Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt pres på Iran

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Sanktionerne betyder, at Iran er hårdt ramt økonomisk, valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende. Sanktionerne betyder også, at iranerne ikke er i stand til at eksportere de mængder af beriget uran og tungt vand, som atomaftalen tillader. Derfor vil grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran blive overskredet den 27. juni.

Iranske reaktioner kommer ikke uventet

Den amerikanske regering har naturligvis været helt klar over, at det var et spørgsmål om tid før Iran måtte reagere. Truslen om genopbygningen af lagre af beriget uran og eventuelt helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at bevare atomaftalen fra 2015 og ophæve sanktionerne. Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

Forleden slog fire katyusha-raketter ifølge Sky News Arabia ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig, ved Mosul i Irak. Ugen forinden blev to tankskibe angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.

Argumentet om, at Iran ikke har nogen interesse i at udføre et sådant angreb, fordi det bringer landet tættere på krig med USA, holder ikke: Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget. Iran forsøger at vise USA, at de også kan svare igen. Det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke selvmordsaktioner, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

Revolutionsgardens Quds Force

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle træk, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:

“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Den islamiske revolution i Iran i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Krig?

Mens Iran afviser at have spillet en rolle i angrebene, ses de som et direkte resultat af de fornyede spændinger mellem Iran og USA og som en del af en optrappende konflikt – med potentiale til at udvikle sig til den krig, ingen af de involverede parter ifølge egne udsagn ønsker.

Under alle omstændigheder ser det ud til, at vi kan se frem til endnu en hed sommer i Mellemøsten.

Tre principielle sager om BRFkredits og Totalkredits bidragsforhøjelser blev den 19. juni 2019 afgjort af Højesteret, der fastslog, at aftalegrundlaget indeholdt en adgang for Totalkredit til at forhøje bidraget med de begrundelser, som Totalkredit anførte. Højesteret fastslog endvidere, at der i aftaler om realkreditlån må accepteres en bredere adgang for realkreditinstituttet til at forbeholde sig ensidigt at foretage ændringer af aftalen, lyder det i et resume af dommen.

Højesteret har dermed stadfæstet den dom, Østre Landsret den 8. august 2018 afsagde i den sag boligejerne havde anlagt mod realkreditinstitutterne BRFkredit og Totalkredit om forhøjede bidragssatser.  

Landsretten frifandt begge realkreditforeninger med den begrundelse, at der var hjemmel til bidragsforhøjelserne i aftalerne og gældende regler.

Det fremgår af et domsresumé, som Østre Landsret har lagt på sin hjemmeside.

Efterfølgende fik boligejerne bevilget fri proces til at føre sagerne mod deres realkreditinstitutter hele vejen til Højesteret.

Bidrag på 22 mia.kr. er måske ikke ulovlige, men klart urimelige!

Låneaftalerne og de gældende regler er tydeligvis ikke udarbejdet med sigte på at beskytte realkreditlånerne. Det er realkreditinstitutterne, der har formuleret aftalerne til deres fordel, og dommen er derfor ikke overraskende. Spørgsmålet er om det er rimeligt, at realkreditinstitutterne får lov til at flå boligejerne for bidrag på omkring 22 mia. kr. om året? Bidrag, man vel og mærke ikke kan undgå, fordi der reelt ikke er konkurrence på realkreditmarkedet.

Konkurrencerådet har fra de magtfulde aktører på det danske realkreditmarked fået kritik af, at Konkurrencerådet i en rapport har dokumenteret den manglende konkurrence på realkreditmarkedet (realkreditrapporten). Rådets formand og direktør bliver derfor kyst til i et debatindlæg den 5. januar 2017 på finans.dk at angribe Jesper Rangvid fra CBS for at have misforstået Konkurrencerådet.

Jesper Rangvid har selvfølgelig afvist beskyldningen, men for realkreditinstitutternes kunder er der – desværre – ikke noget at misforstå: Det er af Konkurrencerådet, Nationalbanken og andre instanser dokumenteret, at realkredit-lånerne bliver flået med bidragsbetalinger og realkreditinstitutterne skovler penge ind på bekostning af boligejerne! Det åbenlyse tyveri bliver ovenikøbet forsvaret af Finanstilsynet og domstolene!

