Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er primus motor i The Alliance of Democracies Foundation, der står bag Copenhagen Democracy Summit, der afholder næste møde i København mandag og tirsdag 15. – 16. maj 2023.

På talerlisten ved tidligere summits har været demokratiaktivisten fra Hongkong Nathan Law og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København er ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede i 2020 blev Anders Fogh Rasmussens organisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs ligesom han har været næstformand i den lettiske bank PNB Banka. Banken var under anklage for hvidvask mv. inden den gik konkurs i 2019. Bankens kurator har sagsøgt bankens tidligere ledelse, inklusive Anders Fogh Rasmussen, for tabet af 240 millioner kroner. Især samler interessen sig om et møde som Anders Fogh Rasmussen deltog i den 25. juni 2019, hvor banken mistede de mange millioner.

Der er således ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen  i visse kredse  opfattes som kontroversiel, men alligevel lyttes der til ham.

Det gav således genlyd, da Anders Fogh Rasmussen for kort tid siden opfordrede til, at vestlige virksomheder, der er aktive i Kina, kapper forbindelsen til landet:

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien. Det kan være Indien, Taiwan eller Indonesien.” Således udtalte han i Berlingskes podcast ”Østergaards salon”.

Anders Fogh Rasmussen har også for nylig besøgt Taiwan, hvor han gav udtryk for, at Ruslands angreb på Ukraine risikerer at få en parallel i Østasien, idet han frygter et kinesisk angreb på Taiwan.

Anders Fogh Rasmussens henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som forbindelsen til Taiwan-missionen er ikke tilfældig.

Betydningen af erklæret international støtte til Taiwan kan næppe overvurderes.

Som bekendt besøgte formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, allerede sidste år Taiwan. Siden Nancy Pelosis omstridte besøg har flere amerikanske politikere og politiske ledere fra andre lande været på besøg i den lille østat.

I relation til krigen i Ukraine et det tænkeligt, at synlig international opbakning til Ukraine på et tidligere tidspunkt kunne have gjort indtryk i Moskva og måske fået Putin til at besinde sig.

Under alle omstændigheder ved vi, at international støtte til Taiwan bliver bemærket i Beijing.

Budskabet fra Anders Fogh Rasmussen er, at vi aktivt skal afskrække Kina fra at invadere Taiwan. Vi skal således true med at afkoble Kina helt fra den globale økonomi, og garantere opbakning til taiwanerne på samme måde som vi i øjeblikket demonstrerer i forhold til Ruslands overfald på Ukraine.

Selvom ingen i dag tvivler på Fogh Rasmussens synspunkter, følte han alligevel i 2021 behov for at sende sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang var det Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede over hans holdningsskifte. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige.

Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked, og kollisionen med danske normer nedtones systematisk.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Samarbejdsaftaler

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen.

Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina, lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret allerede i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Den officielle danske holdning til Kina er stadig præget af pragmatisme. På den ene side anerkender vi, at Taiwan er en del af et samlet Kina, mens vi på den anden side konstaterer at Taiwan – endnu – har selvstyre.

Vi vil også helst tro på, at Kina overhovedet ikke kunne finde på militært at forsøge at ændre denne status quo, så længe Taiwan forholder sig i ro og ikke insisterer på at blive anerkendt af det internationaler samfund som en selvstændig stat.

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker denne praktiske holdning, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”

Det burde være overflødigt at gøre opmærksom på, at vi for ikke længe siden havde en tilsvarende pragmatisk tilgang til regimet i Moskva.

Men nu vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen have aftalen fornyet, og det kan formentlig ske i løbet af i år.

”Det er vi i god dialog med kineserne om. Vi ønsker at have et godt forhold til Kina. Det er meget, meget vigtigt, at vi ikke bevæger os fra den ene grøft til den anden”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udmeldingen kommer midt under den årlige sikkerhedspolitiske konference i München, hvor Kina og risikoen ved den vestlige verdens afhængighed af Kina er et brandvarmt emne, der ulmer lige under det store fokus på krigen i Ukraine.

Og der bliver da ifølge Lars Løkke Rasmussen heller ikke tale om en simpel aftale om forlængelse af det strategiske partnerskab.

”Det er klart, at aftalen får et andet fokus. Den skal være mere præcis og mindre bred i sit sigte end den nuværende. For nu at være helt åben om det. Men vi er i god og kontinuerlig dialog med kineserne. Vi skal ikke dekoble Kina. Vi skal finde en samarbejdsramme, som holder Danmark og Kina tæt på hinanden. Det har vi også en interesse i. Kina er verdens største land målt i købekraft – fire gange større end USA og tre gange større end Europa, og Kina står for 30 procent af det globale CO₂-udslip”, forklarer udenrigsministeren i en kort pause under sikkerhedskonferencen i München.

Virksomhederne skal blive

Udenrigsministeren frygter ikke, at en fornyet strategisk samarbejdsaftale vil stille Danmark i et dårligt lys.

”Aftalen med Kina skal dømmes på sit indhold og ikke sin overskrift. Den nye aftale kommer til at se anderledes ud end den gamle, men jeg kommer ikke til at stå og forhandle det i Politiken. Det skal forhandles med kineserne”.

