Det er en kendsgerning, at der i landets 98 kommuner er meget stor forskel på skattegrundlaget. Der er derfor store forskelle på hvor mange penge man kan få ind ved at beskatte sine borgerne.

Den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over trods indkomstforskelle har mulighed for at levere nogenlunde samme service til sine borgere.

Udligningsordningen har fra starten helt bevidst tilsigtet at tage penge fra ”rige” kommuner og give dem til ”fattige” kommuner.

Skal udligningen øges?

Den socialdemokratiske regerings overordnede målsætning med en ny udligningsreform er, at der skal udlignes mere mellem de velstillede kommuner og de udfordrede kommuner end hidtil. I øjeblikket betaler 35 kommuner til udligningssystemet og 23 af dem ligger i hovedstadsområdet, Nordsjælland eller omkring Roskilde. 63 kommuner er nettomodtagere af udligningstilskud.

Regeringen lægger op til, at 38 kommuner skal betale 1,4 mia. kr. mere i udligning. 60 kommuner vil modtage flere penge. Regningen vil især havne hos kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland.

Det sikres ved bl.a. at indføre et loft på den særlige rabat, som kommuner med lav skatteprocent får. Tilskud for indbyggere, der flytter fra kommunen, skal ikke længere kunne gå til velhavende kommuner. Samtidig skal der være et loft på 100.000 kr. per borger, der flytter fra kommunen, og fraflytningen skal opgøres over tre år. Au pairer skal heller ikke længere tælle med som udlændinge, der giver tilskud i udligningen. Tilskud til udlændinge skal målrettes til problemer med f.eks. ghettoområder. Ikke kun alder, men også de ældres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor raske de ældre er i rige og fattige kommuner.

Hvordan kan kommunerne betale for den ekstra udligning?

De kommuner, som efter en udligningsreform skal aflevere flere penge, kan hæve skatterne, sænke serviceniveauet eller bruge af deres likviditet. Hvis kommunerne vælger at hæve skatten, tilkendegiver regeringen, at bundskatten sænkes tilsvarende.

Det mest sandsynlige er, at de rige kommuner bliver nødt til at reducere den kommunale service, mens de fattige kommuner får mulighed for at udvide deres service.

Udligningssystemets svagheder

Udligningssystemet er jf. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, opbygget på den måde, at før udligningen opgør Økonomi- og Indenrigsministeriet kommunernes strukturelle over- eller underskud. Beregningen er en teoretisk opgørelse af kommunens udgiftsbehov baseret på befolkning, børn, ældre, indvandrere m.v.

Indtægtsberegningen er baseret på en opgørelse af beskatningsgrundlaget og under forudsætning af at kommuneskatterne er ens.

Alle landets 98 kommuner er omfattet af landsudligningen, der skal udligne forskelle i kommunernes strukturelle over- eller underskud. Landsudligningen godtgør 61 procent af en ”fattig” kommunes underskud eller opkræver 61 procent af en ”rig” kommunes overskud.

I udligningssystemet er hidtil tillige indgået en særlig hovedstadsudligning, der som navnet antyder, er en helt særlig ordning for de 34 hovedstadskommuner. Den ligner landsudligningen, men dækker kun 27 procent af en kommunes underskud eller opkræver 27 procent af en kommunes overskud. Det betyder, at en fattig hovedstadskommune, der får penge fra begge puljer, hidtil har fået dækket hele 88 procent af sit underskud.

Desuden har særligt betrængte kommuner få del i ordningen til kommuner med særlig stort underskud. Ordningen har dækket op mod 32 procent af kommunernes underskud.

Regeringen lægger op til at der indføres en særlig udligningsordning for Ø- og yderkommuner med en ramme på 1 mia. kr.

Konfiskation?

Udover udligningsordningens karakter af konfiskation, hvor velhavende kommuner som Gentofte allerede betaler 3,3 mia. kr. og skal aflevere 93 pct. af de sidste kroner, der kommer ind i kommunekassen, er der andre problemer.

Skal fattige borgere i Gentofte betale mere til rige familier i Tønder?

Flere velfungerende kommuner afleverer over 50 pct. af skatteindtægterne til udligning, og i mange af disse kommuner er det et reelt politisk problem, at kommunerne nu tvinges til at overføre endnu flere af borgernes penge til andre måske mindre veldrevne kommuner, med lavere leveomkostninger, der betyder at sammenlignelige familier har et væsentligt højere rådighedsbeløb. Der er desuden eksempler på kommuner, der modtager udligning, som har et højere serviceniveau og en lavere skat, end ”rige” kommuner.

Systemets svagheder adresseres ikke

Det største problem er imidlertid, at de grundlæggende svagheder ved selve udligningssystemet ikke adresseres i regeringens udspil.

Selv om nogle kommuner på papiret har store strukturelle overskud efter udligning, er det ikke sikkert, at pengene rent faktisk er kommet ind i kommunekassen. For at kunne sammenligne kommunerne, forudsætter Økonomi og Indenrigsministeriet, at kommunerne har ens skatteprocent, når de beregner det strukturelle overskud eller underskud. Men i kommuner som Gentofte og Hørsholm ligger kommuneskatten under landsgennemsnittet, så i virkeligheden får kommunerne ikke de indtægter, som ministeriet beregner.

Skulle kommunerne sætte skatten op, ville 93 pct. af indtægtsstigningen i øvrigt gå til udligning.

Undermineres det kommunale selvstyre?

Hvis det kommunale finansieringssystem var mindre mangelfuldt og mere fremmende for god offentlig forvaltning af borgernes penge, ville budgetlove, udgiftslofter, servicerammer og sanktioner ikke være nødvendige. Det ville heller ikke være nødvendigt for staten årligt at udsende adskillige hundrede detaljerede forskrifter til kommunerne angående tilrettelæggelsen af kommunernes indsats.

Hvordan fremmes effektiv forvaltning?

Produktivitetsudviklingen i den kommunale sektor er helt utilfredsstillende. Samtidig har Produktivitetskommissionen beregnet, at hvis alle kommunerne blev administreret lige så effektivt som gennemsnittet, kunne der frigøres 25-30 mia. kr. om året. Penge der kunne kanaliseres over i service og velfærd.

Det kommunale finansieringssystem er kendetegnet ved, at det rummer begrænsede incitamenter til at administrere effektivt og øge produktiviteten i fremstillingen af kommunernes velfærdsservice.

Det er vanskeligt gennemskueligt, hvorvidt og i hvilket omfang, der faktisk foregår løft i produktiviteten overhovedet. Hvis der foregår øgning, så medgår gevinsten til finansiering af kommunens videre forbrug snarere end, at kommunen vælger at reducere den kommunale skatteudskrivning.

