For Det Konservative Folkeparti er vejen tilbage til tidligere tiders størrelse og vægt i dansk politik brolagt med ansvarlighed.

Ligesom der er forskellige opfattelser af ”ordentlighed”, er der også blandt partiets medlemmer divergerende opfattelser af ”ansvarlighed”.

Partiformand Søren Pape Poulsen stillede inden valget i juni 2015 i en kronik i Berlingske tre ufravigelige krav, hvis Det Konservative Folkeparti efter valget skulle være en del af en borgerlig regering:

For det første ville han ikke acceptere, at den offentlige sektor vokser sig større. Han ville have sænket skatter og afgifter, og så ville han gøre op med nogle af de regler, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom.

Søren Pape Poulsen understregede endvidere, at konservativ regeringsdeltagelse forudsatte at partiet blev styrket ved valget. Som bekendt opnåede partiet med en historisk lav tilslutning på kun 3,4 pct. af stemmerne 6 mandater.

I august 2016 sagde Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde i Fredensborg, at boligskatten, som landets 2,1 millioner boligejere betaler, er den absolutte topprioritet i efterårets forhandlinger en 2025-aftale og finansloven for 2017. Som det blev formuleret: ”For det første skal det være billigere at være boligejer, end det er i dag, og for det andet kræver vi et mere simpelt system, hvor der er en enklere opkrævningsform”.

Mens det store flertal af konservative efter valget i juni 2015 var enige med partiformanden i, at man ikke skulle deltage i en regering, er der nu en ny situation. Det borgerlige samarbejde henligger i rimeligt stort kaos, og regeringsskibet med Venstre ved roret tumler rundt i oprørt sø med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som 2 løbske kanoner på fordækket. Dansk Folkeparti står på sidelinjen lammet af Messerschmidts skandaler med EU-midler.

Mens de 4 partier står og råber i hvert sit verdenshjørne, viser de aktuelle meningsmålinger, at alle 4 partier i Blå Blok ville bløde ved et Folketingsvalg – regeringsmagten ville glide over til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet og det borgerlige Danmark måtte imødese en lang ørkenvandring.

Derfor er alle 4 partier indstillet på at gøre et nyt forsøg med en ny borgerlig 3-kløverregering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance og støttet af Dansk Folkeparti.

En ny start

De Konservative vil insistere på, at der bliver tale om en ny borgerlig regering med et nyt regeringsgrundlag, hvor det er helt tydeligt, hvad De Konservative har fået igennem.

Søren Pape Poulsen har klart tilkendegivet, at han går efter 3 ministerposter, og politisk har De Konservative 3 hovedpunkter, de vil have igennem:

Der skal flere penge til forsvaret, som De Konservative mener, er blevet underlagt urimelige besparelser i forbindelse med købet af nye kampfly, hvor De Konservative – helt historisk – blev smidt ud af kampflyforliget.

Partiet har endvidere klassiske krav til lov og orden og en konsekvent retspolitik, som ikke imødekommer forbryderen på offerets bekostning.

Herudover må man hos V og LA være indstillet på, at føre en mere grøn klima- og miljøpolitik. De Konservative opfatter sig selv som blå bloks grønne miljøparti, og der skal derfor ske noget på bl.a. den grønne omstilling.

Det Konservative Folkeparti og finansloven for 2017

Det Konservative Folkeparti har netop deltaget i aftaler om finansloven for 2017 og om ejendomsvurderingssystemet. Afskaffelsen af PSO-afgiften indebærer en gigantisk afgiftslettelse for erhvervslivet, der bl.a. finansieres ved en forhøjelse af grundskatten og beskæring af den grønne check. Til gengæld fik partiet sikret, at opstillingen af 2 parker med kystnære havvindmøller gennemføres. Den famøse energiaftale fra marts 2012 er dermed stort set udtømt. Fastfrysningen af ejendomsskatten i 2017 er umiddelbart også modtaget vel i partiets bagland.

På skatteområdet udestår stadig væsentlige knaster vedrørende topskatten, den fremtidige boligbeskatning og andre vækstrelaterede skattespørgsmål. På forsvarsområdet kan der forventes ret stor principiel enighed om behovet for at styrke forsvaret, men problemet bliver at finde pengene. På miljø-, klima- og naturområdet er indsatsen efter 2020 ikke aftalt, og det svært at forudsige, hvordan den grønne profil fortsat kan skærpes.

Hvad med de offentlige udgifter?

Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er løbet tør for ideer om, hvor der på det gigantiske offentlige udgiftsbudget kunne findes kompenserende besparelser for partiets udgiftskrævende forslag.

Er budgetunderskud ansvarlig økonomisk politik?

De offentlige finanser er gået op og ned over de seneste 40 år. De største overskud på omtrent 5 pct. af BNP blev registreret i årene 2005-2007, hvor dansk økonomi var kendetegnet ved et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med høj beskæftigelse og historisk lav ledighed. Det største underskud i nyere tid på knap 10 pct. af BNP forekom i 1982, hvor dansk økonomi var karakteriseret ved minusvækst og høj ledighed. 1982 var som bekendt også året, hvor Socialdemokratiet måtte give op og overlade regeringsmagten til Poul Schlüters Firkløverregering. Det indledte en økonomisk genopretningsperiode på næsten 11 år med borgerligt styre i Danmark.

Er Løkke Rasmussen en samler eller en spreder?

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om det er ”samlere” eller ”spredere”, der har regeringsmagten. Skiftende konjunkturer er også en væsentlig årsag til, at den faktiske offentlige saldo varierer ganske meget over tid. I perioder med høj økonomisk aktivitet og høj beskæftigelse vil de offentlige indtægter fra skatter og afgifter normalt være relativt store, mens de offentlige udgifter til især indkomstoverførsler – primært som følge af lav ledighed – vil have en tendens til at være forholdsvis lave. I en højkonjunktur er forudsætningerne for overskud på den offentlige saldo dermed bedre end i en lavkonjunktur med lav beskæftigelse og høj ledighed.

De offentlige finanser påvirkes imidlertid også af en række andre mere eller mindre midlertidige forhold – herunder de ofte store udsving i de offentlige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne og pensionsafkastskatten, der er afhængige af udviklingen i oliepriser, renter og aktiekurser. Hertil kommer, at deciderede engangsforhold også kan påvirke de offentlige indtægter og udgifter i særskilte år.

Krav om budgetbalance

Med budgetloven (lov nr. 547 af 18. juni 2012) blev Finanspagtens krav om budgetbalance i det danske budgetsystem implementeret i Danmark. Det indebærer, at budgetstillingen på de samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise et overskud. Kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

I Finansministeriets beregning af den strukturelle offentlige saldo søges der taget højde for både konjunkturernes og en række andre midlertidige forholds påvirkning af de offentlige finanser.

Som følge af krisen har den offentlige saldo været i underskud siden 2009. På overfladen har saldoen set bedre ud i 2013 og 2014, men det skyldes især midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensionsbeskatning, som reelt blot er en fremrykning af fremtidige skattebetalinger. Det offentlige underskud har i både 2015 og 2016 ligget på omkring 3 pct. af BNP.

Samlede offentlige udgifter på 1.186 milliarder!