”Og ja, det her rummer også delikate ting, men det forhandler vi med Kina. Og jeg er optimistisk. Vi får en aftale, der selvfølgelig reflekterer en ny europæisk kinapolitik. Europa og Danmark ønsker fortsat at samarbejde med Kina, men på nogle områder er Kina en konkurrent, og på andre områder en decideret rival”.

”Derfor er det i det hele taget klogt af virksomhederne at forholde sig til det. Men at opfodre dansk erhvervsliv til at se bort fra verdens største land – det vil ikke være i erhvervslivets interesser, det vil ikke være i Danmarks interesser, og det vil ikke være i verdenssamfundets interesse”.

Lars Løkke Rasmussen spiller på 2 heste samtidig: Han prøver på den ene side at lægger afstand til Kina, og mens han lægger afstand til regimet i Bejing opfordrer han samtidig dansk erhvervsliv til at investere i Kina.

Fastelavn var oprindeligt aftenen før den 40 dage lange katolske faste. Den indledtes med den katolske bodsdag, askeonsdag, som altid falder på onsdagen i den syvende uge før påskedag.

Med Reformationen i Danmark i 1536 ophørte den formelle fastepligt, men helt op til 1800-tallet bevarede fasten sit præg af bods- og andagtstid.

I Danmark er fastelavn dog længe blevet brugt som betegnelse for alle de tre dage, der gik forud for fasten. I denne periode spiste og drak man særlig godt. Flæskesøndag og flæskemandag nød man som regel flæsk og andre kødretter. På hvide tirsdag spiste man mange steder i landet æggesøbe eller mælkemad med tilhørende hvedeboller. Dagen henter sit navn herfra. Da fastelavnen i Danmark blev begrænset til mandag, blev det almindeligt de fleste steder at spise boller med mælk på denne dag.Fastelavns mandag var skolefridag indtil 1970, hvor fridagen blev sløjfet, da lørdag blev skolefri.

i England kaldes dagen “Pancake Tuesday” og i USA ”Fat Tuesday”.

Den traditionelle karnevalsfest, Mardi Gras, blev bragt til USA af franske bosættere, og er i dag især forbundet med byen New Orleans i Louisiana, USA, hvor det har udviklet sig til en ugelang fejring med parader, fester og andre begivenheder, der kulminerer Fat Tuesday – i 2023 tirsdag den 21. februar.

De kunstfærdige og farverige parader med rullende platforme, marcherende bands og udklædte dansere, der kaster perler og andre pyntegenstande ud til tilskuerne. I New Orleans er der over 70 parader i hele Mardi Gras-sæsonen, arrangeret af mange forskellige Krewes (crews), klubber og foreninger.

Ritzau kunne den 13. februar 2023 bringe den opsigtsvækkende oplysning, at balletchefen, Marco Goecke, ved Hannovers Statsopera ved en premiere havde kastet hundelort mod en kunstkritiker fra en af Tysklands ledende aviser. Balletmesteren var angiveligt utilfreds med anmeldelsen af en tidligere ballet – “In the Dutch Mountains”.

Kritikeren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), Wiebke Hüster, siger, at hun har sendt en formel klage over balletdirektøren Marco Goecke.

Teatrets ledelse har bekræftet episoden ved lørdagens premiere på balletten “Tro – Kærlighed – Håb”, og i en erklæringen fra teaterets ledelse hedder det, at Marco Goecke er suspenderet fra teatret, mens gældende love og regler omkring Goeckes fortsatte ansættelse er ved at blive undersøgt.

I et interview med Norddeutscher Rundfunk (NDR) siger den suspenderede balletchef, at hans ”angrebsform” over for kritikeren ”bestemt ikke var super”. Men en egentlig undskyldning kommer han ikke med. Han siger, at hans handling kom som reaktion på, hvad han beskriver som årtiers ”tilintetgørende kritik” fra Wiebke Hüster.

Skandaler i italiensk opera

Italiens førende operateater, La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. La Scala lagde i sæsonen 2018-19 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

Tilbage i 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske komponist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede.

I 2019 måtte La Scala opera sige nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det vakte furore, da det kom frem, at La Scala, var involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne gav anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krympede sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime. Balladen endte med at La Scala sagde nej til Saudierne.

Rom kan også

Operaen i Rom er ikke helt på højde med La Scala, men tegner sig for en rigelig del af italienske operaskandaler.

Balladen i Hannover bringer mindelser om balladen, da en kendt operainstruktør i forbindelse med en opsætning af Giuseppe Verdis opera ”La Traviata” på Teatro dell’Opera di Roma ikke ville benytte teatrets primadonna, en fyldig sopran i sine bedste år, i hovedrollen som Violetta Valéry.

Instruktøren begrundede sin beslutning med, at primadonnaens fyldige ”statur var uforenelig med rollen”. Som bekendt opfattes Violetta Valéry normalt som en udtæret yngre og skrøbelig kvinde, der efter en (meget) lang proces endelig dør af tuberkulose (i visse nyere opsætninger af kræft eller HIV).

Andre eksempler

Hvis vi går lidt tilbage i historien, er der mange andre eksempler på vrede reaktioner på kritik:

I 1853 havde Giuseppe Verdis opera “Il Trovatore” (Troubaduren) premiere på Teatro Apollo i Rom (lå ved Tiberen og nedrevet i 1925 i forbindelse med Tiberens inddæmning).

