Det danske forsvar sender nu cirka 80 danske instruktører retur til al Asad-basen i Irak, hvor NATO-træningen af irakiske sikkerhedsstyrker genoptages efter en pause som følge af dronedrabet på Irans general Suleimani.

Udenrigsminister Jeppe Kofod kunne tirsdag den 27. november 2019 højest overraskende oplyse, at Danmark i slutningen af 2020 og halvandet år frem har overtaget ledelsen af NATO’s træningsmission i Irak, som Canada hidtil har ledet. Hovedkvarteret for den danske styrke på 200 soldater ved fuld styrke skulle ligge i Iraks hovedstad, Bagdad, og skulle udgøre ledelsen af NATO’s strategiske mission i Irak, der rådgiver irakiske officerer på strategisk niveau.

Jeppe Kofod understregede, at det er Danmarks eget initiativ, der har dannet baggrund for NATO-missionen.

Regeringens disposition har givet anledning til undren. Hvad vil Danmark og NATO i krudttønden Irak.

Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledning fraråder alle rejser til resten af landet pga. en meget høj sikkerhedsrisiko.

”Sikkerhedssituationen i landet er vanskelig og kan hurtigt forværres. Du bør holde dig på afstand af alle militære anlæg. Du bør også holde dig på afstand af demonstrationer og lignende, da det kan udvikle sig voldeligt.

Du bør holde dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Der er ikke en dansk ambassade i Irak. Hvis du har akut brug for hjælp, kan du kontakte en anden EU-ambassade i Bagdad”.

Hvad er begrundelsen?

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen (S) skal de danske soldater yde ”et vigtigt bidrag i kampen mod ISIL, hvis uhyrligheder fortsat udgør en stor trussel mod regionen og i sidste ende mod vores egen sikkerhed herhjemme”.

I Irak er Islamisk Stat i dag ikke den største trussel. Truslen kommer i højere grad fra forskellige væbnede grupperinger, der indbyrdes uenige alle er utilfredse med regeringen i Bagdad. Det er i dag især shiamuslimske militser, som er helt eller delvist kontrolleret af Iran, der udgør den største trussel.

Frem til midten af december 2019 har mindst 500 mennesker mistet livet under folkeopstanden i Bagdad og det sydlige Irak, hvor sikkerhedsstyrker har affyret skarp ammunition og tåregasgranater ind i de demonstrerende folkemængder.

Skiftende premierministre. Iraks præsident lover ny valglov og fremrykket valg som svar på folkeopstand

Efter parlamentsvalget i Irak den 12. maj 2018 blev den kurdiske politiker Barham Salih udpeget til posten som præsident, og efter et flere uger langt politisk opgør udpegede han herefter den 77-årige shiamuslimske Adil Abdul-Mahdi som premierminister.

Iraks befolkning er religiøst opdelt i sunnimuslimer og shiamuslimer og kurdere – der udgør et etnisk mindretal i forhold til det arabiske flertal.

Efter USA’s invasion i 2003 forsøgte man at sikre en mere stabil repræsentation af Iraks mange etniske og sekteriske grupper. Derfor indgik man en uofficiel aftale om, at præsidenten er kurder, premierministeren er shia, og parlamentets formand er sunni.

Den shiamuslimske Adil Abdul-Mahdi måtte trække sig fra sin post efter de voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Siden 1. februar 2020 har shiamuslimen Mohammed Tawfiq Allawi fungeret som premierminister i Irak.

Iraks præsident, Barham Salih har tilkendegivet, at der ”snart” vil blive afholdt valg.

Baggrunden er omfattende uroligheder

I begyndelsen af oktober udbrød der voldsomme demonstrationer i Irak. Mindst 500 har mistet livet, og over 10.000 er blevet såret.

Demonstranterne har været på gaden for at protestere over myndighedernes magtmisbrug, korruption og høj arbejdsløshed i landet.

Selvom krigen mod IS i Irak sluttede allerede i begyndelsen af 2018, hvor de sidste lommer af krigere blev nedkæmpet, har krigen sat sine spor.

Irak står over for massive og påtrængende humanitære udfordringer. Den fire år lange konflikt har betydet, at der fortsat er over 3 mio. internt fordrevne irakere, og flere millioner andre har akut behov for humanitær bistand.

Irak skal i realiteten mange steder genopbygges på ny. Som følge af konflikten er den civile infrastruktur i vidt omfang ødelagt. Det gælder bl.a. vandforsyningssystemer, sundhedsfaciliteter og skoler.

Konflikten har også medført en betydelig miljøpåvirkning i form af forurening af jord og grundvand med deraf følgende indvirkning på befolkningens sundhed og indkomstmuligheder.

De irakiske og internationale bestræbelser har ført til nogle resultater: 2 mio. fordrevne er faktisk allerede vendt tilbage til deres oprindelsessted. Ikke desto mindre forestår der stadig et stort arbejde med at bringe de resterende tre mio. fordrevne borgere hjem igen.

Den irakiske regering har haft tid og burde have sørget for sikkerhed, minerydning, retablering af basale tjenester og infrastruktur, skabt indkomstmuligheder og sikre et ansvarligt og repræsentativt civilt styre.

Det er desværre ikke sket i nødvendigt omfang.

Iraks udfordringer

EU har nøje vurderet situationen i Irak, og indstillingen er, at hvis stabiliserings- og genopbygningsprocesserne skal være effektive, skal de ledsages af en indsats for at opnå politisk forsoning og afhjælpe de problemer og svagheder, der skabte grobunden for IS.

Store dele af den regulære irakiske hær brød i 2014 sammen, da den stod over for den hurtige udbredelse af IS. Derfor opfordrede de irakiske politiske og religiøse myndigheder borgere til at tilslutte sig nye eller eksisterende væbnede grupper i “de folkelige mobiliseringsstyrkers” regi som et ekstraordinært og akut middel til at støtte de irakiske sikkerhedsstyrkers indsats for at standse IS og genvinde tabt land.

Irak har udover en række militser, hvor især de iransk-støttede er en magtfaktor, bibeholdt en kvalificeret, men lille kerne af den nationale hær, som har modtaget betydelig international støtte, herunder materiel og uddannelse.