Finanstilsynets udsendte den 9. november 2017 den såkaldte Halvårsartikel 2017 om realkreditinstitutterne, og resultatet for 1. halvår 2017 viste en fremgang på 60 pct. i forhold til første halvår 2016. Nettorenteindtægterne stiger igen, omkostningerne falder, kursreguleringerne er forbedret, nedskrivningerne er fortsat historisk lave og ligger for halvåret på omtrent nul.

Realkreditinstitutternes hovedindtægtskilde er bidrag fra de godt 1 million danske realkreditlånere. De samlede nettorenteindtægter var i første halvår 2017 på 12 mia. kr. mod 11,4 mia. kr. året før, altså en stigning på 5,3 pct. Over 90 pct. af institutternes nettorenteindtægter er bidrag fra lånerne, som dermed i 1. halvår af 2017 har betalt omkring 11 mia. kr. i bidrag. Bidragene udgør godt 0,41 pct. af realkreditinstitutternes samlede udlån 2.762 mia. kr. i 2017 og realkreditten kradser dermed omkring 22 mia. kr. om året ind i bidrag fra de stavnsbundne lånere.

Konkurrencerådet har tilladt, at Nykredit Realkredit, der siden fusionen med Totalkredit i 2003, har skullet holde sine bidragssatser i ro, kan hæve satserne for omkring 60.000 boligejere.

Boligejerne er ikke overraskede – det har længe været et vilkår, at udover stigende boligskatter har boligejerne måttet kæmpe med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og Nykredit-afgørelse viser desværre, at der ikke er udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Politisk beskyttelse af realkreditten

Den tidligere erhvervsminister, Brian Mikkelsen, der nu arbejder på at fremme Danske Erhvervs interesser, kunne den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være stavnsbundet til et bestemt realkreditselskab? Ville der blive indført konkurrence på realkreditlån? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt.

Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen var til fordel for realkreditinstitutterne, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Realkreditlånerne har i praksis svært ved at flytte til et andet institut

Forbrugerrådet Tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v., flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da Brian Mikkelsens forgænger som erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen.

Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Bidragene har i nogle år været stigende, og sidste år betalte de danske boligejere godt 22 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån!

Realkreditten skovler penge ind på bidragssatserne

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu over 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige mere end 22 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Manglende konkurrence og karteldannelse på realkreditområdet?

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de største danske realkreditselskaber i bemærkelsesværdig enighed (hvem sagde kartelagtigt?) har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste år.

Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.

Kan Erhvervsministeren varetage boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet er helt passive overfor den åbenlyse udbytning, som danske realkreditlånere er udsat for. Der er derfor nok at tage fat på for den Erhvervsminister, der måtte blive udnævnt efter regeringsforhandlingerne.

På foranledning af Det Radikale Venstre blev der – efter en reformpause i slutningen af Schlüter-epoken -under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 – 2001 taget hul på arbejdsmarkeds- og skattereformer. Senere kom Velfærdsaftalen i 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. De to aftaler havde blandt andet til formål at hæve pensionsalderen og at afkorte efterlønsperioden. Det er ikke nemt at gennemføre nye reformer med samme potentiale. Faktisk har Socialdemokratiet foreslået at slække lidt på reformerne, og udstyre visse nedslidte danskere med en rettighed til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Forslagene til nye fremadrettede reformer har til gengæld været sparsomme. Socialdemokratiet har foreslået et øget fradrag for investeringer i forskning, og Venstre har fokuseret på beløbsgrænsen for at gøre det lettere at få flere udlændinge til Danmark for at arbejde.

Prioritering af velfærden her og nu

I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed har partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, brugt valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Udviklingen er sindssyg af 2 grunde: Når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Vanviddet stopper ikke her – den politiske debat bygger på den antagelse, at det er umuligt at ændre en forældet velfærdsmodel, der lægger beslag på stadig flere ressourcer uden nødvendigvis at producere mere velfærd.

Resultatet er forudsigeligt. Uanset hvem vi stemmer på og uanset hvem der vinder valget, undgår vi ikke fremtidige regeringer, der bliver ved med at øge skatterne og øge de offentlige udgifter.

Produktiviteten i den offentlige sektor

Med en offentlig sektor, der ifølge OECD er verdens største, og allerede nu lægger beslag på halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren, der betyder at vi trods stadig større udgifter taber terræn i forhold til sammenlignelige lande.

De fleste er vel uanset partipolitisk ståsted tilhænger af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.

Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.

