I en artikel i Berlingske Tidende rekapituleres hvordan landets nyudnævnte rigspolitichef, Thorkild Fogde, i sin tid som politidirektør i Københavns Politi spillede en rolle i det uskønne forløb om Tibetsagen, hvor dansk politi skærmede politiske besøg fra Kina mellem 2012 og 2014 fra at se demonstranter med tibetanske flag.

Thorkild Fogde blev først politidirektør i Københavns Politi i 2013 efter det omstridte besøg fra Kina i 2012, og det var Thorkild Fogde, som personligt ringede til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at anmelde Tibetsagen i 2015.

Men under Tibetkommissionens behandling af sagen kom det frem, at han som politidirektør tilsyneladende også bar en del af ansvaret for, at Københavns Politi kun fodslæbende udleverede centrale oplysninger i sagen.

”Tag flaget fra dem,” lyder det på en optagelse fra politiets radiokommunikation under et af besøgene, hvor vidner fortalte om betjente, som rev tibetanske flag ud af hænderne på fredelige demonstranter i 2012.

En optagelse, som offentligheden først fik lov til at høre flere år senere, efter at Folketingets Retsudvalg fejlagtigt havde fået et officielt svar om, at Københavns Politi ikke havde givet en sådan ordre.

Da Thorkild Fogde afgav forklaring under Tibetkommissionens første undersøgelse af sagen, beklagede han, at oplysningen om politiets ordre kom frem så sent.

”Jeg tror, at der kan gøres noget her. Måske er det forkert at have klagesager fordelt på forskellige myndigheder. Måske skal en myndighed på et tidligere tidspunkt have mulighed for et overblik tidligere i sagen,” sagde Thorkild Fogde ifølge DR.

Tibetkommissionen færdiggjorde en omfattende rapport om sagen i december 2017 uden at rette kritik mod Thorkild Fogde.

I sommeren 2018 blev kommissionen dog genåbnet. Det skete blandt andet efter historier i DR om, at kommissionen langtfra havde fået udleveret alt tilgængeligt materiale fra politi og ministerier. Og efter Berlingskes afsløring af, at danske politifolk havde skærmet politiske besøg fra Kina helt siden 1995 – og altså ikke kun under to specifikke besøg i 2012 og 2014.

Redegørelsen fra den nye Tibetkommission er stadig undervejs.

Hvorfor er Tibet-sagen ikke afsluttet?

Det har givet anledning til undren, at det ikke har været muligt at få Tibet-sagen afsluttet og ansvaret for krænkelserne af Grundloven placeret. Selv flere år med en konservativ justitsminister hr ikke kastet lys over mysteriet.

I en stadig læseværdig artikel i Altinget fra marts 2015 omtales problemerne i centraladministrationen og den manglende tillid til embedsmænd og myndigheder. Artiklen omtaler også de forventninger, der dengang var til den nye formand for Det Konservative Folkeparti:

”Mon ikke vi også snart hører de Konservatives Søren Pape Poulsen, tidligere Viborg-borgmester, i samme kor? Pape har endnu ikke på egen krop mærket systemets servicepakke over for en minister og vil nemmere end mere erfaringsbegunstigede kolleger undrende kunne finde på at spørge, hvad centraladministrationens mange tjenere dog får tiden til at gå med. Samtidig har han ved selvsyn oplevet urimelig statslig indblanding i stort og småt ude lokalt. Afbureaukratisering er en klassisk konservativ mærkesag, én af Poul Schlüters slagvarer i firserne og senest relanceret i Lene Espersens tid.

De politikere, der taler dunder mod new public management, embedsmandsvælde og McKinsey-konsulenter, vil kunne hente stemmer; en oplagt mulighed for Papes succeshungrende parti. Kritikken mod djøfiseringen i centraladministrativ forklædning har – delvist takket være embedsværket selv – et større vælgerpublikum end længe set.”

Søren Pape Poulsen har i mellemtiden fået ministererfaring som justitsminister, og vi begynder så småt at undre os over, hvad Søren Pape Poulsen egentlig fik udrettet i Justitsministeriet.

Lov og orden og en konservativ justitsminister

Som justitsminister talte han truende om bandepakker, burkaforbud, udvisninger og hårdere straffe, men i realiteten var han kørt fast.

Justitsministerens håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.

På den anden side kan det ikke forventes, at en speditør fra Bjerringbro kan overtrumfe ”Deep State-elementerne” i Justitsministeriet.

Det samlede dødstal efter flere dages gadekampe i New Delhi i Indien har rundet 24 personer mens 189 personer er meldt kvæstet. I flere kvarterer er muslimer drevet på flugt fra deres hjem, som efterfølgende er blevet plyndret, ligesom flere moskeer er ødelagt efter angreb af horder af hinduer.

Baggrunden for optøjerne

Optøjerne brød ud søndag, da muslimer i forbindelse med en protestaktion havde blokeret en vej. Muslimerne protesterede mod en ny tilføjelse til loven om indfødsret. Lovændringen gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse p.g.a. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mener at loven er en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer. Siden lovens vedtagelse i december, har der udover Indien været uroligheder, som altså søndag eskalerede i Delhi.

Fik ikke lov at forstyrre Donald Trumps besøg

De voldsomme optøjer kom for Modi-regeringen meget ubelejligt midt under den amerikanske præsidents stort anlagte statsbesøg. Så snart Donald Trump tirsdag aften havde forladt landet, indførte den for New Delhi ansvarlige minister udgangsforbud i byen.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

På mange måder er Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne, underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v.

Den i december 2019 vedtagne tilføjelse til den indiske indfødsretslov, der har været den direkte anledning til de voldelige sammenstød mellem hinduer og muslimer, må ses som en klar indrømmelse til den hindunationalistiske fløj i Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, regeringspartiet BJP.

Den klare hindunationalistiske udvikling i Indien, er formentlig en væsentlig årsag til, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda og IS.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er, om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Udover ændringen i indfødsretsloven kunne det betyde en revidering af den i princippet sekulære indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Miljøminister Dan Jørgensen har benyttet den mest regnfulde måned i mands minde til den 25. februar 2020 at udsende en pressemeddelelse om, at Danmark nu skal klimasikres bedre.

Man må forstå, at kommunerne har været fodslæbende og nølende med at klimasikre deres borgere. Fremover skal vandselskaberne – og dermed forbrugerne – stå for hele finansieringen af regnvandsprojekter – uanset om de gennemføres over jorden eller som udvidelser af det underjordiske kloaksystem.

De nuværende regler fra 2016 foreskriver, at klimatilpasningsprojekter over jorden skal have en kommunal medfinansiering på 25 pct. Det har i praksis medført færre projekter, fordi kommunerne har skullet indpasse projekterne under kommunernes anlægsloft, som regeringen har holdt i kort snor.

Det betyder, at vandselskaberne har været nødt til at lave de dyrere projekter under jorden, som de har kunnet gennemføre alene.

Vandforbrugerne får hele regningen

Med de nye regler vil Dan Jørgensen give vandselskaberne bedre mulighed for også at gennemføre regnvandsprojekter over jorden uden finansiering fra kommunerne. Selvom alle udgifter nu skal afholdes af vandforbrugerne, mener Dan Jørgensen, at det vil sætte fart i regnvands- og klimasikring.

I betragtning af at sagesløse danskere hvert år har udgifter på mange milliarder til vand, er det bekymrende, at der nu væltes flere udgifter over på de sagesløse vandforbrugere.

Høje vandpriser

Den groteske situation kan illustreres med forholdene i Gentofte, der i øjeblikket er i vælten i debatten om kommunal udligning.

Prisen for vand og spildevand i Gentofte er steg i 2017 med 5,25 kr./ m3 inklusive moms til 61,90 kr./m3, hvor momsen udgjorde 12,38 kr.

For en parcelhusejer med et meget moderat forbrug på 120 m3 årligt, betød det en samlet regning på 7.428 kr. til Nordvand.

Det bemærkes, at vandprisen varierer meget – der er kommuner, hvor vandet er billigere, men der er også mange kommuner, hvor udgiften er væsentlig højere.

Fra juli 2017 indgik Gentoftes vandselskab Nordvand i Novafos, der er et vand- og spildevandsselskab ejet af Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner.

I 2018 faldt vandprisen i Gentofte til 49,85 kr./m3, men steg igen i 2019 til 54,00 kr.

I 2020 er taksten på 49,30 kr. /m3. Prisen fremkommer som summen af vandprisen på 20,05 kr., afledningen af spildevand på 29,25 kr., grøn statsafgift på 6,37 kr. og moms på 9,86 kr.

De høje, men svingende priser har flere årsager:

Gentofte Kommune betaler vejafvandingsbidrag, der kan svinge. Vejafvandingsbidrag er det beløb, Gentofte Kommune betaler til Novafos for, at regnvandet fra kommunens veje bliver transporteret i Novafos´ afløbssystem. Spørgsmålet er om de reelle omkostninger i forbindelse med vejafvandingen i Gentofte konteres rigtigt? Vandmængden fra vejene tegner sig for 33 pct. af afvandingen, og en væsentlig del af udgifterne afholdes af vandforsyningen og ikke af de pågældende kommuner.

