Inge Røpke, professor emerita i økologisk økonomi med særlige opgaver (MSO), Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, CPH, fylder 70 søndag den 12. februar 2023.

Inge Røpke befandt sig i begyndelsen af 70’erne som en fisk i vandet på statsvidenskab, der holdt til i Studentergården. Mange af underviserne på polit.studiet i den periode havde en svaghed for planøkonomi og Marxistiske teorier, som stadig præger mange af de cand.politter, der dengang blev udklækket fra Københavns Universitet.

Inge Røpke var ingen undtagelse, men de åbenlyse mangler ved den marxistiske praksis i Sovjetunionen og Østeuropa førte til, at Inge Røpke kastede sig over den måde, de marxistiske principper blev omsat til praksis i Maos Kina.

Enver Hoxha i Albanien, der praktiserede sin egen afart af en fanatisk anti-revisionistisk Marxisme-Leninisme, støttede Kina i den kinesisk-sovjetiske strid og brød tidligt med Sovjetunionen.

Da Enhver Hoxha brød med Maoismen i perioden 1976 -78 erklærede mange Maoister sig nu som Hoaxhister, inklusive Inge Røpke i København.

Hoxhas styre i Albanien var ofte brutalt og befolkningen blev kontrolleret af det berygtede hemmelige politi, Sigurimi. Han opbyggede en personkult omkring sig og styrede Albanien enevældigt, hvor modstandere blev sendt i arbejdslejre eller summarisk henrettet. I 1981 overlod han dog en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

Hvornår Inge Røpke mistede tiltroen til Hoaxhismen, før hun i slutningen af 1980’erne kastede sig ind i kampen for bæredygtighed og mod økonomisk vækst, er ikke helt klart.

Bæredygtighed

I 1987 udgav FN Brundtlandrapporten, ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet ”bæredygtig udvikling” blev præsenteret. Hovedkonklusionen i rapporten var, at en fortsat økonomisk vækst kombineret med en begrænsning af den globale forurening kun kan sikres gennem overnationale initiativer i form af en storstilet indkomst- og teknologioverførsel fra ilandene til ulandene.

Opmærksomheden på miljø og bæredygtighed har betydet, at miljøøkonomi er en anerkendt og fremtrædende økonomisk disciplin. Blandt fagøkonomer diskuteres det, om fortsat vækst er forenelig med en overholdelse af det ”økologiske råderum”, der defineres som en på lang sigt uændret miljøtilstand. Denne uenighed udspringer af den betydelige usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de teknologiske muligheder, som i fremtiden vil kunne begrænse forbruget af udtømmelige resurser og samtidig reducere den globale forurening.

Inge Røpke og andre afviser at forlade sig på teknologiske landvindinger. Denne skole har ingen tiltro til at en markedsdrevet grøn omstilling kan sikre den nødvendige teknologiske udvikling.

Økologisk økonomi

Manglende tiltro til det såkaldte ”Teknologi-fix” og ønsket om en politisk samfundsudvikling præget af bevidst menneskeligt mådehold, førte til, at ”Økologisk økonomi” formelt blev etableret som er et videnskabeligt felt i slutningen af 1980’erne med foreningen The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet Ecological Economics.

Og selv om betegnelsen kunne antyde det, har økologisk økonomi intet med økologisk fødevareproduktion at gøre, men handler derimod om at forstå økonomi som biofysiske processer, hvor energi og materialer gennemstrømmer biologiske systemer: ”Samfundsøkonomien kan ses som en organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste økonomer være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.”

Inge Røpke forklarer, at ”indenfor økologisk økonomi anskues jordkloden som et lukket system og samfundet som en organisme, der udvikler sig indenfor de grænser, som kloden sætter. Og jo større organismen bliver – med stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. Som vi ser det med de aktuelle temperaturstigninger, der skyldes, at der tilføres stadigt mere energi til atmosfæren og dermed til jordklodens lukkede system”.

Inge Røpke understreger, at ”Før eller senere bliver det nødvendigt at klare sig uden økonomisk vækst, og det er langt bedre at foretage omstillingen på en styret måde end gennem katastrofer”.

Man syntes det er hørt tidligere? The Club of Rome udsendte i 1972 rapporten “The Limits to Growth”, og konklusionen i Grænser for vækst lyder i forfatternes formulering:

”Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år. Det mest sandsynlige resultat vil blive et temmelig pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet”.

