Lotte Svendsen ny filmkonsulent

Det Danske Filminstitut oplyser den 3. juli 2018, at Lotte Svendsen den 1. september tiltræder som ny filmkonsulent med særligt ansvar for støtte til børne- og ungdomsfilm.

Senest har Lotte Svendsen instrueret for DR.

Direktøren for filminstituttet udtaler, at ”Med Lotte Svendsen som børnefilmkonsulent har vi fået en markant profil med dybt og indgående kendskab til at lave film til børn og unge. Hun besidder samtidig den nysgerrighed og åbenhed, der skal til, for at kunne se potentialet i andres projekter. Lotte Svendsen har et skarpt øje for moderne børn og deres mediebrug og de krav, det stiller til fremtidens film til børn og unge.”

Lotte Svendsen og DR’s radio-julekalender “Jul i republikken”.

Hvem der først kom på, at stjæle et engelsk forlæg og fordanske det med Johanne Schmidt-Nielsen som præsident, fortoner sig.

”The Queen and I”, baseret på et skuespil skrevet af Sue Townsend i 1992 (kendt fra en række bøger om figuren Adrian Mole, Rebuilding Coventry, Number Ten og Queen Camilla), er tidligere udsendt af BBC. Plottet var i BBC-versionen, at vi befinder os i UK efter en folkeafstemning og parlamentsvalg i 1992, hvor republikken er indført og det britiske kongehus – House of Windsor – er frataget deres kongelige status af valgets sejrherre – Folkets Republikanske Parti. Kongehusets medlemmer må herefter friste en tilværelse som helt almindelige borgere.

Overvejelserne i DR’s ledelse i forbindelse med først beslutningen om at producere ”Jul i republikken”, herefter censureringen og sluttelig skrotningen, er uklare. Mikkel Andersson fra Radio 24/7 har på Facebook leveret følgende bud:

“Chef, chef! Jeg har en pissegod ide til en julekalender!”

“Ok, så lad høre, DR-mellemleder nr. 1424.”

“Hvad med at vi laver en drønsjov P1-julekalender, hvor Danmark er blevet en republik med Johanne Schmidt fra Enhedslisten som præsident?”

“Hmm, jeg ved snart ikke, DR-mellemleder nr. 1424. Det lyder altså lige lovlig borgerligt for min smag.”

“Men… hvad nu hvis vi får hende den helt vildt knaldrøde eks-bz’er Lotte Svendsen til at lave den?”

“Hmm, måske. Hør her: hvis du kan få Georg Metz overtalt til også at være med og vi kan sende den liiiige inden indgåelsen af et nyt medieforlig, der måske er det mest afgørende for DR i nyere tid, så giver jeg grønt lys.”

“Det er en aftale, chef! Og altså, hvis nu julekalenderen skulle vise sig at være virkelig dårlig, så kan vi jo altid skrotte den inden, den bliver sendt, helt uden nogen opdager det.”

Hvad handler det om?

”Jul i republikken” er endnu ikke offentliggjort, men medvirkende – Mette Horn og især Claes Bang – har til Radio 24/7 oplyst elementer af indholdet. Selvom man godt kan forestille sig pudsige situationer, når Margrethe og Henrik indlogeres i en 2-værelsers i Urban Planen på Amager, når Margrethe skal lære at tanke op på sit rejsekort, når (Prins) Henrik på jobcentret skal dokumentere at han er aktivt jobsøgende, når (Dronning) Margrethe må vente i timevis hos lægen, når parret med bistand fra Erik Brandt er nødsaget til at ”skralde” fødevarer fra containere, når Frederik sendes i arbejdsprøvning hos IKEA, når Henrik som gennemgående tema, leder efter et sted, hvor han kan ”grave sin egen grav”, må man alligevel tvivle på forlæggets egnethed som lige netop julekalender.

Instruktøren Lotte Svendsen

Instruktøren af radio-julekalenderen ”Jul i republikken” er Lotte Svendsen, en venstreorienteret (bornholmsk) filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun har instrueret og skrevet manuskript til spillefilmene Harmoni, Café Hector, Royal Blues, Bornholms stemme, Tid til forandring, Max og Max Pinlig.

Ifølge instruktør Lotte Svendsens oplysninger til Ekstra Bladet skyldes DR’s beslutning om at droppe julekalenderen (efter at julekalenderen var annonceret i en række radiospots), at DR frygtede at støde DF og andre højreorienterede. På rollelisten var Claes Bang som Kronprinsen, Mette Horn som dronning Margrethe, Stine Schrøder som Mary og Georg Metz fra Information (som gennemgående fortællerstemme) og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som republikkens præsident.

”Da vi så sad og klippede det, kom der en melding fra ledelsen om, at det var uacceptabelt at have både Georg Metz og Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. Jeg blev sat til at vælge mellem Johanne og Georg Metz, for to så venstreorienterede kræfter i samme program det kan man simpelthen ikke tillade Danmarks Radio” har Lotte Svendsen sagt til Ekstra Bladet.

Først var det meningen, at julekalenderen skulle omskrives, men DR fravalgte alligevel kalenderen. Ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, skyldes aflysningen, at kvaliteten ikke var høj nok. De medvirkende er dog ikke i tvivl om, at ledelsen i DR ikke ville risikere ny kritik.