Det trækker ud med godkendelsen af præsident Donald Trumps seneste nominering af en ny dommer til den amerikanske Højesteret.

Da den 81-årige amerikanske højesteretsdommer Anthony Kennedy meddelte, at han trak sig tilbage, gik den vigtige proces med at finde en efterfølger i gang.

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver præsidenten beføjelse til at nominere dommere, men det forudsætter Senatets samtykke.

Trump nominerede allerede den 9. juli 2018 den 53-årige appeldommer, Brett Michael Kavanaugh, som ny dommer i den amerikanske Højesteret. Det amerikanske senat har nu bestemt, at de høringer, der traditionelt gennemføres inden Senatets stillingtagen, indledes den 4. september 2018.

Over hele USA har aktivister arrangeret demonstrationer mod godkendelsen af den kontroversielle dommer. Alene søndag den 26. august 2018 hævdes det, at der over hele USA var 182 events, hvor modstanden mod Kavanaugh blev markeret.

Trods protesterne fra ikke mindst aborttilhængere er det forventningen, at Senatet godkender Kavanaugh, men i betragtning af Republikanerne kun har et snævert flertal på 51 af Senatets 100 pladser, skal der ikke meget til, før Demokraterne kan blokere udnævnelsen. Efter John McCains død er stillingen ovenikøbet 50 -49 i republikanernes favør, og det vides ikke, hvornår Arizonas guvernør udnævner en erstatning for McCain for perioden frem til næste valg i 2020.

Brett Kavanaughs tidligere kolleger i advokatfirmaet Kirkland & Ellis sendte mandag den 27. august 2018 et brev til Senatets juridiske udvalg (Senate Judiciary Committee) med en anbefaling af Senatets godkendelse af Kavanaugh som Højesteretsdommer.

Trump har tidligere udnævnt en ny dommer til den amerikanske højesteret

Præsident Donald Trumps nominering til efterfølger for Anthony Kennedy – den 53-årige appeldommer, Brett Michael Kavanaugh – er kandidat fra Yale Law School i 1990, hvor han også var medarbejder på det ansete Yale Law Journal.

Senatet godkendte i 2006 hans udnævnelse til U.S. Court of Appeals for the D.C, der ofte betegnes som ”the Second Highest Court in the Land”.

Kavanaugh indgik tidligere i George W. Bushs stab, og han var favorit hos Hvide Hus-rådgiveren, Donald F. McGahn II. Til gengæld har Brett Kavanaugh været kritiseret af republikanske senatorer, fordi han i 2015 udtalte, at dommere er nødt til at bevare et åbent sind og være villige til at ændre holdning. Hos enkelte republikanere opfattes Kavanaugh derfor som et ”upålideligt” valg som højesteretsdommer.

Brett Kavanaugh er katolik. Det samme er den afgående højesteretsdommer, Anthony Kennedy. Dermed bevares den religiøse status quo i højesteret, der lige nu udgøres af fem katolikker, tre jøder og en protestant.

Kavanaugh, der er gift med Ashley har 2 børn i skolealderen, betegnes som en familiemand, fritidstræner for et basketballhold, aktiv i den lokale kirke og mentor i de lokale skoler. Hans mor var som dommer I Maryland Circuit Court en mønsterbryder i den juridiske verden.

Spænding omkring nomineringen

Washington ventede hele mandag den 9. juli i spænding på at finde ud af, hvem præsident Donald Trump ville udpege som sin kandidat til ny højesteretsdommer.

Det er en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om partipolitik i snæver forstand, men om, hvilken retsfilosofi og forfatningsopfattelse, der skal dømmes efter. Skal forfatningsteksten tolkes bogstaveligt med hensyntagen til den historiske kontekst, eller skal forfatningen tolkes dynamisk i overensstemmelse med doktrinen om “den levende forfatning”.

Donald Trump lagde i præsidentvalgkampen stor vægt på den amerikanske Højesteret og i det hele taget på justitsvæsenets rolle som beskytter af (konservative) amerikanske værdier. Opgaven for Trump har derfor været igen at vælge en konservativ dommer til at afløse den afgående Anthony Kennedy, der har været betragtet som domstolens ”svingstemme”.

Præsidenten kunne derfor ændre den ideologiske magtbalance i den ni personer store domstol, hvis medlemmer er udpeget på livstid, og både Republikanerne og Demokraterne var ruster til et voldsomt politisk slagsmål i Senatet, der skal blåstemple den kommende dommer.

Præsident Trump har lænet sig op ad en offentliggjort liste på 25 højesteretskandidater sammensat af den konservative juridiske forening The Federalist Society (Det føderalistiske selskab).

Præsident Trump fremhævede ved nomineringen af Kavanaugh, at “He understands that the role of a judge is to faithfully interpret the law, not to legislate from the bench. His authoritative legal opinions are known to shape the law and are often cited by judges around the country.”

Øvrige kandidater

Udover Brett M. Kavanaugh var Thomas Hardiman, Raymond M. Kethledge og dommer Amy Coney Barrett med i opløbet.

Raymond M. Kethledge blev oprindeligt anset som den mindst kontroversielle kandidat som kunne påregne en forholdsvis nem godkendelse i Senatet. På den anden side har der været stillet spørgsmål til om han måske var lovlig liberal og derfor mindre spiselig blandt kernerepublikanere.

En eventuel nominering af dommer Barrett ville sandsynligvis have givet anledning til modstand fra abortgrupper, fordi hun har rejst tvivl om hvorvidt den såkaldte Roe v. Wade fra 1973 til enhver tid fastslog, at retten til abort var en forfatningssikret rettighed.

Den dybt katolske 46-årige Barrett er medlem af den økumeniske bevægelse ”People of Praise” (Lovprisende folk), som indeholder pinsekirkelige elementer, og som ifølge nogle kritikere på venstrefløjen ligner en ”kult”. Medlemmerne af People of Praise sværger livslang troskab til gruppen, og hvert medlem tildeles en åndelig rådgiver. Bevægelsens store rolle i medlemmernes liv får alarmklokkerne til at bimle hos nogle kritikere, der fremhæver, at en højesteretsdommer bør være uafhængig af ydre påvirkninger.

Andre påpeger, at Barrett ved flere lejligheder har slået fast, at hendes religiøse overbevisninger ingen indflydelse har på hendes juridiske virke.

Balancen i Højesteret

Nomineringen af Brett Kavanaugh har givet anledning til næsten lige så stor opmærksomhed, som omkring Donald Trumps første udnævnelse af en ny højesteretsdommer. Tirsdag den 31. januar 2017 nominerede Trump den 49-årige Neil Gorsuch fra Denver, Colorado, som den niende dommer i USA’s magtfulde højesteret. Neil Gorsuch blev efterfølgende godkendt af Senatet, hvor Republikanerne har flertallet.  2 demokratiske senatorer stemte faktisk for Gorsuch.

Med Anthony Kennedy havde den amerikanske højesteret et konservativt 5-4 flertal og med udnævnelsen af Neil Gorsuch efter højesteretsdommer Antonin Scalia indfriede Trump et valgløfte om at udnævne en konservativ dommer, der er loyal mod forfatningens ordlyd, er imod abort, og som støtter amerikanernes ret til at eje våben.

Neil Gorsuch, der har en upåklagelig konservativ baggrund, har fuldt ud levet op til forventningerne. Han er i øvrigt søn af Anne Gorsuch Burford, der i sin tid var præsident Ronald Reagans først udnævnte miljøminister (administrator af EPA).

Neil Gorsuchs juridiske tænkning omkring fundamentale religiøse rettigheder, herunder ikke mindst i krydsfeltet mellem forbuddet mod diskrimination og respekten for religiøst begrundet modstand mod f.eks. abort og homoægteskaber, har været værdsat i konservative kredse.

At udnævnelsen af Højesteretsdommere nok er politisk, men ikke partipolitisk i traditionel forstand, blev demonstreret af Neil Gorsuch i april 2018, hvor han sammen med den liberale side af Højesteret stemte for en 5-4 afgørelse, der fandt dele af Trumps deportationslov forfatningsstridig. Højesteret fandt at den del af loven, der skulle gøre det lettere at deportere immigranter, der var dømt for ”crime of violence” ikke var formuleret tilstrækkeligt præcist til at loven kunne håndhæves.

Den 49-årige Neil Gorsuch var i øvrigt ved udnævnelsen den hidtil yngste kandidat til en plads i USA’s højesteret i mere end et kvart århundrede.

Konflikt mellem Demokrater og Republikanere

Uenigheden mellem Demokraterne og Republikanerne om ledige poster i Højesteret har illustreret den stadige kamp i USA om en række fundamentale spørgsmål, hvor Højesteret spiller en helt afgørende rolle.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. En af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

Med udnævnelsen af den 53-årige Brett Kavanaugh vil Højesterets afgørelser i de næste 30 år kunne trækkes i konservativ retning.

Det har fyldt meget i de danske medier, at Trish Regan fra den amerikanske tv-kanal Fox Business News har sammenlignet Danmark og Venezuela, og beskrevet fædrelandet som lidt af et socialistisk mareridt, hvor man betaler tårnhøj skat, fratages enhver motivation for at udrette noget, mens mange brødfødes af staten.

Protester mod en række faktuelle fejl har fået Trish Regan til delvist at trække i land, men Sørine Gotfredsen har i Kristeligt Dagblad påpeget, at beskrivelsen i Fox News faktisk ligger ret godt på linje med, hvad der ellers er blevet sagt om Danmark op gennem historien. Allerede i 1692 skrev englænderen Robert Molesworth efter et ophold i Danmark: ”Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens…”

Lars Hedegaard har også forholdt sig til Fox-sagen og påpeget, at danskernes villighed til at betale høje skatter er baseret på landets høje grad af ensartethed og borgernes tillid til hinanden.

I det store hele, har danskerne ikke noget imod at betale til velfærdsstaten, fordi de ved, at pengene vil gå til andre danskere som dem selv, og fordi de let kan forestille sig situationer, hvor de eller deres også kunne have brug for hjælp.

