Reformationens 500 års jubilæum

Reformationen kan i Danmark tidsfæstes til 1536. I Tyskland var det imidlertid allerede den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var ikke kun en kulturrevolution indledt, men opgøret med den katolske kirke indebar også, at en reel økonomisk revolution var i gang, og grundstenen til protestantismen blev lagt.

Forud var gået en periode, hvor en kulturel og intellektuel ny-orientering med renæssancen havde spredt sig fra Norditalien, og der opstod en politisk vækkelse, der var i klar modsætning til den hidtidige dominerende hierarkiske og feudale struktur.

I Danmark skulle vi igennem Grevens Fejde – en blodig borgerkrig, hvor Hansestæderne med Lübeck i spidsen forsøger at genindsætte den katolske tidligere danske konge Christian II mens de protestantisk sindede medlemmer af det danske Rigsråd ønsker den afdøde kong Frederiks I’s søn, Christian, hertug af Slesvig og Holsten, på tronen.

I 1536 nåede Reformationen formelt Danmark, da Christian vandt kampen og som kong Christian den 3. afskaffede den katolske kirke og indførte den lutherske tro som rigets officielle religion.

Den danske Luther

I Danmark forbindes især Hans Tausen (Født 1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn – død 11. november 1561 i Ribe) med Reformationen. Hans Tausen var ikke den eneste danske reformator, men én af de første, der især satte sit præg på Viborg. Han oversatte Biblen til dansk, blev senere biskop i Ribe og er kendt som “den danske Luther”.

Martin Luther

Martin Luther (1483-1546) var en oprører og reformator uløseligt knyttet til de tyske lokaliteter Wartburg, Erfurt, Eisleben og Wittenberg. Luther ikke blot skabte den protestantiske kirke, men bidrog ifølge selvforståelsen i Folkekirken også til at forme store dele af den samfundstænkning, vi har i dag.

“Der er mange ting i vores hverdag, som skyldes Martin Luther. Vi kan f.eks. takke ham for både folkeskolen, arbejdsmoralen og turistrejserne”, har tidligere biskop Jan Lindhardt sagt.

Udsagnet diskuteres, men meningen er, at der er en lige linje fra Luthers tanker om børn og opdragelse til Folkeskolen. Under pietismen blev der lagt vægt på det enkelte menneskes inderlige tro, og som konsekvens af dens indflydelse blev konfirmationen indført i 1736, så barnet selvstændigt kunne tage stilling til den tro, som forældrene havde indlemmet det i ved dåben. Med indførelse af konfirmation fulgte naturligt kravet om en vis skolegang, som var nødvendig for, at børn kunne læse Den Lille Katekismus, som blev brugt til at indføre børnene i den teologi, de ved konfirmationen bekræftede at have tilsluttet sig.

I Den Lille Katekismus havde Luther nedskrevet de vigtigste teologiske dogmer og ritualer i hans udlægning af kristendommen, og den lille bog blev grundlaget for det, der blev kendt som den evangelisk-lutherske tro. Heri indgik som grundelementer fadervor, trosbekendelsen, sakramenterne og De Ti Bud samt skriftemålet.

Den Lille Katekismus dannede grundlag for kristendomsundervisningen i Danmark flere århundreder og udgør stadig én af folkekirkens bekendelsesskrifter, som er de tekster, der omfatter troens grundlæggende lærepunkter. Disse blev fastlagt med Den Danske Lov i 1683.

Luther tillægges også æren for den gennemgående høje arbejdsmoral i Nordeuropa. Han gjorde op med tanken om, at det ikke var fint at arbejde. Om protestantismen er årsagen eller ej er realiteten, at efter Reformationen blev arbejdsindsatsen fordoblet, de fleste knokler stadig!

Når Lindhardt også giver Luther ansvaret for turismen, hænger det sammen med, at han gjorde op med tanken om pligtskyldige pilgrims-rejser, og rejser blev for protestanter til noget, man gjorde af lyst, og ikke af pligt.

Synet på Gud og synd

Under alle omstændigheder er der anledning til at markere 500-året for Reformationen. Vi kan takke Luther for at synet på Gud blev ændret fra noget vi skulle frygte til en nådig og frigørende Gud – en Gud vi har med os og ikke mod os.

En væsentlig drivkraft for Luther var modstanden mod afladshandel, som han afviste som det rene kætteri: at man hos kirken kunne købe sig til en forkortet tid i skærsilden ved at købe afladsbreve var absurd. Han satte i stedet det enkelte menneske i direkte relation til Gud. Grundlaget i åndelige anliggender skulle være skriften alene, Sola Scriptura. Den skrift, som er, og som ikke er noget, som mennesket har fundet på (og som der ej heller kan/må stilles spørgsmål til).

Martin Luther mente, at alle døbte principielt kan være præster, og at den katolske kirkes hierarki med paven som mellemled mellem Gud og mennesker ikke alene er forkert, men også ukristelig. “Den, som er døbt, kan rose sig af allerede at være viet til præst, biskop og pave” (Martin Luther i “Til den kristne adel” 1520).

