Hvorfor skal elforbrugerne betale for Viking Link?

En ny højspændingsforbindelse i Vestjylland fra Idomlund ved Holstebro til grænsen bliver begrundet med, at vi skal kunne sælge overskydende vindkraft til England via et kabel tværs over Nordsøen (Vikinglink).

Her kan det åbenbart godt kan lade sig gøre at føre strømmen i kabler!

Milliardinvesteringen skal ovenikøbet betales af danske elforbrugere i form af højere afgifter til Energinet i stedet for at forbrugerne selv får gavn af lavere elpriser, når produktionen overstiger behovet.

To af de allerstørste udfordringer i kampen for en grøn økonomi handler om langdistancetransport og lagring af vedvarende energi. Hvis det alene drejede sig om at håndtere den danske vedvarende energi, ville den oplagte løsning være at investere i lagring af strømmen i Danmark, hvor der allerede eksisterer den nødvendige teknologi, men hvor endnu flere er på vej.

Løsningen på begge dele kan meget vel være at lave strøm om til brændstof eller gas ved hjælp af en stribe teknologier, der går under samlebetegnelsen Power-to-X.

Danmark har potentiale til at gøre disse teknologier til næste kapitel i vindmølleeventyret. Der er fokus på en række teknologier, men i øjeblikket ser det ud til, at den langt billigste løsning er at omdanne ”overskydende” strøm til brint, som Dansk Gasteknisk Center for længst har dokumenteret uden problem kan lagres og distribueres i det velfungerende danske naturgassystem.

Brint kan også anvendes til at omdanne CO2-indholdet fra de efterhånden mange biogasanlæg til metan (CH4). Hidtil har man blæst CO2 ud i atmosfæren, hvor der i forvejen er rigeligt af den, uden at den først har gjort nytte til energiformål, men på Århus Universitets Forskningscenter Foulum har det danske firma Haldor Topsøe med et demonstrationsanlæg dokumenteret, at der kan være god økonomi i at omdanne CO2 fra den rå biogas til metan.
Noget tilsvarende har det tyske firma Electrochaea dokumenteret på Biofos Renseanlæg i Avedøre, hvor omdannelsen sker med en biologisk proces.
Shell Raffinaderiet i Fredericia har indgået en aftale om et strategisk samarbejde med Everfuel om at etablere Nordens største brintanlæg og -fabrik. Ambitionen er at installere et anlæg, som i starten får en elektrolysekapacitet 20 MW, men senere vil kunne blive på 1 GW.

Afsætning af dansk produceret grøn strøm til England forekommer utroligt kortsigtet.

Uklarhed om britiske plantilladelser og modstand i Jylland mod højspændingskabler har betydet, at Energinets 11 milliarder kroner dyre Viking Link-kabel projekt Viking Link er forsinket, og det er ikke for sent at trække sig fra projektet.

Viking Link skulle efter planen bestå af 630 kilometer søkabel og 140 kilometer landkabel. Søkablet bliver verdens længste, og projektet bygges og finansieres i et samarbejde mellem Energinet og et datterselskab til britiske National Grid.

Strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien
Projektet Viking Link skal gøre det muligt at eksportere dansk og udenlandsk strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien via Danmark.
Det indlysende fornuftige er, at anvende den danskproducerede grønne strøm i Danmark til Power-to-X og andre elektrificeringsprojekter.

Tilbage bliver overførslen af strøm fra tyske kulkraftværker til Storbritannien.

Hvordan det kan blive en opgave, der skal finansieres af danske elforbrugere er helt uforståeligt. I denne sag er den socialdemokratiske energiminister, Dan Jørgensen, tydeligvis ikke på borgernes side, men er fristet af mulighederne for at tjene på den tyske kulkraftindustri.

Det samlede projekt koster i omegnen af 20 milliarder kroner, mens Energinets andel omfatter 11 milliarder kroner, inklusive to relaterede højspændingsforbindelser på land.
Søkablet skulle gå fra Vejen i Sydjylland til cirka 170 km nord for London i England og have en overføringskapacitet på 1.400 MW, hvilket svarer til kapaciteten på tre en halv Anholt havmøllepark.
Ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet vil finansieringen af Viking Link betyde fremtidige årlige ekstraregninger for almindelige husstande. For en mellemstor virksomhed vil det betyde merudgifter for mellem 20.000 og 100.000 kroner.