I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Atomaftalen
Det var i hvert fald Barack Obamas og John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.
Omverdenens sanktioner mod Iran ville gradvist blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne
I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.
Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram; Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden.
Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 40 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea. USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran
Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas.

Irans indflydelse i Mellemøsten
Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede. Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.
Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten har været optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, har Iran med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen bredt sin indflydelse ud efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza. I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.
Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering.
En regering, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes
Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.
Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.
De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten
I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran
Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.
Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen
Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.
For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimani gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.
USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Angreb på amerikanske mål

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

USA dræber Qassem Suleimani

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Hvad nu, Iran?

Udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur.

Vi har set Jakob Ellemann-Jensens ledelsesmetoder fra sergentskolen i Varde demonstreret på gruppemedlemmerne Jacob Jensen og Marcus Knuth.

Weekendavisen kunne den 6. december 2019 berette, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, muligvis endnu ikke har sat en endegyldig politisk retning for sit parti. Til gengæld slækker den tidligere officer i hæren ikke på disciplinen i Venstres rækker.
Det fik folketingsmedlem Jacob Jensen at føle, da han under et gruppemøde sig at samtale med sin sidemand efter officiel mødestart.
Ellemann-Jensen bemærkede spidst, at han var glad for Jacob Jensens tilstedeværelse, men at han godt ville have ro og præcision.

Det fik Jacob Jensen til at erklære, at den tone ville han ikke finde sig i, hvorefter han pakkede sine ting og forlod gruppeværelset.

Jacob Jensen skulle i modsætning til den ligeledes udvandrede Marcus Knuth, der gik over til de konservative, være vendt retur til Venstres gruppe. Hvad der skal ske med Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen, er til gengæld uklart.
Lørdag den 11. januar 2020, kl. 22.07 offentliggjorde Venstre en kortfattet meddelelse, hvori det blev bekendtgjort, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen havde besluttet at fratage Kristian Jensen ordførerskabet og samtlige hans udvalgsposter i Folketinget.
Baggrunden for det opsigtsvækkende budskab var, at Kristian Jensen i et interview til Jyllands-Posten foreslog, at Venstre går sammen med de Konservative, S-regeringen og de Radikale om en storstilet reformplan, der frem mod 2030 skal udstikke kursen for dansk økonomi.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, fastslog i Jyllands-Posten, at Kristian Jensen ikke talte på vegne af Venstre.

Hvor Kristian Jensen nu går hen er ligegyldigt, men udviklingen i Venstre bliver interessant.

Det er muligt, at eleverne på sergentskolen i Varde blev rådet til at slå hårdt og hurtigt ned på ethvert anløb til brud på disciplinen og anløb til mytteri. Kristian Jensens adfærd og Jacob Ellemann-Jensens ledelsesstil sender imidlertid signaler om, at noget er riv-raskruskende galt i et Venstre, hvor der tydeligvis ikke er højt til loftet og langt til døren.

Hvad værre er: der er i øjeblikket ingen udsigt til at der kan etableres et troværdigt borgerligt alternativ til den socialdemokratiske regering.

Udviklingen på Nørrebro i København har givet anledning til frygt for at bydelen var definitivt tabt. Den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale grupperinger.

Men måske er vi bare snæversynede og intolerante, der ikke vil give plads til anderledes tænkendes udfoldelser?

Der syntes at være mere på spil. Når moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans opfatter kvartererne som regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra, er der grund til alarm.

Sagen om Anahita Malakian og burgerbaren The Barn på Nørrebro i København har skabt opmærksomhed om den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront.
Da Konfront, i begyndelsen af oktober publicerede artiklen ”Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest” med servering af ”nazi-burgere”, reagerede Konfronts læsere prompte på artiklens budskab. De verbale og fysiske trusler har som bekendt tvunget medlem af Nye Borgerlige, Anahita Malakian, til at forlade burgerbaren og Nørrebro.

Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes!

Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross. Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Det utrolige er nemlig, at på Nørrebro tillades det, at en dømt voldelig og kriminel aktivist, udsprunget fra det kommunistiske miljø, undervise unge mennesker på venstrefløjen. En aktivist der aldrig har villet ud med, hvem der trykkede på aftrækkeren og dræbte en ung politimand på Købmagergade

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.
Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997 og finansierer sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler i kraft af sin ansættelse som konsulent og bydelsrådgiver i Københavns Kommune.

Hvem ved om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.

Resultatet er, at i 2019 har Danmark som minimum givet 385 millioner kroner i ulandsbistand til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere: Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar.
Det er ikke kun humanitær bistand og akut nødhjælp til lande som vi ellers ikke kan samarbejde med.

Iran
Jyllandsposten kan den 11. januar 2019 oplyse, at der går danske ulandsmillioner til at skabe vækst i det iranske præstestyre. Et ulandsprojekt til over ni mio. kr. skulle angiveligt forbedre erhvervsforholdene og støtte den økonomiske vækst i Iran, og siden 2017 er der brugt over 5 mio. ulandskroner på projektet i Iran.

Projektet kommer som en overraskelse for flere politikere, der blandt andet kritiserer, at man overhovedet samarbejder med Iran, når Iran bryder så mange menneskerettigheder. Støtten til landet omtales som særligt problematisk nu, fordi Iran ”har droppet bomber ud over vores soldater”, som Venstre formulerer det.
Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis deroute

I efteråret 2019 krævede Dansk Folkeparti ”øjeblikkelig handling” fra regeringen. Det var partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viste resolut handlekraft.

Siden har vi ikke hørt meget om den sag fra Dansk Folkeparti, og dermed bekræftes Dansk Folkepartis synlige deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv, hvis ubesindige folk snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Ulandsbistanden har Espersen altid haft et godt øje til, men frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på deres makkerskab som nu fortsætter i Statsministeriet.

Barbara Bertelsen
Det kommer ikke bag på nogen, at Mette Frederiksen i januar 2020 fyrede Christian Kettel Thomsen, der må påtage sig en væsentlig del af ansvaret for centraladministrationens deroute og den generelle disrespekt for ledende embedsmænd.

Ansættelsen af Barbara Bertelsen i Statsministeriet, betyder samtidig at det er tredje gang, Mette Frederiksen udskifter en departementschef. Første gang var i 2013, da hun som beskæftigelsesminister sagde farvel til den mangeårige departementschef Bo Smith efter et par år, hvor de to havde haft et konfliktfyldt forhold.

Det forlyder, at Socialdemokratiet siden partiet i 1982 mistede sit monopol på regeringsmagten har haft en ”dødsliste” over embedsmænd, de ville af med. Svend Aukens håndgangne mand og leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992, Jacob Buksti, omtalte i snævre kredse listen, som dem, der efter en kommende magtovertagelse ”skulle føres om bag laden og der modtage nakkeskuddet”.

Kredsen af skrupelløse socialdemokrater omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har i årevis med flid opdateret listen, som Bo Smith angiveligt stod på, og som den nu erstattede Christian Kettel Thomsen givet også har stået på.

Efter udskiftningen af Bo Smith i 2013 forlod tre andre topembedsmænd også Beskæftigelsesministeriet efter at være raget uklar med Mette Frederiksen. Noget tilsvarende skete siden i Justitsministeriet, hvor flere ledende embedsmænd forlod ministeriet under hende og Barbara Bertelsen.

Mette Frederiksen var som beskæftigelsesminister kendt for at gå hårdt til sine embedsmænd. I en sådan grad, at de ledende af dem til sidst besluttede at skåne almindelige fuldmægtige ved ikke at tage dem med til møder med ministeren.

Som statsminister har Mette Frederiksen etableret et nyt politisk sekretariat med hendes mangeårige væbner Martin Rossen i spidsen. Sekretariatet bliver set som et forsøg på at skabe en endnu stærkere politisk kontrol med embedsværket. Med Barbara Bertelsen som departementschef og villighed til at legitimere og blåstemple kontrollen overalt på Slotsholmen realiseres en gammel socialdemokratisk drøm om at ”eje” de offentligt ansatte.

