Ifølge Reuters forventer Verdenshandelsorganisationen, WTO, at den globale handel vil at falde med 13 pct. i 2020 på grund af coronavirussen. Det er betydeligt mindre end tidligere mere pessimistiske scenarier med op til 32 pct. nedgang i verdenshandelen.

Det var den afgående generalsekretær for WTO, brasilianeren Roberto Azevedo, der har udtalt, at der er stigende bekymring i WTO for at lande bevæger sig i retning af selvforsyning som en reaktion på pandemien. Hvis produktionen koncentreres i hjemlandet, udsætter det for risici, sagde Azevedo til et møde i det brasilianske industriforbund. ”Nationer bør diversificere forsyningskilder, og COVID-19 pandemien betyder, at vi se globale værdikæder omlagt i de kommende år”, tilføjede han.

Azevedo træder tilbage i med udgangen af august – ét år tidligere end planlagt blev det overraskende meddelt i maj. Brasilianeren har været generaldirektør siden 2013 og hans embedsperiode udløb ellers først i slutningen af august 2021.

Meddelelsen om at Azevedo fratræder kom samtidig med, at WTO kæmpede for at begrænse de globale spændinger og koordinere reaktionerne på COVID-19-pandemien.

WTO

Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo.

Foreløbig har der meldt sig en række kandidater og fire er officielt nominerede fra Egypten, Mexico, Nigeria og Moldova.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men ønsker nu at korte processen ned til 3 måneder. Ambitionen er at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan ende med en afstemning.

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutningskompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Præsident Donald Trump og USA’s finansminister, Steven Mnuchin, har offentligt anklaget Kina for at manipulere med kursen på den kinesiske valuta, yuan.

Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Kandidaterne til posten som generaldirektør i WTO

Ngozi Okonjo-Iweala (Nigeria), bestyrelsesformand for den globale vaccinealliance Gavi

Okonjo-Iweala, 65, økonom og udviklingsspecialist, og hun har fungeret som Nigerias udenrigsminister og finansminister og som administrerende direktør for Verdensbanken. Den tidligere Harvard- og MIT-studerendes arbejde har involveret bestræbelser på at gøre immuniseringsprogrammer økonomisk bæredygtige.

Ngozi Okonjo-Iweala, der den 27. juni 2020 i Berlingske Tidende nærmere har redegjort for sit syn på WTO, syntes at have regional opbakning fra Vestafrika.

Hamid Mamdouh (Egypten), i øjeblikket advokat i Genève, men tidligere handelsforhandler for Egypten og tidligere WTO-embedsmand, som var med til at udarbejde en aftale om handel med tjenester under Uruguay-runden.

Mamdouh, 67, rådgiver i øjeblikket G20-formandskabet, Saudi-Arabien, om handels- og investeringsspørgsmål.

Amina Mohamed, (Kenya) sports- og kulturminister. Mohamed, 58, er en tidligere kenyansk ambassadør for WTO, der var den første kvinde, der formand for WTO’s General Council i 2005.

Hun forsøgte i 2013 forgæves at blive generaldirektør i WTO. Ifølge hendes CV taler hun fire sprog, har en juristgrad og er en “fremragende strateg og visionær”, der er fortaler for bred deltagelse i WTO-reformprocessen.

Arancha Gonzalez Laya (Spanien), spansk udenrigsminister

Som advokat fungerede hun som stabschef for den daværende WTO-chef Pascal Lamy mellem 2005 og 2013. Måske er hun uacceptabel for den amerikanske administration på grund af anstrengte forbindelser med Washington under Lamys ledelse.

Phil Hogan (Irland), europæisk handelskommissær

Han er på sin anden embedsperiode som europæisk kommissær – tidligere dækkede han landbruget. Han er også politiker fra centrum-højrepartiet Fine Gael. Han har også fungeret som minister i to irske regeringer.

Hogan går ind for reformer i WTO og er enige med De Forenede Stater og Japan om behovet for at opdatere globale regler for industrielle subsidier.

Tudor Ulianovschi, (Moldova) tidligere udenrigsminister.

Ulianovschi, flydende i fire sprog, var udenrigsminister mellem 2018-2019 og var tidligere diplomat og har en vis erfaring i den private sektor.

