Socialdemokratisk Mismods Vinter

Hvor mange af Mette Frederiksens partikammerater syntes det er fedt, at en Kommissionsrapport udpeger 10 højtlønnede DJØF-chefer, der ikke havde levet op til deres ansvar i forbindelse med minkskandalen, uden at det får andre konsekvenser end ligegyldige advarsler, mens underordnet personale sanktioneres for den mindste fejl?

Hvor mange almindelige lønmodtagere er begejstrede for at skulle kæmpe med skyhøje energipriser og forringede forbrugsmuligheder, mens staten skovler penge ind i afgifter og moms. Samtidig lukker klimaforblændede politikere ned for olie- og gasproduktionen i Nordsøen og nægter at forholde sig til kernekraft?

Hvor mange socialdemokratiske vælgere syntes det er fedt, at Danmark i udlandet er repræsenteret af en mand, der har krænket en purung DSU-pige? At politikere er mere optaget af LBGT-minoriteters rettigheder end konsekvenserne for almindelige danskere af en globaliseret økonomi, der sikrer Mærsk stort set skattefrie fortjenester på mange hundrede milliarder, mens almindelige skatteborgere lider under en global inflation, som ingen vil tage ansvar for?

Hvorfor lytter statsministeren til medierådgivere, mens de mennesker, der er allermest presset må tale for døve øren? Hvorfor bliver de ikke hørt og taget alvorligt i stedet for bare at blive efterladt i mørket?

Syntes socialdemokratiets vælgere det er fedt, at deres skepsis overfor unionstankerne i EU ignoreres? At bekymringen for de daglige trusler fra muslimsk terror og indvandrerbanders vold ignoreres – samtidig med at enhver kan følge de folkevalgtes forargelige tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge som illustreret med Rasmus Prehns misbrug af fødevareministeriets kreditkort?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk forlanger at blive lyttet til og taget alvorligt, når de artikulerer deres undren, når f.eks. uregerlige unge lømler tilsyneladende belønnes med ”terapeutiske” ferieforløb, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe i behagelige omgivelser, når organiserede revolvermænd dominerer gaderne, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Mon ikke mange socialdemokrater frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og forbløffes og forarges, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT og Dan Jørgensen, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri og ”installationer”, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati eller ødes bort til livsvarig understøttelse af kunstnere, der kun pønser på at omstyrte samfundet?

Mon ikke mange, der normalt ville overveje at stemme socialdemokratisk har fået afsmag for strukturpolitik, når de betænker, at allerede gennemførte ”reformer” har fjernet en lang række af de vigtige symboler på sammenhængskraften i samfundet: Forringelserne i den kollektive trafik, lukkede lokale kaserner, sygehuse og uddannelsesinstitutioner, centraliserede posthuse og butikker udraderet af butikscentre.

Og hvad er kommet i stedet?

Nye store kommuner med en hærskare af bureaukrater på dyre rådhuse, og hvor dialogen med myndighederne er erstattet af et digitalt helvede, mens velfungerende plejehjem og ældreforsorg er en by i Rusland.

Og hvad er regeringens svar?

Intet-sigende lirum-larum om afbureaukratisering og behovet for mere ledelse i den offentlige sektor – flere Djøffere? Har Mette Frederiksen spist søm?