Efter kommissionens kommissorium skulle den kulegrave den danske produktivitetsudvikling – både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor – og komme med konkrete anbefalinger.

Midlertidig optimisme

Mens kommissionen arbejdede, var der faktisk en livlig offentlig debat for og imod størrelsen af den offentlige sektor. Hvor regeringspartierne og måske især Socialdemokratiet især var optaget af holdningen blandt deres mange offentligt ansatte vælgere, var de borgerlige partiers indgang anderledes: For de fleste var det af afgørende betydning, at skatteborgerne – der allerede var underkastet verdens højeste skattetryk, højeste energipriser og højeste forbruger og fødevarepriser – fik valuta for pengene.

Indimellem var der endog grund til optimisme. Produktivitetskommissionen offentliggjorde op til Folkemødet på Bornholm i juni 2013 et såkaldt arbejdsnotat, hvor vurderingen var, at der kan spares mindst 10 pct. i kommunerne uden at skære serviceniveauet ned, hvis alle kommuner var ligeså gode til at minimere omkostningerne som de bedste. Produktivitetskommissionens formand holdt sig ikke tilbage i debatten og tilkendegav, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.

Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.

I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.

Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt

Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå.

På venstrefløjen er der er overhovedet ikke tvivl om, at en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre har reageret. Produktivitetskommissionen kom under massivt pres for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.

Det bemærkelsesværdige er, at de borgerlige partier forholdt sig passive, og siden med vellyst har deltaget i fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum. Under alle omstændigheder understreger forløbet – endnu engang – vanskeligheden ved i Danmark at tilvejebringe et evidensbaseret grundlag for politiske beslutninger.

Det er således påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat. Hvorfor mon Produktivitetskommissionen overhovedet ikke forholdt sig til et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

I valgkampen er opstået et nyt skældsord.  Rasmus Paludan er alligevel ikke nazist, men etnonationalist! Stram Kurs ivrer for et Danmark for danskere – et synspunkt, der i kultur- og venstreradikale kredse ikke er mindre anstødeligt. Hvorfor tilhængere af nationalstaten nu skal dæmoniseres, er svært at forstå? For os andre danskere er nationalstaten en naturlig – og måske den eneste – fælles ramme og værn i en globaliseret verden, hvor kulturer, værdier og identiteter uundgåeligt mødes.

De fleste er parate til at praktisere en vis åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og kristen-protestantiske danske værdier, men svaret på globaliseringen kan aldrig være en pligt til at underkaste sig en total kulturel og identitetsmæssig udjævning.

Erik Meier Carlsen har udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk får lov til at artikulere deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis det ikke var tilladt, at deres synspunkter blev bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, ville det gå helt galt.

Trods venstre-radikale forsøg på at marginalisere og dæmonisere, er det endnu ikke gået så galt. I Tyskland har vi set ekstreme bevægelser som PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) fuse ud, men Alternative für Deutschland, AfD, er i dag Tysklands 3. største parti. I Danmark er Dansk Folkepartis fremgang afløst af fremkomsten af først Nye Borgerlige og nu Stram Kurs.

Det Hvide Hus meddelte søndag, at det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln med ledsageskibe m.v. var dirigeret til den Persiske Golf. Årsagen var ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

Revolutionsgardens Quds Force

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har mandag morgen på Twitter uddybet baggrunden for at sende USR Lincoln til golfen: “Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Udviklingen siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har betydet, at få lande får så negativ presse som Iran. Specielt er Iran i store dele af den amerikanske presse dæmoniseret.

Revolutionen bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Atomaftalen

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Hvis man kun kender Iran fra filmen ”Operation Argo” – en amerikansk OSCAR-vindende, dramatisk historisk thriller-film fra 2013 om en CIA-ledet redningsaktion af seks amerikanske diplomater, der havde søgt tilflugt hos den canadiske ambassadør i Teheran under gidselkrisen i Iran i 1979 – skal man ikke gøre det. Filmen og dens fremstilling af blodtørstige iranske studenter og revolutionsgardister indgyder ikke umiddelbart tilskueren en ubetvingelig trang til at besøge den shia-muslimske republik Iran.

Udviklingen siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har betydet, at få lande får så negativ presse som Iran. Revolutionen bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen. Samtidig har Irans atomprogram påkaldt sig kritik fra verdenssamfundet.