Jesus Seade (Mexico), 73 år, seniorhandelsmedarbejder i den mexicanske regering.

Mexico nominerede Seade, der hjalp med at omarbejde den nordamerikanske frihandelsaftale, til WTO den 8. juni. Han har tidligere undervist på universiteter i Hong Kong.

Siden januar har den internationale nyhedsdækning omkring Folkerepublikken Kina været domineret af Wuhan Coronavirus-pandemien og om COVID-19-sygdomsudbruddet. Det hidtil ukendte Coronavirus, manifesterede sig først i den centrale kinesiske by Wuhan i november-december 2019, og siden er den hurtigt spredt over hele Kina og mange andre lande over hele verden.

COVID-19-pandemien har betydet, at der har været meget begrænset international opmærksomhed omkring et andet virus-udbrud i Kina: Afrikansk Svinepest – African Swine Fever, ASF, som kinesiske myndigheder og kinesiske landmænd har forsøgt at bekæmpe siden midten af 2018.

AFS har decimeret svinepopulationen i Kina og i de omkringliggende lande og forårsaget store forstyrrelser i forsyningen med svinekød og prisforhøjelser på et vigtigt næringsmiddel i Kina.

Svinepesten har haft betydelig indflydelse på den kinesiske økonomi og har også givet højtstående embedsmænd i det regerende kinesiske kommunistparti grund til at frygte de potentielle virkninger på den “social stabilitet”.

Kinas fremfærd i Hong Kong har ligeledes givet anledning til løftede øjenbryn, og endelig har det kinesiske selskab Huawei og opbygningen af 5G internet påkaldt sig international opmærksomhed.

Huawei

I Danmark har den aktuelle sag om Huawei og opbygningen af 5G internet på Færøerne betydet, at den traditionelle underdanighed overfor Kina er aflyst af kritik. Nu lyder det fra toneangivende aviser, at vi skal stå fast mod Kinas ”mafiametoder”.

5G er den næste generation af globalt internet. Her spiller Huawei, der er verdens største producent af telekommunikationsudstyr, en afgørende rolle. Huawei og Ericsson anses for førende indenfor 5G, mens Nokia, ZTE, Qualcomm og Cisco halter efter. Andre 5G-selskaber er AT& T, China Mobile, Samsung og Verizon Communications.

Når 5G er så interessant et vækstmarked er det fordi, teknologien understøtter fremtidige styrkeområder som kunstig intelligens (Artificial Intelligence, AI), robotteknologi og Internet of Things (IoT) udover ekstreme høje hastigheder på internettet.‎

Frygt for, at kinesiske myndigheder vil bruge Huawei til spionage, har medført, at virksomheden er blevet udelukket fra flere markeder i Vesten. På Færøerne står Huawei allerede for det eksisterende 4G-net, og har formentlig også på 5G det bedste udstyr til den bedste pris. Kineserne er simpelthen længst fremme, samtidig med at de bruger store summer på forskning.

Med udsigt til at blive udelukket fra Kongeriget Danmark har den kinesiske teknologigigant Huawei lagt et hidtil ukendt pres på danske diplomater og forsøgt at påvirke regeringens beslutning om, hvem der skal blive leverandør til det kommende 5G-net.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller involveret

Huawei har hvirvlet tidligere udenrigsminister Per Stig Møller ind i lobbykampagnen. Huaweis vicedirektør i Danmark, Xukun Ji, er gift med Per Stig Møller, og hun bragte ham på banen i april i et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Lose, som tidligere har været ministersekretær for Per Stig Møller.

Xukun Ji skrev et brev til Lars Lose i maj, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at det kommende 5G-net var så samfundskritisk, at det skulle værnes mod påvirkning fra fremmede magter.

“Jeg har svært ved at forstå, at Danmark vælger denne ekstreme tilgang,” skrev Xukun Ji på engelsk i brevet til departementschefen.

Huawei har også rettet øjnene mod andre topdiplomater i udenrigstjenesten. Ni breve og e-mails viser, at virksomheden har presset på for at få en skriftlig garanti fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om, at Huawei er sikret adgang til det danske marked.

Hvad med Tibet-sagen?

