Præsident Donald Trump har kritiseret direktøren for den amerikanske centralbank, The Fed, Jerome Powell, efter den seneste renteforhøjelse i december 2018. Banken annoncerede dengang også en målsætning om fortsatte gradvise renteforhøjelser i løbet af 2019-20.

Centralbanken havde samtidig en målsætning om gradvist at nedbringe den enorme beholdning af værdipapirer, der blev opbygget i perioden efter finanskrisen, hvor den amerikanske pengemængde blev øget gennem gigantiske opkøbsprogrammer og renten blev holdt helt i bund. Et salg ville opsuge likviditet og dermed være ensbetydende med en strammere pengepolitik.

Trump var tydeligvis nervøs for, at en strammere pengepolitik og renteforhøjelser ville bremse det økonomiske opsving i USA.

På de seneste møder i centralbankens FOMC-udvalg (Federal Open Market Committee) onsdag den 30. januar og den 20. marts 2019 har der imidlertid været enighed om at fastholde den amerikanske styringsrente på det nuværende niveau – mellem 2.25 pct. og 2.5 pct.

Ingen renteforhøjelse

Centralbanken vil ”tålmodigt” følge udviklingen, før der vil blive taget stilling til eventuelle renteændringer.

Jerome Powell tilkendegav efter det seneste møde, at den amerikanske økonomi var ganske tæt på den dobbelte målsætning om lav og stabil inflation og fuld beskæftigelse, og at man derfor skulle se ændringer i nøgletallene, før ændringer kunne komme på tale: ”Grunden til at vi afventer er, at vi mener renten ligger rigtigt, ligesom vi mener den amerikanske økonomi er i god gænge. Derfor vil vi afvente og følge såvel den globale som den nationale udvikling.”

Lurende farer

Den amerikanske centralbank lægger ikke skjul på, at der lurer farer, der umiddelbart kan påvirke den økonomiske stabiliteten: Udsigt til international handelskrig, svækket vækst i Kina og mulige negative impulser fra Brexit og problemerne i den italienske banksektor nævnes som de mest overhængende farer.

I slutningen af 2018 var det ikke kun Donald Trump, der var nervøs. Aktierne raslede ned verden over, fordi investorerne var rædselsslagne for en potentiel snarlig recession og blev bange for, at den amerikanske centralbank ville dræbe markedet ved at hæve renterne for meget midt i en økonomisk afmatning. Siden nytår er globale aktiemarkeder galoperet opad, og ikke mindst signalerne fra Jerome Powell om, at der ikke kommer så høje renter, som det havde været frygtet, havde i begyndelsen af året en positiv indflydelse.

Negativ markedsreaktion

Op til onsdagens møde var det den gængse forventning, at Fed ville signalere én renteforhøjelse i 2019. Det sket ikke, og markedet forventer nu ikke bare nul renteforhøjelser i 2019, men er også begyndt at prise en sænkning ind.

Det paradoksale er derfor, at centralbankens beslutning om ikke at sænke renten, nu opfattes som et negativt signal om at, det i virkeligheden ikke går så godt i økonomien, og det smitter af på aktiemarkedet, der reagerede negativt på centralbankens rentemøde.

Hvad med Europa?

I EU er der ikke udsigt til renteforhøjelser i den forudsigelige fremtid. Den europæiske centralbank, ECB, har også en oppustet balance med en beholdning af opkøbte værdipapirer på omkring 4.000 mia. euro, og der ingen tegn på, at ECB vil prøve at nedbringe beholdningen.

Selvom Danmark står uden for euro-samarbejdet, er der heller ikke tegn på rentestigninger i Danmark.

I Europa har vi set en lignende lidt overraskende reaktion på renteudviklingen. Da Den Europæiske Centralbanks møde tidligere i marts udskød potentielle renteforhøjelser til 2020. Her valgte investorerne at fokusere mere på, at økonomien i eurozonen var svækket og de dystre vækstudmeldinger, og mindre på det normalt positive forhold, at det er stadig sikrere, at renterne forbliver historisk lave i længere tid.

I Zimbabwe introducerede regeringen i sidste uge en ny virtuel valuta: Real Time Gross Settlement (RTGS) dollar. RTGS er regningsenheden ved alle bankoverførsler, elektroniske betalinger og forskellige betalingssystemer baseret på mobiltelefoner som ECOCASH, samt Zimbabwianske bond notes og bond coins.

Værdien af RTGS i forhold til amerikanske dollar vil blive bestemt af markedet.

Baggrunden for det, der i realiteten er en samtidig elektronisk pengeombytning og 300 pct. devaluering i forhold til amerikanske dollar, er en økonomi i ruiner.

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande med en gennemsnitsindtægt pr. indbygger på 475 US-dollar. Landet er samtidig kæmpestort – knap 391.000 km2.

Regeringens økonomiske politik har betydet, at landets gæld er vokset eksplosivt. Zimbabwes virksomheder producerer ikke nok til at imødekomme den lokale efterspørgsel eller til at tjene udenlandsk valuta ved at eksportere varer. I stedet har landet et stort og voksende handels- og valutaunderskud.

Sanktioner

USA, EU og UK har siden 2003 opretholdt sanktioner mod Zimbabwe. USA har netop forlænget sanktionerne med 12 måneder fordi Emmerson Mnangagwas regering ikke har iværksat de politiske og økonomiske tiltag, der er nødvendige for at genoprette tilliden til Zimbabwe. Det er således opfattelsen, at de sidste valg ikke var ”fully free and fair”.

Sanktionerne er målrettet mod enkeltpersoner, ligesom der er forbud mod at sælge våben m.v. til Zimbabwe og bistand til regeringen til ikke-humanitære programmer.

Det er således stadig muligt at yde bistand og nødhjælp direkte til den zimbabwianske befolkning.

Dollarmangel

Landet har en kronisk mangel på amerikanske dollar, og i det hele taget er der mangel på fysiske kontanter, ligesom det i øjeblikket ikke er muligt i Zimbabwe at hæve penge på et internationalt Credit Card.

Manglen på dollars betød, at Zimbabwe i november 2016 indførte “bond notes” og  ”bond coins” som lovligt betalingsmiddel. Den officielle værdi af Zimbabwes egne papirpenge – bond notes eller i folkemunde: ”bollars” – var 1: 1 med US-dollars, der også er lovligt betalingsmiddel. På det sorte marked har værdien af bond notes og coins imidlertid været mindre – en amerikansk dollar har kunnet byttes til 3 – 4 bondnotes. Samtidig har der været et andet bytteforhold mellem mobiltelefon-baserede betalinger.

