Forholdet til migranter og flygtninge søges i 2019 fortsat reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover regulære flygtninge, der er truet på livet – har irregulære flygtninge, økonomiske migranter, der ”flygter” fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der af justitsminister Erik Ninn-Hansen blev fremsat som lovforslag i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Poul Schlüter

Statsminister Poul Schlüter var personlig ikke upåvirket af den kulturradikale tilgang til flygtninge. Schlüter har siden erkendt, at regeringen dengang undervurdere udlændingepolitikkens betydning, men Schlüter har også erkendt, at han ikke var indstillet for at åbne for en debat, der uvægerligt ville blive ”grov” og ”ulækker”.

Venstre havde ikke stærke synspunkter, og det var aldrig på tale, at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.

Noget tyder på, at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i JyllandsPosten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Pindfløjen i Venstre

Søren Pind har i Berlingske 6. april afsløret sine kulturradikale sympatier i udlændingedebatten – her viser han en side af sig selv, som – ja, som han har gået stille med i den tid, hvor han var politisk aktiv.

I opinionsindlægget formaner han sine tidligere kolleger i blå blok til: “at hæve sig over det brune mudder, der klæber op over støvlekanten efter disse år. For det vil kræve en tillid, der ikke er der nu.”

Pind sigter hermed til regeringens aftale med Dansk Folkeparti om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Denne forståelse er som bekendt af Det Radikale Venstre betegnet som en gul/brun alliance, og ”det brune mudder” kan ikke andet end være en henvisning hertil.

Søren Pind er så venlig at minde om, at partiet Venstre hidtil har holdt sig for god til sat kaste sig ind i udlændingedebatten. Pind minder om, at Uffe Ellemann-Jensen under valgkampen i 1998 f.eks. nægtede at spille det såkaldte udlændingekort og ville vinde efter den såkaldte høvdingeregel – at Venstrefolk skulle opføre sig lidt bedre end vores modstandere.

Ifølge Pind er udfordringen for Blå blok, ”om man kan hæve sig over det brune mudder, der klæber op over støvlekanten efter disse år”.

Premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie – Folkepartiet for Frihed og Demokrati) og hans liberale koalitionsregering (siden oktober 2017 med DDA, Kristelig Demokratisk Appel, D66, Demokraterne af 66, og CU, Kristelige Union) lancerede allerede i midten af 2018 et oplæg til verdens mest ambitiøse klimalov. Målsætningerne var, at udledningerne af drivhusgas i 2030 skulle være reduceret med 49 pct. i forhold til 1990. I 2050 skulle de være reduceret med 95 pct. og i 2050 skulle elektricitetsproduktionen være CO2-neutral.

Den politiske debat op til de hollandske lokalvalg den 20. marts 2019 har i høj grad drejet sig om udkastet til klimalov, men også den økonomiske politik, forholdet til EU og udlændinge har fyldt i debatten.

Klimaet

Om klimaudspillet har debatten især drejet sig om effekten af den ambitiøse indsats. Desuden har der været stillet spørgsmål ved, om fordelingen af omkostningerne ville være i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler.

Debatten blev delt mellem 3 fløje: Dem, der mente at Holland økonomisk og moralsk vil vinde på at gå i spidsen. Dem, der fandt at hvad Holland gjorde var uden global betydning, og at kun koordinerede internationale tiltag gav mening. Og endelig dem, der mente at klimaloven var udtryk for elitens målsætninger, som ikke omfattede almindelige mennesker som til gengæld var dem, der skulle betale regningen.

Modstanden mod klimaloven har været uventet stærk og avisen De Telegraaf udtrykte den folkelige modstand med, at ”i den sidste ende var der ikke andre end de almindelige borgere til at betale regningen”.

Frem mod lokalvalget den 20. marts var tilslutningen fra regeringskoalitionens menige partimedlemmer lunken – ikke mindst fordi Geert Wilders, PVV (Frihedspartiet) og især Thierry Baudet og hans nye, nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, ikke lagde fingrene imellem når de økonomiske omkostninger for almindelige mennesker blev udmalet.

