Betydningen af topmøder mellem Donald Trump og Vladimir Putin

Den etablerede presse i USA og i Europa har siden topmødet mandag den 16. juli i Helsingfors mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, fokuseret på Trump-udtalelser på det efterfølgende pressemøde om dennes tillid til henholdsvis FBI og Putin, når det gælder svarene om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Mens Donald Trump selv har karakteriseret mødet som endnu bedre end NATO-mødet ugen inden, fremstilles præsidenten som lallende idiot og Putins skødehund, mens de færreste har ulejliget sig med at vurdere mødets politiske betydning.

Af den frådende presse og politiske opposition får man det indtryk, at møderne mellem præsidenterne i USA og Rusland tangerer landsforræderi.

Selvom mødet i Helsinki var uden en formel dagsorden og uden for referat, tyder noget på, at Trump kan have ret i sin opfattelse af mødet. I hvert fald er der allerede overvejelser om konkret opfølgning med et besøg af Vladimir Putin i Washington.

Topmøder mellem USA og Rusland

Siden den russiske revolution i 1917 har topmøder mellem den amerikanske præsident og først den sovjetiske leder – siden den russiske præsident – været højdepunkter selv uden konkrete resultater. Landene har altid haft og har forsat afgørende global betydning. Topmøder mellem Roosevelt og Stalin, Reagan og Gorbatjov, Clinton og Jeltsin gennem årene endte alle i store gennembrud med konsekvenser for verdensordenen.

Kan Trump og Putin gøre det samme?

Vladimir Putin er tydeligvis ikke parat til at give Trump noget principielt på centrale problemstillinger i relation til Ukraine og Krim.

Donald Trump er samtidig bundet i sin ruslandspolitik, der ikke længere formuleres i Det Hvide Hus, men i den amerikanske kongres. Selv hvis Putin havde været parat til at handle, kan Trump ikke give indrømmelser på f.eks. sanktionspolitikken.

Alligevel er svaret ja. Det er der to grunde til, der skal ses i sammenhæng. For det første har begge enorm selvstændig beslutningskompetence globalt, og for det andet har de en åbenlys interesse i at hjælpe hinanden: Trump vil sænke omkostningerne for USA ved at være en supermagt, og Putin vil gerne sikre Ruslands indflydelsessfære i Mellemøsten.

Fælles kritisk syn på den internationale verdensorden

Selvom USA og Rusland ikke er allierede og venner – ”vi er konkurrenter, vi har modstridende interesser, men det kan vi enten forhandle om eller gå i krig over” – er der fælles interesser. Den afgørende basis for aftaler er deres fælles syn på verdensordenen, og begge ser primært den regelbaserede internationale orden som en brik, der kan spilles, når det er opportunt, men ikke som en grundlæggende værdi, som skal forsvares i egen ret.

Rusland har siden Sovjetunionens sammenbrud haft svært ved at trænge igennem med sine synspunkter i det ”gode selskab” i FN. Rusland har møjsommeligt skulle opbygge en position i FN og i mange af særorganisationerne, hvor Sovjetunionen af politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige grunde ikke havde været medlem.

Rusland har en tid lang forsøgt at fremme sin indflydelse på den internationale verdensorden gennem samarbejdet med BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) – fra 2010 BRIKS, da Sydafrika blev inkluderet. Efterhånden er man i Moskva nået frem til samme erkendelse som USA: Den konventions- og aftalebaserede internationale orden er et system, der kan udnyttes, når det er opportunt, men ikke som en grundlæggende værdi, som skal forsvares i egen ret. Ydermere søges systemet ofte af kritikere af stormagterne brugt mod deres interesse.

Amerikanske FN-reservationer

Længe inden Donald Trump blev præsident har der i den amerikanske mentalitet og historie ligget en modstand mod FN, som de har set som en stor, centraliseret statsmagt, der – for amerikanernes egene penge – definerer hvad der er politisk korrekt og fortæller, hvordan USA bør opføre sig. Der er dermed en vis dobbelthed i den amerikanske holdning over for internationale love og regler. På den ene side har USA altid talt for demokrati, menneskerettigheder og samarbejde, men på den anden side ønsker man ikke at opgive USA’s styrke og lade sig udnytte for at please en svigefuld verdensopinion.

Denne fælles opfattelse var en væsentlig årsag til, at Trump sagde ja til et topmøde med Putin uden at betinge sig ret til at viderebringe verdenssamfundets kritik af Ruslands ageren på Krim og i det østlige Ukraine. Overlever Trump sin første præsidentperiode og genvælges, har makkerparret Trump og Putin alle muligheder for at ændre spillereglerne globalt – og dermed trodse den amerikanske kongres og USA’s vestlige allierede.

