Vi blev med Liberal Alliance og Anders Samuelsen stillet i udsigt, at vi nu endelig ville få politikere af en hidtil uset bonitet.

Alliance-folkene ville afvise at bære verdens tungeste skatteåg, og top-og millionærskatter ville hurtigt være en saga blot.

Liberal Alliance ville også være resistent overfor de forsøg på udskamning, som venstrefløj og medieklasse traditionelt udsætter borgerlige politikere for. Med andre ord, kunne vi vente den slags politikere, der står fast, selvom der både hades, hetzes og shitstormes. Den slags politikere, der har integritet nok til ikke at ofre kampen for vores børns fremtid for en kortvarig anerkendelse fra det politisk korrekte Politiken-segment og andre med de ”rigtige” meninger.

Siden partiet sammen med Venstre og det Konservative Folkeparti valgte at gå i regering er det dog knebet gevaldigt med at leve op til forventningerne. Den store del af vælgerhavet, der er bekymrede over indvandringen, er blevet slemt skuffede. Liberal Alliance har ingen udlændingepolitik, eller vælger ikke at komme frem med den. Det kan befrygtes, at de mange tidligere radikale i virkeligheden stadig har en svaghed for det multikulturelle samfunds velsignelser? På skatteområdet har man solgt ud af kravet om lettelser i topskatten, Über er blevet forbudt, og en række andre liberale mærkesager er gemt helt af vejen.

Anders Samuelsen

Partiformand Anders Samuelsen har selv bidraget til nedturen. Hans påståede eminente kvalifikationer til at varetage udenrigsministerposten har ikke udmøntet sig i resultater. Tværtimod træder han konstant i spinaten med sin unuancerede kritik af Israel, den amerikanske præsident og senest af Sverige.

Helt udokumenteret påstår Anders Samuelsen, at det danske bud på Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, havde stået betydeligt stærkere, hvis svenskerne havde bakket op om København som ny værtsby.

Amsterdam blev som bekendt udpeget til vært for det eftertragtede EU-agentur, der skal flytte fra sit nuværende hjem i London som følge af briternes exit fra Unionen. Samuelsens angreb kommer selvom Danmark i anden afstemningsrunde blandt de resterende 27 lande europaministre blev slået af både Amsterdam og Milano.

Del ultimative ydmygelse af Anders Samuelsen indtraf, da ”Den saftigste bøf” blev serveret i satireprogrammet Den Korte Radioavis. Programmets værtsfigur, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, var kommet i besiddelse af en rigtig lummer sladderhistorie: Udenrigsministeren var blevet forladt af sin kæreste, fordi de ikke længere ”delte værdier”. Kirsten Birgit ville fra en anonym kilde vide, at det ikke bare drejede sig om en enkelt elskerinde, men hele 11 kvinder – der hurtigt blev til 21 på Den Korte Radioavis, der så bedre kunne forstå, hvorfor Samuelsen ikke havde tid til at være udenrigsminister og læse sine briefinger. Kirsten Birgit er forstående: ”Han må bolle med lige så mange, han vil”. Hun vil ikke moralisere, men historien skal ud. ”Dumme svin, mand”, hvæser medværten, Rasmus Bruun, der øjner chancen for at få de ”liberale svin” ned med nakken.

Ole Birk Olesen

Danmarks meget liberale transportminister, Ole Birk Olesen, har også bidraget til Liberal alliances nedtur. Birk Olesen, der har ry for at være arrogant og have svært ved at erkende egne fejl, har fået det meste af Folketinget på nakken, og det er et spørgsmål om tid, før han bliver væltet som minister.

På Transportministeriets hjemmeside forsøger han at give et positivt billede af hans første tid som minister, og fremhæver de overordnede dagsordener, der optager ham: Frihed, fremgang og fremtid.

Realiteten er at han er vaklet fra krise til krise.

Postnord

På et møde den 14. marts 2017 blev Ole Birk Olesen i absolut sidste øjeblik reddet af finansminister Kristian Jensen. På mødet tilsidesatte transportministeren al anstændighed og beklagede ydmygt, at postordførerne ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om Postnords økonomi: ”Det skulle være sket før” lød det fra ministeren tirsdag morgen. Når Birk Mortensen overhovedet overlevede var det alene fordi finansministeren kunne bekræfte, at partierne finanslovsordførere faktisk var blevet orienteret om den katastrofale situation i Postnord.

Uber

I slutningen af marts kunne selvsamme liberale transportminister, Ole Birk Olesen, notere, at den taxilov han var blevet påtvunget af et politisk flertal for, er direkte anledning til, at kørselsselskabet Uber kastede håndklædet i ringen og forlod landet.

Udover at Birk Olesen måtte sluge den bitre pille overfor sine egne vælgere, måtte han lide den tort at blive ydmyget internationalt. Via Reuters gik ministerens navn den halve verden rundt under overskriften ”Nye regler får Uber til at trække sig ud af Danmark”.

Så hvem ved, måske bliver Ole Birk Olesen og hans taxilov starten på en kædereaktion, der ender med at bringe det af LA hyldede amerikanske selskab til fald?

Byggestyrelsen

Konsulentfirmaet Ernst & Young har for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemført en granskning af Bygningsstyrelsens igangværende etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

Rapporten afdækker, at der i Bygningsstyrelsen ikke er reageret i tide på de udfordringer, som projektet har været i. Projektet er fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. – en budgetoverskridelse på over 80 pct.!

Det er endvidere i den gennemførte granskning af Niels Bohr-projektet konkluderet, at der ikke i Bygningsstyrelsen er tilvejebragt det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter. Dette gælder både i forhold til Niels Bohr-projektet og i forhold til andre projekter.

Det her er alvorligt!

Bygningsstyrelsen er statens ejendomsadministrator og bygherre. Det er Bygningsstyrelsen, der sørger for moderne, funktionelle og omkostningseffektive rammer til f.eks. ministerierne, politiet, domstolene og universiteterne – dvs. mere end 800.000 personer!

Bygningsstyrelsen er en af Danmarks største offentlige ejendomsadministratorer og bygherrer med en samlet ejendomsportefølje på ca. 4 mio. m2, de administrerer 1.800 lejemål og de har ansvaret for igangværende byggesager for 16 mia. kr. (hvis alle budgetterne skrider med 80 pct. – 29 mia. kr.)!

Bygningsstyrelsen hører under Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesens ansvarsområde, og blev dannet i 2011 ved en sammenlægning af dele af tidligere Slots- og Ejendomsstyrelsen, Universitets- og Bygningsstyrelsen samt Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Er det rimeligt at fyre Bygningsstyrelses direktør, Gyrithe Saltorp? Burde Ole Birk Olesen også fyres?

Banedanmark

Den politiske tålmodighed med Banedanmark er ved at være brugt op. Sådan lyder det, efter at det er kommet frem, at der er nye problemer med det nye signalsystem.

Det nye signalsystem er blevet betegnet som danmarkshistoriens største jernbaneprojekt. Men det er ramt af store problemer. I januar kunne Statsrevisorerne konstatere, at projektet bliver op mod tre år forsinket og 4,4 milliarder kroner dyrere end ventet. Og mere er på vej.

Det er helt uforståeligt, hvis det ikke får konsekvenser for Ole Birk Mortensen og Banedanmark.

Kvinder er uden moral og ære

Ole Birk Olesen har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011. Til mediet damefrokosten.com udtalte han bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Ole Birk Olesen er et eksempel på hvordan Liberal Alliance gang på gang opgiver alle liberale positioner og kaster al anstændighed og alle valgløfter over bord, for at forblive i Lars Løkkes regering.

Men hvem er Ole Birk Olesen egentlig?

Ole Birk Olesen, født 21. december 1972 i Gram, søn af fhv. gårdejer Nis Olesen og fhv. kontorassistent Margit Olesen. Gift med fotograf Sif Meincke og Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds fra 15. september 2011.

Inden indvælgelsen i Folketinget i 2011 og ministerposten fra november 2016 var Birk Olesen redaktør af Netavisen 180Grader. Inden da var han i 5 år journalist ved Berlingske Tidende, og før det journalist på Ekstra Bladet fra 1999 til 2002.