Systemet giver heller intet incitament til at øge den økonomiske vækst, indkomstskabelsen og beskæftigelsen i kommune. Driftige kommuner, der forbedrer rammevilkårene for erhvervsvirksomheder og derfor i kombination med attraktive servicetilbud formår at tiltrække nye borgere, bliver faktisk straffet: For de rige kommuner betyder et øget indtægtsgrundlag at 93 pct. af merprovenuet skal afleveres til øget udligning. Tilsvarende vil fattige kommuner miste tilskud. I regeringens udspil er der en justering af udligningen vedrørende selskabsskatten, der tilsigter at øge kommunernes interesse i at være hjemsted for selskaber.

Efter mødet onsdag den 29. januar 2020 i den amerikanske centralbanks rentekomite – The Federal Open Market Committee, FOMC, blev det kl. 14 lokal tid i Washington oplyst, at centralbanken fastholder den toneangivende rentesats i niveauet 1,50 – 1,75 pct.

Beslutningen var ventet efter forudsigelserne i december 2019 om uændret rente i hele 2020.

Ifølge FOCM’s oplysninger er det amerikanske arbejdsmarked stærkt, arbejdsløsheden lav og med en fortsat stigning i den økonomiske aktivitet. Den amerikanske boligsektor udvikler sig positivt mens virksomhedernes investeringer og eksport ikke er prangende. Inflationen i USA ligger fortsat under målsætningen på 2 pct.

Holdningen til eventuelle fremtidige renteændringer var ikke hugget i sten. FOCM ville basere sig på faktuelle oplysninger om den økonomiske udvikling i USA og internationalt.

Centralbankdirektør Jerome Powell gentog på den efterfølgende pressekonference, at den amerikanske økonomi og pengepolitik var i god gænge. Powell antydede at januars handelsaftale mellem USA og Kina havde mindsket spændingerne på handelsområdet, mens Corona-virusudbruddet i Kina havde betydet ny usikkerhed.

I Eurozonen testes bankerne

I Europa har den europæiske centralbank, ECB, oplyst at 6 ud af 109 banker i Eurozonen ikke klarede en netop gennemført stresstest. 4 af bankerne havde imidlertid siden december fået bragt deres forhold i orden.

Formålet med stresstesten var at undersøge bankernes finansielle robusthed, og ECB erklærede efter testen, at de i det store hele var tilfredse (“broadly satisfied”).

For at leve op til SREP-kravene (Supervisory Review and Evaluation Process) skulle den enkelte banks kernekapital (Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske buffere på 2,1 pct. og kontracykliske buffere på 1,5 pct. De samlede krav til kernekapital udgjorde for alle bankerne i gennemsnit 11,7 pct. Ingen af bankerne var i konflikt med de obligatoriske kapitalkrav, men levede ikke helt op til de supplerende bufferkrav.

Bankernes soliditet

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen strammet betydeligt efter finanskrisen. Op til krisen i 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af CET1 eller kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Under finanskrisen viste det sig vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Derfor måtte offentlige myndigheder træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Kapitalkravene også øget I Danmark, men danske banker frygter yderligere krav

Selvom Danmark ikke er medlem af Eurozonen og endnu ikke har taget sig sammen til at gå ind i Bankunionen, er kapitalkravene også øget til danske pengeinstitutter.

I Danmark foretager Nationalbanken hvert halve år en stresstest af den danske banksektor. Stresstesten omfatter de største danske bankkoncerner.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende minimums- og bufferkravene til bankernes kapital (de risikobaserede kapitalkrav), ligesom Nationalbanken også ser på bankernes evne til at opfylde krav til gearing og nedskrivningsegnede passiver (NEP-krav).

Den seneste stresstest viser, at de systemiske banker overholder deres kapitalkrav – også i et hårdt recessionsscenarie.

Hvis bufferkravet overskrides, indtræder en række begrænsninger, f.eks. i forhold til udbyttebetalinger og betaling af rente på hybride kapitalinstrumenter. Det kan svække bankernes mulighed for at hente ekstern finansiering på de finansielle markeder på et tidspunkt, hvor finansiering i forvejen er svært tilgængelig.

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en tilsyneladende kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark.

Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for at operere på det kommercielle marked.

Klausulerne
Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten.

Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet.

Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed, var langt vigtigere. Officielt var forklaringen, at ”nærmere studier” overraskende viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik.

Ifølge den officielle udlægning forpligtede denne aftale ikke Danmark til bestemte (positive) holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson. Desværre betød det stærke fokus på Poul Nielsons person, at det principielle spørgsmål om Danmark havde solgt retten til at kritisere islam ikke blev afklaret.

Poul Nielson var kendt for sin stædighed, men til sidst måtte han bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrive af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”
Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

Poul Nielson har aldrig erkendt, at aftalen lagde politiske bindinger på Danmarks holdninger til islam og sunnierne i Saudi-Arabien.

Nielson blev bundet til masten
Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed.

Flertallet indsatte derfor en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet: Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Nielsons overmod binder stadig den nuværende energiminister, Dan Jørgensen

Hvis Dan Jørgensen havde været indstillet på at give tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den afsluttede ottende udbudsrunde skulle det forinden have været forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.
Som det hedder:
”Efter afslutningen af Energistyrelsens behandling vil resultatet, forinden tilladelsen meddeles, blive forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg (…) Energi-, forsynings- og klimaministeren kan i henhold til undergrundslovens paragraf 12, stk. 3 undlade at meddele tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter på grundlag af de indkomne ansøgninger, ligesom det står ministeren frit at afgøre, hvor mange tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter, der meddeles på grundlag af de indkomne ansøgninger. Tilladelser forventes meddelt inden for seks måneder efter ansøgningsfristens udløb.”

Den 17. januar 2020 meddelte Ritzau, at Dan Jørgensen har valgt at udskyde en beslutning om, hvorvidt der skal søges efter og udvindes olie i Nordsøen.
Beslutningen kræver et bedre grundlag og mere tid, lyder begrundelsen fra klima- og energiministeren. Det er særligt de klimamæssige og økonomiske konsekvenser, som ministeren vil have mere sikkerhed omkring, før der træffes en beslutning om den såkaldt ottende udbudsrunde.

Det vakte debat og forargelse, da biskopperne i 2019 takkede nej til at deltage i en ny tænketank om kristenforfølgelser.