Med de allerede indgåede aftaler, må vi i 2017 forudse offentlige udgifter i den kommunale og regionale sektor på henholdsvis 361 mia. kr. og 117 mia. kr. Finanslovsaftalen budgetterer med øgede statslige udgifter på 708 mia. kr. I 2017 er der således udsigt til samlede offentlige udgifter på 1.186 mia. kr.

Selvom danske borgere og virksomheder belastes af en rekordstor og kvælende skatte- og afgiftsbyrde, forventes der alligevel i både 2016 og 2017 underskud på statens finanser (DAU-saldoen).

Hvad med den strukturelle balance?

Selvom det er på høje tid at rette op på de offentlige underskud, udskød Venstre-regeringen som led i finansieringen af deres 2025-plan målet om konsolidere de offentlige finanser og skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo med 5 år – fra 2020 til 2025. Venstre var villig til at acceptere et strukturelt underskud på 0,25 procent af BNP i 2020. Manøvren skulle lette presset på den offentlige økonomi, og ved en bogholderimæssig manøvre tilvejebringe et større økonomisk råderum, end realøkonomien egentlig tilsiger.

Ansvarlighedens stemme

Burde det Konservative Folkeparti ikke i forbindelse med forhandlingerne om regeringsgrundlaget igen indtage sin traditionelle rolle som ansvarlighedens stemme? Partiet har udgiftskrævende krav, men kan partiet virkelig leve med, at den kommende regering skal budgettere med offentlige underskud i de næste 10 år? I en situation hvor afgifts- og skattetrykket for længst har nået et uholdbart niveau, er spørgsmålet om et ansvarligt parti har andet valg end at stille konkrete forslag om reducerede offentlige udgifter?

Den italienske centrum-højre regering under Matteo Renzi vil formentlig gå af, hvis folkeafstemningen den 4. december 2016 tabes.

Italienerne skal den 4. december stemme om Matteo Renzi-regeringens forslag til ændringer i forfatningen. Regeringens kampagne kører på, at Italiens nuværende forfatning med 2 kamre og udstrakt autonomi til Italiens 20 regioner, gør det meget vanskeligt at regere Italien. Renzis argument er, at forfatningsændringen vil gøre det lettere – og muligt – at regere Italien gennem en afkortet lovgivningsproces, hvor overhusets – Senatets – magt svækkes, og afskæring af de autonome regioners muligheder for at blokere centralregeringens beslutninger.

I Italien må meningsmålinger ikke offentliggøres i de sidste 15 dage forud for afstemningen. Målinger før deadline fredag den 18. november viste en solid overvægt til Nej-siden.

Den 41-årige Matteo Renzi, hvis regering netop har kunnet fejre 1000-dages jubilæum, fortsætter den intensive kampagne for at få et ja ved folkeafstemningen. Under et politisk talkshow søndag gentog han, at han ikke ville fortsætte som statsminister, hvis han taber afstemningen den 4. december.

Situationen i Italien er alvorlig

Den italienske statsgæld er nu oppe på 132 pct. af BNP og landet står over for en truende bankkrise. De italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro – og kun halvdelen af dette beløb er hensat til imødegåelse af tab!

De grundlæggende årsager til vanskelighederne i den italienske banksektor er den italienske økonomis reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.

I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession de sidste 6-7 år og BNP er faldet med 10 procent siden 2007, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.

Med hensyn til BNP pr indbygger er situationen endnu mere alvorlig: Niveauet er som for 20 år siden!

Kursen på italienske bankaktier faldt før weekenden til det laveste niveau i seks uger og obligationsrenterne steg for fjerde uge ved udsigten til, at et ”Nej” ved folkeafstemningen vil vælte Renzi’s regering og indvarsle en periode med politisk ustabilitet.

Kampagnen

Mens den politiske opposition i Italien, inklusive Berlusconis Forza Italia, Lega Nord og Beppe Grillos protestbevægelse Movimento 5 Stelle, afviser forslaget om ændringer i grundloven, har Renzi på det seneste mobiliseret stjernekokke, den italienske tenor Andrea Bocelli, den Oscar-vindende instruktør Paolo Sorrentino, fodboldspilleren Marco Tardelli og skuespiller Luca Zingaretti til fordel for Ja-kampagnen.

Berlingske Tidende bringer den 16. november 2016 en artikel med det glade budskab, at veluddannede, løntunge indvandrere er en god forretning for Danmark.

Artiklen kommer i forlængelse af tidligere opfordringer fra erhvervsliv og universiteter om at der bør gøres mere for at tiltrække og fastholde udenlandske talenter i Danmark. Det er helt uforståeligt, at chefen for Global Talent i Dansk Industri, Linda Duncan Wendelboe, der optræder i artiklen, ikke oplyser om de reelle forhold, der betyder at udlændinge slipper billigere i skat end danskere. Forklaringen er måske, at DI – igen – prøver at influere på de igangværende forhandlinger om finansloven for 2017.

Artiklen refererer til en DEA-analyse, der i realiteten slet ikke tager hensyn til den gældende forskerskatteordning, og dermed er analysens konklusioner af meget begrænset værdi. DEA bemærker i rapporten, at den nuværende attraktive 5-årige forskerskatteordning især er blevet benyttet efter 2011, hvilket betyder, at hovedparten af de indvandrere, som indgår i DEA’s analysegrundlag, i praksis var på den gamle treårige og langt mindre attraktive ordning, som udover højere indtjeningskrav også omfattede et tilbagebetalingskrav, hvis man forlod Danmark igen.

Myndighedernes strækker sig vidt for at imødekomme virksomhederne

Meget er sket siden 2011, og i virkelighedens verden strækker danske myndigheder sig meget langt for at imødekomme specifikke ønsker fra virksomheder og forskningsverdenen.  Hovedproblemet er det kvælende skattetryk i Danmark, og i forhold til udenlandske medarbejdere i danske selskaber er der faktisk gjort noget: Kandidater til nøglestillinger fra udlandet har således mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat. Det vurderes oven i købet, at den lukrative skatterabat vinder frem hos danske topselskaber.

Selvom DI ikke vil sige det, har et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. Med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det ville samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Forskerskatteordningen

Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerskatteordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

Det er svært at udtale sig om ”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning, men for såkaldte nøglemedarbejdere i danske virksomheder er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 62.300 kr. i 2016 (61.500 kr. 2015) pr. måned efter fradrag af ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”

De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen er fra 2014, hvor Skatteministeriet har oplyst, at der var i alt 5.481 personer registreret på forskerskatteordningen. Heraf var de 372 (knap 7 pct.) danske statsborgere, der efter et længere ophold i udlandet opfyldte reglerne for at komme på forskerskatteordningen. Ordningen forbindes ofte med professionelle idrætsudøvere, som hentes til Danmark ved hjælp af gunstige skattevilkår. Denne gruppe fylder dog forholdsvis lidt i det samlede billede, da blot cirka 2 pct. er ansat i branchen “kultur, forlystelser og sport”.

Kraftig stigning i ordning, hvor udlændinge slipper med lavere skat

Siden er ordningen blevet voldsomt udbredt – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 62.300 kr.