Interessen for disse sager bør ikke aflede opmærksomheden fra spørgsmålet om, hvornår der bliver placeret et ansvar i Tibet-sagen.

Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre nåede Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé, der var de skyldige og egenhændigt gav ordre om, at en gruppe Tibet-demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne under det kinesiske statsbesøg.

I retten havde de ellers tidligere – den 13. august 2013 – i retten bedyret, at folk skam gerne måtte have tibetanske flag med for politiet. Der var ikke instrukser om, at personer skulle fratages flag, sagde de.

Dommeren blev derved bevidst ført bag lyset, og to ledere afgav falsk forklaring, hævdes det i et anklageskrift, som Statsadvokaten i København udfærdigede i maj 2018, og som vakte en del opsigt.

Kommissionen mente til gengæld ikke i december 2017, at det kunne dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

De 2 politifolks falske forklaring samt det forhold at Tibet-Kommissionen ikke havde fået adgang til e-mails og andet materiale betød, at var gode grunde til at Tibet-Kommissionen blev bedt om at arbejde videre. Spørgsmålet er dog stadig – hvor længe skal vi vente?

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring de kinesiske besøg er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.

Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københans Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

I takt med at forsøgene på at obstruere opklaringen af hvad der skete i forbindelse med de kinesiske statsbesøg i 2012, 2013 og senere gradvist afdækkes, bliver Rigspolitiets centrale rolle mere og mere tydelig.

Udenrigsministeriet har ligeledes en central rolle

Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen på foranledning af den danske ambassadør i Peking, Friis Arne Petersen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen var dog ikke i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til  ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/krimi/sag-mod-politifolk-om-l%C3%B8gn-i-retten-forsinkes-i-flere-%C3%A5r/ar-BB17t8Mi?ocid=msedgdhp

I USA har præsident Donald Trumps tanke om at udskyde præsidentvalget i november 2020 som følge af Coronakrisen givet anledning til en ophedet diskussion.

Frankrig

Det skal stilfærdigt mindes om, at i Frankrig blev præsident Emmanuel Macron voldsomt kritiseret for at gennemtvinge første runde af kommunalvalget den 15. marts, selv om Frankrig stod midt i Coronakrisen, som førte til en massiv lockdown 36 timer efter, at valgstederne lukkede.

Mange vælgere blev hjemme på valgdagen på grund af faren for at blive smittet med Covid-19, og valgdeltagelsen blev historisk lav: 38,8 pct. – den laveste valgdeltagelse ved kommunale valg siden grundlæggelsen af Frankrigs femte republik i 1958.

Anden runde af valget blev udskudt til søndag den 28. juni 2020, og afviklet i 4.827 byer rundt omkring i Frankrig, hvor den første stemmerunde ikke kunne afgøre valget.

Der var strenge sanitetstiltag ved afstemningsstederne, hvor masker var obligatoriske for alle vælgere.

Med en valgkampagne uden valgmøder og gadeagitation, der især har været ført over TV og de sociale medier, er det ikke overraskende, at valgdeltagelsen i 2. runde var helt nede på 34,7 pct.

Erfaringerne fra primærvalgene i USA

I USA er det Kongressen, der bestemmer tidspunktet for Præsidentvalget, men der er kun begrænset føderal lovgivning vedrørende valg. Det er derfor den enkelte delstat, som vedtager regler herom og gennemfører valghandlingerne.

Coronapandemien har medført diskussioner om, hvorvidt det vil være sikkert for vælgerne at begive sig til stemmeurnerne. I en lang række delstater blev primærvalget tidligere på året udskudt eller som i f.eks. New York helt aflyst.

I andre delstater som Wyoming og Ohio blev primærvalget afholdt valg uden fysisk fremmøde og alene med brevstemmer. Vælgerne skal selv ansøge om at få en stemmeseddel tilsendt og i Ohio var valgdeltagelsen i forvejen begrænset ved at handicappede og folk uden adresse ikke modtog stemmesedler.

Selvom erfaringerne fra primærvalgene har vakt bekymring for at afholde valg udelukkende med brevstemmer, drøfter mange stater muligheden for i højere grad at brevstemme. I løbet af denne måned har seks stater meddelt, at de planlægger at lade vælgerne stemme primært via brev. Det drejer sig om Californien, Utah, Hawaii, Colorado, Oregon og Washington.