For dem, der har haft muligheden, er pengeomsætningen derfor i væsentligt omfang foregået med US-dollar, britiske pund, sydafrikanske rand og botswanske pula.

Spekulation

I landets officielle system var alle penge imidlertid fortsat lige meget værd. Det betød, at kvikke folk med gode kontakter i systemet kunne veksle bond notes i nationalbanken til rigtige dollar til kurs 1:1. De rigtigt velforbundne kunne med en sådan svikmølle hurtigt oparbejde en regulær formue ved igen at købe tre-fire gange så mange plasticpenge på sortbørsen, returnere til nationalbanken og få dem omsat til rigtige dollar – og så gentage processen.

Systemet betød endvidere, at der kunne spekuleres i varer med officielt fastsatte priser som f.eks. brændstof, der kunne opkøbes med bond notes og eventuelt sælges i udlandet for dollars.

Før initiativet med RTGS prøvede regeringen at gribe ind over for brændstofspekulationen. Regeringen forhøjede uvarslet literprisen på benzin med 150 procent. Før forhøjelsen var prisen for en liter benzin 1,32 dollar (8,54 kroner). Efter var den på 3,31 dollar (21,42 kroner).

Indgrebet betød, at der i Zimbabwe udbrød voldsomme uroligheder i hovedstaden Harare og i den sydlige by, Bulawayo. I Harare blev de fleste virksomheder lukket og fagforeninger og regeringsoppositionen opfordrede til strejker.

Stigninger i brændstofprisen kom oven i en akut mangel på stort set alle importerede varer. På apotekerne er der blandt andet mangel på vigtig medicin.

Om Zimbabwe

Præsident Emmerson Mnangagwa kom til magten i november 2017, efter at den mangeårige præsident, Robert Mugabe, trådte tilbage efter et militærkup og massedemonstrationer. Præsidenten vandt i 2018 et kontroversielt valg præget af vold og valgsvindel.

Zimbabwe var engang en af de mest lovende økonomier på det afrikanske kontinent. Men under præsident Robert Mugabe blev landet præget af korruption, dårlig ledelse og i øvrigt lagt på is af det internationale samfund.

De 16 millioner indbyggere kæmper med en arbejdsløshed på over 80 procent foruden en tårnhøj inflation.

Tidligere Rhodesia

Republikken Zimbabwe, tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia, er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe er omkranset af Sydafrika i syd, Botswana i vest, Zambia i nordvest og Mosambique i øst og nordøst og har ingen kystlinje. Den nordvestlige grænse er defineret af Zambezifloden. Victoria Falls er et populært turistmål ved Zambezi. I syd er Zimbabwe separeret fra Sydafrika af Limpopofloden. Zimbabwe deler også en kort grænse med Namibia i vest via en smal landkorridor.

Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapa-imperiet. “Zimbabwe” kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder “stort stenhus” på shona-sproget.

Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith, og det hvide mindretal opretholdt et strengt apartheid-styre. Rhodesia var relativt velstående, men i realiteten kun støttet af Sydafrika. Rhodesia var gennem 70’erne præget af oprør og borgerkrig, og regeringen måtte til sidst overgive sig og udskrive frie valg.

Den 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia. Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det imidlertid med den sorte socialist, Robert Mugabe, ved magten, som han beholdt i de næste 37 år. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Kontroversielle landreformer

Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme har derfor stedse været et hedt politisk emne i Zimbabwe. Fra omkring 2000 førte den tvungne fjernelse af hvide jordejere til store prisstigninger på landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i de sidste år har hungersnød været udbredt på grund af Mugabes jordreformer.

Dette har efterladt den store majoritet af jordløse sorte i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation og omfattende arbejdsløshed.

I Zimbabwe er der jernbanenet på totalt 3.700 km. Vejnettet har en total længde på 90.000 km, hvoraf 19 pct. er asfalteret, og der er bygget 7 lufthavne med regulær trafik.

Air Zimbabwe må ikke beflyve EU, fordi selskabet ikke har været I stand til at dokumentere, at de lever op til internationale sikkerhedsregler.

Venstre vil have en europæisk pagt om i alle EU-love at styrke klimaet. Pagten skal sikre, at der laves systematiske klima- og miljøvurderinger af al EU-lovgivning, ligesom økonomiske konsekvenser beregnes i dag. Og så skal hensynet til klimaet etableres som et grundlæggende princip ligesom EU’s traktatbestemte nærhedsprincip om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt.

Konservative foreslår en ny klimalov med grønne trepartsforhandlinger. Klimaloven skal sikre, at Danmark er med til at nå målene fra Paris-aftalen og er med til at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Konkret foreslår de Konservative grønne trepartsforhandlinger mellem erhvervslivet, regeringen og et styrket og mere uafhængigt Klimaråd, der fremover ikke blot skal rådgive regeringen, men også forhandle med den og erhvervslivet. Parterne skal forhandle sig frem til delmål for Danmarks CO2-udledning. De bindende delmål skal herefter vedtages i Folketinget og skrives ind i klimaloven.

Det er forståeligt, at utålmodige borgere ønsker en Folkets Klimalov i Danmark, De Konservative vil have trepartsforhandlinger og bindende delmål, Venstre kræver op til Europa-Parlamentsvalget en klima-finanspagt i EU, og i USA ønsker demokraternes venstrefløj en New Green Deal.

Voksende forbrug af fossil energi

Problemet er bare, at Det Internationale Energiagentur, IEA, advarer om, at det globale olieforbrug på over 100 millioner tønder om dagen stadig vokser og rem mod 2030 ventes at vokse med omkring 3 pct. om året.

Væksten i brugen af olie er stoppet i de rige, vestlige OECD-lande, men forbruget af fossil energi i Asien, Latinamerika og Afrika vokser stadig og væksten ventes at fortsætte mindst 10 år endnu. Kinas Nationale Olieselskab vurderer således, at Kinas olieforbrug først vil toppe i 2030 med 13,8 millioner tønder om dagen.

Markedernes prissætning skal ændres

Fossil energi er stadig i de fleste tilfælde langt billigere end vedvarende og CO2-fri energi. Først når der er vendt om på prisforholdet, og den grønne energi dermed er blevet mere konkurrencedygtig, vil der for alvor komme fart i omstillingen.

