Kan USA destabilisere Iran indefra og bidrage til fred i Mellemøsten?

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: ”Lad være med at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det” besvares øjeblikkelig med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil lide konsekvenser, som kun få gennem historien har mærket før dig”.

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, kan meget vel være optakten til direkte møder mellem præsidenterne for USA og Iran? I hvert fald så vi et lignende mønster forud for Trumps møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran fra begyndelsen af august igen i kraft.

Præsident Trump har samtidig bebudet, at han til november vil præsentere yderligere sanktioner, der især vil være rettet mod Irans olieeksport. Sanktionerne vil omfatte udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der handler med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked.

Siden det amerikanske præsidentskifte har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA. Spørgsmålet er om Donald Trump kan overtale Kina og Rusland til også at lægge pres på Iran?

Temaer på et møde med præsident Rouhani

Hvis det lykkes at arrangere et møde mellem Donald Trump og Hassan Rouhani vil ikke kun Irans atomprogram være på dagsordenen. Irans udvikling af ballistiske missiler og cyper-aktiviteter, samt Irans destabiliserende aktiviteter i regionen via organisationer som Hizbollah i Libanon og Houthi-bevægelsen i Yemen er også vigtige for USA og allierede som Israel og Saudi Arabien.

Konflikten med Iran

USA og Vestens problemer med Iran er ikke af nyere dato. Siden den seneste islamiske revolution i Iran i 1979, hvor ayatollah Khomeini kom til magten, har Vesten været på kant med den store persiske nation.

Men forholdet til USA har i særdeleshed været belastet siden islamiske studenter den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Den amerikanske regering har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah. De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

FN-sanktioner

Irans manglende samarbejde med IAEA om atomprogrammet betød, at FN også fordømte Iran, og de sanktioner, som FN indførte mod Iran, blev efter 2006 gradvist skærpet. Sanktionerne blev iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea og havde følelige effekter på Irans økonomi. Olieeksporten faldt fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder om dagen i 2015, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløsheden er betydelig. De begrænsede muligheder har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor veluddannede iranere er emigreret til udlandet. Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system har betydet, at valutaen, den iranske rial, tabte en stor del af sin værdi i forhold til dollar og forårsagede en betydelig inflation, hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin er skudt i vejret.

Sanktionernes betydning for Irans økonomi

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale med USA, og dermed ophævelsen af stærkt generende sanktioner:

•                          Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas

•                          Forbud mod at forsikre iranske olietransporter

•                          Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet

•                          Forbud mod indrejse til USA og EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram

•                          Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner

•                          Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran

Mens Irans økonomi var i en dyb recession i årene før atomaftalen, har Den Internationale Valutafond, IMF, rapporteret, at Irans BNP voksede med 12,5 pct.  i det første år efter aftalen, og at væksten inden USA trak sig ud af atomaftalen lå på omkring 4 pct. Den første umiddelbare vækst kunne næsten udelukkende henføres til stigningen i olieeksporten, der fra under 1 million tønder steg til 2,5 millioner tønder dagligt.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU en tid, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Den iranske valuta, Rial, er faldet drastisk i forhold til amerikanske dollar og mange iranere har forsøgt at bevare værdierne ved at købe hård valuta.

Iagttagere rapporterer, at mere end 30 mia. dollars er trukket ud af Iran i det første kvartal af 2018.

Den iranske regering forsøger at udøve streng kontrol med valutamarkedet og der er indført en grænse på 12.000 dollars for besiddelse af udenlandsk valuta.

Arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. De umiddelbare stigninger i olieindtægterne efter atomaftalens indgåelse i 2015 er især tilgået det statslige system, og har endnu ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

Ændret holdning i USA

USA’s tidligere præsident, Barack Obama, fik allerede i oktober 2009 Nobels fredspris 2009 “for hans ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og mellemfolkeligt samarbejde.” Nobelkomitéen offentliggjorde prisvinderen den 9. oktober 2009 – mindre end 10 måneder efter Obamas overtagelse af præsidentembedet. Tildelingen af den prestigefyldte pris skete næppe på baggrund af faktisk gerning, men mere som anerkendelse og forhåbninger til resultaterne af Obamas erklærede vilje til atomnedrustning, samt hans ønske om at genoprette internationale relationer, hvor han dengang specielt refererede til den muslimske verden.