Det bør erindres, at Paris-aftalen fra 2015 inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf, langt fra den eneste internationale aftale, som USA ikke har underskrevet.

Den Internationale Straffedomstol, som blandt andet dømmer i sager om krigsforbrydelser, og Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention, der tillader kontrolbesøg i de enkelte landes fængsler, har USA heller ikke underskrevet.

Faktisk har det længe før Donald Trump blev præsident været snarere reglen end undtagelsen, at USA lader være med at tilslutte sig bindende internationale aftaler.

Kun to lande er ikke en del af FN’s Børnekonvention fra 1989, som blandt andet forbyder børnesoldater og henrettelser af personer under 18 år. De to lande er Somalia og USA. I 1997 vedtog verdens nationer at forbyde produktion og brug af landminer. Ti lande stemte imod aftalen: Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Iran, Irak, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og USA. Samme år stod 178 lande bag Kyoto-protokollen, der skulle begrænse den globale opvarmning. Først skrev USA under, men i 2001 kaldte præsident Bush underskriften tilbage.

En gennemgang af de traktater, som verdens lande har vedtaget i FN gennem de seneste knap tres år viser, at USA sjældent er en del af dem. Samtidig er de konventioner, som supermagten faktisk har ratificeret, fulde af amerikanske forbehold.

USA’s modstræbende holdning til konventionerne kan virke mærkelig, når man tænker på, at det netop var amerikanerne, der efter Anden Verdenskrig var den drivende kraft bag formuleringen og vedtagelsen af Erklæringen om Menneskerettighederne i 1948, men den amerikanske skepsis er faktisk ikke ny. Holdningen støttes især af ideologer i det republikanske parti, som argumenterer for, at amerikanere og europæere ikke deler det samme verdensbillede. Donald Trump mener grundlæggende, at EU, der er etableret som modvægt til USA (og Kina) bevæger sig ind i en verden af love og regler og mellemstatslige forhandlinger med en USA-fjendtlig grundtone.

USA, derimod, må forsvare sine interesser i en verden, hvor internationale love og regler efter amerikanernes opfattelse ikke er til at stole på, hvor handelsaftaler er til ugunst for USA, og hvor virkelig sikkerhed og forsvaret og promoveringen af liberale værdier stadig er afhængig af besiddelsen og brugen af rå økonomisk og militær magt.

Donald Trump mener simpelthen, at europæerne bortset fra UK er tvivlsomme allierede – en flok tøsedrenge, der dækker sig bag et ukampdygtigt FN, hvor beslutningerne tager alt for lang tid, fordi samarbejdet bygger på konsensus.

Længe inden Donald Trump har der i den amerikanske mentalitet og historie ligget en modstand mod FN, som afslører en vis dobbelthed i den amerikanske holdning over for internationale love og regler. På den ene side har USA altid talt for demokrati, menneskerettigheder og samarbejde, men på den anden side ønsker man ikke at opgive USA’s styrke.

Holdningen er svær at forstå i et lille land som Danmark, der jo ikke har ret meget at skulle have sagt alene, og derfor altid har set det som en fordel at binde de store lande ind med internationale aftaler.

Er der noget om kritikken af FN?

Medlemslandene kan alle tilslutte sig de overordnede formål med FN-systemet: at sikre international fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, og menneskerettigheder og ligestilling. Men, men – FN’s har siden etableringen i 1945 også haft kroniske problemer med korruption, bureaukrati og galopperende udgifter.

Med årene er FN’s dårligdomme ikke blevet mindre, men selv de største kritikere har tidligere erkendt, at hvis FN-systemet ikke fandtes måtte vi formentlig opfinde det. Der har faktisk været forslag om, at man helt skrottede FN og skabte en ny, mindre og mere effektiv organisation. Argumentet har været, at det FN vi kender i dag, har alle de dårlige tegn på en aldrende organisation – for store faste udgifter, for meget infrastruktur og for meget korruption. Den eneste måde at løse problemet, er at skrotte organisationen og starte forfra.

Problemet er, at en væsentlig del af kritikken kommer fra den absolut største donor – USA. Præsident Donald Trump har i FN’s Generalforsamling afstået fra at kritisere organisationens bias mod USA, men sagt, at FN aldrig har “nået sit fulde potentiale” på grund af “bureaukrati og dårlig forvaltning”.

Trump er ikke den eneste, der har kritiseret FN for at være ineffektiv og argumenteret for, at institutionen er forældet og overflødig. Andre har hævdet at FN stadig er yderst vigtig for at bevare fred og stabilitet i verden.