Mette Frederiksens tillid til Barbara Bertelsen som villigt instrument
Tilbage i 2015 vakte udnævnelsen af en juridisk kandidat fra Aarhus opmærksomhed. Hvorfor udnævnte Mette Frederiksen som helt ny justitsminister en i offentligheden helt ukendt til den prestigefyldte post som departementschef i Justitsministeriet?
Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet. Det var imidlertid først under SR-regeringen at hun gjorde sig bemærket i den famøse og nu nedlagte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet.

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:
• Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster
• Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner
• Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.
• Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne og orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Aftalen, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler, blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne. Lærerkonflikten har fået sin helt egen plads i historien.

Lærerkonflikten og Mette Frederiksen
Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og indtog dermed en nøglerolle i planlægningen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og i eksekveringen af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.
Med et Beskæftigelsesministerium som passiv tilskuer virkede Barbara Bertelsen og Moderniseringsstyrelsen i kulissen aktivt som rådgiver for beskæftigelsesministeren – Mette Frederiksen – i det uhørte overgreb mod det danske aftalesystem.
Barbara Bertelsen demonstrerede en skrupelløs villighed – og evne til – at sørge for at gennemføre de forandringer, politikerne ønskede, på et tilsyneladende uangribeligt fagligt grundlag.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.
Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”
Udover Barbara Bertelsens bistand til Mette Frederiksens indsats med at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun i Moderniseringsstyrelsen haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.
Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Justitsministeriet
Departementschefen i Justitsministeriet 1991-2011, Michael Lunn, var kendt som en af Slotsholmens stærke topembedsmænd og er betegnet som en af de stærkeste departementschefer i nyere tid. Selvom det var en stående joke, at de mange justitsministre, som Michael Lunn arbejdede for, var ”under departementschefen”, blev han kendt for at være en loyal departementschef, som var i stand til at holde balancen mellem klassiske retsprincipper og de politiske krav om stramninger.

Efter Lunns pensionering i 2011 og under skiftende justitsministres (Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape Poulsen) svage ledelse er der foregået en veritabel nedsmeltning i Justitsministeriet, politi og anklagemyndighed.

Kritikken er haglet ned fra pressen, fra organisationer, fra retsordførere og endda fra egne rækker.

Udtryk som “et farligt kulturproblem”, “en bristet tillid”, “smøl”, ”inkompetence”, ”ulovlig administration” og “sløseri” har fyldt mediefladerne i de sidste år, og i mange tilfælde var ordene rettet mod Justitsministeriet.
De pauvre resultater, de seneste borgerlige justitsministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, kan fremvise, er tydeligvis opnået efter hårde kampe med rådgiverne i Justitsministeriet. Barbara Bertelsens imødekommende opposition, juridiske spidsfindigheder og lirum larum har været ganske effektive til at kontrollere justitsministrenes spagfærdige forsøg på at gøre en forskel.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.

Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

I den omfattende teledataskandale er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for i flere måneder at have kendt til problemerne med teledata uden at orientere sin minister, som på det tidspunkt var Søren Pape Poulsen

Forklaringen om den manglende ministerorientering er åbenlyst usandsynlig, men Bertelsens ”nødløgn” kan ses som et udtryk for dårlig dømmekraft. Men det kan også være, den skyldes, at hun loyalt ville beskytte ministeren.
Selv har Søren Pape Poulsen i hvert fald kvitteret for Bertelsens hjælpsomhed med ordene: ”Jeg mener, hun har handlet korrekt.”

Under alle omstændigheder har tele-skandalen sammen med alle de andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået mens Barbara Bertelsen har været departementschef i Justitsministeriet.

Justitsministeriets håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Rigspolitiets ulovlige administration, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.

Skandalen omkring afdelingschef Bettina Jensen i Rigspolitiet har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016. Udbudsreglerne har ikke været overholdt i en stor del af aftalerne, viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingschef gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner. Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.
Afdelingschef Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Bettina Jensen slap i første omgang
Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.
Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Når Bettina Jensen ikke kan drages til ansvar, betyder det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af politiets ledelse?