Ejere af ejendomme i Gentofte Kommune kan efter ansøgning få tilbagebetalt en del af tilslutningsbidraget til afløbssystemet, hvis de etablerer faskiner m.v. Disse tilbagebetalinger påvirker ligeledes vandprisen.

Politiske forhandlinger

Miljøminister Dan Jørgensens udspil om at vælte omkostningerne over på de sagesløse vandforbrugere skal forhandles i kredsen af partier bag den nuværende vandlovgivning.

Problemerne med stigende vandmængder og oversvømmelser efter massiv regn er næppe løst med regeringens udspil, men det vil være naturligt at inddrage en række andre spørgsmål i de politiske forhandlinger, der indledes torsdag den 27. februar 2020:

Hvorfor skal der betales moms af en statsafgift?

Ledningsført vand er af helt uransagelige grunde pålagt en statsafgift på 6,37 kr. pr. m3. Vand er desuden pålagt den sædvanlige moms på 25 pct. der endog beregnes af statsafgiften.

Hvis vandprisen skal nedsættes, skal momsen ubetinget fjernes. Vandprisen burde alene indeholde elementer, der er nødvendige for håndtering af vand. Statsafgiften og drikkevandsafgiften skal ligeledes væk.

De såkaldte grønne afgifter blev begrundet i at beskytte vores ressourcer af grund- og drikkevand. De aktuelle ekstreme regnmængder øger grundvandsdannelsen, og der er absolut ikke mangel på rent drikkevand.

Kan de store anlægsudgifter begrænses?

I mange områder er man i fuld gang med udskiftning af drikkevandsledningsnettet. Spørgsmålet er om udskiftningen af den yngre del af ledningsnettet ikke bør udsættes og erstattes af levetidsforlængende tiltag. Det må ikke glemmes, at renter og afdrag på anlægsudgifterne fuldt ud overvæltes i vandpriserne.

Dan Jørgensens forslag om vandselskabernes fulde finansiering af klimatilpasningsprojekter har til formål at øge anlægsaktiviteten. Man må betvivle, at forsyningsselskabernes bestyrelser formår at tøjle selskabernes umådeligt anlægslystne ingeniører, som har ubegrænset kredit til rådighed.

Vejafvandingen

I en række kommuner kan der være behov for, at de reelle omkostninger i forbindelse med vejafvandingen konteres rigtigt. Denne vandmængde tegner sig for en stor del af afvandingen, og en væsentlig del af udgifterne afholdes af vandforsyningen og ikke af de pågældende kommuner.

Omkostningerne ved rensningsanlæg

I mange kommuner gennemføres der ganske ambitiøse klimatilpasningsprojekter, der med separering af vandet betyder reduceret tilførsel af vand til de store rensningsanlæg. Vandforbrugerne – der jo betaler projekterne – bør også få det fulde udbytte i form af reduceret udledningsafgift til renseanlæggene.

Kontrollen med vandforsyningsselskaberne

Endelig har vandforbrugerne i årevis været belastet af grønne statslige vandafgifter angiveligt for at animere til vandbesparelser. Spørgsmålet er om vandforsyningsselskaberne har tilstrækkelige incitamenter til at begrænse lækagetab og udgifter til reparation af ledningsbrud? Her er der måske behov for at kritiske vandforbrugere er mere aktive.

Hvad har regeringen gjort for at mindske afgifterne på vand?

Statsafgiften på ledningsført vand er på godt 1.700 mio. kr. Momsprovenuet på vand udgør omkring 2.500 mio. kr. og i 2020 vil staten dermed tjene over 4,2 mia. kr. på danskernes vandforbrug.

Statsminister Mette Frederiksen skriver i et debatindlæg i netmediet Altinget, at vi skal finde den rigtige balance mellem urørt skov og blomsterenge og så de veje, broer, byer og landbrug, som vi også har brug for. Så sandt, så sandt.

Statsministeren oplyser, at den helt nye liste over truede arter (Rødlisten) viser, at danske dyre-, plante- og svampearter ikke har fået det bedre de seneste ti år.
I Den danske Rødliste 2019, der netop den 14. januar 2020 er offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019. En statistisk test af dette fald viser, at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Statsministeren har ret i, at – bortset fra guldsmedene – har de danske rødlistearter ikke fået det bedre i de sidste 10 år.

Ikke nok med blomsterenge og urørt skov
Forskerne anfører, at hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen.

Mangel på store lorte
Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller det forskerne bramfrit betegner som – ja som lort!

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte”, er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men dyrenes ekskrementer er et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab. Ifølge forskerne mangler der simpelthen “store lorte”!

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet.
En del biller har også specialiseret sig livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste og den er truet.

Trusler mod store lorte
Lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Ifølge forskerne mangler der altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Kvaliteten af lorten er også en udfordring – især hvad angår ormemidler, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Torsdag den 20. februar 2020 fremlagde A.P. Møller Mærsk årsregnskabet for 2019. Selskabet oplyser selv, at 2019 blev mere lønsom trods “udfordrende markedsvilkår”.

På bundlinjen ser det dog ikke voldsomt opløftende ud for Mærsk, da selskabet lander et underskud på knap 300 millioner kr. på de fortsættende aktiviteter.

Til sammenligning var underskuddet i 2018 på næsten en milliard kroner på de forsættende aktiviteter. Tilbage i 2017 var underskuddet omkring 300 millioner kroner større.

Af regnskabet fremgår, at underskuddet efter skat i 2019 var på knap 300 millioner kr. (44 millioner USD). “Driftsoverskuddet” var på knap 39 mia. kr. (5.712 millioner USD). Nedskrivninger/afskrivninger mv. var på godt 29 mia. kr. (4.287 millioner USD). Renter mv. kostede kanp 5,2 mia. kr. (758 millioner USD). Skat var på godt 3,1 mia. kr. (458 millioner USD). Endelig var der tab på godt 3,7 mia. kr. (553 millioner USD) på lukkede/solgte forretninger.

A.P. Møller Mærsk lægger ikke skjul på, at man er bekymret for konsekvenserne af årets udbrud af Coronavirus (COVID-19) i Kina og som efterfølgende er spredt til en lang række lande.

Underskudsforretningen A.P. Møller – Mærsk

De senere års underskud er ikke hvad aktionærerne har været vant til at høre fra Esplanaden. Men Mærsk-salget af olieforretningen til franske Total den 21. august 2017 markerede afslutningen på en epoke, hvor Maersk Oil gik fra bogstaveligt talt at vide ingenting om olie til at blive blandt de førende inden for innovative metoder til at hente en større del af ressourcerne op fra hvert felt.

Erfaringerne gjorde Maersk Oil i stand til at byde på lukrative oliefelter i blandt andet Algier og Qatar og udnytte restforekomster i felter, som andre selskaber havde opgivet.

Allerede da Maersk Oil en mandag aften den 27. juni 2016 i en pressemeddelelse meddelte, at selskabet havde mistet en gigantisk olieaftale i Qatar, var mange trofaste Mærsk-støtter klar over, at en æra var slut.

Qatar Petroleum fravalgte efter 24 års samarbejde Maersk Olie som operatør på det store Al-Shaheen felt, der tegner sig for 40 pct. af Qatars samlede olieproduktion. Samtidig var kursen på A.P. Møller – Maersk aktierne i nærmest frit fald på Københavns Fondsbørs.

Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning er kommet fra Al-Shaheen-feltet i Qatar!

Maersk havde ellers sat alt ind på at bevare kontrakten, herunder mobilisering af regering og kongehus! Udenrigsminister Kristian Jensen besøgte i januar 2016 den kontroversielle ørkenstat, Qatar og i marts 2016 besøgte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen Qatars hovedstad, Doha.

Alt var forgæves, og vi kan konstatere, at indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, ikke bar frugt.

Qatar-meddelelsen kom ikke uventet. Sct. Hans-aften den 23. juni 2016 meddelte Esplanaden, at den hidtidige administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, nu var fortid i Mærsk Gruppen. Han blev erstattet af Søren Skou, der hidtil havde været topchef i Maersk Line.

Syvtakket nedtur

Nedturen for A.P. Møller – Mærsk, der blev stiftet i 1904, blev synlig for alle, allerede da koncernen fredag den 23. oktober 2015 måtte nedjustere årets forventninger med 4 mia. kr. Den daværende Maersk-chef, Nils Smedegaard Andersen, måtte beklage at Mærsk-gruppen pludselig nedjusterede det forventede resultat for 2015. Forklaringen lød, at det hovedsageligt var ruten Asien-Europa, der voldte containerrederiet vanskeligheder.