Ambassadebesættelse og atomprogram

Forholdet til USA har været belastet siden USA’s allierede, den iranske Shah i januar 1979 – allerede inden ayatollah Khomeini vendte tilbage fra eksilet i Frankrig – som følge af omfattende borgerlige uroligheder måtte flygte fra Iran. Forholdet blev dramatisk forværret, da islamiske studenter og revolutionsgardister den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Skiftende amerikanske regeringer har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, et truende ballistisk missilprogram, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Irans manglende samarbejde med Det Internationale Atom Energi Agentur, IAEA, om atomprogrammet førte til, at FN, herunder Tyskland, Frankrig, UK og EU’s øvrige medlemslande, også fordømte Iran. Den manglende adgang for IAEAs inspektører betød, at FN’s sanktioner mod Iran siden 2006 og frem til Iran-atomaftalen i 2015 gradvist er blevet skærpet.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Donald Trump skærper også sanktionerne

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked. Siden foråret 2018 har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA.

Undtagelser ophævet

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – vil fra 1. maj blive behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer. Præsident Trump begrundede beslutningen med, at det er en ”realitet”, at den iranske stat støtter terrorisme, og her er revolutionsgarden en aktiv deltager. Beslutningen sender en klar besked til Teheran om at støtte til terrorisme har alvorlige konsekvenser.

Udenrigsminister Mike Pompeo har samtidig advaret alle banker og virksomheder mod at gøre forretninger med Revolutionsgarden.

Det er første gang, at USA formelt stempler en del af et andet lands militær som en terrororganisation. Embedsmænd i den amerikanske regering har sagt, at dette seneste skridt yderligere vil isolere Iran og gøre det klart, at USA ikke tolererer Irans støtte til oprørsgrupper og andre, der destabiliserer Mellemøsten.

Oversvømmelser i Iran

Den oversvømmelseskatastrofe, der siden slutningen af marts efter års tørke ramte 22 af Irans 31 provinser, har givet anledning til, at den udbredte kritik af Revolutionsgarden er kommet åbent til udtryk. Oversvømmelserne har demonstreret, at de nationale iranske myndigheder og i særdeleshed IRGC, ikke har formået at mobilisere en effektiv redningsindsats og ofrene for katastrofen er ladt i stikken.

Chefen for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev kritiseret for at han ikke engang besøgte de berørte områder, hvor over 80 mennesker har mistet livet og tusinder står uden tag over hovedet. Samtidig har der været voksende kritik fra de mange ramte, der har hævdet at oversvømmelserne dels skyldtes uheldige forsøg på med kemiske midler at fremkalde regn og dels, at IRGC var ansvarlig for uhensigtsmæssige dæmningsbyggerier m.v.

Chefen for Revolutionsgarden fyret

Irans præsident, Hassan Rouhani, besøgte for nylig sammen med indenrigsministeren og en række eksperter nogle af de ramte områder, og har herunder lovet, at staten vil yde erstatning til de ramte familier. Herefter blev det søndag den 21. april 2019 i Teheran oplyst, at lederen af den Islamiske Revolution i Iran, Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker havde forfremmet Hossein Salami til generalmajor og udpeget ham til chef for Revolutionsgarden, IRGC.

Konsekvenserne for Iran

Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. Umiddelbart efter atomaftalens indgåelse i 2015 steg olieindtægterne, men pengene er især tilgået det statslige system og Revolutionsgarden, og ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

Irans præsident, Hassan Rouhani har erkendt, at den Islamiske Republik oplever den værste økonomiske krise i 40 år. Irans valuta – Rialen – er faldet til et historisk lavpunkt: I november 2017 svarede 1 US dollar til 35.000 Rials. Nu er Rialen faldet til 130.000 Rials. 1 Euro svarer nu til 150.000 Rials.

Resultatet er selvfølgelig en forrygende inflation, der rammer almindelige iranere hårdt. De begrænsede økonomiske muligheder og de stramme politiske forhold har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor det skønnes at op mod 9 millioner fortrinsvis veluddannede iranere siden 1979 er emigreret til udlandet.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU i en periode, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Irans modstandere i Mellemøsten

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben, og aftalen adresserer ikke Irans missilprogram og støtte til international terror. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

Vil regimet overleve?

De økonomiske problemer er en reel udfordring for magthaverne i Iran. Hvis regeringen bruger af reserverne for at bedre befolkningens vilkår, herunder at betale erstatninger til de mange tusinde ofre for de nylige oversvømmelser, vil det betyde en forøgelse af pengemængden, der vil forøge den i forvejen voldsomme inflation i landet.