Spørgsmålet er, i hvilket omfang hensynet til Barack Obamas eftermæle havde indflydelse på forhandlingerne om Irans atomprogram, og det åbenbare pres fra den daværende amerikanske præsident for en aftale inden præsidentperiodens udløb.

Selvom en atomaftale ikke i sig selv ville skabe fred i Mellemøsten, var det åbenbart vigtigt for Obama at lukke fronten mod Iran. Han ønskede at orientere USA mere mod Asien, og hvis han kunne afslutte handelsforhandlingerne om en Pacific Trade Pact, PTP, og tvinge den igennem kongressen, ville det have en varig effekt, der ville pynte på hans udenrigspolitiske eftermæle. Det samme gjaldt, hvis han formåede at lukke TTIP-aftalen med EU. På klimaområdet masserede Obama verden, specielt Indien og Kina, i retning af en større indsats på klimaområdet, og det gav som bekendt resultat i form af en aftale på klimakonferencen, COP21 i Paris i slutningen af 2016. Det var også Barack Obamas håb, at genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Cuba efter 50 år ville blive medtalt som en væsentlig sejr for Barack Obama.

Udover Barack Obamas forfængelighed og hensyn til eftermælet, spillede det dog nok så stor en rolle, at i 2014 blev hverken Iran eller Nordkorea set som USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget Islamisk Stat. Her forekom det shiamuslimske Iran at være en sikker allieret. Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Irak. I forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Atom-aftalen

Under alle omstændigheder blev de langvarige forhandlinger i Lausanne i Schweiz mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der bestod af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien. Dertil kom Tyskland og EU – den 14. juli 2015 afsluttet med en aftale.

Omverdenens sanktioner mod Iran vil gradvist blive ophævet, når det er bevist, at Iran lever op til sin del af aftalen – dvs. under forudsætning af en tilfredsstillende implementering af atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action).

Aftalen indeholder bl.a., at

• Sanktionerne mod Iran lempes i takt med at landet beviseligt overholder sine forpligtigelser.

• Hvis Iran på noget tidspunkt ikke overholder dets forpligtigelser, genindføres sanktionerne øjeblikkeligt.

• Iran er gået med til ikke at bygge nye faciliteter med det formål at berige uran i 15 år.

• Iran er gået med til ikke at berige uran over 3,67 procent i mindst 15 år.

• Det nuværende lager af omkring 10.000 kilo lavt beriget uran skal reduceres til 300 kilo

• Antallet af centrifuger skal reduceres fra 19.000 til 6104.

• Alle overskydende centrifuger og faciliteter til berigelse af uran skal opbevares under overvågning af IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur.

Et vigtigt punkt er, at aftalen ikke vil forhindre Irans atomprogram, men hvis Iran – i strid med aftalen – vil søge at udvikle et egentligt atomvåben, giver aftalen omverdenen et varsel på omkring 12 måneder.

Modstand mod aftalen

Præsident Barack Obama havde sit besvær med at overbevise Republikanerne og mange Demokrater, der var stærkt bekymrede for, om præsidenten med aftalen satte sikkerheden for USA og Israel på spil. Modstanderne var betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne vil øge Irans årlige indtægter med hundreder af milliarder dollars og ikke definitivt fjernede Irans potentiale til at genoptage arbejdet på atomvåben, der kan true USA og amerikanske partnere og allierede.

Det blev også påpeget, at aftalen ikke forholdt sig til Irans program for udvikling af avancerede interkontinentale ballistiske missiler, der potentielt kan true ikke kun regionen, men hele verden.

Mange modstandere var ej heller trygge ved, at atomaftalen med Iran ikke begrænsede Irans destabiliserende regionale aktiviteter. Siden Trump afløste Obama, har det officielle USA ikke lagt skjul på kritikken af, at Iran gennem den shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og gennem The Islamic Revolutionary Guard Corps (IRGC) bidrager til konflikter i Libanon, Syrien, Irak. Den iranske finansiering af blodtørstige militser i Irak, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza har som mål at udvide og konsolidere den iranske indflydelse over hele Mellemøsten.

