Dansk Folkeparti, Marie Krarup og Søren Espersen

Søren Espersen spiser
Søren Espersen gnaver  med et tomt blik sine ben.

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 led Dansk Folkeparti. DF, det største mandattab siden Jordskredsvalget i 1973. DF gik fra 37 til 16 mandater og tilbagegangen har givet anledning til uro i Thulesen Dahls geledder.

Det er meget sjældent, at der har lydt kritik fra Dansk Folkepartis bagland, og det er om muligt endnu mere sjældent, at folketingsmedlemmer offentligt lufter kritik af DF-ledelsen.

Partiet har i mange år kæmpet hårdt og effektivt for sine synspunkter. Partiet gik ikke af vejen for i afgørende forhandlinger at kræve små, men symbolske og synlige fingeraftryk på aftaler. Partiet virkede som Thulesens Dahl selv, ”lean and mean” og fit for hårdt arbejde – vel at mærke tilsyneladende uden at være optaget af ministerbiler og andre ydre symboler på magt og indflydelse.

Søren Espersen symbol på forfaldet
Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, er et synligt udtryk for partiets deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om ophævelse af forsvarsforbeholdet, lempelser i udlændingepolitikken eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.
Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han åbenbart havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i Espersen fastholden af Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen og de kritisable forhold i Rigspolitiet, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.
Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Uro i gruppeledelsen
Dansk Folkeparti Folketingsgruppe blev ved valget i juni 2019 decimeret fra 37 til 16 og blandt mange andre røg medlemmer af gruppebestyrelsen, Martin Henriksen og Karin Nødgaard, ud af Folketinget. Efter folketingsvalget afløste René Christensen og Marie Krarup således de to ikke valgte partifæller i Dansk Folkepartis gruppebestyrelse, men hun vælger nu at udtræde, hvilket betyder, at Liselott Blixt bliver nyt medlem.

 

Det skulle være sket efter Krarups eget ønske, så hun får mere tid til sine ordførerskaber frem for det organisatoriske arbejde, oplyser partiet på Twitter.

Om Blixt er mere resistent overfor Søren Espersen, der siges at optræde som en havkat i et hyttefad overfor de mere skikkelige medlemmer af gruppebestyrelsen.

Gruppebestyrelsen består nu af formand Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen, René Christensen og Liselott Blixt.

Ambassadør Tom Nørring

Efter Folketingsvalget er Søren Espersen vågnet op. Han har følt, at han selv ville ryge ved næste valg, og han har siden næsten manisk markeret sig med synspunkter om alt fra Kina, over Iran til krav om marinens beskyttelse af handelsflåden i den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Der bliver også tid til at skælde ud på alle fra Tyrkiets Erdoĝan til Danmarks ellers helt usynlige og uskadelige ambassadør i Australien, Tom Nørring.

Marrakesh-migrationspagten

Men hvor var Søren Espersen, da Lars Løkke Rasmussen i december 2018 trods modstand i Folketinget rejste til Marokko for at tilslutte Danmark til den kontroversielle FN-pagt om migration?

I Holland var netop Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, et afgørende element i den jordskredssejr, som det nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, vandt ved lokalvalgene tidligere i år. FvD kritiserede, at premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie-Folkepartiet for Frihed og Demokrati) – ligesom Lars Løkke Rasmussen – trods alle advarsler om ikke at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for, at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af både den hollandske og den danske regering!

Ib Poulsen blev heller ikke valgt
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der ene mand har udfordrede regeringens kritisable fiskeriadministration og Venstres fraternisering med storfiskere, har efter valget peget på, at Dansk Folkeparti i december skulle have truet Lars Løkke med valg, hvis han underskrev pagten.

Ja, hvorfor gjorde de dog ikke det? Måske håbede Søren Espersen og de andre ledende i Dansk Folkeparti, at der kunne blive en ministerpost i en eventuel kommende Lars Løkke Rasmussen-regering?

Når krybben er tom….

I stedet har de i det lille parti kastet sig over hinanden. Siden valget har Dansk Folkeparti i hver eneste meningsmåling kunnet notere tilbagegang, og snart må Søren Espersen selv finde de ben, han så gerne vil gnave.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s