På grund af den årelange konflikt og den deraf følgende militarisering af politiindsatsen er der imidlertid behov for reformer af det irakiske politi. Den nuværende civile politivirksomhed udøves på en måde, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet og den har givet anledning til mistillid og protester i alle befolkningsgrupper.

Den irakiske regering har præsenteret flere reformprogrammer, som på papiret adresserede korruptionsbekæmpelse og retfærdig fordeling af den nationale velstand, herunder især olieindtægterne, konsolidering af retsstaten og overholdelse af menneskerettighederne samt en indsats for at nå frem til national forsoning og politisk inklusion.

Programmerne er imidlertid ikke blevet realiseret.

Den grundlæggende politiske splittelse og den vidt udbredte korruption og nepotisme har betydet at alle reformer har været uden effekt.

Manglende tillid til det politiske system

Tilliden til det politiske system er derfor ikke eksisterende. Det ville kræve, at landet havde en samlet national politik for social, politisk og økonomisk reintegration af befolkningsgrupper, særlig i de områder, der har været ramt af konflikt.

I stedet er der sket en tilbagevenden til de forhold, der førte til IS.

Situationen for Iraks talrige minoriteter har været utålelig, og det irakiske samfunds mangfoldighed, enhed og stabilitet er truet.

Regeringen har også svigtet i forhold til problemerne med fattigdom og social udstødelse på områder, som ikke er direkte berørt af krigen mod IS, herunder i den sydlige del af landet, eftersom velafbalancerede fremskridt og udvikling i hele landet er altafgørende for dets stabilitet.

Den økonomiske og finansielle udfordring

Indtil videre har Iraks olieindtægter ikke haft gunstige virkninger for landet som helhed på grund af korruption, ineffektive statsejede virksomheder, fokus på kortsigtet forbrug gennem en overdimensioneret offentlig sektor. Derfor lider Irak under vedvarende makroøkonomiske svagheder, som der hurtigt skal tages hånd om.

Landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er faldet drastisk under krigen, og en fjerdedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Olieproduktionen nåede allerede i 2017 igen op på ca. 4,5 mio. tønder om dagen, men de store dele af Iraks økonomi, der ikke har glæde af olieindtægterne, er sunket ned i recession og underskuddet på de offentlige finanser er enorme.

Den Internationale Valutafond, IMF, har måttet træde til med mia. af dollars. Fortsat støtte er imidlertid betinget af et finanspolitisk og økonomisk reformprogram, som den irakiske regering ikke har været i stand til at præsentere.

Samlet set er irakisk økonomi i recession

Irak er bundet af aftalerne i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) om at begrænse olieproduktionen og dermed er der ikke fra oliesektoren udsigt til bidrag til vækst i BNP og i det offentliges indtægter.

Samtidig er udfordringerne enorme. Omkostninger ved genopbygningen og reintegration af millioner af internt fordrevne, handicappede og traumatiserede personer, krigsveteraner og unge, der har fået afbrudt deres uddannelse.

Desuden står landet over for en vanskelig opgave med at skabe beskæftigelse til den hastigt voksende unge del af befolkningen. Strukturelle ændringer vil tage mange år, og der er behov for omgående foranstaltninger, der integrerer den voksende unge del af befolkningen på arbejdsmarkedet.

Det understreger betydningen af at satse på udvikling af den private sektor og udenlandske direkte investeringer (FDI). Desværre er den nuværende politiske og økonomiske situation ikke fremmende for private investeringer.

Protesterne truer Irans indflydelse

Irak er Irans politiske allierede og Irans præsident, Hassan Rouhani, har aflagt flere officielle besøg i Irak. Bestræbelserne går på at styrke båndene mellem det shiamuslimske Iran og Iraks shiamuslimsk ledede regering, der er en stærk allieret til regimet i Teheran.

Grænsen mellem Iran og Irak er på 1.400 kilometer, og territoriale stridigheder var årsagen til 8 års krig mellem Iran og Irak i 1980’erne under Saddam Hussein – en krig der kostede livet for over 1 million mennesker.

Iraks økonomiske betydning for Iran

Irans eksport til Irak udgjorde i 2018 næsten 9 milliarder dollars. Teheran håber, at den samlede omsætning mellem de 2 lande kan øges fra omkring 13 milliarder dollar til 20 milliarder dollar.

Man skal desuden være opmærksom på den økonomiske betydning af den religiøse turisme på omkring 5 milliarder dollar på årsbasis, når 5 millioner irakere og iranere besøger hellige shiamuslimske steder i de to lande.

Sanktionerne

Trods historiske modsætninger ser Iran i dag Irak som en allieret og et muligt redskab for omgåelse af de amerikanske sanktioner, som igen er i kraft i fuldt omfang, efter Donald Trump den 8. maj 2018 trak USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action), og alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Urolighederne i Irak er primært rettet mod deres egen elite, men protestbevægelsen er også næret af Irans indblanding i irakisk politik.

Under opstandene har demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter siden begyndelsen af oktober. Flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper er efter brandattentater nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har helt som forventet anklaget USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen i Irak.

Demonstranterne i Bagdad afviser påstanden, men rationalet skulle være, at Khamenei tvinges til at bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede i Irak (og i Yemen og i Libanon).

Der er ingen tvivl om, at Irans indsats i Syrien har kostet, og det er spørgsmålet, om Iran stadig har ressourcer til at understøtte sine allierede?

På borgermødet i Gentofte mandag den 17. februar 2020 om udligningsreformen prøvede borgmester Hans Toft forgæves at få et svar fra socialdemokraten Jeppe Bruus på det helt centrale spørgsmål om konsekvenserne for den samlede serviceramme for kommunerne.

Regeringen lægger op til, at der skal flyttes omkring 1,6 mia. kr. fra de såkaldt rigeste til de såkaldt fattigste kommuner. Det skal muliggøre at disse kommuner kan tilbyde deres borgere – børn, unge og gamle – det samme serviceniveau, som andre steder i landet.

Hvis kommuner som Gentofte, der skal betale, ikke ønsker at forringe ydelserne til borgerne, men hæver skatten for at kunne betale den øgede udligning, vil det betyde at det samlede skattetryk stiger. Den skattestigning vil regeringen – siger de – kompensere for ved at sænke bundskatten – også i de yderkommuner, der modtager øget udligning.