Det er vanskeligt at forestille sig en fladere opbygning i et trossamfund. Her er ingen paver, biskopper eller prælater, der står over andre. Alle troende er lige over for Gud, og når mennesket i troen blev bundet til Kristus, blev det frit og ubundet over for alle andre mennesker.

Man kan ikke undgå synden, selvom man bestræber sig på at undgå at handle moralsk forkert. Men synden vil altid være der. ”Synd tappert” er Luther ofte citeret for. Næppe fordi han mente, at dårlig opførsel skulle undskyldes, men erkendelsen af, at synd var uundgåelig, og at man selv er synder, er forudsætningen for at forstå, at man har brug for troen og Guds tilgivelse.

Luther tillægges udsagnet ”Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang / Bleibt ein Narr sein Leben lang”, der formentlig er sigende om Luther, som anså det gode, daglige, karske liv på jord som noget essentielt: Et godt liv for et syndigt menneske, der kunne leve med sin synd, for Gud var der jo, og det er ikke ved dine gerninger, du skal frelses, men ved Guds nåde.

Martin Luther blev gift i 1925 og boede med kone, deres 6 børn og en betydelige husstand i det tidligere kloster i Wittenberg, Det sorte kloster. Luther mente, at ægteskab og familieliv kunne hjælpe kristne til at træne kristne dyder såsom tålmodighed, gavmildhed og ydmyghed.

Efter Reformationen

Reformationen indebar en økonomisk revolution i Nordeuropa. Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og i Skandinavien hos kongerne. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder, ejendom og medfødte privilegier. Christian den III satte sig tungt på kirkens meget betydelige værdier, magten over kirkelovgivningen og kontrollen med embedsudnævnelser.

Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have fedtet for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten med tilhørende værdier.

Martin Luthers forhold til den verdslige øvrighed var allerede i datiden kontroversiel og forholdet mellem den evangelisk-lutherske folkekirke og demokratisk etablerede myndigheder giver stadig anledning til debat. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.

Forholdet mellem kirken og verdslige øvrigheder

Adskillelse af stat og kirke er til stadighed emne for debat. Realiteten er, at Folkekirken er en fast forankret institution i Danmark – Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske folkekirke:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Den Lutherske respekt for den verdslige øvrighed eksisterer stadig. I den danske folkekirke efterfølges prædikenen af en kirkebøn, som præsten beder på vegne af menigheden, hvor han eller hun takker Gud, beder om hjælp i dagligdagen og beder for de syge, ensomme og fattige samt for øvrigheden, dvs. folketing og regering og til tider kongehuset, idet disse i en folkekirkelig forståelse har et ansvar for menneskenes gode liv i kraft af deres embede.

Martin Luthers kompromisløse respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Vi skal tilbage til 1525. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne. Bønderne agtede sig imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne.  Luther reagerede voldsomt. I sit skrift ”Imod bøndernes røver- og morderbander” opfordrede han alle, der kunne, til at ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”. Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Forholdet til jøder og andre trosopfattelser

I forholdet til jøderne var han ligeledes kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.

Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig, opstod der en såkaldt døberbevægelse. Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister. Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne, og blev normalt straffet med døden. Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, billiger Luther henrettelserne.

Ufred og krig

Efter reformationen, der trosmæssigt havde spaltet Tyskland og i realiteten hele Europa, udvikledes en magtkamp mellem tilhængerne af de forskellige trosretninger. Udover den evangelisk-lutherske kirke udviklede protestantismen især i Nederlandene og Skotland under indflydelse af Jean Calvins tænkning til den reformerte kirke (Calvinister, Presbyterianere, Huguenotter). I Schweiz var den reformerte kirke ledet af Huldrych Zwingli. I England opstod den Calvin-inspirerede anglikanske kirke, da Henrik 8. med etableringen af Church of England i 1534 med kongen som overhoved afskar forbindelsen til Paven.

Den samtidige genkomst af katolicismen med Modreformationen fra midten af 1500-tallet øgede modsætningerne og efter oprøret i Bøhmen, hvor protestanter i 1618 kastede katolske øvrighedspersoner ud af vinduet på borgen i Prag, startede 30-års krigen. Den ufred og tumult i Europa, der startede med Reformationen i 1517 sluttede først med den Westphalske fred i 1648.

Kun 18 pct. er protestanter

Omkring 32 pct. eller 2,2 mia. af verdens befolkning på 7 mia. er kristne. Muslimer udgør 23 pct., ateister 16 pct., hinduer 14 pct. og buddhister 7 pct.

Verdens 2,2 mia. kristne er fordelt med 50 pct. katolikker, 38 pct. protestanter og 12 pct. ortodokse. Af Europas 566 mio. kristne er kun omkring 18 pct. protestanter.