Nord Stream 2. Hvad venter Danmark på?

Gasledningen vil fordoble transportkapaciteten af de russiske naturgasforsyninger gennem Østersøen til 110 milliarder kubikmeter om året.

Den 13. februar 2019 nåede EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet til enighed om detaljerne i aftalen, der i princippet sikrer at rørforbindelser, der fører gas til Europa, vil være omfattet af EU-reglerne på området, og at alle, der sælger gas til Europa, er nødt til at respektere EU’s energilove.

EU-behov for import af naturgas

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022), stenkul (i 2018) og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Nord Stream 2

Omkostningerne for Nord Stream 2 løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

En tredjedel af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil begynde at flyde i slutningen af dette år.

Modstanden

En række lande i Central- og Østeuropa har med alle midler forsøgt at forhindre Nord Stream 2. Ukraine har været lodret imod, dels fordi landet risikerer at miste transitafgifter på årligt 2 mia. dollars fra det nuværende Transgas-transmissionssystem. Man har endvidere argumenteret med, at hvis Transgas-systemet blev overflødigt, ville intet bremse Ruslands aggressioner overfor Ukraine.

Ukraine engagerede ”Rasmussen Global” til at bistå med at organisere modstanden i Danmark og EU mod Nord Stream 2. ”Rasmussen Global” er som bekendt den konsulentvirksomhed, Anders Fogh Rasmussen etablerede umiddelbart efter hans sidste arbejdsdag som generalsekretær i NATO.

Rørledningsprojektet har også mødt voldsom modstand fra 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien). Landene har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Polen har selv ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning til Danmark med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LPG, fra USA, som kan videresælges med fortjeneste.

Fra USA har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”. Donald Trump har måske også en interesse i at tvinge Rusland ud af markedet som leverandør af naturgas. Det ville skabe plads for afsætning af amerikansk LPG, der godt nok er 20 procent dyrere end naturgas.

I diskussionen om Nord Stream 2 har det været hævdet, at gasledningen ville gøre EU afhængig af Rusland. Modargumentet har været, at Ruslands afhængighed af valutaindtægter er større end den europæiske afhængighed af russisk naturgas. Derfor har Rusland været en pålidelig leverandør i mange årtier. Selv på højden af den kolde krig var der ikke tvivl om leveringspålideligheden, fordi Rusland havde desperat brug for gas- og olievalutaindtægter. Det er ikke anderledes i dag. Ruslands gassalg til Kina er voksende, men kineserne betaler kun i yuan. I øvrigt påpeges det, at den eventuelle afhængighed af Rusland ikke bliver hverken større eller mindre og ikke påvirkes af, om den russiske gas kommer gennem Ukraine eller gennem Østersøen.

I Danmark har der også været betydelig politisk modstand mod Nord Stream 2.

EU’s gasdirektiv

Kontroverserne omkring Nord Stream 2 gav anledning til, at EU-Kommissionen for mere end 1 år siden foreslog at udvide anvendelsesområdet for det såkaldte gasdirektiv, der hidtil inden for EU har reguleret gastransmission og bl.a. stillet krav om tredjepartsadgang, adskillelse mellem transmission og produktion/handel, gennemsigtighed og tarif regulering m.v.

Gasdirektivet har ikke været gældende for rørledninger mellem EU og tredjelande, herunder Nord Stream og rørledninger i Middelhavet. For Nord Stream 2 ville udvidelsen af direktivets anvendelsesområde, være blevet et problem, selvom den russiske Gazprom-gruppe kunne have håndteret kravene, men det ville koste.

Det forlød således, at én mulighed kunne være at den formelle ejendomsret til Nord Stream 2 blev flyttet fra Gazprom til det russiske energiselskab Rosneft. Dermed ville EU-kravet om adskillelse mellem rørselskab og gasselskab være opfyldt.

Danmark har støttet EU-Kommissionens forslag, men Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Østrig, Grækenland og Cypern har hidtil blokeret for EU-Kommissionens forslag om at lade Gasdirektivets regler omfatte transmissionslinjer fra 3. lande til EU.