Hver gang politikere foreslår skattelettelser, bliver de er mødt med voldsom modstand: Javel, du ønsker at sænke skatterne? Hvilken del af velfærdsstaten er du villig til at amputere? Og dermed slutter debatten!

Ifølge Hedegaard er danskere – i modsætning til de amerikanske socialister og Sanders-tilhængere, der vinder indpas i det demokratiske parti – i stigende grad opmærksom på, at velfærdsstaten ikke kan opretholdes i en situation med helt fri indvandring. Et politisk parti, der går ind for “ingen grænser”, kan aldrig vinde et dansk valg.

https://www.gatestoneinstitute.org/12881/denmark-welfare-socialism

Den etablerede presse i USA og i Europa har siden topmødet mandag den 16. juli i Helsingfors mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, fokuseret på Trump-udtalelser på det efterfølgende pressemøde om dennes tillid til henholdsvis FBI og Putin, når det gælder svarene om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Mens Donald Trump selv har karakteriseret mødet som endnu bedre end NATO-mødet ugen inden, fremstilles præsidenten som lallende idiot og Putins skødehund, mens de færreste har ulejliget sig med at vurdere mødets politiske betydning.

Af den frådende presse og politiske opposition får man det indtryk, at møderne mellem præsidenterne i USA og Rusland tangerer landsforræderi.

Selvom mødet i Helsinki var uden en formel dagsorden og uden for referat, tyder noget på, at Trump kan have ret i sin opfattelse af mødet. I hvert fald er der allerede overvejelser om konkret opfølgning med et besøg af Vladimir Putin i Washington.

Topmøder mellem USA og Rusland

Siden den russiske revolution i 1917 har topmøder mellem den amerikanske præsident og først den sovjetiske leder – siden den russiske præsident – været højdepunkter selv uden konkrete resultater. Landene har altid haft og har forsat afgørende global betydning. Topmøder mellem Roosevelt og Stalin, Reagan og Gorbatjov, Clinton og Jeltsin gennem årene endte alle i store gennembrud med konsekvenser for verdensordenen.

Kan Trump og Putin gøre det samme?

Vladimir Putin er tydeligvis ikke parat til at give Trump noget principielt på centrale problemstillinger i relation til Ukraine og Krim.

Donald Trump er samtidig bundet i sin ruslandspolitik, der ikke længere formuleres i Det Hvide Hus, men i den amerikanske kongres. Selv hvis Putin havde været parat til at handle, kan Trump ikke give indrømmelser på f.eks. sanktionspolitikken.

Alligevel er svaret ja. Det er der to grunde til, der skal ses i sammenhæng. For det første har begge enorm selvstændig beslutningskompetence globalt, og for det andet har de en åbenlys interesse i at hjælpe hinanden: Trump vil sænke omkostningerne for USA ved at være en supermagt, og Putin vil gerne sikre Ruslands indflydelsessfære i Mellemøsten.

Fælles kritisk syn på den internationale verdensorden

Selvom USA og Rusland ikke er allierede og venner – ”vi er konkurrenter, vi har modstridende interesser, men det kan vi enten forhandle om eller gå i krig over” – er der fælles interesser. Den afgørende basis for aftaler er deres fælles syn på verdensordenen, og begge ser primært den regelbaserede internationale orden som en brik, der kan spilles, når det er opportunt, men ikke som en grundlæggende værdi, som skal forsvares i egen ret.

Rusland har siden Sovjetunionens sammenbrud haft svært ved at trænge igennem med sine synspunkter i det ”gode selskab” i FN. Rusland har møjsommeligt skulle opbygge en position i FN og i mange af særorganisationerne, hvor Sovjetunionen af politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige grunde ikke havde været medlem.

Rusland har en tid lang forsøgt at fremme sin indflydelse på den internationale verdensorden gennem samarbejdet med BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) – fra 2010 BRIKS, da Sydafrika blev inkluderet. Efterhånden er man i Moskva nået frem til samme erkendelse som USA: Den konventions- og aftalebaserede internationale orden er et system, der kan udnyttes, når det er opportunt, men ikke som en grundlæggende værdi, som skal forsvares i egen ret. Ydermere søges systemet ofte af kritikere af stormagterne brugt mod deres interesse.

Amerikanske FN-reservationer

Længe inden Donald Trump blev præsident har der i den amerikanske mentalitet og historie ligget en modstand mod FN, som de har set som en stor, centraliseret statsmagt, der – for amerikanernes egene penge – definerer hvad der er politisk korrekt og fortæller, hvordan USA bør opføre sig. Der er dermed en vis dobbelthed i den amerikanske holdning over for internationale love og regler. På den ene side har USA altid talt for demokrati, menneskerettigheder og samarbejde, men på den anden side ønsker man ikke at opgive USA’s styrke og lade sig udnytte for at please en svigefuld verdensopinion.

Denne fælles opfattelse var en væsentlig årsag til, at Trump sagde ja til et topmøde med Putin uden at betinge sig ret til at viderebringe verdenssamfundets kritik af Ruslands ageren på Krim og i det østlige Ukraine. Overlever Trump sin første præsidentperiode og genvælges, har makkerparret Trump og Putin alle muligheder for at ændre spillereglerne globalt – og dermed trodse den amerikanske kongres og USA’s vestlige allierede.

Det bør erindres, at Paris-aftalen fra 2015 inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf, langt fra den eneste internationale aftale, som USA ikke har underskrevet.

Den Internationale Straffedomstol, som blandt andet dømmer i sager om krigsforbrydelser, og Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention, der tillader kontrolbesøg i de enkelte landes fængsler, har USA heller ikke underskrevet.

Faktisk har det længe før Donald Trump blev præsident været snarere reglen end undtagelsen, at USA lader være med at tilslutte sig bindende internationale aftaler.

Kun to lande er ikke en del af FN’s Børnekonvention fra 1989, som blandt andet forbyder børnesoldater og henrettelser af personer under 18 år. De to lande er Somalia og USA. I 1997 vedtog verdens nationer at forbyde produktion og brug af landminer. Ti lande stemte imod aftalen: Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Iran, Irak, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og USA. Samme år stod 178 lande bag Kyoto-protokollen, der skulle begrænse den globale opvarmning. Først skrev USA under, men i 2001 kaldte præsident Bush underskriften tilbage.

En gennemgang af de traktater, som verdens lande har vedtaget i FN gennem de seneste knap tres år viser, at USA sjældent er en del af dem. Samtidig er de konventioner, som supermagten faktisk har ratificeret, fulde af amerikanske forbehold.

USA’s modstræbende holdning til konventionerne kan virke mærkelig, når man tænker på, at det netop var amerikanerne, der efter Anden Verdenskrig var den drivende kraft bag formuleringen og vedtagelsen af Erklæringen om Menneskerettighederne i 1948, men den amerikanske skepsis er faktisk ikke ny. Holdningen støttes især af ideologer i det republikanske parti, som argumenterer for, at amerikanere og europæere ikke deler det samme verdensbillede. Donald Trump mener grundlæggende, at EU, der er etableret som modvægt til USA (og Kina) bevæger sig ind i en verden af love og regler og mellemstatslige forhandlinger med en USA-fjendtlig grundtone.

USA, derimod, må forsvare sine interesser i en verden, hvor internationale love og regler efter amerikanernes opfattelse ikke er til at stole på, hvor handelsaftaler er til ugunst for USA, og hvor virkelig sikkerhed og forsvaret og promoveringen af liberale værdier stadig er afhængig af besiddelsen og brugen af rå økonomisk og militær magt.

Donald Trump mener simpelthen, at europæerne bortset fra UK er tvivlsomme allierede – en flok tøsedrenge, der dækker sig bag et ukampdygtigt FN, hvor beslutningerne tager alt for lang tid, fordi samarbejdet bygger på konsensus.

Længe inden Donald Trump har der i den amerikanske mentalitet og historie ligget en modstand mod FN, som afslører en vis dobbelthed i den amerikanske holdning over for internationale love og regler. På den ene side har USA altid talt for demokrati, menneskerettigheder og samarbejde, men på den anden side ønsker man ikke at opgive USA’s styrke.

Holdningen er svær at forstå i et lille land som Danmark, der jo ikke har ret meget at skulle have sagt alene, og derfor altid har set det som en fordel at binde de store lande ind med internationale aftaler.

Er der noget om kritikken af FN?

Medlemslandene kan alle tilslutte sig de overordnede formål med FN-systemet: at sikre international fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, og menneskerettigheder og ligestilling. Men, men – FN’s har siden etableringen i 1945 også haft kroniske problemer med korruption, bureaukrati og galopperende udgifter.

Med årene er FN’s dårligdomme ikke blevet mindre, men selv de største kritikere har tidligere erkendt, at hvis FN-systemet ikke fandtes måtte vi formentlig opfinde det. Der har faktisk været forslag om, at man helt skrottede FN og skabte en ny, mindre og mere effektiv organisation. Argumentet har været, at det FN vi kender i dag, har alle de dårlige tegn på en aldrende organisation – for store faste udgifter, for meget infrastruktur og for meget korruption. Den eneste måde at løse problemet, er at skrotte organisationen og starte forfra.

Problemet er, at en væsentlig del af kritikken kommer fra den absolut største donor – USA. Præsident Donald Trump har i FN’s Generalforsamling afstået fra at kritisere organisationens bias mod USA, men sagt, at FN aldrig har “nået sit fulde potentiale” på grund af “bureaukrati og dårlig forvaltning”.

Trump er ikke den eneste, der har kritiseret FN for at være ineffektiv og argumenteret for, at institutionen er forældet og overflødig. Andre har hævdet at FN stadig er yderst vigtig for at bevare fred og stabilitet i verden.

Trump opfordrede alle medlemslande til ”at have modet til at se realiteterne i øjnene, erkende at tiden ikke er til business as usual, og opgive positioner og metoder, der havde vist sig ikke at fungere”.

Trump har også givet udtryk for, at efter hans opfattelse ydede ikke alle medlemslande deres rimelige andel, og at en væsentlig byrde uretfærdigt hvilede på USA: “Vi skal sørge for, at ingen medlemsstater skal bære en uforholdsmæssig stor del af byrden, det være militært eller økonomisk. Vi kræver også, at alle fredsbevarende missioner har klart definerede og verificerbare resultatmål.”