En række danske selskaber herunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at oplyse om deres brug af ordningen, men kilder i erhvervstoppen peger på global konkurrence som forklaringen på den markante stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”.

I Novo Nordisk er antallet af medarbejdere, der benytter sig af forskerordningen, steget med næsten 50 pct. og omkring 10 pct. af medarbejderne i NOVOs forsknings- og udviklingsafdeling er fra udlandet. Siemens i Danmark, der bl.a. producerer vindmøller, oplyser at omkring 10 pct. af firmaets 8.500 fuldtidsansatte er højtuddannede og højtlønnede udlændinge fra 70 forskellige nationer.

Forsker-ordningens lempelige skattemæssige behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år.

Forskerordningen er en lappeløsning

Novo Nordisk-topchef Lars Rebien Sørensen betegner i Berlingske Tidende den 26. april 2016 forskerordningen som en lappeløsning. Rebien Sørensen er ikke blind for behovet for en større skattereform, men insisterer på den korte bane på en forlængelse af ordningen til 10 år.

Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på 26 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet.

Det skal bemærkes, at også søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Det internationale skibsregister, tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 blev mobile borerigge ligeledes omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Konsekvensen er, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.

De fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om eksistensen af Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Det på trods af, at medarbejdere fra Instituttet fra tid til anden optræder i Danmarks Radio – i programmer som P1’s ”Orientering” og DR2’s ”Deadline”.

Det viser sig, at DIIS er nummer 37 på en liste over verdens bedste tænketanke, den 12. bedste tænketank i Vesteuropa og Danmarks bedste tænketank.

Det er University of Pennsylvania i Philadelphia, USA, der har udarbejdet ranglisten med en placering til DIIS, der er net uden at være prangende. Universitetets Lauder Institute har et ”Think Tanks and Civil Societies Program” og den 9. februar 2016 publicerede universitetet ”2015 Global Go To Think Tank Index Report”. Ranglistningen omfatter mere end 6500 tænketanke verden over, der vurderes på 18 kriterier af 1.950 lærde, donorer, politikere og journalister.

I kategorierne ”Foreign Policy & International Affairs” og ”Defence Defense and National Security”, hvor DIIS burde have kernekompetence, har instituttet mindre prominente placeringer som henholdsvis nr. 47 og 46.

Plan om udflytning af DIIS

DIIS røg tidligere på året med i regeringens plan om at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen. Efter planen skulle Dansk Institut for internationale Studier, DIIS, med omkring 120 arbejdspladser, forskydes til Aarhus.

De fleste borgere var formentlig af den opfattelse, at en placering i Aarhus i tæt tilknytning til landets næststørste universitet, ville være fornuftig. Men det endte anderledes – hvorfor?

Tidligere udenrigsministres mening

Trods den folkelige opfattelse, var der andre – og mere kvalificerede – der så anderledes på det:

Ifølge dagbladet POLITIKEN sendte hele 9 tidligere udenrigsministre inden Folketingets behandling af sagen et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor de anfører, at ”Det vil være til stor skade for den generelle adgang til viden om udenrigspolitiske emner, som der næppe har været større behov for på noget tidspunkt i Danmarks nyere historie”.

Brevet var underskrevet af samtlige udenrigsministre fra perioden 1978-2015:

·         Martin Lidegaard (R), 2014-2015

·         Holger K. Nielsen (SF) 2013-2014

·         Villy Søvndal (SF) 2011-2013

·         Per Stig Møller (K) 2001-2010

·         Mogens Lykketoft (S) 2000-2001

·         Niels Helveg Petersen (R) 1993-2000

·         Uffe Ellemann-Jensen (V) 1982-1993

·         Kjeld Olesen (S) 1979-1982

·         Henning Christophersen (V) 1978-1979

Så vidt vides, er alle underskriverne bosiddende i Hovedstadsområdet.

Vi, der altid ved bedst

Tidligere havde pensionerede medarbejdere i Udenrigsministeriet og andre medlemmer af den københavnske forening af ”vi, der altid ved bedst” i Hovedstadspressen argumenteret for, at Dansk Institut for Internationale Studier burde blive i København. Som det hed: Den hyppige, personlige kontakt til Folketinget, embedsværket, andre myndigheder og samarbejdspartnere vil blive forringet. En flytning til Århus vil imidlertid ikke kun medføre en svækkelse af instituttets kompetencer, men også begrænse københavneres mulighed for at få del i DIIS’ ekspertise, ligesom møderne vil gå glip af indsigtsfulde indlæg fra eks. det diplomatiske korps og gruppen af prominente pensionister.

Hensigten med DIIS

I Folketinget blev det ved fremsættelsen af lovforslaget om Dansk Institut for Internationale Studier i 2012 klart tilkendegivet, at instituttets primære formål er at udføre analyse og forskning på internationalt niveau inden for et bredt felt af internationale emner. Der skal lægges vægt på aktiviteter af betydning for politiske aktører, offentligheden og den offentlige debat, ligesom instituttet skal fremme dialogen mellem embedsmænd og forskere, herunder i form af videreuddannelse af praktikere i centraladministrationen og gennem udvekslingsordninger med de mest berørte ministerier.

Liberal Alliance og Frederiksberg-konservative

Liberal Alliance var mod udflytningen. Ifølge udenrigsordfører i Liberal Alliance, Mette Bock, var der ikke et eneste fagligt og sagligt argument for at flytte DIIS, der ifølge Bock er oprettet med henblik på at servicere ministerier og ambassader, som alle er centreret omkring København.

Mette Bock, der ellers i tale og fremtoning ikke lægger skjul på sin provinsielle baggrund, tilsluttede sig dermed et synspunkt, der ikke er enestående i akademiske og finkulturelle kredse i København. Disse kredse, der stadig internt refererer til Aarhus Universitet som ”jungleuniversitetet”, har aldrig rigtig har troet på eksistensen af genuin provinsiel intellektuel kapacitet.

Den konservative folketingskandidat på Frederiksberg, Morten Messerschmidts anti-EU-kampagneven, Nikolaj Bøgh, har defineret den særlige ”Frederiksberg-konservatisme” som den rigtige konservatisme. Her mener man, at partiets folketingsgruppe med deres generelle provinstilgang mangler social medfølelse med de svageste, de udsatte, de hjemløse og de sindslidende. På Frederiksberg går de konservative også ind for at fjerne strande – bortset fra kystnære vindmøller – skal forblive uberørte. Ligesom byboernes ret til rekreative vandringer i skove, der helst skal forblive uforstyrrede af privat foretagsomhed. Mens konservative generelt går ind for balance i fædrelandet, insisterede Bøgh og hans ligesindede på DIIS som et hovedstadsfænomen.

Socialdemokratiet og Radikale Venstre

Socialdemokratiet og Radikale Venstre endte med at sige nej til udflytningen, og til sidst var det kun Venstre, der insisterede på, at en flytning til Vestdanmark ville bidrage til at skabe bedre balance i landet. Venstre stod også alene tilbage med vurderingen af, at DIIS, der som institution allerede har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet, kunne fungere fint i Danmarks næststørste by Aarhus.

Værdien af DIIS?

