Nielson og Helle Degn, gav offentligt udtryk for utilfredshed med David Trads som folketingskandidat. Trads opnåede i Nordsjællands Storkreds i alt 2.779 personlige stemmer, og han kom ikke ind i Folketinget. De undervurderede danske vælgere vrager trods alt hårdkogte, selvglade og ekshibitionistiske kandidater.

Teksten – Prædikerens Bog, kapitel 3, vers 1 til 4 i Det Gamle Testamente – bliver ofte læst op ved begravelser, men versene er også gode at leve på. De rummer et håb om, at der er andet og mere end død og klage. For der er en tid til at le, til at danse, til at fødes.

Teksten lyder:

Alting har en tid,

For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.

Prædikerens Bog er en del af den såkaldte visdomslitteratur i Det Gamle Testamente og er ifølge traditionen skrevet af kong Salomon, men blandt fagfolk er der enighed om, at teksten er af langt nyere dato og snarere er blevet til omkring år 200 før Kristi fødsel.

Prædikerens Bog har muligvis været inspiration for den amerikanske film ”Being There” fra 1979 med Peter Sellers og Shirley MacLaine i hovedrollerne.

Peter Sellers er i filmen den retarderede midaldrende gartner, Mr. Chance, der som Chauncey Gardiner med betragtninger fra Prædikerens Bog og enfoldige indtryk fra det eneste, han kender til – havearbejde. Når han med alvor f.eks. udtaler: “Spring is the time for planting”, lyttes der med benovelse og han tillægges store evner.

Niels Juhl Andreasen fra Venstre i Gentofte hævder i et læserbrev i Berlingske Tidende den 28. september 2022, at ”Venstre kæmper for klimaet OG det danske erhvervsliv og dermed for velfærdssamfundet.”

I Danmark har partierne Venstre og Socialdemokratiet traditionelt været toneangivende i den danske energisektor, der har været domineret af forbruger-, andels- og kommunalt ejede energiselskaber.

Derfor er Venstre i høj grad medansvarlig for den forhastede grønne omstilling, der betyder at Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine kun delvist er årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas.

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i Europa (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede europæiske grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Selv i lille Danmark er der undertiden kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og datacentre, varmepumper og elbiler forbruger en voksende andel af den samlede elproduktion. Samtidig er den fornybar energi fra vind, sol og vandkraft mere uforudsigelig. Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes at forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden groft er tilsidesat.

Politisk har klimabevægelsen betydet, at selv normalt besindige politikere og partier som Venstre har været bange for at blive set som ikke grøn nok. Samtidig har embedsmændene i Energiministeriet og i Energistyrelsen forsømt at holde politikerne fast på de lovmæssige forpligtelser i forhold til forsyningssikkerhed.

Derfor er det gået alt for stærkt med den grønne omstilling i forhold til forsyningssikkerhed, og den udvikling har Venstre sin del af ansvaret for.

I stedet for at bruge krudt på Ida Auken, burde Nils Juhl Andreasen arbejde for at realisere det potentiale biogas har for at forbedre energiforsyningssikkerheden i Danmark.

I Danmark kan studerende få Statens Uddannelsesstøtte (SU). Satsen er 6.397 kr. pr. måned før skat i 2022, når du er 20 år eller derover og udeboende. Studerende, der modtager SU, kan optage et supplerende SU-lån på op til 3.273 kr. om måneden. For forsørgere og i studiets slutfase er der yderligere lånemuligheder. En af de store fordele ved et SU-lån er, at det er et billigt lån sammenlignet med almindelige banklån og forbrugslån, da renten på et SU-lån ikke er særlig høj.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er der er i Danmark årligt ca. 470.000 personer, der modtager SU og de samlede omkostninger er årligt på over 21 mia. kr. Hertil kommer SU-lån på årligt godt 5 mia.kr.

Ifølge Skatteministeriet var der i 2021 samlet godt 46 mia. kr. i udestående SU-gæld til det offentlige.

Omkring 36 mia. kr. af gælden er endnu ikke misligholdt – tilbagebetalingerne endnu ikke påbegyndt eller de aftalte afdragsordninger overholdes.

SU-gæld til det offentlige, der misligholdes andrager godt 10 mia. kr.

Hovedparten af gælden – 9, 3 mia. kr. kan henføres til godt 119.000 danske skyldnere, der ikke overholder afdragsaftaler, mens omkring 16.000 udlændinge, der skylder godt 980 millioner kr. til den danske stat, ikke afdrager på gælden.