Disse stater vil sende stemmesedler til alle registrerede vælgere, som så kan vælge, om de vil sende dem retur med posten eller aflevere dem personligt.

Der vil også være åbne valglokaler på selve valgdagen, men i begrænset omfang, lyder planerne.

https://www.berlingske.dk/usa/analyse-trump-synes-klar-til-at-saette-ild-til-hele-butikken-nu-frygter-alle

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, skriver beroligende i et indlæg i Berlingske Tidende den 31. juli 2020, at ”den danske Dommerforening har et tæt samarbejde med vores polske pendant, Justitia, og jeg kan forsikre om, at mine polske kolleger er gode demokrater”. Sjöberg fortsætter herefter sin velkendte dæmonisering af den polske regering. I sin iver får den gode landsdommer karakteriseret det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ikke holdt sig tilbage med anklager mod Polen hvor regeringen ideligt anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket domstolenes uafhængighed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade polen høre omkring demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993, da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at blive konstitueret som statsminister uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at gøre Uffe Ellemann-Jensen til konstitueret statsminister. En plan, der ifølge sekretæren ville have været grundlovsstridig.

Krænkelse af magtens 3-deling

Skiftende danske Justitsministre har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand synes at glemme, at regeringen i Danmark – også med henvisning til bekæmpelsen af coronavirus – har sikret sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kan:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet har en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige er, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Dommerformand om nedlukning: ”Mit klare indtryk er, at det var regeringen, der lukkede os”

Først da Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg forelægges Informations dokumentation, udtaler han, at han ”langt hen ad vejen” er enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling.

”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg til Information.

Det var regeringen, der stod bag nedlukningen af domstolene. Det er det klare indtryk, Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, i dag sidder tilbage med og ”langt hen ad vejen” er han enig i, at nedlukningen skete på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant på Grundlovens princip om magtens tredeling: ”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Mikael Sjöberg til Information.

Efyerfølgende har en ekspertgruppe nedsat af DJØF i et såkaldt brief – ”Da krisepolitik såede tvivl om magtens tredeling” – fastslået, at Grundloven blev kompromitteret.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Ulrik Bie og Morten Laugesen, der udgør Berlingske Tidendes økonomiske sagkundskab, hævder den 31. juli 2020, at ”EU-midler i de kommende år kan blive en ganske betydelig vækstmotor i europæisk økonomi. Italien står til at modtage, hvad der svarer til 11 pct. af BNP i 2019. Den græske centralbankchef, Yannis Stournaras, har i et interview med Bloomberg vurderet, at græsk økonomi kan vokse to procent ekstra om året i seks år som følge af de nye EU-midler, såfremt man kan finde ud af at absorbere projektpengene”

Hvis fordelingen af EU’s Corona-Genopretningsfond på 750 milliarder euro skal ske på basis af privat- eller samfundsøkonomiske lønsomme projekter, kan det allerede nu fastslås, at de ønskede positive effekter aldrig vil materialisere sig.

Efter en årrække med QE og lempelig finans- og pengepolitik i USA, EU og det meste af den øvrige verden står det lysende klart, at det ikke er finansiering vi mangler, men derimod lønsomme projekter.

Hvis ikke pengene distribueres fra lavtflyvende helikoptere, ved massive skattelettelser, borgerløn, gennem offentlige arbejder som i 30´ernes Tyskland eller omkostningerne ved grøn omstilling, kan det allerede nu fastslås, at det bliver svært at komme af med pengene. I det omfang det måtte ske, vil midlerne ikke bidrage til økonomisk vækst og øget beskæftigelse, men blot øge den private opsparing og omsætte sig i stigende priser på fast ejendom, værdipapirer, ædle metaller og andre aktiver, der findes attraktive i tider med økonomisk usikkerhed og pengerigelighed.

I december 2017 annoncerede præsident Donald Trump at den amerikanske ambassade ville blive flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem. Flytningen blev faktisk gennemført den 14. maj 2018.

