EU-debatten frem mod parlamentsvalget i maj 2019

Danskerne skal stemme til EU-Parlamentsvalget, der afholdes 23.-26. maj 2019. Danmark har i dag 13 medlemmer af EU-Parlamentet. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sidder på hver tre mandater, De Radikale har to, mens Venstre, SF, Konservative og Folkebevægelsen mod EU er repræsenteret af et medlem hver.

Derudover er Rikke Karlsson, der blev valgt på Dansk Folkepartis liste, løsgænger.

Ved det seneste EU-parlamentsvalg, der fandt sted i 2014, blev Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt den største stemmesluger af alle danske kandidater. Mere end 460.000 vælgere satte kryds ved DF-spidskandidaten, der undervejs i valgperioden har været centrum i en sag om misbrug af EU-midler.

Ved næste års valg stiller Enhedslisten for første gang op under eget navn. Partiet har hidtil bakket op om Folkebevægelsen mod EU. Men ved næste valg kan vælgerne sætte kryds ved liste Ø.

Den britiske exit udløser en nedskæring og omfordeling af pladserne i Europa-Parlamentet fra valget næste år. Danmark får igen 14 medlemmer af Europa-Parlamentet i stedet for de 13, der er i dag.

Alt i alt betyder omfordelingen, at vælgerne i de 27 lande, der fortsætter i EU, skal stemme 705 politikere ind i det nye Europa-Parlament. Otte andre lande står ligesom Danmark til at få en ekstra plads; Irland står til to nye pladser, Italien og Holland står til hver tre, mens Frankrig og Spanien står til hver at få fem pladser mere.

For 13 lande sker der ingen forandring. Der er heller ingen, der mister nogle af de pladser, de har i dag.

Allerede nu kan det forudses, at en række temaer vil dominere valgkampagnen op til parlamentsvalget.

Udlændingepolitikken

I Danmark og det meste af Europa er spørgsmålet om håndteringen af flygtninge- og indvandrere det vigtigste politiske emne i dag.

I valgkampen op mod parlamentsvalget i 2019 må det forventes, at både europæiske og nationale politiske ledere vil være under pres. Vi har set befolkningerne i andre EU-lande reagere – senest ved det italienske valg.

Udlændingepolitikken har allerede sat den nye tyske regering under pres. Indenrigsminister, Horst Seehofer fra Angela Merkels søsterparti, CSU, kræver, at asylansøgere skal afvises ved den tyske grænse, hvis de allerede er registrerede som asylansøgere i et andet EU-land.

Angela Merkel vil prøve at finde en EU-løsning senest på det kommende EU-topmøde den 28.-29. juni.

Opgøret i Tyskland drejer sig om et fuldstændig afgørende problem for EU-landene: Når folk kommer til et lands grænse og siger ”asyl”, skal de så lukkes ind for at få deres sag vurderet? Skal de også lukkes ind når vi ved, at når de først er kommet ind, er de meget svære at få ud igen?

Nu taler flere politiske ledere om at flytte asylbehandlingen til et sted uden for landets grænser. Hvis man får afslag, kommer man aldrig ind i landet.

Denne idé indgår herhjemme i Socialdemokratiets udlændingepolitiske oplæg ”Retfærdig og realistisk” og statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, at han har drøftet med andre EU-lande om at oprette et fælles modtagecenter for asylansøgere. Det skal være i et land, der ikke er særlig attraktivt for asylansøgere. Her kan man så behandle asylsagerne.

Angela Merkel og EU-formand Donald Tusk har indikeret, at de er parat til at overveje muligheden for at samle asylansøgere i særlige centre, for eksempel i Libyen, så de ikke skal ind i medlemslandene for at få deres asylsag behandlet.  

Uanset om disse overvejelser bliver realiseret, vil håndteringen af flygtninge- og indvandrere være et væsentligt emne i debatten frem mod EU-parlamentsvalget i maj 2019.

EU-budgettet

Den Flerårige Finansielle Ramme for 2014-2020 var på i alt 1.087.1 mia. euro, men i det budgetforslag for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – som Kommissionen præsenterede onsdag den 2. maj 2018 forhøjes budgettet til 1.279 mia. euro. Selvom Storbritannien forlader EU, lægger EU-Kommissionens op til at øge budgettet fra én procent af BNI til 1,1 procent.