DIIS har senest gjort sig bemærket ved fuldstændig at fejlvurdere det amerikanske præsidentvalg. Ved et arrangement den 27. oktober 2016 – The US presidential elections – blev Donald Trump nærmest helt negligeret, og ved et arrangement den 16. november 2016 – Rebooting US foreign policy – måtte vi forstå at Trump med hans påståede Darwinistiske, autokratiske og isolationistiske tilgang ville bryde med den liberale verdensorden.

Tidligere har vi med undren fulgt de ejendommelige analyser fra DIIS om det såkaldte ”arabiske forår” og instituttets totale fejlbedømmelse af den situation, der førte til etableringen af ISIL m.v.

Det har vakt furore, at regeringen på forslaget til finansloven for 2017 signalerede, at tilskuddet til Forbrugerrådet Tænk reduceres.

Det såkaldte Forbrugerråd Tænk

På finanslovsforslag ydes der et årligt tilskud til Forbrugerrådet Tænk på 17,7 mio. kr. – en reduktion på 200.000 kr. i forhold til 2016.

Statstilskuddet til Forbrugerrådet Tænk ydes angiveligt med det formål at muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation, der er uafhængig af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier, og som inden for sit vedtægtsmæssige formål kan varetage forbrugerpolitiske interesser i den offentlige debat, drive oplysningsvirksomhed samt tjene som høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Forbrugerrådet Tænk oplyser selv, at de er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.

Forløberen for Forbrugerrådet Tænk – Danske Husmødres Forbrugerråd – blev stiftet i 1947. Siden skiftede foreningen navn til Forbrugerrådet, der udgav bladet Tænk. I 2013 tilføjedes bladets titel til medlemsorganisationens navn: Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk hævder at have 70.000 personlige medlemmer og 31 organisationer i medlemskredsen. Organisationen, der forekommer at have et begrænset demokratisk mandat, gør sig bemærket med politisk synspunkter på alt: handelsforhandlinger mellem EU og USA, udviklingspolitik, EU-politik, klimapolitik, genteknologi og meget andet.

Legitimation for offentlige myndigheder

Man kan ikke undgå den tanke, at den eneste grund til at statsstøtten til en sådan pseudo-repræsentant uden demokratisk forankring, er at offentlige myndigheder har brug for rygdækning fra en ”forbrugerorganisation”, der betales for at være høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Tilskuddet til Tænk Kemi fjernes

I de seneste år har der fra erhvervsorganisationer og offentlige myndigheder været kritik af aktiviteterne i Tænk Kemi – tidligere Kemi Watch. Miljø- og fødevareministeren har overfor Folketinget tilkendegivet, at Tænk Kemi ”forvirrer” og skaber ”unødig bekymring”. Statstilskuddet på 5,3 mio. kr. er da også skåret bort på forslaget til finanslov for 2017.

Da besparelsen på Tænk Kemi blev kendt, allierede det selvbestaltede forbrugerråd Tænk sig straks med oppositionen og en række forskere, der villigt deltog i protesterne mod den bebudede besparelse på finansloven. Forskerne mener, danskerne ”frarøves” viden om farlig forbrugerkemi, og formanden, Anja Philip mener, det er dybt beklageligt, at ministeren ikke lytter til forskeres og sine egne embedsmænds kommentarer i evalueringen af Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Modstand i Blå Blok mod fjernelsen af statsstøtten til Tænk Kemi

Dansk Folkeparti har i nogen tid været forbeholden overfor den foreslåede besparelse, mens Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har støttet forslaget fra Venstre.

Nu har de Konservative ændret holdning. Angiveligt har partiet modtaget utallige henvendelser fra ”meget bekymrede borgere”, og derfor har Konservative ændret holdning til Forbrugerrådet Tænk Kemis fremtid: Partiet insisterer nu på en forlængelse af statsstøtten til organisationen.

Varefakta

I Venstres forslag til finanslov for 2017 var det også foreslået, at statsstøtten til Dansk Varefakta Nævn fjernes.

Dansk Varefakta Nævn – eller bare Varefakta – har siden 1968 været en fast del af Finansloven, men nu ser det ud til at være slut. Siden 2005 har Dansk Varefakta Nævn over finansloven modtaget en årlig statsstøtte på 700.000 kr. Begrundelsen har været at støtte Varefaktas virke for frivillig anvendelse af oplysende mærkning af brugsegnede varer eller tjenesteydelser til forbrugerne. Mærkningen skal bestå i deklaration af indhold og/eller egenskaber eller lignende. Forskrifter for Varefakta udarbejdes i et samarbejde mellem industri, handel og forbrugere. Statstilskuddet har været administreret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen.

Privat finansiering af test

Firmaerne betaler i princippet for at få testet produkter, mod at de kan sætte Varefakta-mærket på produktet. Undertiden har man hørt kritik af, at produkterne ikke helt og fuldt lever op til Varefakta-deklarationen.

Varefakta har selv påpeget et andet problem: På områder af stor forbrugerinteresse, der kræver udvikling af særlige regler, vil der ofte være underskud. Ellers skal prisen presses så højt op, at det skræmmer virksomhederne væk – og det går udover forbrugerne.

Varefakta har i dagspressen forsøgt at mobilisere støtte for at undgå beskæringen af statstilskuddet. Forbrugerne lades i stikken, fordi statsstøtten har betydet, at DVN også har kunnet beskæftige sig med produkter med stor forbrugerinteresse, men hvor producenterne ikke har haft interesse i at betale for en seriøs varedeklaration. Uden tilskuddet bliver Varefakta nødt til at vurdere, om virksomhederne vil betale de reelle omkostninger – og ikke om det har stor værdi for forbrugerne.

Af regeringens forslag til finanslov for 2017 oplyses det lakonisk, at det statslige tilskud til foreningen Dansk Varefakta Nævn på 0,7 mio. kr. årligt på finansloven for 2017 er annulleret som følge af ”interne omprioriteringer”.

Der foreligger ikke oplysninger om de Konservatives holdning til denne besparelse.

http://www.altinget.dk/artikel/k-aendrer-kurs-vil-alligevel-redde-kemi-vagthund?ref=newsletter&refid=22331&SNSubscribed=true&utm_source=Nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

EU-Kommissionen har underkendt den danske støtte til vedvarende energi – den såkaldte PSO-ordning – som værende i strid med EU’s statsstøtteregler og kræver, at ordningen laves om fra 2017.

El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i år omkring 8 mia. kr., hvoraf dansk erhvervsliv betaler omkring 60 pct.

PSO‐gebyret er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende gaspriser, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til at dække forskellen mellem spotprisen og de afregningspriser som vindmølleejerne er garanteret i 11-12 år, og dermed PSO‐gebyret.

De samlede indtægter fra den grønne PSO-afgift forventes i årene 2016 til 2025 at lande på knap 70 milliarder kroner. De penge skal altså findes på andre områder.

Hvis afskaffelse af PSO-afgiften skal være budgetneutralt (efter tilbageløb og adfærd), skal der gennemføres besparelser på statsbudgettet eller øge personskatterne på en måde, der tilvejebringer et provenu på godt 5 mia. kr. i 2017 og faldende til 3,2 mia. kr. i 2025.

Danske skatteborgere og verdens højeste el-, vand- og varmepriser

Danske skatteborgere, (der i forvejen betaler verdens højeste skatter), er også belastet af EU’s og måske verdens højeste el-, vand- og varmepriser.