Forestillingen blev dårligt modtaget og en kritiker skrev, at operaen var “et udtryk for ekstremt dårlig smag og uudholdelig vulgaritet”. Verdi blev så vred over kritikken, at han skrev et brev til redaktøren af Gazzetta Musicale di Milano, hvor han kaldte kritikerne for “en bande ignoranter”.

I øvrigt blev Verdis opera “Ballo in maschera” (Maskeballet), der havde premiere på Teatro Apollo seks år senere, også kritisk modtaget.

Da komponisten Gioachino Rossinis opera ”Otello” i 1816 havde premiere på Teatro del Fondo i Napoli blev den dårligt modtaget. En kritiker skrev at musikken var ”rædsom, steril og vulgær” og Rossini blev så påvirket at han i en årelang, dyb depression slet ikke var i stand til at komponere.

Komponist Richard Wagner var også kendt for at være tyndhudet, når det kom til kritik. I 1850 offentliggjorde han et essay, hvor han angreb musikkritikeren Eduard Hanslick, som han beskyldte for ikke at kunne værdsætte hans musik. Essayet, der hedder “Judaism in Music”, er blevet kritiseret for dets antisemitiske overtoner.

Da Vincenzo Bellinis opera “Norma” i 1831 havde premiere på La Scala i Milano blev den modtaget med blandet kritik, hvor nogle roste musikken, mens librettoen blev nedgjort. Den følsomme Bellini blev så påvirket, at han blev syg og måtte forlade Milano for at komme sig.

Komponisten Giacomo Puccini havde et notorisk konfliktfyldt forhold til kritikerne i Rom. Da hans opera ”Tosca” i 1900 havde premiere på Teatro Costanzi – det nuværende Teatro dell’Opera di Roma – og den blev mødt af blandet kritik, nægtede han at deltage i den traditionelle reception på premiereaftenen, men sendte et harmdirrende brev til teaterchefen.

Operasanger Maria Callas var kendt for sit temperament og åbenhjertighed. I 1958 blev der buhet af hende på scenen på La Scala i Milano under en opførelse af Bellinis førnævnte opera “Norma”. Dagen efter udsendte hun en erklæring, hvor hun beskyldte publikum for at være “ukultiverede” og “barbariske”.

Efter en lignende oplevelse med en opførelse af “Norma” på Teatro dell’Opera di Roma, hvor Callas blev rost for sin sang, men kritiseret for sit skuespil, blev Callas så mopset, at hun i flere år nægtede at optræde i Rom.

Tenoren Luciano Pavarotti var også kendt for sine stærke reaktioner på kritik. I 1987 blev han buhet af under en opførelse af Donizettis opera “L’Elisir d’Amore” (Elskovsdrikken) på Metropolitan Opera i New York. Dagen efter aflyste han en planlagt optræden på “Good Morning America” og udsendte en erklæring, hvor han beskyldte publikum for at være “utaknemmelige”.

I 2011 modtog dramatiker og instruktør David Mamet en hård anmeldelse fra New York Times for hans skuespil “The Anarchist.” Mamet, der i Danmark også er kendt for at have skrevet og instrueret film – bl.a. manuskriptet til The Postman Always Rings Twice (Postbudet ringer altid to gange), The Verdict (Dommen) og Wag the Dog, svarede med et brev fyldt med eder og forbandelser til Times’ teateranmelder, hvor han beskyldte anmelderen for at være “en uærlig, uoprigtig og snæversynet kritiker.”

Komponisten Andrew Lloyd Webber blev i 1989 så vred over en negativ anmeldelse af hans musical “Aspects of Love” (Kærlighed), at han indrykkede en helsidesannonce i en London-avis, hvor han beskyldte anmelderen for at foranstalte en personlig vendetta imod ham og kaldte ham en “andenrangs kritiker.”

Dramatiker John Osborne, kendt for bl.a. ”Look Back in Anger” (Ung vrede), var kendt for sit voldsomme temperament og sin vilje til at engagere sig i offentlige fejder med kritikere. I 1965 angreb han kritikeren Kenneth Tynan i en række breve til pressen, hvor han beskyldte Tynan for at være en “parasitisk egoist” og ”alfons for den etablerede kritik”.

Filminstruktøren og skuespilleren Orson Welles var kendt for at være tyndhudet. I 1948 svarede han på en negativ anmeldelse af hans film “Macbeth” ved at indrykke en annonce i ”Hollywood Reporter”, hvor han kaldte anmelderen en “forbryderisk lille skurk” og beskyldte ham for at være kommunistsympatisør.

Den udbredte opfattelse af at statslige it-projekter ofte løber af sporet, bliver nu igen-igen bekræftet. Folketingets Finansudvalg har i al diskretion den 19. januar 2023 godkendt et aktstykke og dermed bevilget flere penge til it-udvikling.

Efter bare 11 måneder krævede Økonomistyrelsen under Finansministeriet flere penge til udviklingen af den it-løsning, som i fremtiden skal understøtte finanslov og statsregnskab.

For bare 11 måneder siden godkendte Folketingets finansudvalg at Økonomistyrelsen kunne bruge 87 mio. kr. af skatteborgernes penge til et nyt it-system til håndtering af bl.a. statens regnskab. Nu er regningen vokset til knap 122 mio. kr.