Donald Trump havde faktisk under den amerikanske præsidentkampagne talt for nedlæggelsen af FN, men har siden valget talt om USA fremadrettet vil være ”partner”. Det lykkedes for USA under forhandlingerne om budgettet for 2018-2019 at få budgettet reduceret med 5 pct. til 5,4 mia. dollars.

USA har desuden trukket sig fra Paris-aftalen om klima og tilbageholdt betalingen til en række klimarelaterede FN-programmer.

Andre end USA har stillet spørgsmål ved FN’s evne til at sikre international fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, og menneskerettigheder og ligestilling.

Er FN uden betydning?

I de seneste internationale kriser – den syriske borgerkrig, ISIL’s indflydelse, den russiske annektering af Krim og invasion i det østlige Ukraine og flodbølgen af mennesker, der skyller op på græske og italienske kyster, drevet af volden i Syrien og håbløsheden i Afrika – for slet ikke at nævne de talløse konflikter i Yemen, Afrika, forholdene i det Sydkinesiske hav, håndteringen af atomvåben i Nordkorea og Iran – spiller FN stort set ingen rolle.

Det skal retfærdigvis siges, at FN ikke er enestående. Andre internationale institutioner svigter også og udstiller svaghederne ved de internationale overenskomster og aftaler, der blev etableret efter anden verdenskrig netop for at forebygge sådanne kriser eller løse dem, når de var en kendsgerning. Den regelbaserede internationale orden er i fare, multilaterale aftaler er ikke længere mulige og det internationale anarki truer.

Når det kommer til krig og fred, har FN demonstreret sin impotens, men også betydningen af IMF, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, WTO, er svindende.

Reformbestræbelser

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande en lang tradition for at være aktive i arbejdet med at reformere FN. Vi har sammen arbejdet for at styrke FN’s fredsbevarende operationer og andre dele af FN’s arbejde. Tilbage i 1990’erne deltog vi i flere nordiske FN-reformprojekter med særlig vægt på det økonomiske og sociale område.

Efter de koordinerede al-Qaeda terrorangreb mod USA den 11. september 2001, krigen i Afghanistan i oktober 2001 og USA’s enegang – sammen med en koalition af frivillige lande, bl.a. Danmark – i krigen i Irak fra marts 2003, prøvede FN’s daværende Generalsekretær Kofi Annan i perioden 2003-06 at genoprette FN’s troværdighed og rolle som det naturlige organ for international sikkerhedspolitik.

Generalsekretæren erkendte, at FN er nødt til at kunne reagere på de nye former for trusler som kommer fra terrorist-netværk og stater, der enten støtter terrorister eller truer freden. En antiterror-konvention er blot et af mange tiltag, som skulle gennemføres for at genoprette FN’s rolle. Der skulle også indføres et sæt spilleregler for, hvordan FN kunne foretage præventive angreb og der skulle laves nye regler for FN’s menneskerettighedskommission, så lande, der bryder menneskerettigheder, ikke længere kan blive medlemmer. FN har lidt ubodelig skade på sin troværdighed ved at give lande som Libyen, Sudan, Saudi Arabien og Syrien plads i kommissionen. I lyset af skandalen om svindel med FN-penge i olie-for-mad-programmet i Iraq, skulle der også være bedre kontrol med økonomien.

Danmark var stadig sammen med de øvrige nordiske lande aktive og støttede op om de reformprocesser Kofi Annan igangsatte.  Der skete visse justeringer indenfor menneskerettigheder, til nye strukturer for FN’s fredsopbyggende indsats, større samarbejde og integration af det samlede FN-systems indsatser på landeniveau og – i 2010 – til etableringen af organisationen UN Women.

Der er også mange, der håber, at Millenniumudviklingsmålene, der blev vedtaget i 2015, har levetidsforlænget FN. Med målene er der i hvert fald skabt en 15-årig global ramme for landenes kollektive bestræbelser for at reducere sult og hæve sundhedsstandarderne.

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: ”Lad være med at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det” besvares øjeblikkelig med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil lide konsekvenser, som kun få gennem historien har mærket før dig”.

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, kan meget vel være optakten til direkte møder mellem præsidenterne for USA og Iran? I hvert fald så vi et lignende mønster forud for Trumps møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran fra begyndelsen af august igen i kraft.

Præsident Trump har samtidig bebudet, at han til november vil præsentere yderligere sanktioner, der især vil være rettet mod Irans olieeksport. Sanktionerne vil omfatte udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der handler med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked.

Siden det amerikanske præsidentskifte har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA. Spørgsmålet er om Donald Trump kan overtale Kina og Rusland til også at lægge pres på Iran?

Temaer på et møde med præsident Rouhani

Hvis det lykkes at arrangere et møde mellem Donald Trump og Hassan Rouhani vil ikke kun Irans atomprogram være på dagsordenen. Irans udvikling af ballistiske missiler og cyper-aktiviteter, samt Irans destabiliserende aktiviteter i regionen via organisationer som Hizbollah i Libanon og Houthi-bevægelsen i Yemen er også vigtige for USA og allierede som Israel og Saudi Arabien.

Konflikten med Iran

USA og Vestens problemer med Iran er ikke af nyere dato. Siden den seneste islamiske revolution i Iran i 1979, hvor ayatollah Khomeini kom til magten, har Vesten været på kant med den store persiske nation.

Men forholdet til USA har i særdeleshed været belastet siden islamiske studenter den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Den amerikanske regering har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah. De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

FN-sanktioner

Irans manglende samarbejde med IAEA om atomprogrammet betød, at FN også fordømte Iran, og de sanktioner, som FN indførte mod Iran, blev efter 2006 gradvist skærpet. Sanktionerne blev iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea og havde følelige effekter på Irans økonomi. Olieeksporten faldt fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder om dagen i 2015, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløsheden er betydelig. De begrænsede muligheder har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor veluddannede iranere er emigreret til udlandet. Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system har betydet, at valutaen, den iranske rial, tabte en stor del af sin værdi i forhold til dollar og forårsagede en betydelig inflation, hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin er skudt i vejret.

Sanktionernes betydning for Irans økonomi

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale med USA, og dermed ophævelsen af stærkt generende sanktioner:

•                          Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas

•                          Forbud mod at forsikre iranske olietransporter

•                          Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet

•                          Forbud mod indrejse til USA og EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram

•                          Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner

•                          Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran

Mens Irans økonomi var i en dyb recession i årene før atomaftalen, har Den Internationale Valutafond, IMF, rapporteret, at Irans BNP voksede med 12,5 pct.  i det første år efter aftalen, og at væksten inden USA trak sig ud af atomaftalen lå på omkring 4 pct. Den første umiddelbare vækst kunne næsten udelukkende henføres til stigningen i olieeksporten, der fra under 1 million tønder steg til 2,5 millioner tønder dagligt.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU en tid, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Den iranske valuta, Rial, er faldet drastisk i forhold til amerikanske dollar og mange iranere har forsøgt at bevare værdierne ved at købe hård valuta.

Iagttagere rapporterer, at mere end 30 mia. dollars er trukket ud af Iran i det første kvartal af 2018.

Den iranske regering forsøger at udøve streng kontrol med valutamarkedet og der er indført en grænse på 12.000 dollars for besiddelse af udenlandsk valuta.

Arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. De umiddelbare stigninger i olieindtægterne efter atomaftalens indgåelse i 2015 er især tilgået det statslige system, og har endnu ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

Ændret holdning i USA

USA’s tidligere præsident, Barack Obama, fik allerede i oktober 2009 Nobels fredspris 2009 “for hans ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og mellemfolkeligt samarbejde.” Nobelkomitéen offentliggjorde prisvinderen den 9. oktober 2009 – mindre end 10 måneder efter Obamas overtagelse af præsidentembedet. Tildelingen af den prestigefyldte pris skete næppe på baggrund af faktisk gerning, men mere som anerkendelse og forhåbninger til resultaterne af Obamas erklærede vilje til atomnedrustning, samt hans ønske om at genoprette internationale relationer, hvor han dengang specielt refererede til den muslimske verden.

Spørgsmålet er, i hvilket omfang hensynet til Barack Obamas eftermæle havde indflydelse på forhandlingerne om Irans atomprogram, og det åbenbare pres fra den daværende amerikanske præsident for en aftale inden præsidentperiodens udløb.

Selvom en atomaftale ikke i sig selv ville skabe fred i Mellemøsten, var det åbenbart vigtigt for Obama at lukke fronten mod Iran. Han ønskede at orientere USA mere mod Asien, og hvis han kunne afslutte handelsforhandlingerne om en Pacific Trade Pact, PTP, og tvinge den igennem kongressen, ville det have en varig effekt, der ville pynte på hans udenrigspolitiske eftermæle. Det samme gjaldt, hvis han formåede at lukke TTIP-aftalen med EU. På klimaområdet masserede Obama verden, specielt Indien og Kina, i retning af en større indsats på klimaområdet, og det gav som bekendt resultat i form af en aftale på klimakonferencen, COP21 i Paris i slutningen af 2016. Det var også Barack Obamas håb, at genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Cuba efter 50 år ville blive medtalt som en væsentlig sejr for Barack Obama.

Udover Barack Obamas forfængelighed og hensyn til eftermælet, spillede det dog nok så stor en rolle, at i 2014 blev hverken Iran eller Nordkorea set som USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget Islamisk Stat. Her forekom det shiamuslimske Iran at være en sikker allieret. Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Irak. I forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Atom-aftalen

Under alle omstændigheder blev de langvarige forhandlinger i Lausanne i Schweiz mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der bestod af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien. Dertil kom Tyskland og EU – den 14. juli 2015 afsluttet med en aftale.

Omverdenens sanktioner mod Iran vil gradvist blive ophævet, når det er bevist, at Iran lever op til sin del af aftalen – dvs. under forudsætning af en tilfredsstillende implementering af atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action).