Det må antages, at der under valgkampen vil være debat om, hvorvidt budgettet overhovedet skal udvides, og om nogle af de traditionelle udgifter skal skæres ned.

Danmark er nettobidragsyder til EU

Danmarks årlige bidrag til EU har i de seneste år ligget på 18-20 mia. kroner. Noget kommer tilbage – hovedsagelig i form af landbrugsstøtte – men det danske årlige nettobidrag ligger på omkring 10 mia. kroner. Hvis EU-Kommissionens budgetforslag vedtages, kan det betyde, at det årlige danske medlemsbidrag vil stige med 1 – 2 mia. kroner.

Den danske regering har tilkendegivet, at ”budgettet er for stort, og det skal nedskaleres”. Danmarks krav om et mindre EU-budget støttes imidlertid kun af Sverige, Østrig og Holland, mens de øvrige medlemslande med Tyskland og rankrig i spidsen er indstillet på at øge budgettet for at sikre EU-samarbejdets vitalitet trods Brexit.

EU-forbeholdene

I dag betyder EU-forbeholdene, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af euro-samarbejdet, af retsforbeholdet eller af forsvarsforbeholdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke lagt skjul, at han er grænseløst irriteret over at skulle stå uden for døren og uden for indflydelse på væsentlige poliske spørgsmål. Statsministeren lagde derfor i en tale på Europadagen den 9. maj op til en debat om Danmarks 25 år gamle EU-forbehold.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har også kastet sig ind i diskussionen. I et debatindlæg i Politiken skriver han, at forsvarsforbeholdet er til skade for Danmark: ”Det er så turbulente tider i forsvars- og sikkerhedspolitikken, at Europa befinder sig et helt andet sted end for blot få år siden. Derfor bliver vi nødt til at tale om EU-forsvarsforbeholdet, der i stigende grad er blevet en klods om benet, og som skader os i arbejdet på at præge udviklingen i den retning, vi ønsker”.

Ny meningsmåling

Det skal blive interessant at følge Venstres forsøg på at genoplive debatten om EU-forbeholdene. Det vil nemlig være op ad bakke, for ifølge en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget, er danskerne overhovedet ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, retssamarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og den nye måling viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Retsforbeholdet og forbeholdet mod unionsborgerskab ikke aktuelt

I lyset af den danske folkeafstemning i 2015 er der næppe nogen, der for alvor vil prøve at genoplive debatten om retsforbeholdet. Det vil derfor især være forsvarsforbeholdet og reformerne af De Europæiske Økonomiske og Monetære Union, der vil være i fokus.

Hvad er årsagen til debatten om forsvarsforbeholdet?

Trods den folkelige modstand er debatten om forsvarsforbeholdet alligevel blusset op igen. Man kan undre sig over, hvorfor forsvarsforbeholdet netop nu bliver fremstillet som et problem. Hvem har interessere i et felttog, der synes dømt til at blive tabt?

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det var på høje tid set i lyset af de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor. På den ene side et truende Rusland, og på den anden side kan vi ikke længere negligere vores forpligtelser i NATO og samtidig regne med, at USA i en given situation vil kaste alt til side og betingelsesløst komme os til undsætning.

Med forsvarsforliget viser Danmark omverdenen, at vores forsvar er troværdigt, og vi rent faktisk er i stand til at beskytte territoriet og fortsat kan indgå i internationale missioner.

Men for nogle er det åbenbart ikke nok. Kommercielle, beskæftigelsesmæssige og økonomiske interesser tilsiger et endnu større engagement. Våbenproducenter som TERMA og andre med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter. Lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne, og Dansk Metal har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer regeringen til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Mod et tættere forsvarssamarbejde i EU

Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation (PESCO) – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet. PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien, operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

I øjeblikket deltager 23 EU-lande i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager dog i andre opgaver i landet i FN-regi. 

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær, og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også et europæisk forsvarsagentur EDA (European Defence Agency), som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Etableringen var et led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro.

EU’s budgetforslag indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte trupper og udstyr rundt.

13 mia. euro vil gå til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, der blev etableret i juni sidste år som led i den fransk-tyske indsats for at give EU ny fremdrift i kølvandet på Brexit.