Ifølge det aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har godkendt, forhøjes udgifterne til den samlede anskaffelse, udvikling og implementering af det nye it-system fra 87,2 mio. kr. til 121,8 mio. kr. inkl. renter. Projektudgifterne omfatter en risikopulje på 13,5 mio. kr. og renteudgifter udgør 14,0 mio. kr.

Projektets fremdrift – (eller mangel på samme!)

Den 16. marts 2022 godkendte Folketingets Finansudvalg et aktstykke vedr. projektet, som var det egentlige startskud til at sætte udviklingen i gang. I foråret 2022 indgik Økonomistyrelsen en kontrakt med konsulenthuset Globeteam på en stamdataløsning og en anmærkningsløsning. Her startede også udvikling af de første funktioner til Finanslovsmodulet i Statens Budgetsystem.

Fordyrelsen på 39 mio. kr. kan primært henføres til, at der i forbindelse med aftaleindgåelsen med konsulenthuset Globeteam er foretaget en genberegning af projektets samlede udgifter. For alle de dele, der skal etableres gennem specialudvikling, er der sket en nedbrydning af udviklingen af de enkelte komponenter i udviklingsopgaver, som er blevet detailestimeret, hvilket har afdækket et større udviklingsomfang end den oprindelige estimeringsmetode viste.

Fordyrelsen kan endvidere henføres til, at der er afsat yderligere ressourcer til projektledelse og tværgående koordinering, idet erfaringen efter projektets opstart af udviklingsarbejdet har vist, at projektets kompleksitet og tværgående karakter giver et øget behov for en større projektorganisation med henblik på at sikre den forudsatte fremdrift.

Endelig kan en mindre del af fordyrelsen henføres til, at en specialudvikling af MDM-løsningen isoleret set medfører merudgifter til udvikling, da løsningen ikke kan baseres på allerede udviklet funktionalitet i en standardløsning.

Globeteam

Globeteam er et konsulenthus med – ifølge firmaets hjemmeside – høj faglighed, vækst og tilfredse kunder. Globeteam er ejet af kapitalfonden Norvestor VIII, en fond forvaltet af den nordiske private equity-aktør Norvestor, som hovedaktionær mens Kirk Kapital tegner sig for 25 pct. af aktiekapitalen. Selskabets ledelse, Claus Moldow og Morten Strunge Nielsen, ejer godt 20 pct. af aktierne i selskabet.

Om Økonomistyrelsen fortsat kan regnes blandt Globeteams tilfredse kunder er ikke oplyst.

‎Den tidligere socialdemokratiske klimaminister, Dan Jørgensen, producerede i juni 2020 endnu en Klimaplan. Det kontroversielle krav om lukningen af affaldsforbrændingsanlæg kom fra Dan Jørgensens aftale, der mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” blev indgået den 16. juni 2020.

Partierne var dengang enige om, at affald, der kan genanvendes, ikke længere skulle gå op i røg, men genbruges igen og igen til nye bæredygtige materialer og produkter. Forbrændingskapaciteten i Danmark skulle derfor reduceres med 30 pct. og tilpasses til danske affaldsmængder.

SMV-regeringen vil med et nyt lovforslag lave radikalt om på vilkårene for landets kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Kravet om at 30 procent af kapaciteten skal lukke inden 2030 droppes. Fremover er det konkurrence, der skal afgøre hvilke anlæg der fortsat skal have ret til at brænde danskernes affald.

Tirsdag aften sendte Energistyrelsen et nyt lovforslag i høring, som kan vende op og ned på den kommunale affaldssektor. Ifølge lovforslaget skal landets affaldsforbrændingsanlæg fra 2025 gøres til selvstændige selskaber, der skal konkurrere om retten til at brænde affald.

Det kapacitetsloft, der i Klimaplanen, der ved aftaletidspunktet blev fastsat til 30 pct. af det forbrændte affald i 2030 ift. 2020., ophæves. Med lovforslaget lægges i stedet op til, at monitorere udviklingen i kapaciteten af affaldsforbrændingsanlæg i forhold til de danske mængder af forbrændingsegnet affald.

Det var på tide, at regeringen fik taget sig sammen til at fremsætte lovforslaget. Kommuner og Dansk Affaldsforening har længe opfordret regeringen til at sætte klimaaftalen for affaldssektorens mindre forbrænding på pause, mens der er forsyningskrise.

Danske affaldsenergianlæg producerer ca. 25 pct. af fjernvarmen i Danmark, og hvis der skulle lukkes anlæg som politisk ønsket, svarer det til at nedlægge fjernvarmeproduktion til ca. 140.000 husstande.

Det er anslået, at der skal afbrændes importeret kul eller en halv million tons biomasse for at erstatte den varme, som ikke mere ville komme fra de lukkede affaldsforbrændingsanlæg.

Allerede i august 2022 henvendte en lang række kommuner sig til regeringen og ordførerne bag klimaplanen og gjorde opmærksom på, at usikkerheden om forbrændingssektoren gør arbejdet med at udfase naturgas vanskeligt for kommunerne. Vanskelighederne har også betydet, at det i mange kommuner har knebet med at give borgere besked om, hvem der kan få fjernvarme – og hvornår!

Kommunerne gør opmærksom på, at der i disse tider kæmpes med energiforsyningen, og derfor er det en rigtig dårlig ide at skrue ned for affaldsforbrændingen.

Hvad tænkte Dan Jørgensen dog på i 2020?