Hvis yderkommunerne vælger at forhøje serviceniveauet – det som regeringen påstår, er hele formålet med den øgede udligning – vil det betyde, at den samlede serviceramme for alle kommuner under ét vil stige med omkring 1,6 mia. kr.

Problemet er, at servicerammen er fastlagt i en aftale mellem regeringen og kommunerne og en overskridelse med 1,6 mia. kr. vil automatisk udløse en kollektiv bøde til kommunerne af tilsvarende størrelse.

Konsekvensen er, at Gentofte først skal opkræve øgede skatter hos borgerne – rige som fattige. Dernæst vil kommunen blive pålagt en anseelig bøde for overtrædelse af servicerammen – en bøde som kommunen ikke kan betale!

Borgmester Hans Toft forsøgte – forgæves – på borgermødet at få et svar fra Jeppe Bruus, der i øjeblikket er formand for Folketingets Finansudvalg, om regeringen er indstillet på at udvide servicerammen for kommunerne.

Den fuldstændig perverse konsekvens af regeringens såkaldte udligningsreform er derfor, at først skal Gentoftes borgere flås for op mod 50.000 kr. i gennemsnit. Dernæst skal borgerne tåle en skatteforhøjelse. Endelig må vi imødese at en af Danmarks mest veldrevne kommuner til næste år vil blive sat under administration af Indenrigsministeren, når vi ikke kan betale dummebøden for overtrædelse af servicerammen.

Det er dybt godnat og helt uforståeligt, at Venstre ikke også har forladt forhandlingerne med en regering, der tydeligvis ikke aner hvad de har mellem hænderne.

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister, der omfattede den politisk forvirrede, men angiveligt nationalkonservative Kaspar Støvring, svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentydede muligvis til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Skal vi lytte mere til Rusland og Kina?

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.

Annekteringen af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Er det hele konciperet i Moskva?

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, overser ganske, at Danmark for længst er gået ud på den galej, hvor traditionelle værdier og pejlemærker forkastes. Bekymrede patrioter, der mener, at det danske samfunds sammenhængskraft ødelægges af det multikulturelle samfunds værdipluralisme, bagatelliseres og latterliggøres. Det mere end antydes, at disse ”deplorables”, disse chauvinistiske nationalister er de ringest uddannede, de er knap nok stuerene, og de har – som de fascister i svøb de er – intet krav på respekt.

Hvis de etablerede medier havde været deres opgave voksen, kunne de passende have brugt spaltepladsen på at henlede danskernes opmærksomhed på, at vi længe i al stilfærdighed og ubemærkethed har skiftet heste, hvad angår vores udenrigspolitik.

Afvist støtte til USA

Mens tidligere havde en kryptoradikal udenrigsminister, har vi under en fuldblods socialdemokrat sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig bevæget os væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi har nægtet at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.

En aftale, der fra 2015 til 2018 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

Det er imod al fornuft, at vi sammen med EU har undsagt USA, men vi har gjort ondt værre. EU etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.

Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og til Frankrigs tilfredshed i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Er Socialdemokratiet enig med Kasper Støvring?

Det bemærkelsesværdige er, at de 12 teser og anbefalingerne vedrørende dansk udenrigspolitik ikke syntes at have givet anledning til reaktioner fra den Socialdemokratiske regering. Men de er måske enige?

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11366080/12-teser-for-en-mere-nuanceret-udenrigspolitisk-debat/?fbclid=IwAR3NpHDNgNDvn1B-W0jcCGE0pRxCLPwG2GcNPnreE92wERNMJB3dE04TDVw

I øjeblikket er Iran i de danske medier, fordi tre eksil-iranere er sigtet for spionage for Saudi-Arabien. Iranerne, der residerer i Ringsted, er medlemmer af en arabisk-iransk gruppe, ASMLA, der i konflikt med det shiamuslimske regime kæmper for at få oprettet en selvstændig arabisk stat i det sydvestlige Iran ved byen Ahwaz. Iranske agenter har tilsyneladende forsøgt at likvidere dem, fordi de af iranerne anses for at være terrorister og agenter for Saudi-Arabien.

Spændende, men for Mellemøst-interesserede er det også interessant, at der den 21. februar 2020 afholdes valg til det iranske parlament – Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami).

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Forhåndsgodkendelse af kandidater

Alle kandidater skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Irans statsoverhoved (Supreme Leader) er Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der har regeret siden 1989. Inden var han præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.

Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Irans præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Krav til kandidaterne

Kandidaterne til parlamentsvalget skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.

Kandidater vil blive diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Hovedfløjene i iransk politik

Der er 2 hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Principlisterne.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Principlisterne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. Principlisterne har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Det nuværende parlament – resultatet af parlamentsvalget den 26. februar 2016 inkluderer 120 reformister; 86 Principlister; 10 associerede principlister; 66 uafhængige; og fem mindretal.

Er valget afgjort på forhånd?

Der spekuleres blandt kritikerne af præstestyret på, om Vogternes Råds godkendelse af kandidater allerede har afgjort udfaldet af valget den 21. februar 2020.

Myndighederne har oplyst at 7.296 ansøgninger om tilladelse til opstilling er afvist, mens 2.148 er godkendt.

Det forlyder fra Reformistfløjen, at 75 pct. af Reformist-kandidaterne, der stillede op til genvalg, ikke har opnået godkendelse fra Vogternes Råd. Ifølge disse kredse er der ikke tvivl om valgets udfald, når hovedparten af kandidaterne er hardlinere og Principlister.

De omkring 30 pct. af befolkningen, der støtter Præsteregimet, vil møde op og stemme, mens mange Reformister fra byernes middelklasse vil afholde sig fra at stemme.

Svindel?

Den 27. januar 2020 har Mahmoud Sadeghi, tidligere parlamentsmedlem og nuværende kandidat, på Twitter oplyst, at han under hånden er blevet afkrævet $ 300.000 for en godkendelse af Vogternes Råd.

Udviklingen siden sidste valg i 2016

Reformister blev den største blok i parlamentet i 2016. Irans atomaftale med USA og Vestmagterne, som i det væsentligste tilskrives Rouhanis indsats, var populær blandt reformisterne og folk herfra er indgået i Rouhanis regering.

Hardlinerne og Principlisterne har gjort Rouhani ansvarlig for sammenbruddet af den nukleare aftale og den økonomiske krise i Iran, som er udløst af Trump-administrationens sanktioner.