Aftalen indeholder bl.a., at

• Sanktionerne mod Iran lempes i takt med at landet beviseligt overholder sine forpligtigelser.

• Hvis Iran på noget tidspunkt ikke overholder dets forpligtigelser, genindføres sanktionerne øjeblikkeligt.

• Iran er gået med til ikke at bygge nye faciliteter med det formål at berige uran i 15 år.

• Iran er gået med til ikke at berige uran over 3,67 procent i mindst 15 år.

• Det nuværende lager af omkring 10.000 kilo lavt beriget uran skal reduceres til 300 kilo

• Antallet af centrifuger skal reduceres fra 19.000 til 6104.

• Alle overskydende centrifuger og faciliteter til berigelse af uran skal opbevares under overvågning af IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur.

Et vigtigt punkt er, at aftalen ikke vil forhindre Irans atomprogram, men hvis Iran – i strid med aftalen – vil søge at udvikle et egentligt atomvåben, giver aftalen omverdenen et varsel på omkring 12 måneder.

Modstand mod aftalen

Præsident Barack Obama havde sit besvær med at overbevise Republikanerne og mange Demokrater, der var stærkt bekymrede for, om præsidenten med aftalen satte sikkerheden for USA og Israel på spil. Modstanderne var betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne vil øge Irans årlige indtægter med hundreder af milliarder dollars og ikke definitivt fjernede Irans potentiale til at genoptage arbejdet på atomvåben, der kan true USA og amerikanske partnere og allierede.

Det blev også påpeget, at aftalen ikke forholdt sig til Irans program for udvikling af avancerede interkontinentale ballistiske missiler, der potentielt kan true ikke kun regionen, men hele verden.

Mange modstandere var ej heller trygge ved, at atomaftalen med Iran ikke begrænsede Irans destabiliserende regionale aktiviteter. Siden Trump afløste Obama, har det officielle USA ikke lagt skjul på kritikken af, at Iran gennem den shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og gennem The Islamic Revolutionary Guard Corps (IRGC) bidrager til konflikter i Libanon, Syrien, Irak. Den iranske finansiering af blodtørstige militser i Irak, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza har som mål at udvide og konsolidere den iranske indflydelse over hele Mellemøsten.

Det spørgsmål, der allerede i 2015 blev stillet i USA af blandt andre præsidentkandidat Donald Trump var, om man ikke bare burde have fortsat og intensiveret sanktionspolitikken, som syntes at virke? Hvorfor ikke presse Iran til helt at opgive atomprogrammet? Hvorfor dette kissejav?

I Barack Obamas lejr og blandt tilhængerne af en aftale blev det argumenteret, at sanktionerne ikke virkede. Økonomisk rammer sanktionerne i flæng, og nok er Irans økonomi berørt, men den almindelige befolkning lider og amerikanske og europæiske økonomiske interesser blev også ramt, mens sanktionerne ikke afholdt Iran fra at opbygge et stort antal centrifuger og andre elementer i atomprogrammet.

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

En Iran-aftale, der sikrer en advarselsperiode på mindst et år, før Iran kan have et våben klar, vil slet ikke løse atomvåben-problemerne i Mellemøsten, hævder kyndige iagttagere. Israel har allerede 200 nukleare sprænghoveder, og Saudi Arabien menes – som en sikkerhedsforanstaltning – for længst at have købt sig ind i Pakistans atomarsenal. Tyrkiet og Ægypten menes også at have ambitioner, om at kunne armere sig selv i påkommende tilfælde. Videnskabeligt og teknisk har disse lande utvivlsomt kapaciteten, og spørgsmålet er derfor, om Iran-aftalen vil starte et nyt våbenkapløb i Mellemøsten?

USA og Donald Trump

Umiddelbart efter Trumps indsættelse i januar 2017 var der tvivl om, hvilken rolle USA ville spille internationalt fremover. Gradvist er tvivlen om USA’s synlige og mærkbare tilstedeværelse på verdensscenen blevet bortvejret, og Trumps uforsonlige holdning til Iran har været tydelig.

Den 18. december 2017 præsenterede Donald Trump den Nationale Security Strategy, NSS, der fastslår, at:

“Our government’s first duty is to its people, to our citizens – to serve their needs, to ensure their safety, to preserve their rights, and to defend their values.”

Den nationale sikkerhedsstrategi, NSS, er en vigtig markering for enhver amerikansk præsident, hvor det amerikanske folk, USA’s allierede og samarbejdspartnere og føderale institutioner præsenteres for præsidentens syn på nationens sikkerhed. Præsident Trumps NSS afspejler ikke overraskende hans opfattelse, at regeringens primære forpligtelse er ”America First” som dermed også er udgangspunktet for USA’s lederskab i verden. USA vil stræbe efter bedre handelsaftaler, for ”economic security is national security”, og Trump understreger, at:

“A nation that does not protect prosperity at home cannot protect interests abroad. A nation that is not prepared to win a war is a nation not capable of preventing a war. A nation that is not proud of its history cannot be confident in its future. And a nation that is not certain of its values cannot summon the will to defend them”.

Iran trussel mod USA

I Donald Trumps National Security Strategy identificeres Iran blandt de største trusler mod USA.

NSS kræver uhindret tilgang til at forholde sig til Irans destabiliserende aktiviteter. “Det iranske regime sponsorerer terrorisme rundt om i verden”, siger NSS. “Det udvikler avancerede ballistiske missiler og har potentiale til at genoptage sit arbejde på atomvåben, der kan true USA og vores partnere.”

NSS fastslår også, at “Iran, the world’s leading state sponsor of terrorism, has taken advantage of instability to expand its influence through partners and proxies, weapon proliferation, and funding. It continues to develop more capable ballistic missiles and intelligence capabilities, and it undertakes malicious cyber activities. These activities have continued unabated since the 2015 nuclear deal. Iran continues to perpetuate the cycle of violence in the region, causing grievous harm to civilian populations.”

NSS omtaler Mellemøsten og Israel: “Today, the threats from jihadist terrorist organizations and the threat from Iran are creating the realization that Israel is not the cause of the region’s problems. States have increasingly found common interests with Israel in confronting common threats.”

Trump underkender Iran-aftalen

Allerede den 13. oktober 2017 meddelte Donald Trump, at han ikke ville ”re-certify” Iran-aftalen. Umiddelbart forlød det fra bl.a. den franske præsident Macron, at man var indstillet på at kigge på en bredere aftale, som udover permanentet begrænsninger på Irans kernekraftaktiviteter også ville omfatte iranske missiler og Irans regionale rolle.

Da det kom til stykket, var hverken Iran eller de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) indstillet på at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor trådte USA den 8. maj 2018 officielt ud af aftalen.

Samtidig signalerede Trump, at sanktionerne mod regimet i Teheran ville blive genindført: “As I have said many times, the Iran deal was one of the worst and most one-sided transactions the United States has ever entered into”.

Det er tydeligt, at Donald Trump har større tillid til en strategi hvorefter Iran skal destabiliseres indefra – med politisk og økonomisk isolation og med støtte til oppositionsgrupper i landet.

Status for USA i Mellemøsten

USA og Donald Trump kan konstatere, at IS stort set er nedkæmpet og at USA efter anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad, opsigelsen af atomaftalen og konfrontationen med det shiamuslimske regime i Teheran har genvundet tilliden fra Israel og de sunnimuslimske stater i Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien.

Det er imidlertid et åbent spørgsmål om det vil lykkes for USA at svække Irans indflydelse i Mellemøsten. De ordninger, der bliver etableret i Iraq og Syrien efter den endelige nedkæmpelse af IS bliver formentlig afgørende også for forholdet til Iran. I den forbindelse skal det blive interessant at følge de kommende drøftelser mellem Trump og Putin.

Baggrund om Iran

I de seneste hundrede år har Iran oplevet tre revolutioner og en lang række forskellige oprør: Den konstitutionelle revolution i 1906-7, nationaliseringen af olien i 1950-1953, oprøret i 1963, Shahens “hvide revolution” og “den islamiske revolution” i 1979, reformbevægelsen og studenteroprøret i slut 90erne. Hver revolution har bygget videre på den forrige, men revolutionen i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter krigen med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Regimet i Iran har, trods den nuværende økonomiske krise og sanktionerne, formået at indfri en række sociale løfter til befolkningen på omkring 80 millioner. Selvom armoden er udbredt, er noget sket. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er relativt set velstående i forhold til f.eks. Egypten. Der er adgang til offentligt forsynet elektricitet og rindende vand, omkring 87 procent får naturgas via rørledninger til deres hjem, 99 procent har køleskabe, 97 procent farve-TV, 82 procent mobiltelefoner, 77 procent støvsugere, 64 procent vaskemaskiner, og 20 procent biler. Til gengæld er der betydelige indskrænkninger i basale friheds- og menneskerettigheder.

Der har været spredte folkelige protester mod det iranske regime. Sanktionerne og kursfaldet på den iranske valuta har betydet astronomiske prisstigninger på visse fødevarer. Stigningerne er indtrådt på trods af de løfter om økonomisk fremgang præsident Hassan Rouhani afgav efter underskrivelsen af atomaftalen i 2015. Meget tyder imidlertid på, at i stedet for at investere de stigende indtægter efter de lempede sanktioner i landets velfærd har regimet brugt pengene på at bevæbne Hizbollah og grupper som Iraks Popular Mobilization Units (PMUs). Militsen var oprindelig anti-Islamisk Stat, men har siden vendt sig mod USA og de irakiske kurdere.

Demonstrationerne har udviklet sig fra udgangspunktet i befolkningens umiddelbare økonomiske trængsler til krav om respekt for grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, herunder protester mod kravet om at kvinder skal bære hijab og frigivelsen af politiske fanger. Blandt demonstranternes slagord høres “Død over Rouhani”, “Død over Hizbollah”, “Vi vil ikke have en Islamisk Republik”, “Dræb mullaherne”, og “Frigiv politiske fanger”.

Regimet afviser at demonstrationerne er rettet mod præstestyret, men er grundet i økonomiske problemer.