Esplanadens nedtur

Mærsk røg ud af listen over verdens mest værdifulde brands, som bl.a. omfatter Lego. Den syvtakkede stjerne på Esplanaden er heller ikke længere landets mest værdifulde selskab. I dag er Ørsted og Novo langt mere værd end Mærsk. Udviklingen er kommet som en grim overraskelse for mange private investorer, der er vokset op med: Hvad Mærsk gør, er altid det rigtige. Der har været en opfattelse af, at Mærsk med den velkendte rettidige omhu nærmest var garant for, at indtjeningen år efter år efter år steg. Investorerne må nu erkende, at det ikke er det, vi har set de seneste år. Spørgsmålet er om vi nogensinde vil se det igen.

Hvordan kunne det gå så galt?

De ekstremt svære markedsforhold – særligt på containermarkedet – har hæmmet indtjeningen og begrænset væksten i de senere år. Men det er især udviklingen i Maersk Oil – Mærsk Olie og Gas, der har bekymret. Selskabet, der fra slutningen af 90’erne har sikret indtjeningen i Maersk-koncernen, har siden 2004 ikke klaret sig godt i den generelt vanskelige situation på de internationale oliemarkeder.

Men før nedturen havde Mærsk Olie og Gas udviklet sig til koncernens guldæg. Det skyldes ikke mindst selskabets fremragende ledelse. Formand var den legendariske skibsreder Ib Kruse, men den tekniske side af selskabet stod ingeniørerne Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink for.

Kjeld Fjeldgaard

Kjeld Fjeldgaard var født i Dronninglund, blev i 1971 teknikumingeniør fra Aalborg Teknikum og blev året efter ansat i det A.P. Møller-styrede Dansk Undergrunds Consortium – samarbejdsorganet, som A.P. Møller etablerede sammen med Shell og Chevron Texaco i forbindelse med erhvervelsen af eneretten til olie i den danske undergrund i 1962. Efter korte udstationeringer hos Gulf og Chevron blev Kjeld Fjeldgaard i 1972 ansat i Maersk Olie og Gas, hvor han levede hele sit operationelle arbejdsliv. Han var en detaljernes mand, der vidste alt om de yderst tekniske problemstillinger omkring olieboringer, hvilket var en egenskab, Mærsk Mc-Kinney Møller værdsatte.

I 1994 blev han udnævnt til øverste chef inden for Mærsk Olie og Gas, en indflydelsesrig stilling, der gjorde ham kendt som Mr. Oil i både ind- og udland, ligesom han i 2001 takket være Mærsk Mc-Kinney Møller, men på trods af modstand fra den administrerende direktør Jess Søderberg, opnåede at blive partner i A.P. Møller-koncernen, men ikke ”skibsreder”.

Kjeld Fjeldgaard havde en enestående viden om olie samt en særlig næse for olieforretninger. Men han var også kendt for en stærk vilje og en egenrådig facon, der skabte problemer i forhold til Mærsk-koncernens administrerende direktør Jess Søderberg.

Stadig mener man i branchen, at det er Kjeld Fjeldgaards dygtige ledelse af Mærsk Olie og Gas, der er en medvirkende faktor til, at den danske olieproduktion blev så høj. Fra 1994 var Kjeld Fjeldgaard via sin facon, sin stilling og ikke mindst de økonomiske resultater en af de mest magtfulde personer i hele koncernen. I den brede offentlighed havde han holdt en udpræget lav profil, men ingen med det mindste kendskab til forholdene på Esplanaden kunne dog være i tvivl om, hvem der herskede i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil.

Ligesom han holdt sig ude af offentlighedens søgelys, blandede Kjeld Fjeldgaard sig heller ikke med cheferne for de øvrige forretningsområder i A.P. Møller. Selv om Mærsk Olie og Gas havde til huse i det samme hovedkvarter, var det i Fjeldgaards regime lukket land set i forhold til resten af koncernen og dens ledelse. Når A.P. Møller indførte et nyt it-system i hele selskabet, måtte det ikke bruges i Mærsk Olie og Gas. Ikke fordi det ikke kunne overføres til olieindustrien, eller fordi det var for dyrt. Men alene fordi Kjeld Fjeldgaard ikke ville have det. Oliechefens stil irriterede den administrerende direktør Jess Søderberg voldsomt. Han var langtfra som Mærsk Mc-Kinney Møller overbevist om Kjeld Fjeldgaards kvaliteter, og han var nervøs for, at den enerådende Kjeld Fjeldgaard skulle blive en ustyrlig medspiller (og konkurrent) på holdet.

Jep Brink

Ingeniøren Jep Brink var sammen med Fjeldgaard hovedarkitekten bag A.P. Møller-Mærsks mest indbringende forretningsområde. Han stod i årtier i spidsen for den tekniske side af Mærsk Olie og Gas’ udvikling, der gjorde olieforretningen til det mest givtige område i A.P. Møller-Mærsk. Jep Brink kom til Mærsk i 1979 som projektingeniør og arbejdede sig op i hierarkiet samtidig med, at Mærsk Olie og Gas’ forretning i den danske del af Nordsøen voksede takket være teknologiske landvindinger.

Den ekspertise har blandt andet gjorde det bl.a. muligt at gå på oliejagt i Qatar, der udviklede sig til olieforretningens helt store indsatsområde.

Da Kjeld Fjeldgaard blev fyret i 2004, tog skibsreder Thomas Thune Andersen og Jep Brink over. I 2009 var det slut for Thomas Thune Andersen i Maersk Oil, der blev erstattet af Jakob Thomasen.

I april 2009 overtog Jep Brink jobbet som øverste ansvarlige for operationen i Qatar, med begrundelsen, at han skulle være med til at videreudvikle virksomheden “i erkendelse af Qatar’s betydning for Maersk Oil”.

“Ved at ændre vores organisation vil vi være i stand til at fortsætte med at vokse til en ægte international virksomhed, og samtidig opretholde den høje standard, der gør os til en attraktiv partner for olieselskaber og de olieproducerende lande i verden at gøre forretninger med”, forklarede Thomas Thune Andersen dengang.

Allerede året efter i 2010 var både Thomas Thune Andersen og Jep Brink historie i Maersk Oil.

“Det er sket efter fælles forståelse og i lyset af, at kravene til jobbet som øverste ansvarlige i Qatar har ændret sig. Vi er i en situation, hvor vi har passeret den yderst komplicerede tekniske fase (alle installationer/konstruktioner er på plads), og vi står nu foran en fase med masser af kommunikation og synligt lederskab,” skriver den nye chef for Mærsk Olie og Gas, Jakob Thomasen, i en mail til borsen.dk.

Jep Brinks diskrete exit i forhold til offentligheden passede fint overens med hans diskrete facon i sine mange år hos Mærsk Olie og Gas. Kun yderst sjældent har han stået frem med en kommentar til selskabets udvikling på trods af, at han var næstkommanderende i mange år under Kjeld Fjeldgaard, og var kendt for sin store tekniske ekspertise.

De afgørende begivenheder, der indledte nedturen, indtraf i 2004.

Den aldrende skibsreder og erhvervsmyte Mærsk Mc-Kinney Møller havde i slutningen af 2003 overladt sin post som formand for kæmpekoncernen til Topdanmark-bossen Michael Pram Rasmussen, og det varede ikke længe før der var ballade på broen.

Den ny formand og koncernchef Jess Søderberg går straks fra begyndelsen godt i spænd. På mange områder har Michael Pram Rasmussen og Jess Søderberg mere ensartede holdninger, end det var tilfældet med Mærsk Mc-Kinney Møller. Det gælder blandt andet Jess Søderbergs ønske om i højere grad at få A.P. Møller-koncernens mange milliarder kroner ud at arbejde. Men det gælder også synet på de rette værdier hos medarbejderne.

Her tænker Jess Søderberg først og fremmest på oliemanden Kjeld Fjeldgaard, der trods overskud i både 2002 og 2003 på mellem seks og syv milliarder kroner med sin enerådende stil er en torn i øjet på en topchef, der efter mange år i Mærsk Mc-Kinney Møllers skygge nu har behov for at demonstrere sin styrke.

Selvom Jess Søderberg og andre på Esplanaden var mere end godt tilfreds med den nye Nordsø-aftale, Mærsk Olie og Gas i 2003 havde opnået med den borgerlige regering, så havde utilfredsheden med Kjeld Fjeldgaard nået sit højdepunkt, og det sagde ikke så lidt om et forhold, der var gået fra slemt til værre.

Det var godt to og et halvt år siden, Søderberg fortalte sine nærmeste medarbejdere om sin holdning til Mærsk Mc-Kinney Møllers planer om at gøre oliemanden Kjeld Fjeldgaard til skibsreder: ”Over my dead body”, lød Jess Søderbergs kommentar dengang.

Kjeld Fjeldgaards største problem er, at han ikke er på Jess Søderbergs hold. Og det problem bliver ikke mindre, da hans beskytter og fortrolige, Mærsk Mc-Kinney Møller, ikke længere besidder hverken det daglige ansvar eller formandskabet for koncernen.

Den 2. juni 2004 er det slut for Kjeld Fjeldgaard efter mere end 30 år i A.P. Møller. Ukendt af den store offentlighed, men en af de vægtigste chefer på Esplanaden og dermed en af de mest indflydelsesrige erhvervsledere i landet. Fyret på gråt papir.