Klimaaftalen blev indgået i 2020 på trods af, at forbrænding af affald i Danmark historisk har været en vigtig del af energiudnyttelsen, og affaldet har fortrængt fossile brændsler, som kul, olie og gas i den danske varme- og strømproduktion.

I dag har Danmark 23 forbrændingsanlæg, og hvis ikke regeringen havde stoppet Klimaaftalen, skulle 10 ud af de 23 anlæg lukkes frem mod 2030.

Danske forbrændingsanlæg kan hjælpe både klimaet, danske fjernvarmekunder og andre EU-lande, hvis Danmark i stedet for kul og ikke-bæredygtig biomasse importerer noget af de over 55 mio. tons affald, der hvert år deponeres i EU. Samtidig med at andre EU-landes hjælpes med deres affaldsproblemer kan danskerne sikres billig fjernvarme i denne energikrise, mener Dansk Affaldsforening.

Er der affald nok?

Ifølge Eurostat deponeres der hvert år ca. 55 mio. tons husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv på lossepladser i EU – og medregnes også affald fra industri og byggeri kommer tallet op på hele 150 mio. tons affald (ekskl. mineaffald). Til sammenligning modtager danske forbrændingsanlæg ca. 360.000 tons udenlandsk restaffald om året – samt betaling for at energiudnytte det.

Affaldet ville ellers være endt på lossepladser, hvor det udvikler metan, som er en drivhusgas ca. 25 gange mere skadelig end CO2. 

Ifølge organisationen CEWEP, der repræsenterer europæiske affaldsenergianlæg, vil der trods mere affaldssortering stadig mangle forbrændingskapacitet til ca. 40 mio. tons affald i 2035. 

De spanske myndigheder nægtede den 10. februar 2023 at lade tankskibet Maersk Magellan – ejet af Maersk Tankers Singapore – losse i havnen i Tarragona i Spanien, fordi det i strid med EU-sanktionerne mod Rusland tog en last olie ombord, der tidligere var om bord på tankskibet Nobel, der nu sejler under Cameroons flag. Nobel sejlede indtil 1. juli 2022 under russisk flag under navnet Neatis – ejet af det russiske selskab Rusprimeexport LLC.

Efter invasionen af Ukraine blev skibet solgt til et holdingselskab på Seychellerne og stævnede ud som Nobel. Men ifølge EU´s sanktioner er det ikke tilladt noget skib, der sejlede under russisk flag efter 24. februar at levere laster i EU-farvande. Men det gjorde Nobel.

Dieselolien blev ikke i første omgang leveret til Maersk Magellan, men overført til det vietnamesisk-flagede tankskib Elephant, der efterfølgende overførte diesel-lasten i en STS-overførsel til Maersk Magellan.

AIS data bekræfter, at Nobel og Elephant mødtes i STS-overførsels zonen ud for Ceuta den 5. februar og lå ved siden af hinanden indtil om morgenen dagen efter. Senere samme dag mødtes Elephant med Maersk Magellan og de to skibe sejlede – i følge AIS-data – langsomt, side om side til om aftenen den 7. februar.

Maersk Tankers har undskyldt sig med, at de ikke havde tilstrækkeligt styr på sanktions-reglerne overfor Rusland. Maersk Tankers tjekkede ganske vist de to skibe, der var involveret i leveringen af en last dieselolie til tankskibet Maersk Magellan. Men ikke grundigt nok.

“Vi kontrollerede begge fartøjer i henhold til sanktionsbestemmelserne, og ingen af dem var sanktioneret – eller under russisk flag. Vi undersøgte dog ikke skibenes tidligere flagskift,” skriver Maersk Tankers i en mail og tilføjer: “Vi gennemgår løbende vores procedurer og vil også gøre det efter denne hændelse for at tilføje yderligere sikkerhedsforanstaltninger”.

Flagskift, nye navne og ejere har siden krigens start været en udbredt praksis for at skjule et russisk ejerskab – og dermed få større chancer for at kunne fortsætte den indbringende forretning, f.eks med transport af olieprodukter.

Dan-Bunkering overtrådte EU-embargoen mod Syrien

Den 11. november 2020 kunne Ritzau oplyse, at Bagmandspolitiet langt om længe havde taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

Det var DR, der allerede i 2019 kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s sanktioner j i forbindelse med salg af jetbrændstof for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, og varskoet politiet, men efter de amerikanske myndigheders involvering, havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen havde Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste foreligger ikke oplyst.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegnede selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation.

I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for, at de tiltalte undgik domfældelse som følge af forældelsesfrister, var desværre overhængende.

Sagsgangen

Foruden Dan-Bunkering blev holdingselskabet Bunker Holding og direktør Keld R. Demant tiltalt. Anklagemyndigheden gik helt klart efter en fængselsstraf til direktøren.

Retssagen startede ved Retten i Odense den 26. oktober og løb frem til den 14. december 2021, hvor Dan-Bunkering blev dømt for at levere jetbrændstof, der endte i Syrien fra 2015 til 2017. Retten fandt, at firmaet “burde have indset”, at jetbrændstoffet ville ende i russiske kampfly, der bombede i Syrien.

Topchefen i moderselskabet Bunker Holding, blev idømt fire måneders betinget fængsel. Derudover blev selskabet Dan-Bunkering idømt en bøde på 30 mio. kr., mens moderselskabet, Bunker Holding, fik en bøde på 4 mio. kr.