Rigsadvokaten skrider ind
Rigspolitiet – der anmeldte Bettina Jensen, var ikke tilfreds med at Københavns Politi ville lade sagen falde. De klagede til Rigsadvokaten, der nu har bedt Københavns Politi genoptage efterforskningen i straffesagen om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Hvad med andre ministerier?
Sagen rejser også spørgsmålet: Når selveste Politiet ikke overholder gældende regler, er der så også i andre ministerier tale om systematiske overtrædelse af reglerne, herunder vedrørende udbud? Hvordan har praksis været i Justitsministeriet, og hvorfor belønnes rigspolitichef Henrik Højbjerg med en udstationering i New York?

Britta Nielsen slipper ikke så let som Bettina Jensen
Den fra Socialministeriet bedrageritiltalte Britta Nielsen må ærgre sig over, at hendes sag ikke også fra starten blev bedømt af advokaturchef Dorit Borgaard. Selvom Britta Nielsen i 2017 modtog Dronningens fortjenstmedalje i sølv efter 40 års uafbrudt arbejde i Socialministeriet, har hun ikke undgået en straffesag for at betænke sig selv og hendes familie med midler, der var tiltænkt sociale formål.

https://www.bt.dk/samfund/nye-spor-fyret-politichef-skal-efterforskes-igen

Ved valget til Europa-Parlamentet i 1989 havde Venstre inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen.

https://www.berlingske.dk/business/nu-maa-klaus-riskaer-bestemme-sig-vil-han-vaere-politiker-eller

Folkenes Forbund etableredes i 1920 af 29 af krigens sejrherrer.

En række neutrale lande, heriblandt Danmark, blev inviteret til at tilslutte sig fra begyndelsen, og senere indtrådte andre lande, bl.a. krigens tabere og Sovjetunionen, der i første omgang var blevet udelukket.

USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: (Berlin-traktaten af 1921). USA stod derfor uden for Folkenes Forbund, hvilket afgørende svækkede organisationen.

Tyskland blev faktisk medlem i 1926, men meldte sig i 1933 ud efter den nazistiske magtovertagelse.

I anden halvdel af 1930’erne forholdt Danmark sig stort set passivt i forbundet, og efter den tyske besættelse forlod Danmark Folkeforbundet i juni 1940.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/100-ar-gamle-fredsforventninger-blev-skuffet

Der er undtagelsestilstand i Mali og Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hovedstaden Bamako. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge byen.

På grund af en meget høj sikkerhedsrisiko fraråder udenrigsministeriet alle rejser til Mali.

Hvis du alligevel vælger at rejse, anbefaler udenrigsministeriet at man bør søge rådgivning fra et professionelt sikkerhedsfirma.

Alligevel har udenrigsministeriet en ambition om at Danmarks partnerskab med Mali kan bidrage til, at Malis befolkning oplever varig fred og udvikling understøttet af en inklusiv og legitim stat med respekt for menneskerettighederne.

Derfor yder Danmark over 5 år udviklingsbistand til Mali på en milliard kroner og årlige nødhjælpsbidrag på 30 – 50 millioner kr.

Udover udviklings- og nødhjælpsbistand bidrager Danmark med 60 soldater til FN-missionen, Minusma, samt med 70 soldater og 2 transporthelikoptere til den fransk ledede militære operation, Barkhane.

Danmark løser desuden diverse transportopgaver med 6 ugentlige flyvninger i Mali med forsvarets Herkules-propelfly.

Omkostningerne ved den militære indsats i Mali er ikke oplyst.

https://um.dk/danida/lande-og-regioner/landepolitikker/mali/

Den 8. maj 2018 trak USA’s præsident, Donald Trump, USA ud af atomaftalen med Iran (Joint Comprehensive Plan of Action) og genindførte – og optrappede – de økonomiske sanktioner mod Iran.

For USA var det ikke kun Irans atomprogram, der var et problem. USA og Donald Trump har ikke ønsket at være passive tilskuere til, at det iranske præstestyre ustraffet kunne true Israel med udslettelse, sprede uro og terror i hele Mellemøsten og brutalt undertrykke sin egen befolkning.