Kun koalitionspartnerne det liberale D66 og til en vis grad CU holdt fast og prøvede at forhindre vælgertab til de grønne, Groen Links og socialdemokraterne, Partij van de Arbeid, og dyrepartiet (Partij voor de Dieren).

Jordskredssejr

Ved provinsvalget den 20. marts er det især jordskredssejren til det nye nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, der har vakt opmærksomhed.

Ved det sidste parlamentsvalg for 2 år siden var vælgerne kun marginalt interesseret i klimaet, og temaet gav ikke anledning til debat i større omfang. Men den klimalov, der var aftalt mellem regeringspartnerne VVD, CDA, D66 og CU skulle med et slag gøre Holland til førende på klimaområdet. Naturgassen skulle fjernes fra boligopvarmningen og bilparken skulle på rekordtid gøres fri for CO2-emissioner. Regningen skulle i det store hele betales af befolkningen, som relativt set ikke er den største kilde til CO2-emissioner.

For det første var FvD det eneste parti, der direkte gik mod regeringens klimaposition. Baudet kritiserede ikke kun de høje omkostninger ved klimapolitikken, han stillede også spørgsmålstegn ved FNs IPCC-panelernes vurderinger, og han satte store spørgsmålstegn ved Paris-aftalen.

Men Baudets agitation om udsigterne til stigende energiregninger til de almindelige borgere, havde nok mest effekt. Modstanden fandt en klangbund hos mange almindelige hollændere, som ikke vil betale regningen i form af højere skatter og afgifter. Baudet og FvD har tordnet mod loven, som han påstår vil koste 1.000 milliarder euro og få virksomhederne til at flygte ud af landet i hobetal.

Klimaspørgsmålet og mantraet om behovet for ”grøn omstilling” til vedvarende energi har ifølge Baudet udviklet sig til en religiøs besættelse, som har tvunget landet ud i et masochistisk ”klima-hekseri”, med store byrder for den brede befolkning til ingen verdens nytte.

EU og udlændinge

Thierry Baudet og FvD var også kritisk overfor EU, selvom han i slutspurten nedtonede kravet om at Holland skulle udtræde. Til gengæld var han klar på udlændingeområdet. Indvandringsstop og et asylsystem som praktiseret i Australien, hvor kun de der kan yde et bidrag, vil blive lukket ind i landet. Generelt skulle Holland og den vestlige verden holde op med at bebrejde sig selv og føle sig ansvarlige for hele klodens befolkning.

Opbakningen til FvD er tydeligvis blevet næret på konflikten mellem en voksende nationalisme og en tendens til overdragelse af stadig mere kompetence til EU og FN.

Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, blev brugt som eksempel. Baudet har kritiseret, at alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – om migration blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af regeringen.

De etablerede partier gravede deres egen grav

De traditionelle parter bidrog ufrivilligt, men aktivt til FvDs fremgang. De fokuserede i valgkampen på klimaet og behovet for at forbedre erhvervslivets rammevilkår og ikke på den brede befolknings forringede forbrugsmuligheder efter mange års krisepolitik. Ifølge agitationen fra FvD har den økonomiske krisepolitik, som Mark Rutte har stået for med skattestramninger og nedskæringer, kastet 2,5 millioner hollændere ud i fattigdom. Inspirationen kommer fra EU, der også prøver at dominere Holland på alle mulige områder.

Desuden agiterede regeringen (bortset fra D66) for afskaffelse af muligheden for afholdelse af folkeafstemninger, hvis 300.000 borgere krævede det.  

Terror-anslaget i Utrecht

Mandag den 16. marts 2019 gennemførte den 37-årige tyrk Gökmen Tanis et terrorangreb i den hollandske by Utrecht. Tre personer mistede livet i skyderiet.

Det er ikke ganske klart, hvad formålet med terrorhandlingen var, men det indtraf i slutfasen af kampagnen op til de hollandske provinsvalg onsdag den 20. marts 2019.

Det vurderes at Thierry Baudet og FvD fik en vælgermæssig fordel af terror-angrebet i Utrecht, der gav partiet medvind til deres hårde indvandringspolitik.