Rouhanis beslutning om at reducere brændstofsubsidierne i november 2019 udlægges også som et symbol på hans mislykkede politik.

Brændstofpriserne

Forhøjelsen af brændstofpriserne var en økonomisk nødvendighed; Efter atomaftalen oplevede Iran en kort økonomisk opblomstring, men nu er Iran klart i økonomiske vanskeligheder. Bruttonationalproduktet falder, inflationen er på mere end 35 pct., olieeksporten er faldet til ca. 500.000 tønder fra 2,1 millioner tønder pr. dag i 2016.

De forhøjede brændstofpriser i slutningen af 2019 udløste udbredt oprør, som ordensmagten slog hårdt ned på og hundreder, måske endda tusinder, blev dræbt.

Da Revolutionsgardens Quds Force-kommandant Qassem Soleimani blev dræbt ved et amerikansk droneangreb den 3. januar 2020 så det umiddelbart ud til, at iranerne støttede op om det iranske flag, præstestyret og Revolutionsgarden (Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC).

Imidlertid blev Irans nedskydning af et ukrainsk passagerfly den 8. januar, der dræbte 176 mennesker, snart en kilde til enorm offentlig forargelse.

Nedskydningen fandt sted under et missilangreb på en irakisk base, der husede amerikanske (og danske) styrker som gengældelse for drabet på Soleimani.

Regeringen løj og forsøgte at dække over fejlen. Hændelsen førte til, at adskillige andre uheld og uregelmæssigheder, der kunne have ført til andre katastrofer i lufttrafikken, blev afsløret.

Rouhani-regeringen er udfordret

Rouhani-regeringen står overfor store udfordringer.

Den største er sammenbruddet i atomaftalen og sanktionerne, der dybt har desillusioneret den iranske offentlighed og nedtonet deres forventninger til et positivt udkomme af det kommende valg. Hvad der forværrer apatien, er den utroligt dårlige indsats mange reformistiske parlamentsmedlemmer og medlemmer af Rouhanis regering har ydet siden 2016.

Man skal huske, at Reformisterne valgt valget i 2016 takket være en bemærkelsesværdig mobilisering og høj valgdeltagelse fra en befolkning, der desperat håbede på forandring.

Reformisterne og folkene omkring præsident Rouhani prøver at sprede det indtryk, at den iranske ”deep state” – dvs. Khamenei, Revolutionsgarden og tilknyttede institutioner – ikke tillader Reformisterne og Rouhani at gennemføre deres politik, herunder at indlede forhandlinger med Vesten. Spørgsmålet er, om befolkningen har tillid til, at en ny atomaftale afgørende kan forbedre levevilkårene i Iran?

USA er parat til forhandlinger

Valget i Iran kommer på et tidspunkt, hvor USA appellerer til reformkræfterne i Iran og signalerer villighed til at forhandle.

I præsident Trumps “State of the Union”-tale den 4. februar 2020 sagde han om Iran:

“In recent months, we have seen proud Iranians raise their voices against their oppressive rulers.  The Iranian regime must abandon its pursuit of nuclear weapons; stop spreading terror, death, and destruction; and start working for the good of its own people.

Because of our powerful sanctions, the Iranian economy is doing very, very poorly.  We can help them make a very good and short-time recovery.  It can all go very quickly, but perhaps they are too proud or too foolish to ask for that help.  We are here.  Let’s see which road they choose.  It is totally up to them.”

Hvad vil Præstestyret?

Uanset valgets udfald, er sammensætningen af det iranske parlament – Majlis – næppe afgørende for Irans fremtidige politiske kurs.

Præstestyret med Ayatollah Ali Khamenei i spidsen og kontrollen med de væbnede styrker og Revolutionsgarden vil have større betydning end selv en uventet valgsejr til Reformisterne.

Der er dog ingen tvivl om, at udviklingen har sat det iranske præstestyre under pres, og spørgsmålet er om præstestyret kan opretholde sit hjemlige diktatur. Det kommende valg vil næppe i sig selv være afgørende. Meget tyder på, at Iran vil afvente udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, før de tager mod et eventuelt tilbud om at forhandle en ny atom-aftale.

Præsident Rouhanis embedsperiode udløber i 2021, og det kommende præsidentvalg kan også give indikationer om den fremtidige kurs.

Iran deltager i sikkerhedskonference i München

Sikkerhedskonferencen (56th Munich Security Conference in Germany) begyndte i München den 14. februar og sluttede søndag den 16. februar.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, deltog lørdag den 15. februar i en session på konferencen, ”’A conversation with Iran”. Zarif omtalte konflikten med USA efter det amerikanske droneangreb på Revoilutionsgardens general Qassem Suleimani, og han sagde, at for Irans vedkommende var gengældelsen gennemført: “The response in self defence under Article 51 of the UN Charter was concluded,” sagde han. “That’s it.”

Zarif ville dog ikke udelukke, at Irakiske grupperinger kunne finde på at angribe amerikanske må.

Baggrund

Atomaftalen

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne

I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram;  Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran

Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten

Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.

Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.

I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.

Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.

Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.

Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Mens Kristeligt Dagblad i uge 7 gjorde opmærksom på, at 80 pct. af verdens forfulgte er kristne. At henved 245 millioner kristne forfølges pga. tro. På bare ét år er 4.305 kristne blevet dræbt på grund af deres tro. 1.847 kirker er blevet angrebet. Og 3.150 kristne er blevet tilbageholdt uden rettergang, udspyede DR ligegyldige Tv-programmer, og SAS offentliggjorde en reklame med budskabet om, at alt skandinavisk stammer fra andre steder i verden.

Hermansen

En såkaldt konservativ meningsdanner som Anne Sophie Hermansen var uanset trosretning mere interesseret i TV-underholdningsprogrammet ”Fars pige”. Over en helside i Berlingske Tidende udbreder Hermansen sig om at Tv-programmet var et udtryk for kulturelt forfald, hvor menneskelige værdier blev erstattet af materialisme.

Støvring

Kasper Støvring, forfatter og foredragsholder, gav også fanden i de kristnes skæbne i Mellemøsten.  Støvring har trods sin decideret ucharmerende fremtoning opnået en vis status, der viser, at man i tweet- og blogæraen kan nå et publikum uden af være intellektuelt overfrankeret.