Det kræver imidlertid gennemgribende politiske reformer af skatter og afgifter, som vil medføre enorm modstand. Det vil vende den tunge ende nedad og have stærk social slagside, som skal imødegås med andre upopulære politiske tiltag, hvis vi ikke overalt skal ende med protesterende Gule Veste i gaderne. En sådan indsats giver kun mening på internationalt niveau.

Man kunne – som foreslået af Venstre – begynde i EU og håbe, det vil brede sig i takt med at den grønne teknologi udvikles. Men hvordan det skulle være muligt i EU at opnå enighed om grundlæggende politiske reformer af skatter og afgifter, der principielt er medlemsstaternes gebet, er svært at se.

Den teknologiske udvikling

Ikke desto mindre er al New Green Deal-speak tom snak, hvis ikke der gennemføres en grundlæggende politisk korrektion af markedet for energi. I den situation må politikere og klimaaktivister vente og håbe på, at den teknologiske udvikling og markedskræfterne vil løse problemet.

I ugen op til weekendens festligheder i Washington i anledning St. Patrick’s Dag havde præsident Trump besøg af Irlands premierminister (Taoiseach) siden 2017, Leo Varadkar. Det blev efter mødet oplyst, at et officielt Trump-besøg i Irland måske kunne afvikles allerede i juni 2019.

Efter de bilaterale samtaler kunne man se præsident Trump og Leo Varadkar sammen med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pilosi, til den traditionelle St. Patrick-frokost på Capitol Hill.

Præsident Trump havde allerede efter samtalen med Varadkar ved pressemødet i Det Ovale Værelse svaret på ubehagelige spørgsmål om udsigterne til, at et flertal i Senatet ville nedstemme præsidentens undtagelsestilstand i forbindelse med grænsen til Mexico.

Man kunne derfor forvente at stemningen ville være mindre hjertelig ved St. Patrick-frokosten med Nancy Pilosi som vært.

Mødet var deres første siden Trumps tale til Nationen efter det meget offentlige opgør over den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat, men Trump kom alligevel med nogle kordiale bemærkninger om de irsk-amerikanske forbindelser og om Nancy Pilosys irske bedsteforældre.

Donald Trump har faktisk også noget at takke Pelosi for.

Nancy Pilosi opgiver Rigsretssag

Formanden for og leder af Demokraterne i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, havde inden frokosten for første gang udtalt sig om en rigsretssag mod præsidenten som en mulig opfølgning på særanklager Robert Muellers Ruslands-undersøgelse.

I et interview med Washington Post sagde Pelosi ligeud, at Trump simpelthen ikke var det værd. En rigsretssag ville være ødelæggende for landets sammenhæng. Med mindre der var tale om forhold, der var overbevisende og overvældende betydningsfuld for begge partier, mente Pilosi ikke, at det var en vej man skulle gå ned af, fordi det ville dele landet: ”Medmindre der kommer noget, der er så tungtvejende og overvældende, og som samtidig kan få tværpolitisk opbakning, så tror jeg ikke, at man skal gå den vej”.

I samme interview sagde Nancy Pelosi også, at Trump var uegnet til at være præsident!

Hektisk undersøgelsesaktivitet i Repræsentanternes Hus

Pilosis kommentarer blev fremsat på baggrund af den sidste måneds hektiske demokratiske undersøgelsesaktiviteter i forhold til Trump.

I sidste uge sendte Retsudvalget i Repræsentanternes Hus breve til 81 personer og institutioner og med krav om nærmere oplysninger om en lang række forhold vedrørende Trump. Husets efterretningsudvalg har også genåbnet en undersøgelse af Trumps anliggender, ligesom andre udvalg overvejer, hvordan de kan kræve Trumps selvangivelser offentliggjort.

Reaktionen

Mange fremtrædende demokrater har udtalt, at selvom de mener Trump har obstrueret retfærdigheden, har de erklæret sig enige med Pilosi om ikke at forfølge Rigsretssporet.

Nancy Pelosi har samtidig måttet høre på stærk kritik fra en række yngre, venstreorienterede Demokrater, der har ført kampagne for en rigsretssag mod Trump.

David Cicilline fra Rhode Island sagde, at hvis “fakta tilsiger, at vi begynder at fjerne præsidenten, er vi forpligtet til at gøre det”. Den fremtrædende demokratiske tilhænger, milliardæren Tom Steyer kritiserede også hendes bemærkninger.

Det Hvide Hus reagerede på Nancy Pelosis kommentarer ved at rose formanden for at sige fra overfor ”radikale medlemmer” af Det Demokratiske Parti: ”En rigsretssag burde aldrig nogensinde have været på bordet”, sagde talskvinde Sarah Sanders.

Demokraternes strategi

Nancy Pelosis udtalelser var i overensstemmelse med den strategi hun havde lagt for Demokraternes kampagnestrategi op til Midtvejsvalget med fokus på virkelige problemer som sundhed i stedet for idelige angreb på Donald Trump.

Pilosis strategi afspejler også hendes erfaringer fra Republikanernes rigsretssag mod Bill Clinton i 1990’erne. Læren er, at man ikke skal overspille sine kort, og der mindes om at Republikanerne gik efter Bill Clinton, men det var den republikanske leder, Newt Gringrich, der mistede sit job!

I forbindelse med sagen gik Bill Clintons ratings faktisk op, fordi republikanernes aktion blev betragtet som forfølgelse, og resultatet var valget af mange demokrater ved det følgende Midtvejsvalg.

En Rigsretssag ville også gå imod resultatet af et demokratisk valg ved at fjerne en folkevalgt præsident.

Matematikken

Mere pragmatisk, har Nancy Pilosi måske været opmærksom på de matematiske realiteter: Selv hvis det demokratisk kontrollerede repræsentationshus skulle stemme for at rejse en rigsretssag, vil der stadig være et krav om at et flertal på to tredjedele i Senatet ville støtte. Med demokraternes 49 pladser, ville et sådant scenario kræve at mere end et dusin republikanere skulle gå mod præsidenten.

Ifølge nyhedsbureauet AP er forventningerne blandt Demokraterne til udfaldet af Rusland-undersøgelsen ikke så høje som tidligere. Der er tvivl om, hvad Mueller vil anklage Trump for. Hvis han overhovedet vil anklage ham.

Nye tal fra Eurostat viser, at Italien nu har den næsthøjeste ungdomsarbejdsløshed i EU efter Grækenland. I januar steg arbejdsløsheden til 33 pct. fra 32,6 pct. for 1 år siden. Dermed er den italienske ungdomsarbejdsløshed nu for første gang i 10 år højere end i Spanien, hvor ungdomsarbejdsløsheden det sidste år er faldet fra 36,1 pct. til 32,6 pct.