Discount-Pia

I 1998 forfatter Birk Olesen en artikel i Ekstra Bladet om Pia Kjærsgaard, ”Discount-Pia”. Af artiklen fremgik det, at ”Pia Kjærsgaards taktik går ud på at hoppe og springe for fotografer og journalister. Pia sad med en kold pizza i den ene hånd og greb ud efter telefonen med den anden, så det hele så ekstra travlt ud”, skrev journalistpraktikant Birk Olesen i artiklen.

Han undlod at fortælle, at det var ham selv, der havde opfordret Pia Kjærsgaard til at sidde med en daggammel pizza i hånden af hensyn til fotografen.

Det er efterhånden længe siden, men i DF har man en lang hukommelse. DF’s transportordfører, Kim Christiansen, har betegnet ham som inkompetent og arrogant og kemien mellem de to er ekstremt dårlig.

Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested har om Birk Olesen sagt, at: ”Jeg synes at han virker arrogant, men det har jeg tilskrevet, at han er uvant i jobbet. Han kan virke lidt kantet. Jeg vil endda sige kejtet”.

Det med arrogance synes at være et karaktertræk, der har kendetegnet ham siden han som ung praktikant første gang satte sine ben på Christiansborg.

Kristian Thulesen Dahl

”Pia Kjærsgaards kronprins amok: Din luder”, hed det på forsiden af Ekstra Bladet i 2001, hvor Kristian Thulesen Dahl beskyldes for at have forfulgt en malaysisk kvinde fra det ene morgenværtshus til det andet.

Artiklen var skrevet af Ole Birk Olesen.

De Konservative får også Ole Birks journalistiske krabask at mærke. På partiets landsmøde i 2004 opdager han at nogle beduggede KU’ere ved 01-tiden om natten synger ”Det var et herligt KU-møde”. Ole Birk Olesen beskrev herefter detaljeret i Berlingske Tidende hvordan KU sang fascistisk inspirerede slagsange fra 30erne.

180grader

Ole Birk Olsen var som journalist frækkere end de fleste, og startede efterfølgende den højreorienterede netavis 180grader. Efter det første leveår kommer netavisen ud med et underskud på 900.000 kr. og senere træder Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen til, skyder et ukendt beløb ind i avisen, og køber 40 pct. af selskabet igennem sit holdingselskab Seier Capital.

Siden Ole Birk Olesen blev kandidat for Liberal Alliance i 2010, har 180grader levet videre som et brugerstyret medie.

Krisen fortsætter for det færøske Landsstyre, som endnu ikke har fundet et flertal for en vigtig fiskerireform.

Baggrunden er, at Færøsk økonomi er inde i en højkonjunktur, der især drives af den positive udvikling i den altdominerende fiskesektor. Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet.

Landsstyrets forslag til fiskerireform

Den færøske landsstyrekoalition bestående af Javnaðarflokkuri/Socialdemokraterne, Tjóðveldi/Republikanerne og Framsókn med lagmanden, socialdemokraten Aksel V. Johannesen, i spidsen, fremsatte allerede den 22. maj 2017 et forslag om reform af reguleringen af fiskeriet.

Baggrunden var dels, at det hidtidige reguleringssystem baseret på tildelingen af fiskedage fandtes utidssvarende, og dels ønsket om, at de overnormale profitter og indtjening i fiskerierhvervet i højere grad skulle komme hele samfundet til gode.

Landsstyrets forslag følger tre hovedprincipper:

·         Uddeling af kvoter skal være markedsbaseret

·         Biologisk baseret forvaltning af fiskebestande

·         Alle fiskerettigheder skal være færøsk ejede.

At fiskerirettigheder skal udloddes på markedsbaserede vilkår, betyder, at en del af kvoterne sælges på auktion. Dermed kan landskassen få en større andel af ressourcerenten, der hidtil i for høj grad er kapitaliseret i overnormale profitter og lønninger til en begrænset gruppe i det færøske samfund.

Hidtil er bl.a. reguleringen af bundfisk sket ved at tildele fiskedage, dvs. antal dage, hvor skibene kan fiske frit inden for et bestemt område. Det gør det ifølge landsstyret vanskeligt at opretholde en forsvarlig forvaltning af fiskebestandene for bundfisk. Systemet med fiskedage foreslås derfor ændret til kvoter baseret på biologisk rådgivning.

Den nuværende fiskerilovgivning tillader en udenlandsk ejerandel på 67 pct. af egenkapitalen. Landsstyret foreslår, at rederierne i fremtiden skal være 100 pct. færøsk ejet, hvilket vil sige, at virksomheden skal have været hjemmehørende på Færøerne i mindst fem år. Der vil ikke være begrænsninger af udenlandsk finansiering af fiskefartøjer mv.

Regeringskrise

Der kunne imidlertid ikke opnås enighed i Lagtinget inden sommerferien, så forslaget faldt. Landsstyret genfremsatte reformforslaget den 14. september med nogle justeringer, der skulle imødekomme den interne modstand i Landsstyrekoalitionen.

Forslaget om fiskerireform har været førstebehandlet i Lagtinget og ligger nu i erhvervsudvalget. Erhvervsudvalget har imidlertid endnu ikke afgivet betænkning, fordi to medlemmer af Lagtinget fra Aksel V. Johannesen eget socialdemokratiske parti, meddelte, at de ikke kunne stemme for reformen. Det forlyder, at der især er modstand mod reformens auktionsdel, hvor det frygtes at kvoterne koncentreres hos de mest kapitalstærke dele af færøsk fiskeri.

Derved mistede Landsstyret, der oprindelig havde 17 medlemmer, flertallet i Lagtinget med i alt 33 medlemmer.

Belastning for Landsstyret

Sagen er meget belastende for især lagmand Aksel V. Johannesen og Javnaðarflokkuri/Socialdemokraterne. De gik til valg på fiskerireformen, som er fremlagt, og alligevel er det endt med at falde til jorden.

Samtidig er der et tidspres, fordi de nuværende fiskeritilladeler udløber ved slutningen af året.

Det har givet anledning til spekulationer på Færøerne om der vil blive udskrevet valg, hvis det ikke lykkedes for Aksel V. Johannesen at få vedtaget reformen.

Foreløbig har der været forhandlet med Centerpartiet om støtte til fiskerireformen og eventuel deltagelse i Landsstyrekoalitionen. Disse forhandlinger brød imidlertid hurtigt sammen.

En anden mulighed er, at forlænge de hidtidige tilladelser og udsætte fiskerireformen eller dele af reformen. Det er selvfølgelig også en mulighed, at man ændrer reformforslaget således at der kan opnås tilslutning fra alle 17 medlemmer i koalitionen.

Valg er sidst udvej

Javnaðarflokkuri/Socialdemokraterne står ifølge opinionsmålinger til en betydelig afklapsning, hvis der afholdes valg nu, og derfor antages det at Aksel V. Johannesen vil gøre alt for at undgå den udgang.

Ikke desto mindre holdt de to store borgerlige oppositionspartier, Sambandspartiet og Folkeflokken, landsmøder i sidste weekend, hvor der på programmet var forberedelse til valg.

Gunstig økonomisk situation på Færøerne

Når der ses bort fra de politiske problemer, er Færøerne inde i en højkonjunktur, der især drives af den positive udvikling i fiskesektoren. Indtægterne fra opdrættet laks er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet. Samtidig er ledigheden på Færøerne lav, og især byggeriet mangler arbejdskraft.

Finanspolitikken på Færøerne bør efter Nationalbankens opfattelse strammes. Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er ganske vist vendt til overskud i Landskassen, men forbruget og investeringerne i kommunerne er fortsat for høje.

Beskæftigelsen er høj og der er overhængende risiko for overophedning af økonomien. Nationalbanken mener derfor, at Landsstyret og kommunerne bør overveje at udskyde dele af de offentlige investeringer.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne er væsentlig højere end i Danmark. Búskaparráðið – Fær­øernes Økonomiske Råd har vurderet at væksten i BNP i 2016 var på 6,8 pct. og i indeværende år forventes en vækst på 6 pct.

Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og produktionen pr. indbygger på Færøerne nåede i 2015 næsten op ved siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Den enkelte af de 49.864 indbyggere på Færøerne har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI i 2015 på omkring 364.000 kr.

På Færøerne var den disponible BNI allerede i 2015 på godt 370.000 kr. og må i 2017 vurderes at ligge på omkring 425.000 kr., mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer.

Årsagen er som nævnt den stærke økonomiske vækst på Færøerne som følge af de gode tider for fiskeri og fiskeopdræt – sammenholdt med den økonomiske stagnation i Danmark. Tilskuddet fra den danske stat og nettolønindkomst fra personer, der arbejder i udlandet, men bor på Færøerne, kommer oveni.

Krisen i 1992-93

Den økonomiske situation på Færøerne er meget langt fra situationen, da gældskrisen ramte Færøerne i begyndelsen af 1990’erne.

Allerede i slutningen af 1980’erne blev det påpeget, at et massivt overforbrug gennem den økonomiske politik på Færøerne og en alt for stor gældsætning, indebar store risici.

Gældsætningen, blev desværre intensiveret, da den danske regering ubesindigt satte realkreditloven i kraft på Færøerne.

Først da den økonomiske krise ramte banksektoren, og den første færøske bank stod over for en konkurs i oktober 1992, blev der reageret. Krisen var på det tidspunkt under kraftig udvikling. Produktionen på Færøerne var allerede faldet drastisk og i begyndelsen af 1993 var den økonomiske udvikling på Færøerne på vej ind i totalt kollaps. I virkeligheden den mest omfattende økonomiske krise, noget vestligt samfund har oplevet i nyere tid med direkte fald i produktion og indkomst, konstant stigende arbejdsløshed, udvandring og en udlandsgæld på 8 mia. kr.

Først i juni 2008 kunne regeringen og Færøernes landsstyre med en ny aftale lukke et smertefuldt kapitel i Rigsfællesskabet, endeligt afslutte banksagen og tilbageføre det fulde ansvar for den økonomiske politik til Færøernes hjemmestyre.

Bør regeringen blande sig?

Det er Færøernes Landsstyre og Lagtinget i Torshavn, der i henhold til hjemmestyreloven fra 1948 og aftalen i 2008, suverænt har ansvaret for den økonomiske politik og erhvervspolitikken, herunder fiskeriet på Færøerne. Det bør dog ikke afskære den danske regering fra overfor Landsstyret at understrege Nationalbankens anbefalinger vedrørende styringen af de offentlige udgifter på Færøerne.

Det er også et spørgsmål, om ikke tiden er inde til at opdatere den aftale, der ligger bag det årlige statslige bloktilskud til Færøerne på 642 mio. kr.

Det er snart 30 år siden, at regeringen og Færøernes Landsstyre den 9. marts 1987 indgik en aftale om en tilskudsreform, der konverterede en lang række tilskud på områder, der ikke var overtaget af hjemmestyret som særanliggender, til et samlet bloktilskud.

Når den disponible bruttonationalindkomst pr. indbygger på Færøerne ligger væsentligt over niveauet i Danmark, og når Færøernes Landsstyre kan tillade sig offentlige investeringer og forbrug på et niveau, der ligger uden for det økonomiske råderum i Danmark, burde det være muligt at finde forståelse for nødvendige justeringer.

Store dele af København, Frederiksberg og Gentofte er hårdt ramt af oversvømmelser ved kraftig regn eller skybrud. De seneste år har spildevandsselskaber og kommuner brugt milliarder af kroner på klimatiltag, herunder bygning af regnvandsbassiner, afløbskanaler og højere diger mod oversvømmelser. I den sidste ende er det vandforbrugerne, der kommer til at betale.

I Gentofte gennemføres der i samarbejde med Novafos klimasikring af bl.a. Gentofterenden og Mosegårdskvarteret.

Til Gentofterenden, der er et af de ni udpegede risikoområder i Gentofte, er der i kommunens budget afsat 42,97 mio. kr. i 2018 og 13,5 mio. kr. i 2019. De klimatiltag, der gennemføres af Novafos, finansieres som bekendt af borgerne.

De kortvarige skybrud i september 2017 med oversvømmelser ved Hellerup station, på Tuborgvej og andre steder samt utallige oversvømmede kældre demonstrerede endnu engang resultatet af mange års mangel på rettidig omhu. Kommunen burde længe inden, det blev smart at tale om ”klimatilpasning”, have sikret vedligeholdelse og udbygning af kloaksystemerne.

Med de ekstremt høje ejendomsskatter og vandpriser kunne borgerne nok have forventet en mere adækvat indsats af de ansvarlige myndigheder.

Skybrudstunneller

Fremadrettet har områdets forsyningsselskaber – HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Novafos og Frederiksberg Forsyning – planlagt at anlægge tre store skybrudstunnelprojekter: Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen.

Gentoftes borgere har en særlig interesse i Svanemølletunnelen, der skal kunne lede regnvandet fra Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård ud i havet.

Budgettet for tunnellerne har hidtil været på 1,6 mia. kr., men nu viser det sig at skybrudstunnellerne bliver mindst 800 mio. kr. dyrere. Det viser et notat sendt til Københavns Kommunes teknik og miljøudvalg.

Ifølge notatet skal tunneler og skakte kunne håndtere større vandmængder end tidligere antaget, og derfor vil det koste mindst 2,4 mia. kr. at anlægge Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen. En risikoanalyse udarbejdet af Hofor viser samtidig, at tunnellerne i værste tilfælde kan blive endnu 300 millioner kroner dyrere.

Ekstraudgifterne til projektet skal fordeles mellem de tre forsyningsselskaber, der står bag projekterne: Hofor, Frederiksberg Forsyning og Novafos. Ifølge notatet vil budgetskredet kræve at taksterne hæves med 0,4-0,5 kr./m3 vand. Det svarer til 44-55 kr. årligt for en husholdning med et vandforbrug på 110 m3/år.

Ejendommeligt, at klimatilpasning stort set ikke er blevet berørt i valgkampen forud for kommunalvalget den 21. november.

Notatet til København Kommunes teknik og miljøudvalg kan læses her:

https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/52f284c7-2c10-415c-93fa-b683be0b4a58/e13f1916-96df-4c43-a9dc-c477563149bd/Attachments/19206644-25263147-12.PDF

Artikel i Ingeniøren:

https://ing.dk/artikel/efter-valgkampen-venter-vandkampen-208578?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=email&utm_campaign=daglig&cx_newsletter=daglig&cx_newsletterid=207252&utm_source=ING+V2+Common&utm_campaign=a7718bdabe-EMAIL_CAMPAIGN_2017_11_19&utm_medium=email&utm_term=0_e43d1267b1-a7718bdabe-48759493

Polen har lagt sig ud med EU-Kommissionen. Den polske regerings forsøg på at reformere det polske justitsvæsen har givet anledning til bekymring i Bruxelles for ”retsstatsprincipperne”.

Polakkerne har også vakt vrede grundet deres modstand mod modtagelsen af muslimske migranter og lodrette modstand mod EU’s nødlidende omfordelingsordning.

Polakkerne er stolte af deres land og glade for EU-medlemskabet, men selvom de sammen med Ungarn og Østrig udskammes for mangel på ”solidaritet”, ønsker de selv at bestemme hvor mange fremmede, de skal modtage. Polakkerne har dårlige erfaringer med overnationale instanser, der dikterer, hvordan de skal indrette deres samfund. Der er tale om et land, som blev splittet i tre dele fra 1795 til 1918 for så siden krigen at blive indlemmet i Østblokken frem til 1991.

Den manglende forståelse i Bruxelles for den polske regerings politik er måske ikke helt upåvirket af, at Donald Tusk, Ministerrådets formand, kommer fra det største polske oppositionsparti, Civic Platform, Platforma Obywatelska (PO), der ved parlamentsvalget i 2015 blev slået af det nuværende regeringsparti, det nationalkonservative Law and Justice, Prawo i Sprawiedliwość (PiS).