Kasper Støvring minder om Peter Sellers filmfigur, Mr. Chance, der i hele sit liv har boet isoleret som gartner i en excentrikers villa. Da ejeren dør, kommer den midaldrende Chance ud i den verden, han kun har kendskab til gennem tv. ”Jeg kan ikke skrive eller læse. Men jeg kan godt lide at se fjernsyn,” siger Chance. Han taler med et barns enfoldighed om rødder, jord og solskin – og han bliver ligesom Kasper Støvring skiftevis fortolket som poet, filosof og den modkulturelle og nationalkonservative stemme, visse provinsborgerlige har higet efter.

Kasper Støvring er ikke overrasket over reklamen. Den taler ind i en tid, hvor store virksomheder er blevet enormt globalistiske og har forkastet det nationale. ”Men SAS forregner sig, når de laver politisk korrekte reklamer, der hører til i 1990’erne. Det kan man jo bare se på modtagelsen af den,” siger han. Ifølge Kasper Støvring udtrykker reklamen et paradoks. På den ene side er den udtryk for en art kulturel selvforkastelse. ”På den anden side udtrykker den en skjult arrogance over for andre kulturer. Den prøver at fortælle, at vi skandinaver er innovative, berejste og kan tænke stort. Vi kan nå det universelle standpunkt. Vi er ikke fanget nede i det her mudrede morads af kultur og vaner, som de andre er,” siger han.

Begge borgerlige debattører bidrager med deres narcissistiske prioriteringer, ucharmerende fremtræden og fortænkte udtalelser til konservatismens dårlige ry i Danmark.

400-års jubilæum for Tranquebar

I 1620 indgik den danske admiral Ove Giedde på vegne af Christian den 4. en aftale med fyrsten af Thanjavur en aftale om leje af land og etablering af en handelsstation i Tranquebar 250 km syd for Chennai (Madras) i det sydligste Indien.

Det danske Ostindisk Kompagni etablerede her et støttepunkt for handel og søfart mellem København og Indien. Et eller to skibe ankom årlig fra København, men i 1639 ophørte sejladsen. Tranquebar forblev dog på danske hænder, og i 1670 genoptog det reorganiserede Ostindisk Kompagni farten, men først med etableringen i 1732 af Asiatisk Kompagni blev den regelmæssig med et skib årlig.

Den dominerende vare var indiske bomuldsstoffer, men efter ca. 1750 flyttede centret for produktionen til Bengalen.

På højden af aktivitetsniveauet i 1700-tallet boede der et par hundrede danske embedsmænd, soldater og handelsfolk i Tranquebar, som aldrig blev et økonomisk aktiv for Danmark.

Under Napoleonskrigene 1801-02 og 1808-15 var byen besat af briterne, og efter nogle årtier med hensygnende handel købte Storbritannien den i 1845.

Kastellet Dansborg og enkelte bygninger er bevaret.

Ingen væsentlig samhandel, men kulturinstituttet og Dansk-Indisk Handelskammer agiterer

Danmark har af uforståelige grunde etableret et kulturinstitut i Indien, og sammen med Indian-Danish Chamber of Commerce foregøgles det i en kronik i dagbladet Børsen den 13. februar 2020, at der er store eksportmuligheder i Indien, hvor regeringen har sat sig ambitiøse klimamål – dvs. ambitiøse efter indiske forhold!

Samhandlen mellem Danmark og Indien er begrænset. I øjeblikket udgør den danske eksport mindre end 0,5 pct. af den samlede eksport, og i 2018 havde Danmark et mindre handelsoverskud i forhold til Indien på 200 mio. kr. Det var hverken dansk svinekød eller miljøteknologi, der trak op. Overskuddet stammede især fra overskuddet på tjenestebalancen (søtransport).

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

Der er ingen tvivl om, at Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v. Det er formentlig ikke mindst den udvikling, der har betydet, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Det kunne betyde en revidering af den indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Økonomiske reformer

Asian Development Bank vurderer at den økonomiske vækst i Indien i 2020 vil være på 5 – 6 pct., men de af Modi lovede reformer, der skal skabe ny vækst i økonomien og aktiemarkedet, lader imidlertid vente på sig.

Der er ingen tvivl om, at Indiens vækst først og fremmest drives af den indenlandske efterspørgsel. Den globale vækst er i modvind, og Indiens relativt lukkede økonomi får ikke nogen hjælp fra den side. Modi har forsøgt at kapre produktion og arbejdspladser til Indien fra andre vækstøkonomier gennem ”Make in India” kampagnen, hvilket dog endnu ikke har givet nogen vækst i industriproduktionen.

Udsigterne for eksport af dansk klimateknologi

Når inderne erfarer, at hver dansker udleder mere end 6 gange så meget CO2 som en inder, må det nødvendigvis give anledning til spørgsmål om Danmark virkelig er i den ”grønne førertrøje” i forhold til Paris-målsætningerne.

Det må forventes, at inderne tøver med at skrive under på store købsaftaler, når de også bliver informeret om, at almindelige danskere betaler over 60 kr. pr. m3-vand, at benzinprisen er på over 12 kr. pr. liter oktan 95, at el koster cirka 2,40 kr. pr. kWh. inklusiv skatter og afgifter, at renovationsudgifterne er tårnhøje, og at et typisk parcelhus på 130 m2. koster omkring 14.000 kr. at varme op om året.

Inderne vil også stille spørgsmålet, om ikke Danmark har valgt nogle meget dyre løsninger, når de erfarer at ganske almindelige lønmodtagere er udsat for verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og at prisniveauet for ganske almindelige dagligvarer i Danmark ligger 38 pct. over EU-gennemsnittet?

Forholdet mellem Danmark og Indien

Det bilaterale forhold mellem Indien og Danmark belastes ydermere af den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal militant oprørsgruppe i det nordvestlige Inden. Indien opfatter Niels Holck som en farlig terrorist med mange indiske liv på samvittigheden, og siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse.

Danmark har nægtet, og regeringen har stedse henvist til danske domstoles uafhængighed – et argument, der absolut ikke gør indtryk i Hindustan!