Fisk fra Nordsøen indeholder så meget PFAS, at ekspert kalder det skræmmende. PFAS er også kendt under navnene:

• Fluorstoffer
• Perfluorerede stoffer
• PFC’er
• Fluorcarbon

Det særlige ved PFAS (per- and polyfluorinated substances – PFAS) er, at de er en stor gruppe af forskellige, men uhyre stabile og svært nedbrydelige stoffer – såkaldte ”evige” kemikalier (forever chemicals).

PFAS kan også gemme sig bag betegnelserne PFOA, PFOS, PTFE, Teflon og Gore-tex.

Stofferne kan findes overalt, og PFAS kan måles i lave koncentrationer i blodet på befolkningen overalt i verden – også i Danmark.

Der er nu fundet så stor mængder af fluorstoffer (PFAS) i fisk fra Nordsøen, at de ikke kan bruges til hønsefoder, uden at økologiske æg får for høje koncentrationer af PFAS. Det viser et svar fra Fødevarestyrelsen, som dagbladet Politiken har fået.

PFAS-forurening fra fiskefoder i økologiske æg

En undersøgelse som DTU Fødevareinstituttet har lavet i samarbejde med Fødevarestyrelsen under Fødevareministeriet og offentliggjort den 23. januar 2022 viser, at miljøforureningen med PFAS-fluorforbindelser er fundet i økologiske æggeblommer. Særligt børn, der spiser mange økologiske æg, er i risikogruppen. Stofferne er højst sandsynligt overført via fiskemel, der indgår i foder til hønsene.

En typisk økologiskfoderblanding til høns indeholder omkring 3-6 % fiskemel. Fiskemel fungerer i dag som en vigtig kilde til protein og aminosyrer, der er afgørende for høners velfærd, sundhed og evne til at lægge æg.

Fjernes fiskemel fra foderet, skal det erstattes af en anden kilde til protein og aminosyrer.

DTU Fødevareinstituttet oplyser at indholdet af PFAS-stoffet PFOS i æggene er halveret 4-7 dage, efter brugen af fiskemel er ophørt. Derfor vil en udskiftning med en ikke forurenet foderingrediens i løbet af få uger kraftigt kunne mindske indholdet af PFAS i æggene.

Risikoen for optagelse af PFAS fra økologiske æg og måske andre fødevarer har vakt opsigt, og politisk er der allerede bebudet en række initiativer.

PFAS (Per- and polyfluoroalkyl substances)

PFAS-forureninger er i Danmark har i forvejen været et meget debatteret emne, efter det i foråret 2021 kom frem, at PFOS havde spredt sig fra en brandskole i Korsør til en nærliggende mark.

Her gik køer fra Korsør Kogræsserforening i årevis og indtog stoffet gennem græsset. Giften spredte sig til aftagerne af oksekødet.

Der blev taget blodprøver af kogræsserforeningens medlemmer, og de viste stærkt forhøjede værdier af PFOS.

Siden er der også fundet PFOS i oksekød fra fynske kvæg, og en kortlægning fra Danske Regioner viser, at næsten 15.000 steder i Danmark bør undersøges for forurening af de giftige fluorstoffer.

Det er således hævet over enhver tvivl, at grupper af danskere har spist fødevarer og drukket drikkevand forurenet med PFOS.

PFAS-stoffer udfases

PFAS har været brugt siden begyndelsen af 1950erne. Stofferne dækker over en stor gruppe af kemiske stoffer, der blandt andet har vand-, snavs- og fedtafvisende egenskaber. Fluorstoffernes særlige egenskaber har ført til at brugen er meget udbredt. Stofferne har været bredt anvendt i en lang række hverdagsprodukter som fx tøj, sko, mademballage og kosmetik og brugt i blandt andet brandslukningsskum, overfladebehandling og imprægnering af tekstiler.

Fra 2011 blev det forbudt at anvende brandslukningsskum med PFOS, der er ét af stofferne fra PFAS-gruppen. Fra 1. juli 2020 blev det i Danmark også forbudt at tilsætte stofferne til mademballage af papir og pap.

Der har i de sidste år været fokus på personer, der har været særligt udsat for stoffer fra PFAS-gruppen. Konkret har det være borgere, der i forbindelse med miljøforurening har indtaget PFAS-forurenede fødevarer eller drikkevand igennem længere tid. Desuden er der opmærksomhed på borgere, som har været særligt udsatte via deres erhverv, for eksempel brandfolk, der har arbejdet med skum til brandslukning.

PFAS og sundhed

I Danmark har Sundhedsstyrelsen gennemgået PFAS-stofferne: PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS og deres betydning for helbredet.

Man kan optage PFAS gennem fødevarer og drikkevand. Man kan også indånde det via støv fra PFAS-forurenet materiale, men der savnes viden om omfanget i Danmark.

Det er begrænset, hvor meget PFAS, men kan optage gennem huden.

Kroppen udskiller PFAS gennem afføring og urin. Halveringstiden kan være adskillige år. Hvor lang tid det tager at udskille PFAS, så man har samme niveau som befolkningen generelt, afhænger af flere ting. Blandt andet, hvor højt niveau man har i kroppen, og om man stadig udsættes for PFAS.

En svensk undersøgelse har vist, at der er en gennemsnittelig halveringstid i blodet på 2,5 – 5,3 år for PFOS.