PiS blev dannet i 2001 af tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczyński. Lech Kaczyński blev dræbt den 10. april 2010, da et Tu-154 fly fra det polske luftvåben styrtede ned ved Smolensk i Rusland, men Jaroslaw Kaczyński er den magtfulde leder af PiS.

Polen og retsstatsprincipperne

Den 6. november 2017 havde kommissær Frans Timmermans en meningsudveksling i Europa-Parlamentets Committee on Civil Liberties, Justice and Home Affairs (LIBE) med Roberta Metsola og Birgit Sippel om retstilstanden i Polen.

Timmermans, der i EU-Kommissionen har ansvaret for “Better Regulation, Inter-Institutional Relations, the Rule of Law and the Charter of Fundamental Rights”, tilkendegav bekymring for, at den polske regerings lovforslag vedrørende den polske Højesteret (Supreme Court) og Domstolenes Nationalråd (National Council for the judiciary) udgjorde en ”systemic threat to the rule of law”.

EU-Parlamentet har onsdag den 15. november 2017 vedtaget en resolution, der opfordrer til sanktioner mod Polen i anledning af de kontroversielle reformer af det polske retssystem.

Parlamentet opfordrer til at iværksætte EU-traktatens artikel 7, stykke 1.

Den polske holdning

Den polske regering har følt, at landets juridiske system var et levn fra den kommunistiske epoke og domstolene fungerede som en stat i staten. Regeringspartiet, det nationalkonservative Law and Justice, Prawo i Sprawiedliwość (PiS), der vandt parlamentsvalget i 2015, har derfor hele tiden haft ændringer i retssystemet på programmet.

På forslag fra regeringen 1. behandlede det polske parlament derfor torsdag den 20. juli en kontroversiel reform af Højesteret.

Forslaget, der sætter højesteret under direkte parlamentskontrol, blev vedtaget (med 235 stemmer for, imod 192 og 23 hverken for eller imod), dagen efter, at Europa-Kommissionen med trusler om sanktioner havde opfordret den polske regering til at suspendere lovforslaget.

Reformen af Højesteret blev vedtaget med enkelte ændringer i forhold til tidligere udkast. I den vedtagne tekst er det således den polske præsident (i øjeblikket Andrej Duda) – og ikke justitsministeren – der skal fastsætte forretningsordenen for højesteret.

Det er også præsidenten – og ikke justitsministeren – der afgør hvilke dommere, der kan sidde i retten, når den nye lov træder i kraft 30 dage efter vedtagelsen.

Der indføres et særligt kammer i Højesteret, der skal tage stilling til disciplinære forhold vedrørende domstolene.

Den polske regering har argumenteret for behovet for at “højne de etiske og moralske standarder” inden for retsvæsenet. Dommerne skal være upartiske, og afsige fair og retfærdige domme, og det kan ifølge regeringen kun sikres ved at oprette et særligt disciplinært kammer i højesteret.

Oppositionen har kritiseret lovgivningen og hævdet, at ændringerne ville være ensbetydende med ”ophævelse af domstolenes uafhængighed og ødelægge grundlaget for frihed og parlamentarisk demokrati”.

I forbindelse med det polske parlaments vedtagelse af regeringens retspakke, vedtog man også ændringer til en lov om Domstolenes Nationalråd, NCJ: Medlemmerne af NCJ skal vælges af parlamentet med tre-femtedels flertal, i stedet for simpelt flertal, som i den oprindelige bestemmelse.

Den kontroversielle lovpakke blev endeligt godkendt af det polske Senat natten til lørdag den 22. juli 2017, men har siden ligget på præsidentens bord. Præsidenten – Andrej Duda – har tilkendegivet, at han overvejer en række elementer i den samlede reform.

EU

Allerede på mødet i EU-Kommissionen onsdag den 19. juli tilkendegav kommissær Timmermans, at loven om Højesteret sammen med andre reformer vedrørende udnævnelse af dommere ville “øge de systemiske trusler mod retsstatsprincippet i Polen”.

Kommissionen har forsøgt at komme i dialog med den polske regering, og med opfordringen fra Europa-Parlamentet den 15. november 2017 kan det ende med, at EU-Kommissionen for første gang vil forsøge at udløse artikel 7 i Traktaten om den Europæiske Union.

Artikel 7 i TEU har til formål at sikre, at alle EU-lande respekterer de fælles værdier i EU, herunder retsstatsprincippet. Den forebyggende mekanisme i artikel 7, stk. 1, i TEU kan imidlertid kun aktiveres i tilfælde af en tydelig risiko for en ”alvorlig overtrædelse”, og sanktionsmekanismen i artikel 7, stk. 2, i TEU kan kun aktiveres i tilfælde af, at et ”EU-land groft og vedvarende overtræder” de værdier, der er anført i artikel 2.

Den forebyggende mekanisme giver Rådet ret til at give det pågældende EU-land en advarsel, før en ”alvorlig overtrædelse” rent faktisk har fundet sted.

Sanktionsmekanismen giver Rådet ret til at suspendere visse af de rettigheder, der følger af traktaterne for det pågældende EU-land, herunder landets stemmerettigheder i Rådet. I dette tilfælde skal der have fundet en vedvarende grov overtrædelse sted i nogen tid.

Proceduren vil i givet fald skulle bekræftes af medlemsstaterne med kvalificeret flertal. Flere lande, som Ungarn, har sagt, at de ville modsætte sig sanktioner, men Timmermans har tilkendegivet, at Kommissionens bekymringer ”deles bredt” af medlemslandene.

Kritik

De polske ændringer i retssystemet kritiseres voldsomt og hævdes at kompromittere vedtagne retsstatsprincipper, domstolenes uafhængighed og magtens tredeling og dermed selve grundlaget for demokrati.

Det kan måske være en anledning til at belyse proceduren for dommerudnævnelser i andre lande.

Danmark

Ifølge den danske grundlov er udnævnelsen af dommere helt overladt til regeringen, om end den ligesom alle andre regeringsanliggender udøves under et efterfølgende politisk ansvar overfor Folketinget. Regeringens/justitsministerens dispositioner omkring udnævnelsen af nye dommere har traditionelt ikke givet anledning til politisk debat, idet praksis længe har været, at man har fulgt den indstilling, som man har modtaget fra domstolene. Denne praksis, der primært har tjent til at sikre, at dommere udnævnes efter faglige/personlige kvalifikationer. Som et led i en bredere domstolsreform i 1998, der bl.a. havde til formål at sikre en bredere rekruttering af dommere og større gennemsigtighed ved besættelse af dommerstillinger, blev denne praksis formaliseret af bestemmelser om, at et uafhængigt dommerudnævnelsesråd (bestående af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og to repræsentanter for offentligheden) indstiller én person til en ledig stilling som dommer – for så vidt angår en stilling som højesteretsdommer i form af en indstilling om, at den pågældende udpeges til at prøvevotere for Højesteret med henblik på udnævnelse. Justitsministeren kan ikke uden videre udpege en anden ansøger, men er forpligtet til at følge rådets indstilling, medmindre han vælger at forkaste indstillingen, (hvilket ifølge lovforarbejderne kun vil ske helt undtagelsesvis).

USA

Den amerikanske er den korteste og ældste skrevne forfatning, som fortsat er gældende i noget land i Verden. Den amerikanske forfatning har samtidig en central placering i vestlig politisk kultur og fremhæves ofte som et forbilledligt eksempel til efterfølgelse. Forfatningen definerer tre grene af magtapparatet: en lovgivende forsamling med to kamre som er repræsentanternes hus og senatet, som tilsammen danner Kongressen, en udøvende magt, som ledes af præsidenten og en dømmende magt, som ledes af højesteret. Forfatningen skitserer magtbeføjelserne og opgaverne for hver af de tre grene. Forfatningen henlægger en række opgaver til de amerikanske delstater, og skaber derved et føderalt regeringssystem.

USA’s højesteret (Supreme Court of the United States, ofte forkortet SCOTUS) er det højeste juridiske organ i USA og leder af det føderale retsvæsen. Det består af højesteretspræsidenten og otte andre dommere. Den har myndighed til at tolke og afgøre spørgsmål om føderale love, herunder også forfatningen.