Fra EDF foreslås der allokeret 4,1 mia. euro til forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Reformer af den Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en

Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er et samarbejde om økonomisk politik, om den fælles valuta euroen og om oprettelse af Den Europæiske Centralbank. Der er udbredt enighed om, at euroen kun for alvor bliver robust den dag den private sektor i hvert fald delvis kan absorbere landespecifikke økonomiske kriser via arbejdskraftens frie bevægelighed og frie, grænseoverskridende kapitalbevægelser og långivning fra de internationale kapitalmarkeder.  Det Europæiske Finanspolitiske Råd (European Fiscal Board) har vurderet, at den private sektor tegner sig for kun 24 pct. af stødabsorptionen i euroområdet mod 62 pct. i USA. I modsætning hertil tilvejebringer de nationale finanspolitiske stabilisatorer i euroområdets i form af offentlige transfereringer dobbelt så stor stødabsorption som i USA.

Gennemførelse af bankunionen og etablering af en egentlig kapitalmarkedsunion for hele euroområdet, vil givet kunne styrke den private sektors evne til at absorbere økonomiske chok og genoprette økonomiske ubalancer, men det vil ikke være tilstrækkeligt til at sikre robustheden af euroen.

Det kræver, at medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – både når det gælder bankproblemer og statsgæld. Men den form for ”risikodeling” kan først komme på tale, – siger en række lande anført af Tyskland og Holland – når og hvis der er opnået en passende ”risikoreduktion” i hvert enkelt medlemsland. Det indebærer at en række landes statsgæld skal nedbringes, ligesom der skal ryddes op i banksektorernes dårlige lån – såkaldte Non Performing Loans, NPL, der er lån med stor risiko for misligholdelse.

EU-Kommissionen har foreslået en fond, der skal støtte reformer, og rentefrie lån til kriseramte lande. Rammen angives til 55 milliarder euro eller godt 410 milliarder kroner, men i betragtning af de monumentale problemer i bl.a. Grækenland og Italien anses beløb af den størrelsesorden for helt utilstrækkeligt.

Bankunionen

Medlemmerne af eurozonen skal være medlem af bankunionen, men selvom Danmark står udenfor euro-samarbejdet, overvejes det at tilslutte sig bankunionen.

Bankunionen i EU indeholder blandt andet et fælles tilsyn med bankerne (Single Supervisory Mechanism – SSM) og en fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker (Single Resolution Mechanism – SRM) inklusive en fælles afviklingsformue. Bankunionen omfatter dermed et fælles banktilsyn, en fælles afvikling af kriseramte banker og en (endnu ikke etableret) indskydergarantiordning

Hovedprincipperne i Bankunionen vedrørende kriser i banksystemet er høje kapitalkrav og kontrolleret håndtering af nødlidende banker.

Kapitalkravene er strammet i flere omgange og vil blive yderligere strammet som følge af Basel IV. Det såkaldte krisehåndteringsdirektiv (2014/59/EU), Bank Recovery and Resolution Directive (BRRD), der trådte i kraft i EU 1. januar 2015, skal sikre en kontrolleret håndtering af truende kriser i banksystemet. Et bærende element i direktivet er reglerne for ”bail-in”, der trådte i kraft i januar 2016. Reglerne betyder, at bankens ejere og kreditorer skal tage deres del af tabene og bidrage med mindst de første otte pct. af passiv-siden. Herudover skal kapitalkravene håndteres af fælles reservefonde under Bankunionen. De lande, der står udenfor Bankunionen, skal anvende nationale reservefonde.

Hele ideen er, at fondene skal sikre, at store banker i krise, hvor problemerne ikke kan håndteres med bail-in, ikke får lov til at udløse en ny finanskrise.

Bankunionen ikke fuldført

Problemet med bankunionen er, at trods betydelige fremskridt siden finanskrisen er den fælles og solidariske garantiordning for indskyderne endnu ikke er på plads. Bankunionen er derfor ikke i stand til fuldt ud at spille den tiltænkte buffer-rolle i en velfungerende europæisk økonomisk og monetær union i tilfælde af finansielle kriser, og dermed er der stadig risiko for, at europæiske skatteydere igen-igen kan blive ramt.

Indskydergaranti

Et af de hovedelementer, der stadig mangler i bankunionen, er en fælles europæisk indskydergaranti til at sikre bankkunders penge i tilfælde af krak. Ikke mindst Tyskland har strittet imod. Den tyske modstand bunder i frygt for at komme til at betale for dårlig økonomisk styring i italienske og græske banker.