Iran har aktier i krigene i Syrien og Yemen, og iranske agenter har stået bag mordforsøg og mord på eksil-iranere i flere EU-lande, herunder Danmark.

For USA og naboerne i Mellemøsten har Irans udvikling af ballistiske missiler og cyper-aktiviteter, der giver anledning til frygt. Iran står angiveligt bag cyper-angreb mod USA, Israel, Saudi-Arabien og andre arabiske Gulf-lande.

Irans destabiliserende aktiviteter i regionen via organisationer som Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Houthi-bevægelsen i Yemen og en række militser i Irak og Syrien, er simpelthen uacceptable for USA og allierede som Israel og Saudi Arabien.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimanni og Iran slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimanni gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimanni og Teheran opererer ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudi-arabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien. Missilerne er egnede til at skyde fjendens missiler ned, inden de når deres mål. Men i forhold til andre kriser mente New York Times at vide, at saudiaraberne ikke var imponerede over amerikanernes indsats.

Iran og såkaldte ”analytikere” læser USA forkert

Den fejlagtige analyse, om at Trump af hensyn til 2020-valget for enhver pris ville undgå krigshandlinger, blev omtalt i New York Times og i Danmark villigt kolporteret af Berlingske Tidende i slutningen af december 2019. Grebet ud af luften hævdede Berlingske Tidende at Saudi-Arabien havde opgivet tanken om at få hjælp fra USA, hvis Iran angriber, og at hele magtbalancen i Mellemøsten var ændret.

Generalmajor Qassem Suleimanni og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

I sidste uge blev en amerikaner den 27. december 2019 dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften lod Suleimanni irakiske shiakrigere storme USA’s største og mest befæstede ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

Den 3. januar 2020 sætter USA et droneangreb ind i nærheden af Baghad lufthavn og dræber generalmajor Qassem Suleimanni, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.

Amerikanernes ”red line”

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har gentagen gange advaret iranerne mod at angribe amerikanske mål. Men Iran anså tydeligvis ikke truslen som troværdig, og det gjorde New York Times og Berlingske Tidende åbenbart heller ikke.

Den amerikanske regerings røde linje er tydeligvis amerikanske liv og ejendom, og Suleimanni og de kloge iagttagere på New York Times kunne med fordel have læst op på historien om Benghazi.

Benghazi

På årsdagen for angrebet på World Trade Center – den 11. september 2012 – blev det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen angrebet af en militant islamisk gruppe ved navn Ubaydah bin Jarrah. Angrebet kostede fire amerikanske diplomater livet, herunder ambassadøren Christopher Stevens.

Udenrigsminister Hillary Clinton og State Department omtalte i de følgende 14 dage angrebet som ”spontant”, udløst af en anti-muslimsk videofilm med Profeten Muhammed i en lidet flatterende hovedrolle.

Senere kom det frem, at det amerikanske udenrigsministerium, State Department, under Clintons ledelse inden angrebet havde overhørt 200 anmodninger om øget sikkerhed for konsulatet.

Som bekendt betjente Hillary Clinton sig i udstrakt grad af en privat mail i sit virke som udenrigsminister. Clintons officielle arbejdsmail i State Department – samt anmodningerne om øget sikkerhed til konsulatet i Benghazi – blev håndteret af embedsmænd – sagde man – og nåede angiveligt aldrig udenrigsministerens skrivebord eller Obama i Det Hvide Hus.

I USA har Republikanerne og Donald Trump ikke glemt Obamas og Clintons rolle i Libyen. Det må derfor antages, at da efterretningskilder indikerede, at Suleimanni og iransk-støttede militser i Irak ville fortsætte angrebene på amerikanske mål, har man sagt: ”Aldrig mere en Benghazi” og givet ordre til at eliminere Generalmajor Qassem Suleimanni.

Risikoen for gengældelser har næppe været en afgørende faktor. USA har allerede inden drabet på Suleimanni i nogen tid været i alarm-tilstand, hvor Iran overalt er en trussel mod amerikanske liv og ejendom.