Det paradoksale er, at Mark Rutte og regeringspartiet VVD klarede sig bedre end ventet – måske også som følge af terroranslaget, der gav Mark Rutte en lejlighed til at demonstrere sine kvaliteter som premierminister i en vanskelig situation.

Hvad nu?

Provinsvalgene er i Holland regionale valg, men med landspolitisk betydning. Ved valgene vælges medlemmerne af provinsparlamenterne. Disse parlamenter vælger så igen deres repræsentanter til det såkaldte Første Kammer i det hollandske parlament. Første Kammer skal godkende alle lovforslag, der vedtages i det Andet Kammer.

FvD gik fra nul til 13 mandater og blev derved det største parti i Førstekammeret. En sensationel sejr for partiets unge (36), karismatiske leder, Thierry Baudet, der på rekordtid er blevet rasende populær med sin anti-elitære, EU- og indvandringskritiske og nationalkonservative politik.

FvD hentede også mange stemmer fra PVV (Frihedspartiet – Partij voor de Vrijheid) under ledelse af Geert Wilders.

Mark Ruttes regering i vanskeligheder

Premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie) og hans liberale regering mistede ved valget sit flertal i Førstekammeret, og han har opfordret til forhandlinger om en politisk aftale, så regeringen kan fortsætte.

Thierry Baudet har afvist Rutte og kræver, at der udskrives nyvalg til parlamentets Andetkammer, hvor FvD ved valget for 2 år siden opnåede 2 pladser.

Hvis den i forvejen svage og handlingslammede regering skal overleve, kræver det således en aftale med oppositionen. Indtil videre har Rutte indikeret, at han er villig til at bevæge sig mod venstre og søge opbakning hos det rød-grønne parti, GroenLinks. En beslutning, som muligvis vil sikre ham magten lidt endnu, men som til gengæld kan øge den folkelige kritik af de borgerlige regeringspartier.

De borgerlige regeringspartier står med andre ord over for et skelsættende valg. Hvis de intet gør, taber de magten. Hvis de bevæger sig yderligere mod venstre, mister de også magten. I virkeligheden er de tvunget til at tage Thierry Baudets parti alvorligt, og tilpasse deres politik i overensstemmelse hermed.

Thierry Baudets sejrstale efter provinsvalget i Holland den 20. marts 2019:

https://www.youtube.com/watch?v=qURoK7oEhTQ&feature=youtu.be&fbclid=IwAR3WAaEU9zyFkKmibZFG1DS3aKKSkHRthhXjvIlH910MNaW_EgsY7fKNyYI

Søndag den 28. april 2019 markerer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets arkæologiske museer fortidsmindedagen.

På dagen arrangeres ture ud i landskabet for at kigge nærmere på Danmarks fortidsminder. Moesgaard Museum, Viborg Museum og Vikingemuseet Ladby har f.eks. arrangementer, hvor man kan kigge nærmere på bondestenalderens storstensgrave.

Indtil fortidsminderne blev fredet ved lov i 1937, havde mange fortidsminder haft en hård medfart. Beregninger viser, at der har været mellem 25.000 og 50.000 storstensgrave i Danmark. Nu har vi omkring 2800.

Især byggeriet af kirker og borge har taget livet af mange gravmonumenter fra bondestenalderen. Dernæst tog udbygningen af jernbanenettet fra midten af 1800-tallet hårdt på de danske oldtidsgrave, da flere blev sløjfet for at hugge stenene op til brobyggeri.

Omkring samme tidspunkt skærpede forløberen for Nationalmuseet opmærksomheden på problemet. Mange medarbejdere blev sendt rundt i landet for at gå fra gård til gård og overtale landejerne til frivilligt at frede fortidsminderne. Nationalmuseets udsendte talte til jordejernes nationale pligt og troskab mod fædrelandet. Som resultat blev flere tusinde dysser, jættestuer og jordhøje frivilligt fredede.

Men det viste sig, at disse frivillige fredninger ikke var så effektive og i løbet af 1920’erne og 1930’erne tog kritikken mod frivillighedsprincippet til, da det efterhånden stod klart, at fortidsminderne ikke blev behandlet ordentligt.