Et udspil fra Venstre og de Radikale, der skal få flere til at købe elbil, møder kritik fra E.ON, der sætter ladestandere op til de grønne køretøjer. Venstre og Radikales udspil fokuserer blandt andet på flere ladestandere til elbiler.

Problemet er ifølge E.ON ikke manglen på strøm, det er prisen på elbiler og den fastfrossede afgift.

Elbiler var tidligere helt fritaget for registreringsafgift og det betød, at hver eneste af den mest solgte elbil – Tesla – blev støttet med en afgiftsfritagelse på omkring 1 mio. kr.

Det blev herefter politisk aftalt at genindfase afgifter på elbiler begyndende med 20 procent i 2016, stigende til 40 procent i 2017, 60 procent i 2018 for at ende på 100 procent i 2020.

Afgiftsstigningen betød, at salget af elbiler næsten gik i stå, og derfor blev den politiske aftale i april 2017 justeret og registreringsafgiften blev holdt nede på 20 procent indtil der var solgt 5.000 elbiler.

Registreringsafgiften for el-biler beregnes efter de almindelige regler for personbiler, motorcykler, varebiler og busser.

De seneste politiske aftaler betyder, at af den beregnede afgift betales 40 pct. i 2020, 65 pct. i 2021, 90 pct. i 2022 og 100 pct. i 2023. I 2020 gives derudover et fradrag på 77.500 kr.

For en Tesla Model X til 690.000 kr. uden afgift betyder fastfrysningen af registreringsafgiften, at afgiften er næsten 100.000 kr. lavere, end hvis ellers den planlagte stigning ikke var blevet aflyst.

Hvorfor prøver tyske E.ON at påvirke dansk energipolitik?

Det tyske energiselskab E.ON har påtaget sig at fremme den grønne omstilling i Danmark – ikke mindst på elbil-området. Formålet er at fremme elbilsalget i Danmark.

Salget af elbiler er i Danmark behersket, mens det stiger støt i andre lande.

Danmarks ambitiøse målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. inden 2030 vil efter Klimarådets opfattelse kræve 1,5 millioner elbiler på de danske veje, hvis transportsektoren alene skal tage sin andel af reduktionsforpligtigelserne frem mod 2030.

Det er imidlertid et godt spørgsmål, om vi bedst og billigst når klimamålene ved at yde millionstore skatterabatter til ejere af Tesla-sportsvogne.

Hvem er E.ON?

Tyskejede E.ON er ikke kun et af verdens største privatejede selskaber indenfor sort, fossil energi, men formentlig også det mest utroværdige. Siden 2011, hvor den offentlige tilskudsgivning til vedvarende energi i Tyskland og andre europæiske lande gik grassat, og Tyskland samtidig besluttede at opgive kernekraft efter den japanske Fukushima katastrofe, har E.ON involveret sig i den grønne omstilling.

Tidskiftet The Economist har nøje beskrevet, hvordan selskabet desperat har prøvet at opbygget et nyt og ”grønnere” image. E.ON er derfor delt. Den ”sorte” del af virksomheden – kernekraftværker, kul, brunkul og gasfyrede værker og andre aktiviteter udsatte for svingende råvarepriser og klimaaktivisters kritik – er udskilt i et særligt selskab – Uniper, mens den mere ”grønne” del af virksomheden er videreført under bl.a. navnet E.ON.

Nord Stream 2

Uniper er i øvrigt et af de europæiske gasselskaber, der sammen med russiske Gazprom er i gang med at etablere den kontroversielle gasledning Nord Stream 2, der skal transportere naturgas fra Rusland til det europæiske marked.

Det overraskende er, at E.ON, der formentlig kontrollerer den største del af Europas mest klimabelastende energiforsyning, tillader sig at have stærke meninger om ambitionsniveauet i dansk klimapolitik.

E.ON i Danmark hævder selv, at firmaet tager del i den grønne omstilling og fokuserer på produktion af energi fra vedvarende energikilder, energinetværk og energieffektive kundeløsninger. E.ON’s investeringer og aktiviteter udgør ”byggeklodser til fremtidens energisystem og den omstilling, der gradvis finder sted på energimarkedet i overgangen fra fossil til vedvarende og CO2-neutrale energikilder”.

E.ON Danmark er 100 pct. ejet af E.ON Sverige AB, der er Sveriges næststørste energiselskab og tidligere kendt under navnet Sydkraft. E.ON Sverige ejes igen af Uniper i Tyskland.

Registreringsafgiften på el-biler bremser for E.Ons fortjeneste

En af ”byggeklodserne” til fremtidens energisystem er ifølge E.ON elbiler. E.ON sælger ikke selv el-biler, men strøm, og i forventning om en stor fortjeneste, har E.ON investeret massivt i ladestationer til elbiler i Danmark. Fortjenesten er imidlertid udeblevet, og det går ikke bedre for samarbejdspartneren, Clever.

Innovationsfonden har den 1. februar 2020 fået ny direktør.

Anne-Marie Levy Rasmussen kommer fra en stilling som global leder i den kommercielle del af vaccineområdet i medicinalvirksomheden, GlaxoSmithKline (GSK).

Innovationsfonden kommer til at spille en helt central rolle i den grønne omstilling. Den statslige fond står klar med 800 mio. kr. til forskning i klimaløsninger. Det kommer oveni den portefølje af ”grønne” investeringer på op mod 3 mia. kr., som Innovationsfonden allerede råder over.

En ny rapport baseret på input fra erhvervsliv og forskere har identificeret 3 særligt vigtige områder: alternative brændstoffer til fly, skibe og transport, klimavenlige fødevareløsninger og mere grønt og bæredygtigt byggeri.

Det mest interessant område er imidlertid der, hvor Danmark ligger inde med viden og nye teknologier, som kan gøre en forskel for det globale klima, hvis de bliver undersøgt, støttet og får hjælp til at blive omsat til forretning. Det er områder som klimavenlig cement, genbrug af byggematerialer, brug af data og kunstig intelligens i bygninger og nye former for fødevarer, f.eks. laboratoriefremstillet kød, kunstigt fremstillet protein til fødevarer og mikrobakterielt landbrug.

Elektrofuels

Et område har dog vist sig at skille sig ud. Hele området med elektrobrændstof eller Power2X, som det kaldes i rapporten, er et område, som Innovationsfonden selv fremhæver. Elektrobrændstof kan bruges både til at løse nogle af problemerne med energilagring, men er også en vigtig løsning i transportsektoren, til lands, til vands og i luften.