Den nyvalgte præsident i Brasilien, Jair Bolsonaro, bekræftede i november 2018, at han vil flytte sit lands ambassade i Israel til Jerusalem.

Dermed står Brasilien til at blive det første store land efter USA, som flytter sin ambassade til Jerusalem. Rumænien, og Guatemala har tidligere meddelt flytning af deres ambassader til Jerusalem.

Honduras, Ungarn, Moldova, og Rumænien har ligeledes meddelt at de vil flytte til Jerusalem. Paraguays ambassade var en kort tid I 2018 placeret i Jerusalem, men blev efter få måneder flyttet tilbage til Tel Aviv.

Andre 12 lande har honorære konsuler akkrediteret til Israel I Jerusalem, ligesom lande som Australien og Ungarn allerede har åbnet handelsmissioner i Jerusalem.

Danmark har hidtil fulgt EU-linjen

Danmark følger den linje EU har anlagt, hvor man undgår at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad ved at placere ambassaderne i Tel Aviv. Jerusalem er et kontroversielt emne, da både israelere og palæstinensere gør krav på byen.

Færøerne åbner repræsentation i Tel Aviv

Tilbage i 2018 var Færøerne parat til at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden arbejdede Færøerne på at få åbnet en ambassadelignende repræsentation i landet. Det fortalte den færøske udenrigsminister, Jenis av Rana, til dagbladet Politiken.

Baggrunden var at den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der er færøsk gift, havde talt for at give både Færøerne og Grønland mere albuerum på det udenrigspolitiske område, så de i højere grad kan udstikke deres egen linje, som Færøerne valgte at gøre her i forbindelse med Jerusalem og Israel.

Imidlertid viste der sig både på Færøerne og i Danmark politisk modstand mod at lægge repræsentationen i Jerusalem. Den socialdemokratiske regering, der efterfulgte Lars Løkke Rasmussens regering i 2019 afviste imidlertid Færøernes planer. Statsminister Mette Fredriksen meddelte at hun giver Grønland og Færøerne “større albuerum” omkring udenrigspolitiske spørgsmål, men at hun sætter foden ned, når det kommer til Jerusalem.

Færøerne har derfor ifølge Berlingske Tidende besluttet ikke at gå videre med planen om at åbne en repræsentation i Jerusalem.

Den færøske udenrigsminister, Jenis av Rana, siger til nyhedsportalen INFO, at ”jeg vil ikke miste muligheden for at oprette en repræsentation med at fastholde ønsket om Jerusalem. Derfor bliver det i Tel Aviv. Så kan det være, at vi senere kan flytte den til Jerusalem”.

Beslutningen blev meddelt efter møde med Israels ambassadør i Danmark, Benny Dagan, og USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo i København den 23. juli 2020.

I et indlæg i Berlingske Tidende den 28. juli 2020 er den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen optaget af principperne for en retsstat. Ellemann-Jensen er tilfreds med, at EU-kommissionen nu får til opgave at foreslå regler, som skal sikre, at der ikke udbetales penge fra coronafonden eller det årlige budget til lande som Ungarn, der ifølge Ellemann-Jensen bryder retsstatsprincipperne.

Ungarns ministerpræsident Viktor Orban

Senest har Ungarns håndtering af Corona-krisen påkaldt sig kritik i en række europæiske medier. I Danmark udtaler direktøren for tænketanken Europa, Lykke Friis, om Orbans coronalovforslag: ”Det er de facto en afvikling af demokratiet”. Når Ungarns leder, Viktor Orban, vil forlænge landets nødretstilstand på ubestemt tid for at bekæmpe coronavirus, er det et forsøg på at snige diktaturet ind ad bagvejen, lyder det fra Europa-kenderen Lykke Friis.

Dommerforeningen og formanden, Mikael Sjöberg, har heller ikke holdt sig tilbage med anklager mod Polen og Ungarn, hvis regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket domstolenes uafhængighed.

Forsøg på statskup

Uffe Ellemann-Jensens forsvar for retsstaten er overraskende. Som udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra parlamentariske flertal.