Inge Røpke, har sammen med 235 internationale forskere underskrevet flere advarsler om, hvad den evige vækst vil betyde for samfundet. Ifølge professoren bliver vi som verdenssamfund nødt til at omfordele rigdomme, så rige ikke bliver rigere, og fattige lige akkurat bliver rige nok til at få færre børn. Kort sagt, så skal vi være færre og fattigere. Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu, siger Inge Røpke.

Inge Røpke er dygtig

Inge Røpke er lynende intelligent, vidende og flittig, og hun har præsteret en betydelig videnskabelig produktion om økologisk økonomi. Hun har bidraget til anerkendte internationale tidsskrifter som f.eks. “Complementary system perspectives in ecological macroeconomics: The example of transition investments during the crisis” til tidsskriftet Ecological Economics, og hun har modtaget flere priser for sin indsats.

Ræpke opnåede i 2018 den tvivlsomme ære at blive omtalt i Berlingske Tidende som ”en farlig professor, der vil gøre verden fattigere”. Det skal samtidig nævnes, at professor Inge Røpke bestemt ikke er uden civil courage, og hun lod ikke Berlingske Tidendes kritik stå uimodsagt. I Berlingske Tidende den 17. oktober 2018 tager hun til genmæle om den ”farlige” økologiske økonomi.

Nobelpristagere i økonomi mener ikke miljø- og klimahensyn udelukker økonomisk vækst

Inge Røpke og hendes disciple kunne med fordel have interesseret sig for modtagerne af Nobelpris i økonomi i 2018. William Nordhaus og Paul Romer giver ikke endelige svar på alle på de trusler mod klima og økosystemer, vi står overfor. Deres forskningsresultater har imidlertid bragt os tæt på svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst.

William Nordhaus har fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst. Siden 1970’erne har han udviklet økonomiske tilgange til global opvarmning, herunder opbygningen af integrerede økonomiske og videnskabelige modeller (DICE og RICE-modellerne) hvor han studerer forholdet mellem økonomisk vækst, fossile brændsler som olie og kul samt klimaændringer med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på. Han når frem til at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. Han ses ikke at anbefale, at reducere vores materielle forbrug og standse den økonomiske vækst.

Paul Romer, der frem til januar 2018 var cheføkonom i Verdensbanken, har været professor på bl.a. New York University, Berkeley og Stanford. Romer er kendt for teorien om endogen vækst. Teorien beskæftiger sig med innovation og nye idéers betydning for øget økonomisk vækst og hans primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Romers arbejder er også særdeles policy relevante ved at understrege betydningen af rammevilkår og incentiver for innovation. Paul Romer har således påpeget, at det i høj grad er muligt for os at nedbringe CO2-udslippet og beskytte vores fremtid og klima og samtidig forbedre levestandarden. Så vækst og miljøhensyn kan godt gå hånd i hånd.

I skriftet ”Economic Growth” nævner han et eksempel, som de fleste kan forstå:

“Take one small example. In most coffee shops, you can now use the same size lid for small, medium, and large cups of coffee. That was not true as recently as 1995. That small change in the geometry of the cups means that a coffee shop can serve customers at lower cost. Store owners need to manage the inventory for only one type of lid. Employees can replenish supplies more quickly throughout the day. Customers can get their coffee just a bit faster. Although big discoveries such as the transistor, antibiotics, and the electric motor attract most of the attention, it takes millions of little discoveries like the new design for the cup and lid to double a nation’s average income. Every generation has perceived the limits to growth that finite resources and undesirable side effects would pose if no new recipes or ideas were discovered. And every generation has underestimated the potential for finding new recipes and ideas. We consistently fail to grasp how many ideas remain to be discovered. The difficulty is the same one we have with compounding: possibilities do not merely add up; they multiply.”

Skal den rige del af verden afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene?

Inge Røpke og ligesindede tilhængere af ”økologisk økonomi” er tydeligvis blevet hængende i et syn på vækst, som allerede lå bag dommedags profetierne hos Thomas Malthus og senere Romklubben. I deres ensidige syn på kapitalapparatets betydning for økonomisk vækst og i deres fornægtelse af nye ideer og andre måder at gøre tingene på, forledes de til at lægge afgørende vægt på fysiske investeringer i kapitalapparatet.