”Grundet divergerende opfattelser med hensyn til ledelse fratræder Kjeld Fjeldgaard”, hedder det i den højst usædvanlige pressemeddelelse fra A.P. Møller.

Søderbergs ansvar

I det hele taget bliver 2004 ledelsesmæssigt et svært år for Jess Søderberg. Selvom Jess Søderberg siden 1993 på papiret har været administrerende direktør, er det første gang han er alene på broen imellem et formandsskifte. Mærsk Mc-Kinney Møller har sluppet formandstøjlerne i december 2003, men den nye formand Michael Pram Rasmussen har endnu ikke fået sat sig så tilstrækkelig tungt i formandsstolen, at han er det forventede stærke modspil til Jess Søderberg.

I 2004 endte alle problemerne på Jess Søderbergs skuldre. Ledelsesmæssigt løb situationen flere gange løbsk for ham, og udover den katastrofale fyring af Kjeld Fjeldgaard kostede det overraskende brud med en række nøglemedarbejdere på Eplanaden.

Også i andre grene af den vidtspændende koncern er der opbrud i 2004 og begyndelsen af 2005. Således udskiftes en stor del af ledelsen i den engelske afdeling, Maersk UK. Direktørerne Michael Hassing, Lene Skole og Lars Vang Christensen forlader efter mange år A.P. Møller for at søge nye græsgange.

Mærsk Mc-Kinney Møller bliver rasende over afskedigelsen af værdifulde medarbejdere, der sker uden Mc-Kinney Møllers vidende. Den officielle forklaring lyder, at man ønsker yngre kræfter. Sandheden er snarere, at der ikke længere er plads til folk, som ikke spiller godt sammen med Jess Søderberg.

”I betragtning af at ledergruppen tæller mere end 100 mennesker, er ændringer i ledelsen ikke en stor sag. Der sker ændringer hen ad vejen. Det er et driftigt foretagende, hvor der skiftes ud. Også fordi nogle har besluttet, at de vil noget helt andet”, udtaler Jess Søderberg.

Tabet af ledelseskraft i A.P. Møller – Mærsk lader sig ikke vurdere, men på olie/gas-området er realiteten, at efter fyringen af Kjeld Fjeldgaard i 2004 lykkedes det aldrig Jess Søderberg eller hans efterfølgere at få hverken de strategiske eller tekniske ledelsesforhold i Mærsk Olie og Gas/Maersk Oil op på samme niveau, som i storhedstiden under Ib Kruse, Kjeld Fjeldgaard og Jep Brink.

Slutspil

I 2007 var det slut. Efter 37 års ansættelse hvoraf de 14 af dem blev aftjent som øverste chef og skibsreder, blev Jess Søderberg afskediget uden et ord som tak fra Mærsk McKinney Møller, som han havde arbejdet tæt sammen med gennem årerne.

Jess Søderbergs efterfølger, Nils Smedegaard Andersen, havde siden 2001 været administrerende direktør for Carlsberg Breweries A/S. I 2005 blev han medlem af bestyrelsen i A.P. Møller – Mærsk, og fra 1. december 2007 administrerende direktør frem til 1. juli 2016, hvor han afløses af Søren Skou.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at ”A.P. Møller – Mærsk A/S (A.P. Moller – Maersk) has today signed an agreement to sell Mærsk Olie og Gas A/S (Maersk Oil) to Total S.A (Total) for USD 7.45bn in a combined share and debt transaction”.

Containertrafikken

At containertrafikken mellem Asien og Europa negativt har påvirket Maersk er ikke overraskende. Stagnerende økonomi i Kina og andre asiatiske lande og tilsvarende lav vækst i Europa må nødvendigvis gøre ondt. Den kinesiske eksport har været faldende, industriproduktionen nedadgående og de økonomiske vækstrater i Kina har ligget under det forventede niveau. Resultatet var, at containermarkedet blev ramt af de laveste rater nogensinde.

I september 2018 blev det oplyst, at Marsk Line og Damco samlet ville blive markedsført under navnet Maersk.

Transformationen af Maersk og omstillingen af containerindustrien i det hele taget går så stærkt, at det er svært for ledelsen af verdens største linjerederi at sætte navn på, hvem det er, man konkurrerer med om bare tre-fire år. “Det kan vi ikke sige,” lyder svaret fra ledelsen.

For selvom Maersk reelt har lagt olieforretningen bag sig, er den fremtidige virksomhed forankret i transport af containere på mange måder kun lige begyndt at tegne sig.

I dag er der ikke så meget tvivl om, at de store konkurrenter er franske CMA CGM, tyske Hapag-Lloyd, kinesiske Cosco, og italienske MSC, som også er alliancepartner i 2M.

Situationen for Maersk kan betegnes som en virksomhed “i proces”, og hvor indlemmelsen af Damco under Maersk kun er den seneste, omend meget store brik i det organisatoriske spil.

Forventningerne er store

18.000 medarbejdere har været involveret i den seneste reorganisering, som blev skudt i gang i september 2018, da det blev meldt ud, at Damco ikke skulle være et selvstændigt brand – på nær lige spedition under luft- og søfragt.

Alle medarbejdere har fået en eller anden form for ny rolle i det, Maersk kalder den største reorganisering

Så hvor er det, at fremtidens forretning skal komme fra? E2E, end-to-end, lyder svaret fra Maersk. Maersk vil trække mere forretning ud af alle de små og store led, der er, fra en bonde i Chile høster sine avokadoer, til de ligger i Netto eller Aldi.

“Der er en forretnings-opportunity i alle led,” er mantraet.

Sådan har det nu været længe, hvor Maersk i årevis under sloganet “Lifting Global Trade” har fortalt historien om den halvmodne avokados vej ind i en kølecontainer, den kontrollerede modning på et skib over Atlanten til kundernes fingertrykafprøvning i et supermarked i Europa

Det nye er, at alle led samles i en og samme forretning og sælges under Maersk-brandet, som ikke mindst er kendt, fordi rederiet Maersk Line sidder på en femtedel af det globale containermarked. Udover alle led og opgaver som transport, opbevaring og toldbehandling har Maersk på det seneste koblet services som finansiering og forsikring oveni.

Maersk er godt med i hele værdikæden for de “almindelige” containere, så der, hvor der for alvor skal sættes ind med ressourcer, er reefer-området, hvor Maersk har en endnu større global markedsandel. Reeferne, kølecontainerne, er meget mere lukrative, og med købet af Hamburg Süd er Maersk kun blevet endnu stærkere på frugt- og grønt-ruterne fra Sydamerika.

Gode kort på hånden

Man kan således ikke sige, at Maersk sidder med forkerte kort på hånden. Tværtimod, og derfor kan det synes paradoksalt, at virksomheden – efter forholdsvis vellykket at have solgt olien fra og skåret forretningen ind til containertransport – ikke kan præstere regnskaber med overskud.

Udfordringen er, at Maersk ikke er det eneste af de traditionelle containerrederier, der er i færd med en proces, som skal brede forretningen ud, så der kan skabes indtjening fra mere end blot det at have en flåde af skibe.

Hvis der ikke skal opstå mistillid til den offentlige forvaltning, er det afgørende, at alle beslutninger og afgørelser i det offentlige bliver truffet ud fra saglige hensyn. Offentligt ansatte er derfor i henhold til forvaltningsloven forpligtede til at oplyse om alle forhold, som kan skabe interessekonflikt i forhold til deres arbejde.

Den, der er inhabil i en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller på anden måde medvirke i behandlingen af den pågældende sag. Vedkommende må desuden ikke yde rådgivning i sagen til dem, der skal deltage i hele eller dele af sagens behandling.

Hvis der foreligger inhabilitet hos en medarbejder eller leder, overdrages sagen til en anden.

Oplysningspligt

Den, der kan være inhabil, skal snarest underrette sin foresatte herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. En medarbejder eller leder har således pligt til at oplyse det, hvis vedkommende er bekendt med, at der for ens eget vedkommende er forhold, som kan medføre inhabilitet.

Ved behandling af generelle sager skal en medarbejder eller leder – som uden at være inhabil alligevel kan have en særlig interesse i sagen eller er knyttet til andre med en interesse i sagen – oplyse formanden for sagsbehandlingsudvalget eller nærmeste leder herom.

En medarbejder eller leder, som har påpeget sin mulige inhabilitet overfor nærmeste ledelse eller formanden for sagsbehandlingsudvalget må ikke selv deltage i behandling og afgørelse af spørgsmålet om sin habilitet og skal, i tilfælde hvor der er tale om et konkret møde, forlade mødelokalet under forhandlingen og afstemningen om spørgsmålet.

På Folketingets Ombudsmands hjemmeside kan der findes nærmere oplysninger om sager om habilitet, der har været behandlet af Ombudsmanden.