Uffe Ellemann-Jensen angreb på Viktor Orban sættes også i relief af hans eget forsøg på statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993 da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at blive konstitueret som statsminister uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at gøre Uffe Ellemann-Jensen til konstitueret statsminister. En plan, der ifølge sekretæren ville have været grundlovsstridig.

Skiftende Justitsministre, herunder venstremanden Søren Pind, har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Uffe Ellemann-Jensen, Lykke Friis og Dommerforeningen synes at glemme, at regeringen i Danmark – også med henvisning til bekæmpelsen af coronavirus – har sikret sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kan fremover:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet har en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige er, at mens Tænketanken Europa, Dommerforeningen, Danmarks Radio og de landsdækkende medier har været særdeles aktive i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har de været påfaldende afdæmpede i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Dommerformand om nedlukning: ”Mit klare indtryk er, at det var regeringen, der lukkede os”

Først da Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg forelægges Informations dokumentation, udtaler han, at han ”langt hen ad vejen” er enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling.

”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg til Information.

Det var regeringen, der stod bag nedlukningen af domstolene. Det er det klare indtryk, Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, i dag sidder tilbage med og ”langt hen ad vejen” er han enig i, at nedlukningen skete på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant på Grundlovens princip om magtens tredeling: ”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Mikael Sjöberg til Information.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er om et flertal i Folketinget finder at Corona-krisen har berettiger at Grundloven brydes?

Efter mødet I den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité – The Federal Open Market Committee, FOMC – blev det onsdag den 29. juli kl. 20 dansk tid oplyst, at styringsrenten ville blive fastholdt uændret på 0 – 0,25 pct. Centralbanken ville også fortsætte opkøbene af statsobligationer, papirer med sikkerhed i fast ejendom og virksomhedsobligationer i mindst samme omfang som hidtil.

Forsikringerne om, at centralbanken – The Fed – fortsat vil gøre sit yderste for at støtte den amerikanske økonomi, steg aktiekurserne på Wall Street. Det på trods af den herskende usikkerhed om mulighederne for i Kongressen at nå til enighed mellem Republikanerne og Demokraterne om de firtsatte støtteforanstaltninger til at imødegå virkningerne af Coronapandemien.

Nylige data har indikeret en mulig afmatning i erhvervslivet og dermed i beskæftigelsen, da flere amerikanske delstater har genindført en række restriktioner som følge af en genopblussen i antallet af COVID-19-tilfælde, og antallet af døde i USA som følge af sygdommen onsdag nåede op på over 150.000.

På den efterfølgende (video)pressekonference understregede centralbankchef Jerome Powell, at Coronaudviklingen mere end finans- og pengepolitikken ville være afgørende for udviklingen i den amerikanske økonomi.

Præsident Donald Trump sagde onsdag, at hans administration og Demokrater i kongressen var langt fra hinanden i deres bestræbelser på at nå til enighed om en Coronavirus-pakke. I markederne er der bekymring over at en længere periode uden afklaring vil kunne betyde at understøttelsen bortfalder for grupper af arbejdsløse, og det vil være en anledning til usikkerhed i markederne og i økonomien i det hele taget.

Den Europæiske Centralbank opfordrede tirsdag bankerne til at afholde sig fra at betale udbytte eller tilbyde bonusser indtil 1. januar 2021 for at sikre, at långivere er tilstrækkeligt polstrede til at kunne absorbere tab og yde de nødvendige kreditter under coronavirus-krisen.

ECB har lanceret en enorm stimuli-pakke på 1300 mia. euro for at dæmpe den økonomiske virkning af pandemien ved at stimulere den økonomiske vækst og holde låneomkostninger nede. ECB har endvidere tilbudt ultra-billige lån til banker og lettet kravene til kapitalbuffere for at opretholde kreditstrømmen i euroområdet.

ECB har i lighed med Nationalbanken i Danmark samtidig gentagne gange gjort det klart, at man så også forventer, at pengeinstitutterne lever op til deres forpligtelser som kreditformidlere.

Når ECB og Nationalbanken ”opfordrer” og ”forventer” er det ikke oplæg til diskussion. Det eneste bankerne har mulighed for at spørge om er: Hvornår?