De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften når ifølge regeringens økonomiske redegørelse op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige elproduktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr.

I øjeblikket bliver sagesløse strømforbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh inkl. abonnement, selvom elprisen kun udgør omkring 26 øre!

En gennemsnitlig familie med 2 vokse og 2 børn bruger årligt 6.300 kWh, der med ca. 2,30 kr. pr. kWh fører til en gennemsnitlig elregning på 14.500 kr.

Selve elprisen er kun 12 % af den samlede regning mens abonnement til leverandør og netselskab udgør henholdsvis 1 % og 6 %. Transporten gennem et energinet (som elforbrugerne allerede har betalt mange gange!) koster 12 %.

Resten er afgifter til staten: Elafgift på 39 %, PSO-afgift 10 % og moms på det hele med 20 %.

Finansiering med forhøjelse af bundskatten er en grotesk tanke

Det er tænkeligt, at forvridningerne ved PSO-afgiften reduceres, hvis afgiften erstattes med mindre forvridende personskatter. Der kan også opstå en gevinst gennem lavere udgifter til net-tariffer samt en ”brugergevinst”. Brugergevinsten er den umiddelbare fordel, som elforbrugerne opnår ved at kunne øge deres el-forbrug som følge af den ændrede elpris.  

Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven, kan sammenkædes med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

I rapporten foreslog Klimarådet, at udgiftskrævende tiltag blev finansieret ved at hæve bundskatten. Skatteministeriet har ligeledes præsenteret en for samfundsøkonomien positiv vurdering af at afskaffe PSO-afgiften og finansiere den vedvarende energi over finansloven.

Uanset de ædle motiver er forslaget grotesk.

Venstre-regeringen presset på skatteområdet

Venstre-regeringen er i forvejen hårdt presset på skatteområdet, og er under forhandlingerne allerede rendt ind i store vanskeligheder. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ligesom venstrefløjen modstandere af lempelser i topskatten. Det økonomiske råderum, skal først og fremmest bruges på velfærd, og et råderum derudover skal i givet fald bruges på at lette bundskatterne.

Regeringens borgerlige støtteparti, Liberal Alliance holder samtidig regeringen fast på løftet om at lempe marginalskatten med 5 procentpoint og det betyder, at topskatten skal reduceres med 5 procentpoint hele vejen op. Liberal Alliance har helt afvist at diskutere forslaget, som de facto indebærer indførelsen af en ”millionærskat” ad bagvejen.

Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende ikke sådanne anfægtelser, og er indstillet på at bevare en topskattesats på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. som led i en samlet forhandlingsløsning.

Der er derfor ingen udsigt til, at regeringen kan samle et flertal bag konverteringen af PSO-afgiften til højere personskatter – og slet ikke i en situation, hvor erhvervslivet, der betaler 60 pct. af PSO-afgiften, får store afgiftslettelser.

Afskaffelse af den grønne check svarer til forhøjelse af bundskatten

Regeringen har taget det Konservative forslag om at bidrage til at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med afskaffelsen af den grønne check. Forslaget er mærkeligt – hensigten med den grønne check, som blev introduceret i 2009, var at kompensere lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en afskaffelse af den grønne check i realiteten indebære en skærpet beskatning af lav- og mellemindkomstgrupperne med omkring 3 mia. kr.om året

Udover afskaffelsen af den grønne check har regeringen i 2025-planen foreslået, at pengene findes i det råderum, der skabes ved blandt andet begrænsning af rentefradragsretten, højere pensionsalder, mindre SU og en udskydelse af målet om balance i de offentlige budgetter fra 2020 til 2025.

Synliggørelse af udgifterne er positivt

En væsentlig del af udgifterne til den grønne omstilling er allerede låst fast, men i princippet kunne investeringerne i den grønne omstilling begrænses ved f.eks. at udsætte bygningen af havvindmølleparken Krigers Flak og skrotte eller udsætte planerne om etablering af 350 MW kystnære havvindmøller.

Regeringen har i udspillet til forhandlingerne af uransagelige grunde holdt fat i den planlagte udbygning af Krigers Flak, men skrottet etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller, der i givet fald kan begrænse investeringerne i den grønne omstilling med omkring 7 mia. kr.

Hvis den vej ikke er politisk farbar, er der ingen vej uden om at finde kompenserende besparelser på statsbudgettet, hvis ikke hele det begrænsede økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på udbygningen af vedvarende energi.

Det er ikke sandsynligt, at forhandlingerne ender med, at udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne. Men hvis det skulle ske, vil omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i det mindste tydeliggøres for alle.

EU-Kommissær for digitale anliggender, Günther H. Oettinger, bliver EU’s kommende Budgetkommissær, når Bulgariens EU-Kommissær, Kristalina Georgieva, den 2. januar 2017 tiltræder en ny stilling som administrerende direktør i Verdensbanken.

Frei von der Leber

Det skal nok blive underholdende – Günther Oettinger, der har været en ledende skikkelse i det tyske borgerlige parti CDU, er kendt for at tale frit fra leveren – “frei von der Leber” som de siger i Tyskland.

Talrige europæiske medier har udførligt omtalt, at få dage efter meddelelsen om hans forfremmelse til budgetkommissær (og dermed hovedansvarlig for EU’s budgetsituation efter Brexit), talte Oettinger den 26. oktober 2016 i Hamborg ved den 27th EuropaAbend i den tyske arbejdsgiverforening AGA, og det er dokumenteret (blev filmet med en mobiltelefon), at han i talen nåede at fornærme både til højre og venstre.

Tyskland

Velfærdsniveauet og den aktuelle politiske agenda i Tyskland, der domineres af emner som barselsorlov, lavere pensionsalder og børnepenge, blev kritiseret. Da han bemærkede, at det næste måske ville blive obligatoriske homoseksuelle ægteskaber (perhaps compulsory gay marriage) fremkaldte det en blanding af nervøs fnisen og begejstret latter i forsamlingen. Oettingers mening var angiveligt, at påpege, at den politiske debat ikke forholdt sig realistisk til de store udfordringer, men blev samtidig opfattet som kritik af regeringskoalitionens politik.

Wallonien

Problemet med Walloniens vægring ved at godkende EU’s handelsaftale med Canada, CETA, blev sammenlignet med at man faktisk lige så godt kunne spørge menighedsrådet i Biberach (lille lokalitet i Schwaben i den sydvestlige del af Bayern).

Oettinger refererede i øvrigt til det socialistisk ledede parlament i Wallonien som en “micro-region run by communists that blocks Europe”!

Kina

Forholdet til Kina blev i Oettingers illustreret med en beretning om at der nylig havde været en delegation af kinesere, ”skævøjer” (Schlitzaugen), ”9 mænd, 1 parti og 0 demokrati, der alle var iført ens blå jakkesæt og med håret børstet fra venstre til højre med sort skosværte”!

Gerhard Schröder

Oettinger gjorde sig under talen også lystig over, at den tidligere tyske kansler, Gerhard Schröder, netop er blevet separeret fra sin fjerde kone. Det ville betyde, at han ville have ”masser af tid” til den kontroversielle gasledning, North Stream 2, som han arbejder på i sin egenskab af velbetalt rådgiver for russiske Gazprom.