Kontrol med offentlige midler

Kalamiteterne i Skat, svindelen med udbytteskat og Britta-sagen i Socialstyrelsen truer med at undergrave tilliden til den offentlige forvaltning af skatteborgernes penge. Rigsrevisionen fremdrager jævnligt sager, hvor ministerier og styrelser kritiseres for lemfældig økonomiforvaltning. Senest har Rigsrevisionen afdækket kritisabel forvaltning i Forsvaret.

Svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet omdrejningspunkt i en alvorlig sag om manglende kontrol og om mulig svindel med styrelsens indkøb. Rigsrevisionen har netop offentliggjort en rapport, der afdækker alvorlige fejl og manglende kontrol med indkøbene hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Forsvarsminister Trine Bramsen fortæller, at sagen kan vise sig at kræve en ekstern undersøgelse. Den beslutning afhænger af, hvad en igangværende undersøgelse afdækker.

Forsvarsministeriet har sendt et rejsehold til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring for at komme til bunds i sagen om manglende kontrol og mulig svindel. Herefter kan der blive tale om en ekstern undersøgelse, ligesom sagen kan få personalemæssige konsekvenser både i Ejendomsstyrelsen og i departementet.

Rigsrevisionen påtaler blandt andet, at de samme personer i styrelsen på egen hånd kan foretage en bestilling, godkende den og efterfølgende udbetale pengene. Det medfører ifølge Rigsrevisionen en høj risiko for fejl eller svindel.

Fem personer er i øjeblikket tiltalt af politiet for bestikkelse og svindel i sagen.

Andre sager i Forsvaret

I Forsvaret og Forsvarsministeriet verserer der en række habilitetssager. Omfanget og sagernes grovhed giver mistanke om, at der også indenfor andre dele af den offentlige forvaltning sker overtrædelser af Forvaltningslovgivningen, herunder reglerne om habilitet.

Politiet har rejst sigtelse mod Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør Anja Erichsen

Forsvarskommandoens tidligere finansdirektør er blevet afhørt af Midt- og Vestjyllands Politi, som også har rejst sigtelse mod hende. Hun er mistænkt for at have givet sin vicechef og hemmelige kæreste tillæg og vederlag på 60.000 kr. uden at oplyse sine foresatte om sin egen inhabilitet.

Tilbage i 2015 ansatte hun en mandlig major, som under Anja Erichsen blev udnævnt til oberstløjtnant og dermed blev medlem af Forsvarets chefgruppe. Han avancerede siden til vicechef for Anja Erichsen, mens han havde et kærlighedsforhold til sin chef og deltog på en række tjenesterejser med direktøren.

Politiets efterforskning kredser om, hvornår direktøren indledte dette forhold til sin allernærmeste medarbejder for derved at kunne klarlægge, om hun som chef muligvis har hjulpet ham med karrieren og derved forbrudt sig mod forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Efter otte måneders efterforskning rejste Midt- og Vestjyllands Politi i sommeren 2019 sigtelse mod Anja Erichsen, der på det tidspunkt havde barselsorlov med det barn, som hun fik med sin kæreste og nu tidligere vicechef i økonomidivisionen i Karup.

Ganske pludseligt sagde hun i sommer sin stilling som finansdirektør op midt i sin barsel og forlod Forsvarskommandoen med udgangen af juli. Opsigelsen har imidlertid ikke forhindret, den sigtelse, der nu er rejst mod hende.

Anja Erichsen var ansvarlig for et budget på omkring 10 mia. skattekroner. Fra juni 2014 var hun den nærmeste økonomiske rådgiver for forsvarschefen og de tre værnschefer – herunder generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som i øjeblikket er fritaget for tjeneste og sigtet for magtmisbrug. Som øverste chef i økonomidivisionen arbejdede Anja Erichsen i Karup og refererede direkte til Forsvarsministeriets departement.

Da finansdirektøren i foråret 2018 blev gravid med parrets fælles barn, søgte finansdirektørens kæreste -oberstløjtnanten – væk fra økonomidivisionen og har siden haft at karriereforløb, som i december 2018 kulminerede med en stilling som bataljonschef ved Jydske Dragonregiment.

Bjørn Bisserup, forsvarschef, general

Bisserups søn søgte i 2010 optagelse på officersskolen, men blev ikke optaget. Fra sin daværende position som stabschef i forsvarskommandoen var Bjørn Bisserup med til at bane vejen for, at Hærens Operative Kommando fik bedre økonomi og flere stillinger. Det betød, at Bisserups søn alligevel blev optaget.

Da forsvarsmediet Olfi søgte aktindsigt, fik departementschef Thomas Ahrenkiel sagen undersøgt. Konklusionen er, at Bisserup ikke var inhabil, men skulle have underrettet sin chef.

H.C. Mathiesen, hærchef, generalmajor

Hærchefen har i to omgange undladt at orientere sin chef om sit forhold til en anden officer. Officerskæresten blev i to omgange optaget på eftertragtede kurser, efter at H.C. Mathiesen havde ændret på optagelseskriterierne, og banet vejen for konen. Videreuddannelsen førte til forfremmelse og højere løn.

Hærchefen er hjemsendt, og Auditørkorpset undersøgelser har ført til en sigtelse for pligtforsømmelse og tjenestemisbrug.

Laila Reenberg, direktør for Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Laila Reenbergs mand fik en eftertragtet chefstilling i søværnet, uden at den var slået op. Reenberg har forklaret, at hun intet har haft med sagen at gøre, den tog souschefen sig af.

Kammeradvokaten har tidligere set på sagen, og frifundet Laila Reenberg for nepotisme, da hun erklærede sig som inhabil og oplyste om sit forhold til Anders Friis.

Auditørkorpset går ind i sag om chefen for Frømandskorpset

Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, gav kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Det er kommet frem, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, har offentliggjort et interview med Jens Birkebæk Bach.

Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen siger til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor har man valgt at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps:

”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, siger Peter Harling Boysen.

Thomas Ahrenkiel, departementschef i Forsvarsministeriet

Alle sagerne og senest uregelmæssighederne i Ejendomsstyrelsen i Hjørring, falder i sidste ende tilbage på ledelsen i Forsvarsministeriet. Forsvarsministeren har allerede offentligt givet udtryk med utilfredshed med at hun ikke er blevet informeret i tilstrækkeligt omfang.

Spørgsmålet er om Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, kan overleve de mange eksempler på inadækvat ledelse af ministeriet.

Thomas Ahrenkiel har også sin helt egen sag om inhabilitet. Ahrenkiel blev i 2016 kæreste med ministeriets pressechef. På et tidspunkt fik pressechefen en klækkelig lønforhøjelse. Det skete ved et møde, hvor departementschefen deltog. Statsministeriets departementschef havde forud sagt god for, at forsvarsministeren ikke skulle underrettes om kæresteforholdet.

Da sagen om forsvarschef Bisserups habilitet spidsede til, besluttede Ahrenkiel, at han selv skulle undersøges. Konklusionen blev, at han var inhabil.

Danmark ligger fortsat nummer et som verdens mindst korrupte land på den netop udsendte liste fra Transparency International. På trods af kalamiteterne i Skat, svindelen med udbytteskat, Britta-sagen i Socialstyrelsen, Atea-sagen, svindlen med forsvarets penge og andre sager på hjemlig grund.

Men hertil kommer en række spektakulære bestikkelsessager i store danske virksomheder, som Berlingske Tidende har beskrevet, hvor foreløbig kun sager i virksomhedernes udenlandske datterselskaber er kommet op til overfladen.

Bestikkelsesager i danske virksomheder

FLSmidth

Finans.dk har afdækket en celeber og meget stor sag om bestikkelse og korruption i FLSmidths tunesiske selskab. En sag, som har kørt på de indre linjer i nu adskillige år.

Oprindeligt en sag om overfakturering i forbindelse med etablering af en cementfabrik i Tunesien. FLSmidth har erkendt overfakturering og tilbudt et mindre beløb i erstatning. FLSmidth har ved at vende det blinde øje til etikken fået ordren i hus. Nu kræver et tunesisk selskab, Carthage Cement, 225 mio. kr. i erstatning af FLSmidth.

A.P. Møller – Mærsk

Selskabet er løbet ind i en betændt sag i Brasilien, som Berlingske har beskrevet i flere artikler. En tidligere Mærsk-direktør i Brasilien er inddraget i verdens største bestikkelsessag i det statslige oliefirma, Petrobras. Mærsk-direktøren er mistænkt for at have betalt bestikkelse for at få ordrer i hus. Også her med lokale agenter involveret. Sagen kører ved de brasilianske myndigheder. Mærsk har en nultolerancetærskel for bestikkelse og korruption.

Carlsberg

Berlingske har igennem de seneste måneder afdækket en betændt sag i Indien. Centralt placerede Carlsberg-ansatte betalte uden om de normale forretningsveje lokale embedsmænd penge for at få de nødvendige tilladelser til et nybyggeri. Det har eksperter betegnet som klare tegn på systematisk bestikkelse. Carlsberg har tidligere undersøgt sagen og undersøger den nu igen. Sagen om bestikkelse i Carlsbergs indiske selskab har været kendt højt oppe i Carlsberg-hierarkiet. Også Carlsberg har en nultolerancetærskel for bestikkelse og korruption.