Folkekirkens biskopper besluttede på et plenummøde i deres selvbestaltede bispekollegium, at de ikke ønsker at have en biskop med i en ny tænketank for forfulgte kristne, og de sendte i stedet invitationen videre til Det mellemkirkelige Råd, der har stor viden om området. Det vakte debat, og kritikere beskyldte biskopperne for at have berøringsangst over for verdens kristenforfølgelser.

Som biskoppernes kontaktperson for det konkrete bispemøde har biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, forklaret, at mange ”forfulgte kristne ikke ønsker at blive spændt for en vestlig vogn, hvor der tales specifikt om forfølgelse af kristne”, fordi det kan forværre deres situation.

Tænketanken om kristenforfølgelser består af blandt andre professor i teologi Peter Lodberg, tidligere biskop Karsten Nissen og tidligere generalsekretær for Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen. Den offentlige kritik af biskopperne blev åbenbart hørt. I hvert fald fremgår det af et referat af et efterfølgende bispemøde, at Henrik Wigh-Poulsen nu havde deltaget i tænketankens første møde.

Biskoppernes opgaver og interesser
Bispemøderne påkalder sig interesse. Hvad foregår der egentlig udover kraftigt kammeratligt samvær? Biskopperne har nemlig ikke meget at skulle have sagt. De kan ikke beslutte noget på folkekirkens vegne. Den øverste beslutningskompetence er Folketingets og kirkeministeriets, og den daglige beslutningskompetence er menighedsrådenes.

Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager, og det er biskoppens opgave at føre teologisk tilsyn med præsterne.

Skandalen om den manglende støtte til verdens forfulgte kristne bekræftede, at landets bjergsomme biskopper er mere optaget af at klamre sig til deres velaflagte embeder, end at støtte verdens forfulgte kristne.

Debatten om at biskopperne klamrer sig til embedet, men undgår at forholde sig til ofrene for kristenforfølgelser, er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år.

Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Interesse for at komme til truget
Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at blive aflønnet som statslige styrelsesdirektører og at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension.

Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved de sidste overenskomstforhandlinger krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse

Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent i den indeværende 3-årige overenskomstperiode. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Det vil undre, hvis ikke biskoppernes krav om en højere lønramme fremføres ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn
I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten.
Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger pension og en tjenestebolig med bispeembedet.
Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.
Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.

Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Dertil kommer en 11. bisp på Grønland. Færøernes folkekirke er selvstændig.

Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.

Kirkeskatten
Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.
Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/bispemoeder-ligner-baade-synoder-og-forvoksede-menighedsraadsmoeder

Søndagens regionsvalg i Emilia Romagna og Calabrien skabte ikke klarhed over den mudrede politiske situation i Italien.

Ved regionsvalget i Emilia Romagna i Norditalien, hvor Bologna er hovedstaden, fastholdt Partido Democratico deres 70-årige kontrol over regionen. Partido Democratico (støttet af lokallister for Bonaccini og økologi) med Stefano Bonaccini i spidsen opnåede 51,4 pct. af stemmerne.

Matteo Salvinis parti, Lega, støttet af Fratelli D’Italia og Forza Italia, med Lucia Borgonzoni i spidsen opnåede 43,7 pct.

For 5-Stjernebevægelsen var valget en katastrofe, hvor Simone Benini kun opnåede 3,5 pct. af stemmerne.

I Calabrien tabte regeringspartiet PD til gengæld som ventet.
Jole Santelli, der bl.a. repræsenter Forza Italia, Lega og Fratelli D’Italia, vandt med 55,4 pct. af stemmerne mens Filippo Callipo fra PD og regionslisten Io Resto in Calabria kun opnåede 30,2 pct.

Francesco Aiello fra 5-Stjernebevægelsen fik 7,3 pct. af stemmerne.

Matteo Salvini sagde under en pressekonference i Bologna, så snart det blev klart, at Stefano Bonaccini fra PD havde vundet valget: ”Efter 70 års total socialistisk dominans i Emilia Romagna har det rørt mig, at dette valg for første gang har været helt åbent”.

PD takkede efter valget folkebevægelsen Sardinerne, der havde bidraget til at mobilisere en høj valgdeltagelse af Lega-modstandere i Emilia Romagna.

Konsekvenser

Resultatet af regionalvalgene var således ikke den folkelige desavouering af regeringspartiet PD, som Matteo Salvini havde håbet ville tvinge regeringen til at gå af og udskrive valg. Selvom valgene bekræftede den totale nedsmeltning i protestbevægelsen Movimento 5 Stele, M5S, må det antages at den italienske regering vil prøve at humpe sig igennem.

Betydningen for EU og udsigterne for Europas fremtid
Europa-Kommissionen fremlagde den 22. januar 2020 sine idéer til den konference om Europas fremtid, som efter planen lanceres på Europadagen den 9. maj 2020 og varer i to år.
Kommissionens bidrager hermed til debatten om konferencen om Europas fremtid — et projekt, som skal give europæerne større indflydelse på, hvad Den Europæiske Union gør, og på, hvordan det fungerer for dem. Konferencen vil bygge på tidligere erfaringer såsom borgerdialoger, samtidig med at der indføres en bred vifte af nye elementer med henblik på at øge dens omfang og styrke borgernes muligheder for at påvirke fremtidige EU-tiltag.

Kommissionen foreslår to parallelle spor i debatten. Det første om hvad Unionen bør søge at opnå: bl.a. kampen mod klimaændringer og miljømæssige udfordringer, en økonomi, der tjener alle, social retfærdighed og lighed, Europas digitale omstilling, fremme af vores europæiske værdier, styrkelse af EU’s stemme i verden samt styrkelse af Unionens demokratiske grundlag.

Det andet spor bør fokusere på emner, der specifikt vedrører demokratiske processer og institutionelle spørgsmål: navnlig spidskandidatproceduren og tværnationale lister til valg til Europa-Parlamentet.

Imens – i Italien, i Rom!
I Italiens hovedstad Rom, hvor Rom-traktaten eller Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev indgået 25. marts 1957, har man ikke overskud til at følge endsige søge at påvirke de overvejelser, som Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, gør sig om Europas fremtid. Der er således ikke udsigt til at Italien aktivt kan bidrage til den nødvendige politiske udviklingsproces i EU.

Tilbage er Frankrig og …?

Luigi Di Maio
Opmærksomheden var før regionsvalgene i Emilia Romagna og Calabrien udelt rettet mod den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio, der onsdag den 22. januar 2020 fratrådte som politisk leder af Femstjernebevægelsen – M5S.