I januar 2019 var der i hele EU 3.375 millioner unge arbejdsløse under 25 år svarende til 14,9 pct. – et lille fald fra 15,8 pct. for 1 år siden.

Den laveste ungdomsarbejdsløshed var i Tyskland (6,0 pct.), mens den højeste med 39,1 pct. var i Grækenland. I Frankrig er godt 20 pct. af de unge arbejdsløse.

Frem mod Europa-Parlamentsvalgene i maj er situationen i EU generelt bekymrende. I en række lande er radikale nationalistbevægelser i fremgang. Grækenland er økonomisk i ruiner uden udsigt til at vende udviklingen. I Grækenland, Italien og Spanien er mere end 30 pct. af de unge under 25 år arbejdsløse, men også Frankrig og Portugal har problemer med ungdomsarbejdsløsheden.

I Spanien kæmper man med separatistbevægelser, og i Tyskland er der tegn på økonomisk afmatning. I Frankrig er glansen gået af præsident Emmanuel Macron, og landet forekommer i veritabel opløsning efter De Gule Vestes vedvarende demonstrationer.

Rumænien, Ungarn og Polen trues med artikel 7 procedurer, der kan berøve dem stemmeretten, fordi landene ikke lever op til opfattelsen i Bruxelles af principperne for retsstater. Italien fik sit budget for 2019 forkastet af Bruxelles, og den italienske regering kan altså ikke følge deres egen økonomiske politik. Samtidig er fertiliteten i EU-landene reduceret og befolkningernes gennemsnitsalder stigende.

Problemerne er legio, og afgrunden venter. Derfor er det spændende, om de kommende valg til Europa-Parlamentet vil give et fingerpeg om en ændret kurs, eller om det vi ser i øjeblikket, faktisk er begyndelsen på enden?

Gasledningen vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året.

Den 13. februar 2019 nåede EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet til enighed om detaljerne i aftalen, der i princippet sikrer at rørforbindelser, der fører gas til Europa, vil være omfattet af EU-reglerne på området, og at alle, der sælger gas til Europa, er nødt til at respektere EU’s energilove.

EU-behov for import af naturgas

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022), stenkul (i 2018) og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Nord Stream 2

Omkostningerne for Nord Stream 2 løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

En tredjedel af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil begynde at flyde i slutningen af dette år.

Modstanden

En række lande i Central- og Østeuropa har med alle midler forsøgt at forhindre Nord Stream 2. Ukraine har været lodret imod, dels fordi landet risikerer at miste transitafgifter på årligt 2 mia. dollars fra det nuværende Transgas-transmissionssystem. Man har endvidere argumenteret med, at hvis Transgas-systemet blev overflødigt, ville intet bremse Ruslands aggressioner overfor Ukraine.

Ukraine engagerede ”Rasmussen Global” til at bistå med at organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Rørledningsprojektet har også mødt voldsom modstand fra 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien). Landene har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Polen har selv ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning til Danmark med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LPG, fra USA, som kan videresælges med fortjeneste.

Fra USA har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”. Donald Trump har måske også en interesse i at tvinge Rusland ud af markedet som leverandør af naturgas. Det ville skabe plads for afsætning af amerikansk LPG, der godt nok er 20 procent dyrere end naturgas.

I diskussionen om Nord Stream 2 har det været hævdet, at gasledningen ville gøre EU afhængig af Rusland. Modargumentet har været, at Ruslands afhængighed af valutaindtægter er større end den europæiske afhængighed af russisk naturgas. Derfor har Rusland været en pålidelig leverandør i mange årtier. Selv på højden af den kolde krig var der ikke tvivl om leveringspålideligheden, fordi Rusland havde desperat brug for gas- og olievalutaindtægter. Det er ikke anderledes i dag. Ruslands gassalg til Kina er voksende, men kineserne betaler kun i yuan. I øvrigt påpeges det, at den eventuelle afhængighed af Rusland ikke bliver hverken større eller mindre og ikke påvirkes af, om den russiske gas kommer gennem Ukraine eller gennem Østersøen.

I Danmark har der også været betydelig politisk modstand mod Nord Stream 2.

EU’s gasdirektiv

Kontroverserne omkring Nord Stream 2 gav anledning til, at EU-Kommissionen for mere end 1 år siden foreslog at udvide anvendelsesområdet for det såkaldte gasdirektiv, der hidtil inden for EU har reguleret gastransmission og bl.a. stillet krav om tredjepartsadgang, adskillelse mellem transmission og produktion/handel, gennemsigtighed og tarif regulering m.v.

Gasdirektivet har ikke været gældende for rørledninger mellem EU og tredjelande, herunder Nord Stream og rørledninger i Middelhavet. For Nord Stream 2 ville udvidelsen af direktivets anvendelsesområde, være blevet et problem, selvom den russiske Gazprom-gruppe kunne have håndteret kravene, men det ville koste.

Det forlød således, at én mulighed kunne være at den formelle ejendomsret til Nord Stream 2 blev flyttet fra Gazprom til det russiske energiselskab Rosneft. Dermed ville EU-kravet om adskillelse mellem rørselskab og gasselskab være opfyldt.

Danmark har støttet EU-Kommissionens forslag, men Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Østrig, Grækenland og Cypern har hidtil blokeret for EU-Kommissionens forslag om at lade Gasdirektivets regler omfatte transmissionslinjer fra 3. lande til EU.

Frankrigs kovending

Frankrig, der i varetagelsen af det franske gasselskab Engies interesser frem til begyndelsen af februar 2019 stod last og brast med Tyskland og de øvrige medlemmer af det blokerende mindretal, skiftede pludselig standpunkt: Frankrig meddelte overraskende, at man kunne støtte EU-Kommissionens forslag til ændringer i Gasdirektivet!

Det var angiveligt de negative konsekvenser for Polen og Slovakiet, der havde fået Frankrig til at ændre holdning. Frankrig oplyste dog samtidig, at man arbejdede “med vores partnere, især med Tyskland, om mulige tekstændringer”.

Kansler Angela Merkel måtte gribe ind, og hun kunne efter intense forhandlinger med Frankrig oplyse, at der forelå en aftale mellem landene, der ville gøre det muligt at indføre yderligere betingelser uden at forhindre Nord Stream 2-projektet.