Investeringerne er i den sidste ende – i det lukkede system, der definerer disse økonomers ”økologiske råderum” – bestemt af opsparingen. Konklusionen for disse økologiske økonomer er derfor, at opsparingsraten er helt afgørende for mulighederne for at investere og skabe vækst i økonomien. Med et fortsat uhæmmet forbrug og begrænset opsparing vil investeringer og fortsat økonomisk vækst nødvendigvis forudsætte fortsat udbytning af udviklingslandene og forbrug af klodens knappe og udtømmelige ressourcer. Derfor kan økonomisk vækst ikke være bæredygtig.

Inge Røpke mener trods alt ikke, at vi skal afstå fra udvikling af grønne teknologier og bæredygtig omstilling af samfundenes forsyningssystemer. De krævede investeringer skal imidlertid finansieres ud af det begrænsede biofysiske eller økologiske råderum, og derfor er det for Røpke en yderligere begrundelse for begrænset forbrug.

Derfor har Inge Røpke en anden opfattelse end Nobelpristager Paul Romer, der mener at vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Røpke fortsætter derfor uanfægtet med at manuducere sagesløse studenter med budskabet om, at vi i den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene.

Klimakampen som murbrækker i opgøret med det kapitalistiske samfund

Når enhver anvisning på hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst afvises, er det fordi Inge Røpke og ligesindede ingenlunde har opgivet klassekampen og bekæmpelsen af det kapitalistiske samfund. Den påståede globale opvarmning er ikke kun menneskeskabt, men en uundgåelig konsekvens af et kapitalistisk, socialt og økonomisk system, der kun kan eksistere ved at trække store veksler på den jord, vi lever på. Påstanden er, at det kapitalistiske systems umættelige behov for profit og formueakkumulering udnytter både mennesker og natur og uundgåeligt vil føre direkte til en klimakatastrofe.

Opfattelsen blandt økologiske økonomer er, at kampen for klimaet er kamp mod kapitalismen og økonomisk vækst og den rigtige kamp indebærer nødvendigvis kollektiv transport, vandgrød, hjemmeavlede grøntsager og kolde afvaskninger.

Historien er, at svenskekongen, Karl X Gustav, efter en langvarig belejring natten til den 11. februar 1659 forsøgte at erobre den danske hovedstad. Begivenheden fandt sted under svenskekrigene 1657 – 60. De svenske tropper blev imidlertid efter en modig og målbevidst indsats fra de københavnske forsvarere slået tilbage med store tab.

Kong Frederik III havde inden stormen med de siden så berømte ord ”Jeg vil dø i min rede” nægtet at lade sig selv og dronning Sophie Amalie evakuere.

Forhistorien var, at Frederik 3. i 1657 erklærede Sverige krig i håb om at generobre de områder, hans far (Christian IV) efter Torstenssonkrigen 1643-45 måtte afstå ved freden i Brömsebro (1645), hvor Corfitz Ulfeldt, kongens svigersøn, havde været dansk hovedforhandler. Det drejede sig om de norske grænselandskaber Jemtland, Herjedalen og midlertidig afståelse af Halland på 30 år, samt øerne Gotland og Østersøens næststørste ø, Øsel, ud for Estland. Sverige og svenske besiddelser omkring Østersøen fik toldfrihed i Øresund.

Imidlertid endte krigen med dansk nederlag, da de svenske tropper gik over de tilfrosne bælter og tvang danskerne til panikfreden i Høje Taastrup præstegård 1658. Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm. Samtidig skulle de norske besiddelser Bohus og Trondhjems len også overdrages.Danmark måtte endvider acceptere, at Østersøen blev spærret for fremmede flådemagter.

Samme år indledte den svenske konge Karl Gustv en ny krig om at erobre hele Danmark og dermed opnå fuld kontrol over Øresund.

Men København holdt stand, og krigen førte med udenlandsk hjælp faktisk til svensk nederlag, uden at Danmark dog af den grund fik de tabte landområder tilbage. Bornholm var som bekendt efter en opstand i 1658 allerede vendt tilbage til Danmark.

På DR har det netop været muligt at se den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.

Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.

Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.

Tidsskriftet The Atlantic har påpeget, at i USA er Demokraterne fanget af Catch 24-reglen: Så længe der ikke har vist sig en troværdig alternativ kandidat, er præsident Joe Biden fortsat kandidat i 2024, men Catch 24 indebærer også, at så længe Biden er kandidat, er der ikke andre, der vil stille op til valget i 2024.

Nationalmuseet oplyser, at Tine Smedegaard Andersen, der har været administrerende direktør for People’s i de seneste knap fire år, bliver ny vicedirektør på Nationalmuseet.