Luigi Di Maio, der har være leder af M5S siden september 2017, voksede op i Napoli’s korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et regulært job. Han har i de sidste 10 år været full-time aktivist for 5-stjernebevægelsen, og han blev i 2013 indvalgt i Deputeretkammeret.

Den nu 33-årige Di Maio har selv motiveret sin fratræden med, at han ikke som udenrigsminister kunne håndtere den krise som 5-stjernebevægelsen befinder sig i, hvor der hver dag er parlamentsmedlemmer, der forlader partiet. Tiden nærmere sig, hvor regeringens parlamentariske grundlag simpelthen er borteroderet.
Ikke umiddelbart ny regering i Italien
Di Maios fratræden som partileder og 5-Stjernebevægelsens dårlige performance ved regionsvalgene i Emilia Romagna og Calabrien vil ikke umiddelbart få konsekvenser for den italienske regering, men regeringspartneren – det socialdemokratiske Partido Democratica, PD, er ikke begejstret.

Medlem af det italienske andetkammer, Senatet, Vito Crimi, der er formand for Femstjernebevægelsens vedtægtsudvalg, vil umiddelbart overtage ledelsen af partiet og indtil der kan vælges en ny partileder på en kommende partikongres.

De finansielle markeder reagerede umiddelbart negativt på regeringsuroen, men kurserne på italienske statsobligationer rettede sig da det stod klart, at regeringen ville fortsætte.

Tilbagegang for M5S
5Stjernebevægelsen opnåede ved parlamentsvalget i 2018 33 pct. af stemmerne, men siden er tilslutningen faldet markant, og i de seneste meningsmålinger opnår de kun omkring 16 pct. Resultatet ved regionsvalgene viser endnu lavere tilslutning.
At der på de indre linjer har været ballade i M5S er åbenbart for enhver. Di Maios interne kritikere beskyldte ham for at koncentrere magten i en snæver kreds af rådgivere og dermed er bevægelsens oprindelige folkelige appel forsvundet. Samtidig har bevægelsen været delt mellem dem, der mener, at de skal fastholde den oprindelige ikke-ideologiske tilgang til samfundets problemer og dem, der favoriserer en langsigtet progressiv alliance med socialisterne i PD.

Di Maio blev valgt til 5-stjerners chef i 2017, og under hans ledelse vandt bevægelsen valget i 2018, men med 33 pct. ikke nok til at danne regering alene.

Regeringskoalition med Liga
Efter langvarige forhandlinger indgik M5S i en regeringskoalition med Salvinis parti, Lega (tidligere Lega Nord), og med den partiløse og politisk uerfarne juraprofessor Giuseppe Conte som premierminister.
Som leder af det største regeringsparti blev Di Maio vicepremierminister, industriminister og arbejdsminister.

Imidlertid var Matteo Salvini som indenrigsminister (og vicepremierminister) regeringens stærke mand og insisterede på en benhård indvandringspolitik og kritisk tilgang til EU og kravene herfra til en stram økonomisk politik i Italien.

Lega oplevede stigende folkelig opbakning, mens tilslutningen til M5S svandt, og i sommeren 2019 prøvede Salvini at fremprovokere et nyt parlamentsvalg, som ifølge meningsmålingerne ville give ham regeringsmagten.

Liga fik 15,5 pct. pct. ved parlamentsvalget i 2018, men over 34 pct. ved EU-parlamentsvalget i maj 2019. Efterfølgende meningsmålinger viste fortsat stigende tilslutning til Liga.

Tirsdag den 20. august 2019 meddelte Giuseppe Conte i en tale i senatet, at regeringen trådte tilbage. Baggrunden var, at Salvini den 8. august havde bebudet en mistillidsdagsorden til sin egen regering og havde krævet det ferierende Parlament samlet i Rom.
Det lykkede imidlertid ikke for Matteo Salvini at fremtvinge et valg.

Regeringskoalition mellem M5S og PD
Ganske overraskende lykkedes det Giuseppe Conte og Di Maio – med hjælp fra republikkens præsident, Sergio Mattarella – at nå til enighed med PD, som herefter trådte ind i regeringen i stedet for Liga.
Det forlød, at Luigi Di Maio personligt var skeptisk over for at slutte sig sammen med PD, men mange af Femstjernebevægelsens parlamentarikere var imod et valg. Det hed sig endvidere, at bevægelsens stifter, Beppe Grillo, overtalte Di Maio.
I den nye regering blev Di Maio udenrigsminister.

Siden valget har mere end 30 M5S-parlamentarikere i Deputeretkammeret og Senatet forladt partiet, og flere venter på at træde ud og dermed hænger regeringens flertal i Deputeretkammeret i en tynd tråd.

Hvor går de hen – til sardinerne?
5-Stjernebevægelsens oprindelige folkelige appel beroede på en nærmest anarkistisk, apolitisk og ikke-ideologisk tilgang til de problemer almindelige italienske borgere stod over for.

Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Tilhængerne havde ingen tiltro til de etablerede partier, og væsentlige spørgsmål blev afgjort ved internetafstemninger. Tilhængerne kunne på én og samme tid være tilhængere af NATO, mod EU og indvandring og for borgerløn. Mange er utvivlsomt skuffede over de kompromisser regeringsansvaret har nødvendiggjort, og for mange er både PD og Liga helt uspiselige.

Nogle M5S-aktivister er blevet sardiner. Den lille fisk er blevet det overraskende symbol på en ny og pludselig protestbevægelse, der har fået tag i Italien de sidste uger. Bevægelsen har vokset sig stor og omfattende på ganske kort tid.

Inden for de sidste uger har sardinerne samlet sig i store stimer på pladser rundt om i hele Italien. I midten af december demonstrerede 40.000 italienere. Protesterne retter sig især mod lederen af Lega, Matteo Salvini, men kun billeder af sardiner er tilladt ved demonstrationerne – ingen partisymboler og røde faner.

Ideen er at fylde italienske byers pladser med sardiner og vise, at Salvini – der er på en højtråbende, uendelig og ustoppelig kampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

Hvem er Matteo Salvini?
For fem år siden var Matteo Salvini netop blevet genvalgt som italiensk medlem af Europa-Parlamentet og var netop blevet valgt til leder af det, der dengang hed Lega Nord. Partiet havde dengang som mærkesag at skille Italiens industrielle nord fra resten af landet.
I sin ungdom var Salvini, der voksede op i Milano i en mellemklassefamilie, stærkt venstreorienteret, men han skiftede holdning: I 2014 markerede Salvini som ny leder af Lega en ny og mere nationalistisk dagsorden.