Som USA’s føderale højesteret står domstolen i spidsen for landets føderale dømmende myndighed. Domstolen har sæde i landets hovedstad, Washington DC. Højesteret har i alt ni dommere. Dommerne udnævnes af den siddende præsident. Den amerikanske forfatnings regler om, at præsidentens nominering af ny højesteretsdommer skal godkendes i Senatet, lægger nærmest op til inddragelse af politiske hensyn i udnævnelsesforløbet. Det har da også været praksis, at den siddende præsident nominerer en kandidat, der politisk ligger på linje med præsidenten – og at hans politiske modstandere forsøger at modarbejde udnævnelsen.

Senest har præsident Trumps nominering af Neil Gorsuch til den ledige plads i Højesteret efter at den konservative dommer Antonin Scalia døde i februar 2016, givet anledning til intens politisk debat i det amerikanske Senat.

I USA er dommerne medlem af højesteret for livstid, og fratræder ellers kun ved opsigelse eller ved rigsretsdom. Ingen dommer er nogensinde fratrådt efter rigsretsdom, men en række er gået af efter eget ønske.

Refleksion

I Danmark udnævnes dommerne i Højesteret af regeringen. I USA udnævnes dommerne i Højesteret af præsidenten. Betyder det, at Danmark og USA ”groft og vedvarende overtræder” centrale europæiske værdier vedrørende retsstaten? Vil EU-Kommissionen iværksætte sanktioner mod Danmark og USA?

https://www.information.dk/telegram/2017/11/eu-parlamentet-opfordrer-straffe-polen

Gentofte Kommune er kendt for at være en velhavende kommune med højt serviceniveau, en lav beskatning og en sund økonomi.

Kommunens borgere er gennemgående tilfredse med serviceniveauet, men man er også opmærksom på, at intet er gratis. Partierne bag den nuværende 2-årige budgetaftale lægger da også vægt på uændret indkomstskat og en grundskyld, der fortsat vil være den laveste, som loven tillader.

Det er måske ikke så mærkeligt, at alle andre end kommunens borgere mener, at Gentofte kan betale mere til fællesskabet, når imaget af Gentofte som den kommune i Danmark, der har landets laveste skattetryk, så stædigt forsvares?

Lavere rådighedsbeløb

Procentregning er godt, men for Gentoftes borgere er det tilbageværende rådighedsbeløb i kroner og øre, når regningen er betalt, desværre for mange mindre end i andre kommuner.

I Gentofte har grundskyldspromillen i årevis været fastfrosset til 16 promille af grundværdierne.

Alligevel er kommunens opkrævning af grundskyld hos sagesløse husejere steget år efter år – bortset fra 2015 og 2016, hvor grundskylden har været fastfrosset.

Gentofte Kommunes budget for 2017 er baseret på uændrede kommunale skattesatser – 22,8 pct. for indkomstskatten, 16 promille for grundskylden, 10 promille for dækningsafgiften og kirkeskatten til 0,41 pct.

Stigende skatter

Alligevel stiger de samlede skatteindtægter til 6.113 millioner kr. i 2017 og til 6.786 millioner kr. i budgetoverslagsåret 2020. En stigning på 673 millioner kr.! Grundskyldsbetalingerne vokser samtidig fra 554 millioner kr. til 665 millioner kr.

I 2017 har grundskyld fået lov at stige igen – med gennemsnitligt 1.729 kr., og grundskyldsbetalingen for et gennemsnitligt hus i kommunen er 33.158 kr. Hertil kommer naturligvis ejendomsværdibeskatningen til staten, der betyder, at en samlet ejendomsskat på over 75.000 kr. ikke er ualmindelig.

Stigende skatter skal dække stigende udgifter

Gentoftes 76.000 borgere serviceres af kommunens omkring 8.000 ansatte (6.836 omregnet til heltidsansatte). Kommunens budgetterede lønudgifter er i indeværende valgperiode steget fra 2.415.298.000 kr. i 2014 til 2.578.335.000 kr. i 2017.

Nye ejendomsvurderinger i 2019

Efter planen kommer der nye ejendomsvurderinger i 2019, som under ét ventes at blive væsentligt højere end de aktuelle vurderinger. Navnlig grundvurderingerne ventes at blive højere.

For at opfylde det løfte, der blev afgivet i forbindelse med boligskatteaftalen i foråret 2017, om at aftalen ikke måtte føre til skattestigninger, vil virkningen af de højere grundvurderinger blive neutraliseret ved en nedsættelse af grundskyldspromillerne. Grundskyldspromillerne fastsættes, så provenuet i 2021 ved anvendelse af nye vurderinger i hver enkelt kommune svarer til provenuet under gældende regler.

Den gennemsnitlige grundskyldspromille forventes sænket fra aktuelt ca. 26 promille til knap 16 promille, og den maksimale grundskyldspromille sænkes fra 34 til 30 og den nuværende undergrænse på 16 promille afskaffes.

I Gentofte vil grundskyldssatsen ifølge Skatteministeriets beregninger skulle falde fra 16 til 8,7 promille for at sikre det samme provenu.

Nedsættelsen vil imidlertid blive noget større i nabokommunerne. I København falder satsen med 12,6, i Ballerup med 21,6, i Gladsaxe med 12,8, i Glostrup med 14,8 og i Herlev med 12,6.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at flertallet i kommunalbestyrelsen – i borgernes interesse – i en periode koncentrerer sig om at nedbringe udgiftsniveauet i kommunen?

Politikere og embedsmænd skraber bunden i en ny troværdighedsundersøgelse. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper skraber bunden sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.

Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat, viser at hele 56 procent af de adspurgte, har begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykker tillid, mens resten er i tvivl.

Andre analyser bekræfter Norstats måling. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager

Manglen på tillid er ikke overraskende. Embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden. Samtidig med alle disse sager har der været stigende opmærksomhed med topembedsmænds lønninger og frynsegoder – det der er kaldt ”lønfesten på chefgangen”!

Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier. Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Pia Gjellerup

Den tidligere DJØF-medarbejder Pia Gjellerup blev først sendt i byen. Socialdemokraten Gjellerup er leder for noget så eksotisk som Center for Offentlig Innovation, og hun belærte de valgte politikere om, at de nu måtte samle sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kunne komme mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat – og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.

Hendes andet innovative forslag var, at vi ”i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden – giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste”. Der skulle med andre ord nedsættes endnu en Kommission, der skal ”bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper”.

Bo Smith-udvalget

Embedsmændenes eget fagforbund DJØF nedsatte i 2014 Bo Smith-udvalget, som fik til opgave at undersøge forholdene i embedsværket.

Formanden var den tidligere departementschef Bo Smith, der under sin ansættelse i Københavns kommune påførte skatteborgerne et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Man kan spørge hvorfor, der absolut skulle nedsættes nye udvalg – hvorfor ikke bare følge anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner? Hvorfor ikke igen respektere hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet?

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det var gået helt galt, havde en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De erkendte, at der var brug for en opstramning, og de ønskede at vise omverdenen, at de senere års pinagtige sager blev taget alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser blev det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter”, som i efteråret 2015 blev publiceret af Finansministeriet, distribueret til embedsmænd i centraladministrationen, og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Sandhedspligten har fået ny aktualitet efter den famøse sag om justitsministerens ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager. Spørgsmålet er, om ikke Statsministeriets departementschef burde have overvejet sin egen og andre ledende departementschefers rolle. Det er desværre ikke så overraskende, at embedsværket er svækket. Når centrale embedsmænd i Statsministeriet, Finansministeriet og Økonomiministeriet hårdt presset af en ny regerings krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til personalepolitiske principper, lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015.

Rapporten tilføjer ikke meget substantielt til ”Syv centrale pligter”. Over rapportens 378 sider prøver udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det gøres så elegant og besnærende, at det næsten lykkes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, siger Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v., der anvendes i de fleste andre lande.

Allerede ved rapportens offentliggørelsen kunne enhver med ledelseserfaring fra centraladministrationen se, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af, hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrog rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet med et helt andet embedsmandssystem – måske politisk udpegede statssekretærer, som i de fleste andre lande. Men det var sikkert heller ikke meningen med øvelsen!