I forbindelse med uroligheder i flere iranske byer i december 2017 advarede Donald Trump på Twitter: ”Der er meldinger om fredelige demonstranter, der er trætte af, at regimet er korrupt og sløser med landets værdier for at finansiere terror uden for landets grænser. Irans regering bør respektere folkets rettigheder, inklusive ytringsfriheden. Verden holder øje”.

Der er således ingen tvivl om at USA yder moralsk støtte til oppositionen i Iran. Spørgsmålet er, om USA også allerede materielt støtter kritik af det iranske regime?

Sverige går til valg 9. september, hvor der både er valg til riksdagen og lokalvalg.

Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven kæmper, men det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterna, ser ud til at kunne blive det største parti i Sverige ved valget den 9. september 2018. Dermed kan Ulf Kristersson fra det borgerlige Moderaterna måske overtage regeringsmagten.

En meningsmåling udført af den svenske afdeling af Yougov for avisen Metro giver Sverigedemokraterne 28,5 procent af stemmerne – flere end Socialdemokraterna, der står til 22 procent, mens det største borgerlige parti, Moderaterna, står til 17,3 procent.

Andre målinger har fortsat Socialdemokraterna som største parti, men viser klar fremgang til Sverigedemokraterna. Dagens Nyheter har således præsenteret en meningsmåling, hvor Socialdemokraterna står til 24 procent af stemmerne. Sverigedemokraterna står til 20 procent, mens Moderaterna står til 19 procent.

I de seneste meningsmålinger er Socialdemokraterne gået lidt frem, men omkring 25 pct. er lavt for et parti, der for fire år siden fik godt 30 pct. og tidligere havde opbakning fra omtrent halvdelen af alle svenskere.

Indvandring

Svejseren Stefan Löfven, mangeårig fagforeningsboss og leder af Socialdemokraterna siden 2012, har siden 2014 stået i spidsen for en mindretalsregering, der i og for sig ikke har klaret sig så dårlig. Beskæftigelsen i Sverige er øget, statsgælden har aldrig været lavere i de sidste 30 år og de kroniske budgetunderskud er vendt til overskud.

Löfvens og Socialdemokraternes problem er, at indvandring og integration er det dominerende tema i valgkampen og Sverigedemokraterne profiterer af folkestemningen. Löfven og socialdemokraterne har prøvet at anlægge en strammere kurs, men det har været for sent og det er opad bakke.

Det har ikke hjulpet de etablerede partier, at statistikker både fra EU og det svenske Migrationsverket viser, at tilstrømningen af asylsøgere over de svenske grænser faktisk er bremset markant op. I 2015 ankom der 162.877 asylsøgere til Sverige. I 2017 var antallet 25.666, og hidtil er der i år ankommet 9.903 ifølge Migrationsverkets seneste oplysninger.

Sverige er fortsat med i toppen i EUs statistik over modtagerlande for asylsøgere. Danmark ligger eksempelvis markant lavere og modtog i 2017 3.500 asylsøgere. Men ankomsten af asylsøgere til Sverige er nu på niveau med lande som Østrig og Spanien og ikke så langt fra Belgien og Holland.

Men opbremsningen af asylsøgere ved EUs og Sveriges grænser bliver sjældent nævnt i den svenske valgkamp. Selv om antallet er bragt markant ned, er der til gengæld et øget antal familiesammenføringer. Trods skærpede regler er antallet af sammenføringer nu på linje med antallet af nytilkomne asylansøgere.

Desuden har svenske medier og Sverigedemokraterna sat fokus på, at mange afviste asylsøgere ikke bliver sendt tilbage, men fortsat opholder sig i Sverige, mens den administrative opgave med at behandle den store mængde asylansøgere har betydet lange ventetider for asylbehandlingen. Ud af de i omegnen af 21.000 asylansøgere, der venter på en afgørelse, ankom omkring 4.000 af dem i 2015, oplyste Dagens Nyheter i sidste uge.

Socialdemokraterna har indtaget nye standpunkter

Socialdemokraterna og Stefan Löfven er under valgkampen blevet stærkt kritiseret for at have et standpunkt – indtil man tog et nyt!

Da lederen af Kristdemokraterna ved Almedalsmødet i 2016 talte foran vajende svenske flag, blev det af socialdemokraterne karakteriseret som ”vammel nationalisme”. Da Stefan Löfven gjorde det samme under S-kongressen, var det symbol på svensk ”sammenhængskraft”.

Når den borgerlige opposition har agiteret for flere midler til forsvar og politi, er det blevet affærdiget som overbud, indtil S har foreslået det samme. Så er det ansvarlig politik.

På samme måde har det været om indvandringspolitikken – ethvert spørgsmål har været udtryk for ”et amoralsk og forkert menneskesyn”, indtil socialdemokraterne besluttede, at stramninger er rimelige.

Velfærd eller skattelettelser

Udover indvandring er valgkampens store spørgsmål om valget mellem skattelettelser eller udvidet velfærd, hvor socialdemokraterne hidtil har tornet mod de borgerlige krav om skattelettelser.

Samtidig prøver Löfven at værge for sig ved at fokusere på velfærd, men også pensionister og pensionistbeskatning er kommet i fokus i valgkampen. Nu er det pludselig socialdemokratisk politik, at der skal investeres i øgede pensioner, så alle kan regne med at få 70 procent af deres endelige løn. Samtidig har S under valgkampen foreslået at sænke skatterne på pensionister. Finansminister Magdalena Andersson har ifølge Aftonbladet lovet ”att en miljon svenska pensionärer ska få sänkt skatt”.

Nu er det altså pludselig rigtigt og ansvarligt at sænke skatten?

Som det hævdes: Alt er moralsk anløbent – lige indtil Socialdemokraterne vedtager at det er rimeligt!

Hvem har patent på det svenske ”Folkehem”?

Sverigedemokraterne har svaret med at lancere partileder Jimmie Åkessons nye bog om ”Det moderna folkhemmet”. Titlen er et slag i ansigtet på socialdemokraterne, der i årtier har haft patent på det svenske ”Folkehjem”.

Efter valget for 4 år siden var der blandt de etablerede partier enighed om at boykotte Sverigedemokraterna, og selvom der var borgerligt flertal, kunne Löfven derfor danne en mindretalsregering med Miljöpartiet de Gröna. Partierne er imidlertid lodret uenige om indvandringspolitikken, og det er bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraterne overhovedet ikke nævner koalitionspartneren i valgkampen.

Vil Sverigedemokraterne støtte en regering ledet af Moderaterna?

I takt med at folkestemningen er skiftet, og kritikken mod den hidtidige indvandrings- og integrationspolitik er vokset, er der nye toner overfor Sverigedemokraterna. Hvis Moderaterna skal kunne danne regering, vil man være afhængig af støtte fra Sverigedemokraterna. Uroen ulmer dog på den borgerlige fløj, hvor Centerpartiet og Liberalerne (tidligere Folkpartiet) er indstillet på fortsat at isolere Sverigedemokraterne.

Jimmie Åkesson har under valgkampen antydet, at valgets udfald jo kunne være, at Moderaterna skulle være støtteparti for Sverigedemokraterna – og ikke omvendt!

EU-Kommissionen (Margrethe Vestager) har den 18. januar 2019 godkendt, at den italienske regering kan garantere for et obligationslån til Banca Carige SpA, der kan hjælpe den konkurstruede bank med at styrke kapitalgrundlaget.

“Kommissionen vurderer, at den italienske regerings foranstaltning er målrettet, proportional og tidsbegrænset. EU-Kommissionen har derfor konkluderet, at likviditetsstøtten er i overensstemmelse med EU-reglerne”, har Kommissionen erklæret.

Den italienske statsgaranti kan dække op til 3 mia. euro – 22.5 mia.kr. – og Banca Carige skal betale for garantien, men gebyrets størrelse er ikke oplyst.

Den italienske banksektor

Problemerne i italienske banksektor har været kendt længe. For at undgå et totalt sammenbrud måtte Den Europæiske Centralbank i begyndelsen af januar overtage kontrollen over Banca Carige. Banken er historisk kendt som CAssa di RIsparmio di GEnova e Imperia (Carige), og den er Italiens 10. største bank og har omkring 500 filialer. Banken havde ved udgangen af september indlån for omkring 16 mia. € og siden ECB-indgrebet, er bankens aktier nærmest værdiløse.

Den Europæiske Centralbank har indsat et ledelseshold på seks mand, efter at den italienske banks bestyrelse resignerede efter et fejlslået forsøg på at rejse ny kapital.

Ifølge Reuters har Banca Carige i de seneste år tabt 1,5 milliarder euro – 12,7 milliarder kroner. Baggrunden er ifølge pressekilder “årtiers dårlig ledelse”, dårlige udlån og for stor eksponering i forhold til lokalområdet omkring Genova.

Italienske banker kan ikke klare en stresstest

Banca Carige er langt fra den eneste italienske bank, der har problemer. Krisen i den italienske banksektor er kommet op til overfladen efter de stresstests, som den europæiske centrale bankmyndighed, EBA, løbende gennemfører i forhold til de største europæiske banker. Hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarer sig pænt i testene. Italienske banker derimod er i vanskeligheder som følge af årtiers dårlig ledelse og en alt for stor andel af risikable engagementer i udlånsporteføljen.

Hvordan sikres den kritiske infrastruktur

Forsvarsministeriet offentliggjorde i maj 2018 en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed. Budskabet var, at Danmark skulle opruste i kampen mod digitale trusler. En ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed skulle bidrage til at borgere, virksomheder og myndigheder skulle styrkes i kampen imod cyberangreb og digitale trusler.

Det fremgik, at seks sektorer er særligt sårbare, hvis cyberangreb rammer. Det drejer sig om energi-, transport, tele-, finans-, sundheds- og søfartssektoren. Ved et cyberangreb imod f.eks. et elværk risikerer store dele af landet at gå i stå. Det vil selvsagt have konsekvenser for store dele af vores samfund.

I de seks sektorer findes et virvar af offentlige og private aktører efter et system, som langt fra er gennemtænkt, men opstået som følge af ofte glemte historiske forhold.