Circle K

Dagbladet BØRSEN omtaler den 13. februar 2020 en undersøgelse, som det progressive benzinselskab Circle K har foretaget. Kun hver femte transportvirksomhed har i øjeblikket en konkret plan for hvordan deres køretøjers udledning af CO2 kan nedbringes. Vognmændene efterlyser klare politiske signaler, om den fremtidige dækning af transportsektorens energibehov.

Selvom personbiltransporten kun tegner sig for en mindre del af udledningerne, er der i den danske debat om klima og transport ensidigt fokuseret på elbiler, og det er velkendt, at der er stærke kommercielle interesser i markedet for elbiler og i mulighederne for at levere ”grøn” strøm til en voksende flåde af elbiler.

Lobbyister som verdens største privatejede energiselskab E.ON, der i Danmark har investeret massivt i lade-stationer til el-biler, gør hvad de kan for at mobilisere politisk støtte til elektrificeringen af transportsektoren.

El-biler ikke den universelle løsning i transportsektoren

Det vil imidlertid ikke løse det problem, vi står over for på længere sigt med vare-, gods- og flytransporten. Det Internationale Energiagentur, IEA, er opmærksom på, at skibe, lastbiler, busser og fly ikke uden videre kan omstilles til batteri-drift – samtidig er der vækst i den tunge transport, vare- og flytransport. Derfor forventer IEA, at efterspørgslen efter flydende brændstoffer vil stige markant i de kommende årtier – uanset hvor mange elbiler, der skulle komme på gaden.

Allerede i dag findes der flydende brændstoffer med reduceret CO2-udslip. F.eks. kan såkaldt hydrogeneret vegetabilsk olie, HVO, fremstilles fra forskellige kilder – f.eks. spildolie, rapsolie, palmeolie og animalsk fedt. Hvilken af disse energikilder, der anvendes, har en meget stor indvirkning på den samlede reduktion af drivhusgasser. Sammenlignet med standarddiesel kan en optimal CO2-reduktion nå op på 90 pct. reduktion af CO2-udslippet.

Skal den fossile energi helt fortrænges fra transporten, kræver det imidlertid nye bæredygtige fossilfrie alternativer til benzin, diesel og flybrændstof.

De såkaldte Power2X-brændstoffer er flydende drivmidler, der kan fremstilles både af biomasse og syntetisk baseret på brint, som kan produceres med CO2-fri vind- eller solstrøm.

Syntetiske elektrofuels fremstilles ved, at el fra vindmøller og solceller omdannes til brint via elektrolyse. Den rene brint kombineres med CO2 indvundet fra industri eller biogas, og resultatet er et flydende brændstof, som er 100 procent CO2-neutralt.

I den danske Ingeniørforenings Energivision for 2050 indgår elektrofuels som en vigtig del af visionens beskrivelse af et fossilfrit dansk energisystem i 2050. Elektrofuels vil uden store problemer kunne integreres i den eksisterende transportinfrastruktur, tankstationer, lagre m.v.

Behov for rammer for udviklingen af Power2X

Problemet er at fremstillingsprocessen er energikrævende og dyr. Produktion i større skala kræver derfor, at fremstillingsprocessen kan indrettes på en måde, der balancerer den fossilfrie elproduktion. Forudsætningen er, at det vil være muligt at udnytte overskudsproduktion af strøm produceret af vindmøller eller solceller. I det ideale system vil Power2X således kunne fungere som den buffer for elproduktionen, der er så hårdt brug for i en situation, hvor vedvarende energi udgør en stadig større del af den samlede energiproduktion.

Der er også andre udfordringer. Hvis udviklingen skal fremmes, forudsætter det, at der allerede nu stilles tekniske krav til forbrændingsmotorer, om at de skal kunne køre på elektrofuel. En større flåde af lastvogne, skibe og fly med denne egenskab ville skabe et marked for ikke-fossile brændstoffer. Dermed vil der også være et økonomisk grundlag for de massive investeringer, der kræves til produktion af elektrofuels i større skala.

Møderne i Innovationsfondens klimaløsningspanel har betydet, at Innovationsfonden nu har et mere optimistisk syn på at elektrobrændstof ser ud til at kunne have betydelig effekt om ikke så mange år.

Rapporten viser, at det er transporten, der skal være med til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af brancher. Luftfartsbranchen i Danmark har det seneste års tid haft kig på netop elektrobrændstof som en mulig klimaløsning i en branche, der har en betydelig, negativ indvirkning på CO2-udledningen på verdensplan. Men det er tydeligt, at behovet for alternative, klimavenlige brændstoffer som elektrofuel i dag ikke kun er noget, der er interesse for i flybranchen, men kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen på tværs af transportsektoren.

Danmark har en unik position, hvor vi har satset på biogas, som kan bruges til at levere det kulstof, der skal bruges til elektrofuel, og samtidig har vi en eksisterende infrastruktur i form af et naturgasnet, som måske gør, at vi kan udvikle fremtidens klimavenlige brændstoffer og skabe en produktion, som andre ikke umiddelbart har mulighed for.

Det er afgørende, at Power2X får en central rolle i den handlingsplan, der skal sikre at Danmarks CO2-neutralitet i 2050.

Med jævne mellemrum bliver det diskuteret, om der er behov for at øge transparensen i EU’s institutioner og i Folketingets behandling af EU-sager. Hidtil har disse diskussioner dog ikke i Danmark afspejlet sig i præcise regler. Samtidig er den tidligere lov om offentlighed ikke kun i EU-sager, men i forvaltningen generelt, ændret således, at pressen og offentlighedens muligheder for at følge med i politiske- og forvaltningsmæssige processer er blevet forringet.

Andre EU-lande er imidlertid mere indstillet på åbenhed i forhold til offentligheden.

Italien
Den 12. februar 2020 blev det i Bruxelles oplyst, at den italienske EU-repræsentation fra 1. februar 2020 er begyndt at offentliggøre møder med lobbyister som led i et generelt forsøg på at øge transparensen. Italienerne vil fremover kun mødes med lobbyister, der er registreret i EU-Kommissionens lobbyregister.