Med jævne mellemrum stiller venstreorienterede medlemmer af Folketinget forslag om eftergivelse af SU-gæld, men indtil videre gør Udbetaling Danmark og Gældsstyrelsen hvad de kan for at inddrive statens tilgodehavende.

Studielån i USA

I USA kan præsident Bidens plan for annullering af studielån koste regeringen omkring 400 milliarder dollars. (Godt 3000 mia. kr. ved dollarkurs 752,38) over et årti, har Kongressens budgetkontor (CBO) vurderet.

Hertil kommer 20 milliarder dollars i omkostninger til at forlænge den tidligere aftale indefrysning af studielån.

Hvis estimaterne viser sig at være korrekte, vil annullering af studielån rangere blandt Biden-administrationens dyreste initiativer. For sammenligningens skyld svarer de 420 milliarder dollars omtrent til det beløb, der i USA bruges på Covid-stimuluschecks.

I august opfyldte Biden et valgløfte ved at love at eftergive 10.000 dollars i studiegæld for låntagere, der tjener mindre end 125.000 dollars om året (940.000 kr.).

Eftergivelsen blev positivt modtaget af de 40 millioner amerikanere, der har udsigt til at få noget af deres studiegæld eftergivet. Demokraternes venstrefløj mente ikke eftergivelsen var vidtgående nok, og Republikanerne mente at det var uansvarlig misbrug af offentlige midler, og at det ville kaste benzin på inflationsbålet. Det har også i debatten været fremført, at eftergivelsen var uretfærdig over for alle de studielåntagere, der overholdt tilbagebetalingsvilkårene.

I forsvaret for gældslettelsen sagde de demokratiske senatorer Chuck Schumer og Elizabeth Warren, at det var en værdig håndsrækning til den amerikanske middelklasse i modsætning til tidligere præsident Trumps massive skattelettelser til virksomheder.

Efter at CBO har vurderet prisen for Bidens udspil, må det forventes at lettelse af studiegæld vil blive et tema op til Midtvejsvalgene i november.

På et tidspunkt, hvor temperaturen falder, vinden rusker og mørkningen begynder tidligere og tidligere og vinteren tydeligvis er på vej, meddeler Energistyrelsen, at der arbejdes på en kriseplan for elforsyningen, som kan betyde, at helt almindelige danskere kan udsættes for strømafbrydelser i op til to timer ad gangen og at det kan ske helt uden varsel.

Tidligere har industrielle naturgaskunder fået at vide, at der var risiko for at naturgasforsyningen kunne blive afbrudt i kortere eller længere tid, mens naturgasforsyningen til private husholdninger formentlig kunne opretholdes.

Det bemærkelsesværdige er, at den ansvarlige minister – klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen – dækker sig bag direktøren for Energistyrelsen, selvom forsyningssikkerhed indiskutabelt er ministerens ansvar. Det forargelige understreges af, at mens embedsmænd beordres frem i frontlinjen for at redegøre for at Danmark står overfor den mest kritiske forsyningssituation i 50 år, kan statsministeren og regeringens top finde tid til at dele deres bekymringer vedrørende pseudoarbejde i den offentlige sektor.

Det fremgår af Elforsyningslovens § 1 at lovens formål er at sikre, at landets elforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning sikre forbrugerne adgang til billig elektricitet og fortsat give forbrugerne indflydelse på forvaltningen af elsektorens værdier.

Ifølge § 1 i lov om naturgasforsyning er det lovens formål at sikre, at landets naturgasforsyning tilrettelægges og gennemføres i overensstemmelse med hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse. Loven skal inden for denne målsætning give forbrugerne adgang til billig naturgas.

Det følger af § 24 i Beredskabsloven, at det er op til den enkelte minister indenfor sit område at planlægge samt opretholde og videreføre samfundets funktioner, såfremt der foreligger en større ulykke eller en katastrofe. Dette kaldes også sektoransvarsprincippet.

Det er således klart Dan Jørgensens ansvar at opretholde energiforsyningssikkerheden i Danmark og sikre forbrugernes adgang til billig elektricitet og billig naturgas.

Vladimir Putin og Ruslands invasion i Ukraine er kun delvist årsagen til energiforsyningskrisen og de voldsomme prisstigninger på el og gas.