I spidsen af koret for at skærpe kontrollen var Danmarks Naturfredningsforening og kulturpersonligheder som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

I 1937 fik Danmarks så naturfredningsloven, hvor alle gravhøje, jættestuer og stendysser automatisk var fredet. Med loven fik Danmarks Naturfredningsforenings ret til på lige fod med kommuner og staten at rejse nye fredningssager. Naturfredningsforeningens særstilling blev sikret af statsminister Thorvald Stauning på baggrund af den brede folkelige interesse for at systemet skulle bidrage til flere fredninger.

Skal en privat forening kunne rejse fredningssager?

Det er gået tilbage for Danmarks Naturfredningsforening – i storhedstiden i 1980’erne kunne man mønstre over 260.000 medlemmer, i dag er medlemstallet halveret – og der stilles spørgsmål ved rimeligheden af at en enkelt privat forenings ret til at rejse fredningssager.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes.

Dansk Folkeparti har forsøgt at sætte en stopper for foreningens særstilling med et beslutningsforslag i Folketinget, der skulle sikre at også andre grønne organisationer fik ret til at rejse fredningssager, men kun i samarbejde med enten staten eller kommunen.

Det Konservative Folkeparti var ifølge den stedfortrædende miljøordfører, Erik Lund, umiddelbart åben for at lade andre grønne organisationer komme på banen. Det blev imidlertid senere afvist af den konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, der ellers var på barselsorlov: ”Bare lige præcisering: Vi konservative ønsker IKKE at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til at rejse fredninger – eller gøre det betinget af kommunal opbakning.” Hun mente i øvrigt, at ”Det er mit indtryk, at Danmarks Naturfredningsforening er sit ansvar bevidst i forhold til ikke at rejse unødvendige fredningssager. Hvis de andre partier føler, at foreningen misbruger sin ret, bør de indlede en dialog med foreningen i stedet for at stække den”.

Danmarks Naturfredningsforening ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Konservative hattedamer og naturfredning

Det problematiske er, at Det Konservative Folkepartis lydhørhed overfor foreningen ikke baseret på opfattelsen blandt partiets nuværende medlemmer. Den Konservative holdning blev grundfæstet allerede i Danmarks Naturfredningsforeningens første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og æggeskaller, Pynter ej i skovens haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampestenshøje stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Mandag den 1. april 2019 – kan Hjemmeværnet notere, at der er gået 70 år siden den formelle oprettelse i 1949.

Dagen markeres med parader, en særudstilling på Hjemmeværnsmuseet i Frøslevlejren andre aktiviteter.

Spørgsmålet er om der er noget at fejre?

Min egen tidligere enhed – Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL – havde sin historiske oprindelse i modstandsgruppen “lysglimt” og har i alle årene været fast forankret i Gentofte Kommune.

Politihjemmeværnet har ofte været synligt i gadebilledet i Gentofte, men kompagniområdet dækkede også Rudersdal, Furesø og Lyngby-Taarbæk. Hjemmeværnsfolkene i kompagniet havde ud over den almindelige militære uddannelse, fået en politifunktionsuddannelse, der satte kompagniet i stand til løbende at løse opgaver for Nordsjællands Politi.

Kompagniet har med skriggule jakker ofte været synlige i lokalområdet i forbindelse med trafikregulering, men politihjemmeværnet har også mere diskret og upåagtet hjulpet politiet med f.eks. at afvikle cyklistprøver, afspærring i forbindelse med ulykker, brand, kriminalsager og gerningsstedsafspærring, eftersøgninger, storme og katastrofer.

Hjemmeværnet er oprindeligt en organisation af frivillige, hvor menige og cheferne helt op til distrikts- og regionschefer havde rod i modstandsbevægelsen.

I dag har hovedparten af de fastansatte en helt anden dagsorden end de frivillige. Det begyndte ret tidligt, i takt med at cheferne ikke længere havde samme baggrund fra modstandsbevægelsen, som mange af de frivillige havde. I 2018 gælder der kun én ting for de fastansatte – hvis de ikke er i slutstilling – det er at bliver forfremmet til nærmeste højere grad!