Natten til onsdag den 13. februar 2019 nåede EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet til enighed om detaljerne i aftalen, der i princippet sikrer at rørforbindelser, der fører gas til Europa, vil være omfattet af EU-reglerne på området, og at alle, der sælger gas til Europa, er nødt til at respektere EU’s energilove.

Havretten

FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet.

EU-aftalen om gasdirektivet

De aftalte ændringer i gasdirektivet betyder, at det er kyststaten hvor Nord Stream 2 ilandføres – Tyskland – og ikke EU-Kommissionen, der skal fastsætte de nærmere regler for rørledningen.

Tyskland vil naturligvis nu være bundet af Gasdirektivet, men det vil ifølge bestemmelserne være muligt at undtage ny infrastruktur fra kravene. For så vidt angår eksisterende infrastruktur (der falder udenfor de nuværende undtagelsesbestemmelser) vil det være muligt at give konkrete og tidsbegrænsede undtagelser fra de væsentligste bestemmelser i direktivet, hvis det vurderes ikke at være til skade for konkurrencen, effektiv markedsfunktion og EU’s forsyningssikkerhed. Det er også i de aftalte regler forudset, at der kan opstå situationer med gasinfrastruktur til og fra tredjelande, hvor der vil være forskellig lovgivning gældende for dele af gasinfrastrukturen – f.eks. fra afsenderlandet ind til EU’s jurisdiktionsgrænse.

I sådanne situationer kan der forhandles en aftale, der kan sikre efterlevelse af EU-retten.

Udsigt til løsning

Ifølge Financial Times undersøger Nord Stream 2 i øjeblikket muligheden for at lægge de sidste 50 kilometer af rørledningen på tysk territorium over i et selvstændigt selskab, for på den måde vil den resterende del af ledningen ikke være omfattet af EU’s regler. Det vil altså sige, at Nord Stream vil kunne forhandle betingelserne for 1200 km af rørledningen på plads med Tyskland uden for EU’s regler om blandt andet gennemsigtighed om tarifferne og tredjepartsadgang. Til gengæld vil det nye selskab og de sidste 50 km være omfattet af EU’s gasdirektiv. En sådan opsplitning ville svare til ejerskabet til den rørledning – Opal, der i Tyskland siden 2011 forbinder den eksisterende Nord Stream med det tyske distributionsystem.

Bemyndigelsen til at godkende Nord Stream 2 i de farvande, rørledningen vil krydse, beror fortsat hos de nationale myndigheder i de pågældende lande: Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.

Danmarks dilemma

Løsningen på konflikten om Nord Stream 2 betyder, at der nu alene mangler den formelle tilladelse fra Danmark.

Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har længe været under behandling i Energistyrelsen.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Hvad venter Lilleholt på?

Godkendelsen har imidlertid været trukket ud mens man ventede på en afklaring af de EU-retslige forhold. Linjeføringen på dansk søterritorium betyder, at Danmark kunne have nægtet at godkende Nord Stream 2.

Konsortiet bag rørledningen har derfor forberedt en alternativ linjeføring nord om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kunne stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Med afklaringen i EU er det ikke længere afgørende om linjeføringen i Østersøen bliver den ene eller den anden.

Det må derfor antages, at Energistyrelsen faktisk længe kunne have givet tilladelse til den oprindelige ansøgning om Nord Stream 2, men afventer tilladelse fra Energiministeren.

Hvorfor nøler Lars Christian Lilleholt?

Efterlever Københavns Lufthavn Helsinki-deklarationen?

Den internationale organisation for kommunikationsbranchen, The International Communications Consultancy Organisation, ICCO, vedtog i oktober 2017 den såkaldte Helsinki-deklaration.

Deklarationen, som de danske PR-firmaer tiltrådte i november 2018, definerer i 10 artikler de etiske og professionelle retningslinjer for kommunikationsvirksomhed. Ifølge repræsentanter for kommunikationsbranchen dokumenterer Konkurrencerådets afgørelse, at adskillige etiske retningslinjer overtrædes i Falck/Bios-sagen. F.eks. fremgår det i Helsinki-deklarationens artikel 6: “To be forthcoming about sponsors of causes and interests and never engage in misleading practices such as “astroturfing”.

Hvad skal Peter Goll lave i Københavns Lufthavn, CPH?

Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck. Kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck måtte Peter Goll også forlade sin direktørstilling. Peter Goll havde som en del af Falcks koncernledelse med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager Falck orkestreret hele den masterplan for at få Bios ned med nakken, som Konkurrencerådet altså vurderer til at være lovstridig, og som er anmeldt til bagmandspolitiet.

Peter Goll har siden 1. november 2018 været ansat som Vice President og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, hvor han efterfulgte den tidligere kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, der forlod stillingen under ikke nærmere oplyste omstændigheder.

Lars Nørby Johansens rolle

Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye er kendt for at være kompromisløst resultatsøgende, men det har undret mange, at den velrenommerede bestyrelsesformand i Københavns Lufthavn, CPH, Lars Nørby Johansen, tidligere formand for Komitéen for god Selskabsledelse, fandt behov for at ansætte en type som Peter Goll? Hvad siger de canadiske lærere? Og hvad siger alle de danskere, der har interesser i ATP?

Årsagen er, at Københavns Lufthavne – der ejes af Copenhagen Airports Denmark ApS (CAD – kontrolleret i fællesskab af Ontario Teachers’ Pension Plan, OTPP, og Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP) 59,4 pct., Den Danske Stat 39,2 pct., udenlandske, private og institutionelle investorer 0,1 pct., danske, private og institutionelle investorer 1,3 pct. – har store planer.

Store udbygningsplaner i CPH

Københavns Lufthavn, CPH, har en målsætning om at være intet mindre end den førende internationale lufthavn i Norden med over 40 mio. passagerer årligt, centrale destinationer i alle verdensdele og let adgang til lufthavnen fra alle dele af hovedstaden uanset transportmiddel.

Det er en målsætning, som kræver en omfattende ændring af det nuværende plangrundlag for lufthavnen.

VVM-redegørelser, ændringer af love og bekendtgørelser, lokalplaner m.v. vil kræve, at CPH’s mange interessenter blandt politikere, myndigheder, presse, virksomheder og organisationer i både Danmark og Sydsverige accepterer de gener som planerne indebærer.