Frauke Petry

Det er langt fra første gang, at Günther Oettinger har gjort sig bemærket med bramfrie bemærkninger ”frit fra leveren”. Lederen af de kontroversielle højrepopulister i Alternative für Deutschland (AfD), Frauke Petry, fik ved et privat arrangement i Berlin følgende ord med på vejen fra Oettinger: ”Hvis den mærkelige Petry var min kone, ville jeg skyde mig selv allerede i aften”!

Oettingers digitale interesse

Da Günther Oettinger i 2014 blev udpeget som kommissær for digitale anliggender, mødte det ikke ligefrem begejstring hos europæiske internetaktivister, der beskylder ham for at være mere interesseret i biler og fodbold end cyberkriminalitet og netneutralitet. Selv har Oettinger åbent indrømmet, at han foretrækker ”en god flaske bordeaux” frem for trådløst internet. Han lægger heller ikke skjul på, at han foretrækker en rigtig avis frem for at læse nyheder på nettet.

Undskyldning

Det forlyder, at Angela Merkels tillid er usvækket, men den 3. november 2016 udsendte Günther H. Oettinger alligevel en undskyldende erklæring vedrørende Hamborg-talen:

http://europa.eu/rapid/press-release_STATEMENT-16-3601_en.htm

Dronningen i Wittenberg

Som led i næste års fejring af 500-året for reformationen deltog dronning Margrethe den 2. oktober 2016 i den høstgudstjeneste, der markerede genåbningen af slotskirken, hvor Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser op på kirkeporten og dermed indledte sit opgør med den katolske kirkes afladshandel.

Med sig til slotskirken i Wittenberg havde dronningen et såkaldt antependium – et alterforhæng – som majestæten på kirkens foranledning selv har broderet. På alterforhænget, der fremover vil blive anvendt ved særlige kirkelige højtider, figurerer en såkaldt Lutherrose: en hvid rose med fem blade og i midten et sort kors på et rødt hjerte.

Luthers 95 teser i 1517

Det var den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var en kulturrevolution indledt, opgøret med den katolske kirke var i gang, og grundstenen til protestantismen blev lagt.

Forud var gået en periode, hvor en kulturel og intellektuel nyorientering med renæssancen havde spredt sig fra Norditalien, og der opstod en politisk vækkelse, der var i klar modsætning til den hidtidige dominerende hierarkiske og feudale struktur, hvor adelens og kirkens enorme godser havde sikret deres magt og medfølgende repræsentation i rigsråd og fyrstekollegier –  råd, som valgte konger og kejsere, men på betingelse af, at de underskrev håndfæstninger som angav rammerne for deres regeringsførelse og magt.

Feudalsamfundets var præget af en naturalieøkonomi, men efterhånden som købmandstanden voksede, gik man over til pengeøkonomi, og dermed var penge også en base for magt. Nogle fyrster så dette tidligt og allierede sig derfor med købstæderne: Fyrsten skaffede dem privilegier og gunstige handelsforhold, hvis de støttede ham økonomisk og politisk. Fyrsternes og kongernes større magt på bekostning af adelen og til dels kirken.

Universiteter blev efterhånden oprettet i de nu stadig mere magtfulde bycentre. Et af de mest berømte universiteter blev grundlagt i 1502 i Wittenberg i det østlige Tyskland af Frederik III den Vise.

Det var i klosteret i Wittenberg, at en af universitetets lærere, den unge munk Martin Luther, i dyb angst og stærke anfægtelser i 1517 nåede frem til de 95 teser og det, der siden blev kendt som det reformatoriske gennembrud.

Reformationen i Danmark i 1536

I Danmark skulle vi igennem meget inden Reformationen kunne indføres i 1536. Med den navnkundige Johan Rantzau som militær anfører havde hertug Frederik af Holsten med støtte fra medlemmer af Rigsrådet gjort opgør med den danske kong Christian II. Med sin hær delvist bestående af landsknægte erobrede Rantzau Jylland, og hertugen blev kronet som Frederik I. Det lykkedes at få København til at overgive sig, og derefter drog Johan Rantzau på succesrige felttog til Skåne, hvor han brutalt nedkæmpede modstanden mod Frederik I.

Danmark var stadig katolsk, men kong Frederik I havde tolereret protestantismen i Danmark. Efter hans død i 1534 forsøgte Hansestaden Lübeck med støtte fra de katolske habsburgere at øge sin kommercielle (og religiøse) magt i Norden gennem et forsøg på at genindsætte den katolske Christian II på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian II havde støtte blandt danske bønder. Sit navn fik fejden efter Lübecks militære anfører, grev Christoffer af Oldenburg. I Jylland støttede Skipper Clement med sin af nød, social indignation og politisk frustration motiverede bondehær genindsættelsen af Christian II.

I den regulære borgerkrig, som Grevens Fejde var, ønskede de protestantisk sindede medlemmer af det danske Rigsråd, at den afdøde kong Frederiks 1.s søn, Christian, hertug af Slesvig og Holsten, skulle være konge.

Under Johan Rantzaus militære ledelse, blev Lübeckerne og de danske bondeoprøre bekæmpet med den største brutalitet, og Christian 2. rejste et stykke tid frustreret rundt i Tyskland og besøgte herunder flere gange Martin Luther i Wittenberg. Christian 2.s sympati for den lutherske sag var imidlertid en medvirkende årsag til, at han efterhånden mistede den helhjertede støtte fra de katolske habsburgere.

Da Johan Rantzau samtidig havde vundet det absolutte militære overherredømme over Danmark og dermed kontrollen over de vigtige handelsruter igennem de danske farvande, mistede Christian 2. helt opbakningen til sine krav på kronen. Hensynet til den blomstrende østersøhandels interesser vejede til syvende og sidst tungere end religion i habsburgsk politik.

Dermed nåede Reformationen i 1536 formelt til Danmark, da kong Frederik 1.s søn kronet som Christian 3. afskaffede den katolske kirke og indførte den lutherske tro som rigets officielle religion.

Folkekirken, højskoler, kursusudbydere m.fl. har allerede taget hul på fejringen af 500-året for reformationen i 2017.

Martin Luther (1483-1546) var en oprører og reformator uløseligt knyttet til de tyske lokaliteter Wartburg, Erfurt, Eisleben og Wittenberg. Luther ikke blot skabte den protestantiske kirke, men bidrog til at forme store dele af den samfundstænkning, vi har i dag.

Folkeskolen, arbejdsmoral og turisme

“Der er mange ting i vores hverdag, som skyldes Martin Luther. Vi kan f.eks. takke ham for både folkeskolen, arbejdsmoralen og turistrejserne”, har tidl. biskop Jan Lindhardt sagt.

Meningen er, at Luthers tanker om børn og opdragelse gav os Folkeskolen. Under pietismen blev der lagt vægt på det enkelte menneskes inderlige tro, og som konsekvens af dens indflydelse blev konfirmationen indført i 1736, så barnet selvstændigt kunne tage stilling til den tro, som forældrene havde indlemmet det i ved dåben. Med indførelse af konfirmation fulgte naturligt kravet om skolegang, som var nødvendig for, at børn kunne læse Den Lille Katekismus, som blev brugt til at indføre børnene i den teologi, de ved konfirmationen bekræftede at have tilsluttet sig.   