Nu er den 46-årige Matteo Salvini en af de mest magtfulde politikere i Italien. – Capo di tutti capi! Tidligere tiders kritik af Syditalien er afløst af en voldsom afvisning af indvandrere, muslimer og andre uønskede mindretal. Kritikken af EU er utilsløret og på den måde er ligaen blevet den mest indflydelsesrige højrefløj i landet, der har kannibaliseret på det traditionelle center-højre, herunder Silvio Berlusconis Forza Italia.

Selvom Italien var blandt grundlæggerne af EU, skal man ikke forvente, at en kommende regering under Matteo Salvinis ledelse vil bidrage konstruktivt til udviklingen af det europæiske samarbejde. Tværtimod.

Europa-Kommissionen fremlagde den 22. januar 2020 sine idéer til den konference om Europas fremtid, som efter planen lanceres på Europadagen den 9. maj 2020 og varer i to år.
Kommissionens bidrager hermed til debatten om konferencen om Europas fremtid — et projekt, som skal give europæerne større indflydelse på, hvad Den Europæiske Union gør, og på, hvordan det fungerer for dem. Konferencen vil bygge på tidligere erfaringer såsom borgerdialoger, samtidig med at der indføres en bred vifte af nye elementer med henblik på at øge dens omfang og styrke borgernes muligheder for at påvirke fremtidige EU-tiltag.
Kommissionen foreslår to parallelle spor i debatten. Det første om hvad Unionen bør søge at opnå: bl.a. kampen mod klimaændringer og miljømæssige udfordringer, en økonomi, der tjener alle, social retfærdighed og lighed, Europas digitale omstilling, fremme af vores europæiske værdier, styrkelse af EU’s stemme i verden samt styrkelse af Unionens demokratiske grundlag.
Det andet spor bør fokusere på emner, der specifikt vedrører demokratiske processer og institutionelle spørgsmål: navnlig spidskandidatproceduren og tværnationale lister til valg til Europa-Parlamentet.

Imens – i Italien, i Rom!
I Italiens hovedstad Rom, hvor Rom-traktaten eller Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev indgået 25. marts 1957, var man fløjtende ligeglad med de overvejelser, som Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, havde gjort sig om Europas fremtid.

Opmærksomheden var udelt rettet mod den italienske udenrigsminister Luigi Di Maio, der netop onsdag den 22. januar 2020 fratrådte som politisk leder af Femstjernebevægelsen – M5S.

Luigi Di Maio, der har være leder af M5S siden september 2017, voksede op i Napoli’s korruptionsprægede miljø, droppede ud af universitetet og har aldrig haft et regulært job. Han har i de sidste 10 år været full-time aktivist for 5-stjernebevægelsen, og han blev i 2013 indvalgt i Deputeretkammeret.

Den nu 33-årige Di Maio har selv motiveret sin fratræden med, at han ikke som udenrigsminister kunne håndtere den krise som 5-stjernebevægelsen befinder sig i, hvor der hver dag er parlamentsmedlemmer, der forlader partiet. Tiden nærmere sig, hvor regeringens parlamentariske grundlag simpelthen er borteroderet.

Ny regering i Italien?
Di Maios fratræden som partileder vil ikke umiddelbart få konsekvenser for den italienske regering, men regeringspartneren – det socialdemokratiske Partido Democratica, PD, er ikke begejstret.

Medlem af det italienske andetkammer, Senatet, Vito Crimi, der er formand for Femstjernebevægelsens vedtægtsudvalg, vil umiddelbart overtage ledelsen af partiet og indtil der kan vælges en ny partileder på en kommende partikongres.

De finansielle markeder reagerede umiddelbart negativt på regeringsuroen, men kurserne på italienske statsobligationer rettede sig da det stod klart, at regeringen ville fortsætte.

Di Maios tilbagetræden sker få dage før weekendens regionalvalg i Emilia Romagna, hvor Matteo Salvinis højreorienterede parti, Lega, truer med at bryde PD’s 75-årige uafbrudte dominans.
Hvis det sker, kan den fem måneder gamle regeringskoalition næppe overleve.

Tilbagegang for M5S
5Stjernebevægelsen opnåede ved parlamentsvalget i 2018 33 pct. af stemmerne, men siden er tilslutningen faldet markant, og i de seneste meningsmålinger opnår de kun omkring 16 pct.

At der på de indre linjer har været ballade i M5S er åbenbart for enhver. Di Maios interne kritikere beskyldte ham for at koncentrere magten i en snæver kreds af rådgivere og dermed er bevægelsens oprindelige folkelige appel forsvundet. Samtidig har bevægelsen været delt mellem dem, der mener, at de skal fastholde den oprindelige ikke-ideologiske tilgang til samfundets problemer og dem, der favoriserer en langsigtet progressiv alliance med socialisterne i PD.

Di Maio blev valgt til 5-stjerners chef i 2017, og under hans ledelse vandt bevægelsen valget i 2018, men med 33 pct. ikke nok til at danne regering alene.

Regeringskoalition med Liga
Efter langvarige forhandlinger indgik M5S i en regeringskoalition med Salvinis parti, Lega (tidligere Lega Nord), og med den partiløse og politisk uerfarne juraprofessor Giuseppe Conte som premierminister.
Som leder af det største regeringsparti blev Di Maio vicepremierminister, industriminister og arbejdsminister.

Imidlertid var Matteo Salvini som indenrigsminister (og vicepremierminister) regeringens stærke mand og insisterede på en benhård indvandringspolitik og kritisk tilgang til EU og kravene herfra til en stram økonomisk politik i Italien.

Lega oplevede stigende folkelig opbakning, mens tilslutningen til M5S svandt, og i sommeren 2019 prøvede Salvini at fremprovokere et nyt parlamentsvalg, som ifølge meningsmålingerne ville give ham regeringsmagten.
Liga fik 15,5 pct. pct. ved parlamentsvalget i 2018, men over 34 pct. ved EU-parlamentsvalget i maj 2019. Efterfølgende meningsmålinger viste fortsat stigende tilslutning til Liga.

Tirsdag den 20. august 2019 meddelte Giuseppe Conte i en tale i senatet, at regeringen trådte tilbage. Baggrunden var, at Salvini den 8. august havde bebudet en mistillidsdagsorden til sin egen regering og havde krævet det ferierende Parlament samlet i Rom.

Det lykkede imidlertid ikke for Matteo Salvini at fremtvinge et valg.

Regeringskoalition mellem M5S og PD
Ganske overraskende lykkedes det Giuseppe Conte og Di Maio – med hjælp fra republikkens præsident, Sergio Mattarella – at nå til enighed med PD, som herefter trådte ind i regeringen i stedet for Liga.