Direktøren for elbørsen Nord Pool har den 17. august 2022 fastslået, at den forhastede grønne omstilling i Europa (fra fossil energi og kernekraft til vedvarende energi) er en hovedårsag til de nuværende høje energipriser og forsyningsproblemer.

I forbindelse med den forcerede europæiske grønne omstilling er det forsømt at erstatte fossil og kernekraftproduktion med fornybar energi i tilstrækkeligt omfang ligesom investeringerne i infrastruktur har været helt utilstrækkelige.

Europas største økonomi, Tyskland, er gået fra at være energieksportør til at være nettoimportør, men har tillige forbindelsesproblemer mellem nord og syd. Selv i lille Danmark er der undertiden kapacitetsproblemer i forbindelsen mellem Øst- og Vestdanmark.

Elforbruget er øget i takt med elektrificeringen og datacentre, varmepumper og elbiler forbruger en voksende andel af den samlede elproduktion. Samtidig er den fornybar energi fra vind, sol og vandkraft mere uforudsigelig. Derfor betyder den utilstrækkelige produktionskapacitet af fornybar energi og den begrænsede transmissionskapacitet i infrastrukturen, at der må trækkes på naturgasfyret back-up kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter el.

Konklusionen er, at den energisump vi nu er er endt i, skyldes at den nuværende energiminister (og hans forgængere) groft har tilsidesat forpligtelsen til at sikre forsyningssikkerheden.

Politisk har klimabevægelsen betydet, at selv normalt besindige politikere og partier har været bange for at blive set som ikke grøn nok. Samtidig har embedsmændene i Energiministeriet og i Energistyrelsen forsømt at holde politikerne fast på de lovmæssige forpligtelser i forhold til forsyningssikkerhed.

Derfor er det gået alt for stærkt med den grønne omstilling i forhold til forsyningssikkerhed.

Hvor mange af Mette Frederiksens partikammerater syntes det er fedt, at en Kommissionsrapport udpeger 10 højtlønnede DJØF-chefer, der ikke havde levet op til deres ansvar i forbindelse med minkskandalen, uden at det får andre konsekvenser end ligegyldige advarsler, mens underordnet personale sanktioneres for den mindste fejl?

Hvor mange almindelige lønmodtagere er begejstrede for at skulle kæmpe med skyhøje energipriser og forringede forbrugsmuligheder, mens staten skovler penge ind i afgifter og moms. Samtidig lukker klimaforblændede politikere ned for olie- og gasproduktionen i Nordsøen og nægter at forholde sig til kernekraft?

Hvor mange socialdemokratiske vælgere syntes det er fedt, at Danmark i udlandet er repræsenteret af en mand, der har krænket en purung DSU-pige? At politikere er mere optaget af LBGT-minoriteters rettigheder end konsekvenserne for almindelige danskere af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for?

Hvorfor lytter statsministeren til medierådgivere, mens de mennesker, der er allermest presset må tale for døve øren? Hvorfor bliver de ikke hørt og taget alvorligt i stedet for bare at blive efterladt i mørket?

Syntes socialdemokratiets vælgere det er fedt, at deres skepsis overfor unionstankerne i EU ignoreres? At bekymringen for de daglige trusler fra muslimsk terror og indvandrerbanders vold ignoreres – samtidig med at enhver kan følge de folkevalgtes forargelige tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge lømler tilsyneladende belønnes med ”terapeutiske” ferieforløb, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe i behagelige omgivelser, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Mon ikke mange socialdemokrater frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT og Dan Jørgensen, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri og ”installationer”, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati eller ødes bort til livsvarig understøttelse af kunstnere, der kun pønser på at omstyrte samfundet?

Mon ikke mange, der normalt ville overveje at stemme socialdemokratisk har fået afsmag for strukturpolitik, når de betænker, at allerede gennemførte ”reformer” har fjernet en lang række af de vigtige symboler på sammenhængskraften i samfundet: Forringelserne i den kollektive trafik, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og butikker udraderet af butikscentre.

Og hvad er kommet i stedet?

Nye store kommuner med en hærskare af bureaukrater på dyre rådhuse, og hvor dialogen med myndighederne er erstattet af et digitalt helvede, mens velfungerende plejehjem og ældreforsorg er en by i Rusland.

Og hvad er regeringens svar?