Det overvejes derfor at finansiere udgifterne gennem en forhøjelse af de ganske lave naturgas, benzin- og dieselpriser. Som vi har set med De Gule Veste i Frankrig, kan en sådan forhøjelse meget vel udløse et åbent oprør fra den økonomiske pressede befolkning på 84 millioner mennesker.

Der kan samtidig iagttages tydelige spændinger internt i det iranske regime: De religiøse ledere i præstestyret er tydeligt bekymrede for reaktioner fra den brede befolkning. Forholdet mellem den civile regering under ledelse af præsident Hassan Rouhani og magtfulde strukturer som hæren og Revolutionsgarden åbenbart heller ikke for godt. Iran har vist, at landet kan modstå det voldsomme internationale politiske og økonomiske pres, men spørgsmålet er om befolkningen i længden vil betale prisen?

Er tiden inde til at danne sig sit eget overblik?

Udviklingen i Iran siden 1979 betyder, at de fleste mennesker synes, at det nu er en frygtelig tid at besøge Iran. De fornyede amerikanske sanktioner på landet betyder, at populære rejsesider som Expedia, Airbnb og Booking.com ikke virker i Iran. Internationale betalingskort og kreditkort kan ikke bruges til at foretage betalinger eller hæve penge fra pengeautomater. Mange rejseforsikringer dækker ikke Iran. Der er internet og mobiltelefoner i Iran, men sociale netværk som Twitter og Facebook er sammen med en lang række specifikke hjemmesider teknisk blokeret på internettet. Fra Iran kan man i Danmark f.eks. tilgå Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende, men ikke Politikken.

Rundrejsen

Alligevel har jeg netop tilbragt 14 dage på en rundrejse i Iran. Fra Shiraz i syd, fødested for Hafez og Saadi og siden det 13. århundrede hele Persiens litterære og kulturelle center, over Persepolis – kong Darius’ monumentale center fra det 5. århundrede f.Kr.- indtaget og ødelagt af Alexander den Store i 331 f.Kr. Persepolis blev nøje beskrevet af Carsten Niebuhr i ”Reisebeschreibung nach Arabien und anderen umliegenden Ländern” fra 1778.

Forfatteren Thorkild Hansen har beskrevet Niebuhrs ekspedition og besøg i Persepolis i 1765 i bogen ”Det lykkelige Arabien”, der udkom i 1962, og et besøg og synet af Niebuhrs graffiti kan stadig tage vejret fra selv den mest blaserte globetrotter.

Rejsen gik videre forbi kongegravene nord for Persepolis i Naqsh-i Rustam til ørkenoasen Aberkooh på den vigtige karavanevej mellem Shiraz, Yazd og Isfahan. Aberkooh med bygninger af soltørrede lersten, et avanceret system af undergrunds vandkanaler – qanater, og et velbevaret nyere ”ishus”. Allerede 400 år f.Kr. mestrede Perserne at opbevare is hele sommeren. Aberkooh kan desuden bryste sig af Asiens ældste levende organisme – en mere end 4.000 år gammel cypres.

Videre til ørkenbyen Yasd, med den gamle lerklinede bydel på UNESCOs liste over verdens kulturarv, og ”towers of silence”, hvor de døde blev anbragt og spist af gribbe.

Yasd er også centrum for zoroastrismen (Zarathustras lære), der var persernes religion inden araberne erobrer Persien i 651 og islam udbredes. Fra 1501 har shiaislam været statsreligion i Iran, men der er grundlovssikret religionsfrihed i Iran.

Mod Isfahan gennem ørkenbyen Nain. I Isfahan møder man det gamle Persien for fuld kraft. Hovedstad i flere hundrede år og hjemsted for shah Abbas den Store. Fra rejseberetningen ”Vermehrte Neue Beschreibung der Muscowitischen und Persischen Reyse” af Adam Olearius fik Adam Oehlenschläger sit kendskab til Østen og dens mystik og inspirationen til skuespillet ”Aladdin” i 1806. Jeg kan kun sige: Se det selv!

Det vil overraske nogen, at der i Isfahans armenske bydel er 13 kristne kirker, og herunder den storslåede Vank-katedral.