Hempel

Skibsmalingskoncernen i Lyngby fik i 2019 en historisk stor bøde på 220 mio. kr. for bestikkelse rundt om i verden. Blandt andet i Tyskland og i lande i Asien. Klassisk bestikkelse for at fremme salg af Hempel-produkter på de pågældende markeder.

Burmeister & Wain Scandinavian Contractor

Industrikoncernen med hjemsted i Allerød har en verserende sag ved bagmandspolitiet SØIK om bestikkelse i Afrika. I første omgang afviste ledelsen mistanken om bestikkelse i forbindelse med rådgiveraftaler, men hurtigt vendte sagen rundt. Selskabet bortviste i 2019 fem medarbejdere og politianmeldte to. Nu afventes, hvad SØIK kommer frem til.

Udenrigsministeriet lokkede i marts 2019 dronningen og kronprinsen sammen med 30 danske virksomheder til et besøg i Argentina. Dispositionen er helt uforståelig, Udenrigsministeriets dårlige jugement har måske mere sin baggrund i historien end i en nøgtern analyse af de aktuelle økonomiske muligheder.

Argentina var faktisk tidligere et land, der i starten af 1900-tallet var et af verdens rigeste målt på BNP per indbygger. Men i de seneste 100 år har Argentina haft en række gældskriser som følge af dårlig økonomisk og politisk styring. Landet har i realiteten været bankerot i de sidste 20 år, og det er svært at få øje på danske kommercielle interesser i det maleriske fallitbo.

Den danske delegation blev pænt modtaget af Argentinas daværende præsident, Mauricio Macri, og forhåbningerne har været, at besøget kunne styrke de direkte kontakter imellem danske og argentinske virksomheder, men også føre til konkrete aftaler om, at Danmark og Argentina skal samarbejde om energieffektivitet, forvaltning af vandressourcer, vedvarende energi og patentrettigheder.

Den danske ambassade i Buenos Aires fremturede i sin ønsketænkning, og man afholdt således i Buenos Aires oktober sammen med danske virksomheder og de øvrige nordiske lande planlagt et ”event” om FN’s Verdensmål – de såkaldte SDG’er.

Det dansk-argentinske forhold styrkes også ved, at der nu er placeret en dansk vækstrådgiver på ambassaden i Buenos Aires.

Alle aktiviteterne er tydeligvis sat i søen uden tanke på, hvor finansieringen skal komme fra. Heri adskiller folkene på ambassaden i Buenos Aires sig desværre ikke fra andre dele af Udenrigsministeriets overoptimistiske eksportfremmesystem.

Problemet er kun, at tilliden til Argentinas økonomi er i frit fald!

Den tidligere præsident, Mauricio Macri, kom til magten i 2015 på løfter om at kick-starte og liberalisere Latin Amerikas 3. største økonomi. Han var dog slet ikke I stand til at indfri løfterne og Argentina befinder sig reelt i en recession med en stigende inflation på over 55 pct.

Tvivl om Argentinas evne til at servicere den store udlandsgæld svækkede den argentinske peso i forhold til dollaren og tvang præsident Macri til at gå den tunge gang til Den Internationale Valutafond, IMF.

Han fik lån, men betingelsen var at Macri skulle fastholde markedsliberaliseringen og sikre balance på de offentlige budgetter.

Macris forsøg på at føre en stram krisepolitik betød at han mistede opbakningen fra tidligere borgerlige, der i stedet for den lovede økonomiske fremgang oplevede decideret forarmelse og nedgang i levestandard.

Præsidentvalget

Den økonomiske krise var årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget den 27. oktober 2019. Mauricio Macri led derfor som forventet et stort nederlag til den peronistiske venstrefløjskandidat, Alberto Fernandez.

Med Alberto Fernandez er der udsigt til at Argentina vender tilbage til velkendte politikker med en protektionistisk og statskontrolleret økonomi med streng valutakontrol som under det tidligere Kirchner-regime.

Tidligere præsident i Argentina fra 2007-2015, Cristina Fernandez de Kirchner, fik ved valget i oktober posten som Vicepræsident. Da hun selv var præsident, kæmpede hun indædt med den argentinske landbrugssektor over eksportskatter og vægrede sig ved at honorere kravene fra indehavere af argentinske statsobligationer, der betød, at Argentina frem til 2015 reelt var udelukket fra de internationale kapitalmarkeder. Staten gav samtidig meget store subsidier til bl.a. el og indførte en række uhensigtsmæssige tiltag som valutarestriktioner, eksportskatter og ekspropriationer af virksomheder inklusiv landets største olieselskab, YPF S.A. (Yacimientos Petrolíferos Fiscales).

Mens præsident Alberto Fernández tilhører den kristelig-konservative fløj, karakteriseres Cristina Fernández de Kirchner som udpræget venstrepopulist – og den der har bukserne på i præsidentskabet!

Økonomisk morads

Med venstrefløjen ved magten i Argentina er markederne begyndt at indregne muligheden for at, Argentina ligesom i 2001 og 2014 igen må gå i betalingsstandsning. Den økonomiske situation må betegnes som kritisk om ikke håbløs, og mere end 40 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Fernández har stillet en højere levestandard i udsigt, ligesom han har lovet at genoprette det kuldsejlede sundhedsvæsen. Spørgsmålet er om han kan levere.

Inflationen i Argentina er på mere end 50 pct. Og økonomien er på 3. år i recession.

Hovedårsagen til elendigheden er den enorme statsgæld på 311 mia. dollars, og Argentina er ikke i stand til at honorere servicering og tilbagebetalingskrav på 100 mia. dollars fra IMF, obligationsejere og andre kreditorer. Allerede inden udgangen af marts 2020 skal gæld for over 30 mia. dollars refinansieres.

Spørgsmålet er om Argentina kan opnå den nødvendige henstand og omstrukturering af gælden?

Hvis Argentina igen går i betalingsstandsning, vil pesoen uvægerligt blive svækket dramatisk og det vil naturligvis have negative følger i Brasilien og Uruguay, men næppe større globale konsekvenser, fordi den international omsætning af pesoen er begrænset.

Forholdet til USA

På den udenrigspolitiske front følger USA opmærksomt hvordan Argentina agerer i forhold til Syd- og Mellemamerikas tiloversblevne diktaturer – foruden Venezuela også Nicaragua og Cuba. I forhold til Bolivias styrtede diktator og kokainhandler Evo Morales, vil man i Washington ikke se med milde øjne på at Argentina giver Morales politisk asyl i Argentina. Det må i den forbindelse ikke glemmes, at USA har betydelig indflydelse på IMF!

https://www.berlingske.dk/kommentar/nu-kommer-statsbankerotten-i-argentina

Ifølge Small Great Nation, der er et samarbejde mellem tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte, og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen og tidligere direktør i SFI og formand for en række kommissioner Jørgen Søndergaard, er svaret ja.

De foreslår, at Danmark når målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 gennem stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Alle udledninger af drivhusgasser fra dansk territorium pålægges en afgift pr. ton CO2-ækvivalenter. Afgiften skal forhøjes fra de nuværende 170 kr. pr. ton til 1.250 kr. i 2030. Til gengæld nedsættes de nuværende energiafgifter.

Forslaget om gradvist stigende CO2-afgifter har efter offentliggørelsen i Berlingske Tidende givet anledning til debat om, hvordan de klimapolitiske målsætninger opnås bedst og billigst.

De største klimasyndere slipper billigt

Problemet er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark undtages i væsentligt omfang fra at betale de kommende danske klima-afgifter.

Selvom netop de virksomheder alene står for over halvdelen af det samlede CO2-udslip i den danske industri.

Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Virksomheder i kvotesektorerne og landbruget får fradrag på 80 pct.

Virksomheder, der i dag er berettiget til gratis tildeling af CO2-kvoter, samt virksomheder udenfor kvotesystemet med produktionsprocesser på Skatteministeriets procesliste tildeles efter forslaget fra Small Great Nation et bundfradrag på 80 pct. af deres historiske udledning.

Landbruget får et tilsvarende fradrag på 80 procent. Landbrugets udledning beregnes ud fra et samlet klimaregnskab for den enkelte bedrift.

Stigende benzinpriser for forbrugerne

På transportområdet hæves CO2-afgiften på benzin og diesel til samme niveau som standardsatsen på andre områder. Det vil indebære en afgiftsstigning på henholdsvis 2 og 2,2 kr. pr. liter.

For elproduktionen pålægges elproducenterne CO2-afgiften. Elforbrugerne, dvs. husholdninger såvel som virksomheder, pålægges en afgift svarende til den skønnede udledning af drivhusgasser fra importeret el.

Kvotesystemet i EU

EU’s system for handel med emissionskvoter (The EU Emissions Trading System – EU ETS) er en hjørnesten i EU’s klimapolitik og et nøgleinstrument til at nå målet om at reducere drivhusgasudledninger på en omkostningseffektiv måde.