Antallet af flyrejser er steget markant de seneste årtier, og væksten fortsætter. Lufthavnen har i det seneste årti opretholdt et historisk højt investeringsniveau, men lufthavnens mål om 40 mio. passagerer årligt vil medføre en yderligere stigning i brugen af tog, bus og metro til lufthavnen på 80 pct. Samtidig forventes en samlet stigning på 48 pct. i antal personkilometer over Øresund frem til 2032 på grund af øget pendling og trafik til lufthavnen fra Sverige, ligesom der forventes en fordobling af godstogstrafikken, der passerer lufthavnen, når Femern Bælt-forbindelsen åbner. Det giver samlet en stor kapacitetsudfordring på banen omkring Københavns Lufthavn, der skal håndteres. Udbygningen vil også have konsekvenser for klima, miljø og lufthavnens naboer. Der er således mange misteltene, der skal tages i ed – og nogle vil kræve håndfast overtalelse.

CPH’s særlige samfundsmæssige rolle

Københavns Lufthavns egen begrundelse for at hente den 43-årige Peter Goll ind i sin ledelse som Vice President og kommunikationsdirektør var da også i sommeren 2018, at lufthavnen ville styrke indsatsen for at varetage ”den særlige samfundsmæssige rolle”, som lufthavnen har.

Lufthavnen lancerede allerede i 2014 ”Expanding CPH”, der var en ambitiøs vision for fremtidens lufthavn, der kan betjene 40 millioner passagerer om året.

Visionen er for længst omsat i konkrete planer og projekter, som CPH er i fuld gang med at realisere som nærmere beskrevet i ”Udredningsrapport, Opdatering af lov- og plangrundlag for udvidelse af Københavns Lufthavn, 2016.”

Ændringen af udbygningsloven

Københavns Lufthavn har haft travlt med at få myndighederne til at ændre den såkaldte udbygningslov, der skal gøre de nødvendige ændringer i lufthavnen mulig, herunder forlængelsen af Finger B og etablering af en ny satellitterminal med tilsammen 46 nye standpladser til parkerede fly i den nordvestlige ende af lufthavnens nuværende vigtige tværbane, 12-30, der i første omgang forkortes og flyttes 500 m østpå mod kysten ud for Øresund og samtidig drejet 6 grader. Det er samtidig forudset, at tværbanen på sigt helt sløjfes.

Spørgsmålet om tværbanen er kontroversielt. Normalt letter og lander 95 pct. af flyene på København lufthavns to hovedbaner. Det betyder, at flyverne flyver ind og over Øresund eller Kongelunden. Når vinden er særlig stærk og kommer fra en særlig retning, bruges tværbanen. Det skyldes, at fly skal have modvind for at lette og lande. Derfor er der blandt luftfartsselskaberne nervøsitet for aflysninger og forsinkede afgange, samt at det hyppigere bliver nødvendigt at omdirigere fly til andre lufthavne, og dermed øgede omkostninger.

CPH og Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye har bearbejdet både transportminister Ole Birk Olesen og den daværende erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen, og med Folketingets vedtagelse den 15. maj 2018 af lovforslag L 154 – Forslag til lov om ændring af lov om luftfart (den såkaldte udbygningslov, der regulerer hvordan CPH må udbygges) – er vejen i princippet banet for lufthavnens omstridte udbygningsplaner.

Med loven præciseres de gældende regler for tilladelser og godkendelser af udbygninger og ændringer af eksisterende flyvepladser. Det gøres dermed tydeligt, at væsentlige større udbygninger og ændringer i Københavns Lufthavn altid kræver tilladelse efter luftfartslovens § 55, stk. 1. Myndighederne får også klar hjemmel til at indføre krav og påbud om maksimale ventetider i sikkerhedskontrol, skærpet kontrol med ventetiden i bagagehåndteringen og i grænse- og paskontrollen.

Hvad med VVM-undersøgelsen?

Det er bemærkelsesværdigt, at Trafikstyrelsen er blevet underkendt i det vigtige spørgsmål om der skulle udarbejdes en VVM-redegørelse inden Folketinget behandlede ændringen af udbygningsloven. Det fremgår, at miljørapport med vurderinger af virkninger på miljøet, revision af støjcirkulæret, lokalplan og miljøgodkendelser vedr. støj, luft, anlæg, mv. først udarbejdes, når placering af standpladser, rulleveje, områder til afisning af fly, bygninger mv. er detaljeret yderligere, når det overordnede lovgrundlag for udbygningen af lufthavnen er på plads – altså vedtagelse af lovforslag L 154.

Kommunikationsteamet

Vice President og kommunikationsdirektør Peter Goll vil i varetagelse af kommunikationen omkring lufthavnens ”særlige samfundsmæssige rolle” blive støttet af den daglige leder af Public Affairs & External Communication, Morten Boje Hviid, og af pressechef Kasper Hyllested.

Københavns Lufthavn ansatte i maj 2017 Morten Boje Hviid som ny External Communications & Public Affairs Director. Morten Boje Hviid kom fra en stilling som nordisk COO i Rud Pedersen Group, der også var involveret i Falck/Bios-sagen. Han er uddannet BA i kommunikation fra RUC i 1994, og har tidligere været særlig rådgiver for fødevareminister Henrik Dam Kristensen, forsvarsminister Hans Hækkerup og udenrigsminister Mogens Lykketoft, ligesom han i perioden 2002-2006 var personlig rådgiver for henholdsvis Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt. Han har desuden arbejdet som seniorrådgiver i konsulenthusene Geelmuyden.Kiese og Public Affairs Group.

I perioden 2008-15 varetog Morten Boje Hviid forskellige ledelsesroller i forbindelse med public affairs og kommunikation i British American Tobacco, Northern Europe and Baltics, herunder i 2014-15 som leder af EU-kontoret i Bruxelles.

Kasper Hyllested har siden den 1. december 2015 været pressechef i Københavns Lufthavn. Inden var Hyllested pressechef i Dansk Metal.

De politiske partier i Folketinget besluttede den 28. februar 2019, at Danmarks største havvindpark skal ligge i Nordsøen. Den kommende kæmpepark, som navngives Thor bliver udbudt i 2019, skal levere 800 MW, der kunne have forsynet 800.000 husstande med strøm.

Problemet er, at hovedparten af strømmen skal bruges af Apple, Google og Facebook, der har besluttet at placere 6 gigantiske datacentre i Danmark. Apples center i Foulum beslaglægger allerede et enormt areal, men andre vil følge: Apples server-center i Aabenraa, Facebooks ved Odense, Google i Fredericia og Aabenraa.

Energiforbruget i Danmark har siden 1990 været faldende, men i de sidste par år er det igen begyndt at stige.