Det spørgsmål, der allerede i 2015 blev stillet i USA af blandt andre præsidentkandidat Donald Trump var, om man ikke bare burde have fortsat og intensiveret sanktionspolitikken, som syntes at virke? Hvorfor ikke presse Iran til helt at opgive atomprogrammet? Hvorfor dette kissejav?

I Barack Obamas lejr og blandt tilhængerne af en aftale blev det argumenteret, at sanktionerne ikke virkede. Økonomisk rammer sanktionerne i flæng, og nok er Irans økonomi berørt, men den almindelige befolkning lider og amerikanske og europæiske økonomiske interesser blev også ramt, mens sanktionerne ikke afholdt Iran fra at opbygge et stort antal centrifuger og andre elementer i atomprogrammet.

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

En Iran-aftale, der sikrer en advarselsperiode på mindst et år, før Iran kan have et våben klar, vil slet ikke løse atomvåben-problemerne i Mellemøsten, hævder kyndige iagttagere. Israel har allerede 200 nukleare sprænghoveder, og Saudi Arabien menes – som en sikkerhedsforanstaltning – for længst at have købt sig ind i Pakistans atomarsenal. Tyrkiet og Ægypten menes også at have ambitioner, om at kunne armere sig selv i påkommende tilfælde. Videnskabeligt og teknisk har disse lande utvivlsomt kapaciteten, og spørgsmålet er derfor, om Iran-aftalen vil starte et nyt våbenkapløb i Mellemøsten?

USA og Donald Trump

Umiddelbart efter Trumps indsættelse i januar 2017 var der tvivl om, hvilken rolle USA ville spille internationalt fremover. Gradvist er tvivlen om USA’s synlige og mærkbare tilstedeværelse på verdensscenen blevet bortvejret, og Trumps uforsonlige holdning til Iran har været tydelig.

Den 18. december 2017 præsenterede Donald Trump den Nationale Security Strategy, NSS, der fastslår, at:

“Our government’s first duty is to its people, to our citizens – to serve their needs, to ensure their safety, to preserve their rights, and to defend their values.”

Den nationale sikkerhedsstrategi, NSS, er en vigtig markering for enhver amerikansk præsident, hvor det amerikanske folk, USA’s allierede og samarbejdspartnere og føderale institutioner præsenteres for præsidentens syn på nationens sikkerhed. Præsident Trumps NSS afspejler ikke overraskende hans opfattelse, at regeringens primære forpligtelse er ”America First” som dermed også er udgangspunktet for USA’s lederskab i verden. USA vil stræbe efter bedre handelsaftaler, for ”economic security is national security”, og Trump understreger, at:

“A nation that does not protect prosperity at home cannot protect interests abroad. A nation that is not prepared to win a war is a nation not capable of preventing a war. A nation that is not proud of its history cannot be confident in its future. And a nation that is not certain of its values cannot summon the will to defend them”.

Iran trussel mod USA

I Donald Trumps National Security Strategy identificeres Iran blandt de største trusler mod USA.

NSS kræver uhindret tilgang til at forholde sig til Irans destabiliserende aktiviteter. “Det iranske regime sponsorerer terrorisme rundt om i verden”, siger NSS. “Det udvikler avancerede ballistiske missiler og har potentiale til at genoptage sit arbejde på atomvåben, der kan true USA og vores partnere.”

NSS fastslår også, at “Iran, the world’s leading state sponsor of terrorism, has taken advantage of instability to expand its influence through partners and proxies, weapon proliferation, and funding. It continues to develop more capable ballistic missiles and intelligence capabilities, and it undertakes malicious cyber activities. These activities have continued unabated since the 2015 nuclear deal. Iran continues to perpetuate the cycle of violence in the region, causing grievous harm to civilian populations.”

NSS omtaler Mellemøsten og Israel: “Today, the threats from jihadist terrorist organizations and the threat from Iran are creating the realization that Israel is not the cause of the region’s problems. States have increasingly found common interests with Israel in confronting common threats.”

Trump underkender Iran-aftalen

Allerede den 13. oktober 2017 meddelte Donald Trump, at han ikke ville ”re-certify” Iran-aftalen. Umiddelbart forlød det fra bl.a. den franske præsident Macron, at man var indstillet på at kigge på en bredere aftale, som udover permanentet begrænsninger på Irans kernekraftaktiviteter også ville omfatte iranske missiler og Irans regionale rolle.