Gode anbefalinger, der ikke er nye

Ligesom i departementschefernes analyse nåede Bo Smith-udvalget også frem til, at der er brug for mere åbenhed i forvaltningen for at modgå befolkningens mistillid. Det er næppe ærligt ment – hovedparten af departementscheferne og medlemmerne af Bo Smith-udvalget var stærke tilhængere af den famøse offentlighedslov, der netop afskærer offentligheden fra indsigt i centraladministrationens ”maskinrum”.

Udvalgets foreslog konkret, at der udarbejdes et nyt kodeks over regler og normer, som embedsmænd skal overholde, at dette kodeks forankres bredt politisk, at alle ministerier årligt evaluerer overholdelse af kodekset og at kodekset anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.

Disse anbefalinger tilførte intet nyt i forhold til Finansministeriets ”Syv centrale pligter”.

Nye anbefalinger, der ikke er gode

Bo Smith-udvalget foreslog desuden, at der skulle etableres nye tværgående enheder i ministerierne til at hjælpe ministeren med dag til dag-politiske udspil, og at den politiske beslutningsproces styrkes i toppen af ministeriet. Det er ikke overraskende, at centraladministrationens fremmeste fagforening, DJØF, foreslår en tilbygning til centraladministrationen med nye attraktive arbejdspladser til håbefulde politiserende scient.pol’er.  Men ville det ikke have været mere nærliggende at anbefale politisk udpegede statssekretærer til den rolle?

Til benefice især for jurist-sektionen i Djøf blev det foreslået, at oprette stillinger som retschefer (velsagtens i en højere lønramme?), der kan bistå med det juridiske arbejde i ministeriernes ledelse.

Bo Smith, der selv har smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslog et nyt udvalg, der skulle se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skal samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?

Ministerierne skulle desuden pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skulle de udvise mere åbenhed, og bla. foranstalte offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skulle også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering ligesom pressehåndtering skulle indgå i oplæringen af embedsmænd.

Ny kritik og fortsat diskussion

Bo Smith-udvalgets rapport med konklusionerne om, at det danske system grundlæggende er sundt og godt, er efterfølgende blevet brugt af både politikere og forskere til at lægge den kritiske debat om embedsværket død.

I oktober 2017 har dagbladet Information detaljeret beskrevet, at 2 forskere i tidsskriftet Politica på grundlag af en gennemgang af materialet bag Bo Smith-udvalgets rapport har påpeget store problemer med undersøgelsesmetoden. Der er reelt tale om konklusioner uden belæg, forbehold, der forsvinder, og undersøgelser med så store metodiske problemer, at man reelt ikke kan bruge dem til noget.

Selvom Bo Smith afviser kritikken, må det stærkt betvivles, at diskussionen om embedsmænd med Bo Smith-udvalget er stoppet.

Man må forvente, at Folketingets partier nu sætter sig på den dagsorden. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Denne beretning kunne være et udmærket afsæt for politiske overvejelser om reorganiseringen af den danske centraladministration.

Reformationen kan i Danmark tidsfæstes til 1536. I Tyskland var det imidlertid allerede den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var ikke kun en kulturrevolution indledt, men opgøret med den katolske kirke indebar også, at en reel økonomisk revolution var i gang, og grundstenen til protestantismen blev lagt.

Forud var gået en periode, hvor en kulturel og intellektuel ny-orientering med renæssancen havde spredt sig fra Norditalien, og der opstod en politisk vækkelse, der var i klar modsætning til den hidtidige dominerende hierarkiske og feudale struktur.

I Danmark skulle vi igennem Grevens Fejde – en blodig borgerkrig, hvor Hansestæderne med Lübeck i spidsen forsøger at genindsætte den katolske tidligere danske konge Christian II mens de protestantisk sindede medlemmer af det danske Rigsråd ønsker den afdøde kong Frederiks I’s søn, Christian, hertug af Slesvig og Holsten, på tronen.

I 1536 nåede Reformationen formelt Danmark, da Christian vandt kampen og som kong Christian den 3. afskaffede den katolske kirke og indførte den lutherske tro som rigets officielle religion.

Den danske Luther

I Danmark forbindes især Hans Tausen (Født 1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn – død 11. november 1561 i Ribe) med Reformationen. Hans Tausen var ikke den eneste danske reformator, men én af de første, der især satte sit præg på Viborg. Han oversatte Biblen til dansk, blev senere biskop i Ribe og er kendt som “den danske Luther”.

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var en oprører og reformator uløseligt knyttet til de tyske lokaliteter Wartburg, Erfurt, Eisleben og Wittenberg. Luther ikke blot skabte den protestantiske kirke, men bidrog ifølge selvforståelsen i Folkekirken også til at forme store dele af den samfundstænkning, vi har i dag.

“Der er mange ting i vores hverdag, som skyldes Martin Luther. Vi kan f.eks. takke ham for både folkeskolen, arbejdsmoralen og turistrejserne”, har tidligere biskop Jan Lindhardt sagt.

Udsagnet diskuteres, men meningen er, at der er en lige linje fra Luthers tanker om børn og opdragelse til Folkeskolen. Under pietismen blev der lagt vægt på det enkelte menneskes inderlige tro, og som konsekvens af dens indflydelse blev konfirmationen indført i 1736, så barnet selvstændigt kunne tage stilling til den tro, som forældrene havde indlemmet det i ved dåben. Med indførelse af konfirmation fulgte naturligt kravet om en vis skolegang, som var nødvendig for, at børn kunne læse Den Lille Katekismus, som blev brugt til at indføre børnene i den teologi, de ved konfirmationen bekræftede at have tilsluttet sig.

I Den Lille Katekismus havde Luther nedskrevet de vigtigste teologiske dogmer og ritualer i hans udlægning af kristendommen, og den lille bog blev grundlaget for det, der blev kendt som den evangelisk-lutherske tro. Heri indgik som grundelementer fadervor, trosbekendelsen, sakramenterne og De Ti Bud samt skriftemålet.

Den Lille Katekismus dannede grundlag for kristendomsundervisningen i Danmark flere århundreder og udgør stadig én af folkekirkens bekendelsesskrifter, som er de tekster, der omfatter troens grundlæggende lærepunkter. Disse blev fastlagt med Den Danske Lov i 1683.

Luther tillægges også æren for den gennemgående høje arbejdsmoral i Nordeuropa. Han gjorde op med tanken om, at det ikke var fint at arbejde. Om protestantismen er årsagen eller ej er realiteten, at efter Reformationen blev arbejdsindsatsen fordoblet, de fleste knokler stadig!

Når Lindhardt også giver Luther ansvaret for turismen, hænger det sammen med, at han gjorde op med tanken om pligtskyldige pilgrims-rejser, og rejser blev for protestanter til noget, man gjorde af lyst, og ikke af pligt.

Synet på Gud og synd

Under alle omstændigheder er der anledning til at markere 500-året for Reformationen. Vi kan takke Luther for at synet på Gud blev ændret fra noget vi skulle frygte til en nådig og frigørende Gud – en Gud vi har med os og ikke mod os.

En væsentlig drivkraft for Luther var modstanden mod afladshandel, som han afviste som det rene kætteri: at man hos kirken kunne købe sig til en forkortet tid i skærsilden ved at købe afladsbreve var absurd. Han satte i stedet det enkelte menneske i direkte relation til Gud. Grundlaget i åndelige anliggender skulle være skriften alene, Sola Scriptura. Den skrift, som er, og som ikke er noget, som mennesket har fundet på (og som der ej heller kan/må stilles spørgsmål til).

Martin Luther mente, at alle døbte principielt kan være præster, og at den katolske kirkes hierarki med paven som mellemled mellem Gud og mennesker ikke alene er forkert, men også ukristelig. “Den, som er døbt, kan rose sig af allerede at være viet til præst, biskop og pave” (Martin Luther i “Til den kristne adel” 1520).