Derfor har EU-Kommissionen foreslået en gradvis indfasning af den fælles indskydergaranti, hvor man i første fase skal nøjes med at sikre penge nok til de nationale garantiordninger, der findes i hele EU. Først når der er ryddet op i de nødlidende lån, som banker i flere medlemslande, stadig trækkes med, skal man ifølge det nye forslag overgå til en fælles ordning, hvor man solidarisk deler risikoen. Det kan ikke negligeres, at europæiske banker samlet har 7.075 milliarder kr. ude at svømme i form af dårlige lån -såkaldte Non Performing Loans, NPL, der er lån med stor risiko for misligholdelse. Om en mere gradvis indfasning vil kunne godkendes også af lande som Tyskland vides ikke.

Oprydning i dårlige lån

EU-Kommissionen har bebudet et stort udspil i begyndelsen af det nye år for at reducere omfanget af dårlige og nødlidende lån. Den vil blandt andet foreslå et lovpligtigt forsigtighedsprincip, hvor de fælles tilsynsmyndigheder om nødvendigt kan stille større kapitalkrav til enkelte banker for at sikre sig mod tab.

Indtil alle elementer i bankunionen er realiseret er det i sidste ende EU’s skatteydere, der er bagstopper i forhold til de europæiske banker. Hvis der inden skulle ske så mange krak på samme tid, at den fælles afviklingsfond løber tør for midler, er det skattepenge, der bliver tyet til.

European Monetary Fund, EMF

Når bankunionen er fuldt ud realiseret, kan pengene til bagstopperen ifølge Kommissionens plan komme via eurozonens redningsfond, den såkaldte europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), der kan videreudvikles til en europæisk valutafond.

Stabilitetsmekanismen, ESM, for gældsplagede eurolande blev etableret i 2012 og var tiltænkt rollen som et permanent værn mod gældskrisen med en effektiv udlånskapacitet på 500 mia. euro, hvoraf de 80 mia. euro er i form af indbetalt kapital fra medlemslandene i euroområdet.

Finansiel støtte fra mekanismen kræver en anmodning af et medlemsland fra euroområdet samt, at støtten vurderes nødvendig af hensyn til euroområdets stabilitet. Vurderingen vil ske på baggrund af en bæredygtighedsanalyse af statsgælden, som foretages af Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB).

Finansiel bistand fra mekanismen er underlagt strenge krav til det pågældende euroland om et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Afgørelser om ydelse af finansiel bistand fra mekanismen kræver som hovedregel enstemmighed blandt eurolandene. Da Danmark som bekendt ikke er et euroland, bidrager Danmark heller ikke til krisefonden. Medlemslande uden for euroområdet kan dog deltage i de finansielle støtteaktioner på ad hoc-basis.

Når ESM ønskes videreudviklet til en egentlig EU-valutafond – European Monetary Fund, EMF –  for alle medlemslande og med hjemmel i EU-retten, er sigtet, at ESM udover at udbetale støtten også får større selvstændige beføjelser og ansvar for at overvåge overholdelsen af reglerne for den europæiske økonomiske og monetære union og sikre overholdelsen af finansielle støtteprogrammer i medlemslandene. Det ville betyde, at EU kunne frigøre sig fra afhængigheden af IMF, der i øjeblikket involveres hver gang et euro-land behøver finansiel bistand. Som det har været set i forhold til Grækenland, har der været tydelige forskelle i Kommissionens og IMF’s vurdering af den græske økonomis bæredygtighed, hvor IMF har insisteret på nødvendigheden af en større del af den græske statsgæld skulle afskrives. Tyskland og andre euro-lande har afvist, at andre lande skulle rydde op efter dem, der ikke selv fører en ansvarlig økonomisk politik.

Tyskland har på den anden side ikke været tilfreds med at det alene er EU-Kommissionen, der påser at de fælles regler overholdes. Politiske hensyn har forhindret, at Kommissionen effektivt har sanktioneret overtrædelser af spillereglerne i Den Økonomiske- og Monetære Union.