De multinationale virksomheder er formentlig bedøvende ligeglad med, at de danske politiske partier er optaget af, at den kommende havvindpark vil levere et stort bidrag til lokal vækst og den grønne omstilling.

Disse virksomheder har deres egen dagsorden, og markedsfører placeringen i Danmark og forsyningen med vindstrøm med, at have vist klimaansvarlighed.

Realiteten er, at offentlige myndigheder i en fuldstændig mørkelagt proces har garanteret disse udenlandske selskaber en forsyning af ubegrænsede mængder af billig, grøn strøm.

Over de næste år kommer de gigantiske datacentre til at lægge beslag på hovedparten af den grønne strøm, som nu følger af de store, skatteborgerfinansierede investeringer i havvind og andre tiltag i energisektoren.

Vil datacentrene generere beskæftigelse og skatteindtægter?

Det ser ud til, at Apples gigantiske datacenter i Viborg ikke kommer til at bidrage til kommunen med 10.000 arbejdspladser, men måske – ad åre – med op til i alt 150 arbejdspladser. Hvad angår skat viser al erfaring, at de nævnte selskaber næppe ligger søvnløse af frygt for SKAT og skatteminister Karsten Lauritzen.

Udover Apple, Google og Facebook har Digiplex etableret sig i København med option på yderligere tre store datacentre på danske jord inden 2020.

“Danmark er et rigtig interessant marked, der har kunnet tiltrække store investeringer i hyperscale datacentre, og hvor efterspørgslen efter co-location stiger. Den danske regering har skabt de rette betingelser for en blomstrende datacenter-industri, og vi tror det danske marked vil fortsætte med at opleve en stærk vækst. Så vi glæder os til at hjælpe både danske og internationale virksomheder med at accelerere deres digitale transformation”, udtaler Gisle M. Eckhoff, CEO for DigiPlex.

Hvad med alle klimamålsætningerne?

Hvordan Danmark skal kunne leve op til Paris-aftalen og alle målsætningerne om reduceret CO2-udslip?

Realiteten er, at disse datacentre om få år vil forbruge omkring 17 pct. af det samlede strømforbrug i Danmark eller lige så meget strøm som samtlige 2,7 millioner danske husstande.

Er meningen, at den almindelige befolkning skal indstille sig på kødløse dage og afholde sig fra alle flyrejser?

Er det så en god forretning? Næppe. Angiveligt er Apple i Viborg garanteret en meget lav pris for den grønne strøm.

Det er en udbredt misforståelse, at vindenergi er gratis. Den er kostbar at etablere, drive og servicere. Tilslutning og forstærkning af elnettet, betales over vores afgifter til det statslige Energinet.dk, medtages sjældent i de positive ”regnestykker”. Vi hører heller ikke noget om de stigende krav til investeringer i nødvendig backup-kapacitet.

Det betyder, at den danske position på vindmarkedet og de ”betingelser, den danske regering har skabt for en blomstrende datacenter-industri”, er finansieret gennem borgernes hidtidige accept af højt afgiftsniveau.

Den stigende produktion af grøn strøm – ja den sælges til Apple eller til udlandet til rene foræringspriser. I de perioder, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner, må de almindelige danske husstande betale dyrt for tysk brun- eller stenkulkraft-strøm og eventuelt strøm fra svenske og franske atomreaktorer.

https://efkm.dk/aktuelt/nyheder/2019/feb/danmarks-stoerste-havvindpark-skal-ligge-i-nordsoeen/

Der var engang, hvor medlemmerne af Det Konservative Folkeparti gerne ville bevare dannelse, værdighed, omgangsformer og almindelig høflighed. Medlemmerne stod også vagt om Gud, Konge og Fædreland og demokratiets institutioner, når venstreorienterede, opmærksomhedssøgende og folk med dårlig smag uden pli og opdragelse, søgte at rokke ved det borgerlige samfunds fundament.

Der har længe hersket usikkerhed om Mette Abildgaards indsats i Folketinget. Bevares, det unge, sympatiske – men helt blanke medlem af Folketinget – er formand for den lille skare af konservative medlemmer af Folketinget. Hun oplyser også på hendes twitter-konto, at hun er ”Så Konservativ at det gør noget”. Aha, i modsætning til hvem – Poul Schlüter?

Vi ved også, hun er ”grøn”, men i agitationen for det ”det grønne” har hun tydeligvis ikke – som f.eks. Ida Auken – selv noget at byde på, og resultatet er da også patetisk. Abildgaard er ikke født med en sølvske i munden, men hvor er det ellers lige, at Abildgaard prøver at gøre en konkret, politisk forskel?

Jo, hun har noget: Hendes barn.

Den kære politiker har stort set fra undfangelsestidspunktet søgt at fange mediernes opmærksomhed med sin graviditet, men indtil Mette Abildgaard ville have sin 5 måneder gamle baby med ind i Folketingssalen, var Danmarks befolkning faktisk uvidende om, at hun brugte arbejdstiden på at passe eget barn på hendes arbejdsplads.

Nu har Mette Abildgaard fået at vide, at hun må begrænse sin børnepasning på Christiansborg – i hvert fald må hun ikke medbringe sin datter, den fem måneder gamle Esther Marie, til møder i Folketingssalen.

Det er Mette Abildgaard selv, der har skabt offentlighed om sagen. I sidste uge skrev Mette Abildgaard på Facebook, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, havde givet hende besked om, at hun ikke måtte have sin baby med i Folketingssalen, og det var hun noget fortørnet over.

Abildgaard forklarede, at Esther Marie kun var med, fordi hun i sidste øjeblik havde opdaget, at hun var nødt til at stemme i salen. Mette Abildgaards mand er for tiden på barsel, men den konservative politiker havde overtaget datteren et par timer den eftermiddag. Efter beskeden fra Folketingets formand havde hun derfor afleveret babyen i armene på en folketingsbetjent, mens hun stemte, og det var den oplevelse, hun beskrev på Facebook.

Gruppeformanden kunne havde dyrket sin ærgrelse og flovhed i al diskretion, men Abildgaard har uforståeligt valgt at dele sin malplacerede forargelse med offentligheden – angiveligt fordi hun ønskede en ”principiel diskussion” om emnet!