Da det kom til stykket, var hverken Iran eller de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) indstillet på at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor trådte USA den 8. maj 2018 officielt ud af aftalen.

Samtidig signalerede Trump, at sanktionerne mod regimet i Teheran ville blive genindført: “As I have said many times, the Iran deal was one of the worst and most one-sided transactions the United States has ever entered into”.

Det er tydeligt, at Donald Trump har større tillid til en strategi hvorefter Iran skal destabiliseres indefra – med politisk og økonomisk isolation og med støtte til oppositionsgrupper i landet.

Status for USA i Mellemøsten

USA og Donald Trump kan konstatere, at IS stort set er nedkæmpet og at USA efter anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad, opsigelsen af atomaftalen og konfrontationen med det shiamuslimske regime i Teheran har genvundet tilliden fra Israel og de sunnimuslimske stater i Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien.

Det er imidlertid et åbent spørgsmål om det vil lykkes for USA at svække Irans indflydelse i Mellemøsten. De ordninger, der bliver etableret i Iraq og Syrien efter den endelige nedkæmpelse af IS bliver formentlig afgørende også for forholdet til Iran. I den forbindelse skal det blive interessant at følge de kommende drøftelser mellem Trump og Putin.

Baggrund om Iran

I de seneste hundrede år har Iran oplevet tre revolutioner og en lang række forskellige oprør: Den konstitutionelle revolution i 1906-7, nationaliseringen af olien i 1950-1953, oprøret i 1963, Shahens “hvide revolution” og “den islamiske revolution” i 1979, reformbevægelsen og studenteroprøret i slut 90erne. Hver revolution har bygget videre på den forrige, men revolutionen i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter krigen med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Regimet i Iran har, trods den nuværende økonomiske krise og sanktionerne, formået at indfri en række sociale løfter til befolkningen på omkring 80 millioner. Selvom armoden er udbredt, er noget sket. Analfabetismen er betragteligt reduceret, uddannelsesniveauet er vokset, og levealderen er steget. Selv den lavere middelklasse er relativt set velstående i forhold til f.eks. Egypten. Der er adgang til offentligt forsynet elektricitet og rindende vand, omkring 87 procent får naturgas via rørledninger til deres hjem, 99 procent har køleskabe, 97 procent farve-TV, 82 procent mobiltelefoner, 77 procent støvsugere, 64 procent vaskemaskiner, og 20 procent biler. Til gengæld er der betydelige indskrænkninger i basale friheds- og menneskerettigheder.

Der har været spredte folkelige protester mod det iranske regime. Sanktionerne og kursfaldet på den iranske valuta har betydet astronomiske prisstigninger på visse fødevarer. Stigningerne er indtrådt på trods af de løfter om økonomisk fremgang præsident Hassan Rouhani afgav efter underskrivelsen af atomaftalen i 2015. Meget tyder imidlertid på, at i stedet for at investere de stigende indtægter efter de lempede sanktioner i landets velfærd har regimet brugt pengene på at bevæbne Hizbollah og grupper som Iraks Popular Mobilization Units (PMUs). Militsen var oprindelig anti-Islamisk Stat, men har siden vendt sig mod USA og de irakiske kurdere.

Demonstrationerne har udviklet sig fra udgangspunktet i befolkningens umiddelbare økonomiske trængsler til krav om respekt for grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder, herunder protester mod kravet om at kvinder skal bære hijab og frigivelsen af politiske fanger. Blandt demonstranternes slagord høres “Død over Rouhani”, “Død over Hizbollah”, “Vi vil ikke have en Islamisk Republik”, “Dræb mullaherne”, og “Frigiv politiske fanger”.

Regimet afviser at demonstrationerne er rettet mod præstestyret, men er grundet i økonomiske problemer.

I forbindelse med uroligheder i flere iranske byer i december 2017 advarede Donald Trump på Twitter: ”Der er meldinger om fredelige demonstranter, der er trætte af, at regimet er korrupt og sløser med landets værdier for at finansiere terror uden for landets grænser. Irans regering bør respektere folkets rettigheder, inklusive ytringsfriheden. Verden holder øje”.

Der er således ingen tvivl om at USA yder moralsk støtte til oppositionen i Iran. Spørgsmålet er, om USA også allerede materielt støtter kritik af det iranske regime?