Det forlød, at Luigi Di Maio personligt var skeptisk over for at slutte sig sammen med PD, men mange af Femstjernebevægelsens parlamentarikere var imod et valg. Det hed sig endvidere, at bevægelsens stifter, Beppe Grillo, overtalte Di Maio.

I den nye regering blev Di Maio udenrigsminister.

Siden valget har mere end 30 M5S-parlamentarikere i Deputeretkammeret og Senatet forladt partiet, og flere venter på at træde ud og dermed hænger regeringens flertal i Deputeretkammeret i en tynd tråd.

Hvor går de hen – til sardinerne?
5-Stjernebevægelsens oprindelige folkelige appel beroede på en nærmest anarkistisk, apolitisk og ikke-ideologisk tilgang til de problemer almindelige italienske borgere stod over for. Den italienske journalist, Beppe Servergnini, har karakteriseret 5-stjernebevægelsen som et ”hus med en højreorienteret facade over en venstreorienteret kælder og under et anarkistisk tag”.

Tilhængerne havde ingen tiltro til de etablerede partier, og væsentlige spørgsmål blev afgjort ved internetafstemninger. Tilhængerne kunne på én og samme tid være tilhængere af NATO, mod EU og indvandring og for borgerløn. Mange er utvivlsomt skuffede over de kompromisser regeringsansvaret har nødvendiggjort, og for mange er både PD og Liga helt uspiselige.

Nogle M5S-aktivister er blevet sardiner. Den lille fisk er blevet det overraskende symbol på en ny og pludselig protestbevægelse, der har fået tag i Italien de sidste uger. Bevægelsen har vokset sig stor og omfattende på ganske kort tid.

Inden for de sidste uger har sardinerne samlet sig i store stimer på pladser rundt om i hele Italien. I midten af december demonstrerede 40.000 italienere. Protesterne retter sig især mod lederen af Liga, Matteo Salvini, men kun billeder af sardiner er tilladt ved demonstrationerne – ingen partisymboler og røde faner.

Ideen er at fylde italienske byers pladser med sardiner og vise, at Salvini – der er på en højtråbende, uendelig og ustoppelig valgkampagne rundt om i landet – ikke er den eneste, som kan samle store menneskemængder.

Hvem er Matteo Salvini?
For fem år siden var Matteo Salvini netop blevet genvalgt som italiensk medlem af Europa-Parlamentet og var netop blevet valgt til leder af det, der dengang hed Lega Nord. Partiet havde dengang som mærkesag at skille Italiens industrielle nord fra resten af landet.
I sin ungdom var Salvini, der voksede op i Milano i en mellemklassefamilie, stærkt venstreorienteret, men han skiftede holdning: I 2014 markerede Salvini som ny leder af Lega en ny og mere nationalistisk dagsorden.

Nu er den 46-årige Matteo Salvini den mest magtfulde politiker i Italien. – Capo di tutti capi! Tidligere tiders kritik af Syditalien er afløst af en voldsom afvisning af indvandrere, muslimer og andre uønskede mindretal. Kritikken af E U er utilsløret og på den måde er ligaen blevet den mest indflydelsesrige højrefløj i landet, der har kannibaliseret på det traditionelle center-højre, herunder Silvio Berlusconis Forza Italia.

Fremtiden for EU

Selvom Italien var blandt grundlæggerne af EU, skal man ikke forvente, at en kommende regering under Matteo Salvinis ledelse vil bidrage konstruktivt til udviklingen af det europæiske samarbejde. Tværtimod.

Østre Landsret behandler i øjeblikket ankesagen mod den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Han blev i byretten idømt fire måneders ubetinget fængsel for i bogen ’Syv år for PET’ at have overtrådt sin tavshedspligt.

Tavshedspligten
Offentligt ansatte har tavshedspligt om fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem deres arbejde. En oplysning er fortrolig, når det er nødvendigt at hemmeligholde oplysningen for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Tavshedspligten gælder både under og efter ansættelsen i det offentlige.
Justitsministeriet udsendte i begyndelsen af 2019 et udkast til et revideret kapitel 9 i vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed i offentlig høring. Justitsministeriet har understreget, at vejledningen alene sigter på at præcisere de allerede gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Det fremgår, at offentligt ansatte har en såkaldt meddele-ret. Det indebærer, at offentligt ansatte har ret til at give pressen og andre eksterne parter ikke-fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning – f.eks. åbenbart misbrug af offentlige midler. Dette betegnes nogle gange også som “whistleblowing”.

Hvis der er tale om fortrolige oplysninger, vil sådanne oplysninger alene kunne videregives til pressen eller andre, hvis den ansatte handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv, som der står i straffelovens § 152 e. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den ansatte videregiver oplysninger om konstaterede ulovligheder inden for den offentlige forvaltning.

Strafbart at videregive fortrolige oplysninger
Omvendt skal man som offentligt ansat være opmærksom på, at det er strafbart at videregive fortrolige oplysninger, hvis videregivelsen ikke varetager en åbenbar almen interesse eller eget eller andres tarv. Det vil samtidig kunne medføre negative ansættelsesretlige konsekvenser – f.eks. afskedigelse. Den nærmere vurdering af, om videregivelse af fortrolige oplysninger varetager de nævnte hensyn vil bero på et konkret skøn, der i sidste ende foretages af domstolene.

Scharf-sagen
Retssagen mod Jakob Scharf, den tidligere PET-chef, er afsluttet i Københavns Byret. Resultatet blev en dom, som fastslår, at Scharf har forsyndet sig mod hans tavshedspligt i bogen ”Syv år for PET”, og det takseres til fængsel i fire måneder.
I bogen ”Syv år for PET” giver Scharf et indblik i forskellige dele af efterretningsarbejdet, men byretsdommen fastslår, at PET-folk, inklusive PET-chefen, må – også efter endt tjeneste – respektere et strengt tavshedskodeks.

Jakob Scharfs defensorat har især bygget på, at meget af det, som den tidligere PET-chef berettede om i ”Syv år for PET”, allerede var kendt viden og dermed ikke var omfattet af fortrolighed.
Byretsdommen fastslår, at Scharf har overtrådt sin tavshedspligt.

Fortrolige oplysninger
At der har været tale om fortrolige oplysninger, hvis hemmeligholdelse har været nødvendig for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, bekræftede den nuværende chef for PET, da han klart tilkendegav over for domsmandsretten, at Jakob Scharfs kontroversielle bog har haft mærkbare omkostninger for PET i form af tab af tillid fra samarbejdspartnere. Den tillid, som er så altafgørende, og den tillid, som er så svær at kvantificere i kilo og gram. Det har dog efter sigende kostet mange timer at reparere på skaderne.