Kvotehandelssystemet blev indført i 2005 og systemet har været i modvind på grund af et overskud af kvoter på markedet, der har sænket prisen pr. tons CO2 og dermed i incitamentet til at investere i grønne løsninger. En række reformer har forsøgt at rette op på dette, og prisen på kvoter er på det seneste steget til over 20 € pr. ton og dermed tæt på den danske CO2-afgift på 170 kr. pr. ton.

Auktioner er den generelle metode til tildeling af emissionskvoter til virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet.

Tildeling af gratis kvoter

For at imødegå lækage (at virksomheder flytter ud af landet eller udkonkurreres af virksomheder i andre lande) får kvoteomfattede virksomheder tildelt gratis emissionskvoter.

De gratis kvoter tildeles veldefinerede industrisektorer, hvor der er en betydelig risiko for kulstoflækage, indtil tilsvarende klimapolitiske foranstaltninger er iværksat af andre lande. Lækage ville kunne føre til en stigning i de samlede globale emissioner, og dermed underminere effektiviteten af EU’s klimapolitik. Det kunne også føre til at produktionen i energiintensive virksomheder i EU ville blive reduceret på grund af tab af markedsandele.

EU ETS-direktiv fastlægger reglerne for systemet med gratis tildeling for perioden 2021-2030 og i et anneks til beslutningen er listet de sektorer, vor risikoen for lækager er størst og som derfor tildeles gratis kvoter i perioden 2021 til 2030.

42 danske virksomheder, der modtager gratis kvoter, vil få et fradrag på 80 pct.

Systemet indebærer, at i Danmark er der 42 virksomheder, der er opført på den såkaldte Carbon Leakage Liste, som modtager gratis kvoter og som ikke frem til 2030 skal betale CO2-afgifter for hovedparten af deres produktion.

CO2-afgifter på 170 kr. pr. tons CO2 indbragte i 2018 fra danske virksomheder 3,6 milliarder kroner.

Afgiften betales som hovedregel af alle virksomheder gennem deres forbrug af olie, kul og andre brændsler, alt efter hvor meget CO2 de udleder.

Afgifterne er designet til at gøre det dyrere for virksomheder at udlede CO2, og billigere for virksomheder der skærer ned på deres CO2-udledninger.

Af de ti største CO2-udledere i dansk industri er otte virksomheder ifølge DR optaget på EU’s Carbon Leakage List og dermed undtaget fra CO2-afgifter for størstedelen af deres produktion.

De 10 største CO2-udledere opgjort efter udledningen i 2018 i dansk industri:

Aalborg Portland: 2.190.706 tons CO2

Nordic Sugar: 157.417 tons CO2

Arla: 151.451 tons CO2

Saint Gobain (Isover og Leca): 112.464 tons CO2

Rockwool: 97.005 tons CO2

NLMK DanSteel: 79.972 tons CO2

CP Kelko: 73.876 tons CO2

AarhusKarlshamn: 56.579 tons CO2

Triplenine fish: 52.674 tons CO2

Ardagh Holmegaard: 52.511 tons CO2

Alle virksomhederne bortset fra CP Kelko og Triplenine fish er undtaget for at betale CO2-afgiften på 170 kr. pr. tons CO2.

Undtages i væsentligt omfang fra fremtidige klimaafgifter

Efter forslaget fra Small Great Nation vil de pågældende 42 virksomheder opnå et fradrag på 80 pct. i beregningsgrundlaget for de nye og stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Det er interessant at se virksomheder som Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux på listen over virksomheder der fritages for at betale CO2-afgift. Det er virksomheder, der har stiftet lobbyorganisationen ”Synergi”, der med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som officiel og betalt lobbyist, argumenterer for at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne, der selv udleder massive mængder af CO2, mener, at energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til, at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Kan det overhovedet betale sig at isolere med Rockwool?

Rockwool alene udleder hvert år knap 100.000 tons CO2 i forbindelse med den særdeles energiintensive og kulfyrede produktion af isoleringsmateriale.

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen strammet betydeligt efter finanskrisen. For at leve op til kapitalkravene skal bankernes kernekapital (den såkaldte Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske kontracykliske buffere.

Yderligere krav til polstring

Siden 2008 er kapitalkravene skærpet, men der er udsigt til nye internationale kapitalkrav, der meget nemt kan betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter meget snart skal sætte væsentligt større beløb til side.

Basel-komiteen (Basel Committee on Banking Supervision, BCBS), arbejder i øjeblikket med nye kapitalkrav til de største banker i verden. Målet med Basel IV er at vedtage et nyt sæt kapitalkrav til verdens største banker, der skal minimere risikoen for en ny finanskrise i stil med den, der ramte i 2008-2009.

Basel-komiteen, der holder til hos Bank for International Settlements i Basel i Schweiz, nåede allerede i december 2017 frem til de sidste anbefalinger – de såkaldte Basel IV reformer, der anbefales af Basel-komiteens Group of Central Bank Governors and Heads of Supervision, GHOS – og som bl.a. indeholder nye kapitalkrav til de største banker i verden.

Fravær af konkurrence i Danmark betyder dyrere lån

Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker øges med 24,4 procent.

I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset i 2027.

Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til. Det betyder, at de såkaldte SIFI-banker – som er for vigtige for det danske samfund til at man kan tillade at de går ned – skal polstre sig med yderligere 78 mia. kr. over en årrække.

Modstand mod nye kapitalkrav

Pengeinstitutternes brancheorganisation, FinansDanmark, er ikke begejstret ved udsigten til nye kapitalkrav. Basel IV-kravene er efter FinansDanmarks opfattelse helt unødvendige, da danske institutter i dag allerede har polstret sig med mere end 100 milliarder kr. siden finanskrisen.

Baggrunden for øgede kapitalkrav

Den Europæiske Bankmyndighed og Basel-komiteen har næppe noget særskilt ønske om at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Finanskrisen

Op til krisen i 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af CET1 eller kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, hvor mange af bankernes aktiver viste sig værdiløse, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor en truende insolvens. Hvis først en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko, men heldigvis lykkedes det at afværge det totale finansielle kaos.

Det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko. Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Finanskriser koster på den økonomiske vækst

Det må ej heller glemmes, at Finanskrisen førte dansk økonomi ind i en dyb lavkonjunktur, som vi først for nylig er kommet ud af igen. En nylig analyse fra Nationalbanken viser at finansielle kriser også har permanente nationaløkonomiske effekter, og vi kommer således næppe nogensinde til at indhente den økonomiske vækst, vi ville have haft uden finanskrisen.

Bankernes soliditet

De fælles bestræbelser går derfor på at undgå nye finansielle kriser. Den enkelte bank skal leve op til den såkaldte Liquidity Coverage Ratio, hvorefter banken skal have en beholdning af højlikvide aktiver, der er stor nok til at kunne finansiere mindst 30 dages træk på bankens likvider. Problemet for danske pengeinstitutter er opgørelsesmetoden: Institutternes risikovægtede aktiver kan enten opgøres med ”standardmetoden”, hvor Basel Komiteen ikke godtager realkreditobligationer som højlikvide kvalitetspapirer – kun statsobligationer. Alternativt kan pengeinstitutter basere risikovurderingen af deres aktiver på ”interne modeller”, som måske er en mere præcis riusikovurdering, men som også gør det lettere for institutterne at imødekomme kapitalkravene.

Kravet er imidlertid, at hvis de risikovægtede aktiver beregnet med interne modeller kommer under 72,5 pct. af størrelsen beregnet med standardmetoden, træder output-gulvet i kraft. Gulvet begrænser således ”rabatten” på kapitalkravet ved anvendelse af interne modeller.

”Gulvkravet”

I FinansDanmark er opfattelsen, at Basel IV’s ”outputgulv”, vil gå urimeligt hårdt ud over danske pengeinstitutter, fordi realkreditobligationer, der traditionelt udgør en væsentlig del af pengeinstitutternes aktiver, ikke regnes som højlikvide kvalitetsaktiver. Det vil også få negative konsekvenser for den danske realkreditsektor, fordi det vil påvirke kurserne på realkreditobligationer.

Basel IV-reglerne forøger som nævnt samlet set kapitalkravet til de danske institutter med 78 mia. kr. – uden det såkaldte ”outputgulv” vil stigningen i kapitalkravene blive reduceret til 26 mia. kr.

Det synspunkt FinansDanmark hævder er, at dansk realkredit historisk har været karakteriseret ved lave misligholdelsesrater og tab. Gulvkravet betyder derfor, at institutterne skal polstre sig kraftigt med kernekapital for at sikre sig over for mindre sandsynlige tab på realkreditten.

Dette synspunkt har ikke umiddelbart fundet genklang hos risikoanalytikerne i Den Europæiske Bankmyndighed, der ikke har glemt at den finansielle krise startede på det amerikanske boligmarked.