Meget vil afhænge af Tyskland. Den tyske regering af CDU/CSU og SPD er parat til at gå ind på nogle af forslagene til reformer i Den Økonomiske- og Monetære Union, men ikke uden betingelser. Tyskland er parat til at samarbejde tæt med Frankrig om at styrke og reformere eurozonens økonomiske holdbarhed, således at euroen bedre kan stå imod globale kriser. Tyskland betinger sig dog, at kontrollen med de offentlige finanser i de enkelte medlemslande og koordineringen af de økonomiske politikker i EU og i euroområdet skal styrkes, ligesom kampen mod skattesvig og aggressiv skatteplanlægning skal intensiveres. Tyskland er derfor parat til nærmere at drøfte de forslag, der er fremlagt af medlemslandene og af EU-Kommissionen. Tyskland anerkender princippet om solidaritet i EU, men fastholder, det enkelte medlemslands økonomiske ansvar for de risikable dispositioner, de foretager. Når det er sagt, er Tyskland parat til at videreudvikle Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM, til en egentlig Europæisk Monetær Fond, forankret i EU-retten, men uden at kompromittere de nationale parlamenters kompetence.

Når bankerne bliver for store

Danske Banks balance var i 2013 tre gange så stor som hele Danmarks bruttonationalprodukt. Da krisen ramte de danske banker, var det staten og skatteborgerne, der med bankpakkerne garanterede for bankernes forpligtelser. Var det gået helt galt, kunne staten være gået bankerot.

Problemet er, at målt i forhold til landets samlede økonomi, er flere af de danske banker blandt de største i EU, og så store, at de har potentialet til at trække tæppet fuldstændig væk under den danske økonomi. En normal virksomhed kan gå konkurs, hvilket tilskynder til en effektiv risiko¬styring. Men hvis staten garanterer for en bank, mistes tilskyndelsen til risikostyring. Og en garanti reducerer bankens låneomkostninger, mens statens lån bliver dyrere. Det er implicit statsstøtte, der i 2014 havde en værdi på 10–17 mia. kr. i Danmark.

I Danmark er det især hensynet til det unikke danske realkreditsystem og sektorens modstand mod øgede kapital- og konsolideringskrav, der ligger bag reservationerne overfor den europæiske bankunion. I Sverige, der også står uden for bankunionen, er der nervøsitet over udsigten til måske at skulle tage ansvar for banker og finansielle sektorer i andre lande, hvor aktørerne har unddraget sig det ansvar, som myndigheder og banksektorer i Danmark og Sverige har løftet.

Reglerne i EU og den politiske virkelighed

Problemerne med at realisere Finansunionen og Bankunionen illustrerer de monumentale problemer i EU’s økonomiske og finansielle politikker, herunder vanskelighederne i euro-samarbejdet.

Den nye italienske regering stiller spørgsmål ved de grundlæggende regler i Den Økonomiske og Monetære Union – Konvergensreglerne i Stabilitetspagten – om størrelsen af offentlige budgetunderskud på maksimalt 3,0 pct. af BNP, grænsen på 0,5 pct. for underskud på den strukturelle saldo, og grænsen på 60 pct. af BNP for den offentlige gæld – ligesom de også tager afstand til bail-in reglerne i Bankunionen.

Det er spørgsmålet om Tyskland og Frankrig sammen med EU-Kommissionen har tilstrækkelig styrke til at gennemtvinge de nødvendige reformer af ØMU’en – Den Økonomiske og Monetære Union.  Det taler for, at Danmark og andre lande vil være tilskyndet til at vente og se hvad vej vinden blæser.

Vi bør lytte til Nationalbanken

I mellemtiden kan  vi notere, at Nationalbanken og Det Økonomiske Råd har anbefalet, at Danmark tilslutter sig Bankunionen.

Bankernes organisation, Finansrådet, har hidtil været splittet mellem de største bankers ønske om dansk tilslutning, de mindre bankers skepsis og realkredittens modstand.

Hvad bliver konsekvensen hvis vi står uden for bankunionen? Det kan bestemt ikke udelukkes, at renten vil ligge højere end ellers. Det er samtidig Nationalbankens opfattelse, at selvom vi står uden for bankunionen, vil det alligevel blive nødvendigt at hæve kapitalkravene til de større banker og til realkreditinstitutterne. Hertil kommer at Danmark næppe på egen hånd ville være i stand til at håndtere kriser i de større danske pengeinstitutter.