Byretten fastslår dermed, at der er tale om overtrædelse af tavshedspligten vedrørende fortrolige oplysninger. Retten finder Jakob Scharf skyldig i at have brudt sin tavshedspligt ved at videregive fortrolige oplysninger i 24 ud af 28 tilfælde, som han var tiltalt for. Byretten fandt, at videregivelsen var sket under særligt skærpende omstændigheder, da den indebar en risiko for at svække efterretningstjenesten mulighed for at løse sine opgaver.
Byretten har samtidig vurderet, at Scharfs ikke kan siges at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv, som der står i straffelovens § 152 e.
Endelig besluttede retten at konfiskere 397.625 kr., som Jakob Scharf har tjent ved at medvirke i bogen ”Syv år for PET”, der er skrevet af journalist på Politiken, Morten Skjoldager.

Jakob Scharf har anket dommen til landsretten, og i disse dage behandler Østre Landsret ankesagen mod den tidligere PET-chef.

https://politiken.dk/indland/art6995241/Tidligere-PET-chef-Jakob-Scharf-får-fire-måneders-fængsel?utm_campaign=politiken-morgen&utm_content=22-01-2020&utm_medium=email&utm_source=newsletter_redaktionel

En ny højspændingsforbindelse i Vestjylland fra Idomlund ved Holstebro til grænsen bliver begrundet med, at vi skal kunne sælge overskydende vindkraft til England via et kabel tværs over Nordsøen (Vikinglink).

Her kan det åbenbart godt kan lade sig gøre at føre strømmen i kabler!

Milliardinvesteringen skal ovenikøbet betales af danske elforbrugere i form af højere afgifter til Energinet i stedet for at forbrugerne selv får gavn af lavere elpriser, når produktionen overstiger behovet.

To af de allerstørste udfordringer i kampen for en grøn økonomi handler om langdistancetransport og lagring af vedvarende energi. Hvis det alene drejede sig om at håndtere den danske vedvarende energi, ville den oplagte løsning være at investere i lagring af strømmen i Danmark, hvor der allerede eksisterer den nødvendige teknologi, men hvor endnu flere er på vej.

Løsningen på begge dele kan meget vel være at lave strøm om til brændstof eller gas ved hjælp af en stribe teknologier, der går under samlebetegnelsen Power-to-X.

Danmark har potentiale til at gøre disse teknologier til næste kapitel i vindmølleeventyret. Der er fokus på en række teknologier, men i øjeblikket ser det ud til, at den langt billigste løsning er at omdanne ”overskydende” strøm til brint, som Dansk Gasteknisk Center for længst har dokumenteret uden problem kan lagres og distribueres i det velfungerende danske naturgassystem.

Brint kan også anvendes til at omdanne CO2-indholdet fra de efterhånden mange biogasanlæg til metan (CH4). Hidtil har man blæst CO2 ud i atmosfæren, hvor der i forvejen er rigeligt af den, uden at den først har gjort nytte til energiformål, men på Århus Universitets Forskningscenter Foulum har det danske firma Haldor Topsøe med et demonstrationsanlæg dokumenteret, at der kan være god økonomi i at omdanne CO2 fra den rå biogas til metan.
Noget tilsvarende har det tyske firma Electrochaea dokumenteret på Biofos Renseanlæg i Avedøre, hvor omdannelsen sker med en biologisk proces.
Shell Raffinaderiet i Fredericia har indgået en aftale om et strategisk samarbejde med Everfuel om at etablere Nordens største brintanlæg og -fabrik. Ambitionen er at installere et anlæg, som i starten får en elektrolysekapacitet 20 MW, men senere vil kunne blive på 1 GW.

Afsætning af dansk produceret grøn strøm til England forekommer utroligt kortsigtet.

Uklarhed om britiske plantilladelser og modstand i Jylland mod højspændingskabler har betydet, at Energinets 11 milliarder kroner dyre Viking Link-kabel projekt Viking Link er forsinket, og det er ikke for sent at trække sig fra projektet.

Viking Link skulle efter planen bestå af 630 kilometer søkabel og 140 kilometer landkabel. Søkablet bliver verdens længste, og projektet bygges og finansieres i et samarbejde mellem Energinet og et datterselskab til britiske National Grid.

Strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien
Projektet Viking Link skal gøre det muligt at eksportere dansk og udenlandsk strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien via Danmark.
Det indlysende fornuftige er, at anvende den danskproducerede grønne strøm i Danmark til Power-to-X og andre elektrificeringsprojekter.

Tilbage bliver overførslen af strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien.

Hvordan det kan blive en opgave, der skal finansieres af danske elforbrugere er helt uforståeligt. I denne sag er den socialdemokratiske energiminister, Dan Jørgensen, tydeligvis ikke på borgernes side, men er fristet af mulighederne for at tjene på den tyske kulkraftindustri.

Det samlede projekt koster i omegnen af 20 milliarder kroner, mens Energinets andel omfatter 11 milliarder kroner, inklusive to relaterede højspændingsforbindelser på land.
Søkablet skulle gå fra Vejen i Sydjylland til cirka 170 km nord for London i England og have en overføringskapacitet på 1.400 MW, hvilket svarer til kapaciteten på tre en halv Anholt havmøllepark.
Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet vil finansieringen af Viking Link betyde fremtidige årlige ekstraregninger for almindelige husstande. For en mellemstor virksomhed vil det betyde merudgifter for mellem 20.000 og 100.000 kroner.

Den danske socialdemokrat, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, har i Ræson analyseret forholdet mellem Iran og USA efter elimineringen af generalmajor Qassem Soleimani, chef for den iranske revolutionsgardes Quds-styrker.

Præsident Trump besluttede – ifølge Lykketoft – med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg.

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Den forklaring tror Lykketoft ikke på. Generalen var tværtimod på en slags fredsmission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien!

Selvom Mogens Lykketoft for længe siden har brændt alle broer til den nuværende ledelse i Socialdemokratiet, vil man i Washington opfatte Lykketofts mening som en rettesnor, når den danske regerings holdning skal rubriceres.

Det haster derfor med at såvel udenrigsministeren som statsministeren lægger afstand til Mogens Lykketofts pensionistdelirium.

Mogens Lykketofts erindringer
Sidste år udgav Morgens Lykketoft endnu en bog med ham selv i centrum. I ”Erindringer” fortæller han om sin tid som politiker, de udfordringer, han har mødt, og hvad der har formet ham som menneske.