Finland
Den finske EU-repræsentation har siden begyndelsen af 2019 offentliggjort EU-ambassadørens og hans næstkommanderendes møder med lobbyister.

Rumænien, Holland (og Irland)
I 2018 bad Corporate Europe Observatory, CEO, der arbejder for øget åbenhed, 19 EU-repræsentationer om oplysninger om deres møder med lobbyister.
På det tidspunkt var det kun Rumænien og Holland, der udleverede de ønskede oplysninger. Irland havde kun oplysninger om EU-ambassadørens møder med lobbyister. De øvrige EU-ambassader oplyste intet, havde ikke interne referater af sådanne møder og svarede end ikke på henvendelsen fra CEO.

25.000 lobbyister i Bruxelles
EU-landenes lukkethed er bemærkelsesværdig.

Bruxelles er efter Washington D.C., verdens næststørste lobbycenter.

Mindst 25.000 lobbyister er aktive i Bruxelles, hvor de hvert år bruger mindst 1,5 milliarder €.

Onsdag den 13. februar 2020 mødes Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet for at drøfte mulighederne for at styrke kravene til registrering af EU-lobbyister. Siden 2014 har EU-Kommissionen haft regler for, at Kommissærerne, deres kabinetter og Generaldirektørerne kun måtte mødes med registrerede lobbyister, og sådanne møder skulle registreres online.

EU-Parlamentet har ligeledes den 31. januar 2020 vedtaget regler om at rapportører og udvalgsformænd skulle oplyse online om lobby-møder.

Det, der drøftes, er den præcise definition af lobbybegrebet og behovet for, at reglerne for lobbyvirksomhed i EU bliver overvåget af en uafhængig instans.

EU-medlemslandene har altså fortsat ikke fælles regler, der sikrer transparens i lobbyvirksomheden.

Erfaringer i USA
I Washington D.C. skal alle lobbyister og lobbyvirksomheder registreres i et offentligt register.

Alle bidragsydere, beløb, aktiviteter og ansatte skal indberettes og oplysningerne er tilgængelige på internettet. Overtrædelse af lobbyreglerne kan koste en bøde på op til 200.000 dollars og fængsel i op til fem år. Reglerne er fastlagt i Lobbying Disclosure Act, der oprindelig blev vedtaget i 1995, men siden er ændret et antal gange.
Ifølge loven skal alle lobbyvirksomheder fire gange årligt aflægge rapport til Kongressen, herunder oplysninger om klienter, der bruger over 5.000 dollars i kvartalet, hvilke sager de arbejder med, og om beløbenes størrelse. Hertil kommer forbud for politikere om at tage imod gaver af enhver art fra private og regler for finansiering af valgkampagner.
Der er desuden særlige krav til øremærkede bevillinger, det vil sige når penge er afsat til lokale projekter som del af en større lovpakke.

Karantæneperioden før man går gennem ”svingdøren” og skifter job fra politiker til lobbyist er fastsat til to år for medlemmer af Senatet.

Også diskussion i USA
Systemet i USA er ikke perfekt og giver til stadighed anledning til diskussion og krav om forbedringer. Det er Kongressens egne komiteer og administrative enheder, som står for at indsamle oplysningerne og fortoke reglerne, og de har ikke altid de nødvendige ressourcer.

Udover kravet om registrering af lobbyister i forhold til den amerikanske Kongres er det i USA et lovkrav, at lobbyister, der i USA arbejder for udenlandske regeringer m.v., har pligt til at lade sig registrere i det amerikanske Justitsministerium, som offentliggør halvårlige beretninger om de registrerede lobbyaktiviteter.

Den amerikanske centralbankdirektør Jerome Powell fortalte tirsdag den 11. februar 2020 finansudvalget i Repræsentanternes Hus, at efter Federal reserves opfattelse, var den amerikanske økonomi i god gænge, selvom han gav udtryk for at Coronavirussen kunne udgøre en potentiel trussel. Powell udtrykte også bekymring budgetunderskuddet betydning for den amerikanske økonomi på længere sigt.

Høringen i Finansudvalget fandt sted i anledning af Centralbankens halvårlige pengepolitiske rapport.

Det fremgik, at den amerikanske økonomi nu på 11. år var i en rekordlang vækstperiode, og Powell så ingen grund til at væksten ikke kunne fortsætte. Det nuværende renteniveau på 1,5 – 1,75 pct. var passende til at understøtte en kontrolleret vækst.

Virus-udbruddet ville givet påvirke økonomien i Kina og dets nære naboer og handelspartnere, og USA ville sandsynligvis også komme til at mærke effekter. Powell sagde, at det blev overvejet, om der vil være tale om varige virkninger, som bør føre til revurdering af de økonomiske udsigter, men det er alt for tidligt at konkludere på det spørgsmål.

Udvalgsmedlemmerne stillede spørgsmål til Powell om alt fra Fed’s interventioner på pengemarkedet, til klima og finansiering af rumforskning.

Centralbankchefen gentog, at bekæmpelse af klimaændringer ikke var Centralbankens opgave, men hørte under andre myndigheder. Centralbanken havde dog til opgave at sikre, at ekstreme vejrbegivenheder ikke destabiliserede det økonomiske system.

Jerome Powell gled generelt af på mere partipolitiske spørgsmål, men svarede dog på et spørgsmål om Donald Trumps økonomiske politik og handelsaftaler, at de bidrog til at holde den økonomiske aktivitet på et højt niveau.

Powell havde dog også en dæmpet advarsel om det voksende føderale underskud, der i 2020 ville nå op på tusind milliarder dollars, delvist som følge af skattelettelserne.

Jerome Powell bemærkede, at det stærkere arbejdsmarked havde gjort arbejdsgiverne mere villige til at ansætte folk med færre kompetencer og til at uddanne dem. Han bemærkede samtidig, at der fortsat var behov for at fokusere på arbejdsudbud og produktivitet.

Den samlede inflation baseret på forbrugerprisindekset var 1,6 pct. i 2019 og dermed noget under Centralbankens målsætning på 2 pct. Powell forventede, at inflationsraten i de kommende måneder ville nærme sig målsætningen.

Under høringen i Repræsentanternes Hus tilkendegav Trump på Twitter, at han mente at Centralbankens renteniveau var for højt, når konkurrenter havde negative renter. Den stærke dollarkurs var til ugunst for amerikansk eksport.