Intet-sigende lirum-larum om afbureaukratisering og behovet for mere ledelse i den offentlige sektor – flere Djøffere? Har Mette Frederiksen spist søm?

Da der skulle forhandles EU-budget i 2020, beskrev Mette Frederiksen EU-Kommissionens og det franske forslag om flere penge som ”gak-gak”.

Ko-vendingen i EU-politikken

Forud for folkeafstemningen om EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde den 1. juni 2022 hed det minsandten, at Danmark hørte til i ”hjertet af Europa”!

Vi bør ikke glemme, at Mette Frederiksen på EU-topmødet den 21. juli 2020 godkendte, at medlemslandene, herunder Danmark, solidarisk skulle hæfte økonomisk for ”NextGenerationEU-programmet, NGEU” og den gigantiske genopretningsfond på 750 mia. euro i 2018-priser, der nu i løbende priser er vokset til 806,9 mia. euro. Over NGEU-programmet kan især de sydeuropæiske medlemslande uanset tilbagebetalingsevne hente finansiering til nationale aktiviteter dels i form af tilskud og dels i form af billige lån.

EU-præsident Charles Michel bestak Mette Frederiksen med en ”rabat” på knap 1,5 milliarder kroner forud for EU-Topmødet i juli 2020, men ét er, at danske skatteborgere skal finde sig i stærk kritisabel forvaltning af deres penge i f.eks. Skatteministeriet og Energiministeriet og samtidig tvinges til at understøtte dansk erhvervsliv i en krise. Noget andet er, hvis hårdt plagede danske skatteydere også skal hæfte for EU’s låntagning, der bruges til at holde fejlslagne og dysfunktionelle stater og lidet konkurrencedygtige sydeuropæiske virksomheder flydende.

Hvis EU’s medlemslande tidligere havde hæftet solidarisk for låntagning i den størrelsesorden, ville det effektivt have forhindret Brexit i januar 2020. Nu betyder den solidariske hæftelse, at ingen medlemmer ingensinde har mulighed for at forlade EU!

Valget i Italien

Italien har været kastet ud i uro, siden Mario Draghi trak sig som premierminister den 21. juli og valgkampen forud for nyvalget til parlamentet søndag den 25. september.

Italiensk gældskrise

Italien befinder sig i en regulær gældskrise. Investorer sætter med rette spørgsmålstegn ved om Italien (og andre stærkt forgældede lande i eurozonen), kan fortsætte med at refinansiere deres gæld, som er vokset under COVID-krisen og som bliver betragtelig dyrere at finansiere I takt med at ECB efter den seneste rentehævning på 0,5 pct. som forventet vil hæve renten yderligere.

Den direkte anledning til krisen for Mario Draghis 17-måneder gamle koalitionsregering i Italien var at koalitionspartneren, 5Stjernebevægelsen, trak støtten til regeringens håndtering af inflation og stigende energiomkostninger.

Draghis fortjenester

Da Mario Draghi i februar 2021 påtog sig regeringsansvaret i Italien havde han 2 store udfordringer: Den første var Covid-krisen og implementering af en effektiv vaccinationskampagne. Den opgave blev løst takket være general Francesco Paolo Figliuolo, der blev udnævnt til vaccine Zar.

Den anden udfordring var at sikre den størst mulige andel af ”NextGenerationEU-programmet, NGEU”. Genopretningsfonden på 750 mia. euro i 2018-priser, da programmet blev vedtaget på EU Topmødet den 21. juli 2020. I mellemtiden er programmet vokset til 806,9 mia. euro!

Draghi udnyttede den enorme prestige han havde opbygget gennem 8 år som chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, og det lykkedes ham at få godkendt Italiens nationale plan – The National Recovery and Resilience Plan (Piano Nazionale di Ripresa e Resilienza, NRRP).

Hovedelementet i NGEU-programmet is “The Recovery and Resilience Facility, RRF”, der løber i 6 år fra 2021 til 2026 med en total størrelse på 672,5 mia. euro, hvoraf 316,5 mia. er tilskud mens de resterende 360 mia. euro er i form af lavt forrentede lån.

Den italienske genopretningsplan, NRRP, tænkes finansieret med 191,5 mia. euro fra EU, mens 30,6 mia. euro finansieres af nationale midler.

5Stjernebevægelsen

Tidligere premierminister Giuseppe Conte, 5Stjernebevægelsens nuværende leder, stillede den 6. juli 2022 i et brev til Draghi en række krav som betingelse for fortsat opbakning til regeringen og til implementeringen af NRRP-genopretningsplanen.