Tidligere har Tine Smedegaard Andersen være kulturdirektør og medlem af direktionen i DR.

Tine Smedegaard Andersen kom til DR fra en direktørpost i den nu nødlidende Gyldendal-koncern, og før det var hun direktør i forlaget Rosinante&Co, der er ejet af Gyldendal.

Smedegaards kvalifikationer

I Nationalmuseets pressemeddelelse om udnævnelsen fremhæves det, at Tine Smedegaard mens hun var i DR var ansvarlig for den populære historiske tv-serie Historien om Danmark, som blev udviklet i tæt dialog med Nationalmuseet.

Det burde måske også have været nævnt, at Smedegaard blev udsat for stærk kritik i anledning af nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret og for DR’s udvandede dækning af kristendom og tro.

Ligeledes havnede Tine Smedegaard Andersen og DR i et stormvejr, da man i 2017 besluttede at droppe julekalenderen ”Jul i republikken”.

DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”

Det fortoner sig, hvem der først fik ideen til at stjæle et engelsk forlæg, fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident og fyre det af som Danmarks Radios julekalender i 2017.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), var tidligere udsendt af BBC.

Plottet i BBC-versionen var: Vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Hvilke overvejelser DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, gjorde sig i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare.

Mikkel Andersson, der dengang huserede på Radio 24/7, har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handlede julekalenderen om?

”Jul i republikken” er aldrig blevet offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når (kronprins) Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når (Prins) Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Krav om omskrivning

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldtes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde Dansk Folkeparti og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens daværende frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen i DR om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program, det kan man simpelthen ikke tillade i Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Julekalenderen droppes

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s daværende kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldtes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik inden et vigtigt medieforlig.

På DR har det netop været muligt at se George Clooney i den amerikanske krigssatireserie ”Catch 22” fra 2019. Serien bygger på Joseph Hellers klassiske anti-krigsroman af samme navn.

Handlingen er, at under 2. verdenskrig får den amerikanske bombeflyver Yossarian militærtræning i Californien. Da han sendes i krig i Europa, må han sande, at det korrupte hærbureaukrati er mere livsfarligt end fjenden. Den forrykte oberst Cathcart bliver ved med at øge antallet af missioner, piloterne skal flyve, inden de sendes hjem.

Yossarian vil gerne erklæres sindssyg, så han kan blive hjemsendt. Ifølge Catch 22-reglen kan en bombeflyver faktisk få dispensation fra yderligere missioner, hvis han er erklæret sindssyg. Men samtidig er det en del af Catch 22-reglen, at en person, der selv ønsker at blive erklæret sindssyg, ved at gøre det, viser, at han er i stand til at tænke logisk og realistisk om sin situation, og derfor ikke kan erklæres sindssyg.

TV-serien “Catch 22” udforsker det gennemgående tema af kaos, absurditet, meningsløshed og apati i en krigssituation. Undgåelse af beslutninger og ansvar præsenteret som en måde at overleve i absurde og kaotiske sammenhænge.

Karakteren Major Major Major udnævnes til Major, men undgår beslutninger ved at gemme sig i sit kontor, så han ikke kan nås af sine underordnede. Han undgår også at træffe beslutninger ved at udstede regler, der gør det umuligt for andre at komme i kontakt med ham.

Catch 22 bringer uvilkårligt tankerne hen på forholdene i den danske energiadministration mens Dan Jørgensen var ansvarlig minister.

Situationen omkring Åben Dør-ordningen bliver uholdbar

Åben Dør-ordningen, ÅD, der har eksisteret siden 1999, giver energiudviklere mulighed for at ansøge om at opføre havvindparker uden om de statslige udbud. Selskaberne kan dermed selv tage initiativ til at opføre en havvindpark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Det er et krav, at parkerne skal opføres uden statsstøtte, og udviklerne kan gratis lægge beslag på et dansk havareal ved først til mølle-princippet.

Den teknologiske udvikling og stærkt forhøjede strømpriser førte til, at Energistyrelsen i 2021 modtog et stigende antal ansøgninger til ÅD-ordningen, og styrelsen gjorde i en rapport opmærksom på, at ordningen enten var, eller var tæt på at blive, “økonomisk attraktiv og fordelagtig ud over det tilsigtede”.

Hvordan den ansvarlige minister – Dan Jørgensen – reagerede, er ikke oplyst.