Frankrigs kovending

Frankrig, der i varetagelsen af det franske gasselskab Engies interesser frem til begyndelsen af februar 2019 stod last og brast med Tyskland og de øvrige medlemmer af det blokerende mindretal, skiftede pludselig standpunkt: Frankrig meddelte overraskende, at man kunne støtte EU-Kommissionens forslag til ændringer i Gasdirektivet!

Det var angiveligt de negative konsekvenser for Polen og Slovakiet, der havde fået Frankrig til at ændre holdning. Frankrig oplyste dog samtidig, at man arbejdede “med vores partnere, især med Tyskland, om mulige tekstændringer”.

Kansler Angela Merkel måtte gribe ind, og hun kunne efter intense forhandlinger med Frankrig oplyse, at der forelå en aftale mellem landene, der ville gøre det muligt at indføre yderligere betingelser uden at forhindre Nord Stream 2-projektet.

Natten til onsdag den 13. februar 2019 nåede EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet til enighed om detaljerne i aftalen, der i princippet sikrer at rørforbindelser, der fører gas til Europa, vil være omfattet af EU-reglerne på området, og at alle, der sælger gas til Europa, er nødt til at respektere EU’s energilove.

Havretten

FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet.

EU-aftalen om gasdirektivet

De aftalte ændringer i gasdirektivet betyder, at det er kyststaten hvor Nord Stream 2 ilandføres – Tyskland – og ikke EU-Kommissionen, der skal fastsætte de nærmere regler for rørledningen.

Tyskland vil naturligvis nu være bundet af Gasdirektivet, men det vil ifølge bestemmelserne være muligt at undtage ny infrastruktur fra kravene. For så vidt angår eksisterende infrastruktur (der falder udenfor de nuværende undtagelsesbestemmelser) vil det være muligt at give konkrete og tidsbegrænsede undtagelser fra de væsentligste bestemmelser i direktivet, hvis det vurderes ikke at være til skade for konkurrencen, effektiv markedsfunktion og EU’s forsyningssikkerhed. Det er også i de aftalte regler forudset, at der kan opstå situationer med gasinfrastruktur til og fra tredjelande, hvor der vil være forskellig lovgivning gældende for dele af gasinfrastrukturen – f.eks. fra afsenderlandet ind til EU’s jurisdiktionsgrænse.

I sådanne situationer kan der forhandles en aftale, der kan sikre efterlevelse af EU-retten.

Udsigt til løsning

Ifølge Financial Times undersøger Nord Stream 2 i øjeblikket muligheden for at lægge de sidste 50 kilometer af rørledningen på tysk territorium over i et selvstændigt selskab, for på den måde vil den resterende del af ledningen ikke være omfattet af EU’s regler. Det vil altså sige, at Nord Stream vil kunne forhandle betingelserne for 1200 km af rørledningen på plads med Tyskland uden for EU’s regler om blandt andet gennemsigtighed om tarifferne og tredjepartsadgang. Til gengæld vil det nye selskab og de sidste 50 km være omfattet af EU’s gasdirektiv. En sådan opsplitning ville svare til ejerskabet til den rørledning – Opal, der i Tyskland siden 2011 forbinder den eksisterende Nord Stream med det tyske distributionsystem.

Bemyndigelsen til at godkende Nord Stream 2 i de farvande, rørledningen vil krydse, beror fortsat hos de nationale myndigheder i de pågældende lande: Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.

Danmarks dilemma

Løsningen på konflikten om Nord Stream 2 betyder, at der nu alene mangler den formelle tilladelse fra Danmark.

Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har længe været under behandling i Energistyrelsen.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Hvad venter Lilleholt på?

Godkendelsen har imidlertid været trukket ud mens man ventede på en afklaring af de EU-retslige forhold. Linjeføringen på dansk søterritorium betyder, at Danmark kunne have nægtet at godkende Nord Stream 2.

Konsortiet bag rørledningen har derfor forberedt en alternativ linjeføring nord om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kunne stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Med afklaringen i EU er det ikke længere afgørende om linjeføringen i Østersøen bliver den ene eller den anden.

Det må derfor antages, at Energistyrelsen faktisk længe kunne have givet tilladelse til den oprindelige ansøgning om Nord Stream 2, men afventer tilladelse fra Energiministeren.

Hvorfor nøler Lars Christian Lilleholt?