Drevet af de fastansattes ambitioner om at gøre karriere har Hjemmeværnet derfor været igennem en centralisering, der har handlet om at samle hjemmeværnsdistrikter og dermed reducere i omkostninger til personale og bygninger. I den sammenhæng, har den lokale forankring og de frivilliges synspunkter været uendeligt ligegyldige.

Samtidig har man nedlagt og sammenlagt kompagnier, fordi man rigidt har kigget på om et kompagni nu også opfyldte bemandingsnormen. Man har frataget den lokale kompagnichef retten til at administrere sit kompagni med personlig dømmekraft og alene forladt sig på bestemmelser om, hvorvidt en hjemmeværnsmand nu har deltaget i lige præcis nok aktiviteter i indeværende år til at opretholde status som aktiv og kunne beholde uniform og våben.

Dette har gjort, at man ikke længere har et hjemmeværn, som man kan melde sig ind i ud fra ønsket om hermed at vise viljen til at forsvare sit land. Det har vanskeliggjort rekrutteringen, men også betydet at Hjemmeværnets tab af aktive er accelereret.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 10.000 soldater, anledning til tvivl om Hjemmeværnets muligheder for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023. Hjemmeværnet har på den konto fået flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi terræn sløring”. I øjeblikket er enhver Hjemmeværnsmønstring et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning.

Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forladt, og opgaverne samlet på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, været, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Ét er de fastansatte karriere-soldaters holdning. Det mærkelige er, at de skiftende politisk udpegede kommitterede for Hjemmeværnet, der ellers skulle være de frivilliges tillidsmand, passivt har fulgt Hjemmeværnets deroute.

Den seneste udvikling i Hjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, har været fulgt på tæt hold af Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, og han har uden tøven godkendt Hjemmeværnets opgivelse af den lokale forankring og opbakning.

Det har vakt opmærksomhed, at partiet Venstre i Region Midtjylland ifølge Danmarks Radio i årene omkring det seneste folketingsvalg i 2015 modtog mindst 16 beløb over 20.000 kroner, som ikke blev indberettet til myndighederne.

Overtrædelsen af partistøtteloven ved at afgive urigtige eller mangelfulde oplysninger er af politiet takseret til en bøde på 10.000 kroner.

Venstre vil desuden tilbagebetale 214.000 partistøttekroner til Region Midtjylland.

Britt Bager

Det er samtidig kommet frem, at Venstres politiske ordfører, Britt Bager, har modtaget en donation på i alt 100.000 kr. fra den samme person. Donationen var imidlertid opdelt i mindre portioner, således at identiteten på donoren kunne holdes hemmelig.

Offentlig partistøtte har ført til krav om åbenhed om privat partistøtte

Mange er formentlig ikke engang klar over, at politiske partier i Danmark indkasserer millioner i offentlig partistøtte? Alligevel argumenteres der jævnligt for flere offentlige ressourcer til politikerne. Opinionsundersøgelser tyder imidlertid på, at en lang række konkrete sager har bekræftet befolkningen i den opfattelse, at folketings- og kommunalpolitikere, ministre og borgmestre allerede er ganske bjærgsomme, når det gælder dem selv.

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Oplysningspligt overholdes ikke

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver.

At det som oplyst af DR ikke altid indberettes burde ikke overraske. Allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt partierne om at bevilge sig selv støtte. Partierne argumenterede for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

Privat partistøtte især vigtig i valgår

Den private partistøtte til partierne finansierer i ”normalår” kun omkring en sjettedel af partiernes aktiviteter. Det er imidlertid især i forbindelse med valgkampe at private støtter de politiske partiers kampagner. Ved Folketingsvalget i 2011 modtog de Konservative 26 millioner kroner i privat partistøtte. De private bidrag til valgkampen i 2015 nåede kun op på godt 20 millioner kroner, og hvor meget partiet kan kradse ind i forbindelse med det kommende valg er ukendt.

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/pia-k.-kraever-opgoer-med-politikernes-vilde-fryns/7549820