Kravene omfattede en garanteret minimumsløn, en væsentlig forhøjelse af udgiftsbudgettet og garantier for, at bevægelsens mærkesager vedrørende især velfærd og miljø i højere grad vil blive tilgodeset.

Mario Draghi havde faktisk tilkendegivet at han var parat til visse indrømmelser – herunder at regeringen var parat til at overveje en minimumsløn. Draghi afviste dog lodret kravet om øgede offentlige udgifter.

Højreorienteret regeringskoalition?

Efter valget den 25. september 2022, er der udsigt til fremgang til højre og til en regering bestående af Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, Berlusconis parti, Forza Italia, og Fratelli d’Italia.

Fratelli d’Italia, der ledes af den 45-årige Giorgia Meloni, er det eneste parti, der har stået uden for samlingsregeringen, og partiets kritiske linje har fået betydelig opbakning i meningsmålingerne.

Partiet ligger nu forrest med opbakning fra 23 pct. af vælgerne. (Lega og Forza Italia har henholdsvis 16 og 6 pct.). På venstrefløjen har Partito Democratico under ledelse af Enrico Letta, 25 pct. mens 5Stjernebevægelsen – Movimento 5 Stelle – under ledelse af Giuseppe Conte – har oplevet vigende tilslutning og nu er nede på 10 pct.

Hvad sker efter valget?

Selvom Lega og Forza Italia vinder valget sammen med Melonis Fratelli d’Italia, vil de formentlig forsøge at få gennemført så mange af deres egne mærkesager som muligt. Det gælder i særlig grad Matteo Salvini, som risikerer at blive væltet af pinden i Lega, hvis partiets opbakning fortsat smuldrer.

Salvini vil presse på med skatte- og pensionsreformer, som, hvis de gennemføres – hvilket næppe kommer til at ske, da EU formentlig vil gribe ind, inden det når så langt – vil slå bunden ud af den i forvejen ramponerede italienske statskasse. Lega ønsker desuden udvidet økonomisk selvstyre for de italienske regioner.

Melonis Fratelli d’Italia har i valgkampen bidraget med vanskeligt realiserbare løfter som for eksempel en såkaldt ”flådeblokade”, der skal dæmme op for den stadige strøm af migranter over Middelhavet til Italien. En militær aktion, som efter alt at dømme vil betyde overtrædelse af en lang række internationale konventioner, som Italien har forpligtet sig over for.

Det store spørgsmål er imidlertid, om man med Meloni ved roret fortsat kan regne med Italien, når det gælder sanktioner mod Rusland og støtte til Ukraine.

Der har været rygter om russisk finansiel støtte til europæiske og italienske politiske partier. Ikke mindst Salvini og Lega har flirtet med Putin og Rusland, men så sent som i denne uge krøb Salvini til korset og udtalte med en hidtil uhørt tydelighed, at ”min mening om Putin er skiftet i løbet af krigen. For når man begynder at invadere, bombardere og sende kampvogne ind i et andet land, så ændrer det på alting”.

På samme måde har også den snart 86-årige Berlusconi trukket i land i forhold til Rusland.

Kan EU-Kommissionen straffe Italien økonomisk?

Det er bemærkelsesværdigt, at Fratelli d’Italia og Lega i EU-parlamentet har stemt imod en resolution, der stempler Orbáns styre i Ungarn som en ”systemisk trussel” mod EU’s bærende værdier som parlamentets opbakning til EU-Kommissionens tilbageholdelse af EU-støtte til Ungarns nationale Recovery and Resilience Plan, NRRP.

Lederen af Fratelli d’Italia, Giorgia Meloni, er også formand for det europæiske parti Alliancen af Europæiske Konservative og Reformister, der blandt andet tæller det polske Lov- og Retfærdighedsparti, spanske Vox og Sverigedemokraterna, forklarede bagefter, at anklagerne mod Ungarn efter hendes mening ikke var tydelige nok i resolutionen, og at resolutionen i det hele taget var meget ”politisk”.

Endnu er hovedparten af genopretningsmilliarderne fra EU ikke udbetalt til Italien, og det er en pengestrøm, EU-Kommissionen allerede har truet med, at man med relativ lethed kan skrue ned for, hvis det bliver nødvendigt.