Måske har Energistyrelsen forgæves forsøgt at få en resolution fra ministeren, men måske har Dan Jørgensen ligesom Major Major Major undgået at tage stilling. Vi forestiller os det besvær sekretæren har haft med at forklare medarbejderne i ministeriet, at ministeren ikke var ”tilgængelig”, mens de kunne se Dan Jørgensens måneansigt på inden- og udenlandske talkshows.

Det vi imidlertid ved, er at ordningen ikke blev stoppet i tide, og at udsigten til at ordningen måske kunne blive ændret førte til yderligere en enorm søgning til ÅD-ordningen.

Først i juni 2022 blev Åben Dør-ordningen ved en bred politisk aftale justeret. Rammerne for ordningen blev klarere, og det blev præciseret, at staten havde mulighed for at give afslag til projekter, der ikke ud fra samfundsmæssige og planlægningsmæssige hensyn er relevante at gennemføre. Præciseringen skulle sikre at ordningen i højere grad er forenelig med det øgede behov for planlægning af arealanvendelsen på havet og i relation til net udbygningen på land.

Den kommunale indsigelsesret blev ændret til en vetoret for kommuner beliggende inden for 15 km fra et projekt, og fremtidige projekter kan således kun gennemføres, hvis der kan opnås kommunal opbakning hertil fra samtlige berørte kommuner. Samtidig blev ordningen ændret, så der lukkes for havvindprojekter længere væk end 15 km.

Planerne om at stramme ÅD-ordningen førte til, at der inden regelændringerne den 2. juni 2022 blev indgivet et meget stort antal ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til havvind. I august 2022 var der således ifølge Energistyrelsen modtaget i alt 47 ansøgninger, hvor hovedparten havde forventning om, at de skulle behandles efter de gamle og lempelige regler.

Stop for ÅD-ordningen

Endelig – mandag den 6. februar 2023 – blev det besluttet at sætte sagsbehandlingen af ansøgninger om havvindmølleprojekter under Åben Dør-ordningen i bero.

Energistyrelsen indstillede dermed umiddelbart sagsbehandlingen af 33 ansøgninger om mulige danske havvindprojekter med et potentiale på 13 GW.

Opstandelse

I en tid hvor mantraet ellers er mere grøn strøm, og at det kun kan gå for langsomt med den grønne omstilling, har det vakt opstandelse blandt investorerne i havvindmølleprojekter.

Ulovlig statsstøtte?

Den forklaring, der gives på det pludselig stop, er, at der er opstået tvivl om, hvorvidt reglerne i ÅD-ordningen er i strid med EU-retten. Energiministeriet og statsstøttejuristerne i Erhvervsministeriet har været bekymret for at uddelingen af rettigheder, der tydeligvis havde stor værdi, kunne opfattes som statsstøtte i strid med EU-reglerne. Ordningens ”først til mølle-princip” kunne ligeledes være juridisk problematisk.

Ifølge den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, er det sandsynligt, at ordningen ikke kan fortsætte. “Jeg er dybt bekymret. Det er jeg da. Med den viden, jeg har lige nu, frygter jeg, at ordningen ikke kan køre videre. Det anser jeg desværre som et sandsynligt udfald,” siger Lars Aagaard til Børsen og tilføjer, at han vil forsøge at finde en model, hvor dele af ordningen kan køre videre.

Lars Aagaard oplyser, at Energistyrelsen og statsstøttejurister fra Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om deres bekymring. Det har ifølge ministeren bestyrket de danske myndigheders frygt for, at der er tale om statsstøtte.

“Alternativet, at vi var kørt videre med den viden, at der var stor risiko for, at vi kunne tabe en sag om ulovlig støtte, var helt uacceptabelt. Det ville være investorerne, der ville blive mødt med et krav. Det ville være helt vildt ikke at reagere på den viden,” siger ministeren.

Regeringen var opmærksom på problemet

I regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering” fra december 2022, hedder det om udbygningen af vedvarende energi at regeringen vil ”se på, om der kan etableres smidigere modeller for udbygning af havvind samtidig med, at samfundet sikres en rimelig del af indtægterne fra energiudvindingen på land og til vands – eventuelt i form af en opdateret koncessionsmodel”.

Kim Hedegaard, ansvarlig for power-to-x hos Topsoe (tidligere Haldor Topsøe A/S), der er i gang med at opføre en stor fabrik i Herning, som skal producere elektrolyseanlæg, fortæller, at selskabet i øjeblikket undersøger, hvor deres produktionsanlæg af elektrolysator nummer to skal ligge, og at det ville være decideret uansvarligt ikke at se nærmere på incitamentsstrukturen i USA, der ser utrolig interessant ud.