Trump opfordrede alle medlemslande til ”at have modet til at se realiteterne i øjnene, erkende at tiden ikke er til business as usual, og opgive positioner og metoder, der havde vist sig ikke at fungere”.

Trump har også givet udtryk for, at efter hans opfattelse ydede ikke alle medlemslande deres rimelige andel, og at en væsentlig byrde uretfærdigt hvilede på USA: “Vi skal sørge for, at ingen medlemsstater skal bære en uforholdsmæssig stor del af byrden, det være militært eller økonomisk. Vi kræver også, at alle fredsbevarende missioner har klart definerede og verificerbare resultatmål.”

Donald Trump havde faktisk under den amerikanske præsidentkampagne talt for nedlæggelsen af FN, men har siden valget talt om USA fremadrettet vil være ”partner”. Det lykkedes for USA under forhandlingerne om budgettet for 2018-2019 at få budgettet reduceret med 5 pct. til 5,4 mia. dollars.

USA har desuden trukket sig fra Paris-aftalen om klima og tilbageholdt betalingen til en række klimarelaterede FN-programmer.

Andre end USA har stillet spørgsmål ved FN’s evne til at sikre international fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, og menneskerettigheder og ligestilling.

Er FN uden betydning?

I de seneste internationale kriser – den syriske borgerkrig, ISIL’s indflydelse, den russiske annektering af Krim og invasion i det østlige Ukraine og flodbølgen af mennesker, der skyller op på græske og italienske kyster, drevet af volden i Syrien og håbløsheden i Afrika – for slet ikke at nævne de talløse konflikter i Yemen, Afrika, forholdene i det Sydkinesiske hav, håndteringen af atomvåben i Nordkorea og Iran – spiller FN stort set ingen rolle.

Det skal retfærdigvis siges, at FN ikke er enestående. Andre internationale institutioner svigter også og udstiller svaghederne ved de internationale overenskomster og aftaler, der blev etableret efter anden verdenskrig netop for at forebygge sådanne kriser eller løse dem, når de var en kendsgerning. Den regelbaserede internationale orden er i fare, multilaterale aftaler er ikke længere mulige og det internationale anarki truer.

Når det kommer til krig og fred, har FN demonstreret sin impotens, men også betydningen af IMF, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, WTO, er svindende.

Reformbestræbelser

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande en lang tradition for at være aktive i arbejdet med at reformere FN. Vi har sammen arbejdet for at styrke FN’s fredsbevarende operationer og andre dele af FN’s arbejde. Tilbage i 1990’erne deltog vi i flere nordiske FN-reformprojekter med særlig vægt på det økonomiske og sociale område.

Efter de koordinerede al-Qaeda terrorangreb mod USA den 11. september 2001, krigen i Afghanistan i oktober 2001 og USA’s enegang – sammen med en koalition af frivillige lande, bl.a. Danmark – i krigen i Irak fra marts 2003, prøvede FN’s daværende Generalsekretær Kofi Annan i perioden 2003-06 at genoprette FN’s troværdighed og rolle som det naturlige organ for international sikkerhedspolitik.

Generalsekretæren erkendte, at FN er nødt til at kunne reagere på de nye former for trusler som kommer fra terrorist-netværk og stater, der enten støtter terrorister eller truer freden. En antiterror-konvention er blot et af mange tiltag, som skulle gennemføres for at genoprette FN’s rolle. Der skulle også indføres et sæt spilleregler for, hvordan FN kunne foretage præventive angreb og der skulle laves nye regler for FN’s menneskerettighedskommission, så lande, der bryder menneskerettigheder, ikke længere kan blive medlemmer. FN har lidt ubodelig skade på sin troværdighed ved at give lande som Libyen, Sudan, Saudi Arabien og Syrien plads i kommissionen. I lyset af skandalen om svindel med FN-penge i olie-for-mad-programmet i Iraq, skulle der også være bedre kontrol med økonomien.

Danmark var stadig sammen med de øvrige nordiske lande aktive og støttede op om de reformprocesser Kofi Annan igangsatte.  Der skete visse justeringer indenfor menneskerettigheder, til nye strukturer for FN’s fredsopbyggende indsats, større samarbejde og integration af det samlede FN-systems indsatser på landeniveau og – i 2010 – til etableringen af organisationen UN Women.

Der er også mange, der håber, at Millenniumudviklingsmålene, der blev vedtaget i 2015, har levetidsforlænget FN. Med målene er der i hvert fald skabt en 15-årig global ramme for landenes kollektive bestræbelser for at reducere sult og hæve sundhedsstandarderne.