En række ministre fra skiftende regeringer har i årenes løb beklaget salget af det daværende Tele Danmarks kobbernet, som den dag i dag stadig er afgørende for internetforbindelsen i mange hjem, til Ameritech.

Men det allerværste eksempel er måske det beredskabsnet, som myndigheder, politi, beredskab, ambulancer og så videre benytter til dagligt og i krisesituationer som ved terrorangreb. Det har Danmark som et af få lande overgivet ejerskabet af til et privat, udenlandsk firma – amerikanske Motorola. Det har der ikke været debat om. I stedet er mange optaget af, om TDC benytter en kinesisk leverandør.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er vores mest kritiske infrastruktur, og hvornår er det nødvendigt ikke blot at beskytte dens it-systemer, men også sikre ejerskabet?

Infrastrukturen på naturgasområdet

Det 100 pct. statsejede Energinet.dk har siden 2005 drevet den danske eltransmissionsinfrastruktur og i forbindelse med salget af DONG Energy blev det politisk aftalt, at de samfundsmæssige hensyn knyttet til DONG Energys naturgasinfrastruktur og olierør skulle sikres ved, at Energinet.dk skulle købe aktiverne på kommercielle vilkår.

Det, der helt præcist blev solgt fra til Energinet.dk var olierørledningerne i Nordsøen, og gasledningerne i Nordsøen, dvs. søledningen fra Tyra-platformen til Nybro, søledningen fra Syd-Arne-platformen til Nybro, og søledningen mellem Tyra- og Harald-platformene og gasterminalen i Nybro.

Regeringen indgik den 1. juni 2017 en bred politisk aftale om at samle det danske gasdistributionsnet i ét statsligt selskab.

I dag er samlingen i realiteten gennemført: Statens selskab, Energinet.dk, ejer Dong Energy’s gamle distributionsnet, Dansk Gasdistribution, med 122.000 kunder, som staten for 2,35 mia. kr. den 1. oktober 2016 købte af Dong Energy forud for selskabets børsnotering.

Energinet.dk overtog allerede den 1. maj 2007 Dongs gaslager i Ll. Torup. Prisen dengang var 2,4 milliarder kroner.

Den 20. oktober 2014 købte Energinet.dk det underjordiske gaslager i Stenlille på Sjælland for en pris på 2,25 milliarder kroner af DONG Energy.

Nature Energy var førhen ejet af otte fynske kommuner, men den 1. maj 2018 overtog Energinet.dk det fynske gasdistributionsnet. De 8 fynske kommuner, der ejede NGF Nature med 55.000 kunder, fik godt 1 mia. kr. for distributionsnettet og samtidig solgte kommunerne selskabets biogas- og kommercielle dele til det britiske selskab Pioneer Point Partners for 1,1 mia. kr.

De 57 kommuner i Hovedstaden, Midt- og Nordjylland, der har ejet HMN Naturgas med 220.000 kunder, solgte tidligere den kommercielle gasdel til elselskaberne SEAS-NVE og Eniig. Salgsprisen er ikke offentliggjort.

Forhandlingerne om salget af selve infrastrukturen – HMN Gasnet – til Energinet.dk har trukket ud. Kommunerne, der ejede HMN Gasnet, krævede en kommerciel pris for distributionsnettet, og prisen for det fynske net med omkring 55.000 kunder, havde skabt forventning om en ganske høj salgspris.

Nu har Energinet og HMN Naturgas indgået en aftale, der betyder, at Energinet senest 1. april 2019 overtager HMN GasNet og dermed gasdistributionsnettet i Nord- og Midtjylland, i hovedstadsområdet samt i Nordsjælland. Prisen er oplyst til 1,809 mia. kroner.

Hermed er hele den danske infrastruktur på naturgasområdet samlet i Energinet.dk.

Infrastrukturen på elområdet

Det har siden 2007 ligget klar, at der var et politisk krav om at den ”kritiske infrastruktur” på elområdet – transmissionsnettet – skulle være ejet af det statslige Energinet.dk.

I forbindelse med den politiske aftale om salget af DONG Energy var det i 2015 forudsat, at DONG Energy fortsat ville eje eldistributionsnettet i København, Frederiksberg og store dele af Nordsjælland.

Udover DONG Energy kontrollerer omkring 45 forskellige selskaber eldistributionsnettet.

I den politiske aftale er det samtidig anført, at en fortsat høj forsyningssikkerhed er afgørende for samfundet.

DONG Energy har efterfølgende skiftet navn til Ørsted, der har samlet eldistributionsnettet i København, Frederiksberg og store dele af Nordsjælland i elforretningen Radius med over en million elkunder på Sjælland.

Energiselskabet Ørsteds bestyrelse har vurderet, at Ørsted ikke er den bedste langsigtede ejer af Radius og et par mindre selskaber, og at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at de overgår til et nyt ejerskab med henblik på at skærpe Ørsteds strategiske fokus og ambition om at skabe et globalt førende selskab inden for grøn energi.

Derfor har Radius været til salg, men salgsprocessen er nu stoppet efter, at den politiske opbakning til salget forsvandt, da Socialdemokratiet meddelte, at man ikke længere støtter processen. SF har hele tiden været modstander af et salg.

Ørsted vil fortsætte med at undersøge, hvordan man kan skille sig af med Radius og de andre forretninger, man gerne vil sælge. Det vil også kunne ske ved en udskillelse og selvstændig børsnotering med samme ejerkreds som Ørsted.

Socialdemokratiet vil kun acceptere et salg, hvis det ender med, at Radius bliver forbrugerejet, eller at staten fortsat har en aktiemajoritet.

Eldistributionen

Der tegner sig nu et politisk flertal for at eldistributionen ligeledes defineres som ”kritisk infrastruktur”.

Udover Radius findes der omkring 45 andre eldistributionsselskaber. Overvejende ejet af andelsselskaber eller kommuner.

Behov for bred politisk aftale

Hvis Socialdemokratiets kriterier – forbrugerejet eller statslig aktiemajoritet – lægges til grund, behøver en bred politisk aftale om at sikre kontrollen over eldistributionen ikke nødvendigvis indebære, at de mange elnetselskaber, som i de seneste år har haft travlt med at opkøbe og fusionere med hinanden, skal nationaliseres og samles i ét statsligt selskab. Et krav om, at staten træder til, hvis der ikke kan opnås enighed med et af de eksisterende, forbrugerejede selskaber, når et elnet skifter hænder, er en enkel og pragmatisk løsning.

Kritisk infrastruktur på andre områder

Alle problemer vedrørende kritisk infrastruktur er ikke hermed løst.

Hvad skal vi gøre med de ca. 400 fjernvarmedistributionsselskaber, samt ca. 2.500 vanddistributionsselskaber – hvoraf de 220 er under vandsektorloven, som omfatter alle kommunalt ejede vandforsynings- og spildevandsforsyningsselskaber samt private vandværker, der sælger mere end 200.000 kubikmeter vand om året?

På lufthavns- og teleområdet er det desværre for sent at gøre noget.

Naturen og biodiversiteten i Danmark er truet fra mange sider. På 40 år er der forsvundet 3 millioner fugle fra Danmark, vi har set en halvering af antallet af bier. Det er samtidig en kendt sag, at katte er et alvorligt problem for biodiversiteten.

Huskatten er et husdyr, og katte burde som andre husdyr mærkes og holdes hjemme, så de ikke skader naturen! Disse krav overholdes imidlertid ikke altid for de mange tusinde huskatte, og hertil kommer de omkring 500.000 mere eller mindre forvildede herreløse katte, der lever i Danmark.

Katte holder ikke nødvendigvis rotter og mus fra døren, og det vides ikke hvor mange fugle, harekillinger, agerhøns m.v. der hvert år udryddes af katte. Et forskningsprogram har givet et fingerpeg om problemets alvor. De foreløbige resultater viser, at ud af 72 mærkede agerhøns, blev 60 pct. dræbt på reden og i 15 pct. af tilfældene var årsagen kat. Truslen mod biodiversiteten fra katte er afgjort et emne, vi skal tage alvorligt.

Erfaringer i Australien

I Australien dræber vilde katte hvert år 316 millioner fugle. For tamkatte er tallet 61 millioner. Det vurderes, at katte sandsynligvis er med til at drive flere fuglearters tilbagegang.

Men det er ikke kun de australske fugle, der er truet. Kattene er nemlig også voldsomt glade for krybdyr – og det er et stort problem for de slanger, der lever naturligt i den australske natur. Katte er dermed en direkte konkurrent til slanger i kampen om byttedyrene og skader dem.

I Australien er biodiversiteten under hårdt pres, og ifølge landets miljøministerium er over 1.700 arter truet, og hele økosystemer på vej til at blive udryddet. Over 50 arter af pattedyr er kritisk truede.

Katte har ifølge miljøministeriet været med til at udrydde mindst 27 oprindelige arter og truer yderligere 120 arter mod udryddelse. Så i Australien er der gode grunde til at skyde katte.

I Australien besluttede myndighederne i 2015, at katte skulle på listen over skadedyr, og alle delstater og territorier i Australien blev enige om at fange og dræbe millioner af katte frem til år 2020.

Dengang lød vurderingen fra landets miljøminister Greg Hunt, at op mod to millioner katte ville blive indfanget og dræbt inden år 2017. I samme ombæring refererede han til katte som »tsunamier af vold og død for landets oprindelige dyrearter« i et interview med den australske tv-station ABC.

Selvtægt i Danmark

I Danmark er der forlydender om, at borgere har taget sagen i egen hånd og systematisk skyder tamkatte såvel som herreløse vildkatte, der måtte forvilde sig ind i villahaven.

Selvom der af hensyn til biodiversiteten kan være god grund til at skyde katte, skal man være opmærksom på emnets kontroversielle karakter. Skydning af katte vækker stærke følelser i befolkningen, hvilket også er årsagen til, at muligheden for nedskydning af ejerkatte (efter forudgående advarsel) blev taget ud af Mark- og vejfredsloven ved revisionen i 2014.