I midten af august 2022 blev den amerikanske lovpakke Inflation Reduction Act vedtaget i USA, og de ca. 2600 mia. kr. lokker danske selskaber over Atlanten. Man må forstå, at hvis der i EU var mulighed for at opnå tilsvarende tilskud, er Topsoe parat til at overveje at undlade at udflage produktionen.

Godt at grundlæggeren af Topsoe, Haldor Frederik Axel Topsøe, døde i 2013. Han ville have korset sig, hvis han vidste at hans gamle virksomhed nu stor med hånden fremme efter offentlige tilskud.

Topsøe blev i 1968 udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet, i 1969 ved Danmarks Tekniske Universitet og i 1986 ved Chalmers tekniska högskola i Göteborg. I 1985 modtog han Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje og i 1991 fik han den prestigefyldte amerikanske ingeniørpris Hoover Medal. Desuden var han siden 1951 medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber i Danmark samt tilsvarende organisationer i Sverige (Kungliga Ingenjörsvetenskapsakademien) og USA. Han var med i Atomenergikommissionen fra 1955. I 1999 blev han af Ingeniørforeningen i Danmark udnævnt til “Århundredets Ingeniør”. Han har skrevet Danmarks Produktionsliv omkring 1935 (tildelt G.A. Hagemanns Guldmedalje 1944).

https://policywatch.dk/nyheder/article14928088.ece?utm_campaign=PolicyWatch&utm_content=2023-02-08&utm_medium=email&utm_source=policywatch

For fjerde gang uddeles HRH Crown Prince Frederik International Business Awards til virksomheder, som gennem eksport har promoveret Danmark og dansk eksport på en særligt bemærkelsesværdig måde.

Med hædersprisen HRH Crown Prince Frederik International Business Awards, som uddeles på Amalienborg 25. august 2023, bliver der sat fokus på eksporten af danske bæredygtige løsninger til hele verden. Prisen uddeles i tre kategorier; Business Excellence, Green Solutions og Export Achievements. Fælles for kategorierne er, at modtagerne skal have præsteret en vis økonomisk gennemslagskraft på eksportmarkederne eller på særligt succesfuld vis penetreret nye markeder med løsninger eller produkter, der taler ind i den grønne omstilling.

Der er deadline for nomineringer den 24. marts 2023.

Blandt de allerede modtagne nomineringer finder vi

Fauna Energi ved Martin Storm Rasmussen

Fauna Energi, der godt nok ikke har eksporteret noget som helst, opererede ikke desto mindre i et vanskeligt miljø, hvor Martin Storm Rasmussen blev udsat for, at el-leverandørerne krævede, at han betalte forud for el-leverancerne, mens kunderne først betalte efter at have fået leveret strømmen. Den visionære Martin Storm Rasmussen, der er nomineret i kategorien, kan i øjeblikket følges i DR, der i en længere programserie har valgt at følge den fascinerende forretningsmand.

I kategorien ”Export Achievements” er foreløbigt nomineret

Middelfart-virksomheden Dan-Bunkering ved Torben Østergaard-Nielsen og United Shipping & Trading Company A/S (USTC-koncernen).

Dan-Bunkering, der trods vanskeligheder med EU’s sanktioner mod Syrien, lykkedes med i perioden 2015-2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til det borgerkrigshærgede land via russiske virksomheder. Den 17. november 2022 udsendte PwC en pressemeddelelse om at Torben Østergaard-Nielsen, ejerleder i United Shipping & Trading Company A/S (USTC), modtager Årets Hæderspris 2022 ved Landskåringen af Årets Ejerleder i PwC i Hellerup.

I Køge Kommune er befolknings-, erhvervs- og beskæftigelsesraterne for opadgående, og den udvikling burde både borgere og erhvervsliv nyde godt af. Desværre betyder inadækvat politisk og administrativ ledelse, at kommunens økonomi er udfordret. Derfor kniber det gevaldigt med at sikre borgerne den hjælp, de har krav på og behov for.

FDM’s årlige undersøgelse af kommunernes indtægter fra parkering viser, at (bortset fra de store kommuner København, Aarhus, Frederiksberg, Aalborg og Odense) er Køge den kommune, der kradser flest penge ind på parkering.