I Den Lille Katekismus havde Luther nedskrevet de vigtigste teologiske dogmer og ritualer i hans udlægning af kristendommen, og den lille bog blev grundlaget for det, der blev kendt som den evangelisk-lutherske tro. Heri indgik som grundelementer fadervor, trosbekendelsen, sakramenterne og De Ti Bud samt skriftemålet.

Den Lille Katekismus dannede grundlag for kristendomsundervisningen i Danmark flere århundreder og udgør stadig én af folkekirkens bekendelsesskrifter, som er de tekster, der omfatter troens grundlæggende lærepunkter. Disse blev fastlagt med Den Danske Lov i 1683.

Luther har lært os arbejdsmoral. Han gjorde op med tanken om, at det ikke var fint at arbejde. I årene efter Reformationen blev arbejdsindsatsen fordoblet. Og siden har vi knoklet!

Turismen hænger sammen med, at han gjorde op med tanken om pligtskyldige pilgrims-rejser, og rejser blev til noget, man gjorde af lyst, og ikke af pligt.

Vi er alle lige over for Gud

Det er gode grunde til, at vi bør fejre 500-året for Reformationen i 2017. Luther ændrede synet på Gud til en nådig og frigørende Gud – en Gud vi har i ryggen og ikke på nakken. Han afviste afladshandel – altså at man hos kirken kunne købe sig til en forkortet tid i skærsilden ved at købe afladsbreve. Han gjorde også op med de asketiske og spirituelle teknikker, der havde udviklet sig fra antikken frem til 1500-tallet (klostrenes kontemplative livsform, pilgrimsrejsen, konfessionen eller skriftemålet, bodshandlingen).

Han satte i stedet det enkelte menneske direkte over for Gud. Grundlaget i åndelige anliggender skulle være skriften alene, Sola Scriptura. Den skrift, som er, og som ikke er noget, som mennesket har fundet på.

Martin Luther mente, at alle døbte principielt kan være præster, og at den katolske kirkes hierarki med paven som mellemled mellem Gud og mennesker ikke alene er forkert, men også ukristelig. “Den, som er døbt, kan rose sig af allerede at være viet til præst, biskop og pave” (Martin Luther i “Til den kristne adel” 1520).

Det er vanskeligt at forestille sig en fladere opbygning i et trossamfund. Her er ingen paver, biskopper eller prælater, der står over andre. Vi er alle lige over for Gud og når mennesket i troen blev bundet til Kristus, blev det frit og ubundet over for alle andre mennesker.

Synden

Samtidig var synden et grundvilkår – for Luther var det et vilkår for mennesket, at det er frisat og dermed skyldigt og syndigt, og vi står alle til ansvar over for Gud og samvittighed. Man kan ikke undgå synden, selvom man bestræber sig på at undgå at handle moralsk forkert. Men synden er et grundvilkår. Den vil altid være der. »Synd tappert!« er Luther ofte citeret for. Næppe fordi han mente, at jo mere usselt og umoralsk, man opfører sig, jo bedre, men fordi han mente, at erkendelsen af den uundgåelige synd er forudsætningen for at forstå, at man har brug for troen og tilgivelsen.

Luther tillægges udsagnet ”Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang / Bleibt ein Narr sein Leben lang”, der formentlig er sigende om forfatteren for hvem det gode, daglige, karske liv på jord var noget essentielt: Et godt liv for et syndigt menneske, der kunne leve med sin synd, for Gud var der jo, og det er ikke ved dine gerninger, du skal frelses, men ved Guds nåde.

Forholdet til den verdslige øvrighed

Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og skandinaviske konger. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder og medfødte privilegier. Christian den 3. satte sig tungt på magten over kirkelovgivningen og embedsudnævnelser.

Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have ”fedtet” for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.

Respekten for øvrigheden eksisterer stadig. I den danske folkekirke efterfølges prædikenen af en kirkebøn, som præsten beder på vegne af menigheden, hvor han eller hun takker Gud, beder om hjælp i dagligdagen og beder for de syge, ensomme og fattige samt for øvrigheden, dvs. folketing og regering og til tider kongehuset, idet disse i en folkekirkelig forståelse har et ansvar for menneskenes gode liv i kraft af deres embede.

Bondekrigen

Luthers respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Bondekrigen 1524–25 havde primært økonomiske og sociale årsager. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede herpå ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne. Men tidspunktet og omfanget af Bondekrigen var også en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed naturligt indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden, fordi en række af de lokale fyrster også indtog kirkelige embeder.

Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden udviklede oprøret sig til en regulær krig. Gendøberne, “sværmerne” fik øget vind i sejlene. Luther fordømte i begyndelsen bøndernes undertrykkelse. Men da det kom til voldelige sammenstød i Luthers hjemegn, så han, at stat, kirke, ejendom og familie kom i fare. Han blev nu bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program.

Bønderne agtede imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne.  Småfyrsterne forenede deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet “Mod bøndernes myrdende og røvende bander” til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”.

Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Bondehæren blev tilintetgjort i 1525, og det blev et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede popularitet i befolkningen.

Topstyret reformation

Tilknytningen til de lokale fyrster førte til “fyrstereformation”. Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde Luther egentlig prisgivet den “åndelige kirke”. Blandt de første fyrster, som indførte reformationen “ovenfra”, var landgreve Philipp 1. af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.

Udviklingen blev meget forskellig, alt efter hvilke områder og byer, det gjaldt. Udbredelsen af reformationen var begyndt, men skete ikke længere spontant.

Forholdet til jøder og døberbevægelsen

I forholdet til jøderne var han ligeledes kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.

Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig opstod der en såkaldt døberbevægelse. Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister. Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne og blev normalt straffet med døden. Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, billiger Luther henrettelserne.

Udlændinge på dansk SU

Antallet af udenlandske studerende er vokset eksplosivt siden en EU-dom i 2013, der fastslog at EU-borgere har ret til fuld SU i Danmark, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af. Antallet af udenlandske studerende er vokset fra 441 SU-modtagere før dommen, til 7.653 i 2015.

Uddannelse- og forskningsministeriet har netop oplyst, at 2 år efter eksamen har 42 procent forladt Danmark og taget deres dansk-betalte uddannelse med. 38 procent er stadig aktive på det danske arbejdsmarked to år efter den sidste eksamen. De resterende 20 procent er enten arbejdsløse eller startet på ny uddannelse i Danmark.

Den største andel udgøres af borgere fra Rumænien, Litauen og Ungarn.

Stigningen er størst på erhvervsakademierne og øvrige uddannelser, hvor undervisningssproget er engelsk.

Baggrunden

I april 2013 indgik regeringen en bred aftale om en omfattende reform af SU-systemet og rammerne for studiegennemførelse. Reformen skulle sikre et velfungerende og effektivt SU-system og bidrage til at sikre en hurtigere studiegennemførelse.