I Danmark havde bestyrelsen i Danske Bank oprindelig lagt op til at bankens generalforsamling skulle beslutte, at der skulle udbetales et samlet udbytte til bankens i alt 280.000 aktionærer – herunder A.P. Møller Holding – på 7,3 mia. kr. I lighed med en række andre danske banker endte det med, at der i 2020 ikke er udbetalt udbytte.

Ingen opkøb af egne aktier

Ud over indefrysning af udbytte opfordrer ECB långivere til ikke at opkøbe egne aktier, som er en anden måde at belønne aktionærerne.

Ingen store bonusudbetalinger

I et brev til banker i euroområdet har ECB netop meddelt, at centralbanken er meget opmærksom på pengeinstitutternes vederlagspolitikker, herunder bonusser og andre variable løndele, under krisen.

Erfaringerne fra 2008-09

Henstillingerne fra ECB og Nationalbanken falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, og det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen for skatteborgernes regning løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Kriser koster på den økonomiske vækst

Det må ej heller glemmes, at Finanskrisen førte dansk økonomi ind i en dyb lavkonjunktur, som det tog os flere år at komme ud af. En nylig analyse fra Nationalbanken viser, at finansielle kriser også har permanente nationaløkonomiske effekter, og vi kommer således næppe nogensinde til at indhente den økonomiske vækst, vi ville have haft uden finanskrisen.

Man kan håbe, at den danske økonomi og verdensøkonomien hurtigt kommer op i omdrejninger igen efter coronakrisen, men vi skal ikke regne med at kunne indhente de økonomiske tab vi påføres under krisen.

Krav til bankernes kernekapital

I en særskilt erklæring fra ECB den 28. juli 2020 blev det oplyst, at en såkaldt stresstest havde vis “at banksektoren i euroområdet kan modstå den af pandemikrisen fremkaldte stress”.

Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i Den Europæiske Bankunion og i Eurozonen – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. For at leve op til kapitalkravene skal bankernes kernekapital (den såkaldte Common Equity Tier 1, CET1) mindst udgøre en individuelt bestemt størrelse i forhold til bankens risikobaserede aktiver. Hertil kommer anbefalede, men ikke nødvendigvis krævede systemiske kontracykliske buffere.

Under normale omstændigheder ligger det gennemsnitlige kapitalkrav omkring 15 pct. af de risikobaserede aktiver. I et scenarie, hvor euroområdets økonomi oplever et fald på 8,7 procent i år (i øjeblikket det mest sandsynlige scenario), ville de 86 banker, der indgik i stresstesten opleve, at deres gennemsnitlige Common Equity Tier 1, CET1 andel af de risikobaserede aktiver falde med 1,9 procentpoint til 12,6 procent.

ECB vurderer, at bankerne dermed ville være i stand til fortsat at levere den nødvendige kreditgivning.

Under et mere alvorligt scenario, hvor euroområdets økonomi falder med 12,6 procent i 2020, ville bankernes CET1-ratio falde med 5,7 procentpoint til 8,8 procent.

Det ville betyde, at pengeinstitutterne måtte gøre noget aktivt for at leve op til kapitalkravene, men ifølge ECB stadig være i stand til at opfylde deres opgave.

Tyskland overtog formandskabet i EU den 1. juli og satte med ordene “Sammen om Europas genopretning” en entydig kurs for formandskabets målsætninger. Baggrunden var bl.a. at EU’s manglende solidaritet og handlekraft, da covid-19 ramte medlemslandene med stor kraft, fik EU-modstand og -skepsis til at vokse i EU og ikke mindst i Italien og andre Sydeuropæiske lande, hvor EU-modstanden allerede ulmede efter brexit og stigende tegn på en ny økonomisk krise.

13.580 milliarder kroner til rådighed

Aftalerne om EU’s budget og oprettelsen af en såkaldt genopretningsfond koster samlet set 13.580 milliarder kroner. Genopretningsfonden på 750 mia. euro vil samlet set være den hidtil største kapitaltilførsel til medlemslandene for at sætte gang i økonomien.