Det er vanskeligt at forestille sig en fladere opbygning i et trossamfund. Her er ingen paver, biskopper eller prælater, der står over andre. Alle troende er lige over for Gud, og når mennesket i troen blev bundet til Kristus, blev det frit og ubundet over for alle andre mennesker.

Man kan ikke undgå synden, selvom man bestræber sig på at undgå at handle moralsk forkert. Men synden vil altid være der. ”Synd tappert” er Luther ofte citeret for. Næppe fordi han mente, at dårlig opførsel skulle undskyldes, men erkendelsen af, at synd var uundgåelig, og at man selv er synder, er forudsætningen for at forstå, at man har brug for troen og Guds tilgivelse.

Luther tillægges udsagnet ”Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang / Bleibt ein Narr sein Leben lang”, der formentlig er sigende om Luther, som anså det gode, daglige, karske liv på jord som noget essentielt: Et godt liv for et syndigt menneske, der kunne leve med sin synd, for Gud var der jo, og det er ikke ved dine gerninger, du skal frelses, men ved Guds nåde.

Martin Luther blev gift i 1925 og boede med kone, deres 6 børn og en betydelige husstand i det tidligere kloster i Wittenberg, Det sorte kloster. Luther mente, at ægteskab og familieliv kunne hjælpe kristne til at træne kristne dyder såsom tålmodighed, gavmildhed og ydmyghed.

Efter Reformationen

Reformationen indebar en økonomisk revolution i Nordeuropa. Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og i Skandinavien hos kongerne. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder, ejendom og medfødte privilegier. Christian den III satte sig tungt på kirkens meget betydelige værdier, magten over kirkelovgivningen og kontrollen med embedsudnævnelser.

Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have fedtet for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten med tilhørende værdier.

Martin Luthers forhold til den verdslige øvrighed var allerede i datiden kontroversiel og forholdet mellem den evangelisk-lutherske folkekirke og demokratisk etablerede myndigheder giver stadig anledning til debat. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.

Forholdet mellem kirken og verdslige øvrigheder

Adskillelse af stat og kirke er til stadighed emne for debat. Realiteten er, at Folkekirken er en fast forankret institution i Danmark – Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske folkekirke:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Den Lutherske respekt for den verdslige øvrighed eksisterer stadig. I den danske folkekirke efterfølges prædikenen af en kirkebøn, som præsten beder på vegne af menigheden, hvor han eller hun takker Gud, beder om hjælp i dagligdagen og beder for de syge, ensomme og fattige samt for øvrigheden, dvs. folketing og regering og til tider kongehuset, idet disse i en folkekirkelig forståelse har et ansvar for menneskenes gode liv i kraft af deres embede.

Martin Luthers kompromisløse respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Vi skal tilbage til 1525. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne. Bønderne agtede sig imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne.  Luther reagerede voldsomt. I sit skrift ”Imod bøndernes røver- og morderbander” opfordrede han alle, der kunne, til at ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”. Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Forholdet til jøder og andre trosopfattelser

I forholdet til jøderne var han ligeledes kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.

Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig, opstod der en såkaldt døberbevægelse. Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister. Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne, og blev normalt straffet med døden. Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, billiger Luther henrettelserne.

Ufred og krig

Efter reformationen, der trosmæssigt havde spaltet Tyskland og i realiteten hele Europa, udvikledes en magtkamp mellem tilhængerne af de forskellige trosretninger. Udover den evangelisk-lutherske kirke udviklede protestantismen især i Nederlandene og Skotland under indflydelse af Jean Calvins tænkning til den reformerte kirke (Calvinister, Presbyterianere, Huguenotter). I Schweiz var den reformerte kirke ledet af Huldrych Zwingli. I England opstod den Calvin-inspirerede anglikanske kirke, da Henrik 8. med etableringen af Church of England i 1534 med kongen som overhoved afskar forbindelsen til Paven.

Den samtidige genkomst af katolicismen med Modreformationen fra midten af 1500-tallet øgede modsætningerne og efter oprøret i Bøhmen, hvor protestanter i 1618 kastede katolske øvrighedspersoner ud af vinduet på borgen i Prag, startede 30-års krigen. Den ufred og tumult i Europa, der startede med Reformationen i 1517 sluttede først med den Westphalske fred i 1648.

Kun 18 pct. er protestanter

Omkring 32 pct. eller 2,2 mia. af verdens befolkning på 7 mia. er kristne. Muslimer udgør 23 pct., ateister 16 pct., hinduer 14 pct. og buddhister 7 pct.

Verdens 2,2 mia. kristne er fordelt med 50 pct. katolikker, 38 pct. protestanter og 12 pct. ortodokse. Af Europas 566 mio. kristne er kun omkring 18 pct. protestanter.

Store dele af København, Frederiksberg og Gentofte er hårdt ramt af oversvømmelser ved kraftig regn eller skybrud. De seneste år har spildevandsselskaber og kommuner brugt milliarder af kroner på klimatiltag, herunder bygning af regnvandsbassiner, afløbskanaler og højere diger mod oversvømmelser. I den sidste ende er det vandforbrugerne, der kommer til at betale.

I Gentofte gennemføres der i samarbejde med Novafos klimasikring af bl.a. Gentofterenden og Mosegårdskvarteret.

Til Gentofterenden, der er et af de ni udpegede risikoområder i Gentofte, er der i kommunens budget afsat 42,97 mio. kr. i 2018 og 13,5 mio. kr. i 2019. De klimatiltag, der gennemføres af Novafos, finansieres som bekendt af borgerne.

De kortvarige skybrud i september 2017 med oversvømmelser ved Hellerup station, på Tuborgvej og andre steder samt utallige oversvømmede kældre demonstrerede endnu engang resultatet af mange års mangel på rettidig omhu. Kommunen burde længe inden, det blev smart at tale om ”klimatilpasning”, have sikret vedligeholdelse og udbygning af kloaksystemerne.

Med de ekstremt høje ejendomsskatter og vandpriser kunne borgerne nok have forventet en mere adækvat indsats af de ansvarlige myndigheder.

Skybrudstunneller

Fremadrettet har områdets forsyningsselskaber – HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Novafos og Frederiksberg Forsyning – planlagt at anlægge tre store skybrudstunnelprojekter: Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen.

Gentoftes borgere har en særlig interesse i Svanemølletunnelen, der skal kunne lede regnvandet fra Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård ud i havet.

Budgettet for tunnellerne har hidtil været på 1,6 mia. kr., men nu viser det sig at skybrudstunnellerne bliver mindst 800 mio. kr. dyrere. Det viser et notat sendt til Københavns Kommunes teknik og miljøudvalg.

Ifølge notatet skal tunneler og skakte kunne håndtere større vandmængder end tidligere antaget, og derfor vil det koste mindst 2,4 mia. kr. at anlægge Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen. En risikoanalyse udarbejdet af Hofor viser samtidig, at tunnellerne i værste tilfælde kan blive endnu 300 millioner kroner dyrere.

Ekstraudgifterne til projektet skal fordeles mellem de tre forsyningsselskaber, der står bag projekterne: Hofor, Frederiksberg Forsyning og Novafos. Ifølge notatet vil budgetskredet kræve at taksterne hæves med 0,4-0,5 kr./m3 vand. Det svarer til 44-55 kr. årligt for en husholdning med et vandforbrug på 110 m3/år.

Notatet til København Kommunes teknik og miljøudvalg kan læses her:

https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/52f284c7-2c10-415c-93fa-b683be0b4a58/e13f1916-96df-4c43-a9dc-c477563149bd/Attachments/19206644-25263147-12.PDF

Det bør ikke undre, at Radikale Venstre, der erklærer sig selv i en kategori, der ved bedre og har mere ret end andre, er i frit fald mod spærregrænsen.

De Radikale står til at lide et voldsomt valgnederlag i København. Selvom sagen om Anna Mee Allerslev først og fremmest vedrører København, har sagen demonstreret, at partiet er presset helt i bund. Morten Østergaards ubehjælpsomme håndtering af sagen har været anskuelsesundervisning i forskellen på Margrethe Vestager og Østergaard: Hvor Vestagers politiske erfaring og empati gav hende en fordel i forhold til de fleste andre på Christiansborg, har den unge Østergaard igen afsløret sig som provinsiel amatør og fusentast.