Køge kommune skiller sig markant ud med kommunens indtægter fra bøder for at parkere ulovligt!

Indtægter fra betalingsparkering er også høje – over 3,6 millioner kr. i 2021. Som bekendt er der mange kommuner, der slet ikke opererer med at borgerne skal betale for at parkere i kommunen, men der, hvor det stikker helt af, er som nævnt Køge kommunes uhæmmede idømmelse af parkeringsafgifter for at parkere ulovligt.

Konsekvensen er, at kommunen modtager mange klager over på grund af uigennemskuelige og uhensigtsmæssige regler vedrørende standsning og parkering i Køge Kommune. Reglerne kontrolleres nidkært – også åbenbart urimelige forbud mod parkering på fortov og vejrabatter på private villaveje, selvom ændrede regler utvivlsomt kunne bidrage til at forbedre trafiksikkerheden i kommunen.

Det hører med til billedet af en fejlslagen kommune, at alle klager efter en summarisk og mangelfuld sagsbehandling, afvises – og borgerne trues oven i købet med at blive trukket i fogedretten.

Dansk Metal mener med henvisning til Kinas statsstøtte til grønne virksomheder og klimapakken, Inflation Reduction Act, i USA, at Europa snarest følger trop og ser på midlertidig statsstøtte og vækstplaner for Europas grønne industri.

Klimapakken i USA pumper 369 milliarder dollar ind i Nordamerikas grønne industri, svarende til omkring 2.500 milliarder kroner eller til anlæggelsen af 120 storebæltsbroer.

Dansk Metal skylder at fortælle os, hvor mange milliarder metalarbejderne i Danmark er parate til at skyde ind i Europas grønne industri?

https://www.information.dk/debat/2023/02/baade-kina-usa-laenge-givet-statsstoette-groen-industri-maa-eu-starthullerne

En række af de danske havvindmølleparker er opført med betydelig statslig støtte efter et offentligt udbud. Den teknologiske udvikling og stigende elpriser har betydet, at havvindmølleprojekter er blevet et attraktivt forretningsområde.

Udbudsmodellen

Med Energiaftale 2018 besluttede samtlige Folketingets partier at opføre tre nye havvindmølleparker i Danmark frem mod 2030. Den 28. februar 2019 besluttede energiforligskredsen, at den første af de tre parker skal ligge i Nordsøen ud for Nissum Fjord min. 20 kilometer ude på havet. Den nye park skal hedde Thor efter Thorsminde, som er nærmeste landkending. Havmølleparken bliver på minimum 800 MW og maksimalt 1000 MW.

Thor Wind Farm I/S vandt i december 2021 udbuddet af Thor Havvindmøllepark.  

Der var fem konkurrerende bud på Thor Havvindmølleparken. De fem bydere havde alle erklæret sig parate til at betale henved 3 mia. kr. for retten til at realisere projektet. Udbuddet blev derfor i overensstemmelse med udbudsbetingelserne afgjort ved lodtrækning.

Bag Thor Wind Farm I/S står den kæmpestore tyske energikoncern RWE – det er således firmaerne RWE AG, RWE Renewables GmbH og RWE Renewables Management UK Limited, der formelt er interessenter i virksomheden.

RWE betaler for at bygge Thor Havvindmøllepark, og det er første gang, der gennemføres et udbud af havvind i Danmark uden offentlig støtte. Som noget nyt er ilandføringen – dvs. transformerstation på havet inklusive koblingsstation på land og kabler frem til transmissionsnettet i Idomlund – inkluderet i budprisen. Udover disse udgifter forventes RWE inden for få år at skulle betale 2,8 mia. kr. til staten, i takt med, at der fra 2026 produceres strøm. Herefter vil der i praksis ikke være noget økonomisk mellemværende mellem staten og budvinderen, og parken vil blive drevet på rent kommercielle vilkår uden støtte i resten af parkens 30-årige levetid.

Ifølge en politisk aftale fra 2022 skal der frem mod 2030 opføres 9 gigawatt ny havvind. Disse havvindmøller sendes i udbud ligesom Thor Wind Farm.

Åben Dør-ordningen uden støtte

Åben Dør-ordningen, ÅD, der har eksisteret siden 1999, giver energiudviklere mulighed for at ansøge om at opføre havvindparker uden om de statslige udbud. Selskaberne kan dermed selv tage initiativ til at opføre en havvindpark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Det er et krav, at parkerne skal opføres uden statsstøtte, og udviklerne kan gratis lægge beslag på et dansk havareal ved først til mølle-princippet.