Med Genopretningsfonden vil EU optage fælles lån med sikkerhed i EU’s budget. EU-landene hæfter fælles for milliardlånet, der først afdrages i den næste budgetperiode, som starter om syv år. Det betyder nye budgetstigninger, når tilbagebetalingen starter. Med aftalen får EU samtidig mulighed for at øge Unionens egne indtægter gennem nye skatter. Det er et principielt nybrud i EU-opbygningen i retning af den komplette Økonomiske og Monetære Union, ØMU’en. Udviklingen betyder, at EU får større indflydelse på finanspolitikken og ligesom den solidariske hæftelse for gælden vil gøre det sværere for flere lande at forlade EU.

Modstand i Danmark

Op til det afgørende Topmøde 17. – 20. juli 2020 var der i Danmark betydelige reservationer overfor at overdrage yderligere kompetence til EU vedrørende finanspolitik, og at Danmark skulle bidrage til at dele penge ud til andre EU-lande uden modkrav.

Forargelsen var stor over den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maios udtalelser om, at han gerne så nødhjælpen brugt på skattelettelser. Mange havde også svært ved at forstå, at danske skatteborgere skulle bidrage med tilskud til lande, hvor pensionsalderen er betydeligt lavere, end den er i Danmark.

Mette Frederiksen endte på Topmødet med at acceptere budget og en Genopretningspakke med omkring halvdelen som tilskud. Forhandlingsresultatet fik opbakning fra et stort flertal af Folketingets partier.

Mette Frederiksen har italesat aftalen som et godt resultat for danskerne, blandt andet med henvisning til at Danmarks rabat for medlemskabet er blevet tredoblet. Danmark var imidlertid i forvejen nettobidragyder og budgetaftalen betyder at Danmarks årlige nettobidrag stiger med 4,5 mia. kr. til omkring 15 mia. kr.

Pengene til den dramatiske merbetaling til EU skal findes under de kommende forhandlinger om finansloven for 2021. Her er der som bekendt allerede en meget stor regning at betale for de hjælpepakker, Folketinget har vedtaget under coronakrisen.

Vil Italien nedsætte skatten?

I et interview med den italienske avis La Repubblica taler Fabio Panetta, direktionsmedlem i Den Europæiske Centralbank, ECB, den 27. juli 2020 om italiensk økonomi.

Genopretningsfonden på 750 mia. euro baseret på lånoptagelse på de internationale kapitalmarkeder med sikkerhed i værdipapirer udstedt af EU-landene i fællesskab markerer ifølge Fabio Panetta et fremskridt i retning af en ægte kapitalmarkedsunion, der vil gøre euroområdet mere attraktivt for internationale investorer. Tidligere vedrørte kapitalindstrømningen til euroområdet hovedsageligt kun et par lande og bidrog de facto til at øge forskellene mellem landene. Det vil ikke ske denne gang, fordi låneprovenuet vil blive brugt til at finansiere økonomien i hele euroområdet, og dermed bidrage til større homogenitet.

Den italienske økonomi har været stagnerende i årtier. Italien gik glip af den teknologiske revolution og har ikke investeret nok i at udvikle menneskelig kapital. Nu er der en chance for at bruge europæiske midler til at modernisere økonomien og gøre den mere miljørigtig, mere digitaliseret og mere inkluderende.

De uligheder, der er opstået, skal reduceres gennem vækst og beskæftigelse og ikke kun via subsidier.

Syditalien et særligt problem

Fabio Panetta bekræfter, at Syditalien udgør en kritisk udfordring. Det er svært at forestille sig en afbalanceret økonomisk udvikling i Italien, når indkomsten per capita for en tredjedel af befolkningen er halvdelen af ​​resten af ​​landet, og hvor hele regioner er ramt af udbredt arbejdsløshed og mangel på infrastruktur.

Panetta bekræfter, at det i den italienske regering seriøst overvejes at indføre særligt gunstige og lempelige skatteordninger for Syditalien. Det er et projekt, der kan bidrage til at normalisere Syditaliens økonomi og som har været nøje overvejet også i den italienske centralbank, hvor Fabio Panetta tidligere var vicegeneraldirektør..

Et sådan tiltag med karakter af statsstøtte, hvor midler fra Genopretningsfonden bruges til at sænke skatten, skal ifølge Fabio Panetta vurderes både på nationalt og europæisk plan i betragtning af dets konsekvenser for de offentlige finanser og konkurrencen.