Når politik har en pris

Venstres formand, den 49-årige Jakob Ellemann-Jensen, har i et opslag på Facebook, meddelt at han går på orlov på ubestemt tid, efter at han i sidste uge var på Rigshospitalet med et ildebefindende. I opslaget skriver han, at han nu må erkende, at han “har haft usædvanlig travlt gennem længere tid”, og at hans krop nu sender et signal om, at det er tid til en pause, “hvis ikke det skal ende galt”.

Derfor har han efter råd fra sin læge valgt at tage sygeorlov.

Meddelelsen har givet anledning til debat om vilkårene for toppolitikere. Senest har vi hørt om Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh og SF’s Jacob Mark, som har måtte sygemelde sig med stress.

Formanden for Folketinget, Søren Gade, der selv har kræfter til flere krævende bi-jobs, siger, at hvis der er ting i den måde, som Folketinget arbejder på, der kan laves om for at mindske risikoen for stress, så skal politikerne se på det i Folketingets Udvalget for Forretningsorden.

Andre eksempler

Den tidligere politiske leder af de konservative, John Christmas Møller, var 54, da han døde i 1948

Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft var 52, da han døde. Partifællen H.C. Hansen blev kun 54 år gammel, og Viggo Kampmann var kun 52, da han måtte forlade statsministerposten pga. sygdom.

Den konservative leder, Axel Møller, var kun 52, da han døde i 1958. Hans bror, Poul Møller, var 53, da sygdom tvang ham til at forlade Folketinget i 1971.

Det konservative håb, Knud Bro, var udbrændt, da han som 39-årig forlod Folketinget i 1976.

Den socialdemokratiske socialminister og tidligere chefredaktør for Aktuelt, Bent Hansen, var 50 år gammel, da han efter 4 måneder på ministerposten i 1982 måtte trække sig fra politik.

Nils Wilhjelm var industriminister, da han som 53-årig i 1989 med henvisning til hjerteproblemer forlod Schlüter-regeringen.

Elsebeth Gerner Nielsen, der var kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens regering 1998 – 2001, var 47 år, da hun forlod Folketinget i 2007. Andre har som hende forladt politik i utide uden at der nødvendigvis var en helbredsmæssig årsag.