Spørgsmål et er, om tiden ikke er inde til, at ansvarlige borgere retter henvendelse til landets justitsminister med henblik på at få lagt den nødvendige indfangning og aflivning af de 500.000 herreløse katte i lovlige rammer?

Det Danske Filminstitut oplyser den 3. juli 2018, at Lotte Svendsen den 1. september tiltræder som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm.

Senest har Lotte Svendsen instrueret for DR.

Direktøren for filminstituttet udtaler, at ”Med Lotte Svendsen som børnefilmkonsulent har vi fået en markant profil med dybt og indgående kendskab til at lave film til børn og unge. Hun besidder samtidig den nysgerrighed og åbenhed, der skal til, for at kunne se potentialet i andres projekter. Lotte Svendsen har et skarpt øje for moderne børn og deres mediebrug og de krav, det stiller til fremtidens film til børn og unge.”

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”.

Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC. Plottet var i BBC-versionen, at vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er endnu ikke offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Instruktøren Lotte Svendsen

Instruktøren af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” er Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program det kan man simpelthen ikke tillade Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik.

Danskerne skal stemme til EU-Parlamentsvalget, der afholdes 23.-26. maj 2019. Danmark har i dag 13 medlemmer af EU-Parlamentet. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sidder på hver tre mandater, De Radikale har to, mens Venstre, SF, Konservative og Folkebevægelsen mod EU er repræsenteret af et medlem hver.

Derudover er Rikke Karlsson, der blev valgt på Dansk Folkepartis liste, løsgænger.

Ved det seneste EU-parlamentsvalg, der fandt sted i 2014, blev Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt den største stemmesluger af alle danske kandidater. Mere end 460.000 vælgere satte kryds ved DF-spidskandidaten, der undervejs i valgperioden har været centrum i en sag om misbrug af EU-midler.

Ved næste års valg stiller Enhedslisten for første gang op under eget navn. Partiet har hidtil bakket op om Folkebevægelsen mod EU. Men ved næste valg kan vælgerne sætte kryds ved liste Ø.

Den britiske exit udløser en nedskæring og omfordeling af pladserne i Europa-Parlamentet fra valget næste år. Danmark får igen 14 medlemmer af Europa-Parlamentet i stedet for de 13, der er i dag.

Alt i alt betyder omfordelingen, at vælgerne i de 27 lande, der fortsætter i EU, skal stemme 705 politikere ind i det nye Europa-Parlament. Otte andre lande står ligesom Danmark til at få en ekstra plads; Irland står til to nye pladser, Italien og Holland står til hver tre, mens Frankrig og Spanien står til hver at få fem pladser mere.

For 13 lande sker der ingen forandring. Der er heller ingen, der mister nogle af de pladser, de har i dag.

Allerede nu kan det forudses, at en række temaer vil dominere valgkampagnen op til parlamentsvalget.

Udlændingepolitikken

I Danmark og det meste af Europa er spørgsmålet om håndteringen af flygtninge- og indvandrere det vigtigste politiske emne i dag.

I valgkampen op mod parlamentsvalget i 2019 må det forventes, at både europæiske og nationale politiske ledere vil være under pres. Vi har set befolkningerne i andre EU-lande reagere – senest ved det italienske valg.

Udlændingepolitikken har allerede sat den nye tyske regering under pres. Indenrigsminister, Horst Seehofer fra Angela Merkels søsterparti, CSU, kræver, at asylansøgere skal afvises ved den tyske grænse, hvis de allerede er registrerede som asylansøgere i et andet EU-land.

Angela Merkel vil prøve at finde en EU-løsning senest på det kommende EU-topmøde den 28.-29. juni.

Opgøret i Tyskland drejer sig om et fuldstændig afgørende problem for EU-landene: Når folk kommer til et lands grænse og siger ”asyl”, skal de så lukkes ind for at få deres sag vurderet? Skal de også lukkes ind når vi ved, at når de først er kommet ind, er de meget svære at få ud igen?

Nu taler flere politiske ledere om at flytte asylbehandlingen til et sted uden for landets grænser. Hvis man får afslag, kommer man aldrig ind i landet.

Denne idé indgår herhjemme i Socialdemokratiets udlændingepolitiske oplæg ”Retfærdig og realistisk” og statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, at han har drøftet med andre EU-lande om at oprette et fælles modtagecenter for asylansøgere. Det skal være i et land, der ikke er særlig attraktivt for asylansøgere. Her kan man så behandle asylsagerne.

Angela Merkel og EU-formand Donald Tusk har indikeret, at de er parat til at overveje muligheden for at samle asylansøgere i særlige centre, for eksempel i Libyen, så de ikke skal ind i medlemslandene for at få deres asylsag behandlet.  

Uanset om disse overvejelser bliver realiseret, vil håndteringen af flygtninge- og indvandrere være et væsentligt emne i debatten frem mod EU-parlamentsvalget i maj 2019.

EU-budgettet

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, men i det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som Kommissionen præsenterede onsdag den 2. maj 2018 forhøjes budgettet til 1.279 mia. euro. Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Det må antages, at der under valgkampen vil være debat om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Danmark er nettobidragsyder til EU

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på 18-20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger på omkring 10 mia. kroner. Hvis EU-Kommissionens budgetforslag vedtages, kan det betyde, at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med 1 – 2 mia. kroner.

Den danske regering har tilkendegivet, at ”budgettet er for stort, og det skal nedskaleres”. Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.

EU-forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke lagt skjul, at han er grænseløst irriteret over at skulle stå uden for døren og uden for indflydelse på væsentlige poliske spørgsmål. Statsministeren lagde derfor i en tale på Europadagen den 9. maj op til en debat om Danmarks 25 år gamle EU-forbehold.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har også kastet sig ind i diskussionen. I et debatindlæg i Politiken skriver han, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Ny meningsmåling

Det skal blive interessant at følge Venstres forsøg på at genoplive debatten om EU-forbeholdene. Det vil nemlig være op ad bakke, for ifølge en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, er danskerne overhovedet ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, retssamarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og den nye måling viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Retsforbeholdet og forbeholdet mod unionsborgerskab ikke aktuelt

I lyset af den danske folkeafstemning i 2015 er der næppe nogen, der for alvor vil prøve at genoplive debatten om retsforbeholdet. Det vil derfor især være forsvarsforbeholdet og reformerne af De Europæiske Økonomiske og Monetære Union, der vil være i fokus.

Hvad er årsagen til debatten om forsvarsforbeholdet?

Trods den folkelige modstand er debatten om forsvarsforbeholdet alligevel blusset op igen. Man kan undre sig over, hvorfor forsvarsforbeholdet netop nu bliver fremstillet som et problem. Hvem har interessere i et felttog, der synes dømt til at blive tabt?

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det var på høje tid set i lyset af de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor. På den ene side et truende Rusland, og på den anden side kan vi ikke længere negligere vores forpligtelser i NATO og samtidig regne med, at USA i en given situation vil kaste alt til side og betingelsesløst komme os til undsætning.

Med forsvarsforliget viser Danmark omverdenen, at vores forsvar er troværdigt, og vi rent faktisk er i stand til at beskytte territoriet og fortsat kan indgå i internationale missioner.

Men for nogle er det åbenbart ikke nok. Kommercielle, beskæftigelsesmæssige og økonomiske interesser tilsiger et endnu større engagement. Våbenproducenter som TERMA og andre med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne, og Dansk Metal har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer regeringen til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Mod et tættere forsvarssamarbejde i EU

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

I øjeblikket deltager 23 EU-lande i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager dog i andre opgaver i landet i FN-regi. 

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær, og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også et europæisk forsvarsagentur EDA (European Defence Agency), som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Etableringen var et led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro.

EU’s budgetforslag indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte trupper og udstyr rundt.

13 mia. euro vil gå til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, der blev etableret i juni sidste år som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Reformer af den Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er et samarbejde om økonomisk politik, om den fælles valuta euroen og om oprettelse af Den Europæiske Centralbank. Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag den private sektor i hvert fald delvis kan absorbere landespecifikke økonomiske kriser via arbejdskraftens frie bevægelighed og frie, grænseoverskridende kapitalbevægelser og långivning fra de internationale kapitalmarkeder.  Det Europæiske Finanspolitiske Råd (European Fiscal Board) har vurderet, at den private sektor tegner sig for kun 24 pct. af stødabsorptionen i euroområdet mod 62 pct. i USA. I modsætning hertil tilvejebringer de nationale finanspolitiske stabilisatorer i euroområdets i form af offentlige transfereringer dobbelt så stor stødabsorption som i USA.

Gennemførelse af bankunionen og etablering af en egentlig kapitalmarkedsunion for hele euroområdet, vil givet kunne styrke den private sektors evne til at absorbere økonomiske chok og genoprette økonomiske ubalancer, men det vil ikke være tilstrækkeligt til at sikre robustheden af euroen.

Det kræver, at medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ”risikodeling” kan først komme på tale, – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – når og hvis der er opnået en passende ”risikoreduktion” i hvert enkelt medlemsland. Det indebærer at en række landes statsgæld skal nedbringes, ligesom der skal ryddes op i banksektorernes dårlige lån – såkaldte Non Performing Loans, NPL, der er lån med stor risiko for misligholdelse.

EU-Kommissionen har foreslået en fond, der skal støtte reformer, og rentefrie lån til kriseramte lande. Rammen angives til 55 milliarder euro eller godt 410 milliarder kroner, men i betragtning af de monumentale problemer i bl.a. Grækenland og Italien anses beløb af den størrelsesorden for helt utilstrækkeligt.

Bankunionen

Medlemmerne af eurozonen skal være medlem af bankunionen, men selvom Danmark står udenfor euro-samarbejdet, overvejes det at tilslutte sig bankunionen.

Bankunionen i EU indeholder blandt andet et fælles tilsyn med bankerne (Single Supervisory Mechanism – SSM) og en fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker (Single Resolution Mechanism – SRM) inklusive en fælles afviklingsformue. Bankunionen omfatter dermed et fælles banktilsyn, en fælles afvikling af kriseramte banker og en (endnu ikke etableret) indskydergarantiordning

Hovedprincipperne i Bankunionen vedrørende kriser i banksystemet er høje kapitalkrav og kontrolleret håndtering af nødlidende banker.