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, giver nu en anden version af forløbet på sin Facebook-profil: ”Som førstehåndsvidne til situationen, der udspillede sig forleden mellem Mette Abildgaard og Pia Kjærsgaard i Folketingssalen, kan jeg blot konstatere, at Mette umiddelbart før mødestart fik tilbudt en såkaldt clearing. Dvs. hun kunne forlade salen uden at behøve at skulle stemme, da den søde kollega Johanne Schmidt-Nielsen tilbød, (som jeg hørte det), at hun også ville undlade at stemme. Dermed ville der fortsat være balance mellem blå/rød blok i forhold til Folketingets sammensætning,” skriver Jacob Jensen: ”Der var med andre ord ikke tale om nogen nødsituation, som det ellers er blevet udlagt som.”

Sagen har også givet anledning til uenighed i Abildgaards eget parti på Christiansborg: Vi kender ikke Rasmus Jarlovs opfattelse, men Avisen.dk har fået fingre i en e-mail, som det konservative folketingsmedlem Orla Østerby har sendt til sine kolleger i folketingsgruppen.

”Jeg kan næsten ikke klare at høre mere om den forurettede Mette Abildgaard,” skriver Orla Østerby og fortsætter:

”Jeg forstår ikke, det er nødvendigt at gå ud på Facebook og udstille Folketingets formand. Det er heller ikke i orden at udstille Folketingets betjent på Facebook. Hele Mettes mediestunt er efter min opfattelse manglende respekt for Folketinget.”

Ifølge Avisen.dk svarede Mette Abildgaard på sin partifælles e-mail:

”Det havde overrasket mig meget, hvis du havde bakket mig op i denne sag.”

Ritzau kan den 27. marts 2019 oplyse, at De Konservative på et gruppemøde har lukket Mette Abildgaards babysag. Samtidig – uden for Det Konservative Gruppeværelse – trækkes fronterne for det kommende folketingsvalg op:

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7097551/Venstre-er-velfærdssamfundets-bulldozer

Spaniens parlament har forkastet, den finanslov, som Pedro Sanchez, fra PSOE (Partido Socialista Obrero Español) havde sat alt ind på at få vedtaget.

Premierminister Pedro Sanchez har efterfølgende udskrevet valg til afholdelse den 28. april.

Det sker på et tidspunkt, hvor politiske spændinger tager til – blandt i forholdet mellem centralregeringen i Madrid og den separatistiske bevægelse i Catalonien.

Højrefløjen med det konservative Partido Popular, PP, under ledelse af tidligere ministerpræsident Mariano Rajoy, i spidsen og separatister fra Catalonien gik imod mindretalsregeringen, så finanslovudkastet blev forkastet af 191 af Parlamentets 350 medlemmer.

Socialistisk mindretalsregering

Det regerende socialistparti, PSOE, er en mindretalsregering med kun en fjerdedel af pladserne i parlamentets underhus, og meningsmålinger tyder på, at det konservative Partido Popular, PP, efter et valg måske vil kunne regere med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det stærkt højreorienterede parti Vox.

Udover problemerne med finansloven er de politiske spændinger i Spanien taget til i den seneste tid i forbindelse med retsopgøret med separatister fra Catalonien.

Catalonien

Sagen mod de 12 tiltalte separatister fra Catalonien begyndte den 12. februar 2019 i den spanske højesteret i Madrid, da der blev taget hul på ”århundredets retsopgør” efter den dybe løsrivelseskrise i Spaniens rigeste område.

De er alle tiltalt i forbindelse med en folkeafstemning i Catalonien i oktober 2017, som blev afviklet til trods for et nedlagt forbud mod den. Desuden er de tiltalt for en uafhængighedserklæring, som optrappede den værste krise i landet siden Francisco Francos død.

Udenfor Catalonien er der formentlig et stort folkeligt flertal, der er imod enhver indrømmelse til Cataloniens separatistiske partier.

Den tidligere regering blev også væltet af et mistillidsvotum

Den Catalonske løsrivelsessag startede under den tidligere konservative premierminister, Mariano Rajoy, men denne regering måtte gå af efter et mistillidsvotum i det spanske parlament i juni 2018. Krisen for den daværende konservative PP-regering var ikke skabt af situationen i Catalonien, hvor regeringen faktisk havde opbakning til den hårde fremfærd mod separatisterne. Det der væltede regeringen, var en sag om korruption, misbrug af offentlige midler og magtmisbrug.

Efter den borgerlige regerings afgang, der sket midt i valgperioden, blev der ikke afholdt parlamentsvalg. Den socialdemokratiske oppositionsleder, Pedro Sanchez, fra PSOE dannede umiddelbart en ny mindretalsregering.

Hvad nu?

Meningsmålinger tyder som nævnt på, at det moderate højreorienterede parti Partido Popular igen kan komme til magten.

En mulig regeringspartner er Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien, men har udviklet sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende liberalt alternativ til det konservative PP.

Det stærkt højreorienterede og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, nævnes også som en mulig deltager i en kommende borgerlig regering. Vox, der stormede ind i det andalusiske parlament ved regionsvalget i december og står til betydelig repræsentation ved et kommende parlamentsvalg, er formentlig de mest krigeriske modstandere af Catalonsk selvstyre. Forsvaret for den spanske enhed er en mærkesag for partiet, der ønsker at tilbagerulle Spaniens decentrale statsmodel med udbredt regionalt selvstyre til fordel for en stærk centralmagt.

Temaerne i den kommende valgkamp vil udover den økonomiske situation være opgøret med korruption og social uretfærdighed, reguleringen af den stadigt stigende indvandring fra Afrika og håndteringen af separatistbevægelser – først det baskiske ETA, men på det seneste især konflikten med selvstyrepartierne i Catalonien.

Vil Spanien igen kunne spille en rolle i EU?

Spanien er på papiret euroområdets fjerde største økonomi med en befolkning af overvejende EU-tilhængere, men Spanien har længe spillet en underordnet rolle i EU og den politiske planlægning, der er foregået på højt politisk plan. Spanien spillede en vis rolle i udformningen af, hvad der blev kaldt regionernes Europa i 1990’erne, herunder udviklingen af den europæiske samhørighedsfond og begrebet europæisk statsborgerskab.

I 2000’erne blev Spaniens udenrigspolitik under premierminister José María Aznar mere pro-amerikansk og cementeret med Spaniens støtte til Irak-krigen i 2003. I 2008 var Spanien ved at bukke under for finanskrisen, der krævede resolut indgreb for at forhindret et totalt kollaps af den spanske banksektor.

Mistilliden til den spanske regering og den usikre parlamentariske situation betyder, at Spanien er sat helt uden for EU-indflydelse i den nærmeste fremtid.