Sundhedsstyrelsen har undersøgt helbredseffekter af PFAS og hvilken effekt høj udsættelse for PFAS kan have for helbredet.

Man har fundet, at der er en øget forekomst af følgende tilstande: Forhøjet kolesterol, Let leverpåvirkning (men ikke leversygdom), Nedsat antistofrespons på vaccination – primært hos børn, Nedsat fødselsvægt.

Man kan ikke ud fra hverken blodprøver, undersøgelser eller målinger af eksponering, sige noget om den enkeltes risiko for at få de ovennævnte tilstande. De fundne helbredseffekter forbundet med PFAS er ikke specifikke for PFAS-eksponeringer, men er i høj grad også påvirket af levevilkår og mange andre miljømæssige, sociale eller genetiske faktorer. Forhøjet kolesterol er således almindeligt forekommende også blandt personer, der ikke har været udsat for høj mængde PFAS.

Det vil for den enkelte være umuligt med sikkerhed at konkludere, at det er PFAS, der er årsagen til en af ovennævnte tilstande.

Generelt er der ikke fundet entydig sammenhæng mellem kræft og PFAS.

Nogle studier har fundet en let øget risiko på befolkningsniveau for nyre- og testikelkræft ved udsættelse for stoffet PFOA – men ikke for PFOS.

En beskeden øget risiko for nyre- og testikelkræft skal ifølge sundhedsmyndighederne ses i forhold til, at der er tale om to sjældne kræftformer, og det derfor på befolkningsniveau er meget sjældne sygdomme.

PFAS og fiskespisning

Det er nyt, at PFAS kan være et problem i vilde fisk fanget i det åbne hav. Til gengæld har det i nogen tid været kendt, at PFAS kan akkumuleres i fisk fra indsøer.

I begyndelsen af januar 2023 blev det almindelig viden, at otte søer og åer landet over er så forurenet med sundhedsskadelige PFAS-stoffer, at Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk, der er fanget der.

De otte søer og åer, hvor indtag af fisk frarådes, er: Korsør Nor ved Slagelse, Mølleå i Nordsjælland, Furesøen ved Furesø Kommune, Egåen i Aarhus Kommune, Lille Vejleå i Greve, Herningsholm Å i Herning, Faxe Å i Faxe og Svanesø i Skanderborg.

Det er ikke bare i søer og vandløb, de uønskede stoffer findes. PFAS-stoffer er konstateret over grænseværdien i en eller flere drikkevandsboringer i hver femte af landets kommuner.

PFAS-problemer i USA

En ny undersøgelse tyder på, at amerikanske ferskvandsfisk er stærkt forurenet med PFAS.

Én portion ferskvandsfisk kan betyde, at der indtages lige så meget PFAS, som man ville få ved at drikke PFAS-forurenet drikkevand i en måned.

Forureningen kan ifølge undersøgelsen, der blev offentliggjort tirsdag den 17. januar 2023 i Environmental Research, være 2.400 gange større end det anbefalede niveau.

Undersøgelsen viser, at lokalt fangede ferskvandsfisk er langt mere forurenet med PFAS end fisk fra kommercielt havfiskeri. Forskerne undersøgte Nederst på formularen

tilstedeværelsen af forskellige typer PFAS i 501 fiskefiletprøver, indsamlet over hele USA fra 2013 til 2015.

Disse prøver blev indsamlet i forbindelse med  programmer iværksat af EPA (U.S. Environmental Protection Agency): National Rivers and Streams Assessment og 2015 Great Lakes Human Health Fish Fillet Tissue Study.

Mens prøverne omfattede mange typer evige kemikalier var den største bidragyder til de samlede PFAS-niveauer PFOS-forbindelsen.

Selvom brugen af PFOS nu stort set er udfaset i USA, var det tidligere blandt mange anvendelser hovedingrediensen i imprægneringsmidlet Scotchgard, og det hænger stadig fast i miljøet.

PFOS er så potent, at indtagelse af kun en portion ferskvandsfisk ifølge undersøgelsen som nævnt ville svare til at drikke en måneds vand forurenet med PFOS.

Selvom forskere måske ikke ved præcis, hvordan folk bliver udsat for PFAS, viser undersøgelsen, at for mennesker, der spiser ferskvandsfisk, er det sandsynligvis en betydelig kilde til deres eksponering for PFAS.

Forureningen i søer og damme er mere udtalt end PFAS-forureningen i floder og vandløb, hvor vandudskiftningen er større.

Medianniveauerne for total påvist PFAS i ferskvandsfisk var 278 gange højere end i fisk testet fra 2019 til 2022 fra kommercielt havfiskeri, der ofte foregår langt fra land, hvor PFAS-forurening stadig kan måles, men stærkt fortyndet.

Ifølge undersøgelsen betyder den industrielle udfasning af PFOS-anvendelsen på, at forureningsniveauet i floder og vandløb vil være faldende.

Michigan Department of Health and Human Services har opdateret retningslinjerne for fiskespisning (Eat Safe Fish) for at begrænse mængden af regnbue smelt, der bør indtages – baseret på forhøjede niveauer af PFOS. Det anbefales, at man højest spiser fisk fra Lake Huron 6 gange om året, og fra Lake Michigan højest 1 gang om måneden.