At Morten Østergaard sammen med Kristian Jensen fra Venstre har skrevet en kronik om udviklingspolitik (”Uanset hvem der sidder i regering efter næste valg, skal FN’s verdensmål sætte rammen for den danske udviklingspolitik”) siger mindre om Østergaard som politisk håndværker og mest om finansministerens mangel på substans og leflen for den ”rigtige mening”.

Det Radikale Venstre har i nyere tid været eksponent for enkeltstående positive lysende initiativer. Den overordnede økonomiske politik, dagpengereformen og begrænsningen af universiteternes optag. Fyringen af daværende kulturminister Uffe Elbæk tjener dem også til ære. Men så igen – Marianne Jelved som kulturminister og hendes beskyttelse af det kulturradikale DR og uforbeholdne opbakning til den radikale historieskrivning i ”1864”. En Manu Sareen som kirkeminister, og energiminister Rasmus Helvegs firkantede meldinger om vindsatsning, udenrigsminister Martin Lidegaards meldinger om EU-samarbejde på flygtningeområdet og Tyrkiets medlemskab af EU. Uha – uha.

I takt med at presset på Anna Mee Allerslev voksede, har Sofie Carsten Nielsen mere og mere hektisk og skingert prøvet at aflede opmærksomheden ved idelige angreb på Inger Støjberg, partshøringer og sagen om økonomisk støtte til Exitcirklen.

Forud for kommunalvalget den 21. november 2017 har De Radikale også lokalt skruet op for gassen. I Gentofte har de radikale kandidater til henholdsvis kommunalbestyrelse og Folketing, Kristine Kryger og Sofie Carsten Nielsen – i modsætning til alle andre – hævdet, at Gentofte er langt fra kapacitetsgrænsen hvad angår flygtninge. Sofie Carsten Nielsen har endda udtalt: ”at den der med, at nu kan vi ikke tage imod flere flygtninge, den pisser mig af”!

Gentoftes radikale spidskandidat, Kristine Kryger, gjorde sig tidligere bemærket ved i Villabyerne at være stærkt kritisk overfor de helt nødvendige investeringer i kommunens institutioner for vores svageste borgere: “I forvejen møder vi, der bor her, beboere med tis i bukserne og bræk på tøjet i Fakta, og derfor vil det være forkert at placere flere mennesker i et i forvejen belastet område”.

Det er samtidig typisk, at de Radikale undsiger og snigløber de tidligere regeringspartnere i Socialdemokratiet og SF. Sofie Carsten Nielsen har i den ubehagelige radikale tradition med at bagtale tidligere samarbejdspartnere, udtalt om Henrik Sass Larsen, der er vokset op med en voldelig stedfar på den københavnske vestegn: “Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude”.

Når det nu trækker op til et opgør, vil vi igen se, at det Radikale Venstre rykker sammen om de maksimalt 5-6 pct. overbeviste radikale i dette land, og giver fanden i os andre. De allerede frelste radikale er bedrevidende folk, der mener, de har monopol på sandheden og de rigtige meninger, og som under alle omstændigheder er overbeviste om, at de er bedre mennesker end alle os andre. De typiske radikale har som oftest ingen forbindelse til de produktive erhverv, men ernærer sig ved undervisning, ansættelse i Folkekirken, overførselsindkomst eller i en veldædig organisation.

Denne lille skare, der hilser globaliseringen velkommen på en særegen provinsiel måde, har for længst afgjort med sig selv, at vedvarende energi er det rigtige, at Danmark bør gå helt over til økologi og fint kan klare sig uden det konventionelle landbrug, og at uhæmmet indvandring og åbne grænser indebærer en positiv berigelse af det danske samfund. Andre politiske opfattelser dæmoniseres og De frelste Radikale er fløjtende ligeglade med konsekvenserne for nationens sammenhængskraft, men optaget af den rare fornemmelse af at ”gøre det rigtige”.

Det er en ringe trøst, at efter det seneste valg og den fortsatte nedtur, må Det Radikale Venstre imødese en længere periode uden for indflydelse. Alle partier har set hvordan partiet kannibaliserer på enhver, der vover et samarbejde, så hvem tør samarbejde med Det Radikale Venstre? Radikale Venstre er i hvert fald utænkelig som samarbejdspartner for Det Konservative Folkeparti. Alene tanken er uhyrlig – Det Radikale Venstre er sammen med Enhedslisten nærmest modpoler til det Konservative Folkeparti og Barfoeds flirt med Margrethe Vestager kostede som bekendt dyrt. Kristian Jensen fra Venstre har tilkendegivet udlændingepolitiske synspunkter, der ligger tæt på Det Radikale Venstre, og på det seneste er han gået i samarbejde med Morten Østergaard om udviklingspolitik. Hermed bekræftes det igen, at Kristian Jensen som leder af Venstre vil være en katastrofe for det borgerlige Danmark.   

Efter de radikale kvælertag på de tidligere regeringspartnere SF og S er der næppe andre end Kristian Jensen, der tør binde an med partiet. Politisk er der gode grunde: Frem til den aktuelle radikale new public management politik kan der trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen, partiets indædte modstand mod Danmark medlemskab af NATO i 1949, samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne og frem til vore dages klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, overakademiserede uddannelsespolitik, utroværdige og kostbare indvandringspolitik, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed overfor husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

De politiske partier har svigtet boligejerne, og partier som Centrum Demokraterne og Det Konservative Folkeparti, der tidligere kæmpede boligejernes sag, er enten allerede afgået ved døden eller ligger på det yderste.

Regeringen, Nationalbanken, Finanstilsynet og Konkurrencerådet varetager åbenlyst andre interesser, og derfor er situationen desværre, at ingen varetager realkreditlånernes interesser.

Realkreditkunderne er af gode grunde utilfredse efter de seneste års massive stigninger i bidragssatserne. Derfor har realkreditbranchen været udsat for massiv kritik i længere tid.

Ingen konkurrence på realkreditmarkedet

På et konkurrencemarked kan virksomheder konkurrere på pris eller kvalitet, det gælder i princippet for alle brancher. På nogle markeder ligner produkterne hinanden så meget, at der udelukkende konkurreres på pris. Sådan er det i den danske realkreditsektor – de enkelte realkreditinstitutter kan give produkterne kreative navne, men realiteten er, at alle udbydere tilbyder stort set de samme produkter. Derved ligner realkreditmarkedet ganske meget det danske marked for benzin- og olieprodukter.

Problemet er da også, at ligesom benzinselskaberne er realkreditudbyderne meget utilbøjelige til at konkurrere i det hele taget, fordi kunderne i praksis er stavnsbundet til deres selskab. Det koster typisk flytteomkostninger på 12.000 kr. hvis et realkreditlån skal flyttes. Under alle omstændigheder er der en kartelagtig fælles forståelse i branchen af, om hvornår – og i særdeleshed om hvornår, der ikke skal konkurreres.

Politisk ”aftale” om realkreditten

Det lød derfor næsten for godt til at være sandt, da erhvervsminister Brian Mikkelsen den 26. januar 2017 storsmilende og med de sædvanlige energiske armbevægelser kunne bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være bundet til et bestemt realkreditselskab? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt. Et nærmere eftersyn har dokumenteret, at aftalen især var til fordel for realkreditten, mens de over 1 million låntagere igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner. Hvis flytningen sker i forbindelse med en varslet bidragsstigning, må instituttet kun opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring.

Det havde givet mening, hvis samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Brian Mikkelsen kunne have ydet en håndsrækning til låntagerne, men han valgte at se bort fra en anbefaling om at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Er lånerne stavnsbundne prioritetsbestyrere?

Forbrugerrådet Tænk har beregnet, at den opreklamerede ”aftale” indebærer en besparelse på godt 1.800 kr. ud af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v. flytter fra.

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning. Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Realkredittens pengekasse

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige 15 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til børsnoterede aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Karteldannelse på realkreditområdet

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har dokumenteret, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste to år. Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Intet sagligt grundlag for bidragsstigninger

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.