Nordpå kan man besøge Nantenz og Kashan med svalende vindtårne og velbevarede karavanestationer – karavanserail’s, der uvilkårligt leder tankerne i retning af Ali Baba og de fyrretyve Røvere fra 1001 Nats Eventyr.

Desuden findes her den historiske persiske have Bagh-e Fin, anlagt af Shah Abbas. Det er den klassiske version af paradiset med naturlige kilder, cypresser og et palads, der spejler sig i en dam. Et ophold med tedrikning er en lise for sjælen.

Teheran med over 13 millioner indbyggere har et væld af paladser, museer og andre seværdigheder, herunder det kæmpemæssige mausoleum for ayatollah Khomeini og Azadi tårnet. Udover byens fine paladser og udsøgte museer får man også i Teheran et indtryk af Irans moderne ansigt. Desværre har Teheran også et utal af biler og en kaotisk trafik, der ikke står tilbage for Rom eller Napoli.

Del af vores kulturelle baggrund

Den nyere politiske udvikling kan ikke skygge over, at Irans historie i sig selv er en perlerække af fantastiske og dramatiske historier. Iransk og Persisk historie er en del af vores kulturbaggrund ligesom græsk og romersk historie, og det er svært ikke at falde for arkitekturen og den naturlige skønhed i landet. Hvis man ser bort fra det øjeblikkelige politiske og religiøse regime, er Iran – landet, befolkningen, kulturen, historien, poesien – enormt tiltrækkende.

De fornyede amerikanske sanktioner og regimets kritisable forvaltning, har som nævnt sendt den iranske Rial i frit fald, hvilket gør det økonomisk overkommeligt at udforske landet. Et godt måltid med drikkevarer kan sagtens fås for 5 €! Et dobbeltværelse med morgenmad på et 4-stjernet hotel koster 40 €!

Et besøg giver samtidig mulighed for at direkte at hjælpe Irans almindelige borgere, der lider af de økonomiske konsekvenser.

Turismen er hårdt ramt, hvilket betyder, at du kan have den udsøgte Nasir-ol-Molk moské også kendt som den Lyserøde moské i Shiraz, Naqsh-e Jahan-pladsen også kendt som Meidan Emam eller Emam-pladsen i Isfahan og saltørkenen Dasht-e Lut eller Kaluts-ørkenen stort set for dig selv.

Muligheden for at danne sig sin egen mening

En rejse i Iran er samtidig en mulighed for ved selvsyn at skrælle lagene af de internationale mediers fordomsfulde beskrivelser, som ikke yder landet rimelig retfærdighed.

Revolutionen, der bragte ayatollah Khomeini til magten, indvarslede en epoke, hvor Vesten har været på kant med den store persiske nation. Iran har ikke selv været uden skyld i omverdenens kritik. Skiftende magthavere i Iran har siden 1500-tallet slået på den shiamuslimske egenart og brugt det til at skabe et nationalt sammenhold og et bolværk og en distance til de omliggende sunnimuslimske magter, herunder især det aggressive Osmannerrige mod nord-vest.

Det er derfor værd at bemærke, at denne ”Dem mod Os”-strategi har betydet, at det shiamuslimske Iran også har været isoleret i Mellemøsten og i store dele af den sunni-muslimske verden, og har været henvist til at samarbejde med især Kina, Assad i Syrien og Kim Il-sung og hans efterfølgere Kim Jong-il og Kim Jong-un i Nordkorea.

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident siden 2013, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: USA betegnes konsekvent, som ”Den store satan”, der advares mod ”at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det”. Trump besvarer øjeblikkelig advarslen med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil opleve konsekvenser, som kun få i historien har mærket før dig”.

Irans nuværende åndelige leder (og reelle statschef), ayatollah Khomeinis efterfølger, ayatollah Ali Khamenei, er på samme linje: ”Så længe USA fortsætter sin ondskab, vil den iranske nation ikke ophøre med at ønske Død over Amerika!”

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, er det synlige udtryk for det dårlige forhold mellem Iran og USA, Israel og Saudi-Arabien siden 1979.

Den storpolitiske konflikt og den krigeriske retorik skaber et forvredet og negativt indtryk af Iran og dets meget venlige og nysgerrige befolkning. Som rejsende vil man selv opleve Iran som en positiv overraskelse.

Iran og det gamle, eventyrlige Persien er nemlig en sand skatkiste af storslået natur, historiske vidundere, dufte og stemninger fra Aladdin og 1001 Nats Eventyr og imødekommende mennesker.