Sass Larsens opfattelse
Bogen har fået en blandet modtagelse. Daværende gruppeformand i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen har i et interview med Weekendavisen sagt: ”Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned.
Hvad lever han for, kan han aldrig få nok?

Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge, igen skal han desavouere. Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

I interviewet reagerer Sass på, at Lykketoft i en ny bog kritiserer Helle Thorning-Schmidt og kalder hende blandt andet for ”fejlcastet”.
Sass forsvarer Thorning-Schmidt og siger i interviewet, at hun lå holdningsmæssigt korrekt.
I stedet vender han sigtekornet mod Mogens Lykketoft, som ifølge ham bar en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiet var længe om at komme sig efter valgnederlaget i 2001. Her mistede man nøglerne til Statsministeriet, efter de havde været Poul Nyrup Rasmussens i otte år.
”Han er er nok fejlcastet i rollen som socialdemokrat”, siger Henrik Sass Larsen til Weekendavisen.

Et højdepunkt – formand for FN
For dem som måtte have overset det, var Mogens Lykketoft for nogle år siden formand for FN’s Generalforsamling. I den egenskab førte han sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima til flygtningekonventioner.

Men hvorfor gjorde han det?
Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han påtog sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN stod over for.
Lykketoft mener selv, at Generalforsamlingen under hans formandskab var et af de vigtigste i FN’s historie.

Lykketofts ego
Mogens Lykketoft har et ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, og han har aldrig holdt sig tilbage med kritiske vurderinger uden smålig skelen til politiske venner og modstandere. Det bekræftes også i erindringsbogen.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt betegnede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen havde ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at den foregående SR-regering under Helle Thorning-Schmidt, var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på andre politikere. Men det er tydeligt at posten som formand – først for det danske Folketing og derefter for FN’s Generalforsamling – steg ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid
Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”
Få har glemt den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende mentalt ustabile politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Lykketoft som formand i FN
Det påkaldte sig umiddelbart en vis form for respekt, da Lykketoft i FN påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”.
Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stillede krav til dem, der ville følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi blev advaret om, at vejen hurtigt ville blive spærret, hvis vi ikke lærte at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsatte også, at vi alle sammen skulle kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi ville ikke opleve en harmonisk fremtid og vi ville ikke få udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelagde livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker og sender dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det eneste, der manglede var, at vi helhjertet skulle gå ind for Lykketofts gamle mærkesag: Økonomisk Demokrati!

Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!
Og sådan er det: Du kan muligvis og tilsyneladende trække Lykketoft ud af kommunismen, men du kan aldrig trække kommunismen ud af Lykketoft!

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 led Dansk Folkeparti. DF, det største mandattab siden Jordskredsvalget i 1973. DF gik fra 37 til 16 mandater og tilbagegangen har givet anledning til uro i Thulesen Dahls geledder.

Det er meget sjældent, at der har lydt kritik fra Dansk Folkepartis bagland, og det er om muligt endnu mere sjældent, at folketingsmedlemmer offentligt lufter kritik af DF-ledelsen.

Partiet har i mange år kæmpet hårdt og effektivt for sine synspunkter. Partiet gik ikke af vejen for i afgørende forhandlinger at kræve små, men symbolske og synlige fingeraftryk på aftaler. Partiet virkede som Thulesens Dahl selv, ”lean and mean” og fit for hårdt arbejde – vel at mærke tilsyneladende uden at være optaget af ministerbiler og andre ydre symboler på magt og indflydelse.

Søren Espersen symbol på forfaldet
Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, er et synligt udtryk for partiets deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om ophævelse af forsvarsforbeholdet, lempelser i udlændingepolitikken eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.
Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han åbenbart havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i Espersen fastholden af Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen og de kritisable forhold i Rigspolitiet, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.
Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Uro i gruppeledelsen
Dansk Folkeparti Folketingsgruppe blev ved valget i juni 2019 decimeret fra 37 til 16 og blandt mange andre røg medlemmer af gruppebestyrelsen, Martin Henriksen og Karin Nødgaard, ud af Folketinget. Efter folketingsvalget afløste René Christensen og Marie Krarup således de to ikke valgte partifæller i Dansk Folkepartis gruppebestyrelse, men hun vælger nu at udtræde, hvilket betyder, at Liselott Blixt bliver nyt medlem.

Det skulle være sket efter Krarups eget ønske, så hun får mere tid til sine ordførerskaber frem for det organisatoriske arbejde, oplyser partiet på Twitter.

Om Blixt er mere resistent overfor Søren Espersen, der siges at optræde som en havkat i et hyttefad overfor de mere skikkelige medlemmer af gruppebestyrelsen.

Gruppebestyrelsen består nu af formand Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen, René Christensen og Liselott Blixt.

Ambassadør Tom Nørring

Efter Folketingsvalget er Søren Espersen vågnet op. Han har følt, at han selv ville ryge ved næste valg, og han har siden næsten manisk markeret sig med synspunkter om alt fra Kina, over Iran til krav om marinens beskyttelse af handelsflåden i den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Der bliver også tid til at skælde ud på alle fra Tyrkiets Erdoĝan til Danmarks ellers helt usynlige og uskadelige ambassadør i Australien, Tom Nørring.

Marrakesh-migrationspagten

Men hvor var Søren Espersen, da Lars Løkke Rasmussen i december 2018 trods modstand i Folketinget rejste til Marokko for at tilslutte Danmark til den kontroversielle FN-pagt om migration?

I Holland var netop Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, et afgørende element i den jordskredssejr, som det nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, vandt ved lokalvalgene tidligere i år. FvD kritiserede, at premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie-Folkepartiet for Frihed og Demokrati) – ligesom Lars Løkke Rasmussen – trods alle advarsler om ikke at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for, at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af både den hollandske og den danske regering!

Ib Poulsen blev heller ikke valgt
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der ene mand har udfordrede regeringens kritisable fiskeriadministration og Venstres fraternisering med storfiskere, har efter valget peget på, at Dansk Folkeparti i december skulle have truet Lars Løkke med valg, hvis han underskrev pagten.

Ja, hvorfor gjorde de dog ikke det? Måske håbede Søren Espersen og de andre ledende i Dansk Folkeparti, at der kunne blive en ministerpost i en eventuel kommende Lars Løkke Rasmussen-regering?

Når krybben er tom….

I stedet har de i det lille parti kastet sig over hinanden. Siden valget har Dansk Folkeparti i hver eneste meningsmåling kunnet notere tilbagegang, og snart må Søren Espersen selv finde de ben, han så gerne vil gnave.