Kapitalkravene er strammet i flere omgange og vil blive yderligere strammet som følge af Basel IV. Det såkaldte krisehåndteringsdirektiv (2014/59/EU), Bank Recovery and Resolution Directive (BRRD), der trådte i kraft i EU 1. januar 2015, skal sikre en kontrolleret håndtering af truende kriser i banksystemet. Et bærende element i direktivet er reglerne for ”bail-in”, der trådte i kraft i januar 2016. Reglerne betyder, at bankens ejere og kreditorer skal tage deres del af tabene og bidrage med mindst de første otte pct. af passiv-siden. Herudover skal kapitalkravene håndteres af fælles reservefonde under Bankunionen. De lande, der står udenfor Bankunionen, skal anvende nationale reservefonde.

Hele ideen er, at fondene skal sikre, at store banker i krise, hvor problemerne ikke kan håndteres med bail-in, ikke får lov til at udløse en ny finanskrise.

Bankunionen ikke fuldført

Problemet med bankunionen er, at trods betydelige fremskridt siden finanskrisen er den fælles og solidariske garantiordning for indskyderne endnu ikke er på plads. Bankunionen er derfor ikke i stand til fuldt ud at spille den tiltænkte buffer-rolle i en velfungerende europæisk økonomisk og monetær union i tilfælde af finansielle kriser, og dermed er der stadig risiko for, at europæiske skatteydere igen-igen kan blive ramt.

Indskydergaranti

Et af de hovedelementer, der stadig mangler i bankunionen, er en fælles europæisk indskydergaranti til at sikre bankkunders penge i tilfælde af krak. Ikke mindst Tyskland har strittet imod. Den tyske modstand bunder i frygt for at komme til at betale for dårlig økonomisk styring i italienske og græske banker.

Derfor har EU-Kommissionen foreslået en gradvis indfasning af den fælles indskydergaranti, hvor man i første fase skal nøjes med at sikre penge nok til de nationale garantiordninger, der findes i hele EU. Først når der er ryddet op i de nødlidende lån, som banker i flere medlemslande, stadig trækkes med, skal man ifølge det nye forslag overgå til en fælles ordning, hvor man solidarisk deler risikoen. Det kan ikke negligeres, at europæiske banker samlet har 7.075 milliarder kr. ude at svømme i form af dårlige lån -såkaldte Non Performing Loans, NPL, der er lån med stor risiko for misligholdelse. Om en mere gradvis indfasning vil kunne godkendes også af lande som Tyskland vides ikke.

Oprydning i dårlige lån

EU-Kommissionen har bebudet et stort udspil i begyndelsen af det nye år for at reducere omfanget af dårlige og nødlidende lån. Den vil blandt andet foreslå et lovpligtigt forsigtighedsprincip, hvor de fælles tilsynsmyndigheder om nødvendigt kan stille større kapitalkrav til enkelte banker for at sikre sig mod tab.

Indtil alle elementer i bankunionen er realiseret er det i sidste ende EU’s skatteydere, der er bagstopper i forhold til de europæiske banker. Hvis der inden skulle ske så mange krak på samme tid, at den fælles afviklingsfond løber tør for midler, er det skattepenge, der bliver tyet til.

European Monetary Fund, EMF

Når bankunionen er fuldt ud realiseret, kan pengene til bagstopperen ifølge Kommissionens plan komme via eurozonens redningsfond, den såkaldte europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), der kan videreudvikles til en europæisk valutafond.

Stabilitetsmekanismen, ESM, for gældsplagede eurolande blev etableret i 2012 og var tiltænkt rollen som et permanent værn mod gældskrisen med en effektiv udlånskapacitet på 500 mia. euro, hvoraf de 80 mia. euro er i form af indbetalt kapital fra medlemslandene i euroområdet.

Finansiel støtte fra mekanismen kræver en anmodning af et medlemsland fra euroområdet samt, at støtten vurderes nødvendig af hensyn til euroområdets stabilitet. Vurderingen vil ske på baggrund af en bæredygtighedsanalyse af statsgælden, som foretages af Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB).

Finansiel bistand fra mekanismen er underlagt strenge krav til det pågældende euroland om et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Afgørelser om ydelse af finansiel bistand fra mekanismen kræver som hovedregel enstemmighed blandt eurolandene. Da Danmark som bekendt ikke er et euroland, bidrager Danmark heller ikke til krisefonden. Medlemslande uden for euroområdet kan dog deltage i de finansielle støtteaktioner på ad hoc-basis.

Når ESM ønskes videreudviklet til en egentlig EU-valutafond – European Monetary Fund, EMF –  for alle medlemslande og med hjemmel i EU-retten, er sigtet, at ESM udover at udbetale støtten også får større selvstændige beføjelser og ansvar for at overvåge overholdelsen af reglerne for den europæiske økonomiske og monetære union og sikre overholdelsen af finansielle støtteprogrammer i medlemslandene. Det ville betyde, at EU kunne frigøre sig fra afhængigheden af IMF, der i øjeblikket involveres hver gang et euro-land behøver finansiel bistand. Som det har været set i forhold til Grækenland, har der været tydelige forskelle i Kommissionens og IMF’s vurdering af den græske økonomis bæredygtighed, hvor IMF har insisteret på nødvendigheden af en større del af den græske statsgæld skulle afskrives. Tyskland og andre euro-lande har afvist, at andre lande skulle rydde op efter dem, der ikke selv fører en ansvarlig økonomisk politik.

Tyskland har på den anden side ikke været tilfreds med at det alene er EU-Kommissionen, der påser at de fælles regler overholdes. Politiske hensyn har forhindret, at Kommissionen effektivt har sanktioneret overtrædelser af spillereglerne i Den Økonomiske- og Monetære Union.

Meget vil afhænge af Tyskland. Den tyske regering af CDU/CSU og SPD er parat til at gå ind på nogle af forslagene til reformer i Den Økonomiske- og Monetære Union, men ikke uden betingelser. Tyskland er parat til at samarbejde tæt med Frankrig om at styrke og reformere eurozonens økonomiske holdbarhed, således at euroen bedre kan stå imod globale kriser. Tyskland betinger sig dog, at kontrollen med de offentlige finanser i de enkelte medlemslande og koordineringen af de økonomiske politikker i EU og i euroområdet skal styrkes, ligesom kampen mod skattesvig og aggressiv skatteplanlægning skal intensiveres. Tyskland er derfor parat til nærmere at drøfte de forslag, der er fremlagt af medlemslandene og af EU-Kommissionen. Tyskland anerkender princippet om solidaritet i EU, men fastholder, det enkelte medlemslands økonomiske ansvar for de risikable dispositioner, de foretager. Når det er sagt, er Tyskland parat til at videreudvikle Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM, til en egentlig Europæisk Monetær Fond, forankret i EU-retten, men uden at kompromittere de nationale parlamenters kompetence.

Når bankerne bliver for store

Danske Banks balance var i 2013 tre gange så stor som hele Danmarks bruttonationalprodukt. Da krisen ramte de danske banker, var det staten og skatteborgerne, der med bankpakkerne garanterede for bankernes forpligtelser. Var det gået helt galt, kunne staten være gået bankerot.

Problemet er, at målt i forhold til landets samlede økonomi, er flere af de danske banker blandt de største i EU, og så store, at de har potentialet til at trække tæppet fuldstændig væk under den danske økonomi. En normal virksomhed kan gå konkurs, hvilket tilskynder til en effektiv risiko¬styring. Men hvis staten garanterer for en bank, mistes tilskyndelsen til risikostyring. Og en garanti reducerer bankens låneomkostninger, mens statens lån bliver dyrere. Det er implicit statsstøtte, der i 2014 havde en værdi på 10–17 mia. kr. i Danmark.

I Danmark er det især hensynet til det unikke danske realkreditsystem og sektorens modstand mod øgede kapital- og konsolideringskrav, der ligger bag reservationerne overfor den europæiske bankunion. I Sverige, der også står uden for bankunionen, er der nervøsitet over udsigten til måske at skulle tage ansvar for banker og finansielle sektorer i andre lande, hvor aktørerne har unddraget sig det ansvar, som myndigheder og banksektorer i Danmark og Sverige har løftet.

Reglerne i EU og den politiske virkelighed

Problemerne med at realisere Finansunionen og Bankunionen illustrerer de monumentale problemer i EU’s økonomiske og finansielle politikker, herunder vanskelighederne i euro-samarbejdet.

Den nye italienske regering stiller spørgsmål ved de grundlæggende regler i Den Økonomiske og Monetære Union – Konvergensreglerne i Stabilitetspagten – om størrelsen af offentlige budgetunderskud på maksimalt 3,0 pct. af BNP, grænsen på 0,5 pct. for underskud på den strukturelle saldo, og grænsen på 60 pct. af BNP for den offentlige gæld – ligesom de også tager afstand til bail-in reglerne i Bankunionen.

Det er spørgsmålet om Tyskland og Frankrig sammen med EU-Kommissionen har tilstrækkelig styrke til at gennemtvinge de nødvendige reformer af ØMU’en – Den Økonomiske og Monetære Union.  Det taler for, at Danmark og andre lande vil være tilskyndet til at vente og se hvad vej vinden blæser.

Vi bør lytte til Nationalbanken

I mellemtiden kan  vi notere, at Nationalbanken og Det Økonomiske Råd har anbefalet, at Danmark tilslutter sig Bankunionen.

Bankernes organisation, Finansrådet, har hidtil været splittet mellem de største bankers ønske om dansk tilslutning, de mindre bankers skepsis og realkredittens modstand.

Hvad bliver konsekvensen hvis vi står uden for bankunionen? Det kan bestemt ikke udelukkes, at renten vil ligge højere end ellers. Det er samtidig Nationalbankens opfattelse, at selvom vi står uden for bankunionen, vil det alligevel blive nødvendigt at hæve kapitalkravene til de større banker og til realkreditinstitutterne. Hertil kommer at Danmark næppe på egen hånd ville være i stand til at håndtere kriser i de større danske pengeinstitutter.