Aftalen blev indgået mellem den tidligere regering – S, R og SF og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med sigte på at reformere SU-systemet og rammerne for studiegennemførelse. Aftalen omfattede bl.a.:

·         Muligheden for SU i op til 12 måneder ud over normeret tid til uddannelsessøgende, der starter deres videregående uddannelse inden for 2 år efter adgangsgivende eksamen

·         Øgede krav i SU-systemet til de uddannelsessøgende om fremdrift på videregående uddannelser

·         Højst fem ungdomsuddannelser med SU

·         Ændret SU til hjemmeboende

·         Forhøjelse af satsen for fribeløb for SU-modtagere

·         Udbetaling af bonus til uddannelsessøgende, der bliver færdige på under normeret studietid

·         Øget støtte til befordringsgodtgørelse

EU-domstolen

Desuden omfattede aftalen også en opfølgning på EU-domstolens dom fr 2013 i sag C-46/12, L.N. der betød, at udenlandske EU-borgere, der arbejder mere end ti timer ved siden af studiet (vandrende arbejdstagere), i lighed med danske arbejdstagere fik ret til fuld SU i Danmark.

Hvad lever studerende af?

I Danmark modtager 425.000 personer (svarende til 327.000 stipendieårsværk) SU og den samlede statslige nettoudgift er godt 21 mia. kr.

Danmark har den højeste SU i verden, og den ligger ca. dobbelt så højt som i Sverige. Grundlæggende må man stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at skatteyderne finansierer en høj SU til nogle af de borgere, der senere i livet får de allerhøjeste indkomster. En universitetsstuderende modtager omkring 9.000 kr. om måneden – ca. 6.000 kr. i stipendium og 3.000 kr. i lån – og kan i tillæg have anden indkomst på op til ca. 12.000 kr. uden fradrag i SU-støtten.

En ny undersøgelse som TNS Gallup ifølge Ritzau har udarbejdet for Nordea viser, at omkring 275.000 af de studerende arbejder ved siden af studierne. Mens 55 procent af de kvindelige studerende arbejder ved siden af studierne, gælder det kun 49 pct. af de mandlige. I alt har 147.000 kvinder og 137.000 mænd et studiejob.

Hvordan de knap 200.000 studerende, der ifølge undersøgelsen ikke arbejder ved siden af studierne, klarer sig for 9.000 kr. om måneden, er ikke godt at vide. Mon ikke man kan antage, at mange har penge med ”hjemmefra” eller har udeklaret ”sort” indkomst?

Løsningen

Spørgsmålet er, om det virkelig har været partiernes mening, at 425.000 mennesker skulle modtage uddannelsesstøtte for over 21 mia. kr. om året? Ligger der en bevidst politisk beslutning bag det forhold, at det danske uddannelsessystem og SU’en skal bruges til at uddanne andre EU-landes borgere?

Det er indlysende, at Danmark ikke uden videre kan ignorere EU-domstolens afgørelse og diskriminere mellem studerende fra Danmark og EU eller EØS.

Det er samtidig særdeles tvivlsomt, at et ”service-check” af engelsksprogede uddannelser i Danmark, som foreslået af regeringen, vil kunne klare problemet.

Mon ikke tiden er inde til fundamentale ændringer i systemet. Bør den nuværende uddannelsesstøtte ikke snarest omlægges til et lånebaseret system, hvor den studerende i stedet har adgang til statsgaranterede lån med en både favorabel rente og fleksible tilbagebetalingsvilkår?

De midler, der spares i SU, kan passende udnyttes til målrettede forbedringer i vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.

Den tidligere regering og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der inden 1. januar 2017 skulle udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.

Rapporten fra Public Service-udvalget præsenteres for offentligheden mandag den 7. november 2016. Det skal blive spændende at se, om udvalget med den tidligere DR-medarbejder Connie Hedegaard i spidsen kan levere et relevant grundlag for politiske beslutninger om de fremtidige rammer Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne.

Begrænset offentlig debat

Venstre-regeringens og kulturminister Bertel Haarders meldinger har været sparsomme – i regeringsgrundlaget er blot nævnt det selvfølgelige ønske om et mere kvalitetsfokuseret DR, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes.

Det forekommer fattigt i betragtning af, at DR faktisk Danmarks største og vigtigste kulturinstitution. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

DR har flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er derfor forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR.

Blev monopolet nogensinde ophævet?

Institutionen blev oprindelig etableret som et statsligt monopolforetagende, fordi radiofrekvenserne var et begrænset gode, som alle skulle have adgang til, når de havde betalt deres licens. Senere med flere kanaler i spil fik public service-begrebet mere karakter af, at udsendelserne skulle være ”i og offentlighedens tjeneste”. 

Med etableringen af TV 2, der modtager godt 512 millioner kr. i licensstøtte om året, ændrede public service-begrebet sig igen, til at DR skulle ”stå i den danske befolknings tjeneste”. Det kommer nok som en overraskelse for mange, at de venstreorienterede kulturradikale i DR står i befolkningens tjeneste – det må vi huske, når vores ”menneskesyn” kritiseres og vi belæres om vores snæversynede og egoistiske politiske valg!

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning.

Ifølge loven skal der i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Loven fortsætter med at opremse positive, men diffuse begreber: Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Den gentager vi lige – saglighed og upartiskhed!

Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.

Lovens opremsning kan ingen rigtig have noget i mod, men lovens snik-snak om hvad der ligger i public service forpligtelsen kan vi ikke i det virkelige liv bruge til noget.  Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR er i hvert fald ikke tvunget til at lytte til ”kunderne”.

Mediemarkedet

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. Kritikken fra de private aktører på det danske mediemarked lyder på, at de må kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Det er da også en kendsgerning, at markederne inden for både tv, radio og internet udfordres af DR’s dominerende position. I den forbindelse skal det bemærkes, at DR har udvidet antallet af kanaler fra to til seks i løbet af få år. Samtidig ekspanderer DR på alle elektroniske platforme. Den øgede aktivitet, hvor service-formålet er aldeles uklart, og det øgede antal kanaler har bidraget til, at DR har vundet betydelige markedsandele. Generelt har DR udviklet sig til en medievirksomhed, der ligesom enhver kommerciel virksomhed søger at vinde markedsandele, mere end en kulturinstitution, som søger at løfte sine public service-opgaver.

Public Service

Sammen med TV2 sad DR i 2014 på næsten 70 pct. af det danske tv-kiggeri. Denne statslige dominans betyder, at konkurrencesituationen for de kommercielle medier i forhold til de statslige medier er blevet kraftigt forværret igennem de seneste år.

Danmarks Radio satser samtidig primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser, og danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Hos DR har man forberedt sig til debatten om public service. I omtrent alle de mange trailere for stationens programmer er der henvisning til public service. Men kan det virkelig passe at X Factor og Den store bagedyst er public service?

Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.

En stat i staten

DR har samtidig udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Medlemmer af bestyrelsen i DR og medlemmer af Folketinget har offentligt tilkendegivet frustration over at folketingsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer i DR er afskåret fra at diskutere og træffe kulturpolitiske beslutninger vedrørende DR. Fortolkningen af det såkaldte armslængdeprincip har ført til en ualmindelig barok situation omkring hele Danmarks Radio: Licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion.

Forslag

En mulighed kunne være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på.

TV2 bør privatiseres.

Forslaget vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.