Collateralized Debt Obligation (CDO), der var baseret på realkreditobligationer muliggjorde investeringer i den del af det amerikanske realkreditobligationsmarked, der var allermest risikofyldt – nemlig obligationer baseret på den såkaldte ”subprime-lån”, altså 2. og 3. prioritets realkreditlån, og ofte optaget af de allerdårligst stillede boligejere. Med computerkraft og svært gennemskuelige algoritmer blev de dårlige lån lagt i pulje med ”gode” lån og delt op i pakker, som betød at risikoen var mere end udjævnet – ja papirerne blev markedsført – og accepteret – som sikre placeringsmuligheder med relativt højt afkast.

Det spørgsmål, der stilles er: Hvor sikre er realkreditobligationer, hvor de bagvedliggende afdragsfrie og variabelt forrente lån er ydet i ejendomme, der er usælgelige i en krisesituation?

Det kommunale udligningssystem skal gøres mere retfærdigt, siger regeringen.

Javel, men spørgsmålet er, om vi opnår en højere retfærdighed i et lille forholdsvis homogent land med under 6 millioner indbyggere ved hvert år at omfordele mange milliarder kroner i kommunale bloktilskud og udligningstilskud mellem rige og fattige kommuner i et dybt kompliceret system, som ingen helt kan gennemskue?

Principiel tilslutning til udligning

Der syntes også at være bred politisk accept af, at den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over trods indkomstforskelle har mulighed for at levere nogenlunde samme service til sine borgere. Udligningsordningen har således fra starten helt bevidst tilsigtet at tage penge fra ”rige” kommuner og give dem til ”fattige” kommuner.

Syv kommuner var i 2019 nettobetalere til tilskuds- og udligningssystemet. De øvrige 91 kommuner var nettomodtagere. Det er en større øvelse, der gennemføres hvert år, før kommunerne får meldt deres tilskudstal ud. Nu lægger regeringen op til at øge den kommunale udligning ved at flytte yderligere 1,6 milliarder kroner fra øst til vest, fra by til land. Kommunernes grundvilkår for at levere velfærd er blevet for forskellige, mener regeringen.

Skal udligningen øges?

Den socialdemokratiske regerings overordnede målsætning med en ny udligningsreform er, at der skal udlignes mere mellem de velstillede kommuner og de udfordrede kommuner end hidtil.

Regeringen lægger op til, at 38 kommuner skal betale 1,6 mia. kr. mere i udligning. 60 kommuner vil modtage flere penge. Regningen vil især havne hos kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland.

Det sikres ved bl.a. at indføre et loft på den særlige rabat, som kommuner med lav skatteprocent får. Tilskud for indbyggere, der flytter fra kommunen, skal ikke længere kunne gå til velhavende kommuner. Samtidig skal der være et loft på 100.000 kr. per borger, der flytter fra kommunen, og fraflytningen skal opgøres over tre år. Au pairer skal heller ikke længere tælle med som udlændinge, der giver tilskud i udligningen. Tilskud til udlændinge skal målrettes til problemer med f.eks. ghettoområder. Ikke kun alder, men også de ældres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor raske de ældre er i rige og fattige kommuner.

Hvad kan kommuner, der modtager udligning, gøre med pengene?

De kommuner, som efter en udligningsreform modtager flere penge, kan sænke skatterne, forhøje serviceniveauet eller øge deres likviditet. Der er ingen sikkerhed for at pengene vil gå til bedre børne- og ældreforsorg, afhjælpning af andre sociale problemer eller undervisning. Måske vil pengene blive brugt på såkaldte ”studieture” til New Zealand, Hawaii og andre eksotiske steder?

Hvordan kan kommunerne betale for den ekstra udligning?

De kommuner, som efter en udligningsreform skal aflevere flere penge, kan hæve skatterne, sænke serviceniveauet eller bruge af deres likviditet. Hvis kommunerne vælger at hæve skatten, tilkendegiver regeringen, at bundskatten for alle sænkes tilsvarende.

Udligningssystemets svagheder

Udligningssystemet er jf. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, opbygget på den måde, at før udligningen opgør Økonomi- og Indenrigsministeriet kommunernes beregnede strukturelle over- eller underskud. Beregningen er en teoretisk opgørelse af kommunens udgiftsbehov baseret på befolkning, børn, ældre, indvandrere m.v.

Indtægtsberegningen er en teoretisk opgørelse baseret på en beregning af beskatningsgrundlaget og under forudsætning af at kommuneskatterne er ens.

Er der tale om konfiskation?

Udover udligningsordningens karakter af konfiskation, hvor velhavende kommuner som Gentofte allerede betaler 3,3 mia. kr. og skal aflevere 93 pct. af de sidste kroner, der kommer ind i kommunekassen, er der andre problemer.

Systemets svagheder adresseres ikke

Det største problem er imidlertid, at de grundlæggende svagheder ved selve udligningssystemet ikke adresseres i regeringens udspil.

Selv om nogle kommuner på papiret har store strukturelle overskud efter udligning, er det ikke sikkert, at pengene rent faktisk er kommet ind i kommunekassen. For at kunne sammenligne kommunerne, forudsætter Økonomi og Indenrigsministeriet, at kommunerne har ens skatteprocent, når de beregner det strukturelle overskud eller underskud. Men i kommuner som Gentofte og Hørsholm ligger kommuneskatten under landsgennemsnittet, så i virkeligheden har kommunerne ikke de indtægter, som ministeriet beregner.

Skulle disse kommuner vælge at sætte skatten op, ville 93 pct. af indtægtsstigningen i øvrigt gå til udligning.

Ingen incitamenter til at fremme effektiv forvaltning

Produktivitetsudviklingen i den kommunale sektor er helt utilfredsstillende. Samtidig har Produktivitetskommissionen beregnet, at hvis alle kommunerne blev administreret lige så effektivt som gennemsnittet, kunne der frigøres 25-30 mia. kr. om året. Penge der kunne kanaliseres over i service og velfærd.

Det kommunale finansieringssystem er kendetegnet ved, at det rummer begrænsede incitamenter til at administrere effektivt og øge produktiviteten i fremstillingen af kommunernes velfærdsservice.

Det er vanskeligt gennemskueligt, hvorvidt og i hvilket omfang, der faktisk foregår løft i produktiviteten overhovedet. Hvis der foregår øgning, så medgår gevinsten til finansiering af kommunens videre forbrug snarere end, at kommunen vælger at reducere den kommunale skatteudskrivning.

Systemet giver heller intet incitament til at øge den økonomiske vækst, indkomstskabelsen og beskæftigelsen i kommune. Driftige kommuner, der forbedrer rammevilkårene for erhvervsvirksomheder og derfor i kombination med attraktive servicetilbud formår at tiltrække nye borgere, bliver faktisk straffet: For de rige kommuner betyder et øget indtægtsgrundlag at 93 pct. af merprovenuet skal afleveres til øget udligning. Tilsvarende vil fattige kommuner miste tilskud.

I regeringens udspil er der alene indbygget en justering af udligningen vedrørende selskabsskatten, der tilsigter at øge kommunernes interesse i at være hjemsted for selskaber.

Problemet med servicerammen

Hvis yderkommuner, der modtager udligning, vælger at forhøje serviceniveauet – det som regeringen påstår, er hele formålet med den øgede udligning – vil det betyde, at den samlede serviceramme for alle kommuner under ét vil stige med omkring 1,6 mia. kr.

Problemet er, at servicerammen er fastlagt i en aftale mellem regeringen og kommunerne og en overskridelse med 1,6 mia. kr. vil automatisk udløse en kollektiv bøde til kommunerne af tilsvarende størrelse.

Konsekvensen er, at Gentofte først skal opkræve øgede skatter hos borgerne – rige som fattige – for at finansiere den øgede udligningsregning. Dernæst vil kommunen blive pålagt en anseelig bøde for overtrædelse af servicerammen – en bøde som kommunen ikke kan betale!

Regeringen har endnu ikke tilkendegivet, om man er indstillet på at udvide den samlede serviceramme for kommunerne.

Den fuldstændig perverse konsekvens af regeringens såkaldte udligningsreform er derfor, at først skal Gentoftes borgere flås for op mod 50.000 kr. i gennemsnit. Dernæst skal borgerne tåle en skatteforhøjelse. Endelig må vi imødese at en af Danmarks mest veldrevne kommuner til næste år vil blive sat under administration af Indenrigsministeren, når vi ikke kan betale dummebøden for overtrædelse af servicerammen.

Andre negative konsekvenser af regeringens forslag

Det kritisable forslag til udligningsreform, regeringen har fremlagt, indebærer i nogle tilfælde:

• at der skal overføres penge fra veldrevne kommuner til kommuner hvor der bogstaveligt talt sløses med borgernes penge
• at der overføres penge fra kommuner med et givet serviceniveau til kommuner med et højere serviceniveau
• at der overføres penge fra kommuner, hvor rådighedsbeløbet for sammenlignelige familier er lavere end i den modtagende kommune
• at der overføres penge fra kommuner, hvor indkomst- og boligbeskatningen og virksomhedernes dækningsbidrag er højere end i den modtagende kommune
• at der overføres penge fra kommuner, hvor borgerne pålægges skatteforhøjelser til kommuner, hvor skatter og dækningsbidrag sænkes.