I 2021 modtog Energistyrelsen et stigende antal ansøgninger til ÅD-ordningen, og styrelsen gjorde i en rapport opmærksom på, at ordningen enten var, eller var tæt på at blive, “økonomisk attraktiv og fordelagtig ud over det tilsigtede”.

Udsigten til at ordningen kunne blive ændret førte yderligere til en enorm søgning til ÅD-ordningen.

I juni 2022 blev Åben Dør-ordningen ved en bred politisk aftale justeret. Rammerne for ordningen blev klarere, og det blev præciseret, at staten havde mulighed for at give afslag til projekter, der ikke ud fra samfundsmæssige og planlægningsmæssige hensyn er relevante at gennemføre. Præciseringen skulle sikre at ordningen i højere grad er forenelig med det øgede behov for planlægning af arealanvendelsen på havet og i relation til netudbygningen på land.

Den kommunale indsigelsesret blev ændret til en vetoret for kommuner beliggende inden for 15 km fra et projekt, og fremtidige projekter kan således kun gennemføres, hvis der kan opnås kommunal opbakning hertil fra samtlige berørte kommuner. Samtidig blev ordningen ændret, så der lukkes for havvindprojekter længere væk end 15 km.

Planerne om at stramme ÅD-ordningen førte til, at der inden regelændringerne den 2. juni 2022 blev indgivet et meget stort antal ansøgninger om forundersøgelsestilladelse til havvind. I august 2022 var der således ifølge Energistyrelsen modtaget i alt 47 ansøgninger, hvor hovedparten havde forventning om, at de skulle behandles efter de gamle og lempelige regler.

Stop for ÅD-ordningen

Mandag den 6. februar 2023 blev det besluttet at sætte sagsbehandlingen af ansøgninger om havvindmølleprojekter under den såkaldte Åben Dør-ordning i bero.

Energistyrelsen indstillede dermed umiddelbart sagsbehandlingen af 33 ansøgninger om mulige danske havvindprojekter med med en samlet kapacitet på op mod 13 GW. Danmarks havvindmølleparker har i 2022 en kapacitet på 2,3 GW.

Opstandelse

I en tid hvor mantraet ellers er mere grøn strøm, og at det kun kan gå for langsomt med den grønne omstilling, har det vakt opstandelse blandt investorerne i havvindmølleprojekter.

Ulovlig statsstøtte?

Forklaringen er, at der er opstået tvivl om, hvorvidt reglerne i ÅD-ordningen er i strid med EU-retten. Energiministeriet og statsstøttejuristerne i Erhvervsministeriet har været bekymret for at uddelingen af rettigheder, der tydeligvis havde stor værdi, kunne opfattes som statsstøtte i strid med EU-reglerne. Ordningens ”først til mølle-princip” kunne ligeledes være juridisk problematisk: ”Det er vurderingen, at risikoen for strid med EU-retten blandt andet knytter sig til kombination af tildelingsprincip (først-til-mølle – det vil sige fraværet af konkurrence) og markedsudviklingen inden for havvind. Vurderingen sker derfor nu, fordi den blandt andet hænger sammen med markedsudviklingen,” lyder det fra Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen, i en skriftlig kommentar til dagbladet Information.

Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard er det sandsynligt, at ordningen ikke kan fortsætte. “Jeg er dybt bekymret. Det er jeg da. Med den viden, jeg har lige nu, frygter jeg, at ordningen ikke kan køre videre. Det anser jeg desværre som et sandsynligt udfald,” siger Lars Aagaard til Børsen og tilføjer, at han vil forsøge at finde en model, hvor dele af ordningen kan køre videre.

Lars Aagaard oplyser, at Energistyrelsen og statsstøttejurister fra Erhvervsministeriet har været i dialog med EU-Kommissionen om deres bekymring. Det har ifølge ministeren bestyrket de danske myndigheders frygt for, at der er tale om statsstøtte. Arealet på havbunden er noget værd, og eftersom areal er en begrænset ressource, åbner det spørgsmålet om statsstøtte.

“Alternativet, at vi var kørt videre med den viden, at der var stor risiko for, at vi kunne tabe en sag om ulovlig støtte, var helt uacceptabelt. Det ville være investorerne, der ville blive mødt med et krav. Det ville være helt vildt ikke at reagere på den viden,” siger ministeren.