Han har fortalt historier fra krigszoner over hele verden gennem de sidste 30 år. Alligevel havde fotograf Jan Grarup aldrig set så voldsomme scener som de, der mødte ham ved fronten i Ukraine.

I Politikens podcast ”Du lytter til Politiken” fortæller han om de mennesker, der er blevet tilbage i resterne af den udbombede ukrainske by, Kharkiv, og hvorfor de ikke flygter, selv om de dagligt risikerer at dø under Ruslands bombardementer.

Jan Grarup fortæller gerne om sine farefulde reportagerejser til krigszoner. Torsdag den 28. oktober 2021 viste Helleruplund kunstforening filmen ”Krigsfotografen” i Helleruplund Sognegård.

Berlingske Tidende valgte for 1 år siden – den 11. oktober 2020 – at stille 2 hele sider til rådighed for krigsfotograf Jan Grarup. Her blev vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf. Jan Grarup sluttede den 22. juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige.

 Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen – ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling – giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste, cargo pants og pralerier og med et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup (født 1968), der er blevet kendt som krigsfotograf. Han har med sine billeder rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup erkender selv, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de.

Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Bente Sorgenfrey, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør.

Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag.

Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard er i øvrigt tilbage på Information som journalist i en halvtidsstilling, hvor han skriver om Tyrkiet og Mellemøsten.

Venstres formand, den 49-årige Jakob Ellemann-Jensen, har i et opslag på Facebook, meddelt at han går på orlov på ubestemt tid, efter at han i sidste uge var på Rigshospitalet med et ildebefindende. I opslaget skriver han, at han nu må erkende, at han “har haft usædvanlig travlt gennem længere tid”, og at hans krop nu sender et signal om, at det er tid til en pause, “hvis ikke det skal ende galt”.

Derfor har han efter råd fra sin læge valgt at tage sygeorlov.

Meddelelsen har givet anledning til debat om vilkårene for toppolitikere. Senest har vi hørt om Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh og SF’s Jacob Mark, som har måtte sygemelde sig med stress.

Formanden for Folketinget, Søren Gade, der selv har kræfter til flere krævende bi-jobs, siger, at hvis der er ting i den måde, som Folketinget arbejder på, der kan laves om for at mindske risikoen for stress, så skal politikerne se på det i Folketingets Udvalget for Forretningsorden.

Andre eksempler

Den tidligere politiske leder af de konservative, John Christmas Møller, var 54, da han døde i 1948

Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft var 52, da han døde. Partifællen H.C. Hansen blev kun 54 år gammel, og Viggo Kampmann var kun 52, da han måtte forlade statsministerposten pga. sygdom.

Den konservative leder, Axel Møller, var kun 52, da han døde i 1958. Hans bror, Poul Møller, var 53, da sygdom tvang ham til at forlade Folketinget i 1971.

Det konservative håb, Knud Bro, var udbrændt, da han som 39-årig forlod Folketinget i 1976.

Den socialdemokratiske socialminister og tidligere chefredaktør for Aktuelt, Bent Hansen, var 50 år gammel, da han efter 4 måneder på ministerposten i 1982 måtte trække sig fra politik.

Nils Wilhjelm var industriminister, da han som 53-årig i 1989 med henvisning til hjerteproblemer forlod Schlüter-regeringen.

Elsebeth Gerner Nielsen, der var kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens regering 1998 – 2001, var 47 år, da hun forlod Folketinget i 2007. Andre har som hende forladt politik i utide uden at der nødvendigvis var en helbredsmæssig årsag.

Ritzau kan den 13. februar 2023 bringe den opsigtsvækkende oplysning, at en balletmester ved Hannovers Statsopera ved en premiere har kastet hundelort mod en kunstkritiker fra en af Tysklands ledende aviser. Balletmesteren var angiveligt utilfreds med anmeldelsen af en tidligere ballet – “In the Dutch Mountains”.

Kritikeren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), Wiebke Hüster, siger, at hun har sendt en formel klage over balletmesteren Marco Goecke.

Teatrets ledelse har bekræftet episoden ved lørdagens premiere på balletten “Tro – Kærlighed – Håb”, og i en erklæringen fra teaterets ledelse hedder det, at gældende love og regler omkring Goeckes fortsatte ansættelse er ved at blive undersøgt.

Italiensk opera

Italiens førende operateater, La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. La Scala lagde i sæsonen 2018-19 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

Tilbage i 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske komponist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede.

I 2019 måtte La Scala opera sige nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det vakte furore, da det kom frem, at La Scala, var involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne gav anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krympede sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime. Balladen endte med at La Scala sagde nej til Saudierne.

Rom kan også

Operaen i Rom er ikke helt på højde med La Scala, men tegner sig for en rigelig del af italienske operaskandaler.

Balladen i Hannover bringer mindelser om balladen, da en kendt operainstruktør i forbindelse med en opsætning af Giuseppe Verdis opera La Traviata på Teatro dell’Opera di Roma. ikke ville benytte teatrets primadonna, en fyldig sopran i sine bedste år, i hovedrollen som Violetta Valéry. Instruktøren begrundede sin beslutning med, at primadonnaens ”statur var uforenelig med rollen”. Som bekendt opfattes Violetta Valéry normalt som en udtæret yngre og skrøbelig kvinde, der efter en (meget) lang proces endelig dør af tuberkulose (i visse nyere opsætninger af kræft eller HIV).